Ud af boblen med et (næsten) latte-øjeblik

Som nogen måske har luret på Instagram, har Frede og jeg idag været overladt til os selv siden middagstid. Mikkel læser op til den sidste eksamen inden små 11 (!) ugers sommerferie, og jeg planlagde derfor en lille tur ud i noget, der mest af alt mindede om oktober på en god dag. Jeg forSTÅR ikke, hvad der sker på vejrfronten. Jeg stresser for vildt over, at juni måned har spildt sig selv på skyer og regnvejr, når september formentlig ikke har tænk sig at tilbagebetale og overtage sommertjansen. Så en hel måned er ligesom gået tabt. Sommeren er mit vinterblues-rehab, hvor jeg lader op til endnu en gang røv på vejrfronten. Det virker bare ikke rigtigt efter hensigten, når sommeren stikker én langefingeren og leger efterår. Jeg giver den indtil 1. juli, ellers flytter jeg sgu. Eller pynter op til jul. 

Nåhmen, i løbet af et par timer eller tre var både Frede og jeg afspiste og gylpfri, så vi (læs: jeg) fik bakset barnevognen ud gennem verdens mest rådne dør i gården og ud i det fri. Da jeg dér kom svansende med sovende barn i vognen og mig selv i mine (lukkede) præ-børn-skinny jeans (sgu!), tog fanden ved alt mit barselsoverskud og stoppede ud for “kaffe-to-go”-skiltet hos Nellie’s. Jeg vendte dog hurtigt øjne af mig selv, og besluttede mig for ikke at risikere babys opvågnen ved en stillestående vogn og gik derefter målrettet mod Dyrup (ja, malerbutikken. How manly). Jeg er nok alligevel ikke den dér lattedrikkende barselstype, selvom jeg virkelig godt kan lide latte (det er vel mest af alt bare kaffe med mælk, ikke?). Jeg har ingen kopholder på vognen (endnu), til gengæld har jeg fortræffelig neskaffe herhjemme, som efter et par timer og 2-3 gange i mikroovnen lever fint op til min kaffestandard (eller mangel på samme).

Vi fik handlet grej til mit maleprojekt, og da Frede stadig sov på den anden side af et besøg i Panduro efter barnedåbsinvitations-remedier, blev jeg overmodig og gik i H&M (hvor han naturligvis vågnede) efter denne bodystocking med tilhørende leggings (og hat, åbenbart). Overmodigt var det egentlig ikke, da han var vågen hele vejen hjem og kun småbrokkede sig to gange. Så alt i alt en succes med et minimum af våde håndflader (by the way, Tiger, I gik glip af en ellers købeglad type, da jeg slet ikke kunne overskue tanken om en barnevogn i jeres crowdede, rulletrappebefængte labyrint-butik. Nå!). 

Nu venter jeg på, at computeren, der holder på dåbsinvitationerne, kommer hjem (sammen med Mikkel, forstås), så jeg kan få produceret invitationer til godt og vel 60 mennesker. Heldigvis har Ben&Jerry’s lovet af holde mig beskæftiget så længe.

  

Navlepilleri #1

Jeg kommer af og til i tanke om mærkelige småting, random facts og andre overflødige anekdoter omkring mig selv (og andre), og, til trods for deres deciderede ligegyldighed, får jeg indimellem lyst til at skrive dem ned. Små ting, som I nok ikke ved (eller har brug for at vide) om mig og ting, jeg undres over. Men de dér kantede, små sætninger flyder ikke rigtigt sammen med de almindelige indlæg. Så nu får de deres egen kategori, og så må vi se, om det udvikler sig til noget brugbart (well, ikke sådan for alvor, vel). I må endelig sige til, om det fungerer eller ikke. I give you: Navlepilleri.

  • Intet i min garderobe har haft en stykpris på over 1000 kroner. Ikke noget jeg selv har købt i hvert fald. Til gengæld er mine kommoder proppet til randen med H&M, Monki, Zara, Gina Tricot og River Island. Jeg drømmer om en Primark i mit nabolag. Eller Danmark i det mindste. Eller bare som webshop, for fanden.
  • Vi bruger/drikker omkring 22 liter mælk om ugen. To voksne og et 5-årigt barn. Jeg tror, det er ret meget.
  • Jeg er (lidt for meget) dyreven. Dog er jeg begyndt at støvsuge næsten alle edderkopper og stankelben op, selvom min samvittighed prikker lidt til mig og beder mig lade dem leve (jeg har brug for hjælp), men de yngler jo helt åndssvagt. Den kat, der pisser på vores kældervinduer, så der stinker af død og ødelæggelse, når vi lufter ud, den må til gengæld godt skride.
  • Jeg har (jævnfør ovenstående punkt) engang opfostret en måge ved navn John. Jeg var forbi fiskehandleren efter rester til ham hver dag efter skole. Han lærte ligeså stille at flyve og var klar til at blive sat fri, da han pludselig lagde sig til at dø. Det var en sorgens dag.
  • Jeg er den dér irriterende ven, som altid er mellem fire timer og to døgn om at respondere på en SMS. Every. Single. Time.
  • Næsten dagligt opdager jeg en våd plet på min trøje og skal derefter identificere, om det er mælk, tis (ikke mit) eller gylp (heller ikke mit). Barselsliv, sweet barselsliv.
  • Herunder ses jeg (og min morgencola) på den store valgdag (@dittekirk). Hvor jeg hverken kunne finde mit valgkort eller pas. Det kan jeg stadig ikke. Jeg fik dog stemt.

 

Døgnrytme, aftentur og urbane ænder

Mikkel er blevet ret glad for trillende aftenture med det mindste barn i vogn. Så sådan én tager de sig lige nu. Tror, det er en blanding af hygge, ro og så sandsynligheden for, at Frede muligvis falder i søvn for natten, da hans døgnrytme stadig halter en hel del. Det første stykke tid kørte det egentlig okay med lidt random lure i løbet af dagen og aftenro omkring 23. Men så kom tigerspring, bevidsthed og tarmluft ligesom i vejen. Derfor har Frede valgt at gå i seng på absurde tidspunkter som klokken 4 om morgenen, og det ændrer jo ikke på, at vanedyret Marius vågner klokken 7. Desuden er der ingen, der ved, hvornår Frede sover 5 minutter, og hvornår han sover en time. Sidstnævnte er nok sket omkring fem gange, siden han ankom. Så han er ikke ligefrem en long-nap-kinda-guy. Hvor finder man den bedste slyngevugge? Og er der mere kaffe?

Udover det, går det godt med husets lillebror (og også med den store, altså). Frede har nu været her i rundt regnet to måneder, og han har taget ligeså mange kilo på. Udover det, er han vokset 11 (elleve!) centimeter. Det er ikke noget, han har fra mig i hvert fald. Jo, altså, steroidemælken er min, men vækstgenerne er nok fra hans faderlige ophav. Desuden har han i 1,5 uges tid trillet om på ryggen, næsten hver gang han bliver placeret med bugen nedad. Need I say, at tiden har alt for travlt?

Store og Lille går som nævnt tur, Mellemste sover, og jeg er således overladt til Johanne Schmidt Nielsen, der hælder vand ud af ørerne på mit TV. Jeg er egentlig vældig interesseret i politik, men smid Helle T’s øjenbryn og en selfie-stang (!) oveni, og jeg er ved at være mæt. Derfor så jeg ingen anden mulighed end at forlade stuen til fordel for altanen (og kaffe) for at fodre det nydelige, urbane andepar, som har hængt ud i vores baggård hele dagen. De blev glade, og jeg fik luget ud i overmodne krydderboller.

Nu kan jeg høre drengene på trappen, og jeg krydser fingre for, den mindste af dem sover. For jeg kunne ret godt tænke mig at drikke en kop kaffe med den store.

Alene for (en slags) første gang

Jeg er alene for første gang i to måneder. Mere præcist otte uger og fire dage. Siden Fredes ankomst har jeg ikke været alene i ét minut. Egentlig ret syret, og så alligevel slet ikke. Det føles langt mere syret, at jeg lige nu kan høre stilheden. Der er ingen, der “er færdiiiii'”, ingen voksne, der leger dyr og teer sig mærkeligt på mit TV og ingen baby, der surmuler eller skal ammes. Jeg har grublet en smule over, hvordan jeg bedst udnytter ensomheden, og indtil videre har jeg varmet min lunkne kaffe i mikroovnen, hældt det i gabet, mens det stadig var varmt, udvalgt mine favoritter i skabets slikpose og smidt mig sammen med dem i sofaen. Hvor jeg nu spooner et legetøjssværd fra Legoland. De tre mænd er taget på drengetur rundt på kvarterets legepladser og er nok tilbage inden længe. I virkeligheden burde jeg 1) få lagt vasketøj sammen eller 2) sove en lur, da Frede de sidste par dage har afprøvet en ny døgnrytme, der gør, at han er vågen fra 23 til 3-4 stykker om morgenen (hvad sker der for det?). Jeg har valgt nummer 3: At smide mig i stuen og glo ud i luften. Det fungerer ret godt.

En arm-baby

Hvis nogen af jer har Instagram og øjne, vil det næppe være gået jer forbi, at 90% af Danmarks bloggende befolkning og tilhørende børn slider Fårup Sommerlands forlystelser op right this second. Det gør jeg ikke (noget med, at fynboere med under 1.000.000 følgere ikke er inviterede… Pfff, hej Legoland!). Jeg gør det istedet som sofa-ammer, mens jeg håber på, at Fredes humør er stabilt og venligt nok til at slentre en tur med babytransporten senere. Jeg har næsten glemt, hvordan vores fire vægge ser ud på ydersiden. Jeg tror nok, det er rødsten.

Vi er i den lidt mærkelige mellemfase herhjemme, hvor Frede ikke længere sover døgnet rundt, men stadig er lidt snæversynet, angående hvad kan sælges som god underholdning. Han vil mægtigt gerne pludre og smile, men vi skal meget nødigt bryde os om, at lægge ham fra os i mere end 8-12 sekunder, og skulle der nå at passere ét minut, råber han ting som “vanrøgt!” og truer med at ringe til kommunen. Så han er sådan en arm-baby, og det er okay. Og lidt udfordrende indimellem. Mest fordi Mikkel og jeg indimellem godt gad at kunne bytte sko, bare lige for fem minutter. Han vil så gerne kunne gøre lidt mere på trøste-/madfronten, mens jeg godt kunne tænke mig at prøve sådan et karbad. Eller en tur i Netto. Men jeg kan ikke passe en str. 45, og Mikkel har (heldigvis) ingen bryster. Så lige nu er vi lidt fastlåste i rollefordelingen, hvilket også er okay. For lige om lidt drejer babyen rundt i institutionshjulet, og pludselig spørger han med korslagte arme, hvorfor han skal være hjemme inden 23. Så lige nu husker vi at nyde det.

Regnvejrsdag i juni

I går klokken 11.30 forlod Mikkel matriklen til fordel for at sidde med hovedet i eksamensbøgerne, og han vendte hjem kl. 04.30 til morges. Han har gang i en 48-timers eksamen i kvantitativ analyZzzz… Analyse. Da hverken jeg eller drengene har en jordisk chance for at bidrage konstruktivt til de to tidspressede døgn, har han gang i et kaffemisbrug med resten af studiegruppen i en eller andens aneks.

Og det leder mig til lige at nævne: Jeg har været alene to dage med begge børn (med veninde-support fra kl. 16 idag, så det tæller ikke helt). Vi kom alle igennem det. Helskindede endda. Der var ingen, der slog nogen med nogen, og den eneste, der råbte en lille smule, var Frede. Som jo altså er i sin bedste ret til det, da han kun har kendt verden i små syv uger. Det gik over al forventning, men hold nu kæft, jeg glæder mig til eksamensugen fra helvede er overstået. Det samme gør sig vistnok gældende for Mikkel. Det er helt pjattet, så meget det dér ekstra sæt hænder (og hændernes ejermand) gør, når babyen enten sover 5-minutters-lure eller pjevser, mens den store godt vil holde teselskab. Nu.

Da vi nærmede os den tid på førstedagen, hvor Marius skulle afhentes, stod det naturligvis ned i lårfede stråler, mens blæsten rev regndråberne rundt. Og hvor var nu regnslaget til babytransporten? Ude i sandkassen naturligvis, hvor jeg lagde det under flytningen… For to år siden. Og der var det minsandten stadigvæk, 48 liter regnvand vådere. Og det er ikke svært at danne sig et billede af, hvordan sådan en formsyet presenning fungerer efter to års forsømmelse: Som bofællesskab for edderkopper og fuldfede snegle. Tik-tak. Marius skulle hentes, og Frede skulle helst forblive tør under hele turen. Jeg gik straks igang med febrilsk at afsnegle verdens klammeste regnslag, vaske det i badekarret, give op, holde babyen på gulvet tilfreds, smide regnslag i vaskemaskinen, indse at sådan en vask tager tid, pakke førnævnte baby forsvarligt ind og finde et regnslag fra Ikea frem. Sådan et til mennesker, altså. På vognen med den alternative presenning, afsted med mig (i klipklappere – tak, ammehjerne), og med den ene hånd forsøge at styre vognen (med svingbare forhjul…), mens den anden slås med Bodil vol. 2 for at fastholde regnslaget. Tak til juni for en daglang og dårlig prank på vejrfronten.

Om aftenen indtog vi frysepizza, fordi det er det nemmeste at tilberede med én hånd, mens vi drak fredags-cola (som Marius kaldte det) midt på en tirsdag, fordi det går godt sammen med pizza. Der blev badet, børstet tænder og læst godnathistorie, og efterhånden kan jeg klare næsten alting med én hånd. Lige med undtagelse af at sætte ny skraldepose i den dér dims på indersiden af køkkenlågen. Det kan med fordel udføres med hjælp fra knæet.

De sidste to døgn har været gode, og Marius kan høste den fulde credit. Han giver plads til, at lillebror kan larme og har tålmodighed til, at mor er lidt langsommere end normalt. Han er så stor (og lille) og forstående, og jeg kan næsten ikke bære det. Men vi glæder os stadig til, at husets største mand vender hjem.