Teamarbejde i skiftehold

‘Vi gør det sammen’ når jeg lige at skimte på Silvan-reklamen, der er endt øverst i reklamestakken på køkkenbordet, mens jeg trækker vejret helt ned i maven og tager en tår af min lunkne kaffe, der, grundet husets netop tømte kaffebeholdning, smager mere af mælk end mellemristede bønner. Og det gør vi. Indimellem hver for sig, men stadig sammen. Vi trækker luft og drikker kaffe på altanen i skiftehold, så der hele tiden er stemmer til at trøste og hænder til at vugge Frede. Idag er en af de dage, hvor han ind imellem 10-minutters-lure, utallige amninger og en håndfuld helt smeltende smil, er gal. Krummer sig sammen og spænder sig ud på flitsbuemåden som et tegn på, at noget i maven driller. Dagen igennem er han en lille (og sød), tikkende bombe, som man aldrig helt ved, hvornår går af. Heldigvis er der pauser med veltilpashed og tandløse smil, og han er sjældent komplet utrøstelig, men det føles altid som om, næste lille tordensky venter lige om hjørnet, hvor man farer op af sofaen, fumler efter sutter og danser henover stuegulvet i vuggende bevægelser. Så falder der som regel ro på huset ret hurtigt, hvis altså babybæreren holder sig i bevægelse. Marius går i seng omkring klokken 20, og et sted mellem 22.30 og 23.30 er Frede som regel gået i seng for natten, så der står jeg oftest med valget mellem at holde romantisk laundry-night på badeværelset eller splatte ud i sofaen til noget dårligt TV (man skulle jo nødigt gå i seng i ordentlig tid…). Idag skal vores voksen-time dog bruges på at samle vores nye fjernsynsbord, og jeg glæder mig mere, end jeg burde. Nok har mit hoved føltes fysisk sprængfarligt i cocktailen af sygdomssnot (tak, juli) og decibel, men når vi kan håndtere babybrøl og Ikea-møbler indenfor samme dag og stadig huske at kramme, når vi har to sæt arme fri, er vi nok ikke helt fortabte. Vi er egentlig et godt hold herhjemme. Alle fire.

Noget om søvn og slyngevugger

Nu er jeg blevet spurgt ind til Fredes slyngevugge et par gange, og måske giver det i virkeligheden fin mening at flette en lille evaluering sammen lige her.  

Jeg har cyber-gloet forskellige mødre over skuldrene (på den venlige måde) for at finde ud af, hvilke erfaringer de har gjort sig med den dér slyngevugge, som jeg for indtil ganske nyligt ikke anede eksisterede. Ud af det blå dukkede den op alle vegne badet i konfetti og trompetfanfarer: Endelig var den her! Vidundervuggen, en fredskæmper uden sidestykke, svaret på alle søvndesperate forældres bønner. Forhandleren tilbyder sågar søvngaranti, så man kan vugge sin baby i 14 dage og stadig få pengene retur, hvis den nu – mod al forventning – ikke kan få barnet lullet i søvn. Helt ærligt, hvad er der at miste? Man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav den et skud. Jeg evaluerede idéen med Mikkel, og efter jeg havde læst Sneglcilles indlæg højt for ham, var beslutningen definitiv. Jeg fløj til tasterne med dankortet i hånden, og vi holdt vejret, til den landede på posthuset (så vækkede vi i det mindste ikke babyen).

Frede sov (meget passende) som en nyfødt de første fjorten dage af sit liv. Altså 18-20 timer i døgnet. Derefter fandt han ud af, at der var en verden derude, hvis bare han åbnede øjnene. Indimellem endda to, når han fokuserede så voldsomt, at han begyndte at skele. Siden hen opdagede han sine hænder og derefter sine forældres ansigt og skæg (mest farens). Dermed var søvn ganske overvurderet, og han fandt også hurtigt ud af, at det var jævnt mere hyggeligt at tage en lur i en halvkrøllet stilling på armen af os fremfor at ligge på sin Fossflakes-guddommeligt-bløde-madras i for eksempel liften. Seriøst, hvor mange mennesker på 6 kilo har topmadras?

Nu er vi derhenne, hvor Frede helst ikke sover mere end 10-15 minutter ad gangen på noget tidspunkt i løbet af dagen. Under de rette omstændigheder (en barnevogn i konstant bevægelse eller en lur ved siden af mig, så der hurtigt kan falde et stykke mad af) kan han snige sig op på 30-45 minutter, men det er næsten ligeså sjældent som ædru mennesker på Roskilde. Jeg havde svoret, at jeg inden barnedåben skulle unde mig selv den luksus at (som minimum) få lakeret tånegle, og det gjorde jeg så. Stående vel at mærke, med en fod på et havebord, hvor den ene hånd malede neglene med rød lak, mens den anden holdt gang i barnevognen. Og det er nok nøgleordene med hensyn til Fredes lure: Never stop moving. Om natten sover han i vores seng mellem vores Ikea-hack-bedside-crib og mig, så hans bedside-fidus bruges egentlig kun som sikring mod, at nogen triller ned på gulvet. Han sover ikke rigtigt i den. Det har gået fint indtil videre med 2-4 lynhurtige måltider, som jeg knapt nok ænser. Helt uden gråd og brok. Så vores udfordring ligger primært i dagtimerne, da han også helst ser, at de (mange) vågne timer som minimum spænder af på en arm og meget gerne en skulder med roof-top-view.

Siden vi erhvervede os slyngevuggen, har det foregået på nogenlunde samme måde. Den største forskel er, at en del af arm-lurene istedet afvikles i vuggen. Enten bliver han bugseret ned efter at være faldet i søvn oppe hos os, eller også kan han af og til bounces i søvn i vuggen. Han sover stadig ikke ret længe ad gangen, men en gang imellem sker det, at vi kan vugge ham tilbage i søvnen, hvis vi fanger ham på det rigtige tidspunkt. Om aftenen bliver han typisk puttet i den mellem 22 og 23. Så står Mikkel eller jeg gerne og fjedrer den op og ned, mens vi forsøder tilværelsen for alle tilstedeværende med vuggeviser, indtil Fredes øjne glider i. Vi er (endnu) ikke der, hvor vi bare kan lægge ham og regne med, han selv falder i søvn. Men når først han sover i den ved sengetid, er det ret sikkert, at han, når jeg går i seng, kan løftes fra stue (i vuggen) til soveværelse, hvor den atter bliver klipset op på dørkarmen. Så sover han der til 1-2 tiden, før han vågner og kommer over til mig. 

Så, for at opsummere ovenstående rod lidt mere enkelt: Det har ikke været det endegyldige svar på søvnproblematikken herhjemme, men den findes formentlig heller ikke, så længe der også er ting som periodevise mavekneb, der spiller ind, og det kan en vugge af gode grunde ikke stille det store op med. Desuden kan han sikkert sagtens nå at vænne sig yderligere til den, hvormed putningen bliver nemmere. Han har næsten altid en af vores t-shirts eller lignende til at putte med, så vuggen dufter (lugter?) trygt og velkendt, og dem vil han gerne ligge og nulre næse i. Vi har med vuggen fået et sted, hvor vi oftest kan lægge ham fra os, uden han vågner med et skrig, og dét kan altså noget. Han er tydeligt vild med den hyggelige følelse af at være omsluttet, og den bløde, gyngende fornemmelse hjælper på de fleste ting. Så ja, jeg kan helt sikkert se stort potentiale i slyngevuggen, men effekten varierer selvsagt efter hvilken baby, man putter i den. Så, til trods for en lidt rusten start, er vi fortrøstningsfulde og vil meget nødigt undvære den. Det er godt og skal nok blive endnu bedre! I øvrigt får jeg hver dag sådan en lyst til at kravle ned i den, så jeg drømmer lige nu om en magen til i voksenstørrelse (eller, altså, bare stor nok til at rumme en på 1,65…). Og Marius vil i øvrigt også gerne bestille en i størrelse 5 år.

  

Noget om barselsboblen

Jeg har atter været på spil på Viharbørn.dk, og denne gang omhandler det 21 ting, der ikke er helt usædvanlige at støde på i barselsboblen. Og, som nogen så fint har pointeret, vigtigst af alt er naturligvis nummer 22: Det er det hele værd og ja, vi gør det gerne igen! Og husk så lige at medbringe en lille portion sarkasme, ikke? Og, som af og til (meget) nødvendigt, minder jeg jer kærligt om, at bloggen kan følges via Facebook her (har netop rundet 50 likes!), Bloglovin’ her og Instagram her. Det må tælle som nok spam for idag. Vi er netop hjemvendte fra tre dage i det københavnske, hvor Frede har fået for vane at sove utroligt dårligt om natten og til gengæld stå urimeligt tidligt op, så jeg ser, om jeg kan løbe Ole Lukøje op og måske sove, inden klokken slår 2…

  

Dagen efter dagen

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…

  

Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Ammetøj: The struggle is real

Da jeg sidst på vinteren gik og drømte om min (på daværende tidspunkt forsvundne) talje iført sommerkjoler og den slags, havde jeg på ingen måde realistiske briller på.

Henover graviditeten blev min krop vært for ca. 21 kilo udover det sædvanlige, og jeg har heldigvis fået smidt de fleste af dem på porten. Med fed streg under ‘heldigvis’, da det mest udelukkende må være held, mit (over)forbrug af Marabou og cola taget i betragtning. (Jeg kører i skrivende stund de dér koplettede Paula-buddinger i hovedet. De er usandsynligt gode på den klamme måde!). Nuvel, jeg er ikke i mål endnu, da jeg stadig mangler i omegnen af 4-5 kilo, men mon ikke de glider af før eller siden? Måske man skulle begynde at løbe… Den lader vi lige stå et øjeblik.

Nå, men, selvom noget af det stadig er til den (lidt for) stramme side, kan jeg bruge det meste af min garderobe igen, og her opstår så den meget first-world-agtige problematik: Rundt regnet 2% af den er ammevenlig. HvorDAN kunne jeg glemme ammetøjsproblematikken? Altså, sidste gang jeg ammede, tog det mig (eller Marius) små 14 måneder om at blive færdig, så det er vel ikke ligefrem en rookie mistake.

Men i min gravide desperation svingede jeg altså af og til cyberdankortet hos de virtuelle tøjbutikker, hvor jeg småsavlende udvalgte sommerkjoler, som var tiltænkt disse måneder. Her sidder jeg og min lange næse så, mens mit tøjstativ holder på kjolerne, der stadig er pyntet med prisskilte. Jeg er mest en høj-hals-kinda-gal, både fordi jeg synes, det er pænest, og fordi blottelse af kavalergang aldrig rigtigt har været my thing, men den slags kjoler kan man sgu da ikke amme i. Baren er ligesom spærret inde. Det skærer en god del af min garderobe væk, og jeg sender bøjlestativet mange, lange blikke på dage som idag, hvor det er 200 grader (give or take) udenfor. 

“Hvad med skjortekjoler?”, tænker I måske. Og det fungerer til en vis grænse. Problemet er imidlertid, at jeg ikke bryder mig om skjortens eneste mulige funktion i amme-øjemed: At knappe ned for derefter at hive ting og sager ud i det fri. Det føles så frygteligt nøgent. Jeg kører pt. den meget varme taktik med altid at have to lag på, således jeg kan hive op i det yderste lag og ned i det inderste, og derved slipper udenom blottede bryster og synligt mavespæk.

Derudover er stroptrøjer (eller cami-tops, som de vist hedder blandt fashionfolk) udelukkede, da amme-BH’er altid er udstyrede med charmerende, motorvejs-brede stropper. God damn it. “Så køb dog noget ammetøj!”, kunne I måske fristes til at råbe mig ind i hovedet, og believe me, jeg har været på jagt, men enten er det for dyrt eller for grimt eller begge dele.

Det efterlader mig så med følgende muligheder: Suck it up og benyt skjorte(kjole)metoden eller anskaf komplet, todelt sommergarderobe (og undgå for alt i verden ting med tynde stropper). Ydermere skal det helst kunne opstøves i krogene på internettet, da Frede umiddelbart ikke er nede med at trave byen igennem i timevis for at kigge på dametøj. Oh well, jeg skal da nok nå at finde det helt rette sæt til barnedåben… Om 13 dage. 

PS: Hvis I kender til fine, todelte sæt (gerne matchende mønster-ish), så tip mig lige. Jeg har været H&M, Zara og hele Bestsellerfamilien rundt uden held. Måske jeg skulle være en anelse mindre kræsen (og nærig). Nah.