Dygtige damer (og deres blogs) #1

Jeg har sådan lidt blandede følelser i forhold til mine yndlingsblogs. Mest fordi de enten er så vanvittigt velskrevede, usigeligt underholdende eller begge, at det får min egen til at ligne et eksemplar af en Søren og Mette-bog. Værst er det dog, når jeg læser noget genialt, som akut giver mig lyst til at slå hovedet ind i ting, fordi jeg ikke kom op med den idé først. Men udover de mindreværdskomplekser dette måtte forårsage, så elsker jeg en god blog. Det kan være en smuk kontrast til de til tider trivielle magasiner, fordi man her bliver budt indenfor på en omgang personlighed i form af hverdag, lykke, sorg, drama (gotta love the drama), debatter og vigtigst af alt: Humor.

Jeg følger en del, men fælles for mine favoritter er sproget, humoren og ærligheden. Jeg læser oftest blogs på Bloglovin’-app’en på min iPhone, fordi det efterhånden er en halvårlig begivenhed, at jeg finder tid til at hive computeren frem. Der er imidlertid sket det, at jeg mere eller mindre ubevidst har skåret gevaldigt ned på de indlæg, jeg får læst, hos dem fra Bloggers Delight. De skal kunne noget fængende med overskriften eller de første par linjer, fordi det koster mig et helt ekstra klik at læse resten. Det kan muligvis synes latterligt, men det spolerer ligesom min tommelfingers swipe-flow, når jeg skal fumle frem og tilbage med ‘Læs mere på bloggen’-linket. Dovent, I know, men der ryger altså et par Asos-collager og produkttests på den konto.

Anywho, jeg vil godt lige løbe nogle af de damer igennem, jeg nyder særligt meget at læse med hos. De kommer nok dalrende over flere indlæg, fordi der er en del, jeg ret godt kan li’, men hermed præsenteres første runde. De fleste kender I med garanti, andre har I måske aldrig været bekendt med… Før nu!

 

Blogsbjerg: Sjældent går jeg decideret igang med at grave tilbage gennem gamle indlæg blot for at læse dem igen. Og igen. Det gør jeg med Lindas. Hun kunne skrive om natsværmeres parringsritualer, og jeg ville stadig sluge det med jumbo-sugerør. Det er sjovt, det er rammende og det er åndssvagt velskrevet. Og selvom vi lever helt forskellige liv, kan hun altid noget med at fortælle ting, jeg føler, jeg kan relatere til. Det her er fantastisk, og jeg tror, det er det blogindlæg, jeg har læst flest gange af alle. At jeg selv netop var flyttet ud af min højgravide krop, da jeg læste det første gang, gjorde det kun bedre.

Sneglcille: Den dame der i øvrigt er skyld i, at jeg kender til ovenstående blog. Sneglcille kan næppe være big news for nogen, for hun har drevet en mean blog i mange år, og jeg er helt forvirret over, at hun ikke er nomineret til den her. Jeg mener… Det er hende med eventyret midt i virkeligheden, som, efter flere år hver for sig, atter genforenet med sin kæreste nu har tilføjet et bedårende barn mere til samlingen. Og nåhja, så skal de giftes lige om lidt.

Sofie Ude: Okay, I må godt lige notere jer hende her. Pæn, lyshåret dame (må man godt kalde nogen det?), som for ganske få dage siden har født sit første barn. Hendes blog er så ny, at hendes Bloglovin’ pt. rummer 23 følgere. Det tal eksploderer lige rundt om hjørnet, kan jeg allerede fornemme. Det er sjældent – som i nærmest aldrig – at jeg griner sådan rigtigt (med lyd) af noget, jeg læser. Det har jeg allerede gjort tre eller fire gange her, og hun er derfor røget direkte ind på min topliste. Go, go, go! I kan stadig nå at være med fra start.

Miriams Blok: Åh, Miriam. Kattedame, skodame, elite-sprognørd-og-kommasætter (just my type), og som ingen andre i det store blogland. Hun er så meget sig selv, at jeg får lyst til at være det også. Hun skriver i øvrigt alle de indlæg, jeg godt gad at have udtænkt først. Jeg er vild med Frank, hemmeligheder, Bridget, det her og alle de andre.

Blondinemor: Henriette er ligefrem på den gode måde. Der er Villum, der er Laurits, der er kaos og kærlighed. Der er mange ting, jeg kan relatere til som mor til to drenge. Ydermere er der humor, selvironi og ærlighed, og det er tre ting, der gør sig godt sammen. Det er indlæg som det her, jeg mener. Hverdagens cirkus, når man febrilsk forsøger at pakke børn i flertal sammen uden at tabe hovedet undervejs. Præcis som jeg forudser mine morgener, når jeg engang får viklet mig ud af barslens bløde favntag.

Twinpeaks: Ja, ord kunne næsten virke overflødige. Mette Marie besidder evner til at forfatte på en måde, som sjældent er set før, og jeg tror ikke, hun er i stand til at producere et kedeligt indlæg. Der er alt fra tvillinger, glamour og rejser til skumfiduser, mode og hverdagsleverpostej. Og så kan jeg i øvrigt takke hende for, at langt de fleste af jer derude overhovedet ved, jeg findes. Hun gjorde nemlig opmærksom på min eksistens lige her, og det er jeg stadig svært taknemmelig for.

Moderskaberier: En hel blog i GIF-form, som er hysterisk morsom og rammende. En slags 9gag for mødre, og det er i sandhed en genistreg. 

Som altid er kommentarfeltet åbent for forslag og anbefalinger, hvis I føler for at dele. Og feel endelig free til at give den hele armen med selvpromovering, hvis I er den til slags!

Afslutningsvis får I her foræret et billede af blogger-planten over dem alle. Mest af alt fordi det ikke alene lykkedes for mig at holde den i live i mere end en uge, men fandeme også at få den til at fremstille små, nye blade. Det kunne være her, I bedyrer, at det er jordens nemmeste plante at holde liv i, men jeg er fuldstændigt ligeglad. Den lever!

Dittes dyreværn… Åbenbart.

Jep, så er vi atter blevet herberg for en rødstribet, fluffy type. Det startede med denne kat, som græd et ukendt sted en hel aften. Det resulterede naturligvis i, at jeg fumlede rundt ude på vejen ved 23-tiden med telefonens lommelygte tændt for at finde dette arme kattedyr, fordi jeg ved, at katte ikke miav’er så vedholdende, hvis ikke de enten er i knibe eller lukket inde (eller begge). Klip til mig, der lister gennem porte, hen over indhegninger og langs en husmur i en ukendt baggård, indtil jeg mere eller mindre får lokaliseret kattedyret bag en garagedør med hængelås. For fanden.

Næste morgen vækker Mikkel mig med beskeden om, at der er en killing af anorektisk udseende i vores have, og at han selvfølgelig har givet den mælk. Mig ud af sengen og allervenligst påpege til min ikke-dyremenneske-kæreste, der i øvrigt gjorde det i bedste mening for kattens (og nok mest min) skyld, at katte ikke kan tåle mælk. Ind (i vores dyr-forbudt-lejlighed) med det lille væsen, som stille og roligt får overtalt Mikkel til at åbne sit hjerte overfor den, hvorefter han navngiver den Smallcat og går i kiosken efter kattemad.

Smallcat er naturligvis hverken øremærket eller iført halsbånd, så nu står vi her med en killing og en 5-årig, som synes, den er sød og mest af alt sej, fordi den fanger de kæmpe, bevingede stankelben, vi har, som han for nyligt har udviklet en seriøs fobi for. Han var dog frivilligt med til at klistre sedler op i nabolaget idag, da han godt kunne se det retfærdige i, at katten skulle hjem igen, til dem der (forhåbentligt) sidder og savner den. Nu giver vi lige de omkringboende mennesker en chance for at opdage sedlerne, og skulle det ikke give pote (no pun intended), finder vi nok et rart sted, den kan være. Og det gerne snart, for vores take-no-bullshit udlejer bruger hver eneste dag (også lørdag før 08:00) på at renovere nabolejligheden til vores, så jeg bruger lidt for meget tid på at tysse på Smallcat og liste den ud af altandøren i ny og næ.

Killing? Anyone?

Hvad venter vi på?

Ømt emne, jeg ved det godt. Men det er immervæk et emne, der på en eller anden facon vedrører mig. Eller måske lige netop ikke vedrører mig. 

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er, som I sikkert er bekendt med, temmelig høj. Forstået på den måde, at den ligger på 29,1. Det er der formentlig en del mere eller mindre gode grunde til. Det kunne for eksempel være uddannelse, karriere, den famøse selvrealisering og/eller en tilværelse som single. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering (måske ikke så meget den med kæresten), og vi prioriterer åbenbart væsentligt anderledes, end vi tidligere har gjort. Nu siger jeg ‘vi’, hvilket i og for sig er misvisende, når jeg nu hiver statistikken så godt og grundigt den anden vej. Jeg var mor på min 18-års fødselsdag. Til en baby på to måneder. Lyden af ‘De Unge Mødre’s introjingle giver med det samme genlyd i mit hoved (og sikkert også i dit nu, mwuhaha), til trods for jeg ikke har haft Kanal 4 i mange år. Uigennemtænkte formuleringer og ditto tatoveringer, piercinger i hobetal og noget med kommunen og dennes sagsbehandlere. Det er, sørgeligt nok, det første, der falder mig ind, når nogen snakker om unge mødre eller unge forældre generelt. Paradoksalt much? Mjah.

Jeg vil aldrig decideret opfordre nogen til at planlægge at få barn, inden de selv er myndige, for jeg tror ikke, at ret mange teenagere er opgaven moden (forståeligt nok, egentlig). Måske er det fint nok, i hvert fald at kunne skrive et 2-tal foran i alderskolonnen. Det er så absolut ikke for at hellige mig selv, men jeg var aldrig rigtigt i tvivl, og det føltes ikke mærkeligt eller som om, jeg mistede noget. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Jeg fik noget. Noget helt usandsynligt småt, som viste sig at blive det største i mit liv. Jeg planlagde ikke en graviditet som 17-årig, men det skete alligevel. Og selvom mange yndede at tage ordet ‘abort’ i munden, føltes det helt forkert for mig. Heldigvis. Jeg var hverken 17 eller 27 den dag på den flaskegrønne fødestue, hvor jeg i 2010 fik min førstefødte i armene for allerførste gang. Jeg var mor. Og så smuttede min biologiske alder altså ned et sted imellem natteamninger og lortebleer. Formentligt på samme måde som havde jeg været 30.

Kvinders evner til reproduktion peaker i alderen mellem 16 og 25. Det er lige præcis de år, hvor vi idag har ‘ungdommen’ liggende. Vel egentlig en form for selvskabt fænomen, da man tidligere gik mere direkte fra barn til voksen. Og det mener jeg ikke, man skal, for så skarp en grænse kan ikke trækkes mellem to så forskellige livsfaser. Imidlertid er der måske opstået en tendens til, at ungdommen strækkes endnu længere ud end før. Måske endda i begge ender. En del går (lidt for) tidligt fra barn til ung, og næsten endnu flere strækker ungdommen helt ind i 30’erne. Og det kunne være én af de medvirkende grunde til, at ufrivillig barnløshed bliver betegnet som en folkesygdom herhjemme. Fordi nogen simpelthen venter for længe. Biologisk set, i hvert fald.

Inden nogen misforstår mig (hvilket måske er for sent), så er jeg all about, at hvert menneske gør, hvad vedkommende selv finder rigtigt. Men jeg er dog blevet spurgt om de samme ting et utal af gange og vil derfor godt forsøge at aflive en myte eller to: Nej, livet går ikke i stå, fordi man får børn, og jo, det kan være en udfordring indimellem, men det er som regel det hele værd ganget med tusind. Ungdom – eller i hvert fald ungdommelighed – er ikke uforeneligt med livet som forælder. Tværtimod hjælper det at være lidt barnlig i det, specielt når man skal levere en overbevisende imitering af en T-Rex eller se ‘Frost’ for 18. gang. Min erfaring er, at mange ting ikke engang føles som en ofring eller noget, man må undvære. Ens prioriteringer ændres ganske enkelt. I hvert fald (og heldigvis) for de fleste.

Flere kvinder først i 30’erne får frosset æg ned for at gemme dem til et mere belejligt tidspunkt, hvor lysten er større og karrieren knapt så travl. Et tidspunkt, hvor den naturlige fertilitet synger på sidste vers. Det er naturligvis svært at kortlægge grunden bag hvert enkelt tilfælde – men er vi i virkeligheden, mere generelt set, blevet for kontrollerende med et ønske om skemalagt tilværelse i kasseform? Hos for eksempel Facebook tilbydes der endda nedfrysning af kvinders æg, så de kan udskyde projekt baby og pleje karrieren i længere tid. Modellen er oftest noget i stil med at få sig en uddannelse, en eventuel partner, karriere, hus og bil, og så kommer de dér babyer som rosinerne i pølseenden, fordi fundamentet først skal sikres. Og forstå mig ret; stabilitet er naturligvis en fundamental faktor i børns opvækst, men jeg tror godt, det kan tilbydes på lige vilkår i lejebolig som i villa.

Der er vanvittigt mange parametre, der spiller ind – jeg ved det godt. Og selvfølgelig er det fordelagtigt at have et tilnærmelsesvis stabilt parforhold først, så man undgår for mange skilsmissebørn. Men med det sagt, så er det ikke komplet umuligt at lave ovenstående model, blot med pølseendens rosin som et af de første elementer. Det er det altså ikke.

Jeg vil vove den påstand, at ingen af mine børn mærker noget til, at mor og (pap)far er på SU, whatsoever. Vi har det altså mægtigt. Vi har råd til det, vi skal have råd til, og i bund og grund mangler ingen af os noget. Overhovedet. Jeg synes, det på uendeligt mange måder er ekstremt fordelagtigt at have små børn, mens man studerer. Tiden er din helt egen på en ganske anden måde, der er stor fleksibilitet og på eksempelvis universitetet, er der ingen, der tæller, hvor mange af barnets første sygedage du har holdt, så længe du formår at følge nogenlunde med. Og mens vi er igang med gloroficeringen heraf, så kan du også fortælle en fremtidig arbejdsgiver, at du ikke stikker af på barsel anytime soon – hvis nogensinde overhovedet.

Det kræver planlægning, struktur, og spontaniteten bliver minimeret – eller i hvert fald en anden. Men det er altså ret fedt at have sine børn med på sidelinjen (eller rettere solidt plantet i centrum) gennem livets forunderlige faser. Man får forhåbentligt også nogle flere år sammen end ellers, og når de først flyver fra reden, er man stadig somewhat ung i det.

Taler jeg lidt for meget min sag? Muligvis, men det er den eneste virkelighed, jeg kender, og jeg kan ret godt li’ den. Og jeg vil godt oplyse om, at det er muligt at være forældre af den yngre slags, uden Kaare Sand og kommunen kommer rendende. Opfordring hermed videregivet: Få nogle børn. Hvis du har lysten og rammerne til det, naturligvis. De er skide søde, irriterende og helt fantastiske!

Frede fire måneder (og en vinder)

Igår var det 4 måneder siden, husets mindste beboer blev udklækket på Odense Universitetshospital. Det fylder mig med de sædvanlige, forvirrende følelser af, at han lige er kommet og altid har været her. Han er blevet væsentligt gladere, både for slyngevuggen og livet helt generelt. Han knokler ikke så hårdt med fordøjelessystemet, som han har gjort, og det efterlader tid til både smil og grin. Og til at gnaske livet ud af sine tæer.

Hans ører krøller (heldigvis) stadig, han æder som en gal og sover knapt så godt om natten, som han hidtil har gjort. Men det falmer fuldstændigt, når han har det brede smil på i dagtimerne. Lurene er stadig få og korte, men han har en nyfunden entusiasme for legetøj og andre ting, han kan stikke tungen og fingrene ind i (her er O-Ball genial). Han pludrer, smiler og spræller lystigt med arme og ben, når humøret er højest, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare begejstring, når han bliver tilbudt et bad. Hvis han er skeptisk over tilværelsen, kan det næsten altid reddes ved at prutte ham på kinderne (med munden, bevares). Han er også begyndt at grine rigtigt (som videoen på min Instagram viser), men af en eller anden grund er de grin mest forbeholdt hans far. Nåhmen. Okay så.

Selvom han lige knapt falder under kategorien ‘nem baby’, bevæger han sig altså i en ganske god retning. Og når man først har været forælder til en vrissen baby, er selv de mindste fremskridt usigeligt kærkomne. Altså, jeg har fået mine arme igen, og af og til lykkes det mig rent faktisk at udrette ting. Se lige mig, jeg tømmer opvasker med begge hænder! Måske fordi Frede underholder sin far imens, eller måske bare fordi han sidder i sin Nomi-stol og kigger på. Og smiler. Uden at græde! Yes, for en god baby!

Og selvom det er sidst på dagen, lovede jeg jo, at vinderen af et mobilcover af eget design ville blive udnævnt idag. Som sagt, så gjort! Jeg bad Mikkel slynge det tal fra 1 til 23 ud, som først faldt ham ind, og da han, komplet uvidende om opgavens årsag, udbrød ’17!’ ovre fra sofaen, var valget truffet.

Jeg har talt frem til, at Katrine var den 17. til at kommentere og dermed den, der må designe sit eget cover hos Caseapp.dk.

Afslutningsvis skal der lyde et stort tak til jer 23 rare mennesker, som havde lyst til at deltage i min første, rigtige konkurrence (jeg bryder mig ikke om ordet ‘giveaway’) herinde. Det er en form for blandet fornøjelse – For ligeså fedt det er at glæde én, ligeså nederen er det at småskuffe 22. Altså, jeg ved godt, præmien ikke er decideret prangende (og at I nok skal komme jer ovenpå den kæmpe nedtur), men I forstår nok, hvad jeg mener. Oh, the struggle… 

  

Lidt om sell-outs og selvdesignede telefoncovers (som du kan vinde)

Cover

Nå. Nu prøver vi lige noget nyt her, og så krydser jeg fingre for, I ikke stikker ud af bagdøren. Jeg har, på bloggens halvandenårige levetid, ikke haft gang i det store konkurrencer eller mange rabatkoder. Jeg har én gang anbefalet en fin, lille mor-bog, jeg har afholdt en hjemmelavet konkurrence, og så har jeg takket pænt nej til at reklamere for tyske bilreservedele. Bloggen er jo som bekendt ikke i nærheden af at mænge sig med de tunge damer i samme kategori, og derfor bliver min postkasse på ingen måde bombarderet med hverken gratis gaver eller event-invitationer. Det har jeg det på en måde okay med (på en måde…), for jeg vil så utroligt gerne bevare en vis autencitet omkring min lille stump af internettet her, og jeg forestiller mig, det er et stort og tidskrævende arbejde at få sponsorater, personlighed og troværdighed til at forenes i smuk samhørighed, uden det kommer til at fremstå som en sølle omgang sell-out. Jeg mener dog, det sagtens kan lade sig gøre (se bare hende her), men jeg har hverken tid eller overblik (eller sponsorater) nok på nuværende tidspunkt til at arbejde mere i det. Derfor bliver det kun en sjælden gang imellem, at den slags dukker op. Og én af gangene er altså nu! Og så falder mit halvbeskedne læsertal altså ud til jeres fordel, for jeg forestiller mig, at vinderchancerne er helt latterligt store!

Jeg har fået lov at designe mit helt eget iPhonecover (det er store sager, siger jeg jer). Og de opmærksomme af jer vil måske vide, at jeg er all about æstetik og pæne sager i al almindelighed, og jeg har det fedt med selv at bestemme, hvordan tingene skal se ud. Derfor har jeg det sidste lange stykke tid benyttet mig af gennemsigtige covers, hvortil jeg har printet mønstre og billeder ud og klippet til, så de passede ind under på bagsiden. Men det kan altså gøres flottere og mere ligetil hos Caseapp, hvor man digitalt designer sit eget cover eller skin til sin telefon eller bærbare computer, får det produceret og derefter smidt i postkassen! De har masser af fordesignede covers, man selv kan tilføre tekst, dimser og detaljer, men man kan også starte helt fra scratch og pryde bagsiden med hvad end, man måtte være i humør til. Desuden kan der vælges, om coveret skal være i mat eller blank kvalitet.

Jeg havde egentligt kastet mig over noget med tiltalende farvesammensætninger og mønstre, indtil det slog mig, at det altså skulle være personligt på den personlige måde, når nu muligheden bød sig så oplagt. Og helst noget, der ville få mig til at smile hver gang, jeg så ryggen af min telefon. Så jeg gik i gemmerne og fandt den første tegning, som Marius har kreeret af os fire herhjemme. Jeg elsker hans små kartoffelmænd, og at lillebror var lille, at “han altså kun havde plads til ét øje”. Havde jeg nu været typen, der gjorde mig i tatoveringer, ville dette uden tvivl være en motiv-kandidat. Det er jeg dog ikke, så nu har jeg i stedet et hjemmegjort familieportræt ved hånden i lommen at all times!

Nu til den fineste del: Én af jer kan ske at blive den heldige vinder af et cover (til enten iPhone eller Samsung) af eget design, og de resterende af jer kan gøre brug af rabatkoden DITTE20 ved checkout og på den vis opnå en rabat på 20%. For at deltage i konkurrencen, skal I smide en kommentar til indlægget her. Indhold er underordnet og ganske valgfrit, men jeg ville elske at høre, hvad I ville vælge at pryde et cover med. Husk at dobbelttjekke e-mailadressen, så jeg kan få fat på vinderen, som jeg finder sidst på ugen.

Som en helt igennem velment reminder nævner jeg lige, at bloggen kan følges via Instagram, Facebook og Bloglovin’. Jeg er faktisk også på Pinterest, hvis man er til den slags. Nu er jeg ikke interesseret i tvangs-likes, så det er altså intet krav for at deltage, men det ville være så hyggeligt, hvis I havde lyst til at være med!

Indlægget er lavet i samarbejde med Caseapp. Begejstringen er helt min egen.