Et halvt år med Frede

Mens resten af Danmarks bloggende kvinder har været til prisuddeling på Glyptoteket (stort tillykke med den noget så velfortjente pris til Trine), har jeg tullet rundt herhjemme med en småsnottet baby. Jeg gad godt have været der og prøve at opleve ægte prisuddelinger og farverige cupcakes, og der var på sin vis heller ikke andet end mig selv og 167 kilometer, der holdt mig fra det. Men jeg har i stedet, en anelse forsinket, nedfældet et par ord om mit mindste menneske, som for ganske nyligt rundede 6 måneder.

Den 16. oktober var det præcis et halvt år siden, at husets mindste beboer blev lagt i mine arme for allerførste gang, og jeg sidder målløs med den sædvanlige følelse af, at han altid har været her og først lige er kommet.

Siden han var et par uger gammel, har han haft mørkebrune øjne, som er udstyrede med vipper så lange. Munden er stadig noget så tandløs, men fortærer både fisk og frikadeller. På hovedet har han efterhånden en hel hæderlig pragt af små dun, og jeg har en forestilling om, han kunne finde på at blive en lyshåret baby. Det var hans far (og jeg selv egentlig også lidt), men det er endnu ikke lykkedes os eller nogle andre i vores familier at fastholde de blonde nuancer længere end til skolealderen.

Søvn er stadig ikke hans førsteprioritet, hvorfor han som oftest mener, at 2-3 lurer om dagen af 15-45 minutters varighed kan gøre det (og så er det altså max én af dem, der varer tre kvarter). Til gengæld går han til køjs mellem 19.30 og 20.00, og det er altså mærkbart på den gode måde, at vi har mere end fire minutters voksentid om aftenen. Om natten vil han godt lige op og hilse på en 2-3-4 gange, men jeg fornemmer, det oftere er to end fire efterhånden. Så selvom jeg har tunge øjenlåg og aldrig rigtigt peaker i udhvilethed, så bevæger vi os i den rigtige retning. Marius sov som bekendt først igennem som 2,5-årig, så det er endnu ikke noget, jeg ikke har prøvet før…

Han møver sig lidt rundt, bakker en del og snurrer konstant omkring. Hans foretrukne position er liggende på bugen, og det har det været, siden han var ganske spæd. Han siger ‘vovovovov’ og ‘bobobobob’ en del og holder meget af at spytte, især når han spiser, som seneste video på min Instagram (@dittekirk) fint illustrerer.

Derudover er han bedste venner med sin storebror, og de bredeste smil og højeste grin er således forbeholdt ham. Det giver sådan en helt ubeskrivelig hjertevarme, når mine to små mennesker griner, pludrer og leger sammen, til trods for de er vidt forskellige steder i deres små liv og end ikke taler samme sprog endnu (selvom Marius bedyrer, han godt kan forstå babysk). Tænk at kunne rumme så store mængder kærlighed til hele to mennesker i min 1,65 meter lille krop.

Frede har endnu ikke været passet, og den alenetid, jeg har haft det sidste halve år, er den tid, det tager mig at handle i Netto (hvilket også kan være længe nok, når jeg skal browse spotvarer), og så selvfølgelig de lure Mikkel benåder mig med, når det er muligt i weekenderne. Det ville også snart være fint med en middag for to (voksne) eller en tur i biffen, hvor vi kun skal bekymre os om, hvor godt vi sidder, og hvor meget bland-selv-slik vi kan indtage på halvanden time. Men min mavefornemmelse er endnu ikke helt nede med tanken om, at han skal undvære os begge på samme tid, selvom han uden tvivl ville nyde en aften i mormors selskab – og hun i hans.

Til gengæld er jeg inviteret til kaffe-bloggerevent (ja, sgu!) et par timer senere på ugen, og jeg er lidt spændt på min barselshjernes evne til at føre samtaler med den slags mennesker, der (forhåbentligt) ikke gylper og savler på mig. Og så glæder jeg mig helt usigeligt til at have løsthængende hår, uden nogen plukker det ud af hovedet på mig…

  

Ting, mødre kan

Jeg har en (lidt generaliserende) forestilling om, hvad en mor er for noget, og i særdeleshed hvad hun kan af ting og tricks. Det skyldes givetvis mit eget pragteksemplar af en mor, som evner alt fra mean multitasking over fem kødgryder til at snedkerere sig en bordplade fra bunden. En kombination af at have været alene med to børn og en gedigen portion stædighed har gjort, at hun kan (godt og vel) alting selv. Forleden spurgte jeg hende, hvornår jeg selv fik den dér mor-feel, og hvordan jeg nogensinde skulle blive den, som mine unger ringer hjem til for at høre, hvor lang tid en oksesteg skal have. Hun forsikrede mig om, at det kommer med tiden… Jeg har stædigheden på plads og fikser de fleste ting herhjemme selv, men jeg kan altså ikke bare smække en gang boller i karry sammen på gefühlen. Well. Hermed præsenteres en liste af ting, jeg forestiller mig, alle de dér garvede mødre kan.

En mor…

Ved, hvor alting er, og intet er for alvor væk, før hun ikke kan finde det.
Der er jeg faktisk godt med. Jeg har et ufrivilligt, forkromet overblik over alles ting i husstanden og ved, hvor de sidst blev set. Undtagen min telefon og nøgler, der lever deres eget liv.

Kan time fire forskellige gryder og to stege i ovnen, så hele måltidet er færdigt på samme tid.
Det skal jeg øve mig på. Virkelig.

Kan strikke og/eller sy. Ikke nødvendigvis noget hun dyrker, men hun ved, hvordan man slår et par masker op, og hvordan en symaskine trådes.
Jeg kan kun det allermest fornødne på det område. Altså det, jeg lærte i 4. klasse, da jeg tog mit symaskinekørekort og syede et blomstret forklæde til min mor (selv tak), som hun stadig bruger! Strikke har jeg heller ikke gjort siden, men den slags kan man jo lære. Så det gjorde jeg igår (tak, Youtube), og jeg er således igang med et lidt tvivlsomt halstørklæde på et par blyanter. Ja ja, Rom blev ikke bygget på en dag.

Ved, hvor meget mad, der skal laves til selskaber af forskellig størrelse.
Jeg er stadig udfordret på at beregne pasta til os herhjemme, men jeg har dog forbedret mig væsentligt.

Har en uendelig liste med life-hacks i forhold til rengøring og tøjvask.
Eddike, eddike, eddike. Så langt er jeg med. Men hun kan altid lige et eller andet med noget kartoffelmel, lidt salt og en klat tandpasta. But, how?

Kan beherske sig, når hun skal dosere sulfo.
Der halter jeg stadigvæk en anelse bagefter. Jeg føler bare ikke, at en ærte-size sæbeklat kan gøre det.

Kan bikse en tre-retters menu sammen af “det, der lige var i køleskabet”.
Jeg har da en agurk, en klat syltetøj og en smule mælk, men det er som om, det ikke munder ud i noget lækkert.

Har styr på de uskrevne regler om, hvad der sig hør og bør.
Jeg er med på, at man siger tak for mad, ikke ifører sig hvidt (eller sort) til et bryllup og undlader at spørge om en kvindes alder (eller vægt). Men det er stadig meget trygt at kunne kontakte livlinen, hvis man er i tvivl om et gavekøb til sølvbryllup eller passende dresscode til en given lejlighed.

266053073_23726e897f64

Hvis du har noget at tilføje listen, så delagtiggør mig endelig herunder! Og hvis du selv er én af de garvede typer, så del lige lidt ud af visdommen. Ellers ringer jeg bare til min mor.

Edit: Der var lidt teknisk gejl med dette indlæg, så hvis jeres kommentarer mangler, er det ikke fordi, jeg er sur eller træt af jer, men de er altså røget med i svinget.

 

Om at være hjemmegående

Jeg er nok ikke den hjemmegående type. Sådan hundrede procent. Jeg kan mægtigt godt lide at være herhjemme, og selvom det lyder usexet og knapt så powerwoman-agtigt, så er jeg ikke typen, der skal lave noget hele tiden, jonglere fire jobs eller arrangere tolv aftaler på samme dag for at holde mig beskæftiget. Det er jeg virkelig ikke. Jeg stinker til at have aftaler mange dage i træk eller være sammen med en stor flok mennesker meget længe. Introvert, was it? Med det sagt, så rammer jeg naturligvis også den dér nu-må-der-godt-snart-ske-lidt-andet-mur, men jeg kan godt være et par år om at nå derhen. Jeg trives forbavsende fint i hjemmets langsomme tempo (så langsomt to børn nu tillader det). Når så jeg når den anden side og igen kommer igang, så har jeg det ok med det og bryder mig særdeles fint om at være social. Bare ikke hele tiden eller i kæmpemæssige portioner.

Jeg kan godt li’ tanken om at have et halvt års barsel yderligere, men det ville ikke være rart for nogen (eller min uddannelse), hvis jeg skulle gå hjemme 5-6 år. Det ville vi allesammen blive mærkelige af. Der eksisterer imidlertid dog den udfordring, at min barsel ophører til marts, og jeg først kan komme tilbage på skolebænken til august. Så der kommer til at være et hul i min beskæftigelse lige dér. Min noget tvivlsomme plan har indtil videre været at finde noget vikarjob i en børnehave/vuggestue/something, til jeg atter kan varme mig på SU’en. Det viser sig dog, at Odense kommune er så nydeligt indrettet, at det er muligt at få tilskud til at passe sit barn hjemme, så de muligheder undersøger vi nu til bunds. Det virker uigennemtænkt, at jeg skal have mig et random arbejde for at tjene penge til Fredes daginstitution, som han skal puttes i, fordi jeg skal arbejde. Det er lidt af en cirkel. Derfor synes det på alle måder oplagt, at jeg udskyder Fredes institutionsstart og går hjemme med ham, til studiet igen begynder. Og jeg håberhåberhåber sådan, at det kan lade sig gøre, hvis vi begynder at lægge til side nu og fjerner alt, der måtte minde om impulskøb. Tilskuddet er, ifølge Odenses hjemmeside, noget omkring de 4700-4800 kroner månedligt, og det er alt, jeg ved, indtil videre. Det er muligvis ikke meget, men jeg synes fandeme, det er flot sådan uden videre at kaste penge efter mig for at passe det barn, jeg selv har valgt at lave. Og når nu vi er vant til livet på SU, kunne det vel nok fungere for en stund.

Hvis I har erfaringer eller viden om emnet, så gør mig endelig klogere i kommentarfeltet herunder. Og hav så en henrivende weekend!

  

Herover ses min vinduesdame i øvrigt med nyt hår, og hun ser da ud til at være fint tilfreds! Lignende ligegyldigheder findes på min Instagram @dittekirk.