Svar på spørgsmål #1

Jeg overvejer, ligesom resten af blogriget, at smække en Q&A-slash-spørgerunde op på et tidspunkt, hvis der kunne være stemning for det, hvor det hele bliver lidt mere organiseret end de spørgsmål, der dukker op hist og her. Men! I mit tidligere indlæg, lagde jeg ganske forsigtigt op til det samme (det er altid pænt akavet, hvis den slags bliver mødt af rungende stilhed, så jeg startede blødt ud – man er vel en bangebuks), og der kom faktisk et par fine og ganske interessante spørgsmål. Dem vil jeg nu putte et par svar på herunder. Here goes:

Hvad er dine fremtidsplaner? Sådan, med uddannelse, job osv.? Jeg ser jo jævnligt beviser på, hvor utroligt god du er til at formidle på skrift (tak for det!), og er nysgerrig på, om det mon er sådan noget du kunne tænke dig.
Puha. Jeg rager i en del forskellige retninger og vil egentlig helst have lidt af det hele. Jeg er dog også realist (bilder jeg mig ind), og derfor mener jeg, det vil være smart at have en eller anden grunduddannelse, som jeg kan bygge videre på med tiden. Jeg holder enormt meget af det kreative på alle mulige måder. At tegne, male, lege med ler, strikke, bygge og – måske mest af alt – skrive. Jeg har brugt spandevis af timer foran min gamle DOS-computer, hvor jeg, fra omkring 2. klasse, skrev side op og side ned og drømte om mit voksenliv som forfatter (det har kastet mange historier omhandlende rideskolepiger på magisk sommerlejr af sig – jeg havde noget med ponyer dengang). For mig er det vigtigst at have en fremtid med et job, jeg har lyst til at stå op til. Mine overvejelser angående studie har raget i en million retninger og været omkring alt lige fra medievidenskab, medicin og psykologi til religion, artikekt, teologi og journalistik. Min mavefornemmelse fortæller mig dog, at jeg nok forsøger mig med sidstnævnte. Jeg trives enormt dårligt med et skemalagt liv, og jeg ville derfor elske noget freelance/arbejde-hjemmefra-agtigt, hvor jeg kunne skrive bøger, klummer, lege med photoshop, tegne billeder og prints og alt muligt andet hyggeligt. Verden er min østers, I guess.

Hvad laver du egentlig nu? Altså når du ikke er på barsel, forstås.
Da jeg blev gravid med Frede, var jeg ved at færdiggøre mit sidste år af min studentereksamen, som på grund af min første graviditet (som konstant opkastende) med Marius, allerede var udskudt ni måneder og en barsel. Dengang, som 17-18-årig, tilragede jeg mig på mystisk vis en diskusprolaps, som igen fik mig i knæ ved anden graviditet sammen med endnu en omgang (lidt mildere) opkast. Således måtte jeg igen sygemeldes, og jeg står nu tilbage og mangler at færdiggøre fire skaldede fag, før den forbandede kasket sidder på mit hoved. Det rider mig som en mare, men jeg trøster mig ved, at jeg stadig hører til den unge kategori, sådan aldersmæssigt, og at ét ekstra år, før jeg kan tjekke ind på universitetet, nok ikke kommer til at betyde det helt store på den retrospektive måde.

Drømmer du om at blive gift? Eller er det slet ikke noget, du/I har behov for at blive?
Jeg vil gerne giftes! Men det er ikke noget, der fylder enormt meget endnu. Jeg har en helt klar idé om, hvordan mit (altså vores) bryllup skal udforme sig, men det er ikke på Monica-måden, hvor jeg har ringbind tilbage fra 4. klasse med nøje udvalgte billeder af bordpynt og farvetemaer. Men jeg synes helt bestemt, at der er noget charmerende og umanerligt fint ved et bryllup, og jeg glæder mig til selv at skulle opleve det engang.

HVIS du skulle giftes – skulle det så være i kirke eller på rådhuset?
Helt klart i en kirke. Jeg synes, der er en majestætisk ro og ynde over sådan en kirke, og det ville for mig være den perfekte ramme for starten på et bryllup. Jeg har ikke brug for at fortsætte dagen på samme storslåede, fine måde med slotssale og syv sæt bestik. Det må gerne foregå på en solrig sommerdag under babyblå og åben himmel i haven, hvor der skal grilles, danses med bare tæer under pæn papirpynt og laves (og ristes skumfiduser over) bål langt ud på natten. På den måde synes jeg også, der er noget smukt ved kontrasterne fra den kirkelige vielse til den uformelle havefest, og jeg ved, Mikkel (heldigvis) er enig. (Okay, det var ikke fuldstændig Monica-agtigt, men jeg har da gjort mig lidt overvejelser, kan jeg se nu.)

Spiller kristendom – eller anden form for religion/religiøsitet – nogen rolle i dit/jeres liv?
Nej, egentlig ikke. Det spiller en rolle på den måde, at jeg selv er døbt og konfirmeret, og begge mine børn er blevet døbt, men vi er ikke troende på den troende måde. Jeg synes, dåben er et smukt ritual, omend nogen måtte mene, det virker hult og en anelse blasfemisk sådan at stå og sige ja til noget på sine børns vegne, som man måske ikke selv tror fuldkomment på. Og jeg kan godt se, hvad de mener. Men for mig handler det om ikke at tage det så forbandet bogstaveligt. Jeg vælger at opfatte nutidens kristendom på den måde, at der er plads til at tolke den sådan, som hver enkelt måtte finde rigtigt, og for mig er fortællingen om Gud, Jesus og kristendommen mere en håndfuld metaforiske budskaber om næstekærlighed og den slags – og dem kan jeg altså godt stå inde for. Jeg kan godt lide traditionen, og jeg synes, der er noget fint ved at værne om historien og det lille, hvidkalkede hus, som er en yndig tidslomme at træde ind i. Med det sagt har jeg det generelt stramt med religion, når det bliver for voldsomt. Jeg er ikke troende, men jeg er heller ikke ateist. Ateisme bliver for mig at se ligeså ofte en slags religion, som religion er det. Jeg bryder mig ikke om nogen form for fanatisme, og det mest ækle er, når nogen prøver at trække noget religiøst ned over hovedet på andre mennesker. Men al ære og respekt til dem, som har lyst til og måske brug for at tro og som undlader at proppe det ned i halsen på andre. Jeg tænker, at religion ofte er en måde, hvorpå man kan finde meningen i det meningsløse, og jeg synes menneskets – måske grundlæggende – behov for et holdepunkt og noget at tro på, når alt styrter sammen omkring dem, giver meget god mening. Men nej, religion spiller ingen rolle sådan i vores hverdag.

Og på samme tid fik vi bevist, at jeg stinker til at fatte mig i korthed. I hvert fald på skrift og når jeg selv bestemmer. Må I allesammen have en afslappet aften på bedste vis og lade mig høre, hvis der er stemning for en mere organiseret slags Q&A. Så vil jeg i mellemtiden øve mig i at svare på en knapt så langtrukket facon.

Hvor skal han og hun hen?

Forleden var to kvinder (eller mennesker, om man vil) inviteret i Go’morgen Danmarks studie til en snak med den altid rare Morten Resen. Den ene havde valgt, at hendes børn skulle opdrages kønsneutralt, og de gik således i en institution, der praktiserede dette, ligesom hun selv foretrak at blive kaldt ‘forælder’ fremfor ‘mor’. Den anden arbejdede i og repræsenterede selvsamme institution. Og det her med at kalde børn for ‘hen’ (eller sågar ‘hn’) istedet for ‘han’ og ‘hun’ finder jeg enormt interessant (åbenbart så interessant at jeg tegnede et TV2 Play abonnement kun for at kunne se det fulde interview). Jeg er ingenlunde enig, og jeg vil godt gøre mig umage med at forklare hvorfor.

Man kan postulere, at jeg er en anelse (for) konservativt anlagt og ganske enkelt synes, det bliver for langhåret. Det er på sin vis også korrekt, men der er meget mere i det. Jeg synes, hele idéen med koncept kønsneutral er misforstået. De prædiker diversitet, individualitet og rummelighed, men opnår, for mig at se, modsatte effekt. Det, at udhviske kønnene og deres vigtige forskelligheder, skaber i min optik et ustabilt og flydende fundament for de små menneskers identitetsskabelse. I forsøget på at give plads og være rummelig signalerer det, at forære børnene et komplet blankt lærred at starte på, at alle i udgangspunktet er ens, og det, synes jeg, underkender, at der er en grundlæggende forskel, uanset hvordan den kommer til udtryk. Jeg synes, det i høj grad er forældrenes projekt fremfor børnenes. Og jeg synes ikke, det er en dårlig ting, at vi er forskellige fra hinanden, så længe vi er bevidste om, at ikke alle kan eller skal passe ind i de typiske kasser.

Jeg er helt med på, at lille Carl ikke skal påtvinges biler og gravemaskiner, ligesom Emma ikke skal påduttes, at rigtige piger leger med dukker. Men den problemstilling synes jeg, vi i stor grad er ved at være ude over. Jeg oplever i hvert fald aldrig, at drengen med dukken eller pigen med bilen bliver set ned på eller kigget skævt til, og de, der måtte gøre det, ændrer næppe deres snæversynede holdninger, fordi børn pludselig skal klædes ud som intetkønnede.

Marius’ interesser er meget ‘drengede’. Inden det overhovedet var muligt at påvirke ham i den ene eller anden retning, var han fokuseret på alt med motor, farlige dinosaurer og kunne som 2-årig kende 17(!) forskellige bilmærker fra hinanden, fordi han hver gang, han så en bil, spurgte, hvad det var for en. Gav man ham en dukke, stak han i et skrig eller kastede den over i det fjerneste hjørne. Det er for mig at se et fint eksempel på, at der ofte er forskel. Helt fra begyndelsen. På samme tid bliver den individuelle diversitet ligeledes tydelig, da Marius på mange måder alligevel ikke er, som drenge er flest. Han er ikke en ‘vildbasse’, men kan godt være med til vilde lege, hvis han er i trygge og kendte omgivelser. Han bryder sig ikke om, hvis der roder på hans værelse, og hans følelser er indimellem for store til at være i en 5-årig krop. Han føler meget og hele tiden og er på den måde også enormt empatisk, kærlig og forstående. Det er ikke noget, man forbinder med den typiske ‘bulderbasse’, men det er Marius. Han er ikke mere eller mindre dreng af den grund – men han er en dreng. Og så synes jeg ligeså godt, jeg kan gribe muligheden til at forklare ham, at alle er forskellige, men at så længe man laver noget, man bliver glad af, så er kønnet ikke afgørende. Jeg kan forklare ham, at han ikke er mindre dreng, fordi han er følsom og har brug for ro og stilhed, ligesom han ikke er mere dreng, fordi han elsker Lego og dinosaurer. Han er dreng på sin egen måde, og der findes uendelige måder at være dreng (og pige) på. Og han må gerne synes, at lyserød er en pigefarve (og det gør han!), så længe han kan rumme, at andre måske ikke er enige, og at Valdemar skal have lov at iføre sig hele den rosa palette på lige fod med Sofie.

Jeg synes altså, det er en grundlæggende forkert måde at gribe kønsrolle-problematikken an på. I stedet for at anonymisere børn og deres køn, kunne man måske lægge større vægt på at oplyse dem. Oplyse dem om, at selvom man biologisk måtte være dreng eller pige, er der frit valg på alle hylder. At mange drenge har en naturlig interesse for biler og piger for dukker, men at ‘normal’ blot er et andet ord for ‘flertal’, og at det således ikke er forbudt eller farligt, hvis man ikke deler hovedinteresse med sine kønsfæller. Samtidig kunne man måske (både i institutionerne men i høj grad også hjemmefra) oplyse sin mudderelskende dreng og sin glimmerelskende pige om, at alle andre børn ikke nødvendigvis er som dem, og at det er okay. Jeg synes, det er finere at lære dem at navigere respektfuldt iblandt hinandens forskelligheder fremfor at udhviske dem. Selvom de stadig vil udvikle sig forskelligt til trods for deres kønsløse tilværelse, synes jeg godt, man som barn må være bevidst om sin fysiologiske identitet og så samtidig erfare, at det ikke er en begrænsning, men en helt naturlig del af livet. Det er det, jeg finder mest rummeligt.

Du kan sove, når du bliver gammel

Igår aftes fandt jeg mig selv i sofaen, hvor jeg åbenbart så Vild Med Dans, mens jeg strikkede(!). Jeg besluttede mig derfor for at føre stilen til ende og gå nogenlunde tidligt i seng (nu røg James alligevel ud, og så kan det jo være det samme). Idag har en chokoladebar gjort det som min morgenmad, og sådan kan kontraster jo mødes. Det skulle dog vise sig, det var et klogt træk at stemple ud ved midnatstid, da jeg vågnede kl. 06:41 lettere forvirret og undrede mig over, hvor babyen var henne. Han opholdt sig imidlertid i stueetagen i færd med at fortære en banan sammen med sin far, der så ud til at være relativt kvæstet. Han havde nemlig ikke sovet. Overhovedet.

Jeg havde Frede med mig i seng, da jeg gik til køjs, men hver gang hans hoved ramte madrassen, stak han i et skrig. Vi endte således med en halv times tumlen rundt, hvor han godt ville sove ti minutter ad gangen, hvis han vel og mærke lå ovenpå mig. Nok er jeg ikke kendt for at producere sovebørn, men til sidst gav jeg op og hidkaldte hans endnu vågne far, som tog ham med sig op i stuen. Og der har de så været siden. Ole Lukøje havde tilsyneladende glemt Fredes adresse, og den halvtykke baby vågnede således hvert 30. minut natten igennem, og da Mikkel er god til at sove (meget) tungt, turde han ikke falde i søvn mellem opvågningerne. Hvilket også er grunden til, at i nat var første gang i næsten 7 måneder, at jeg sov mere end fire timer i træk. Fordi Mikkel simpelthen er ude af stand til at vågne, og nattevagten således normalt er min… Og når jeg sådan har fået lov til at flotte mig med seks timers søvn, har jeg sendt farmanden på hovedet i seng, hvor han nok vil opholde sig et godt stykke op ad dagen. Det kan næsten kun betyde, at babyen og jeg trodser det triste efterårsvejr (når han vågner fra sin nu 28 minutter lange lur!) og ser, om ikke midtbyen har noget, vi ikke kan leve foruden. Jeg tror det.

Kina-tip: Papirposer til børneværelset (og alle andre værelser)

Jeg bringer her en kort servicemeddelelse til de, der måtte finde det interessant.

Efter vi har tilføjet et medlem mere til familiens stamtræ, er der flyttet nyt legetøj ind, og gammelt er fundet frem. Det sætter skub i et allerede on-going problem: Opbevaringsplads. Eller mangel på samme. En regnbue har således vendt sit inderste ud på vores stuegulv, hvor muterede Lamaze-dyr og andre plasticrædsler holder til. Og det skal der være (opbevarings)plads til! De skal være let tilgængelige, men må samtidig godt kunne samles sammen lidt snapt, så mine øjne kan få ro om aftenen, når de mindste mennesker har stemplet ud for natten. Vi er allerede indehavere af den velkendte (og på Instagram overeksponerede) ‘Le sac en papier’, men den holder i forvejen sammen på vores gavepapir, så nye poser skulle der til. Det kan Kinas land naturligvis hjælpe med, og således klikkede jeg de to poser på billedet herunder hjem for ca. 60 kroner stykket med gratis fragt. De er imidlertid af endnu kraftigere kvalitet end førnævnte mode-pose, og egner sig i særdeleshed godt til små hænder, der flår legetøj op og propper det i igen i tide og utide. Poserne kan købes lige her.

Og må I så alle nyde den sidste stump, der er tilbage af weekenden!