En slags spørgerunde

Jeg ville så gerne skrive tusind ting, men der sker ligesom ikke det helt store lige pt., og jeg føler, jeg mangler inspiration og ting at berette om. Jeg gad godt spytte indlæg ud i en lind strøm, men det bliver vist mest en slags ugentlig begivenhed. Egentlig har jeg en del ideer i hovedet og kladder i arkivet, men jeg fumler lidt for meget med hovedet i vasketøj og flyttekasser til at få dem ført ud i livet, mens hverdagen stryger forbi med barsel for mit vedkommende og læseferie for Mikkels. Men på mandag holder vi nøglerne til det nye kapitel i hænderne, og det skal blive så godt.

Nu har jeg selv luftet ideen et par gange, og flere af jer har spurgt ind til samme, så derfor kaster jeg mig nu med lukkede øjne ud i spørgerundernes dyb. Simpelthen. Derfor: Hvis noget har undret jer eller gjort jer somewhat nysgerrige (eller I blot vil sikre jer, jeg ikke sidder tilbage med et rungende tomt kommentarfelt…), så fyr endelig løs! Så vil jeg samle hele bundtet i et eller flere indlæg (alt efter hvor gavmilde i er med spørgsmålene, forstås). Alle spørgsmål er velkomne på lige fod med ønsker, forslag til emner og andet, der kan børste støvet af min barselshjerne og sparke mig igang igen. Hit me!

Så vil jeg trække mig tilbage med fjernsyn og Flipper (skum-delfinerne naturligvis, ikke filmen) så længe og lade som om, stuen ikke flyder med flamingo og flyttekasser for en stund. Det er vel fredag.

Kafferisteriet (og min første gang som eventgænger)

For et stykke tid siden fik jeg taget min bloggerevent-mødom på meget hyggelig og velsmagende vis. Jeg har fuldstændigt glemt at berette om begivenheden herinde af den simple årsag, at jeg ikke er vant til den slags. Jeg lever ingenlunde et bloggerliv sådan på dokumentationsfronten (eller ret mange andre fronter). Jeg ærgrer mig aldrig over, at jeg ikke fik fotograferet min indbydende morgenmad drysset med friske bær og mandler, inden jeg tog den første mundfuld og smadrede æstetikken, for den findes ikke. Morgenmaden, altså. Men jeg kan da finde på at hælde mælk på mine havregryn – måske endda banan, hvis der skal være fest. Og så spiser jeg det bare.

Jeg er slet ikke inde i gamet med at tage billeder af min hverdag på en værdig bloggermåde, og jeg fik heller ikke taget et eneste til eventet, til trods for jeg hurtigt erfarede, at man i disse kredse smækker telefoner og/eller kameraer på bordet i samme sekund, man sætter sig ned, så man aldrig går glip af et Kodak-moment. Det hele var så pænt og hyggeligt og pænt, og jeg kunne rigtig godt lide det, men jeg er sgu ikke så tjekket. Pludselig gik det op for mig, at jeg aldrig fik omtalt aftenen herinde, hvilket de to ildsjæle bag kaffebaren og arrangøren Jeanette i den grad fortjener.

Vi var budt på kaffesmagning, -quiz og snak på Kafferisteriet af barens indehavere og bloggeren Jeanette Hardis fra LetsBlogSomeShit, og de havde i sandhed stablet en fin aften på benene, hvor jeg efter første prøvesmagning måtte erkende, at kaffe ikke bare er kaffe, og at der er langt flere seje bloggere i Odense, end jeg havde forestillet mig. Stedet summer lidt af mormor-nostalgi på den tjekkede måde, og der er både rart og hyggeligt at være. De dedikerede kaffemennesker bag Kafferisteriet ved urimeligt meget om den dybbrune drik og kan således servere et utal af varianter. Og de har fem forskellige slags sirup! Fem! Og så vil jeg egentlig ikke sige ret meget mere, end I bør lægge vejen forbi, hvis I havner i Odense en dag. Det ligger lige ned til Munke Mose, og jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg skal indtage en kop kaffe i sommersolen (nej, det er aldrig for varmt til kaffe!) på fortovet engang i 16’s sommer. Først og fremmest skal jeg have slæbt min overalt-på-jorden-kaffeelskende kæreste med derind, når nu han tålmodigt lever af instantkaffe til hverdag. Og nå ja, da jeg som utrænet eventgænger ikke fik taget et eneste billede, var det godt, at andre gjorde. Se hvor fint:

IMG_5765

IMG_6686

IMG_5770

En slags førstegangs-dag

I dag er en slags første gang for flere ting. Frede stod op lidt over fem (det er der ikke noget første over), men klokken 7 blev han ved med at surmule og takke nej til både grød og mælk. I stedet faldt han i søvn, og man skal som bekendt sove, når baby sover, så det gjorde jeg – og vågnede 09.30. Helt forvirret slog jeg øjnene op. Angst for, hvad der var sket. Trak han vejret? Var han faldet ned af trappen? Var han sluppet ud af lejligheden og rodede rundt ude i opgangen? Ja, nej og nej. Han sov sødeligt videre til klokken 10, og havde således tilbragt tre stive timer i drømmeland. Det er aldrig sket før. Jeg har hans nyfundne entusiasme for fysisk aktivitet mistænkt for at være grunden. Han kravler ikke. Han kryber, og det har han gjort længe. I en allerhelvedes fart trækker han sig afsted på sine små arme som en lillebitte militærmand. Præcis som hans storebror gjorde det. Men de sidste par dage er han ydermere begyndt at klatre på alt, hive sig op rundt omkring og generelt knokle helt vildt med den lille krop (og så arbejder han vistnok på at sporte en lille fortand inden længe!). Måske er han derfor blevet lidt mere træt i det. Jeg klager ikke.

En anden førstegangs-ting er, at jeg er alene hjemme. Sådan helt alene. Ingen mand, ingen børn. Det har jeg ikke prøvet i 9 måneder, og det er lige dele syret og rart. Vi skulle egentlig til brunch hos Mikkels faderlige ophav, men jeg har været smådårlig og kvalm både i går og i dag, så drengene trillede afsted og efterlod mig med en rungende stilhed i lejligheden. Det er ret vildt at opleve, at min lille siamesiske tvilling er 40 kilometer væk. Jeg har næsten glemt, hvordan man bærer sig ad med at være alene. Men indtil videre har jeg både drukket min kaffe, mens den stadig var varm, og jeg har opholdt mig på toilettet uden kompagnon. Måske jeg skulle prøve at sove nu. Bare sådan uden videre.

Den obligatoriske: 2015 vs. 2016

Vi kom godt ind i det nye år hos venner med vores i alt tre børn, masser af knaldperler og tilpas med konfetti, som det sig hør og bør til fyraften, som Marius kalder årets sidste dag. Modsat sidste år, følger jeg i år i fodsporene på resten af verdens bloggende befolkning, og gør status over året der gik, og det der kommer.

2015 var året, hvor…

  • Frede blev født, og jeg for første gang oplevede at være mor til hele to små mennesker på en gang.
  • Marius blev storebror. Det har jeg det stadig for vildt over, når jeg ser de to sammen.
  • Vi har været syge som aldrig før på grund af den forbandede skimmelsvamp.
  • Jeg stiftede bekendtskab med mit natlige alterego, som havde det med at kværne en halv plade chokolade, når Frede kværnede en natflaske. Jeg har bedt vedkommende om at skride i 2016.
  • Frede nægtede at falde i søvn i vores arme en aften og efterfølgende i stedet faldt i søvn af sig selv fire(!) aftener i december. Jeg siger jer, det er store sager.
  • Jeg var til bloggerevent for første gang, som denne fine dame stod for. Jeg har (som altid) en kladde liggende om det, og den ser forhåbentlig dagens lys i det nye år.
  • Jeg fra april måned oplevede at sove seks sammenhængende timer én gang. Jeg undres stadig over, hvordan jeg formår at holde mig (nogenlunde) oprejst.

2016 bliver året, hvor…

  • Frede får tænder! Måske bare et par stykker. Kunne godt unde ham at have et par pløkker at tygge med efterhånden.
  • Selvsamme baby forhåbentlig lærer at sove igennem.
  • Vi flytter! Og griller en masse på vores store terrasse og sender drengene i urtehaven efter jordbær. Jeg glæder mig. Så. Åndssvagt. Meget.
  • Marius stopper i sin elskede børnehave og starter på den skole, vi var så heldige at få ham ind på. Det skal nok blive godt. Det skal det.
  • Jeg også starter i skole igen. Det glæder jeg mig forbavsende lidt til. Men jeg glæder mig latterligt til at være den hjemmegående type hele sommeren med min baby.
  • Frede starter op i livets store institutionshjul. Forhåbentligt hos en sød dagplejemor, hvor han får en tryg og god hverdag. Men først til august!
  • Jeg får lidt mere klid og kål i min hverdag og knap så meget Kinder og cola. Det lyder allerede megakedeligt. Men min krop bliver sikkert glad for det.
  • Frede nok bliver passet for første gang. Bare sådan jeg (og Mikkel) lige kan sidde ned en time eller to uden at skulle fodre noget, skifte noget eller tørre noget op.
  • Jeg får gjort noget mere ved mine tegninger og de drømme og planer, jeg gør mig i den retning. Der sker store ting inde i mit hoved på den måde. Mangler bare, at de også sker ude i virkeligheden.

Herover præsenteres de to mest vellykkede billeder af mine drenge nytårsaften. Den slags (og lidt andet) kan I i øvrigt følge med i på min Instagram (@dittekirk). Desuden kan I også lure med på bloggens Facebookside (hvilket I vist ikke har gjort jer så meget i indtil videre). Godt nytår!