Navlepilleri #4

Hermed endnu en omgang mere eller mindre ligegyldige tanker, facts og spekulationer. De første tre i rækken kan desuden læses her, her og her.

  • Det trækker sådan i mig at skrive en masse herinde og alle mulige andre steder, som jeg går og drømmer om og tænker på. Min hjerne er bare fyldt til randen med hverdag og de sidste flytte-småting lige nu, og der er ligesom ikke tid og plads til det hele på en gang, og det piner mig.
  • Alt for damerne er et magasin, jeg aldrig før har købt. Indtil nu. Og ja, jeg købte det pga. bryllupstillægget. Og nej, der sidder ikke skyggen af en vielsesring på min finger (endnu). Men der var noget om Sneglcilles bryllup. Derfor.
  • Forleden modtog jeg mit nye kørekort med posten, og da bestillingsprocessen havde taget sin tid, var jeg henrykt over endelig at få det. Det var da også pænere og mere skinnende end det gamle, men af kortet fremgik det, at jeg nu var en 55-årig, tyrkisk mand ved navn Ibrahim. Billedet og underskriften var dog min egen. Kære administrationsmedarbejder, så træt må du aldrig blive. Og hvilket kørekort sidder mit CPR-nummer så i øvrigt på?
  • Vi har boet her i 20 dage og har allerede haft besøg af fremmede folk. Det ringede på døren, og jeg nærmest snublede hen til den i ren iver i troen om, at det var pakkeposten med et eller andet spændende. Forkert. Udenfor stod en lille, smilende dame, som proklamerede, at hun delte brochurer ud. “Er det Jehova?”, spurgte jeg ret hurtigt, da jeg mente, jeg havde luret, hvad der var i luften. “Nej, nej. Nej, det er ikke Jehova. Det er hans vidner”. Whoopty-fucking-doo. Tak, men nej tak.
  • Jeg er efter en lille måned helt nede med tilværelsen som hus-beboer, og står det til mig, har jeg boet i lejlighed for sidste gang i mit liv. Seriøst, al den frihed sådan en omgang udenomsplads kan klare! Barnet i vognen, vognen i haven, kaffen i koppen. Bare sådan helt uden opgange og baggårde og 48 døre, der skal koordineres. Jeg er fan.
  • Desuden er babyen begyndt at sove 1,5 time ad gangen i sin barnevogn, så jeg tager det som et tegn på, han også er okay med at være forstadsbaby.
  • Kan ikke helt greje hvorfor, men det løber mig koldt ned ad ryggen, når folk siger ‘en selfie’ eller ’selfien’. Jeg er (for en gangs skyld) ligeglad med, hvad ordbogen siger. Et. Selfie.
  • Om præcis en uge i dag(!) starter Marius i skole. Det er lige dele spændende og skræmmende.
  • Jeg har bestilt nogle gummiringe til storetæerne. Noget med akupunkturpunkter og fedtforbrænding. Jeg tror heller ikke på det, men for $1 skulle man da være et skarn, hvis ikke man gav det et skud.
  • Marius er kommet frem til, at når det lykkes at få hele fnulderbelægningen i tørretumblerens filter af i ét stykke, må man ønske. Det kan jeg meget godt li’.
  • Jeg har for nyligt lagt mærke til, at jeg sætter kommaer med øjnene, når jeg læser noget. Alt fra blogs til tekst-tv. Jeg sidder simpelthen og plotter de små prikker ind (altså bare sådan mentalt), i takt med jeg læser, og det er da egentlig skide irriterende, nu hvor jeg er blevet opmærksom på det. Folk må smide deres kommaer, hvor de vil, men jeg har åbenbart svært ved at overse, hvis de mangler. (Det betyder i øvrigt ikke, at jeg er fejlfri på kommatering selv, men min indre perfektionist prøver at gøre sig umage.)

10 måneder med Frede (og noget om pasning)

I dag er det ret præcist 10 måneder siden, husets mindste beboer joinede resten af klanen. Det indbyder jo på en måde til at gøre status. Frede er overordnet glad og tilfreds. Han har taget de lidt længere lure til sig, siden vi flyttede i hybel med have, og han sover således samtlige lure udendørs. Nattesøvnen har han stadig ikke helt fået fat i og er gerne vågen 3-5 gange hver nat, hvilket holder lidt hårdt for en søvnglad type som mig. Men vi klarer den. Det er jo bare en fase. Tænder har han pludselig fået en 5-6 stykker af nærmest samtidig, men han levede til gengæld også gumme-livet i 9 måneder og en dag, før første pløk tittede frem. Kravlestilling kommer han snildt op i, men han lægger sig konsekvent fladt på jorden for at udføre sit karakteristiske militær-møv, hver gang han skal fremad. Pt. rejser han sig op ad alt, går små skridt med gåvogn og har nallerne i alting, hvorfor det for eksempel tager den dobbelte tid at lægge tøj sammen, når han godt vil hjælpe med at folde det ud igen.

Og så slog det mig her for et par dage siden, at han endnu ikke har været passet. Nej, heller ikke et par timer. Altså slet ikke. Jo, jeg har da været ude for at handle og den slags praktikaliteter, og sidste weekend mæskede jeg mig sågar i sushi med min søster og veninde på en restaurant, mens Frede var hjemme sammen med sin far. Men i min optik passer en far altså ikke sit eget barn. Det er egentlig ikke af uvilje eller manglende mulighed, at pasningsdebuten er udskudt, til Frede er knapt et år. Der er yderst velkvalificerede bedsteforældre med åbne arme og frie hænder hele vejen rundt, som både kan og vil passe den brunøjede baby, men jeg har bare ikke helt været der endnu. Haft behov eller lyst. Der er dog sket en del med Frede (og dermed mig) de seneste måneder. Hans åbenlyse interesse i bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer vokser konstant, og han er knapt så fastgroet til mig, som han har været. Mit mod gror (næsten) proportionalt med hans, og den 3. marts skal Mikkel og jeg til noget så voksent og uromantisk som foredrag. Helt uden babyen, forstås. Han skal hygge sig med sin mormor imens. Farmor har også fået lovning på, at vi snart læsser familiens mindste af hos hende, mens vi går i biffen eller spiser eller noget i den dur. Det er alligevel lidt vildt, når jeg sådan lige ser det på skrift, at Mikkel og jeg ikke har været alene en. eneste. gang. de sidste 10 måneder. Og næsten ligeså vildt, at det slet ikke føles mærkeligt… Og så alligevel, det er vel lidt den naturlige ting ved at få børn. At de ligesom er der.

Det, jeg stadig er mest på røven over, er Marius og Frede sammen. Det er simpelthen så åndssvagt livsbekræftende at se, hvor glade de to er for hinanden. Marius kysser og krammer og siger søde ting, mens Frede smiler og griner og følger efter sin storebror gennem hele huset (og prøver at tilluske sig adgang til hans Lego-samling). Livet er nu helt rart, når man sådan har de tre drenge i det.

En form for flyttekaos

For ti dage siden fik vi nøglen til vores nye hytte, og i dag er første gang i den tid, at jeg har slæbt min computer frem. Og siddet ned, tror jeg. Jeg har kørt på en slags batterier, jeg vist ikke rigtigt har haft, og det er så småt ved at indhente mig nu. Hold. Nu. Kæft, jeg er træt med mere træt ovenpå. Jeg har slacket gevaldigt på mine sunde(re) spisevaner her i flyttekaosset, og jeg har været glad for det! Min hud, not so much. Det betyder dog, at mit natlige æde-alterego er returneret for en stund, og i nat gik jagten ind på resterne fra Pandekagedag, som min søster havde bagt og efterladt i vores køleskab. For ligesom at opveje den sukkerholdige natmad, tog jeg et glas vand med i seng til at skylle efter med. Jeg ville lige nyde et øjebliks stilhed med min telefon, hvilket imidlertid resulterede i, at jeg i min zombie-tilstand faldt i søvn med hovedet oveni den og samtidig tømte det iskolde vand ud over mig selv og den halve seng. Så var jeg på en eller anden måde ret vågen igen og måtte således trække mig selv og et McQueen-tæppe ind i sofaen. Gab.

Pt. er der kun en(!) flyttekasse tilbage, som mangler at blive pakket ud, og den får sgu lov at vente til i morgen. Jeg har fået skruet de første hylder op, men der er stadig en del, der mangler. For eksempel lamper. Og billeder. Og. så. videre. Men det tegner godt! Vi har pludselig så meget skabsplads i køkkenet, at jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvor de forskellige ting er, og det kan jo også noget. Nu vil jeg spise mig en Sun Lolly, inden jeg med garanti falder i søvn på sofaen.

Desuden er flere af jer kommet med mange fine og gode spørgsmål (og sindssygt søde ord) her, og det sætter jeg så usigeligt stor pris på! Jeg satser på meget snart at påbegynde et svar-indlæg, så hvis I vil ha’ noget med, kan det stadig nås… Godnat, I rare mennesker.