Dagplejeplads og valget derom

Så er det påskeferie! Det har det været en rum tid, men vi har været syge på skift og er egentlig lidt stadigvæk (undtagen Jern-Marius, naturligvis). Mikkel har været hele turen rundt, og jeg har et snothoved så tungt som bly. Til gengæld ter min hals sig en anelse, og jeg har ingen stemme længere, til stor underholdning for resten af husstanden. Babyen er mest bare snottet. Men ‘bare’ hører ingen steder hjemme i en sætning med både ‘baby’ og ’snot’ involveret, for når nogen er enormt glad for sin sut ved sengetid og dermed lukker af for ventilation gennem munden, så kan nogen ikke få luft gennem næsen, hvilket i sig selv er en kende problematisk. Så det arbejder vi lidt med.

Desuden har ovennævnte nogen lige fået dagplejeplads. Jep. Fra den første juli. Egentlig skal vi ikke rigtigt bruge det før engang i august, men juli er jo som bekendt betalingsfri måned, så den har vi fået med oveni hatten, så vi har god tid til en løs indkøring sidst på sommeren. Officielt sluttede min barsel jo den 6. marts, men det passer mig mere end godt, at der stadig er lidt tid at tage af. Den rare dame fra Pladsanvisningen (de findes sgu!) ville lige informere mig om, at dagplejehjemmet var røgfrit, men at der blev røget udendørs, og der desuden var en hund. Og om vi havde et problem med det, for så måtte hun se, om hun kunne finde et andet sted. Øh, bøh. Jeg fik hende til at hænge på et øjeblik, mens jeg spurgte Mikkel, om det var et problem, at hun (og/eller hendes mand, who knows) røg udenfor og altså også havde en hund. Han svarede med panderynker og et hvorfor-skulle-det-være-et-problem-udtryk i ansigtet, og jeg skyndte mig at takke ja. Jeg kan sgu godt forstå, hvis der findes forældre, som ikke synes, det er det fedeste. Men jeg har netop talt i telefon med dagplejemoren, og hun lød helt enorm sød, og det er immervæk det vigtigste for mig. Og Frede, altså. Jeg har tiltro til, at hun ikke fyrer op i en Prince i hovedet på børnene, bare fordi de måtte opholde sig udendørs. Om hun ryger i sin have, når hun har fri, eller når ungerne sover til middag, det kan ikke få mig op i det røde felt. Det med hunden er for mig et kæmpe plus. Såfremt den er sød, forstås. Jeg elskerelskerelsker hunde, de lalleglade fladpander, og har altid haft dem omkring mig hos både forældre og bedsteforældre. Lige nu har vi hverken tiden eller rammerne til at have dyr (i hvert fald ikke hund), så hvis det viser sig at være en godmodig, halvsløv bamse, der bor deromme ved dagplejeren, så synes jeg kun, det er fedt, at Frede kan få glæde af sådan én i hverdagen. Vi skal møde hende (som i øvrigt bor 70 meter(!) fra os) på tirsdag, og så må vi se, hvad mavefornemmelsen siger. Hvis hun viser sig at have hjertevarme og være god ved børn (hvilket man jo må håbe på baggrund af karrierevalg), så går det nok alt sammen.

Havde sådan en ryger-og-hundeejer-information gjort noget ved jeres valg? Lad mig endelig høre jeres input i kommentarfeltet og hav så en fortrinlig aften!

925545_210642842626244_1693954131_n

Nomi-stol: Nu med bakkebord (og historie om tilblivelsen heraf)

  

For god ordens skyld: Bakkebordet til Nomi-stolen har de flinke folk fra Evomove foræret os uden nogen aftale om omtale. Resten af stolen og udstyr er betalt af egne (forældres) lommer.

Jeg har omtalt den før. Ikke på grund af sponsorater eller andre aftaler, men fordi jeg syntes, den fortjente det. Og det synes jeg stadig. Den kære Nomi-stol, som er fast inventar i vores dagligdag som børnefamilie. Min søster (altså, min nevø) har den også, og da stolen jo er udstyret med hjul på de bageste ben, så den ikke kan vælte, efterspurgte hun hurtigt et bord til at klikke på, så August ikke længere havde muligheden for at sætte af på bordkanten og rulle væk fra samlingen omkring aftensmaden, som han ellers ynder at gøre hver gang. Bakkebordet lod dog vente på sig… But no more! Nu er det her, og det er godt. Derfor kunne jeg for nylig meddele min kære søster, at bordet var blevet født, og hendes bekymringer kunne få hvile.

Da Evomove bad om lov til at sende mig dette bord, hoppede jeg naturligvis i med begge ben. Heldigvis. Peter Opsvik, som er designeren bag både Nomi- og Tripp Trapp-stolen, har pure nægtet at designe click-on-borde til netop nævnte. Hans filosofi går på, at børn skal med ved bordet og være et ligeså vigtigt led i måltidsdynamikken som resten af familien. De skal med andre ord ikke isoleres ude på sidelinien, bare fordi de har bord og stolesæt til en solo-middag. Og mens jeg godt kan lide hans ideologi omkring emnet, synes jeg ikke, det er sådan, det fungerer i praksis. Lige nu har Frede sit bord klikket på, men det passer faktisk lige i højden til, at det kan gå ind over vores spisebord i køkkenet og på den måde agere uflyttelig dækkeserviet (og skåne træbordet for broccoli og babytænder). Hvis vi har gæster, betyder det også, at vi allesammen kan være om vores (usandsynligt lille) spisebord, fordi Frede kan sidde med ved et hjørne uden at snuppe bordplads og andre folks service. Udover det, klikkes det på så nemt som ingenting og kan ydermere kyles på hovedet i opvaskeren, hvilket må siges at være praktisk med sådan et foderbræt! Jeg vil ikke kede jer med flere praktiske oplysninger, men blot lade jer vide, at bakkebordet has arrived – og selvom det tog over 2 år (og 44 med Tripp Trapp) at få Opsvik overtalt, så var det ventetiden værd!

Tray by Evomove kan købes for 299 kroner lige her. (Og jeg tjener ikke noget på, at I klikker det hjem).

  
Må I alle have en onsdag med ligeså meget solskin som her i den fynske hovedstad!

Status og skolebarn

Såh. Det bliver ikke til så meget af det der blogging for tiden. Mest af alt fordi jeg om aftenen, når jeg endelig har tid til den slags, enten smører madpakker eller falder i søvn. Jeg kan dog fortælle, at jeg nu har et skolebarn(!), som heldigvis elsker at være det. I Odense kommune (måske også i andre, jeg skal ikke gøre mig klog på området), er et nyt initiativ skudt i gang, hvor skolebørn starter i forårsskole den 1. marts, så de kan lære klassekammerater og stedet at kende (og kommunen naturligvis kan spare lidt penge), inden de begynder i 0. klasse til august. Og jeg må sige, det virker efter hensigten. Der er ro og tid til leg og til at træne hele den nye hverdag med vær-stille-når-læreren-taler og ræk-hånden-op-når-du-vil-snakke-mentalitet.

Jeg prøver ikke at tænke for meget over tiden, og i særdeleshed ikke over hastigheden på selvsamme, for jeg bliver en smule skør i hovedet af det. Det var jo i går, jeg var sytten og søvnløs og fik min førstefødte i armene. Nu har han så bare sin egen skoletaske med bøger og mapper og går i SFO. Og noget fortæller mig, det blot er The Story of Parenting. Jeg fatter garanteret ligeså lidt af det, når han skal konfirmeres, vælge uddannelse, introducere kærester og flytte hjemmefra. I skolen har de fri hver dag klokken 11.20, og Marius har selv bedt om at komme med i fritteren, så han kan lege videre med sine nye venner. Snøft (og kæmpe-yes selvfølgelig).

Jeg satser på, jeg er den yngste og eneste 23-årige mor i forældrestaben, men jeg mærker intet til det. Måske fordi jeg ikke selv bruger ret meget energi på at spekulere i den slags længere, nu da jeg ligesom er inde i forældre-/institutionsgamet efter en del år. Der var selvfølgelig lige pigen fra 4. klasse, som i ren iver spænede efter mig ud på gangen og spurgte, hvad klasse jeg skulle starte i. Så altså, lige udover det. Og jeg kan ikke helt vurdere, om jeg alligevel snart har en alder, hvor det tæller som en kompliment. Jeg tror det.

Babyen har det også godt. Stadig på 6 tænder og en del længere lure end hidtil. Han er over alt, vil helst gå rundt med sofabordet som et slags gangstativ og har en særlig kærlighed for at tænde og slukke Playstation (helst når storebroren spiller), polere køkkengulvet med leverpostej og rulle toiletruller ud for derefter at æde papiret. Han er med andre ord ikke så flink ved regnskoven for tiden. Heldigvis er han overdrevet sød og så småt ved at få fat i, at koen siger ‘muh’ og hunden ‘vov’. Ydermere er både krokus, vintergæk og erantis sprunget ud i haven, og i forgårs drak Marius’ far, Mikkel og jeg kaffe på terrassen uden jakker på. Det vil jeg godt be’ om noget mere af. Forår, kom tilbage! Og I andre – hav en dejlig og solbeskinnet weekend.

P.S: Jeg er i gang med at besvare jeres spørgsmål og brygger på lidt andet småt, som forhåbentligt snart kommer online.
P.P.S: Jeg er ved at udrede grunden til, at bloggen ikke tager sig særligt godt ud gennem Bloglovin’, hvis du læser med fra computeren, hvilket irriterer mig grænseløst. Hvis du vil se, hvordan den bør se ud, så besøg den i din browser på et direkte link i stedet. Hej!