Hverdagssnak og hankatten Maggie

Det er ret småt med hverdagsindlæggene her på domænet for tiden. Sådan har det vel i virkeligheden været længe. Sagen er den, at der ikke er så skide meget at berette om. Dagene ligner hinanden til forveksling, men det er okay. Typisk kører Marius og Mikkel i skole (altså hver sin), og så holder Freddy og jeg skuden oven vande herhjemme imens. På den måde er størstedelen af mit skema fyldt med babysprog, dyrelyde, gåtræning og bleskift. Og selvom jeg hygger mig med det (og er helt åndssvagt træt det meste af tiden), så kæmper jeg lidt med at finde fandens mange spændende facetter af mit forlængede barselsliv. Til at berette om herinde, forstås. Vi går hverken til svømning eller tumlastik (it’s a word…), men holder mest af langsomme, uplanlagte dage. Jeg gør i hvert fald. Og babyen, well, han følger pænt med. Men det lader til, det også er ok for ham at stene herhjemme med sin moar det meste af tiden. Vi er sgu i virkeligheden ikke så power-agtige, men vi er gode i hyggesokker og blødt tøj.

Men, men, men! I går fik vi en god nyhed, synes jeg. I efteråret 2013 flyttede vi i lejlighed i Odense, og der var ingen mulighed overhovedet for at snige min søde, lille (altså sindssygt store) kat med derind. Den blev derfor parkeret på landet hos min mor, som i forvejen har tre store hunde og en håndfuld katte. Nu har vi som bekendt atter fået bopæl med græs og andet godt, men lejekontrakten siger igen nej til dyr. Alle dyr. Jeg tillod mig alligevel at spørge min søde udlejer (de findes åbenbart) og forberedte mig selv på en blank afvisning, som i virkeligheden ville være helt rimelig. Han svarede, at ham og hans kone selv havde haft kat i mange år, og at de godt kunne forstå, jeg ville have min Maggie hjem igen. Så det får jeg. Det får vi! Hurra for kattemennesker. Jeg er helt ekstatisk over at få min store, lodne bamse tilbage, og Marius glæder sig om muligt endnu mere end mig. Det er i sandhed en fantastisk dag midt i al regnvejret. Senere henter vi ham hjem (ja, en hankat ved navn Maggie – der skete en misforståelse, da han var killing), og selvom han af og til plejede at hoppe i bilen for at køre med mig til bageren, tænker jeg, vi skal have ham installeret i en transportkasse, fordi scenariet med to voksne, to børn og en løs kat i en bil er lidt uoverskueligt. Men det bliver godt. Vi glæder os. Mikkel er ikke udpræget dyremenneske, så han er lidt indifferent i forhold til nyheden om katten, men er glad, så længe vi er det. Og det er vi! Velkommen hjem, Mags! Og tak til min overbærende mor for at passe på ham så længe <3

P.S. Jeg er desuden noget mere aktiv ovre på min Instagram @dittekirk for tiden, og I er alle mere end velkomne til at joine, hvis I skulle være til den slags!

Servicemeddelelse: Et lille interview

Begynder jeg nu pludselig at opdatere bloggen regelmæssigt? Nej, rolig nu. Det er jeg slet ikke organiseret nok til. Dette er blot en kærlig reminder om, at jeg i dag er at finde på Jeanettes (i øvrigt meget fine) blog Letsblogsomeshit.dk, hvor jeg er blevet interviewet som et led i hendes Tuesday Talk-føljeton. Der er både noget om mine yndlingsspots i Odense og folk, der ikke trækker ind på motorvejen! Jeg er igang med tre forskellige maleprojekter herhjemme på en gang, så jeg må hellere tilbage på pinden. Hav en dejlig dag (med eller uden sne…) <3

Jeg undrer mig lige lidt over… #1

Fashionbloggere, der ifører sig miniskirt med bare ben tilsat en stor, ulden sweater. Den slags vejr findes ikke.

Vådindikatorer på bleer (altså de der blå bogstaver, som udtværes gradvist alt efter, hvor våd bleen er). Hvis man er helt derinde, hvor man kan se bleen, kan man vel ligeså fint mærke/se/lugte sig frem til, om den skal skiftes.

De der sko med lys i sålerne. Det vil altid være en børnesko fra 90’erne for mig.

Trompetbukser. Jeg har set kvinder, der kan bære det. Det har jeg. Men jeg tænker alligevel hver gang, jeg ser det, at det nok havde været ligeså pænt uden.

At jeg til gengæld er mega hooked på mom-jeans. Også selvom det måske er den slags benklæde, der gør allermindst for ens i forvejen halvtrætte bagdel.

At det afblegede look til mænd er somewhat tilbage. Bieber, I’m looking at you.

Om de virkelig kun får halvt så store børn i Kina. Alt tøjet derovre fra er jo 2-3-4 gange mindre end samme størrelse herhjemme. Og således kan en størrelse to år altså stumpe på Frede.

Radio, når det er aften og weekend på samme tid. Altså dér hvor alle radiostationer forvandles til umchi-umchi-diskoteker midt i min bil, bare fordi det er fredag eller lørdag. Jeg skal for fanden bare i Netto efter mælk. Og lad os så lege, jeg reelt var til fest… HVEM hører radio i den situation?

Mænd med smykker. Især fingerringe (med mindre det er et gift stykke mandfolk, forstås).

At Frede lige er blevet et år. Et. År.

Folk, der mener, at man kan tage guld for skidt, hvis man pynter sit gamle lort med ord som ‘vintage’. Og måske noget med ‘retro’. Og ‘patina’, for fanden. Forleden så jeg en annonce på Gul og Gratis, hvor vedkommende forsøgte at sælge disse kurve som værende retro. De fås vel i virkeligheden stadig i Ikea.

At der under samme annonce var en, der forsøgte at sælge sin CD-holder for 300 kroner. Good luck with that.

At jeg blev ramt af snefnug for fem minutter siden. Hvad er nu det? Stooooop, stop. Stop.

Kina-tip: Fine (og billige) strømper

Det er nok ikke gået mange af jer forbi, at verden (eller i hvert fald Instagram) er på den anden ende over trendy strømper. Ja, strømper. Det har altid været en ret lavpraktisk ting i min hverdag, og jeg river ofte mig selv i håret over parring af 300 sorte sataner, som alle på mærkelig vis er blevet single ude i bryggerset. Samtidig har jeg altid godt kunne lide udtrykket i det lille trick, hvor buksekanten foldes et par gange op, og anklen således blottes. Jeg ved ikke hvorfor, men det ser bare bedre ud med bar hud end et par fnuggede sokker i to forskellige sorte nuancer. I mine teenageår kunne jeg på den måde spankulere rundt med halvfrosne ankler i vinterhalvåret, men den går altså ikke længere. Jeg er ligesom blevet lidt mere komfortorienteret her i mine mor-år. Det betyder dog ikke, det behøver være grimt. I stedet for bar hud kan man jo blotte et par flotte strømper! Jeg har for eksempel lige erhvervet mig nogle guldfarvede med glimmer. Yes. Imidlertid har Instagram ladet mig vide, at man er mest med på moden, hvis de spraglede strømper stammer fra svenske Happy Socks. Men selvom jeg er begejstret for mit nyopdagede take på sokker som en del af hele outfittet, så tiltaler det mig alligevel ikke at give 60 kroner pr. par. Derfor har jeg tyet til Aliexpress, som efter min mening har nogle fine bud på ikke-kedelige strømper, som samtidig gør vasketøjsparringen mindre kompliceret. Jeg har (som den fashionblogger, jeg nu er…) smidt en collage sammen med mine favoritter, men I kan med fordel gå på opdagelse efter flere modeller, hvis også I er til liv og glade dage på fødderne. Det udvider i øvrigt også min mulighed for at bruge mine Adidas Eqt Racing (meget mundret navn), når nu jeg bare kan fyre en fin strømpe i, fremfor at skulle være barfodet under skoene hver gang. Og hvis I nu spekulerer over det, ja, så er hele dette indlæg forfattet i et sorte sokker. Jeg skal lige i gang.

Sokker1: Farvede strømper med motiv, ca. 13 kr. HER / 2: Strømper med krymmel, ca. 11. kr. HER / 3: Sort-hvide strømper, ca. 12 kr. HER / 4: Transparente strømper med mønster, ca. 13 kr. HER / 5: Havfruestrømper, ca. 18 kr. HER / 6: Konfettistrømper, ca. 9 kr. HER / 7: Transparente strømper med terner, ca. 15 kr. HER / 8: Hvide strømper med motiv, ca. 14 kr. HER / 9: Transparente strømper med plaster, ca. 10 kr. HER

Mødet med Mikkel vol. 2

‘Bedre sent end aldrig’ kunne meget passende være mit livs dårlige slogan, men ikke desto mindre passer det ind i (lidt for) mange sammenhæng. Ligeledes gør det sig fint i porteføljen omkring mødet med Mikkel, da anden del halter en del (altså et år) efter første. Faktisk er det i dag 218 dage siden, jeg begyndte på det her indlæg. What the actual… Men here you have it! Og here you have den første fortælling, hvis du ikke har læst den, eller trænger til genopfriskning efter evigheder.

Den søde mand havde som bekendt planer om at efterlade Danmarks brede bøge til fordel for strand i kilometervis og vilde kænguruer. Hans ven, selvsamme som hostede føromtalte havefest, var allerede taget derned for at bo med sin australske kone. (Det lyder lidt gammelt… Det er de ikke). Mikkel havde lovet at følge i hælene på dem, hvorfor han havde en idé om, at der skulle tages hul på opsparingen engang i juli, og kursen sættes mod The Land Down Under.

Vi stødte ind i hinanden på en tilfældig bytur nogle uger senere, og som dagene gik, og SMS’erne blev mange, aftalte vi at glemme Australien et lille stykke tid. Så selvom den stadig gnavede lidt i baghovedet, inviterede han mig på en slags første date hos ham en fredag aften, efter han havde fået sendt min dengang fremtidige svigerfar ud af huset. Ja, hjemmeboende. Mig som mor til en 3-årig og ham på vej ud i verden med udsigt til et bekymringsfrit, solskinsbenådet sabbatår. Det var et lidt skørt match – eller i hvert fald skør timing – men noget trak i mig alligevel.

Den 8. juni 2013 var jeg ved stranden med en veninde, mens jeg talte timerne til klokken 20. Hun smed mig af et stykke væk fra huset, så jeg kunne ankomme somewhat lydløst og nonchalant valse gennem indkørslen. Den søde, solbrune dreng trådte frem i døren. Det var første gang vi var på tomandshånd og sådan for alvor ædru. Vi var begge lige dele nervøse og glade og havde ikke helt regnet ud, hvad vi havde gang i, når nu fremtidsudsigten så dårlig ud sådan rent parforholdsmæssigt.

Mikkel havde imidlertid fundet vin og dertilhørende glas og guidede mig gennem huset og ud på den anden side. Her blev jeg mødt af en prægtig have med solbeskinnet terrasse og glimtende swimmingpool, alt sammen omgivet af enge med græssende ponyer. I shit you not, det var de gennemførte rammer for en første date.

Tiden gik, snakken (og vinen) flød, og ret hurtigt gik det op for mig, at vi ligesom passede ind. Sammen. Vi fandt ud af, at vi delte mere end blot den spirende interesse for hinanden. Musiksmag, humor og en række andre ting viste sig ret hurtigt at være temmeligt ens, og snakken gik på mest klichéfyldte facon som om, vi havde kendt hinanden meget længe.

Dagene gik og kontakten varede ved. Datoen for, hvornår han forlod Danmark et helt år, var stadig ikke fast. Først var det i juli, senere hen august. Så faldt snakken på, at han måske godt kunne nå at opleve en del, hvis nu han blot tog væk i et halvt år. Eller tre måneder. I juli var jeg på ferie i Tyrkiet med min søster, og Mikkel i Amsterdam med sin familie. Det blev min dyreste telefonregning til dato, og det uvisse omkring afrejsen knirkede stadig lidt. En aften sendte jeg en SMS på tværs af Europas grænser, hvor jeg spurgte, hvad hans familie egentlig sagde til, at han efterhånden havde udskudt afrejsen et godt stykke på grund af en pige, han lige havde mødt. Retur kom en besked med ordene “Jeg tror, de havde regnet det ud. De tager det helt fint, at jeg ikke rejser alligevel”. Så dér midt i Tyrkiets varme aftentimer blev det sagt. Fra en telefon i Holland. Han ville droppe sin rejse og i stedet blive hjemme. På grund af mig og os. Det var lettende og enormt skræmmende på samme tid, for hvad nu hvis noget gik galt, og han fortrød, han ikke var taget afsted? Vi havde trods alt kun kendt hinanden en måned…
Og så har I lige mit ord på, at der ikke går et helt (eller halvt) år, før tredje og sidste del dukker op!