En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting. 

Svar på spørgerunde 

Det har ladet vente lidt på sig, som det oftest er tilfældet med de fleste ting i mit snegleliv. Det går sgu ikke så hurtigt. Men her er der svar på jeres spørgsmål! Og mega tak for dem i øvrigt.

“Hvordan tog din familie og venner graviditet nummer 2? Den lyder til at have været planlagt og det hører man ikke så tit. Er du bange for at “gå i stå” og ikke rigtig komme igang med uddannelse nu hvor du har to unger og er blevet afbrudt (igen)?”
De tog det godt. Jeg tænker, de havde set den komme. For mig (og dem, forestiller jeg mig) var det slet ikke underligt, da jeg jo breakede min første graviditet som 17-årig. Denne gang var folk omkring os ligesom bevidste om, at Mikkel og jeg levede familielivet med Marius, og hele Mikkels familie havde set, hvordan han tog Marius til sig og behandlede ham som sin egen. Så han var allerede i rollen, så at sige, og jeg havde været det længe i min familie, så at vi præsenterede en graviditet, da han var 22 og jeg 21, kom vist ikke bag på nogen. Desværre fandt vi i uge 12 ud af, at der ikke længere var liv derinde, og det tog ret hårdt på os, da vi (lidt naive måske) slet ikke havde tænkt i de baner, at noget kunne gå galt. Vi var jo bare glade. På daværende tidspunkt havde vi nået at fortælle det og måtte slukøret informere familien om, at det ikke blev til nogen baby denne omgang alligevel. Et par måneder efter var jeg dog gravid igen, og det kom der heldigvis en Frede ud af!

Det med uddannelsen er ikke noget, jeg er bange for. Jeg er træt af, at jeg ikke er ‘længere’, end jeg er, men med de to unger, jeg har nu, og de dertilhørende barsler, kunne jeg ikke have gjort det ret meget hurtigere. Det skulle lige være, hvis jeg ikke havde været så latterligt dårlig under begge graviditeter, så jeg kunne have haft noget skolegang dér også. Men det er man som bekendt ikke selv herre over, så jeg forsøger at se fremad. Og jeg skal nok nå det. Pt. er jeg 23 år, og vil være omkring 24-25, når jeg kan starte på universitetet. Der vil en del af mine jævnaldrende måske være færdige, men de ‘mangler’ så til gengæld årene med barsel og små børn, og jeg synes, det er vildt fedt, at jeg får lov at være ung, mens mine børn er små, og at jeg samtidig som studerende har mulighed for at flexe lidt mere rundt, hvis der skulle blive behov for det.

 

“Bliver du i Odense? Og er det der, du også er fra? Har du planer/tanker om på et tidspunkt at flytte fra Odense til en større eller mindre by?”
Jeg er fra Odense. Eller, egentlig boede jeg i en mindre by på Midtfyn i mine første 4-5 leveår, før min mor mødte en mand i Odense, og vi flyttede dertil. Så jeg vil betegne Odense som min hjemby, da det er her, min tilknytning er størst og har været det i flest år. Min mor har altid haft stor tilknytning til Svendborg gennem job og den slags, og vi flyttede til Sydfyn, da jeg ventede Marius. Da hans far og jeg flyttede hver for sig, rykkede han tilbage til Odense og jeg til Svendborg centrum, hvor jeg senere mødte Mikkel. Efterfølgende flyttede Mikkel og jeg til Odense, da det var nemmere både i forhold til Marius’ far og universitetet. Og her bor vi så nu. Hvad vi skal senere, ved vi ikke helt endnu. Jeg blev enormt glad for Svendborg, da vi boede der, men jeg føler mig samtidig også ret hjemme i Odense. Mikkel og jeg har snakket meget om det og ser nok begge, at vi et stykke ude i fremtiden finder noget landligt på Sydfyn et sted ikke for langt fra Svendborg. Det kan også være, det bliver i Odense og omegn, men det ser vi på til den tid. Der skal bare helst være lidt luft omkring og et par hundrede meter til nærmeste nabo!

“Møder du ofte fordomme som ung mor? Hvad studerer du?”
Jeg har næsten aldrig mødt fordomme som ung mor. Der er muligvis blevet snakket i krogene, men jeg er faktisk aldrig selv blevet konfronteret med noget. Der har da været en del udbrud, som “så må du da have fået ham tidligt!”, når folk har regnet lidt på det, men jeg har overvejende mødt ros og anerkendelse for, hvordan jeg har klaret det. Og det er vel i virkeligheden en reaktion på de generelle fordomme om unge forældre. At det var “flot” og “imponerende”, at jeg tog mig af mit barn selv, at jeg ammede ham i 14 måneder, at han var over et år, før han blev passet ‘rigtigt ude’ første gang, og at jeg tacklede opgaven som mor, som de fleste andre (voksne) mødre ville gøre det. Og jeg kan godt forstå reaktionen, men for mig var det hverken specielt flot eller imponerende, jeg var jo “bare” mor, og det var jo sådan, en mor gjorde. Selvfølgelig var jeg forvirret og i konstant søvnunderskud, men ikke betydeligt mere end jeg forestiller mig, andre førstegangsmødre er det. Jeg bliver selv helt nervøs, hvis jeg hører om en 17-årig, der skal være mor. Jeg har jo samme fordomme selv, om at de fleste nok ikke er klar til det. Hvilket sikkert også ofte er tilfældet i virkeligheden. Det var (sjovt nok) bare ikke så skræmmende for mig, da jeg stod i det selv, for jeg kendte ligesom mig selv nogenlunde til at vide, at det nok skulle gå. Det havde aldrig faldet mig naturligt at få Marius passet i tide og utide for selv at kunne udleve en håndfuld teenagedrømme. Mine prioriteter blev nok ændret ret automatisk.

Og til anden del af spørgsmålet, så færdiggør jeg min studentereksamen efter sommerferien, hvorefter jeg satser på at søge ind på journalistik på universitetet. Om jeg så kommer ind, er en helt anden side af sagen. Ellers bliver det nok noget kommunikation/dansk/sprog-something.


Og så skal der lige lyde et enormt TAK til jer, der ville være med. Også til jer, der ikke havde spørgsmål, men blot ros. Det bliver jeg sgu aldrig for gammel til. Jeg bliver så glad! En anden spurgte ind til, hvordan hverdagen ser ud herhjemme, sådan intentioner vs. realiteter, og det prøver jeg at få brygget noget omkring, for det er egentlig ret sjovt. Der er til tider uoverskueligt langt mellem de to ting.

Og så må I have den dejligste weekend. Ever! 

 

 

Hjemmegående havetype (med snart seksårigt barn)

Der er lidt stille herinde for tiden. Mere end ellers. Og det er der en udmærket forklaring på: Vejret! Altså indtil forleden, hvor det jo nærmest var dansk højsommer midt i maj. Nu da vi er med have, højbed og drivhus, har jeg befundet mig udendørs nærmest konstant de seneste syv dage. Udover en helvedes masse fregner og noget solbrun hud med onde tan-lines, har jeg fået styr på kapilærkasser, urtehave og plantning af hindbær, som katten ihærdigt forsøger at grave op igen… Jeg er grøn udi at have grønne fingre, men jeg har lært helt usandsynligt meget den seneste måned (tak, mor), og det skal nok blive godt. I løbet af (sen)sommeren kan vi høste både vindruer, tomater, agurker, chili, æbler, gulerødder, ærter, hindbær, jordbær og brombær af egen avl. Jeg har det måske lidt vildere over det, end jeg burde, men bare duften af tomatplanterne alene hiver mig på mest nostalgiske vis direkte tilbage i min mormors drivhus, hvor jeg har grovædt diverse hjemmegroede grøntsager hele min barndom. Og nu sker det lige her midt i min egen lille familie, og det kan jeg sgu godt gå og glæde mig lidt over!

Udover havelivet går tiden stille og roligt med så lidt som muligt. Frede og jeg stener stadig rundt herhjemme sammen og til trods for, min hjerne er blevet til dej, er jeg nu meldt til mine sidste fag med start til august, så jeg om ét enkelt lille år kan søge ind på uni. Og jeg glæder mig. Ikke så meget til at sende babyen afsted (den del kræver altid en mægtig portion tilvænning), men mest til at bruge mit hoved på ny og interagere med nogen, som ikke savler og kravler på mig. Jeg er også lidt spændt på, hvordan det kommer til at fungere for mig at lægge det bløde og lidt for behagelige tøj på hylden (altså bare indtil jeg har fri, forstås). På søndag fylder min førstefødte seks år(!), og jeg sidder stadig her og prøver at forstå, hvordan det lige pludselig skete. Tiden, altså.

 

Googlesøgninger #1

Jeg er ret glad for de dér indlæg hos andre bloggere, hvor de afslører, hvilke mærkelige søgninger, der har ledt folk ind på deres domæne. Der har også været et par weirdos blandt mine besøgende, men der er simpelthen ikke nok til at lave et helt indlæg ud af. Den anden dag skulle jeg finde tilbage til noget, jeg tidligere på dagen havde googlet, og det gik op for mig, at jeg selv søger på ret underlige ting indimellem. Så hermed en liste over mine seneste googlesøgninger…

‘Mos i græsplæne’
Jeg er åbenbart blevet havetypen ret hurtigt. Der er mos i min plæne, og det er ikke pænt. Det er dog et omfattende arbejde at få væk, så jeg er kommet frem til, det får lov at blive.

‘Være ved muffen’
Mikkel og jeg havde forskellige opfattelser af, hvad udtrykket betød. Det viste sig, vi begge havde lidt ret. Det er både (vist nok i original forstand) at have penge nok, men også at være i godt humør/ved godt mod. De to ting arbejder heller ikke nødvendigvis imod hinanden! #tænkhvisjegvandt #hvisaltsåjegspillede

‘Torsk wiki’
Vi leger gæt-hvilket-dyr-jeg-tænker-på-legen minimum én gang om dagen, og jeg havde ikke alle facts om torsken på plads.

‘Cute fish’
På en eller anden måde tog samtalen en drejning mod, hvorvidt der fandtes nuttede fisk. Det gør der åbenbart.

‘Nem aftensmad’
Min opfindsomhed er væk, og når klokken bliver 16-17 stykker, erstattes al mad i min hukommelse med et gabende, sort hul. Og det skal helst være nemt. Virkelig nemt.

‘Flødekartofler uden fløde’
Det jeg mente, var sådan nogle smørstegte, ultratynde kartofler i skiver. Det smager for sindssygt, og det tager alt for lang tid at lave.

‘Skumfiduser holdbarhed’
Jeg fandt en pose marshallows i skuffen. Glæden var stor, indtil jeg så, de kunne holde sig til 2015 og havde konsistens som hårdt gummi. Jeg kunne bare ikke rigtigt slippe tanken om at grille dem over bål, så jeg var nødt til at dobbelttjekke… De røg ud.

‘Frisør 10 timer’
Jeg fortalte Mikkel, at jeg havde læst om en blogger, der var ved frisøren i ti timer, men jeg kunne ikke huske, hvem det var. Og Mikkel tvivlede på, det kunne være sandt (hvilket jeg egentlig også gjorde). Det var det. Ti timer.

‘Frisør Odense’
Og det fik mig til at lede efter en frisør (mere for sådan en 10 minutters klipning), da jeg ikke har været ved sådan en siden 2012. Jeg ville egentlig bare have klippet de udtjente spidser af, så lidt overvejelser og noget nærighed senere droppede jeg frisøren og gjorde det selv. Og det bliver jeg ved med! Det er faktisk ret nemt.

‘1 år flaske om natten’
Ja, Frede vågner stadig ret mange gange i løbet af en nat, og ja, det er træls på flere forskellige måder. Det må stoppe nu.

‘Rasmus Seebach farlig lyrics’
Jeg var lettere i chok (på den dårlige måde) over Seebachs seneste sang og var derfor nødt til at finde teksten for at tjekke, om jeg virkelig havde hørt rigtigt. Det havde jeg. Jeg er ikke så god til Seebach i første omgang, men det her var dog det værste.

‘Morten Jensen’
Sidenhen faldt snakken på, hvor gammel Morten fra ‘Morten og Peter’ efterhånden var blevet. 40 år. Jep, fyrre. Betyder det så, jeg også er blevet ældre?

‘Vaskebjørn føde’
Dyrelegen igen. Vaskebjørnen er åbenbart altædende. 

‘Katte orm børn’ 
Panikkede lidt over, om børnene kunne risikere at få det, hvis katten nu havde orm, for det er simpelthen det klammeste i verden. Det kunne de godt, hvis de vel og mærke æder kattens lort, men det gør de (mig bekendt) ikke.

‘Pladsanvisning Odense telefon’
Same old. De er tæt på umulige at få fat på, når man altså langt om længe ad kryptiske cyberveje finder frem til deres telefonnummer. Hvorfor skal det være så svært?!

‘Hypermarked’
Ligeså tåkrummende jeg synes, Bilkas nye hyper-slogan er, ligeså meget i tvivl blev jeg, om det var et reelt begreb eller noget, en i marketingsafdelingen havde fundet på for at krejle en forfremmelse. Det er et reelt begreb. Damn it.


Med ønsket om en glædelig mors dag til jer, der er og har sådan nogle superhelte. Selv har jeg besøgt min mor med min søster, og da jeg vendte retur, fik jeg overleveret ‘Fredes samlede værker’ bestående af to farverige krusedulletegninger, han havde lavet til mig (på sin fars opfordring, forestiller jeg mig). Årh <3 Min førstefødte er hos sin far, og jeg glæder mig helt enormt, til han kommer hjem i firkløveret igen!