Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside

 

 

Jeg undrer mig lige lidt over… #2

At jeg har så forbandet svært ved at omfavne ordet ’sandaletter’. Same goes for ’støvletter’ i øvrigt. Alt vender sig i mig.

At min computer bliver ved med at stille mig videre til den russiske udgave af Aliexpress. Men hvorfor?

At jeg ofte er for doven til at gøre noget ved det, så jeg famler rundt i blinde og russiske tegn og navigerer efter, hvad knapperne plejer at betyde.

At jeg den anden dag, efter at have tømt samtlige af mine ansigtscremer, faldt over en fin variant fra Neutral til 39 kroner og lod den ligge, fordi det var liiige lovligt mange penge for en creme(?!). Min nærighed er åbenbart meget snævert fokuseret på mit eget beautyforbrug, da jeg et sekund senere købte for 73 kroner bland-selv-slik. Cremen havde nok i virkeligheden været bedre.

At jeg ikke har bevæget mig uden for Danmarks grænser siden 2012. Ikke engang efter et lillebitte stykke Kinder i Fleggaard. Jeg længes. Både efter Kinder og rejser. 

Folk på Den Blå Avis og lignende, der skriver salgsteksten i 1. person på vegne af det, de vil sælge. Kan til nøds gå med til dyreunger, som for eksempel ‘vi er fem kattekillinger, der søger nyt hjem’, men for nylig stødte jeg på samme koncept med en sofa. To sofaer, faktisk. ‘Vi er i god stand og vil helst bo det samme sted’. Oh, Lord.

At jeg efterhånden har gået hjemme i to år og ikke har vanvittigt travlt med at komme tilbage på skolebænken til august. Okay, måske glæder jeg mig lidt. Lidt. Måske.

At jeg ret godt gad være brilletypen. Altså, jeg sætter da stor pris på mit gode syn, men jeg synes bare, briller er så pæne. Og jeg føler, det er for fjollet, at gå rundt med snydebriller. The struggle is real.

At der findes så mange mennesker, der foretrækker Coca Cola over Pepsi. Coca går bestemt an, men intet slår en kold Pepsi på dåse. Og ja, den originale naturligvis. Masser af sukker.

Hvordan Marius ret ubemærket har fået indført herhjemme, at husets Bodil Kjær-elefant har skiftet navn til Dumbledore. 

At jeg efterhånden har taget tilløb til rent faktisk at bestille indholdet i min H&M-kurv så længe, at nærmest ingen af varerne er på lager længere. I virkeligheden sidder jeg bare og venter på en fri fragt-kampagne. Nu med 14 nye ting i kurven.

Om at være loppeglad og kræmmerangst

Da jeg hentede min førstefødte fra skole i dag, tænkte jeg, at vi skulle tjekke det der Loppeforum på Rødegårdsvej ud på vej hjem. Det skulle vise sig at være en megagod idé! Til de af jer for hvem konceptet endnu er ukendt, går det ud på, at en kæmpe hal er fyldt til randen med stativer og reoler, hvor helt almindelige mennesker (og et par kræmmere, vil jeg antage) fylder en stand med aflagte, prismærkede dimser, som de ansatte i genbrugs-mekkaet så sørger for at sælge for dem. Det resulterer selvsagt i, at der er enorme udsving i både prislejer, og hvad folk mener, man reelt kan tillade sig at bede om penge for. Jeg købte sådan en harmonika-væglampe-arm (som det vel hedder) for 20 kroner, og få meter derfra spottede jeg en magen til. Til 800 kroner. Og ingen af dem var altså Le Klint eller noget i den dur. Udover det, var der blandt meget andet store mængder af fint (og knap så fint) keramik, børnetøj og legetøj. Ligeledes var der nogen, der prøvede at sælge et par udstoppede girafben(!) og en brevkniv med en udstoppet pote af en art som håndtag, hvortil Marius knyttede kommentaren, at “det var da synd, de sådan gik og slog alle de dyr ihjel”. That’s my boy. Udover de døde dyrekroppe, faldt jeg over en lidt atypisk stand. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var en mor, som forsøgte at skille sig af med samtlige af sine børns kreative projekter, eller om det reelt var én, som mente, vedkommende havde styr nok på sin kunst til at kunne sælge det til loppegængere. Reolen bugnede af halvfærdige projekter, som var relativt udefinerbare og totalt uden funktion, men til gengæld var priserne helt i top. Blandt andet var et aflagt Nescafé-glas blevet malet (noget halvhjertet) indvendigt og tjente nu angiveligt som en form for vase. Om ikke andet, var det da et unikum. Håber jeg.

Men hele stedets koncept er så meget mig. Jeg elsker at gå og nærstudere den slags aflagte sager. Især når man endelig får øje på og gravet en skat frem fra bagest på hylden, efter man har gennemgået oceaner af ragelse. Der er et eller andet ekstra tilfredsstillende ved selv at være på jagt frem for blot at gå i Søstrene Grene og hive ned fra hylderne (hvilket i øvrigt også er en af mine yndlingsbeskæftigelser). Dér, hvor min kræmmerkæde hopper af, er ved selve forhandlingerne. Jeg hader at prutte om prisen, og hvis jeg forsøger, er det med hjertet helt oppe i halsen og en samtale, der går nogenlunde sådan her:

Kræmmer: “Den koster 100 kroner.”
Mig: “Mhmm. Det er nok liiige til den dyre side for mig. Hvad siger du til 75?”
Kræmmer *griner hånende*: “Nej, 100 kroner er faktisk billigt for sådan én her.”
Mig (som godt ved, det overhovedet ikke er billigt): “Njah, okay, så siger vi 100 kroner.”

Det er lykkedes mig et par gange at gennemtrumfe et afslag i prisen, og jeg er bestemt ikke lige så vattet, som jeg før har været. Men jeg bryder mig af mærkelige årsager ikke om det. Jeg får følelsen af at være i en meget malplaceret dyst midt i en lagerhal mod et menneske, jeg ikke aner, hvem er. Hvilket vel også lidt er det, det er. Så hvis jeg spotter noget sådan et sted, jeg synes, er for dyrt, lader jeg det ofte bare stå, fordi jeg ikke orker at battle om prisen. Det er da egentlig helt til grin, når jeg sådan lige tænker over det. Men jeg er bare ikke videre feisty på det punkt. Nå, men det der så fungerer overordentligt godt for mig, hvor vi var i dag, er, at alt kræmmergejlet er der, bare uden kræmmere men med indkøbskurve og dankortterminal i stedet. Fuldstændigt lige til! Og sikkert mega uromantisk og dræbende for autenciteten omkring kræmmer-viben, vil nogen vel mene. Men jeg er på!

Marius gik ligeledes ind til projektet med oprejst pande, men som 6-årig er der altså en grænse for, hvor længe man orker at vende og dreje den samme keramikskål for at betragte en pæn løbeglasur. Selv for en tålmodig 6-årig. Han kiggede til gengæld ivrigt på legetøj og halede et Dino-puslespil med 500 brikker og et fint, gammelt Matchbox-fly i kurven for sammenlagt 25 kroner. Til Frede fandt vi noget trælegetøj af ældre dato med bolde og tilhørende huller og hammer. Kæmpe hit.

På et tidspunkt ventede jeg på Marius uden for toilettets dør, hvor en midaldrende mand stillede sig i kø og spurgte, om jeg mon også ventede på at komme til. “Nej, jeg venter bare lige på min søn”, svarede jeg. “Nå, hvor gammel er han?”, fortsatte han. “Han er 6”, sagde jeg og smilede nikkende. “Det var da pudsigt, du ligner en på 18-20 år”, sagde den efterhånden relativt påtrængende mand. Jeg smilede og nikkede og undrede mig over, hvordan man svarer på den slags. Har jeg i virkeligheden nået en alder, hvor det tæller som kompliment at blive vurderet 4-5 år yngre? “Nå, men, hvad kan du så være? 23-24 år?”, fortsatte han insisterende. “Ja, lige præcis”, svarede jeg. “Hvad er du så?”, blev han ved. “23”, svarede jeg. “Ja, det tænkte jeg da nok, for ellers kunne jeg ikke helt få det til at passe”, konkluderede han småklukkende i samme øjeblik, som Marius trådte ud igen. Det var jo egentlig relativt uskyldigt, det virkede bare lidt… Weird. Jeg oplever tit, at folks øjne spørger om de samme ting, når jeg går rundt med en dreng, der kalder mig ‘mor’ og når mig til midt på brystet. Jeg har bare aldrig oplevet spørgsmålene som ord før.

Marius, høsten og jeg vendte snuderne hjemad, hvor jeg efter et par timer efterlod ham, Mikkel og Frede i hinandens selskab, så jeg kunne returnere til loppehallen og nærstudere flere dimser uden 6-årig utålmodighed i den ene hånd og tidspres i den anden. Jeg fandt den fineste, lille mini-kiste, som passede perfekt til at være opbevaringssted for Marius’ mælketænder (ja, vi gemmer dem herhjemme…), og få timer efter, jeg havde halet den med hjem, tabte han sin allerførste tand. Det er altså store sager. Nu vil jeg lukke tandfeen ind (og køre skraldespande frem), inden han vågner i morgen igen. Og hey, det er weekend lige om lidt! Jo, det er så!

DIY: Tekst bøjet i neon


Brace yourselves, nu kører gør-det-selv-bussen lige en lille tur. Altså, det her er nu mest sådan en slags DIY-tip, for idéen er tyvstjålet fra The Sorry Girls. Men hvis nu I ikke er bekendte med dem, ville jeg lige sige det videre. De har udarbejdet en guide til at bøje tekst i neon, om man vil, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Jeg spurgte Marius, hvad han kunne tænke sig, der skulle stå, og hans bud var noget i stil med “Det her er Marius’ værelse. Og hvis I prøver at komme ind og stjæle vores ting eller penge, så kan I bare gå igen, for her kommer I ikke ind”. Jeg måtte dog meddele ham, at vi nok ikke helt havde ledning nok til netop det budskab. Men mindre kunne også gøre det, så han fik sit navn i neon i stedet! Jeg har ikke fulgt guiden slavisk, men jeg kom nogenlunde frem til det resultat, jeg havde tænkt mig. De anbefaler i videoen, at man bruger superlim i stedet for limpistol, og det kan jeg egentlig godt se idéen i. Jeg havde dog ikke mere superlim, så jeg kørte på med pistolen, og det gik egentlig okay.

Jeg brugte en limpistol (fra Tiger, I guess), kraftig ståltråd fra Søstrene Grene og 5 meter hvid neonsnor (de fås i flere farver) fra eBay, som jeg købte for 26 kroner lige her. Desuden købte jeg også strømforsyningen/dimsen til batterierne til 11 kroner samme sted. Jeg synes faktisk, det er blevet ret fint og passer godt ind på drengeværelset. Neonsnoren kan både lyse konstant og blinke i tre forskellige hastigheder, så hvis der ikke skal gå for meget technofest i den ved sengetid for jer med lidt mindre børn, kan det godt være, man bør placere den ude af rækkevide fra små knappe-glade pilfingre. Det var et lille tip herfra. Glædelig weekend!

Videoen med guiden findes her.

Kina-tip: Flæser og pæne ting til the ladies

Jeg tænker, man skal være ny læser eller foruroligende uopmærksom, hvis man ikke har opfanget det faktum, at jeg holder voldsomt af at finde gode ting fra Kinas land. Altså eBay og Aliexpress. Det kan være en relativt ubarmhjertig jungle at navigere i, men når det lykkes, er det mere end almindeligt fedt at finde fine ting til næsten ingen penge. Jeg har browset det meste af Asien igennem og fundet ni ret fine ting, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg vel. Da collagen var under udarbejdelse, gik det op for mig, at jeg vist nok har et eller andet med flæser. Oh, well. Jeg synes, de her ting (I får mig ikke til at bruge ordet ‘items’!), emmer lidt af noget mere europæisk. Ikke et ondt ord om de asiatiske trends, der er bare skruet lidt for alvorligt op for pang, pailletter og pynt til min smag. Here goes fra venstre, øverste hjørne:

Ruffles

1: Jeg elsker løse, posede kjoler, som ikke kræver den store indsats. Den her har til gengæld ret fine ærmer. Den findes her til ca. 84 kroner.

2: Jeg ved godt, smækbukse-kjoler (smækkjoler?) måske er lidt til den børnede side. Men jeg er heller ikke ret gammel. Denne her i fløjl er ret fin, synes jeg. Den er at finde i en række pæne farver til ca. 73 kroner her.

3: En virkelig pæn flæseskjortekjole, som for mit vedkommende kan fungere hele året rundt. Den findes her til ca. 95 kroner.

4: Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har et eller andet med øjne. Altså sådan på prints og motiver. Jeg synes, den er lidt latterlig. På gode måde, forstås. Den er her til ca. 90 kroner.

5: Flæser, flæser og lidt flere flæser. God til mor-dellen, tænker jeg. Den findes her til ca. 90 kroner.

6: Jeg ved ikke helt, hvad der er med den her kjole. Måske er det kombinationen af flæser, prikker og (hvad der ligner) en ret pæn orange. Den fås i øvrigt også i hvid her til ca. 125 kroner.

7: Blå, prikker og flæsekant. I’m in. Fås også i hvid her til ca. 103 kroner.

8: Flæsetemaet fortsætter med en hvid sag (som også findes i sort og blå), som jeg er overbevist om, gør sig godt til det meste. Og så koster den kun omkring 62 kroner her.

9: Sidst, men ikke mindst, en skjortekjole i hvad der ser ud til at være rart, let stof. Farven er jeg også med på. Den koster ca. 108 kroner her.

Se tidligere Kina-tip her. Varerne kan være udløbet, hvis det er gamle indlæg, men så kan de måske tjene som inspiration i stedet. 

OBS: Når der handles fra Asien, kan der risikere at komme told oveni, hvis beløbet, man køber for, overstiger 80 kroner. Jeg har ud af ca. 200 handler oplevet toldbetaling én gang, men jeg bevæger mig som regel også mest omkring de 80(-90-100) kroner. Jeg kan godt se, en del af ovenstående er lige på grænsen – men nu ved I det, så kan I selv vurdere :-)