Navlepilleri #5

• Forleden (muligvis på Instagram…) slog det mig, at jeg nul gange i mit liv har drukket kaffe med pænt skummønster ovenpå. #neskaffealltheway

• I ved godt, hvordan navnet på en vare som regel er repræsenteret på 3-4 sprog på emballagen, ikke? Hvorfor skriver man det samme to gange, når det for eksempel hedder ‘hårspray’ på både dansk og norsk? Således at overskriften på dåsen lyder ‘hårspray – hårspray – hårsprej’. Makes. No. Sense.

• Apropos dårlige beslutninger, klippede jeg forleden pandehår på mig selv. Det gik fint. Indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke ville have pandehår. #pointofnoreturn

• Jævnfør ovenstående punkt har jeg nu tre muligheder: 1) Suck it up, deal with it og vent med længsel, til det er langt nok til at blende ind igen. 2) Klip det skarpt og moderigtigt som det her og bær det med stolthed (og måske en tyrering). 3) Tving det tilbage med resten af hestehalen ved hjælp af hårnåle og undgå for alt i verden 00’er-bobben undervejs. Det er pest eller kolera. (Eller ‘pis eller kolort’, som min medstuderende så smukt sagde forleden. I ramme alvor).

• Jeg er i forvejen ikke kampbegejstret for at læse lektier i biologi, men det bliver ligesom 10.000 gange mere træls, når forfatteren ikke har formået at sætte ét eneste korrekt komma i hele bogen. Kunne man ikke have bedt sine dansklærer-venner om lige at løbe den igennem inden udgivelse?

• Hvem har givet grønt lys til, at pyjamasskjorter i silke pludselig er en anerkendt beklædningsgenstand? Hvornår ser vi frottémorgenkåben i gadebilledet?

• Jeg har set ét afsnit af SKAM, og jeg følte mig taget ved næsen i en sådan grad, at jeg lige skal tage tilløb til næste afsnit. Og ja, jeg har opsnappet, at “man bare skal vente til sæson 2”. Det gør jeg så.

• Kunne vi lige snakke lidt om, at det først nu er ved at gå op for mig, at Donald Trumps præsidentkandidatur i realiteten ikke er en joke?

• Offentlig transport er ikke rigtigt min ting, selvom det ikke er så økologisk at indrømme. Jeg tog dog bussen i onsdags for første gang i syv(!) år og kom meget belejligt til at dele sæde med en hveps. Den var så påtrængende i så lang tid, at jeg til sidst måtte pakke mit dyrehjerte væk og trykke den flad med mit ærme. R.I.P.

• Jeg har købt mig et sæt såkaldte ‘brushpens’ fra eBay til nærmest ingen penge, og jeg havde helt ærligt forventet, det ville være noget værre lort. De er overraskende gode, og nu øver jeg mig i at skrive pæne ting, så snart jeg kan komme til det. Det er så meget sjovere, end man umiddelbart skulle tro.

words

 

Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

Noget om blogging og økonomi

Nu siger jeg lige en masse kedelige og praktiske ting, og jeg håber, I gider høre på mig et øjeblik. For det første, har det aldrig været drivkraften bag bloggen, at der skulle komme penge ud af den. Klart, det ville da være mere end almindeligt opløftende at kunne tjene lidt håndøre på noget, man godt kan lide at lave, men det har aldrig været incitamentet for at oprette domænet her. For det andet, har jeg aldrig rigtigt sat mig ind i hele affiliate-showet, fordi… Well, jeg orkede ikke at arbejde i det, da det alligevel er minimalt, hvad jeg linker til af ting og sager. Jeg har ingen aftaler med hverken Asos, Boozt eller Zalando, men roder mere rundt ovre østpå for at finde gode kup fra Kina. Jeg elsker sådan noget med at opstøve et par diamanter blandt alt ragelset, og i forlængelse af det blev Kina-tip-kategorien oprettet herinde. I virkeligheden vil jeg hellere tjene lidt lommepenge ved at tegne og fumle med ler, hvilket kræver et helt indlæg for sig selv.

Desuden forlængede jeg min barsel med Frede ved at gå hjemme et lille halvt år på et tilskud til pasning af eget barn, hvilket gør, man ikke må tjene penge ved siden af. Så det har jeg naturligvis undladt. Og det har været hårdt ved vores i forvejen beskedne økonomi. Nu er jeg tilbage i SU-møllen, og her må man som bekendt gerne spare lidt op on the side. Jeg kommer nok ikke til at putte ret meget i opsparingsbøssen, for det har vi simpelthen ikke råd til lige nu. I et halvt år har vi forsøgt at få en familie på fire til at fungere på en almindelig, tilskudsløs SU og så mit hjemmegåendetilskud, som er lidt mindre end førstnævnte. Det har været stramt, vi har slæbt røven efter os i vandskorpen, men det har fungeret. Vi er blevet betalt i form af tid til hinanden, og jeg ville ikke bytte perioden for noget som helst, for den har været god ved os alle sammen. Jeg har dog måtte bruge så meget som muligt af mit fradrag (I guess, aner rundt regnet ingenting om SKAT), for at have så meget som muligt udbetalt om måneden. Det bider mig selvfølgelig i røven nu, da jeg så skal skrælle skatten af på resten af mine SU-måneder dette år, men det var den eneste måde, hvorpå det andet kunne hænge sammen.

Derfor befinder vi os nu (igen) i en situation, hvor der skal spares og tjenes så meget som muligt, og da jeg sidenhen har erfaret, at det slet ikke er så indviklet at være på denne side af affiliateaftalen, som jeg troede, så giver jeg det måske et lille skud. På den måde giver virksomheden mig en lille procentdel af det, I køber for, hvis I handler noget igennem mine links, og da jeg sjældent linker til ting over 100 kroner, er jeg godt klar over, jeg ikke har ramt en guldåre, men en tier spiller seriøst også en rolle i vores månedsbudget. Jep. Så det var lidt om det.

Udover affiliatelinks kan der dukke et par samarbejder op, men det vil alligevel fylde minimalt herinde, for det er ikke det, der er eller skal være kernen her på siden. Med fare for at lyde som alle andre bloggere, kommer jeg naturligvis ikke til at lave noget, jeg ikke kan stå inde for. Men hvis nogen tilbyder mig gratis Marabou eller kaffe (eller søvn), så slår jeg selvfølgelig til. (Jeg er jo ikke idiot). Et eksempel kunne være, at Frede har vist sig at være næsten ligeså rytmisk som et fuldtalligt gospelkor, og hans begejstring og entusiasme omkring alt musikrelateret er simpelthen hjernedødt sødt. Derfor har jeg været de fleste af Odenses genbrugsbutikker igennem for at finde en babyvenlig xylofon magen til den, han ivrigt benytter i dagplejen. Uden held. Indtil der tikkede en mail ind i min indbakke fra en sød dame, der lige ville høre, om vi kunne være interesserede i en babyvenlig musikpakke med diverse instrumenter. Havde jeg troet på den slags, havde det seriøst været skæbne-relateret. I sådan en situation giver det så meget mening for mig, da jeg har været på udkig efter selvsamme ting, men egentlig ikke rigtigt har haft pengene til det. Det var lidt mere om det. Bloggen bliver altså ingen pengemaskine anytime soon. Giver det mening? Er det røvsygt, eller hvad tænker I? 

Hav en dejlig lille-torsdag. Det betyder, weekenden er lige om hjørnet!

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.