Eftertanker om tvivlen

Jeg er blevet blæst helt bagover af al responsen på mit sidste indlæg. Havde jeg vidst, der sad en hel røvfuld af journalister, sociologer, kommunikatører and what not derude bag skærmene, havde jeg nok stukket lappen i vejret noget før med hensyn til mit fremtidige studievalg. I er jo mange flere, end jeg troede, (jeg følger ikke vildt meget med i bloggens statistik), og I ved alle mulige seje ting. Jeg har før ladet mig fortælle, at man først er ‘rigtig’ blogger, når man også modtager de sure og fingerpegende kommentarer, fordi man først dér enten formår at prikke til folk og/eller nå ud til en virkelig bred vifte af mennesker. Og hvis det udsagn holder stik, så er jeg ikke en rigtig blogger! Ikke at jeg nogensinde har følt mig som en, men hurra for det. Ikke én gang har jeg modtaget bedrevidende, belærende eller nedladende kommentarer, fordi I altid er så søde. Jeg har både modtaget kommentarer her, på Instagram og endda min allerførste mail fra en læser! At I gider tage tid ud af jeres liv, for at oplyse mig om ting, jeg måske kunne drage fordel af, er altså mere end almindeligt opløftende. Det bekræfter mig i, at verden er meget mere og andet end et koldt og kynisk sted. Så tak for det! Spåkuglen for min fremtid er nu pudset og pæn og noget mere overskuelig, takket være jeres erfaringer og anbefalinger. Jeg har læst og tænkt over dem alle, jeg har været på jagt i det store internet, og nu ligner det, at jeg godt kunne finde på at lægge billet ind hos danskstudiet.

Da jeg var mindre, måske 10-11 år, spekulerede jeg en del i, hvad jeg mon skulle blive som voksen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde vanskeligheder udi begrænsningens kunst, når det kom til de skriftlige opgaver i skolen. I fjerde klasse skulle vi forfatte et lille eventyr, og jeg troppede som den eneste op med en fortælling på syv A4-sider, som endte som højtlæsningsmateriale i klassen. Og sådan var det relativt ofte. Jeg skrev side op og side ned på en noget tvivlsom forgænger til Word, hvor jeg forfattede lange historier om rideskolelejre og hestepiger, når jeg havde fri fra 4. klasse. (Det var der, min hesteperiode peakede). Et par år senere lod jeg mig fortælle, at man kunne blive noget, der hed cand.mag. i dansk, når man blev voksen. Og så var det ligesom afgjort. Det måtte være det, jeg skulle. Noget med dansk og sprog og skrift.

Da jeg afsluttede min 10. klasse, var min dansklærers sidste ord, at jeg skulle love hende, jeg blev forfatter eller noget andet, hvor jeg kunne bruge mine fortællinger. Tiden gik endnu engang, og min spirende interesse for samfundsrelaterede emner voksede i takt med overbevisningen om, at jeg nok burde læse journalistik. Og så frøs den tanke, og jeg overvejede den ikke yderligere. Det var det, jeg fortalte mig selv og alle andre, at jeg skulle. (Altså lige med undtagelse af når jeg syntes, det kunne være skide spændende at læse medicin, men så kom frem til, at jeg bare godt gad at være læge, men slet ikke magtede de mange års studier op til). Jeg ville gå freelance og forfatte samfundsdebatterende klummer og have tid og fleksibilitet. Det vil jeg stadig rigtig gerne, men det behøver jeg ikke være journalist for at gøre. Jeg havde stirret mig blind på journalisttitlen som det eneste, der gav mening, uden at overveje de store mængder af tv-produktion og menneskekontakt, der følger med studiet. Og det dur jeg ganske enkelt ikke til.

Derfor kunne det godt ende med, at jeg alligevel bliver cand.mag. i dansk, når jeg bliver voksen. Sådan som jeg så det for mig dengang for godt og vel 14 år siden. Jeg havde bare fået bildt mig selv ind, at danskstudiet var for anonymt og tamt til at give mening. Men jeg er blevet klogere, og det rummer tilsyneladende mange flere nuancer, end jeg var klar over. Jeg tænker noget med en masse læsning, sprognørderi og måske lidt kommunikation oveni. Lige nu lader det i hvert fald til at kunne give rigtig meget mening for mig.

 

light