Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3