Fødselsdagssnue

Jeg bliver 25 i morgen. Åbenbart. Jeg har ikke brugt så meget krudt på det, da der lige var noget med en tur til Holland og et par andre fødselsdage først. I mellemtiden er jeg blevet ramt af en slem snue (midt i juli), så min krop er blød og øm, og mit overskud er forsvundet sammen med huden under min næse efter skiftevis at have snottet og hostet heftigt nogle dage. Så det er super. Jeg har heller ikke fået inviteret nogen, men det kunne nok også være sket i rask tilstand. Både fordi jeg altid er ude fem minutter i lukketid, men også fordi min egen fødselsdag ikke er sådan en voldsomt stor begivenhed, efter jeg har fået et par unger. Så er deres ligesom mere spændende, og jeg glemmer lidt, at jeg også selv bliver ældre engang imellem. 

Faktisk kom jeg først i tanke om det for et par dage siden, da min mor ringede for at spørge, hvad jeg havde af planer for mandagen. “Mandag?”, svarede jeg spørgende, mens min hjerne indhentede samtalen og kom i tanke om, at mandag vist nok måtte være den 17. juli. Min fødselsdag. “Det har jeg ikke lige tænkt over”, mumlede jeg, mens jeg kunne høre den årligt tilbagevendende insisteren i min mors toneleje, da hun kom med forslag til, hvordan vi kunne gribe dagen an. For fejres, det skal jeg. Heldigvis. Men var det ikke for min mor og mine andre nærmeste, så fik jeg muligivs ikke gjort så meget ved den slags. Jeg er god til at snige mig udenom at være i centrum på den måde. Hvilket er åndssvagt, for det er jo skidehyggeligt at holde fødselsdag og spise kage og have besøg af søde mennesker. Det synes jeg også, det er. Det er bare mig og min irriterende passivitet, der konkluderer, at der vel ikke er grund til sådan at ringe og bede folk tage tid ud af kalenderen, bare fordi jeg bliver et år ældre. Så er det jo heller ikke større.

Men det er sgu da ret stort! Et helt år rigere, det er da noget af et privilegie. Og selvom jeg sakkede lidt bagud med studenterhuen, så har jeg alligevel nået et par ting eller to i de første 25 år af mit liv. Eksempelvis har jeg født to børn, hvilket naturligvis snupper førstepladsen over mit livs bedrifter, og jeg tænker, det bliver umuligt at toppe den, uanset hvad jeg ellers måtte opnå. Så skulle det da lige være at tilføje et menneske mere til listen over folk, jeg har brygget fra scratch, men det bliver altså ikke liiige nu. 

Af andre seje ting har jeg lært at holde planter i live og sågar være overhoved for et helt drivhus, ligesom jeg også kan skifte en pære i bilens lygter på egen hånd og hænge fjernsyn, lamper og hylder op. Det tæller altsammen, har jeg fået at vide. Jeg har gået i skole i 14 år, og lige om lidt venter 5 mere. Og så har jeg desuden nået at have 10 forskellige adresser. For at runde det flot af, kan jeg i øvrigt binde knude på en kirsebærstilk med tungen. True story.

Jeg har endnu ikke prøvet at være syg på min fødselsdag, men der er som bekendt en første gang for alting, og denne første gang kunne godt vise sig at være i morgen. Satans. Nå, men tillykke til mig og skål i kamillethe.