En dag kunne jeg høre fuglene synge

Det første, jeg bemærkede, var kvalmen. Utilpasheden og følelsen af at have en rest af sygdom hængende, som nægtede at slippe sit tag. En ihærdig kvalme, der hang ved det meste af de ellers så venlige og solbeskinnede sidste sommermåneder. En krop så tung og fysisk utilpas, at jeg måtte sidde på trappestenen foran hoveddøren i et kvarter for at samle kræfter, hver gang vi skulle deltage i et af sommerens mange arrangementer. Dernæst kom en hjertebanken, der truede med at galoppere min brystkasse i smadder. Mange uger gik, hver aften med et spinkelt håb om at vågne rask den efterfølgende dag. Føle mig rask. Hver morgen blev aftenens håb afløst af skuffelse, og jeg vågnede træt og tyndslidt. Til sidst så jeg mig nødsaget til at kapitulere og søge læge. Søge blodprøver og hjertediagrammer og infektionstal. Søge en kur, noget lindrende, hvad som helst.

Dommen faldt få dage efter. Jeg var rask. Både mit blod og mit hjerte og mine organer. Intet. Der var intet, sagde lægen. Lige indtil der alligevel var. Der var stress, sagde han. Stress.

Jamensigmigligeengang, er det ikke sådan noget, der slår en ud af kurs, når karrierehjulet centrifugerer en ud i intetheden, mens man bades i overbebyrdningens salte sved? Når man må dreje nøglen om i biksen, og konen forlader én i samme åndedrag? Når arbejdspladsen og privatlivet truer med at rive dig midt over? Hvordan kan stress snige sig ind på én 2,5 måned(!) inde i ens sommerferie, uden man overhovedet lugter lunten? Hvordan har jeg kunnet føle mig så fysisk syg så længe uden at se den store, fede vognstang, min krop tæskede rundt for øjnene af mig?

Det er svært at sige. Sådan er der så meget. Der står åbenbart ikke i stresskontraktens ansættelsesvilkår, at man *skal* have været fysisk overbebyrdet. Travl, halsende, løbende. Det er åbenbart nok, at ens hjerne er det.

Min hjerne har altid haft travlt. Den har ikke givet mig mange øjeblikkes fred, siden jeg var 6 år. Den er tanker, den er mylder, den er travl. Den er bekymringer og ikke ret meget ro. Den står *aldrig* stille, og den kværner gerne 47 tanker afsted på én gang for så at sende 47 mere i slipstrømmen på dem. Døgnet rundt. Og pludselig var den og alt muligt skyld i min hvilepuls på 148 og mit åndedrætsbesvær.

Med pulsen kom angsten, eller måske var det omvendt. En del lure kom til, når mit hoved tillod mig at sove. Konsekvensen af ikke at være i stand til at deltage i mit eget liv var en enorm portion magtesløshed. Oveni fulgte følelsen af momentan sindssyge, som var affødt af kun at se verden fra indersiden af mine vinduer. Der var min mor, som hentede sin voksne datter for at prøve at køre en tur. Prøve at drikke en kop te. Prøve at være på udebane. På hjemmebane. Hos min mor. Så var der mig, der sad på trappestenen og ventede på bilen. Fordi jeg ikke kunne holde ud at være alene. Eller indenfor. Eller nogen steder. Og da jeg hørte lyden af bildæk over perlestenene, kom den trommende puls. Tårerne kom, da jeg så min mor. Min mor, som er indbegrebet af omsorg og symbolet på al tryghed i verden. Det skræmte mig så voldsomt, at end ikke hendes tilstedeværelse kunne berolige mig. Vi tog afsted. Jeg knugede håndtaget på dørens inderside. Hvert ord, jeg ville sige, blev til en boble i min hals, som bristede, så snart den nåede mine læber. Teen blev kold, før jeg nåede at smage den. Roen var blevet væk. Jeg kunne ikke engang mestre at finde den dér midt i min mors idylliske, stråtækte bondehus. Min krop var fremmed at være i, mens mine hænder knugede sig om hinanden, til mine knoer blev hvide.

Panik. Rædselsfuld ventetid. Psykiatrisk akutmodtagelse. Rædselsfuld ventetid. Lægebesøg. Rædselsfuld ventetid. Apotekbesøg. Rædselsfuld ventetid. Til sidst kom effekten af den beroligende medicin drypvist, og med den kiggede bittesmå åndehuller atter frem i løbet af dagene og nætterne, og jeg blev gradvist mere fortrolig med natten og dens omklamrende stilhed. Indimellem kunne jeg sove. Og indimellem skete det, at jeg om morgenen kunne høre fuglene synge. En lyd, jeg helt havde glemt at huske.

Efterveerne af stressboblens bristning faldt ironisk nok sammen med hele introforløbet på det psykologistudie, jeg netop var blevet optaget på. Og hvis der er noget, der ikke er gavnligt for stresskvalme og hjertebanken, så er det at være sat markant bagud fra start.

Lægen anbefalede sygemelding på det kraftigste. Måske rimeligt nok, når jeg hverken kunne tømme en opvaskemaskine eller gå i bad uden angst for at være til. Alle de hverdagstrivialiteter, der normalt er komplet selvfølgelige, indtil de pludseligt ikke er det mere. Indtil livet og kroppen kigger dig intimiderende i øjnene og med store bogstaver beder dig om træde et skridt tilbage og reflektere the fuck ud af alting. Og det gør jeg så.

Det går bedre, selvfølgelig gør det det, sådan har livet det vel oftest med at fungere. Børnene er søde, og ham den lange er det samme (og jeg undgår også gerne at tænke på, hvordan min situation havde set ud uden ham og hans brede skuldre). Det lykkedes mig at navigere det værste udenom børnenes bevidsthed, og da jeg tabte mig 3 kilo på en uge, fordi min krop ikke ville acceptere mad, spurgte min ældste mig blot, om jeg stadig var syg i min mave. “Ja”, svarede jeg. “Men det bliver snart godt igen”.

Det var udelukkende i mit sind, at tingene tågede til og tyngede tungt, men ikke desto mindre var det gennemført rædselsfuldt at gennemgå så mange uger, hvor hver en fiber i kroppen skriger på søvn, men ikke kan falde til ro; gerne vil se lyset, men ikke kan udstå at være vågen. Én ting er sikkert: Jeg har den allerdybeste respekt og medfølelse for dem, der har levet eller lever med angst i sådan en grad. Det er intet mindre end invaliderende. Og for mit vedkommende er det værste forhåbentlig overstået.

Heldigvis går det bedre. Jeg kan både handle julegaver i stressinfernoet af storcentervanvid, og jeg kan grine nede fra maven igen. Det går den rigtige vej.

Og nu går jeg lige ud og trækker vejret.