Røre i cyberdammen

Jeg sidder her i mørket på årets tredje dag og vil gerne sige en masse klogt om livet og tiden og dagen i morgen, men det er, som om det kloge udebliver. I stedet skriver jeg en masse for at slette det igen, og sådan starter det hele tiden forfra. Jeg er både uinspireret og træt. Opløftende, jeg ved det. Men da jeg af og til stadig modtager spørgsmål og undren i min indbakke, tænkte jeg, jeg i stedet kunne sætte et par ord på al den røre, der har været og til dels stadig er i Instadammen. Jodeldammen. Kinadammen. I ved.


First things first. Det drejer sig selvfølgelig om firmaerne og disse wonderwebshops, der skyder op som aldrig før. Det er noget med at købe store varepartier (ofte i tvivlsom kvalitet) hjem fra Kina og sælge videre med humongous fortjeneste. Ikke ulovligt – heller ikke videre inspirerende, kunne man måske mene. Det, der bevæger sig i gråzonen og ofte temmelig langt ovre på the dark side, er selve driften af de her virksomheder. Vildledende markedsføring, evighedstilbud, lovning om danskproducerede og/eller unikke varer, og så er kundeservicen ofte så tæt på ikke-eksisterende som muligt. Anmeldelserne på Trustpilot er den første tid ekstraordinært positive, da der er tradition for at køre en vennerunde, hvor venner og bekendte lige får lov at bidrage med en bunke rosende ord, før man for alvor søsætter projektet. På den måde starter man flot på en 10-15 vanvittigt begejstrede anmeldelser og allerede dér har man fået en forlomme, da Trustpilot er det, mange bruger for at lure, om en virksomhed er værd at støtte op om eller ej. Her vil det korte svar oftest være “ej”. Men allerede her har de så småt fået foden indenfor, og så mangler de blot et par influencers til at sparke døren ind. Hvilket leder mig videre…

Til influencers. Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte. Ordet i sig selv får mig til at klø. Dermed på ingen måde sagt, at alle influencers giver mig the creeps. Der er mange, jeg holder meget af at følge med hos. Som er gode og dygtige og oprigtige og vedkommende for dér, hvor jeg er i mit liv. Dem vil jeg gerne lige starte med at parkere på en flot hylde her, inden jeg dykker ned i resten med de mere kritiske briller på. 

Selve branchen som koncept er egentlig lidt bizar, synes jeg, når man tænker over det. Og det gør jeg. “Jamen, der er jo folk alle steder, der lever af reklame på den ene eller den anden måde,” kan du sige. Det er korrekt. Der er reklamer overalt i denne del af verden. Vi eksponeres for dem alle steder; i busskuret, i fjernsynet, på internettet, i magasinerne, i radioen. For at nævne nogle stykker. Men for mig at se består den helt store forskel på traditionel reklame og influencermarketing i, at man sjældent er personligt investeret i hverken et busskur eller en radiostemme, mens man med influencers hurtigt kan danne en ganske anden form for relation. Den distance, der helt naturligt før har været mellem afsender og modtager, er pludseligt forsvindende lille. Det er ikke længere en fjern beautyredaktør på et magasin, der forsøger at overbevise dig om hvilke 10 ting, der er musthaves i din kosmetikpung. Eller en ukendt stemme i radioen, der vil have dig til at købe køkken hos Kvik. Det er mennesker, der inviterer dig helt ind i deres hjem. Midt i deres liv, deres op- og nedture, deres fødsler og følelser, tårer og traumer. Det er mennesker, du ønsker god bedring, når de er syge og lykønsker, når de har købt hus. Jeg forestiller mig, der (for mange; ikke alle) opstår en følelse af en personlig relation. Noget relaterbart, noget næsten-veninde-agtigt. Men når der står 40.000 veninder på den ene vægtskål og én på den anden, så bliver relationen unægteligt lidt skæv, og det giver en spændende cocktail med økonomisk incitament fra den ene fløj og (hvad der ofte forekommer at være) blind tillid fra den anden.

Her får jeg selvfølgelig lyst til at tage et fast greb om de overtillidsfulde følgeres skuldre, kigge dem dybt i øjnene og fortælle dem, venligt men bestemt, at de skal tage godt fat i deres kritiske sans og ikke slippe den af syne. Dernæst får jeg lyst til at tage et endnu fastere greb om en række influencers skuldre og fortælle dem, de ikke er ufejlbarlige. At de har et ansvar, som flere af dem har fået en kedelig tendens til at fralægge sig. At de skal se sig selv i øjnene og deres samarbejdspartnere efter i sømmene. At selvom der findes trolde, der går langt over grænsen, så betyder det ikke, at al kritik bør negligeres og smides direkte i haters-er-bare-misundelige-kassen. Jeg synes, det mindste man kan forvente af en, der har valgt influencing som levevej, er, at der er læst op på de allermest simple regler, der gælder på området. Og skulle den smutte alligevel, så stå ved det. Meld klart ud. Det kan langt de fleste forholde sig til. Og undgå for Guds skyld at reklamere for den slags firmaer, der er beskrevet herover. Det er den altafgørende benzin på det store scambål.

Nåhmen, vi kommer vel heller ikke udenom Jodel. Et sted, mange vil beskrive som helvedes forgård. En mærkværdig app, hvor der deles alt fra hjælpsomme råd til folk, der er havnet i pinlige situationer til usmagelig rygtespredning om diverse (semi)kendisser. Alt sammen ganske anonymt. Som en form for eksperiment er det spændende at se, hvad det gør ved nogle mennesker, når de får frie tøjler. Det er ofte også ret foruroligende. Selv blev jeg bekendt med Jodel, da et par stykker sendte mig screenshots derinde fra, når folk havde ytret sig positivt omkring mig. Det var og er en meget mystisk oplevelse. Komplimenter er altid rare at modtage, og folk har været så enormt flinke ved mig, men der skal så usigeligt lidt til, før stemningen i et kommentarfelt tager en drejning, således det pludseligt er alt andet end rart. Jeg har været umådeligt forskånet derinde, fordi jeg er en lillebitte fisk (nok nærmere en slags krill) i det store SoMe-hav. Men i takt med der drypvist er kommet flere mennesker til min Instagramprofil, har jeg også kunnet mærke en stigende frygt for, jeg en dag ville falde over noget, jeg helst havde været fri for at læse. Også fordi jeg af og til ser folk, der får en ordentlig røffel derinde, til trods for de har ligeså få følgere som jeg eller endnu færre. Så kan man argumentere for, man ikke bør tage den slags til sig, og det er jeg sådan set enig i. Men det er ikke så ligetil. Hvis jeg har lært én ting om Jodel (hovedsageligt @bloggergossip), så er det, at uanset hvad du gør, så vil der altid være minimum et par stykker, der synes, du er en idiot. Sådan er det også i det virkelige liv, det ved jeg godt, men der konfronteres man ikke nødvendigvis med folks uforbeholdne meninger på samme måde. Hvis influencers tager afstand fra Jodel, så er de nogle røvhuller, og hvis de ytrer sig positivt om Jodel, så gør de det udelukkende for at høste følgere og ‘please Jodelfolket’. You can’t win. Heldigvis er der også mange søde mennesker, som forsøger at luge ud i trolls’ne, men det virker af og til som en uoverkommelig opgave. Jeg selv er blevet tilbudt et såkaldt ‘badge’ derinde, sådan at folk kan se, når det er mig, der skriver. Hovedsageligt skal det vist fungere sådan, at folk med disse badges har mulighed for at tage til genmæle, og også sådan at andre ikke har ligeså let ved at udgive sig for at være dem. Jeg har dog indtil videre takket nej. Jeg ville ikke rigtigt bryde mig om at stikke ud på den måde.


Og hvad så med mig? Jeg er her bare. Jeg ser ikke mig selv i nogen form for influencer- eller SoMe-kategori. Det er ikke, fordi jeg ikke ville “være ved det”, hvis det var, jeg ser bare aldrig rigtigt mig selv i det lys eller tænker, det har noget med mig at gøre. Jeg er jo bare på barsel og ammer og sover lure på ukristelige tidspunkter.
Jeg tænker, 2020 skal være året, hvor jeg stopper med at tænke over, hvad folk tænker om mig. Men det er vanvittigt svært. Jo flere følgere, der dukker op på min Instagram, jo mere forstummer jeg badet i præstationsangstens sved. Det er så himmelråbende idiotisk, og jeg øver mig i ikke at tænke over, at der er 4000 mennesker, der potentielt ser mine opslag, for det betyder, der uundgåeligt vil være en håndfuld af dem, der synes, jeg er træls/trættende/ligegyldig/whatever. Og sådan må det gerne være, siger jeg til mig selv. Jeg prøver at sige det til mig selv. Det var også en af grundene til, jeg var umanerligt tæt på at takke nej til et samarbejde, jeg blev tilbudt for noget tid siden. Jeg så straks for mig, hvordan jeg ville blive brændt levende i Jodels skærsild, mens mennesker med høtyve og fakler ville råbe “forræder!” og spytte efter mig. Og så tænkte jeg lidt mere. Selvfølgelig skal jeg sgu da selv bestemme den slags. Jeg ved godt, jeg aldrig kommer til at leve som influencer, for mine drømme rent arbejdsmæssigt stikker i en lidt anden retning, men den kreative del af mig syntes, opgaven lød sjov. Lidt ligesom da man fik udleveret et specifikt emne, der skulle ende ud i en dansk stil i folkeskolen. Det har jeg altid holdt meget af som den nørd, jeg nu engang er. Samarbejdet er lillebitte, men det er med Flying Tiger, og det giver skidegod mening for mig og især mine børn. Vi har som sagt været en børnefamilie på to SU’er i lang tid herhjemme, så det, der kan komme mine børn til gode, tager jeg gerne en griller på Jodel (eller andre steder) for. Og så ser jeg det også som en mulighed for at afprøve, hvordan man bedst kan gribe den slags samarbejder an ift. gennemsigtighed overfor jer, der følger med. Den slags kan jeg som bekendt mægtig godt lide.

Slutteligt er jeg simpelthen nødt til at sige jer tak. Allesammen. I, der skriver søde og betænksomme ting til og om mig på Instagram, herinde og også på Jodel. Jeg kan virkelig godt lide jer. Jeg håber, I er kommet ind i det nye år på allerbedste vis.