Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

Nomi-stol: Nu med bakkebord (og historie om tilblivelsen heraf)

  

For god ordens skyld: Bakkebordet til Nomi-stolen har de flinke folk fra Evomove foræret os uden nogen aftale om omtale. Resten af stolen og udstyr er betalt af egne (forældres) lommer.

Jeg har omtalt den før. Ikke på grund af sponsorater eller andre aftaler, men fordi jeg syntes, den fortjente det. Og det synes jeg stadig. Den kære Nomi-stol, som er fast inventar i vores dagligdag som børnefamilie. Min søster (altså, min nevø) har den også, og da stolen jo er udstyret med hjul på de bageste ben, så den ikke kan vælte, efterspurgte hun hurtigt et bord til at klikke på, så August ikke længere havde muligheden for at sætte af på bordkanten og rulle væk fra samlingen omkring aftensmaden, som han ellers ynder at gøre hver gang. Bakkebordet lod dog vente på sig… But no more! Nu er det her, og det er godt. Derfor kunne jeg for nylig meddele min kære søster, at bordet var blevet født, og hendes bekymringer kunne få hvile.

Da Evomove bad om lov til at sende mig dette bord, hoppede jeg naturligvis i med begge ben. Heldigvis. Peter Opsvik, som er designeren bag både Nomi- og Tripp Trapp-stolen, har pure nægtet at designe click-on-borde til netop nævnte. Hans filosofi går på, at børn skal med ved bordet og være et ligeså vigtigt led i måltidsdynamikken som resten af familien. De skal med andre ord ikke isoleres ude på sidelinien, bare fordi de har bord og stolesæt til en solo-middag. Og mens jeg godt kan lide hans ideologi omkring emnet, synes jeg ikke, det er sådan, det fungerer i praksis. Lige nu har Frede sit bord klikket på, men det passer faktisk lige i højden til, at det kan gå ind over vores spisebord i køkkenet og på den måde agere uflyttelig dækkeserviet (og skåne træbordet for broccoli og babytænder). Hvis vi har gæster, betyder det også, at vi allesammen kan være om vores (usandsynligt lille) spisebord, fordi Frede kan sidde med ved et hjørne uden at snuppe bordplads og andre folks service. Udover det, klikkes det på så nemt som ingenting og kan ydermere kyles på hovedet i opvaskeren, hvilket må siges at være praktisk med sådan et foderbræt! Jeg vil ikke kede jer med flere praktiske oplysninger, men blot lade jer vide, at bakkebordet has arrived – og selvom det tog over 2 år (og 44 med Tripp Trapp) at få Opsvik overtalt, så var det ventetiden værd!

Tray by Evomove kan købes for 299 kroner lige her. (Og jeg tjener ikke noget på, at I klikker det hjem).

  
Må I alle have en onsdag med ligeså meget solskin som her i den fynske hovedstad!

Kafferisteriet (og min første gang som eventgænger)

For et stykke tid siden fik jeg taget min bloggerevent-mødom på meget hyggelig og velsmagende vis. Jeg har fuldstændigt glemt at berette om begivenheden herinde af den simple årsag, at jeg ikke er vant til den slags. Jeg lever ingenlunde et bloggerliv sådan på dokumentationsfronten (eller ret mange andre fronter). Jeg ærgrer mig aldrig over, at jeg ikke fik fotograferet min indbydende morgenmad drysset med friske bær og mandler, inden jeg tog den første mundfuld og smadrede æstetikken, for den findes ikke. Morgenmaden, altså. Men jeg kan da finde på at hælde mælk på mine havregryn – måske endda banan, hvis der skal være fest. Og så spiser jeg det bare.

Jeg er slet ikke inde i gamet med at tage billeder af min hverdag på en værdig bloggermåde, og jeg fik heller ikke taget et eneste til eventet, til trods for jeg hurtigt erfarede, at man i disse kredse smækker telefoner og/eller kameraer på bordet i samme sekund, man sætter sig ned, så man aldrig går glip af et Kodak-moment. Det hele var så pænt og hyggeligt og pænt, og jeg kunne rigtig godt lide det, men jeg er sgu ikke så tjekket. Pludselig gik det op for mig, at jeg aldrig fik omtalt aftenen herinde, hvilket de to ildsjæle bag kaffebaren og arrangøren Jeanette i den grad fortjener.

Vi var budt på kaffesmagning, -quiz og snak på Kafferisteriet af barens indehavere og bloggeren Jeanette Hardis fra LetsBlogSomeShit, og de havde i sandhed stablet en fin aften på benene, hvor jeg efter første prøvesmagning måtte erkende, at kaffe ikke bare er kaffe, og at der er langt flere seje bloggere i Odense, end jeg havde forestillet mig. Stedet summer lidt af mormor-nostalgi på den tjekkede måde, og der er både rart og hyggeligt at være. De dedikerede kaffemennesker bag Kafferisteriet ved urimeligt meget om den dybbrune drik og kan således servere et utal af varianter. Og de har fem forskellige slags sirup! Fem! Og så vil jeg egentlig ikke sige ret meget mere, end I bør lægge vejen forbi, hvis I havner i Odense en dag. Det ligger lige ned til Munke Mose, og jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg skal indtage en kop kaffe i sommersolen (nej, det er aldrig for varmt til kaffe!) på fortovet engang i 16’s sommer. Først og fremmest skal jeg have slæbt min overalt-på-jorden-kaffeelskende kæreste med derind, når nu han tålmodigt lever af instantkaffe til hverdag. Og nå ja, da jeg som utrænet eventgænger ikke fik taget et eneste billede, var det godt, at andre gjorde. Se hvor fint:

IMG_5765

IMG_6686

IMG_5770

Dygtige damer (og deres blogs) #1

Jeg har sådan lidt blandede følelser i forhold til mine yndlingsblogs. Mest fordi de enten er så vanvittigt velskrevede, usigeligt underholdende eller begge, at det får min egen til at ligne et eksemplar af en Søren og Mette-bog. Værst er det dog, når jeg læser noget genialt, som akut giver mig lyst til at slå hovedet ind i ting, fordi jeg ikke kom op med den idé først. Men udover de mindreværdskomplekser dette måtte forårsage, så elsker jeg en god blog. Det kan være en smuk kontrast til de til tider trivielle magasiner, fordi man her bliver budt indenfor på en omgang personlighed i form af hverdag, lykke, sorg, drama (gotta love the drama), debatter og vigtigst af alt: Humor.

Jeg følger en del, men fælles for mine favoritter er sproget, humoren og ærligheden. Jeg læser oftest blogs på Bloglovin’-app’en på min iPhone, fordi det efterhånden er en halvårlig begivenhed, at jeg finder tid til at hive computeren frem. Der er imidlertid sket det, at jeg mere eller mindre ubevidst har skåret gevaldigt ned på de indlæg, jeg får læst, hos dem fra Bloggers Delight. De skal kunne noget fængende med overskriften eller de første par linjer, fordi det koster mig et helt ekstra klik at læse resten. Det kan muligvis synes latterligt, men det spolerer ligesom min tommelfingers swipe-flow, når jeg skal fumle frem og tilbage med ‘Læs mere på bloggen’-linket. Dovent, I know, men der ryger altså et par Asos-collager og produkttests på den konto.

Anywho, jeg vil godt lige løbe nogle af de damer igennem, jeg nyder særligt meget at læse med hos. De kommer nok dalrende over flere indlæg, fordi der er en del, jeg ret godt kan li’, men hermed præsenteres første runde. De fleste kender I med garanti, andre har I måske aldrig været bekendt med… Før nu!

 

Blogsbjerg: Sjældent går jeg decideret igang med at grave tilbage gennem gamle indlæg blot for at læse dem igen. Og igen. Det gør jeg med Lindas. Hun kunne skrive om natsværmeres parringsritualer, og jeg ville stadig sluge det med jumbo-sugerør. Det er sjovt, det er rammende og det er åndssvagt velskrevet. Og selvom vi lever helt forskellige liv, kan hun altid noget med at fortælle ting, jeg føler, jeg kan relatere til. Det her er fantastisk, og jeg tror, det er det blogindlæg, jeg har læst flest gange af alle. At jeg selv netop var flyttet ud af min højgravide krop, da jeg læste det første gang, gjorde det kun bedre.

Sneglcille: Den dame der i øvrigt er skyld i, at jeg kender til ovenstående blog. Sneglcille kan næppe være big news for nogen, for hun har drevet en mean blog i mange år, og jeg er helt forvirret over, at hun ikke er nomineret til den her. Jeg mener… Det er hende med eventyret midt i virkeligheden, som, efter flere år hver for sig, atter genforenet med sin kæreste nu har tilføjet et bedårende barn mere til samlingen. Og nåhja, så skal de giftes lige om lidt.

Sofie Ude: Okay, I må godt lige notere jer hende her. Pæn, lyshåret dame (må man godt kalde nogen det?), som for ganske få dage siden har født sit første barn. Hendes blog er så ny, at hendes Bloglovin’ pt. rummer 23 følgere. Det tal eksploderer lige rundt om hjørnet, kan jeg allerede fornemme. Det er sjældent – som i nærmest aldrig – at jeg griner sådan rigtigt (med lyd) af noget, jeg læser. Det har jeg allerede gjort tre eller fire gange her, og hun er derfor røget direkte ind på min topliste. Go, go, go! I kan stadig nå at være med fra start.

Miriams Blok: Åh, Miriam. Kattedame, skodame, elite-sprognørd-og-kommasætter (just my type), og som ingen andre i det store blogland. Hun er så meget sig selv, at jeg får lyst til at være det også. Hun skriver i øvrigt alle de indlæg, jeg godt gad at have udtænkt først. Jeg er vild med Frank, hemmeligheder, Bridget, det her og alle de andre.

Blondinemor: Henriette er ligefrem på den gode måde. Der er Villum, der er Laurits, der er kaos og kærlighed. Der er mange ting, jeg kan relatere til som mor til to drenge. Ydermere er der humor, selvironi og ærlighed, og det er tre ting, der gør sig godt sammen. Det er indlæg som det her, jeg mener. Hverdagens cirkus, når man febrilsk forsøger at pakke børn i flertal sammen uden at tabe hovedet undervejs. Præcis som jeg forudser mine morgener, når jeg engang får viklet mig ud af barslens bløde favntag.

Twinpeaks: Ja, ord kunne næsten virke overflødige. Mette Marie besidder evner til at forfatte på en måde, som sjældent er set før, og jeg tror ikke, hun er i stand til at producere et kedeligt indlæg. Der er alt fra tvillinger, glamour og rejser til skumfiduser, mode og hverdagsleverpostej. Og så kan jeg i øvrigt takke hende for, at langt de fleste af jer derude overhovedet ved, jeg findes. Hun gjorde nemlig opmærksom på min eksistens lige her, og det er jeg stadig svært taknemmelig for.

Moderskaberier: En hel blog i GIF-form, som er hysterisk morsom og rammende. En slags 9gag for mødre, og det er i sandhed en genistreg. 

Som altid er kommentarfeltet åbent for forslag og anbefalinger, hvis I føler for at dele. Og feel endelig free til at give den hele armen med selvpromovering, hvis I er den til slags!

Afslutningsvis får I her foræret et billede af blogger-planten over dem alle. Mest af alt fordi det ikke alene lykkedes for mig at holde den i live i mere end en uge, men fandeme også at få den til at fremstille små, nye blade. Det kunne være her, I bedyrer, at det er jordens nemmeste plante at holde liv i, men jeg er fuldstændigt ligeglad. Den lever!

Noget om søvn og slyngevugger

Nu er jeg blevet spurgt ind til Fredes slyngevugge et par gange, og måske giver det i virkeligheden fin mening at flette en lille evaluering sammen lige her.  

Jeg har cyber-gloet forskellige mødre over skuldrene (på den venlige måde) for at finde ud af, hvilke erfaringer de har gjort sig med den dér slyngevugge, som jeg for indtil ganske nyligt ikke anede eksisterede. Ud af det blå dukkede den op alle vegne badet i konfetti og trompetfanfarer: Endelig var den her! Vidundervuggen, en fredskæmper uden sidestykke, svaret på alle søvndesperate forældres bønner. Forhandleren tilbyder sågar søvngaranti, så man kan vugge sin baby i 14 dage og stadig få pengene retur, hvis den nu – mod al forventning – ikke kan få barnet lullet i søvn. Helt ærligt, hvad er der at miste? Man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav den et skud. Jeg evaluerede idéen med Mikkel, og efter jeg havde læst Sneglcilles indlæg højt for ham, var beslutningen definitiv. Jeg fløj til tasterne med dankortet i hånden, og vi holdt vejret, til den landede på posthuset (så vækkede vi i det mindste ikke babyen).

Frede sov (meget passende) som en nyfødt de første fjorten dage af sit liv. Altså 18-20 timer i døgnet. Derefter fandt han ud af, at der var en verden derude, hvis bare han åbnede øjnene. Indimellem endda to, når han fokuserede så voldsomt, at han begyndte at skele. Siden hen opdagede han sine hænder og derefter sine forældres ansigt og skæg (mest farens). Dermed var søvn ganske overvurderet, og han fandt også hurtigt ud af, at det var jævnt mere hyggeligt at tage en lur i en halvkrøllet stilling på armen af os fremfor at ligge på sin Fossflakes-guddommeligt-bløde-madras i for eksempel liften. Seriøst, hvor mange mennesker på 6 kilo har topmadras?

Nu er vi derhenne, hvor Frede helst ikke sover mere end 10-15 minutter ad gangen på noget tidspunkt i løbet af dagen. Under de rette omstændigheder (en barnevogn i konstant bevægelse eller en lur ved siden af mig, så der hurtigt kan falde et stykke mad af) kan han snige sig op på 30-45 minutter, men det er næsten ligeså sjældent som ædru mennesker på Roskilde. Jeg havde svoret, at jeg inden barnedåben skulle unde mig selv den luksus at (som minimum) få lakeret tånegle, og det gjorde jeg så. Stående vel at mærke, med en fod på et havebord, hvor den ene hånd malede neglene med rød lak, mens den anden holdt gang i barnevognen. Og det er nok nøgleordene med hensyn til Fredes lure: Never stop moving. Om natten sover han i vores seng mellem vores Ikea-hack-bedside-crib og mig, så hans bedside-fidus bruges egentlig kun som sikring mod, at nogen triller ned på gulvet. Han sover ikke rigtigt i den. Det har gået fint indtil videre med 2-4 lynhurtige måltider, som jeg knapt nok ænser. Helt uden gråd og brok. Så vores udfordring ligger primært i dagtimerne, da han også helst ser, at de (mange) vågne timer som minimum spænder af på en arm og meget gerne en skulder med roof-top-view.

Siden vi erhvervede os slyngevuggen, har det foregået på nogenlunde samme måde. Den største forskel er, at en del af arm-lurene istedet afvikles i vuggen. Enten bliver han bugseret ned efter at være faldet i søvn oppe hos os, eller også kan han af og til bounces i søvn i vuggen. Han sover stadig ikke ret længe ad gangen, men en gang imellem sker det, at vi kan vugge ham tilbage i søvnen, hvis vi fanger ham på det rigtige tidspunkt. Om aftenen bliver han typisk puttet i den mellem 22 og 23. Så står Mikkel eller jeg gerne og fjedrer den op og ned, mens vi forsøder tilværelsen for alle tilstedeværende med vuggeviser, indtil Fredes øjne glider i. Vi er (endnu) ikke der, hvor vi bare kan lægge ham og regne med, han selv falder i søvn. Men når først han sover i den ved sengetid, er det ret sikkert, at han, når jeg går i seng, kan løftes fra stue (i vuggen) til soveværelse, hvor den atter bliver klipset op på dørkarmen. Så sover han der til 1-2 tiden, før han vågner og kommer over til mig. 

Så, for at opsummere ovenstående rod lidt mere enkelt: Det har ikke været det endegyldige svar på søvnproblematikken herhjemme, men den findes formentlig heller ikke, så længe der også er ting som periodevise mavekneb, der spiller ind, og det kan en vugge af gode grunde ikke stille det store op med. Desuden kan han sikkert sagtens nå at vænne sig yderligere til den, hvormed putningen bliver nemmere. Han har næsten altid en af vores t-shirts eller lignende til at putte med, så vuggen dufter (lugter?) trygt og velkendt, og dem vil han gerne ligge og nulre næse i. Vi har med vuggen fået et sted, hvor vi oftest kan lægge ham fra os, uden han vågner med et skrig, og dét kan altså noget. Han er tydeligt vild med den hyggelige følelse af at være omsluttet, og den bløde, gyngende fornemmelse hjælper på de fleste ting. Så ja, jeg kan helt sikkert se stort potentiale i slyngevuggen, men effekten varierer selvsagt efter hvilken baby, man putter i den. Så, til trods for en lidt rusten start, er vi fortrøstningsfulde og vil meget nødigt undvære den. Det er godt og skal nok blive endnu bedre! I øvrigt får jeg hver dag sådan en lyst til at kravle ned i den, så jeg drømmer lige nu om en magen til i voksenstørrelse (eller, altså, bare stor nok til at rumme en på 1,65…). Og Marius vil i øvrigt også gerne bestille en i størrelse 5 år.

  

For tyk til tøj og noget om pyjamasser

Årets første par dage har bestået af Lego-bygning, Playstationspil, franskbrød med syltetøj og generelt god tid. Til alting. Det boomer med nytår, champagne og løfter for 2015 rundt om i cyberspace, så jeg gemmer eventuelle frem- og tilbageblik lidt endnu. Marius har fået en høj seng, og det er selvsagt noget, der booster en 4-årigs stolthed helt enormt. Han er helt med på, at sengen kan agere køjeseng om et par år, så ham og lillebror kan dele. Jeg knokler lidt rundt på hans værelse og reorganiserer tingene, når der er plads indimellem plukveer og hjertebanken. Mest af alt for at få gjort plads til de 70 kilo Lego og Flexitrax, som gemte sig under juletræerne. Og han har altså et værelse større end det, Mikkel og jeg deler.

Min graviditetsapp siger 25+3 idag, og jeg har endnu ikke købt ét stykke tøj til baby. Det hænger angiveligt sammen med, at vi har bunkevis af nærmest ubrugt spædbarnstøj liggende fra Marius’ første tid, men derfor skal lillebror (eller mor) altså ikke snydes for noget splinternyt. Så jeg trevler diverse websites igennem, og hver gang slår jeg også et smut forbi kvindetøjet. Det almindelige. Ikke ventetøj. Her sukker og savler jeg lidt over alt det pæne tøj (og de skinny, skinny jeans!), som jeg ikke kan være i, og glæder mig usigeligt til at kunne benytte tøjet i min garderobe (og det på webshops) igen. Jeg har lige indkøbt en kjole til sommeren, som jeg ser noget så alvorligt frem til at hoppe i, når baby befinder sig på den anden side af mit maveskind. Sammen med kjolen røg et par loafers i den virtuelle indkøbskurv, som jeg heldigvis – trods eksplosivt voksende taljemål – kan bruge nu. Mine fødder er nemlig ikke blevet gravide og kan derfor stadig klemmes i noget, der minder om en størrelse 36. Og det agter jeg at fastholde… Please.

Nå, men jeg har længe håbet, at der ville være lidt pænere børnetøj at opstøve på eBay, end hvad der hidtil har været tilfældet. Priserne derinde er virkelig noget, der falder i min smag. Tøjet, ikke så meget. Indtil nu! Mange af jer kender garanteret allerede denne forhandler, men jeg vil godt lige benytte lejligheden til at dele det med de af jer, der ikke gør, og som måske kunne være interesserede. Det er primært nattøj, hun (går jeg ud fra, det er) sælger, men der er også bodies, sommersæt og lidt babydragter imellem. Nattøjet er nu det fineste! Især sættene med bananprint, som ligner noget fra Indikidual, jeg har kigget langt efter meget længe, og som jeg faktisk før har vist her. Jeg ved ikke meget om kvaliteten, men til prisen kan det ikke skade at forsøge. Jeg skal i hvert fald klikke nogle sæt til både store- og lillebror hjem, og det med det samme! Den lille cybershop kan findes HER. Helt ærligt, hvem havde troet Batman-nattøj kunne være så fint? Og så endda til piger?

Sleepwear1Sleepwear2

 

Kære verden – Jeg er blevet mor

Jeg har fået den generelle opfattelse, at de fleste, der færdes i blogland, er omtrent ligeså trætte af uigennemskuelige, sponsorerede indlæg og kryptiske affiliate links, som jeg er. Det har jeg alle intentioner om at bryde med så godt som muligt, og derfor lægger jeg kortene på bordet. Nøgne og lige til at gennemskue. Vær så artig!

Jeg modtog for kort tid siden en lille, fin bog med titlen “Kære verden – Jeg er blevet mor”. Forfatteren til bogen, Julie Bruhn Højsgaard, spurgte, om jeg havde lyst til at læse den igennem og eventuelt give den et par ord med på vejen her på domænet. Jeg svarede, at jeg meget gerne ville give mig tid til at læse den, men forbeholdt mig retten til kun at bringe den her, hvis det var noget for mig. Og det var det! Julie har nydeligt og meget velformuleret skrevet 108 små intime historier fra sit eget liv som nybagt mor med nybagt identitet og lidt af det imellem og ved siden af, hvor der leges med ord og vendinger på en sådan måde, at læsningen bliver en tyktflydende, blød og ensartet masse, jeg får lyst til at finde ekstra store sugerør frem til. Historierne fylder mellem en halv til halvanden side og kan med fordel læses mellem bleskiftning, gylpoptørring og amning, hvis du har lyst til et skulderklap fra en med-mor og et helt sikkert smil på læben i barselsperioden. Eller hvis du bare har lyst til velskrevethed og underholdning, der ikke kræver mere tid ad gangen, end du har at give. Jeg har fået lov at bringe et par af mine personlige favoritter fra bogen, og den første er nummer 2, som skildrer en situation, de fleste nybagte mødre kan nikke genkendende til. Jeg kan i hvert fald.

__________
#2
Vær velkommen

Jeg har selv lukket det ind. Budt det velkommen. Ventet med større iver end jeg kendte til. Jeg har aet mit spændte maveskind og sunget vuggesange, inden det endnu var født. Da døren en sen aften blev sparket åben, så vinden tudede gennem stuerne og planterne raslede, vidste jeg, at det var nu. Ankommet var det, også til min dør. Kaos. Med flagrende lang frakke har det nu raget alt med sig på sin vej. Underhylere med vrangen ud. Løver, lyserøde giraffer og fabeldyr i bunker af tøj, der skal vaskes. Kopperne fra gæster, som så baby i går. Afskårne roser, der trygler om vand, mugpletter på en væg og dyner, som skal rystes. Jeg snerrer af det kaos, jeg selv skaber og ikke har kræfter til at tolerere. Min skat hun er lille og fin. Hun har ingen magt til at få alt det til at ske. Men mor er jeg blevet. Til kaos og baby på selvsamme tid.
__________

Bogen udkommer den 18. juli. Den koster 179 kr. og fylder 127 sider. Og så har den faktisk gravet min gamle drøm frem, som lå gemt under støv og for mange år. Om at skrive den dér bog, jeg har haft lyst til, siden jeg var et lille barn. Men jeg er hverken halvt færdig eller overhovedet begyndt, så jeg vil egentlig bare runde af med et tak for fornyet inspiration og god læsning til Julie og værsgo at smage på historie nummer 39.

__________
#39

Skyggebæ

Sikke noget lort! Et puslebord tages som gidsel i en hylende atmosfære. Mine skyggesider kaster skygge over situationen. Lig dog stille, barn. Jeg er sur. Sur på barnet og over bæ på rundfart. Og på mig selv – shit en skygge jeg kaster. Jo mere bæ, jo mere urolig er hun. Som en skrigende orm vrider hun benene ud af mine hænder. Mere bæ. Over det hele. Mor, mor hvad har du dog gjort, alle dine fingre lugter af lort. Numsen kommer da også i rytmiske omdrejninger og jo mere af det jo mere bæ. Lidt bæ hér, lidt bæ dér. Lige knap et år, og jeg overvejer allerede, hvem der bestemmer over et skide puslebord. Tænk, at jeg kan være i tvivl – som den eneste med lort på hænderne.
__________