Baby

Lopper og langsommelighed (og et lille Kina-tip)

Posted on 4 Comments

Såeh. Jeg har atter gang i en spam-battle med nogle ihærdige asiatere, som mener, det ville være klædeligt med kinesiske tegn drysset med lind hånd udover mit kommentarfelt. Det bliver altså et kæmpe nej tak fra mig af.

Mens jeg kæmper lidt med teknikken og de påtrængende spammere bag kulissen, kan jeg fortælle, at jeg siden sidst har formået at tage et bad og lægge rent sengetøj på sengen på én og samme aften, og det er efterhånden alt for sjældent, det sker! Jeg elsker at hoppe i kanen helt dampende og renskuret, når dynerne dufter af Dunlet (jaja, shame on Frk. Skyllemiddel). Lykken varede dog kort, da vi (endelig) fandt et nyt hjem til altan-katten, som i afskedsgave efterlod en mindre koloni af lopper. Noget med, at lopper først søger mod mennesker, hvis deres dyre-vært er væk. Ew. Hvorfor kan de ikke tage dem med sig? Mikkel har rundt regnet 347 bid på anklerne, og jeg har fået ét (gnæk, gnæk) til trods for, jeg altså spottede sådan en hoppende satan i sengen for kort tid siden. Hvad gør man ved dem? Ifølge internettet lever de op til en måned indendørs, før de kradser af. De formerer sig åbenbart ikke (?!), men jeg er stadig lidt nervøs for, om der er mere tilbage af Mikkel om en måned, hvis de klør på som hidtil.

Havde jeg nu været den voksne, mor-agtige type, havde jeg nok kunnet noget med at lave en shake med eddike og kartoffelmel eller et-eller-andet, men jeg ligger bare ikke inde med viden om loppebekæmpning, når det ikke foregår på dyr, og det går nok ikke at gnide Frontline i nakken på min bedre halvdel.

Ellers tuller vi fortsat rundt i vores eget sløve tempo og fikser små ting og sager. Slowly but surely. Forleden fik Frede og jeg svunget os op til at samle denne rullevogn (jeg samlede, Frede åd brugsanvisningen) for ligesom at generere lidt ekstra skabsplads i køkkenet, som der aldrig rigtigt er nok af. Ligeledes går jeg og venter i spænding på en ny dørbælg til min vaskemaskine. Det er den dér gummidims ved lågen, der burde forhindre vandet i at fosse ud. Det gør vores ikke længere, da der er gået hul i lortet. Så handymor ledte med lys og lygte efter reservedele til vaskemaskiner anno 1890 og med større succes end forventet! Det er sgu da i virkeligheden ret mor-agtigt (eller far-agtigt, om man vil).

For at blive ved de lidt mere ufeminine gadgets (en vaskemaskine er nok ikke en gadget, men you get the point), så har jeg sørme også købt en håndholdt bil-støvsuger! (Det lyder endnu mere usexet, når jeg ser det på skrift.) Det dér med at slæbe det store Miele-monster med forlængerledning ud gennem opgangen får jeg ikke rigtigt gjort, så jeg giver denne lille dims fra Kina et skud og melder tilbage, om den er i stand til at suge kiksekrummer og halve sandkasser op fra bagsædet, eller om den skal køres på møddingen.

I må have en dejlig… Mandag! Mandag it is.

  

Navlepilleri #2

Posted on 6 Comments

Jeg har som nævnt en mærkelig skriveblokade. Omend mit liv på barsel ikke er decideret action-packed, burde jeg da have noget at knævre om. Men der er helt tomt lige nu, og alt, jeg får skrevet, bliver noget braller. Derfor henviser jeg på meget velment vis til dette indlæg, hvor I kan smide om jer med forslag og spørgsmål for ligesom at sparke mig (kærligt) bagi. Der er allerede kommet et par fine og ret interessante spørgsmål, som jeg påtænker at røre sammen i et indlæg, men jeg kunne snildt bruge flere!

Indtil da må I tage til takke med en omgang navlepilleri volume 2.0, som indeholder diverse småting fra hverdagen og andre ligegyldige facts, jeg kunne nå at smide sammen, efter vi (altså Frede) fik slugt en skål sveskemos til lyden af denne sang på repeat og blev puttet til lur, hvor han nu har sovet en hel time. Hvem gør det?! Ikke Frede. Troede jeg.

  • Jeg glemmer konsekvent at købe tandpasta på hver indkøbstur, så jeg stjæler hver dag lidt af Marius’. Hold nu kæft, det kræver selvdisciplin ikke at synke sådan noget blåt Spiderman-stads med glimmer. Det smager bare bedre, end tandpasta burde.
  • Frede har knækket pruttelyde-med-munden-koden og mener, det fungerer allerbedst, når der samtidig er en skefuld grød på vej ind. Let’s sprinkle that shit everywhere.
  • Sidst jeg var til frisør, var den 2. marts 2012 (ammehjernen kan være klæber). Det er 3,5 år siden. Jeg trænger i den grad til at få organiseret det vildtvoksende kaos, men jeg har besluttet ikke at tage stilling til det. Lige nu.
  • Ovenstående hænger dog virkelig dårligt sammen med klistrede babyhænder, som laver jerngreb på alt indenfor rækkevidde. Derfor har jeg fået for vane at smide manken op i en hestehale, men den har Frede nu luret og ynder derfor at proppe hele hårbundtet i munden, når han hænger på min skulder, hvorfor jeg i skrivende stund har helt stive hårspidser grundet mango-mos-mund. Må snart tage den skide barselsknold til mig.
  • Min store, lille dreng er startet til fodbold med sine venner fra børnehaven. De første to gange var det for overvældende at være med, så vi nøjedes med at se på. Han var fast besluttet på, at han ikke var god nok, og at det hele var for svært, så tredje gang tog han afsted i cowboybukser med aftalen om, at vi kun skulle se på for ligesom at understrege, at der intet forventningspres var fra vores side. Halvvejs inde i træningen tog han tyren ved hornene og løb ud på banen for at være med i kampen. Stoltheden overvældede mig totalt, da jeg kunne se i Marius’ øjne, at han godt selv vidste, han havde vundet sin indre kamp mod sin perfektionistiske forsigtighed, mens han gik og high-fivede de andre små, fodboldbestøvlede drenge. YES! Imorgen skal vi afsted igen, og han glæder sig.
  • Overvejer, om jeg skal skille slyngevuggen ad for at vaske det kaffe af den, som nogen (læs: Mikkel) har spildt på den, eller om det lige giver den lidt ekstra personlighed med de brune pletter.
  • Har brokket og undret mig længe over, hvor alle sutter forsvinder hen. Samlede de tilfældigt placerede sammen igår og fandt 22 styk. Ud af dem gider Frede bruge tre. Og ud af de tre er én en klar favorit (som ikke er en af de fire naturgummisutter, men det ægte plasticgejl). What are the odds?

Status på livet i boblen

Posted on 2 Comments

Det er en mærkelig boble, vi fumler rundt i. Vi står op, når resten af byen gør det, mens vi fra vores varme hule kan fornemme samfundet, der haster afsted i morgentrafikken mod mødetider og deadlines, mens tiden herinde går i sit eget søvndyssende tempo.

Jeg lider lidt af sensommerblues, mens efteråret kigger ind af vinduerne, og hverdagen stikker hovedet frem mellem raslende trækroner. Men vi har det godt herinde i boblen. Vi har været så forfærdeligt forkælede, at vi har været fire forældrehænder om Frede i næsten fem(!) måneder. Endnu en af fordelene ved studieliv-med-småbørn. Men mere vil som bekendt gerne have mere, og vi skal på den måde lige ind i barselsrutinerne og vågne rigtigt efter knapt et halvt års dvale.

Frede og jeg er således den lille hjemme-duo i dagtimerne, mens Marius lunter rundt i børnehaven, og Mikkel stener til forelæsning med hovedet begravet i computeren bøgerne. Så vi er et lille team, der samarbejder om at få tiden til at gå og nyde det, den indeholder. Det er sikkert meget sundt for min hjerneaktivitet, at Mikkel ofte har tidligt fri og dermed stadig bruger overvejende mange af sine vågne timer her på matriklen, så jeg ikke ruster totalt på kommunikationsfronten i selskabet med min bløde baby, der er en anelse begrænset på det verbale (men meget fremmelig i cuteness). Det bliver til store mængder gurglen, spytten (mest Frede), dikke-dikke, ultrasoniske tonelejer (“hej min babyyy”, “du er så dygtiiiig”, etc.), borte-borte-tit-tit, klap og kys. Til gengæld træner det evnerne til at komponere (tvivlsomme) børnesange helt enormt, og det kan jo også noget. Og hold nu kæft, vi får sunget mærkelige ting, blandt andet en del om ord som babyflûte, snøvlehat, knoklefår og lemming.

Desuden kunne der ved sidste sundhedsplejerskebesøg konstateres, at Fredes dellevækst ikke længere havde helt så meget fart på som ønsket, så han får nu supplerende flaske ved siden af amningen, og dellerne vil atter frem i verden (seriøst, jeg aner en tredje hage derinde et sted). Det ramte mig hårdere end forventet, men efter tilvænningen var i hus, måtte jeg erkende, at det kører. Jeg (og Frede) har stadig amningen og tætheden, Mikkel har ligeledes mulighed for at fodre, han sover bedre og vigtigst af alt: Han trives, vokser og er glad. Og så venter det dér skemad lige rundt om hjørnet.

Det samme gør sig gældende for hans søde storebror (ikke det med skemaden, forstås), som sidste uge var på overnatningstur med de store børn i børnehaven, hvorfra han returnede glad og bållugtende iført nattøj og gummistøvler. Jeg øver mig stadig i at fatte, at min dreng er blevet sådan én, som pludselig tager afsted på lejrtur uden mor eller far, med sit liggeunderlag under den ene arm og sin lille sovepose under den anden. Det vil sige, det er fem år siden, jeg sidst var 18… Åh, gru. Afslutningsvis leveres herunder et billede af to brødre, der muligvis lægger skumle planer. 

 
Desuden har jeg luret, at der på Bloglovin’ er ca. 10 gange så mange, der følger med, i forhold til bloggens Facebookside. I er også fint med på Instagram, men I er altså hjerteligt velkomne alle tre steder! Og må I så have jer en overvældende weekend på den gode måde.

Hvad venter vi på?

Posted on 17 Comments

Ømt emne, jeg ved det godt. Men det er immervæk et emne, der på en eller anden facon vedrører mig. Eller måske lige netop ikke vedrører mig. 

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er, som I sikkert er bekendt med, temmelig høj. Forstået på den måde, at den ligger på 29,1. Det er der formentlig en del mere eller mindre gode grunde til. Det kunne for eksempel være uddannelse, karriere, den famøse selvrealisering og/eller en tilværelse som single. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering (måske ikke så meget den med kæresten), og vi prioriterer åbenbart væsentligt anderledes, end vi tidligere har gjort. Nu siger jeg ‘vi’, hvilket i og for sig er misvisende, når jeg nu hiver statistikken så godt og grundigt den anden vej. Jeg var mor på min 18-års fødselsdag. Til en baby på to måneder. Lyden af ‘De Unge Mødre’s introjingle giver med det samme genlyd i mit hoved (og sikkert også i dit nu, mwuhaha), til trods for jeg ikke har haft Kanal 4 i mange år. Uigennemtænkte formuleringer og ditto tatoveringer, piercinger i hobetal og noget med kommunen og dennes sagsbehandlere. Det er, sørgeligt nok, det første, der falder mig ind, når nogen snakker om unge mødre eller unge forældre generelt. Paradoksalt much? Mjah.

Jeg vil aldrig decideret opfordre nogen til at planlægge at få barn, inden de selv er myndige, for jeg tror ikke, at ret mange teenagere er opgaven moden (forståeligt nok, egentlig). Måske er det fint nok, i hvert fald at kunne skrive et 2-tal foran i alderskolonnen. Det er så absolut ikke for at hellige mig selv, men jeg var aldrig rigtigt i tvivl, og det føltes ikke mærkeligt eller som om, jeg mistede noget. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Jeg fik noget. Noget helt usandsynligt småt, som viste sig at blive det største i mit liv. Jeg planlagde ikke en graviditet som 17-årig, men det skete alligevel. Og selvom mange yndede at tage ordet ‘abort’ i munden, føltes det helt forkert for mig. Heldigvis. Jeg var hverken 17 eller 27 den dag på den flaskegrønne fødestue, hvor jeg i 2010 fik min førstefødte i armene for allerførste gang. Jeg var mor. Og så smuttede min biologiske alder altså ned et sted imellem natteamninger og lortebleer. Formentligt på samme måde som havde jeg været 30.

Kvinders evner til reproduktion peaker i alderen mellem 16 og 25. Det er lige præcis de år, hvor vi idag har ‘ungdommen’ liggende. Vel egentlig en form for selvskabt fænomen, da man tidligere gik mere direkte fra barn til voksen. Og det mener jeg ikke, man skal, for så skarp en grænse kan ikke trækkes mellem to så forskellige livsfaser. Imidlertid er der måske opstået en tendens til, at ungdommen strækkes endnu længere ud end før. Måske endda i begge ender. En del går (lidt for) tidligt fra barn til ung, og næsten endnu flere strækker ungdommen helt ind i 30’erne. Og det kunne være én af de medvirkende grunde til, at ufrivillig barnløshed bliver betegnet som en folkesygdom herhjemme. Fordi nogen simpelthen venter for længe. Biologisk set, i hvert fald.

Inden nogen misforstår mig (hvilket måske er for sent), så er jeg all about, at hvert menneske gør, hvad vedkommende selv finder rigtigt. Men jeg er dog blevet spurgt om de samme ting et utal af gange og vil derfor godt forsøge at aflive en myte eller to: Nej, livet går ikke i stå, fordi man får børn, og jo, det kan være en udfordring indimellem, men det er som regel det hele værd ganget med tusind. Ungdom – eller i hvert fald ungdommelighed – er ikke uforeneligt med livet som forælder. Tværtimod hjælper det at være lidt barnlig i det, specielt når man skal levere en overbevisende imitering af en T-Rex eller se ‘Frost’ for 18. gang. Min erfaring er, at mange ting ikke engang føles som en ofring eller noget, man må undvære. Ens prioriteringer ændres ganske enkelt. I hvert fald (og heldigvis) for de fleste.

Flere kvinder først i 30’erne får frosset æg ned for at gemme dem til et mere belejligt tidspunkt, hvor lysten er større og karrieren knapt så travl. Et tidspunkt, hvor den naturlige fertilitet synger på sidste vers. Det er naturligvis svært at kortlægge grunden bag hvert enkelt tilfælde – men er vi i virkeligheden, mere generelt set, blevet for kontrollerende med et ønske om skemalagt tilværelse i kasseform? Hos for eksempel Facebook tilbydes der endda nedfrysning af kvinders æg, så de kan udskyde projekt baby og pleje karrieren i længere tid. Modellen er oftest noget i stil med at få sig en uddannelse, en eventuel partner, karriere, hus og bil, og så kommer de dér babyer som rosinerne i pølseenden, fordi fundamentet først skal sikres. Og forstå mig ret; stabilitet er naturligvis en fundamental faktor i børns opvækst, men jeg tror godt, det kan tilbydes på lige vilkår i lejebolig som i villa.

Der er vanvittigt mange parametre, der spiller ind – jeg ved det godt. Og selvfølgelig er det fordelagtigt at have et tilnærmelsesvis stabilt parforhold først, så man undgår for mange skilsmissebørn. Men med det sagt, så er det ikke komplet umuligt at lave ovenstående model, blot med pølseendens rosin som et af de første elementer. Det er det altså ikke.

Jeg vil vove den påstand, at ingen af mine børn mærker noget til, at mor og (pap)far er på SU, whatsoever. Vi har det altså mægtigt. Vi har råd til det, vi skal have råd til, og i bund og grund mangler ingen af os noget. Overhovedet. Jeg synes, det på uendeligt mange måder er ekstremt fordelagtigt at have små børn, mens man studerer. Tiden er din helt egen på en ganske anden måde, der er stor fleksibilitet og på eksempelvis universitetet, er der ingen, der tæller, hvor mange af barnets første sygedage du har holdt, så længe du formår at følge nogenlunde med. Og mens vi er igang med gloroficeringen heraf, så kan du også fortælle en fremtidig arbejdsgiver, at du ikke stikker af på barsel anytime soon – hvis nogensinde overhovedet.

Det kræver planlægning, struktur, og spontaniteten bliver minimeret – eller i hvert fald en anden. Men det er altså ret fedt at have sine børn med på sidelinjen (eller rettere solidt plantet i centrum) gennem livets forunderlige faser. Man får forhåbentligt også nogle flere år sammen end ellers, og når de først flyver fra reden, er man stadig somewhat ung i det.

Taler jeg lidt for meget min sag? Muligvis, men det er den eneste virkelighed, jeg kender, og jeg kan ret godt li’ den. Og jeg vil godt oplyse om, at det er muligt at være forældre af den yngre slags, uden Kaare Sand og kommunen kommer rendende. Opfordring hermed videregivet: Få nogle børn. Hvis du har lysten og rammerne til det, naturligvis. De er skide søde, irriterende og helt fantastiske!

Frede fire måneder (og en vinder)

Posted on 2 Comments

Igår var det 4 måneder siden, husets mindste beboer blev udklækket på Odense Universitetshospital. Det fylder mig med de sædvanlige, forvirrende følelser af, at han lige er kommet og altid har været her. Han er blevet væsentligt gladere, både for slyngevuggen og livet helt generelt. Han knokler ikke så hårdt med fordøjelessystemet, som han har gjort, og det efterlader tid til både smil og grin. Og til at gnaske livet ud af sine tæer.

Hans ører krøller (heldigvis) stadig, han æder som en gal og sover knapt så godt om natten, som han hidtil har gjort. Men det falmer fuldstændigt, når han har det brede smil på i dagtimerne. Lurene er stadig få og korte, men han har en nyfunden entusiasme for legetøj og andre ting, han kan stikke tungen og fingrene ind i (her er O-Ball genial). Han pludrer, smiler og spræller lystigt med arme og ben, når humøret er højest, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare begejstring, når han bliver tilbudt et bad. Hvis han er skeptisk over tilværelsen, kan det næsten altid reddes ved at prutte ham på kinderne (med munden, bevares). Han er også begyndt at grine rigtigt (som videoen på min Instagram viser), men af en eller anden grund er de grin mest forbeholdt hans far. Nåhmen. Okay så.

Selvom han lige knapt falder under kategorien ‘nem baby’, bevæger han sig altså i en ganske god retning. Og når man først har været forælder til en vrissen baby, er selv de mindste fremskridt usigeligt kærkomne. Altså, jeg har fået mine arme igen, og af og til lykkes det mig rent faktisk at udrette ting. Se lige mig, jeg tømmer opvasker med begge hænder! Måske fordi Frede underholder sin far imens, eller måske bare fordi han sidder i sin Nomi-stol og kigger på. Og smiler. Uden at græde! Yes, for en god baby!

Og selvom det er sidst på dagen, lovede jeg jo, at vinderen af et mobilcover af eget design ville blive udnævnt idag. Som sagt, så gjort! Jeg bad Mikkel slynge det tal fra 1 til 23 ud, som først faldt ham ind, og da han, komplet uvidende om opgavens årsag, udbrød ’17!’ ovre fra sofaen, var valget truffet.

Jeg har talt frem til, at Katrine var den 17. til at kommentere og dermed den, der må designe sit eget cover hos Caseapp.dk.

Afslutningsvis skal der lyde et stort tak til jer 23 rare mennesker, som havde lyst til at deltage i min første, rigtige konkurrence (jeg bryder mig ikke om ordet ‘giveaway’) herinde. Det er en form for blandet fornøjelse – For ligeså fedt det er at glæde én, ligeså nederen er det at småskuffe 22. Altså, jeg ved godt, præmien ikke er decideret prangende (og at I nok skal komme jer ovenpå den kæmpe nedtur), men I forstår nok, hvad jeg mener. Oh, the struggle… 

  

Teamarbejde i skiftehold

Posted on 6 Comments

‘Vi gør det sammen’ når jeg lige at skimte på Silvan-reklamen, der er endt øverst i reklamestakken på køkkenbordet, mens jeg trækker vejret helt ned i maven og tager en tår af min lunkne kaffe, der, grundet husets netop tømte kaffebeholdning, smager mere af mælk end mellemristede bønner. Og det gør vi. Indimellem hver for sig, men stadig sammen. Vi trækker luft og drikker kaffe på altanen i skiftehold, så der hele tiden er stemmer til at trøste og hænder til at vugge Frede. Idag er en af de dage, hvor han ind imellem 10-minutters-lure, utallige amninger og en håndfuld helt smeltende smil, er gal. Krummer sig sammen og spænder sig ud på flitsbuemåden som et tegn på, at noget i maven driller. Dagen igennem er han en lille (og sød), tikkende bombe, som man aldrig helt ved, hvornår går af. Heldigvis er der pauser med veltilpashed og tandløse smil, og han er sjældent komplet utrøstelig, men det føles altid som om, næste lille tordensky venter lige om hjørnet, hvor man farer op af sofaen, fumler efter sutter og danser henover stuegulvet i vuggende bevægelser. Så falder der som regel ro på huset ret hurtigt, hvis altså babybæreren holder sig i bevægelse. Marius går i seng omkring klokken 20, og et sted mellem 22.30 og 23.30 er Frede som regel gået i seng for natten, så der står jeg oftest med valget mellem at holde romantisk laundry-night på badeværelset eller splatte ud i sofaen til noget dårligt TV (man skulle jo nødigt gå i seng i ordentlig tid…). Idag skal vores voksen-time dog bruges på at samle vores nye fjernsynsbord, og jeg glæder mig mere, end jeg burde. Nok har mit hoved føltes fysisk sprængfarligt i cocktailen af sygdomssnot (tak, juli) og decibel, men når vi kan håndtere babybrøl og Ikea-møbler indenfor samme dag og stadig huske at kramme, når vi har to sæt arme fri, er vi nok ikke helt fortabte. Vi er egentlig et godt hold herhjemme. Alle fire.

Noget om søvn og slyngevugger

Posted on 7 Comments

Nu er jeg blevet spurgt ind til Fredes slyngevugge et par gange, og måske giver det i virkeligheden fin mening at flette en lille evaluering sammen lige her.  

Jeg har cyber-gloet forskellige mødre over skuldrene (på den venlige måde) for at finde ud af, hvilke erfaringer de har gjort sig med den dér slyngevugge, som jeg for indtil ganske nyligt ikke anede eksisterede. Ud af det blå dukkede den op alle vegne badet i konfetti og trompetfanfarer: Endelig var den her! Vidundervuggen, en fredskæmper uden sidestykke, svaret på alle søvndesperate forældres bønner. Forhandleren tilbyder sågar søvngaranti, så man kan vugge sin baby i 14 dage og stadig få pengene retur, hvis den nu – mod al forventning – ikke kan få barnet lullet i søvn. Helt ærligt, hvad er der at miste? Man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav den et skud. Jeg evaluerede idéen med Mikkel, og efter jeg havde læst Sneglcilles indlæg højt for ham, var beslutningen definitiv. Jeg fløj til tasterne med dankortet i hånden, og vi holdt vejret, til den landede på posthuset (så vækkede vi i det mindste ikke babyen).

Frede sov (meget passende) som en nyfødt de første fjorten dage af sit liv. Altså 18-20 timer i døgnet. Derefter fandt han ud af, at der var en verden derude, hvis bare han åbnede øjnene. Indimellem endda to, når han fokuserede så voldsomt, at han begyndte at skele. Siden hen opdagede han sine hænder og derefter sine forældres ansigt og skæg (mest farens). Dermed var søvn ganske overvurderet, og han fandt også hurtigt ud af, at det var jævnt mere hyggeligt at tage en lur i en halvkrøllet stilling på armen af os fremfor at ligge på sin Fossflakes-guddommeligt-bløde-madras i for eksempel liften. Seriøst, hvor mange mennesker på 6 kilo har topmadras?

Nu er vi derhenne, hvor Frede helst ikke sover mere end 10-15 minutter ad gangen på noget tidspunkt i løbet af dagen. Under de rette omstændigheder (en barnevogn i konstant bevægelse eller en lur ved siden af mig, så der hurtigt kan falde et stykke mad af) kan han snige sig op på 30-45 minutter, men det er næsten ligeså sjældent som ædru mennesker på Roskilde. Jeg havde svoret, at jeg inden barnedåben skulle unde mig selv den luksus at (som minimum) få lakeret tånegle, og det gjorde jeg så. Stående vel at mærke, med en fod på et havebord, hvor den ene hånd malede neglene med rød lak, mens den anden holdt gang i barnevognen. Og det er nok nøgleordene med hensyn til Fredes lure: Never stop moving. Om natten sover han i vores seng mellem vores Ikea-hack-bedside-crib og mig, så hans bedside-fidus bruges egentlig kun som sikring mod, at nogen triller ned på gulvet. Han sover ikke rigtigt i den. Det har gået fint indtil videre med 2-4 lynhurtige måltider, som jeg knapt nok ænser. Helt uden gråd og brok. Så vores udfordring ligger primært i dagtimerne, da han også helst ser, at de (mange) vågne timer som minimum spænder af på en arm og meget gerne en skulder med roof-top-view.

Siden vi erhvervede os slyngevuggen, har det foregået på nogenlunde samme måde. Den største forskel er, at en del af arm-lurene istedet afvikles i vuggen. Enten bliver han bugseret ned efter at være faldet i søvn oppe hos os, eller også kan han af og til bounces i søvn i vuggen. Han sover stadig ikke ret længe ad gangen, men en gang imellem sker det, at vi kan vugge ham tilbage i søvnen, hvis vi fanger ham på det rigtige tidspunkt. Om aftenen bliver han typisk puttet i den mellem 22 og 23. Så står Mikkel eller jeg gerne og fjedrer den op og ned, mens vi forsøder tilværelsen for alle tilstedeværende med vuggeviser, indtil Fredes øjne glider i. Vi er (endnu) ikke der, hvor vi bare kan lægge ham og regne med, han selv falder i søvn. Men når først han sover i den ved sengetid, er det ret sikkert, at han, når jeg går i seng, kan løftes fra stue (i vuggen) til soveværelse, hvor den atter bliver klipset op på dørkarmen. Så sover han der til 1-2 tiden, før han vågner og kommer over til mig. 

Så, for at opsummere ovenstående rod lidt mere enkelt: Det har ikke været det endegyldige svar på søvnproblematikken herhjemme, men den findes formentlig heller ikke, så længe der også er ting som periodevise mavekneb, der spiller ind, og det kan en vugge af gode grunde ikke stille det store op med. Desuden kan han sikkert sagtens nå at vænne sig yderligere til den, hvormed putningen bliver nemmere. Han har næsten altid en af vores t-shirts eller lignende til at putte med, så vuggen dufter (lugter?) trygt og velkendt, og dem vil han gerne ligge og nulre næse i. Vi har med vuggen fået et sted, hvor vi oftest kan lægge ham fra os, uden han vågner med et skrig, og dét kan altså noget. Han er tydeligt vild med den hyggelige følelse af at være omsluttet, og den bløde, gyngende fornemmelse hjælper på de fleste ting. Så ja, jeg kan helt sikkert se stort potentiale i slyngevuggen, men effekten varierer selvsagt efter hvilken baby, man putter i den. Så, til trods for en lidt rusten start, er vi fortrøstningsfulde og vil meget nødigt undvære den. Det er godt og skal nok blive endnu bedre! I øvrigt får jeg hver dag sådan en lyst til at kravle ned i den, så jeg drømmer lige nu om en magen til i voksenstørrelse (eller, altså, bare stor nok til at rumme en på 1,65…). Og Marius vil i øvrigt også gerne bestille en i størrelse 5 år.

  

Noget om barselsboblen

Posted on 4 Comments

Jeg har atter været på spil på Viharbørn.dk, og denne gang omhandler det 21 ting, der ikke er helt usædvanlige at støde på i barselsboblen. Og, som nogen så fint har pointeret, vigtigst af alt er naturligvis nummer 22: Det er det hele værd og ja, vi gør det gerne igen! Og husk så lige at medbringe en lille portion sarkasme, ikke? Og, som af og til (meget) nødvendigt, minder jeg jer kærligt om, at bloggen kan følges via Facebook her (har netop rundet 50 likes!), Bloglovin’ her og Instagram her. Det må tælle som nok spam for idag. Vi er netop hjemvendte fra tre dage i det københavnske, hvor Frede har fået for vane at sove utroligt dårligt om natten og til gengæld stå urimeligt tidligt op, så jeg ser, om jeg kan løbe Ole Lukøje op og måske sove, inden klokken slår 2…

  

Dagen efter dagen

Posted on 1 Comment

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…

  

Dagen før dagen

Posted on 2 Comments

Jeg har egentlig ikke tid til at skrive det her indlæg. Og så alligevel. Barnet skal jo ammes, så vi sidder alligevel bare her og observerer den 8. prærievogn med tilhørende nordbakkere (og mennesker, forstås), der ridder forbi udenfor vinduet. (Ja, vi er på landet-ish). Vi stresser lidt rundt på den hyggelige måde. I torsdags blev Frede tre måneder, igår blev jeg 23, og imorgen skal førstnævnte baby døbes. Så vi (læs: jeg) står i mild stress og to-do-lister til knæene, som man af og til gør, når man skal huse og brødføde 54 mennesker næste dag. Heldigvis har en håndfuld usandsynligt søde bedsteforældre (altså børnenes) lagt både hus og det meste madlavning til. Det skal nok blive godt. Mangler egentlig kun at få mig et bad, sat borde og stole op, pyntet haven, lagt neglelak og at få aflivet de dybblå rande under øjnene. Og finde ud af, hvad jeg skal have på. Oh, well, det er jo først imorgen. Klokken 10.

Jeg er lidt amputeret i forhold til at hjælpe, da arm-babyen gerne skal ammes sådan ca. konstant, helst ikke sover mere end 10 minutter pr. lur og bliver vrissen i det, hvis han ikke kan sidde (og savle) på nogen, som han helst ser, er mor eller far. Og det kan som bekendt trække processen i en form for langdrag, men vi når det nok. Nu er der muligvis kaffe, der kalder.