Sommerens sidste kapitel

Såeh. Det var den ferie. Næsten altså. Men det er eddermame en mærkelig fornemmelse, fordi det ikke blot er en vanvittigt lang (og dejlig) sommerferie, der er slut, men også knapt 16 måneder som hjemmegående med husets mindste beboer. I morgen er der møde med dagplejepædagogen, og så begynder Fredes indslusning i institutionslivet ligeså stille i løbet af ugen. Det skal nok blive godt. Skal, skal, skal. Jeg sidder, som ganske forventet, med en noget broget gruppe af følelser, som ikke rigtigt gider enes. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer derude i virkeligheden igen. Det gør jeg. Samtidig har jeg en gennemborende trang til at barrikadere mig selv og min baby herhjemme i et fort af dyner og puder, så vi aldrig behøver have travlt eller tøj på, der ikke er af jersey. Jeg kan også godt se idéen i, at han snuser lidt til livet med jævnaldrende og får andet græs på knæene end vores eget, nu hvor han snart er 1,5 år og gløder af nysgerrighed og mod på at opleve lidt mere end at bevæge sig på samme matrikel hver eneste dag. Det kan jeg da. Men lige nu virker det ikke så tiltalende. Det skal nok komme. Det ved jeg jo godt.

Mens Frede starter stille op ovre på den anden side af vejen, har Marius en sidste uge tilbage af ferien, før 0. klasse skydes i gang for alvor. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Han har klaret førskoleforløbet, som havde han aldrig lavet andet, og både lærere og pædagoger har af flere omgange erklæret ham skoleparat i allerhøjeste grad, omsorgsfuld, lærenem og sågar konstateret, at de ganske enkelt ikke kunne rose ham nok. Det er altså noget, der slår ud på stolthedsbarometeret for mit vedkommende. Selvfølgelig fordi de fortæller, han er fagligt dygtig og meget engageret, men i endnu højere grad fordi, han bliver rost for sine sociale kompetencer, sine empatiske træk og sin evne til at indgå i venskaber på kryds og tværs uden at lade nogen være overset eller udenfor. That’s freaking my boy! Nå – all bragging aside – så er jeg sikker på, det nok skal gå godt med min store dreng. Og selvfølgelig også med den lille af dem, men der er altså en første gang for alting, også selvom det er andet barn i flokken. Og det er sgu lidt nervepirrende.

Jeg starter selv et par dage efter Marius, og det har jeg ikke rigtigt taget stilling til. Det sidste år skal ligesom bare høvles af, så jeg kan komme videre i tilværelsen, og det skal sikkert nok gå fint. Det kan være, de kan lære mig, hvorfor tiden pludselig går så freaking stærkt, når man har fået børn. Jeg fatter intet af det.

Men det har været flere forskellige slags fantastisk at kunne gå hjemme allesammen i så relativt lang tid. Til de, der overvejer at forlænge barslen med kommunebetalt støtte til hjemmegående, kan jeg kun anbefale det. Pengene er små, (altså, det er de jo ikke, taget i betragtning at jeg har fået dem smidt kvit og frit efter mig), men vi har alligevel ikke prøvet andet end at være SU-familie, så selvom budgettet ingenlunde bød på forkromede sightseeings og enorme charterferier, så har vi haft noget meget vigtigere til rådighed: Tid! Og den har gjort os allesammen godt. Den har betydet plads til familiebesøg, badebassin i haven og langsomme morgener med Netflix og grøntsager spist direkte fra drivhuset og en aftenøl på terrassen for de to ældstes vedkommende. Og det kunne lige nøjagtigt det, vi havde brug for.

Så selvom Frede og jeg lige når at runde af på den snottede og hostende måde, så er sommerens store billede fandeme pænt. Og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig en af slagsen ligeså, uanset hvad den har bragt med sig!

En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting. 

Dagplejeplads og valget derom

Så er det påskeferie! Det har det været en rum tid, men vi har været syge på skift og er egentlig lidt stadigvæk (undtagen Jern-Marius, naturligvis). Mikkel har været hele turen rundt, og jeg har et snothoved så tungt som bly. Til gengæld ter min hals sig en anelse, og jeg har ingen stemme længere, til stor underholdning for resten af husstanden. Babyen er mest bare snottet. Men ‘bare’ hører ingen steder hjemme i en sætning med både ‘baby’ og ’snot’ involveret, for når nogen er enormt glad for sin sut ved sengetid og dermed lukker af for ventilation gennem munden, så kan nogen ikke få luft gennem næsen, hvilket i sig selv er en kende problematisk. Så det arbejder vi lidt med.

Desuden har ovennævnte nogen lige fået dagplejeplads. Jep. Fra den første juli. Egentlig skal vi ikke rigtigt bruge det før engang i august, men juli er jo som bekendt betalingsfri måned, så den har vi fået med oveni hatten, så vi har god tid til en løs indkøring sidst på sommeren. Officielt sluttede min barsel jo den 6. marts, men det passer mig mere end godt, at der stadig er lidt tid at tage af. Den rare dame fra Pladsanvisningen (de findes sgu!) ville lige informere mig om, at dagplejehjemmet var røgfrit, men at der blev røget udendørs, og der desuden var en hund. Og om vi havde et problem med det, for så måtte hun se, om hun kunne finde et andet sted. Øh, bøh. Jeg fik hende til at hænge på et øjeblik, mens jeg spurgte Mikkel, om det var et problem, at hun (og/eller hendes mand, who knows) røg udenfor og altså også havde en hund. Han svarede med panderynker og et hvorfor-skulle-det-være-et-problem-udtryk i ansigtet, og jeg skyndte mig at takke ja. Jeg kan sgu godt forstå, hvis der findes forældre, som ikke synes, det er det fedeste. Men jeg har netop talt i telefon med dagplejemoren, og hun lød helt enorm sød, og det er immervæk det vigtigste for mig. Og Frede, altså. Jeg har tiltro til, at hun ikke fyrer op i en Prince i hovedet på børnene, bare fordi de måtte opholde sig udendørs. Om hun ryger i sin have, når hun har fri, eller når ungerne sover til middag, det kan ikke få mig op i det røde felt. Det med hunden er for mig et kæmpe plus. Såfremt den er sød, forstås. Jeg elskerelskerelsker hunde, de lalleglade fladpander, og har altid haft dem omkring mig hos både forældre og bedsteforældre. Lige nu har vi hverken tiden eller rammerne til at have dyr (i hvert fald ikke hund), så hvis det viser sig at være en godmodig, halvsløv bamse, der bor deromme ved dagplejeren, så synes jeg kun, det er fedt, at Frede kan få glæde af sådan én i hverdagen. Vi skal møde hende (som i øvrigt bor 70 meter(!) fra os) på tirsdag, og så må vi se, hvad mavefornemmelsen siger. Hvis hun viser sig at have hjertevarme og være god ved børn (hvilket man jo må håbe på baggrund af karrierevalg), så går det nok alt sammen.

Havde sådan en ryger-og-hundeejer-information gjort noget ved jeres valg? Lad mig endelig høre jeres input i kommentarfeltet og hav så en fortrinlig aften!

925545_210642842626244_1693954131_n

10 måneder med Frede (og noget om pasning)

I dag er det ret præcist 10 måneder siden, husets mindste beboer joinede resten af klanen. Det indbyder jo på en måde til at gøre status. Frede er overordnet glad og tilfreds. Han har taget de lidt længere lure til sig, siden vi flyttede i hybel med have, og han sover således samtlige lure udendørs. Nattesøvnen har han stadig ikke helt fået fat i og er gerne vågen 3-5 gange hver nat, hvilket holder lidt hårdt for en søvnglad type som mig. Men vi klarer den. Det er jo bare en fase. Tænder har han pludselig fået en 5-6 stykker af nærmest samtidig, men han levede til gengæld også gumme-livet i 9 måneder og en dag, før første pløk tittede frem. Kravlestilling kommer han snildt op i, men han lægger sig konsekvent fladt på jorden for at udføre sit karakteristiske militær-møv, hver gang han skal fremad. Pt. rejser han sig op ad alt, går små skridt med gåvogn og har nallerne i alting, hvorfor det for eksempel tager den dobbelte tid at lægge tøj sammen, når han godt vil hjælpe med at folde det ud igen.

Og så slog det mig her for et par dage siden, at han endnu ikke har været passet. Nej, heller ikke et par timer. Altså slet ikke. Jo, jeg har da været ude for at handle og den slags praktikaliteter, og sidste weekend mæskede jeg mig sågar i sushi med min søster og veninde på en restaurant, mens Frede var hjemme sammen med sin far. Men i min optik passer en far altså ikke sit eget barn. Det er egentlig ikke af uvilje eller manglende mulighed, at pasningsdebuten er udskudt, til Frede er knapt et år. Der er yderst velkvalificerede bedsteforældre med åbne arme og frie hænder hele vejen rundt, som både kan og vil passe den brunøjede baby, men jeg har bare ikke helt været der endnu. Haft behov eller lyst. Der er dog sket en del med Frede (og dermed mig) de seneste måneder. Hans åbenlyse interesse i bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer vokser konstant, og han er knapt så fastgroet til mig, som han har været. Mit mod gror (næsten) proportionalt med hans, og den 3. marts skal Mikkel og jeg til noget så voksent og uromantisk som foredrag. Helt uden babyen, forstås. Han skal hygge sig med sin mormor imens. Farmor har også fået lovning på, at vi snart læsser familiens mindste af hos hende, mens vi går i biffen eller spiser eller noget i den dur. Det er alligevel lidt vildt, når jeg sådan lige ser det på skrift, at Mikkel og jeg ikke har været alene en. eneste. gang. de sidste 10 måneder. Og næsten ligeså vildt, at det slet ikke føles mærkeligt… Og så alligevel, det er vel lidt den naturlige ting ved at få børn. At de ligesom er der.

Det, jeg stadig er mest på røven over, er Marius og Frede sammen. Det er simpelthen så åndssvagt livsbekræftende at se, hvor glade de to er for hinanden. Marius kysser og krammer og siger søde ting, mens Frede smiler og griner og følger efter sin storebror gennem hele huset (og prøver at tilluske sig adgang til hans Lego-samling). Livet er nu helt rart, når man sådan har de tre drenge i det.

En slags førstegangs-dag

I dag er en slags første gang for flere ting. Frede stod op lidt over fem (det er der ikke noget første over), men klokken 7 blev han ved med at surmule og takke nej til både grød og mælk. I stedet faldt han i søvn, og man skal som bekendt sove, når baby sover, så det gjorde jeg – og vågnede 09.30. Helt forvirret slog jeg øjnene op. Angst for, hvad der var sket. Trak han vejret? Var han faldet ned af trappen? Var han sluppet ud af lejligheden og rodede rundt ude i opgangen? Ja, nej og nej. Han sov sødeligt videre til klokken 10, og havde således tilbragt tre stive timer i drømmeland. Det er aldrig sket før. Jeg har hans nyfundne entusiasme for fysisk aktivitet mistænkt for at være grunden. Han kravler ikke. Han kryber, og det har han gjort længe. I en allerhelvedes fart trækker han sig afsted på sine små arme som en lillebitte militærmand. Præcis som hans storebror gjorde det. Men de sidste par dage er han ydermere begyndt at klatre på alt, hive sig op rundt omkring og generelt knokle helt vildt med den lille krop (og så arbejder han vistnok på at sporte en lille fortand inden længe!). Måske er han derfor blevet lidt mere træt i det. Jeg klager ikke.

En anden førstegangs-ting er, at jeg er alene hjemme. Sådan helt alene. Ingen mand, ingen børn. Det har jeg ikke prøvet i 9 måneder, og det er lige dele syret og rart. Vi skulle egentlig til brunch hos Mikkels faderlige ophav, men jeg har været smådårlig og kvalm både i går og i dag, så drengene trillede afsted og efterlod mig med en rungende stilhed i lejligheden. Det er ret vildt at opleve, at min lille siamesiske tvilling er 40 kilometer væk. Jeg har næsten glemt, hvordan man bærer sig ad med at være alene. Men indtil videre har jeg både drukket min kaffe, mens den stadig var varm, og jeg har opholdt mig på toilettet uden kompagnon. Måske jeg skulle prøve at sove nu. Bare sådan uden videre.

Julestemning (eller mangel på samme)

Jeg er ikke i julestemning endnu. Man kunne sige, det var ved at være oppe over, når nu det er den 24. december lige om lidt. Men julens måned har sgu været lidt træls ved os. Bevares, den har været proppet med gode ting som Marius’ skoleplads og vores fremtidige bolig, men hverdagens tandhjul har i den grad været rustet til i sygdom og afladede batterier. Vasketøjet vokser ud af væggene, der roder med irriterende, små dimser alle vegne, og min rengøringsindsats er på et skuffende ringe niveau, men jeg er åbenbart allerede gået i vi-skal-jo-snart-flytte-mode, så jeg får ikke gået i dybden med den husholdning på samme måde som normalt. Det skal jo alligevel pakkes ned lige om lidt. Agtigt.

Raskheden begyndte (efter to la-aa-ange uger) at vise sit kønne fjæs hos både Mikkel og Frede for et par dage siden, og håbet om en nogenlunde frisk juleaften var atter lysegrønt… Men da den mindste af husets herrer vågnede 00.30 i nat med over 39 i feber, var det atter op ad bakke. Imidlertid virker han til at være i bedring, og jeg håber, vi akkurat når i mål tids nok til brun sovs og risalamande. Jeg håber så inderligt. I disse dage sover vi alle fire på Marius’ værelse, så langt væk som muligt fra det rådne indeklima i kælderetagen. Jeg er nu efter en hel del snakke og ligeså meget googling overbevist om, at det er synderen i hele det her sygdomsræs, og jeg synes, det er ækelt.

Men i stedet for at køre den fuld Debbie Downer, gider jeg godt at glædes ved de federe ting. For eksempel at vi snart er flyttet, at Marius er rask, og at jeg fik købt alle julegaver den 22., som for mit vedkommende er i overordentlig god tid. Imorgen ved middagstid kommer Marius og hans far, så vi kan snaske noget kage og kaffe, inden vi skal til jul hos min storesøster. Og selvom vejret minder mest om oktober, og min julestemning kan ligge på et meget lille sted, glæder jeg mig helt pjattet til at holde jul med mine tre drenge og resten af min familie og til at opleve julemagien i øjenhøjde med den 5-årige.

Må I ligeså have en dejlig jul med masser af mad, geniale gaver og alle jeres yndlingsmennesker! <3

Du kan sove, når du bliver gammel

Igår aftes fandt jeg mig selv i sofaen, hvor jeg åbenbart så Vild Med Dans, mens jeg strikkede(!). Jeg besluttede mig derfor for at føre stilen til ende og gå nogenlunde tidligt i seng (nu røg James alligevel ud, og så kan det jo være det samme). Idag har en chokoladebar gjort det som min morgenmad, og sådan kan kontraster jo mødes. Det skulle dog vise sig, det var et klogt træk at stemple ud ved midnatstid, da jeg vågnede kl. 06:41 lettere forvirret og undrede mig over, hvor babyen var henne. Han opholdt sig imidlertid i stueetagen i færd med at fortære en banan sammen med sin far, der så ud til at være relativt kvæstet. Han havde nemlig ikke sovet. Overhovedet.

Jeg havde Frede med mig i seng, da jeg gik til køjs, men hver gang hans hoved ramte madrassen, stak han i et skrig. Vi endte således med en halv times tumlen rundt, hvor han godt ville sove ti minutter ad gangen, hvis han vel og mærke lå ovenpå mig. Nok er jeg ikke kendt for at producere sovebørn, men til sidst gav jeg op og hidkaldte hans endnu vågne far, som tog ham med sig op i stuen. Og der har de så været siden. Ole Lukøje havde tilsyneladende glemt Fredes adresse, og den halvtykke baby vågnede således hvert 30. minut natten igennem, og da Mikkel er god til at sove (meget) tungt, turde han ikke falde i søvn mellem opvågningerne. Hvilket også er grunden til, at i nat var første gang i næsten 7 måneder, at jeg sov mere end fire timer i træk. Fordi Mikkel simpelthen er ude af stand til at vågne, og nattevagten således normalt er min… Og når jeg sådan har fået lov til at flotte mig med seks timers søvn, har jeg sendt farmanden på hovedet i seng, hvor han nok vil opholde sig et godt stykke op ad dagen. Det kan næsten kun betyde, at babyen og jeg trodser det triste efterårsvejr (når han vågner fra sin nu 28 minutter lange lur!) og ser, om ikke midtbyen har noget, vi ikke kan leve foruden. Jeg tror det.

Om at være hjemmegående

Jeg er nok ikke den hjemmegående type. Sådan hundrede procent. Jeg kan mægtigt godt lide at være herhjemme, og selvom det lyder usexet og knapt så powerwoman-agtigt, så er jeg ikke typen, der skal lave noget hele tiden, jonglere fire jobs eller arrangere tolv aftaler på samme dag for at holde mig beskæftiget. Det er jeg virkelig ikke. Jeg stinker til at have aftaler mange dage i træk eller være sammen med en stor flok mennesker meget længe. Introvert, was it? Med det sagt, så rammer jeg naturligvis også den dér nu-må-der-godt-snart-ske-lidt-andet-mur, men jeg kan godt være et par år om at nå derhen. Jeg trives forbavsende fint i hjemmets langsomme tempo (så langsomt to børn nu tillader det). Når så jeg når den anden side og igen kommer igang, så har jeg det ok med det og bryder mig særdeles fint om at være social. Bare ikke hele tiden eller i kæmpemæssige portioner.

Jeg kan godt li’ tanken om at have et halvt års barsel yderligere, men det ville ikke være rart for nogen (eller min uddannelse), hvis jeg skulle gå hjemme 5-6 år. Det ville vi allesammen blive mærkelige af. Der eksisterer imidlertid dog den udfordring, at min barsel ophører til marts, og jeg først kan komme tilbage på skolebænken til august. Så der kommer til at være et hul i min beskæftigelse lige dér. Min noget tvivlsomme plan har indtil videre været at finde noget vikarjob i en børnehave/vuggestue/something, til jeg atter kan varme mig på SU’en. Det viser sig dog, at Odense kommune er så nydeligt indrettet, at det er muligt at få tilskud til at passe sit barn hjemme, så de muligheder undersøger vi nu til bunds. Det virker uigennemtænkt, at jeg skal have mig et random arbejde for at tjene penge til Fredes daginstitution, som han skal puttes i, fordi jeg skal arbejde. Det er lidt af en cirkel. Derfor synes det på alle måder oplagt, at jeg udskyder Fredes institutionsstart og går hjemme med ham, til studiet igen begynder. Og jeg håberhåberhåber sådan, at det kan lade sig gøre, hvis vi begynder at lægge til side nu og fjerner alt, der måtte minde om impulskøb. Tilskuddet er, ifølge Odenses hjemmeside, noget omkring de 4700-4800 kroner månedligt, og det er alt, jeg ved, indtil videre. Det er muligvis ikke meget, men jeg synes fandeme, det er flot sådan uden videre at kaste penge efter mig for at passe det barn, jeg selv har valgt at lave. Og når nu vi er vant til livet på SU, kunne det vel nok fungere for en stund.

Hvis I har erfaringer eller viden om emnet, så gør mig endelig klogere i kommentarfeltet herunder. Og hav så en henrivende weekend!

  

Herover ses min vinduesdame i øvrigt med nyt hår, og hun ser da ud til at være fint tilfreds! Lignende ligegyldigheder findes på min Instagram @dittekirk.