Noget om blogging og økonomi

Nu siger jeg lige en masse kedelige og praktiske ting, og jeg håber, I gider høre på mig et øjeblik. For det første, har det aldrig været drivkraften bag bloggen, at der skulle komme penge ud af den. Klart, det ville da være mere end almindeligt opløftende at kunne tjene lidt håndøre på noget, man godt kan lide at lave, men det har aldrig været incitamentet for at oprette domænet her. For det andet, har jeg aldrig rigtigt sat mig ind i hele affiliate-showet, fordi… Well, jeg orkede ikke at arbejde i det, da det alligevel er minimalt, hvad jeg linker til af ting og sager. Jeg har ingen aftaler med hverken Asos, Boozt eller Zalando, men roder mere rundt ovre østpå for at finde gode kup fra Kina. Jeg elsker sådan noget med at opstøve et par diamanter blandt alt ragelset, og i forlængelse af det blev Kina-tip-kategorien oprettet herinde. I virkeligheden vil jeg hellere tjene lidt lommepenge ved at tegne og fumle med ler, hvilket kræver et helt indlæg for sig selv.

Desuden forlængede jeg min barsel med Frede ved at gå hjemme et lille halvt år på et tilskud til pasning af eget barn, hvilket gør, man ikke må tjene penge ved siden af. Så det har jeg naturligvis undladt. Og det har været hårdt ved vores i forvejen beskedne økonomi. Nu er jeg tilbage i SU-møllen, og her må man som bekendt gerne spare lidt op on the side. Jeg kommer nok ikke til at putte ret meget i opsparingsbøssen, for det har vi simpelthen ikke råd til lige nu. I et halvt år har vi forsøgt at få en familie på fire til at fungere på en almindelig, tilskudsløs SU og så mit hjemmegåendetilskud, som er lidt mindre end førstnævnte. Det har været stramt, vi har slæbt røven efter os i vandskorpen, men det har fungeret. Vi er blevet betalt i form af tid til hinanden, og jeg ville ikke bytte perioden for noget som helst, for den har været god ved os alle sammen. Jeg har dog måtte bruge så meget som muligt af mit fradrag (I guess, aner rundt regnet ingenting om SKAT), for at have så meget som muligt udbetalt om måneden. Det bider mig selvfølgelig i røven nu, da jeg så skal skrælle skatten af på resten af mine SU-måneder dette år, men det var den eneste måde, hvorpå det andet kunne hænge sammen.

Derfor befinder vi os nu (igen) i en situation, hvor der skal spares og tjenes så meget som muligt, og da jeg sidenhen har erfaret, at det slet ikke er så indviklet at være på denne side af affiliateaftalen, som jeg troede, så giver jeg det måske et lille skud. På den måde giver virksomheden mig en lille procentdel af det, I køber for, hvis I handler noget igennem mine links, og da jeg sjældent linker til ting over 100 kroner, er jeg godt klar over, jeg ikke har ramt en guldåre, men en tier spiller seriøst også en rolle i vores månedsbudget. Jep. Så det var lidt om det.

Udover affiliatelinks kan der dukke et par samarbejder op, men det vil alligevel fylde minimalt herinde, for det er ikke det, der er eller skal være kernen her på siden. Med fare for at lyde som alle andre bloggere, kommer jeg naturligvis ikke til at lave noget, jeg ikke kan stå inde for. Men hvis nogen tilbyder mig gratis Marabou eller kaffe (eller søvn), så slår jeg selvfølgelig til. (Jeg er jo ikke idiot). Et eksempel kunne være, at Frede har vist sig at være næsten ligeså rytmisk som et fuldtalligt gospelkor, og hans begejstring og entusiasme omkring alt musikrelateret er simpelthen hjernedødt sødt. Derfor har jeg været de fleste af Odenses genbrugsbutikker igennem for at finde en babyvenlig xylofon magen til den, han ivrigt benytter i dagplejen. Uden held. Indtil der tikkede en mail ind i min indbakke fra en sød dame, der lige ville høre, om vi kunne være interesserede i en babyvenlig musikpakke med diverse instrumenter. Havde jeg troet på den slags, havde det seriøst været skæbne-relateret. I sådan en situation giver det så meget mening for mig, da jeg har været på udkig efter selvsamme ting, men egentlig ikke rigtigt har haft pengene til det. Det var lidt mere om det. Bloggen bliver altså ingen pengemaskine anytime soon. Giver det mening? Er det røvsygt, eller hvad tænker I? 

Hav en dejlig lille-torsdag. Det betyder, weekenden er lige om hjørnet!

En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting. 

En slags spørgerunde

Jeg ville så gerne skrive tusind ting, men der sker ligesom ikke det helt store lige pt., og jeg føler, jeg mangler inspiration og ting at berette om. Jeg gad godt spytte indlæg ud i en lind strøm, men det bliver vist mest en slags ugentlig begivenhed. Egentlig har jeg en del ideer i hovedet og kladder i arkivet, men jeg fumler lidt for meget med hovedet i vasketøj og flyttekasser til at få dem ført ud i livet, mens hverdagen stryger forbi med barsel for mit vedkommende og læseferie for Mikkels. Men på mandag holder vi nøglerne til det nye kapitel i hænderne, og det skal blive så godt.

Nu har jeg selv luftet ideen et par gange, og flere af jer har spurgt ind til samme, så derfor kaster jeg mig nu med lukkede øjne ud i spørgerundernes dyb. Simpelthen. Derfor: Hvis noget har undret jer eller gjort jer somewhat nysgerrige (eller I blot vil sikre jer, jeg ikke sidder tilbage med et rungende tomt kommentarfelt…), så fyr endelig løs! Så vil jeg samle hele bundtet i et eller flere indlæg (alt efter hvor gavmilde i er med spørgsmålene, forstås). Alle spørgsmål er velkomne på lige fod med ønsker, forslag til emner og andet, der kan børste støvet af min barselshjerne og sparke mig igang igen. Hit me!

Så vil jeg trække mig tilbage med fjernsyn og Flipper (skum-delfinerne naturligvis, ikke filmen) så længe og lade som om, stuen ikke flyder med flamingo og flyttekasser for en stund. Det er vel fredag.

Kafferisteriet (og min første gang som eventgænger)

For et stykke tid siden fik jeg taget min bloggerevent-mødom på meget hyggelig og velsmagende vis. Jeg har fuldstændigt glemt at berette om begivenheden herinde af den simple årsag, at jeg ikke er vant til den slags. Jeg lever ingenlunde et bloggerliv sådan på dokumentationsfronten (eller ret mange andre fronter). Jeg ærgrer mig aldrig over, at jeg ikke fik fotograferet min indbydende morgenmad drysset med friske bær og mandler, inden jeg tog den første mundfuld og smadrede æstetikken, for den findes ikke. Morgenmaden, altså. Men jeg kan da finde på at hælde mælk på mine havregryn – måske endda banan, hvis der skal være fest. Og så spiser jeg det bare.

Jeg er slet ikke inde i gamet med at tage billeder af min hverdag på en værdig bloggermåde, og jeg fik heller ikke taget et eneste til eventet, til trods for jeg hurtigt erfarede, at man i disse kredse smækker telefoner og/eller kameraer på bordet i samme sekund, man sætter sig ned, så man aldrig går glip af et Kodak-moment. Det hele var så pænt og hyggeligt og pænt, og jeg kunne rigtig godt lide det, men jeg er sgu ikke så tjekket. Pludselig gik det op for mig, at jeg aldrig fik omtalt aftenen herinde, hvilket de to ildsjæle bag kaffebaren og arrangøren Jeanette i den grad fortjener.

Vi var budt på kaffesmagning, -quiz og snak på Kafferisteriet af barens indehavere og bloggeren Jeanette Hardis fra LetsBlogSomeShit, og de havde i sandhed stablet en fin aften på benene, hvor jeg efter første prøvesmagning måtte erkende, at kaffe ikke bare er kaffe, og at der er langt flere seje bloggere i Odense, end jeg havde forestillet mig. Stedet summer lidt af mormor-nostalgi på den tjekkede måde, og der er både rart og hyggeligt at være. De dedikerede kaffemennesker bag Kafferisteriet ved urimeligt meget om den dybbrune drik og kan således servere et utal af varianter. Og de har fem forskellige slags sirup! Fem! Og så vil jeg egentlig ikke sige ret meget mere, end I bør lægge vejen forbi, hvis I havner i Odense en dag. Det ligger lige ned til Munke Mose, og jeg forestiller mig allerede, hvordan jeg skal indtage en kop kaffe i sommersolen (nej, det er aldrig for varmt til kaffe!) på fortovet engang i 16’s sommer. Først og fremmest skal jeg have slæbt min overalt-på-jorden-kaffeelskende kæreste med derind, når nu han tålmodigt lever af instantkaffe til hverdag. Og nå ja, da jeg som utrænet eventgænger ikke fik taget et eneste billede, var det godt, at andre gjorde. Se hvor fint:

IMG_5765

IMG_6686

IMG_5770

Velkomst og tilbageblik

Hej! Og velkommen til. Jeg kan se, at der er kommet en håndfuld nye beskuere herind, og I er hjerteligt velkomne. Jeg tænkte, det ville være belejligt at koge en liste sammen af forskellige indlæg, jeg har brygget sammen over det sidste halvandet år, så nye (såvel som gamle) læsere kan få et overskueligt tilbageblik uden at skulle trevle hele domænet igennem. Det har jeg dermed gjort for jer (selv tak), og jeg kunne i min gennemlæsning se, at det er længe siden, jeg har fået en update fra jeres side af skærmen, og det fandt jeg ret hyggeligt sidst. Så hvis I føler for det, så smid endelig en kommentar herunder og fortæl, hvad I er for nogle typer, der lægger vejen forbi min cyber-hule, og også gerne hvordan I fandt vejen herind. Det er så rart (og spændende) at få et indblik i, hvem der sidder og lurer med. Nå, here goes:

Ung mor vol. 1: Første del af fortællingen om dengang jeg mødte de to røde streger og den efterfølgende, lidt udfordrende tid som konstant opkastende gravid.

Ung mor vol. 2: Tiden efter fødslen som nybagt, 17-årig mor. Det var syret og vildt og fedt. Det er det altså stadig.

Voksenhed og venskaber: Noget om at være mor med teenagevenner og at blive puttet i mødregruppe for ‘de unge mødre’.

Om lidt bli’r her stille: En af de første gange jeg berettede lidt om at undvære mit barn og generelle tanker om skilsmisse-situationer. Regner faktisk med at catche up på det inden så længe. Det går stadigvæk virkelig godt, men det er altså kun den næstbedste løsning.

Søvnvaluta, tegninger og grand prix: Dengang jeg betalte 19 kroner for at sove et kvarter og et lille udpluk af tegninger, jeg lavede for længe siden. Det er virkelig sparsomt, hvad det bliver til med de tegninger for tiden. Det kommer nok igen engang, når jeg får trukket hovedet ud af barselstågen.

De voksnes rækker: Da jeg fik taget min forældremøde-mødom. Siden er det blevet til en håndfuld af slagsen, og jeg føler mig næsten slet ikke akavet og alien-agtig længere blandt de andre rigtigt voksne. Jeg er faktisk kommet helt godt ind i gamet.

Må man opdrage på andres børn?: Dengang jeg sendte min konfliktsky personlighed langt væk og blandede mig i en bedstemors håndtering af 1-årigt(!) barnebarn til Grøn Koncert.

Uddannelse og skemaliv: Tanker om hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Og lidt om mit anspændte forhold til at leve skemalagt med faste mødetider.

Bare balder og dårlig reklame: Her kan læses lidt om dengang, jeg smed verbale lussinger efter Cult og deres (efter min mening) lidt for desperate markedsføringsstrategi.

Fejl, jeg begår dagligt: Jeg tænker, titlen taler fint for sig selv. Der bør i øvrigt snart laves en vol. 2.

Fødselsberetning: Historien om Fredes vej til verden, som blev offentliggjort på Viharbørn.dk.

Hvad venter vi på?: Da jeg gjorde mig lidt tanker om, at danske kvinder venter (måske for) længe med at få børn, og hvordan jeg har oplevet at være i den modsatte ende af skalaen.

Dygtige damer (og deres blogs) #1

Jeg har sådan lidt blandede følelser i forhold til mine yndlingsblogs. Mest fordi de enten er så vanvittigt velskrevede, usigeligt underholdende eller begge, at det får min egen til at ligne et eksemplar af en Søren og Mette-bog. Værst er det dog, når jeg læser noget genialt, som akut giver mig lyst til at slå hovedet ind i ting, fordi jeg ikke kom op med den idé først. Men udover de mindreværdskomplekser dette måtte forårsage, så elsker jeg en god blog. Det kan være en smuk kontrast til de til tider trivielle magasiner, fordi man her bliver budt indenfor på en omgang personlighed i form af hverdag, lykke, sorg, drama (gotta love the drama), debatter og vigtigst af alt: Humor.

Jeg følger en del, men fælles for mine favoritter er sproget, humoren og ærligheden. Jeg læser oftest blogs på Bloglovin’-app’en på min iPhone, fordi det efterhånden er en halvårlig begivenhed, at jeg finder tid til at hive computeren frem. Der er imidlertid sket det, at jeg mere eller mindre ubevidst har skåret gevaldigt ned på de indlæg, jeg får læst, hos dem fra Bloggers Delight. De skal kunne noget fængende med overskriften eller de første par linjer, fordi det koster mig et helt ekstra klik at læse resten. Det kan muligvis synes latterligt, men det spolerer ligesom min tommelfingers swipe-flow, når jeg skal fumle frem og tilbage med ‘Læs mere på bloggen’-linket. Dovent, I know, men der ryger altså et par Asos-collager og produkttests på den konto.

Anywho, jeg vil godt lige løbe nogle af de damer igennem, jeg nyder særligt meget at læse med hos. De kommer nok dalrende over flere indlæg, fordi der er en del, jeg ret godt kan li’, men hermed præsenteres første runde. De fleste kender I med garanti, andre har I måske aldrig været bekendt med… Før nu!

 

Blogsbjerg: Sjældent går jeg decideret igang med at grave tilbage gennem gamle indlæg blot for at læse dem igen. Og igen. Det gør jeg med Lindas. Hun kunne skrive om natsværmeres parringsritualer, og jeg ville stadig sluge det med jumbo-sugerør. Det er sjovt, det er rammende og det er åndssvagt velskrevet. Og selvom vi lever helt forskellige liv, kan hun altid noget med at fortælle ting, jeg føler, jeg kan relatere til. Det her er fantastisk, og jeg tror, det er det blogindlæg, jeg har læst flest gange af alle. At jeg selv netop var flyttet ud af min højgravide krop, da jeg læste det første gang, gjorde det kun bedre.

Sneglcille: Den dame der i øvrigt er skyld i, at jeg kender til ovenstående blog. Sneglcille kan næppe være big news for nogen, for hun har drevet en mean blog i mange år, og jeg er helt forvirret over, at hun ikke er nomineret til den her. Jeg mener… Det er hende med eventyret midt i virkeligheden, som, efter flere år hver for sig, atter genforenet med sin kæreste nu har tilføjet et bedårende barn mere til samlingen. Og nåhja, så skal de giftes lige om lidt.

Sofie Ude: Okay, I må godt lige notere jer hende her. Pæn, lyshåret dame (må man godt kalde nogen det?), som for ganske få dage siden har født sit første barn. Hendes blog er så ny, at hendes Bloglovin’ pt. rummer 23 følgere. Det tal eksploderer lige rundt om hjørnet, kan jeg allerede fornemme. Det er sjældent – som i nærmest aldrig – at jeg griner sådan rigtigt (med lyd) af noget, jeg læser. Det har jeg allerede gjort tre eller fire gange her, og hun er derfor røget direkte ind på min topliste. Go, go, go! I kan stadig nå at være med fra start.

Miriams Blok: Åh, Miriam. Kattedame, skodame, elite-sprognørd-og-kommasætter (just my type), og som ingen andre i det store blogland. Hun er så meget sig selv, at jeg får lyst til at være det også. Hun skriver i øvrigt alle de indlæg, jeg godt gad at have udtænkt først. Jeg er vild med Frank, hemmeligheder, Bridget, det her og alle de andre.

Blondinemor: Henriette er ligefrem på den gode måde. Der er Villum, der er Laurits, der er kaos og kærlighed. Der er mange ting, jeg kan relatere til som mor til to drenge. Ydermere er der humor, selvironi og ærlighed, og det er tre ting, der gør sig godt sammen. Det er indlæg som det her, jeg mener. Hverdagens cirkus, når man febrilsk forsøger at pakke børn i flertal sammen uden at tabe hovedet undervejs. Præcis som jeg forudser mine morgener, når jeg engang får viklet mig ud af barslens bløde favntag.

Twinpeaks: Ja, ord kunne næsten virke overflødige. Mette Marie besidder evner til at forfatte på en måde, som sjældent er set før, og jeg tror ikke, hun er i stand til at producere et kedeligt indlæg. Der er alt fra tvillinger, glamour og rejser til skumfiduser, mode og hverdagsleverpostej. Og så kan jeg i øvrigt takke hende for, at langt de fleste af jer derude overhovedet ved, jeg findes. Hun gjorde nemlig opmærksom på min eksistens lige her, og det er jeg stadig svært taknemmelig for.

Moderskaberier: En hel blog i GIF-form, som er hysterisk morsom og rammende. En slags 9gag for mødre, og det er i sandhed en genistreg. 

Som altid er kommentarfeltet åbent for forslag og anbefalinger, hvis I føler for at dele. Og feel endelig free til at give den hele armen med selvpromovering, hvis I er den til slags!

Afslutningsvis får I her foræret et billede af blogger-planten over dem alle. Mest af alt fordi det ikke alene lykkedes for mig at holde den i live i mere end en uge, men fandeme også at få den til at fremstille små, nye blade. Det kunne være her, I bedyrer, at det er jordens nemmeste plante at holde liv i, men jeg er fuldstændigt ligeglad. Den lever!

Et års forbrug af børnesko (og noget om gennemskuelighed)

Nu har jeg i en rum tid funderet over, hvordan jeg ville gribe det an, hvis jeg en dag blev tilbudt sponsorgaver og konkurrencetilbud. Jeg anser egentlig mig selv som værende mere læser end blogger, da jeg læser ret mange blogs og kun lejlighedsvis plaprer løs herinde. Som læser bliver jeg af og til mødt af overvældende mængder af sponsorerede indlæg og affiliate deals, når jeg navigerer i blogland, men til trods for jeg aldrig selv har været i berøring med lignende, kan jeg sgu godt forstå bloggerne bag. Jeg kan da kun forestille mig, det er skide fristende. Det der i virkeligheden irriterer mig, er, når der tydeligt er tale om sponsoreret indhold, som bliver fejet ind under gulvtæppet og ikke nævnt, som man vistnok skal. Det er altså halvdårlig stil! Derfor har jeg som blogger et ønske om at fremstå ligeså gennemskuelig som nypudsede vinduer. Som I nok har luret, er der noget i gærde. Noget så fredeligt som en lille konkurrence om et års forbrug af børnesko. Så hvis man ikke er til den slags, er her chancen for at nå væk i tide. Lad mig lige slå fast, at jeg intet tjener eller modtager for at dele dette. Jeg tænkte bare, det var oplagt for de af jer med børn, som slider hul i sit fodtøj hurtigere end jeg kan nå i Netto efter Marabou på tilbud. Tilmed er jeg fan af lidt alternative konkurrencerformer, hvor man får muligheden for at vinde på baggrund af sit specifikke bidrag fremfor kedelig lodtrækning, og så er her tale om en læser-blogger-konkurrence, hvor vi begge kan vinde! Sammen-ish.

ByKier er naturligvis ude i god tid og planlægger allerede nu deres SS15 kollektion. I denne kollektion skal skoene selvsagt navngives, og hvor de før har benyttet sig af blandt andet danske og svenske bynavne, er tiden nu inde til, at I er opfindsomme i stedet! Der er tale om nedenstående, navnløse sandal, og den har du altså chancen for at døbe. Kom med dit bud på et navn til sommermodellen i kommentarfeltet, så udvælger jeg mit favoritnavn d. 19. november, hvorefter du (og jeg) ryger sammen i semifinalepuljen, hvor folk med forstand på den slags udvælger de bedste, som så igen ryger videre til finaleafstemning på ByKiers hjemmeside fra d. 20. til d. 30. november. Hvis dét navn, jeg udvælger her på bloggen, bliver den endelige vinder, får både navnets opfinder og jeg selv kastet et års forbrug af ByKier sko i nakken! Det forekommer mig småurimeligt, at jeg skal høste gaver for et navn, jeg ikke har fundet på, men jeg har nu ikke tænkt mig at klage. Så hvis I venlige (og kreative!) mennesker ude bag skærmene har mod på og lyst til at hjælpe jer selv og mig mod et år med gratis fodtøj til barnet, så smid jeres bidrag som kommentar til indlægget her. Jeg takker og bukker!

skitse

Der kan læses mere om konkurrencen her.

To blog or not to blog

Så fandt jeg vej frem til min computer, som jeg ikke har haft tændt i noget, der minder om et par uger. Den har befundet sig småstøvet i en afkrog af stuen, hvor jeg indimellem har børstet den af blot for at lade den stå uberørt. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg bruger energi på at være mor, være (små)produktiv og generelt på at være vågen. Og så gror jeg en baby, som so far har haft til huse i min bug i små 17 uger. Det er ingen klagesang. Jeg har en kæreste, som er lavet af rendyrket overskud, og som lader mig tage en lur, når behovet opstår. Og jeg har en søn, som generelt bare er skide sød. Bloggen har ikke fyldt så meget.

Jeg har været herinde et par gange for at skrive et indlæg, men er endt med at bruge (alt for meget) tid på at forsøge at redde domænet fra spaminvasion fra Asiens lande. Det flyder i skrivende stund med over 7500 spamkommentarer fyldt med alt fra løfter om billige Nike Free sko til overflod af ligegyldige kinesiske tegn, som jeg bruger alt for meget energi på at frasortere. Det er pisseirriterende. Jeg har installeret plugins og lignende (til de af jer med forstand på dette, som tror, jeg er idiot), men det stopper dem ikke fra at strømme ind. Nå.

Livet (og menneskerne i det) behandler mig godt til trods for, at kvalme aldrig bliver noget, jeg vænner mig til. Første jordemoderbesøg venter om ganske få dage, jagten på tøj, jeg kan være i, er sat ind, og Marius er ved at forene sig med tanken om, at man ikke selv kan bestemme køn på babyen. Han har sågar selv spurgt efter bevismateriale, for hvordan en scanning fungerer, og om ikke det var noget, man kunne se på en video et sted. Så vi har set videoer af ultralydsscanninger på YouTube, og den kommende storebror er ret spændt og interesseret. Heldigvis.

Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortsætte med at lukke vand ud af ørerne her på domænet. Det er ikke et forsøg på at fiske “ak og ve, du må ikke lukke bloggen”-kommentarer, bare en reel tanke. Jeg blev forleden kontaktet af en kandidat-skrivende pige, som havde interessante og relevante spørgsmål til mig omkring blogging, at være “mommy-blogger”, iscenesættelse af familielivet og idéen omkring det hele. Det satte i virkeligheden bare ord på en helvedes masse ting, som har været i dvaletilstand længe et sted i mit baghoved. Tanker, som jeg selv har tænkt.

Jeg er ikke sikker på, blogging er min ting. På mange områder kan jeg vældig godt lide det. Mest af alt fordi jeg får lov til at skrive, og naturligvis fordi I kommer med respons og søde tilbagemeldinger. Det er ligesom det, der gør det sjovt. Den anden side er, at jeg er et ganske privat anlagt menneske. Det har jeg i hvert fald altid bildt mig selv ind, at jeg er. Det har været lige dele grænseoverskridende og spændende at kaste mig selv ud i cyberspace, men jeg er tynget af en satan ved navn Perfektionisme, som har den indstilling, at jeg enten gør det helt eller slet ikke. Og lige nu føler jeg, jeg gør det hele halvt. Jeg skal i virkeligheden nok øve mig lidt mere på at være mega-ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Problemet er bare, at det er jeg ikke. Der skal indimellem lidt selvpromovering på fx Instagram og Facebook til for at hive nye læsere med ombord. Lidt “kom-og-køb”-mentalitet, hvilket jeg ikke besidder. Jeg er for fanden utilpas ved at prutte om prisen på et loppemarked. Jeg er ellers en forholdsvis stædig og vedholdende type, men jeg halter noget bagefter på ovenstående punkt. Den anden mulighed er at oppe mig lidt og være lige dét bedre, end jeg er, så kommer de sgu nok af sig selv. Sidste (og nok bedste) mulighed er, at være pisseligeglad med om jeg har én eller 5000 læsere, og det er nu heller ikke dér, mit primære fokus ligger. Men det skal det jo nok gøre engang imellem, hvis man vil fremad med sin blog. Hey, I er sgu da egentlig en hel lille flok på over 450 mennesker alene på Bloglovin’. Det kan sgu også noget.

Indtil videre lader jeg den hvile lidt. En “tænkepause” ála Line Love, om man vil. Måske finder jeg lysten til at blogge jævnligt (og overskuddet til at gøre det ordentligt), måske kommer der et indlæg en gang om ugen, eller måske skal jeg bare lige slappe lidt af omkring det hele og fjerne det unødvendige pres, jeg placerer på egne skuldre. Jeg er bare småtræt af blogland (mig selv inklusiv), events, outfits, affiliate links, trælegetøj fra Fætter BR og københavner-lattes. Det er intet personligt, jeg er bare lidt gammel-gnaven på den front for tiden. Jeg lader jer vide, når der er nyt at berette. Hav det helt henrivende og tak til jer, som stadig hænger på, til trods for en skrantende indsats fra min side.

Mammut, stolthed og skilsmissebørn

Fotor082114338

Jeg er blevet slugt af et hverdagsmonster, som har taget sin væn Træthed med. Timerne går med madpakker, lektier, tøjvask og aftensmad, men det er okay. Indimellem er der nemlig tid til en kop kaffe, Crash Bandicoot på Playstation og racerbiler med mini-me. Det er lykkes mig at lave en pissesød, mærkelig og livsbekræftende lille dreng. Jeg er så betaget af, hvordan verden ser ud dernede fra 1 meters højde og 4 års livserfaring. Forleden dag efter børnehaven fortalte han stolt, at han havde fået en mammut forærende af sin ven. En mammut? “Jep!” Hvorfor? “Fordi jeg er hans bedste ven. Og han er min!” Hvis det ikke er bedårende og umiddelbar kærlighed ved højlys dag, så ved jeg ikke, hvad det er! Ved afhentning af Marius igår, kom han atter i tanke om mammutten, og nu skulle den altså med hjem. Bag lågen i hans garderobeskab fandt han så et mammut-formet klistermærke på godt og vel en centimeter, som han med sine små fingre nænsomt placerede i Mikkels pengepungs “hemmelige mammut-rum”, så den kom sikkert med hjem. Hallo! Jeg står sgu da lige her og smelter!

Ydermere er han blevet valgt, sammen med 11 andre børn i børnehaven, til at deltage i H.C. Andersen-paraden imorgen. Det er så sejt! De har fået tildelt Tinsoldaten som tema, så mor her skal sy hvide silkebånd i et kryds på maven af en rød trøje. Om jeg besidder onde sy-skills? Nej. Men jeg har til gengæld masser af tekstillim, og det skal nok gå alt sammen. Marius skal følges med sin bedste ven (mammut-giveren), og de har valgt børnene på baggrund af, at de kan klare en lang dag med mange mennesker på Flakhaven og skiftende aktiviteter. Til gengæld er de sat sammen i vennepar, så de får en sjov oplevelse med deres bedste ven, og de små ben derved kan klare at gå lidt længere end normalt. Cute much? Det tror jeg nok! Og hey, det er min lille, sensitive dreng, som bare vokser og gror og er skide sej. Mom-pride coming through!

Pssst! Der er i øvrigt nyt ovre på Tankeskrald.dk, hvor Caroline har bedt mig og tre andre bloggere give vores svar på, om det lykkelige skilsmissebarn findes. Så hvis I ikke allerede har læst det, så skynd jer derover. Der er ret mange kloge ord at finde. Med ønsket om en henrivende lillefredag!

 

Spørgsmål, selvpromovering og mig-tid

Hænger I stadig på, eller er I stukket af, mens tid var? I er så stille. Det er også okay i den smeltende varme. Hellere sørge for at kroppen bliver, hvor den er, fremfor at lege på internettet. Jeg kører bare på med monologen lidt endnu. Mikkel og Marius er taget et smut i ind til byen. Noget med Fona, en oplader og noget i udu. Det efterlader mig med stilhed og ro i et sådant omfang, at jeg med god samvittighed kan hoppe i bad og trimme de små korte. Altså benene. Tilmed skulle jeg da være et skarn, hvis ikke jeg gavmildt sølede min slidte manke ind i Aussie-produkter fra rod til spids i mellemtiden. Har I erfaringer med den slags? Jeg er nærig som bare fanden (eller i hvert fald på SU), så jeg ødsler sjældent mine penge bort på cremer og hårprodukter. Men nu har jeg hørt så meget om netop det (og Moroccan Oil – men dét kommer ikke til at ske!), og når Netto tilbyder mig en bøtte, der mest af alt ligner shampoo til hunde, til sølle 49 kroner, så slår jeg sgu til.

I øvrigt har jeg hørt, at det skulle være så godt med de dér Facebook-sider. Noget med selvpromovering, I guess. Så nu har jeg taget mig sammen og kreeret en af slagsen lige her, hvor I også kan følge med i nyt her på domænet, billeder og den slags. Måske giver det mest mening for de af jer, der ikke bruger Bloglovin’. Jeg ved det ikke. Tror, siden på nuværende tidspunkt har 0 likes, så det tegner jo meget godt.

Sidst men absolut ikke mindst, har jeg i øvrigt ikke glemt de sidste spørgsmål fra den tidligere, selvhøjtidelige spørgerunde. De kommer løbende, I promise. De kræver bare lidt mere eftertænksomhed og skrivetid, end jeg har at give lige nu. I øvrigt er spons og andet skidteras stadig på et absolut minimum her på bloggen (faktisk ikke-eksisterende), men det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville hælde goodiebags og Dior-parfumer ud over jer. Tro mig, det ville jeg gerne. Men det er endnu uaktuelt. Derimod har jeg modtaget mange rosende (tak!) og spørgende ord angående mine tegninger her, her og her. Kunne det være noget med en slags lille konkurrence om en valgfri tegning eller en personlig fødselstavle alá den i sidste link? Så sig lige til, ikke? Antallet af deltagere ville formentlig være minimalt og vinderchancerne derfor historisk høje. You let me know – Det er det bedste, jeg kan tilbyde lige nu.

Jeg skynder mig at trække mig fra cyberspace igen, inden jeg atter bliver bombarderet med Copenhagen Fashion Week, bloggerevents og awardshows. Det stikker en lille smule i mit misundelses-organ. Hvor end det så sidder. Og nej, det er ikke pænt at misunde andre, jeg synes bare, det ser ud til at være så pissehyggeligt. Men jeg vil istedet gi’ mig i kast med en engangsskraber fra Lidl (det kan vel også noget…) og ønske alle de dygtige damer en helvedes masse gode oplevelser til modeugen og andre spændende events. Drik en ekstra mojito for mig! Jeg kan alligevel ikke li’ dem.

Hey, og tillykke til Mette Marie med bedste blog-awarden. Mere velfortjent pris skal man lede længe efter.