To phone or not to phone

Jeg fik min første telefon et sted mellem 3. og 4. klasse. Til deling med min storesøster, naturligvis. Det var en lilla klaptelefon med antenne og hele svineriet af mærket Ericsson. Skrev vi SMS’er, der blev længere, end telefonen kunne kapere, kvitterede den med at bytte samtlige bogstaver ud med kinesiske tegn. Teknologien var god på den måde.

Om eftermiddagen spillede jeg spil på MS-DOS computer hos min farmor (fellow 90’er børn, I må vide, hvad jeg snakker om). Min farmor var geek på måden, hvor det fortjener at staves med to 3-taller. Hun og min farfar havde et skrivebord med hver en computer, hun kunne noget med html-kodning og havde de nyeste spil med hjem på disketter. Hun er i øvrigt stadig sej(ere end mig) til den slags. I tredje klasse fik jeg fingre i det første The Sims, og siden da var min digitale verden for altid forandret.

Det er den også nu. Forandret, altså. Og i konstant udvikling. Og jeg leder febrilsk efter håndbremsen, når min 8-årige søn beder om at få en telefon. Herregud, jeg var ikke selv meget ældre, da min far forærede os den lilla klods back in the good ol’ days. Men forskellen er alligevel til at få øje på. Jeg fik en telefon. Hell, den kunne ikke engang spille Snake. Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger. Selvfølgelig kan jeg adgangsbegrænse og kontrollere, og det er ikke engang nødvendigt med den 8-årige, der bor her hos os. Han ville uden tvivl høre efter, hvis jeg bad ham lade være at downloade YouTube-app’en. Men alligevel. Hele internettet er lige dér i hånden på en. Alt det gode og alt det dårlige. Og når jeg tænker på, hvor svært det som voksen kan være at navigere i eller kontrollere sit tidsmæssige forbrug omkring, er det ikke en ting, jeg har lyst til at give videre allerede.

Vi har heller ingen iPads. Det kommer sig egentlig ikke af totalt forstokkede, teknologiforsagende principper; vi har bare aldrig fået købt en. Og nu er det ældste barn 8 og det yngste 3, og vi mangler det ikke rigtigt. Hvis de dumper ind i smørhullet lidt rigeligt tidligt, deles de om at se små videoer på en telefon, mens de voksne får søvnen ud af øjnene. Det virker for os.

Hele emnet omkring telefon er selvfølgelig også påvirket af ydre omstændigheder. Den klassiske fortælling om, at aaalle andre i klassen selvfølgelig har telefon. Det ved jeg godt, alle ikke har. Men de findes. De fandtes sågar allerede, da Marius gik i 0. klasse. Jeg så flere af hans klassekammerater stå i kælderens garderobe og begejstret vise YouTube-film til deres jævnaldrende. Akkompagneret af jublende skældsord og udbrud. På det tidspunkt var de 6 år. For mig giver det ikke mening, at man giver sin 6-årige nøglerne til YouTube, når man ikke selv er hjemme til at følge med. Og slet ikke i skolen, hvor den slags også smitter af på andres børn.

En anden ting, der gør, at jeg stritter imod hele telefonidéen, er legeaftaler. Vi har før prøvet at have en legeaftale på besøg med telefon, hvor Marius flere gange henvendte sig i stuen med beskeden om, at han kedede sig. At hans ven sad begravet i sin telefon på værelset og ikke havde lyst til andet end at se videoklip på nettet, mens Marius trissede rundt og ventede på, vennen havde tid til at lege. Det, synes jeg også, er mere end almindeligt uheldigt. At to (på det tidspunkt) 7-årige børn ikke kan blive enige om en fælles aktivitet, fordi den enes tilstedeværelse er blevet slugt af en smartphone. Det er både trist og for tidligt.

Egentlig er det ikke svært for mig som forælder at holde fast i det “nej”, der er blevet sagt til telefonønsket. Jeg har ikke svært ved at stå fast, selvom ‘alle’ de andre i klassen har en telefon. Men når al galden efterhånden er hældt fra, kommer jeg selvfølgelig frem til min egentlige udfordring. At det kunne være pisse praktisk, hvis Marius havde en telefon. Han har 350 meter i skole på en lukket sti, og det er en vej, han sagtens selv kan gå. Han har også venner i nabolaget, som han drøner rundt mellem efter skoletid, og her ville det være smart med muligheden for kontakt. Jeg gad godt, han kunne sende en besked, når han gik fra skolen. Eller når han sent fandt ud af, han gerne ville med i SFO lige præcis den dag og derfor vender senere hjem end planlagt. Eller at han lige kunne skrive hvilken ven, han besøger.

Det er i sandhed et dilemma. Jeg gider godt muligheden for kommunikation, men gerne uden al larmen fra YouTube, Snapchat og det store internet. Jeg ønsker også, det skal være en genstand, han kan få et sundt og naturligt forhold til, som ikke skal forstyrre hans sociale samvær med andre levende mennesker. Og det skal jeg selvfølgelig nok hjælpe ham med, når den tid kommer. Inden da skal jeg bare lige regne ud, hvornår den tid kommer. (Kommer den samtidig med tilladelsen til at spille Fortnite? Suk.)

Hvor skal han og hun hen?

Forleden var to kvinder (eller mennesker, om man vil) inviteret i Go’morgen Danmarks studie til en snak med den altid rare Morten Resen. Den ene havde valgt, at hendes børn skulle opdrages kønsneutralt, og de gik således i en institution, der praktiserede dette, ligesom hun selv foretrak at blive kaldt ‘forælder’ fremfor ‘mor’. Den anden arbejdede i og repræsenterede selvsamme institution. Og det her med at kalde børn for ‘hen’ (eller sågar ‘hn’) istedet for ‘han’ og ‘hun’ finder jeg enormt interessant (åbenbart så interessant at jeg tegnede et TV2 Play abonnement kun for at kunne se det fulde interview). Jeg er ingenlunde enig, og jeg vil godt gøre mig umage med at forklare hvorfor.

Man kan postulere, at jeg er en anelse (for) konservativt anlagt og ganske enkelt synes, det bliver for langhåret. Det er på sin vis også korrekt, men der er meget mere i det. Jeg synes, hele idéen med koncept kønsneutral er misforstået. De prædiker diversitet, individualitet og rummelighed, men opnår, for mig at se, modsatte effekt. Det, at udhviske kønnene og deres vigtige forskelligheder, skaber i min optik et ustabilt og flydende fundament for de små menneskers identitetsskabelse. I forsøget på at give plads og være rummelig signalerer det, at forære børnene et komplet blankt lærred at starte på, at alle i udgangspunktet er ens, og det, synes jeg, underkender, at der er en grundlæggende forskel, uanset hvordan den kommer til udtryk. Jeg synes, det i høj grad er forældrenes projekt fremfor børnenes. Og jeg synes ikke, det er en dårlig ting, at vi er forskellige fra hinanden, så længe vi er bevidste om, at ikke alle kan eller skal passe ind i de typiske kasser.

Jeg er helt med på, at lille Carl ikke skal påtvinges biler og gravemaskiner, ligesom Emma ikke skal påduttes, at rigtige piger leger med dukker. Men den problemstilling synes jeg, vi i stor grad er ved at være ude over. Jeg oplever i hvert fald aldrig, at drengen med dukken eller pigen med bilen bliver set ned på eller kigget skævt til, og de, der måtte gøre det, ændrer næppe deres snæversynede holdninger, fordi børn pludselig skal klædes ud som intetkønnede.

Marius’ interesser er meget ‘drengede’. Inden det overhovedet var muligt at påvirke ham i den ene eller anden retning, var han fokuseret på alt med motor, farlige dinosaurer og kunne som 2-årig kende 17(!) forskellige bilmærker fra hinanden, fordi han hver gang, han så en bil, spurgte, hvad det var for en. Gav man ham en dukke, stak han i et skrig eller kastede den over i det fjerneste hjørne. Det er for mig at se et fint eksempel på, at der ofte er forskel. Helt fra begyndelsen. På samme tid bliver den individuelle diversitet ligeledes tydelig, da Marius på mange måder alligevel ikke er, som drenge er flest. Han er ikke en ‘vildbasse’, men kan godt være med til vilde lege, hvis han er i trygge og kendte omgivelser. Han bryder sig ikke om, hvis der roder på hans værelse, og hans følelser er indimellem for store til at være i en 5-årig krop. Han føler meget og hele tiden og er på den måde også enormt empatisk, kærlig og forstående. Det er ikke noget, man forbinder med den typiske ‘bulderbasse’, men det er Marius. Han er ikke mere eller mindre dreng af den grund – men han er en dreng. Og så synes jeg ligeså godt, jeg kan gribe muligheden til at forklare ham, at alle er forskellige, men at så længe man laver noget, man bliver glad af, så er kønnet ikke afgørende. Jeg kan forklare ham, at han ikke er mindre dreng, fordi han er følsom og har brug for ro og stilhed, ligesom han ikke er mere dreng, fordi han elsker Lego og dinosaurer. Han er dreng på sin egen måde, og der findes uendelige måder at være dreng (og pige) på. Og han må gerne synes, at lyserød er en pigefarve (og det gør han!), så længe han kan rumme, at andre måske ikke er enige, og at Valdemar skal have lov at iføre sig hele den rosa palette på lige fod med Sofie.

Jeg synes altså, det er en grundlæggende forkert måde at gribe kønsrolle-problematikken an på. I stedet for at anonymisere børn og deres køn, kunne man måske lægge større vægt på at oplyse dem. Oplyse dem om, at selvom man biologisk måtte være dreng eller pige, er der frit valg på alle hylder. At mange drenge har en naturlig interesse for biler og piger for dukker, men at ‘normal’ blot er et andet ord for ‘flertal’, og at det således ikke er forbudt eller farligt, hvis man ikke deler hovedinteresse med sine kønsfæller. Samtidig kunne man måske (både i institutionerne men i høj grad også hjemmefra) oplyse sin mudderelskende dreng og sin glimmerelskende pige om, at alle andre børn ikke nødvendigvis er som dem, og at det er okay. Jeg synes, det er finere at lære dem at navigere respektfuldt iblandt hinandens forskelligheder fremfor at udhviske dem. Selvom de stadig vil udvikle sig forskelligt til trods for deres kønsløse tilværelse, synes jeg godt, man som barn må være bevidst om sin fysiologiske identitet og så samtidig erfare, at det ikke er en begrænsning, men en helt naturlig del af livet. Det er det, jeg finder mest rummeligt.

Må man opdrage på andres børn?

Nej, nein, nee, nope, nonononono. Som oftest skal man gå en stor bue udenom belærende råd på vegne af fellow-forældre, som kan virke nedladende eller bedrevidende. For vi er forældre på uendeligt mange forskellige måder. Heldigvis. Men af og til ser jeg noget, jeg ikke bryder mig om. Det er sjældent, jeg får gjort noget ved det. Måske for sjældent. Jeg er typen, der har det stramt med at klage over maden på en restaurant. Så konfliktsky er jeg. Men i fredags kunne jeg ikke dy mig.

Jeg befandt mig i jævnt godt lag med søde venner og kæreste til Grøn Koncert i Odense, og vi sad (desværre) meget tæt på scenen, da Shaka Loveless valgte at blæse livet ud af højtalerne og give den hele armen med ‘Tomgang’ og en masse andre sange, jeg hørte for både første og sidste gang. Og ved siden af mig troppede en dame midt i 60’erne op iført BH og et lændeomslag med batik-tryk samt en lille kæk kasket og John Lennon-briller. Og det var der ganskevist intet forgjort i. Hun rokkede med til musikken, mens jeg lod mig irritere over den uforskammede høje bas, som pumpede igennem mit bryst og sendte ufrivillige, taktfulde bevægelser ud i min overkrop. Og pludselig kom der en cranky, midaldrende kvinde frem i mig, som mente, at musikken var lige høj nok. Jeg kunne med rette have benyttet mig af høreværn eller ørepropper (eller have placeret mig længere væk fra scenen). Problemet var, at kvinden med den lange, gråsprængte fletning havde en pige på ét år i sin favn. Meget, meget tæt på scenen. Hun var hverken forsynet med ørepropper eller høreværn, men blev i stedet for gynget vildt i bedstemors arme, mens hun så sig forvirret og betuttet omkring. Og da jeg tydeligt kunne mærke bittesmå Zulu-mænd bruge mine trommehinder som bongo-skind, kunne jeg slet ikke klare at tænke på, hvordan det lød i de ganske nylavede ører.

Og det var naturligvis af hensyn til den lille pige, at jeg henvendte mig, men også fordi det sender mit temperament ud på en alvorlig prøvelse at se, hvor mange der slæber (alt for) små blerøve med, som bliver placeret med en gedigen mængde solcreme under en parasol for så at ligge dér og stege til ingen verdens nytte. I 30 grader, med alt for høj musik og alt for fulde mennesker. Fordi mor og far skal til Grøn Koncert. Og alt andet lige kunne det jo tyde på, at det er forældrenes behov, der bliver tilfredsstillet. Og jeg er af den overbevisning, at kan du ikke få din baby passet, når du vil til koncert, så bliver du hjemme. Er det mig, der er helt skidt kørende på den?

Jeg nærmede mig damen med forsigtige skridt og prikkede hende på skulderen. Mit hjerte sad i halsen på mig og var millimeter fra at blokere mit talerør, men jeg fik alligevel fremstammet, at jeg ingen intentioner havde om at være en røv, men jeg simpelthen ikke kunne tie stille, når jeg så så lille et barn et sted, hvor musikken gjorde ondt selv i voksne ører. Hun svarede (som forventet), at hun godt vidste, det var skadeligt for de små ører, men hun havde selv haft sine egne børn med på alle festivaler igennem årene, og hun vidste godt, hvordan man håndterede den slags. Og fair nok. Det syntes jeg så bare ikke, hun gjorde. For så placerer man sig ikke i en crowd af fulde folk, som vælter oveni hinanden, kaster med fadøl, ryger hash i små grupper og hopper i takt til skamhøj bas. Ikke med en et-årig på armen. Jeg fik sagt noget med, at jeg håbede, hun ville tænke over det, og at jeg selv havde en lille dreng. Bare så hun ikke troede, at der kom en uvidende, 22-årig tøs og lærte en garvet festivalsgænger og formentlig erfaringsrig kvinde om håndtering af småbørn. Til trods for hun trængte til det. Bare lidt. Hun tog det okay og endte med at sende mig et smil, mens jeg gik derfra med knæ af gelé og rystende ben. Og så følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne gøre mere. Selvom jeg havde lyst til at tage den lille, lyshårede krøltop med til nærmeste bod og skaffe hende en pegebog, en kop mælk og måske endda et par høreværn.

Skulle jeg bare have holdt min kæft?