Hvor skal han og hun hen?

Forleden var to kvinder (eller mennesker, om man vil) inviteret i Go’morgen Danmarks studie til en snak med den altid rare Morten Resen. Den ene havde valgt, at hendes børn skulle opdrages kønsneutralt, og de gik således i en institution, der praktiserede dette, ligesom hun selv foretrak at blive kaldt ‘forælder’ fremfor ‘mor’. Den anden arbejdede i og repræsenterede selvsamme institution. Og det her med at kalde børn for ‘hen’ (eller sågar ‘hn’) istedet for ‘han’ og ‘hun’ finder jeg enormt interessant (åbenbart så interessant at jeg tegnede et TV2 Play abonnement kun for at kunne se det fulde interview). Jeg er ingenlunde enig, og jeg vil godt gøre mig umage med at forklare hvorfor.

Man kan postulere, at jeg er en anelse (for) konservativt anlagt og ganske enkelt synes, det bliver for langhåret. Det er på sin vis også korrekt, men der er meget mere i det. Jeg synes, hele idéen med koncept kønsneutral er misforstået. De prædiker diversitet, individualitet og rummelighed, men opnår, for mig at se, modsatte effekt. Det, at udhviske kønnene og deres vigtige forskelligheder, skaber i min optik et ustabilt og flydende fundament for de små menneskers identitetsskabelse. I forsøget på at give plads og være rummelig signalerer det, at forære børnene et komplet blankt lærred at starte på, at alle i udgangspunktet er ens, og det, synes jeg, underkender, at der er en grundlæggende forskel, uanset hvordan den kommer til udtryk. Jeg synes, det i høj grad er forældrenes projekt fremfor børnenes. Og jeg synes ikke, det er en dårlig ting, at vi er forskellige fra hinanden, så længe vi er bevidste om, at ikke alle kan eller skal passe ind i de typiske kasser.

Jeg er helt med på, at lille Carl ikke skal påtvinges biler og gravemaskiner, ligesom Emma ikke skal påduttes, at rigtige piger leger med dukker. Men den problemstilling synes jeg, vi i stor grad er ved at være ude over. Jeg oplever i hvert fald aldrig, at drengen med dukken eller pigen med bilen bliver set ned på eller kigget skævt til, og de, der måtte gøre det, ændrer næppe deres snæversynede holdninger, fordi børn pludselig skal klædes ud som intetkønnede.

Marius’ interesser er meget ‘drengede’. Inden det overhovedet var muligt at påvirke ham i den ene eller anden retning, var han fokuseret på alt med motor, farlige dinosaurer og kunne som 2-årig kende 17(!) forskellige bilmærker fra hinanden, fordi han hver gang, han så en bil, spurgte, hvad det var for en. Gav man ham en dukke, stak han i et skrig eller kastede den over i det fjerneste hjørne. Det er for mig at se et fint eksempel på, at der ofte er forskel. Helt fra begyndelsen. På samme tid bliver den individuelle diversitet ligeledes tydelig, da Marius på mange måder alligevel ikke er, som drenge er flest. Han er ikke en ‘vildbasse’, men kan godt være med til vilde lege, hvis han er i trygge og kendte omgivelser. Han bryder sig ikke om, hvis der roder på hans værelse, og hans følelser er indimellem for store til at være i en 5-årig krop. Han føler meget og hele tiden og er på den måde også enormt empatisk, kærlig og forstående. Det er ikke noget, man forbinder med den typiske ‘bulderbasse’, men det er Marius. Han er ikke mere eller mindre dreng af den grund – men han er en dreng. Og så synes jeg ligeså godt, jeg kan gribe muligheden til at forklare ham, at alle er forskellige, men at så længe man laver noget, man bliver glad af, så er kønnet ikke afgørende. Jeg kan forklare ham, at han ikke er mindre dreng, fordi han er følsom og har brug for ro og stilhed, ligesom han ikke er mere dreng, fordi han elsker Lego og dinosaurer. Han er dreng på sin egen måde, og der findes uendelige måder at være dreng (og pige) på. Og han må gerne synes, at lyserød er en pigefarve (og det gør han!), så længe han kan rumme, at andre måske ikke er enige, og at Valdemar skal have lov at iføre sig hele den rosa palette på lige fod med Sofie.

Jeg synes altså, det er en grundlæggende forkert måde at gribe kønsrolle-problematikken an på. I stedet for at anonymisere børn og deres køn, kunne man måske lægge større vægt på at oplyse dem. Oplyse dem om, at selvom man biologisk måtte være dreng eller pige, er der frit valg på alle hylder. At mange drenge har en naturlig interesse for biler og piger for dukker, men at ‘normal’ blot er et andet ord for ‘flertal’, og at det således ikke er forbudt eller farligt, hvis man ikke deler hovedinteresse med sine kønsfæller. Samtidig kunne man måske (både i institutionerne men i høj grad også hjemmefra) oplyse sin mudderelskende dreng og sin glimmerelskende pige om, at alle andre børn ikke nødvendigvis er som dem, og at det er okay. Jeg synes, det er finere at lære dem at navigere respektfuldt iblandt hinandens forskelligheder fremfor at udhviske dem. Selvom de stadig vil udvikle sig forskelligt til trods for deres kønsløse tilværelse, synes jeg godt, man som barn må være bevidst om sin fysiologiske identitet og så samtidig erfare, at det ikke er en begrænsning, men en helt naturlig del af livet. Det er det, jeg finder mest rummeligt.

Må man opdrage på andres børn?

Nej, nein, nee, nope, nonononono. Som oftest skal man gå en stor bue udenom belærende råd på vegne af fellow-forældre, som kan virke nedladende eller bedrevidende. For vi er forældre på uendeligt mange forskellige måder. Heldigvis. Men af og til ser jeg noget, jeg ikke bryder mig om. Det er sjældent, jeg får gjort noget ved det. Måske for sjældent. Jeg er typen, der har det stramt med at klage over maden på en restaurant. Så konfliktsky er jeg. Men i fredags kunne jeg ikke dy mig.

Jeg befandt mig i jævnt godt lag med søde venner og kæreste til Grøn Koncert i Odense, og vi sad (desværre) meget tæt på scenen, da Shaka Loveless valgte at blæse livet ud af højtalerne og give den hele armen med ‘Tomgang’ og en masse andre sange, jeg hørte for både første og sidste gang. Og ved siden af mig troppede en dame midt i 60’erne op iført BH og et lændeomslag med batik-tryk samt en lille kæk kasket og John Lennon-briller. Og det var der ganskevist intet forgjort i. Hun rokkede med til musikken, mens jeg lod mig irritere over den uforskammede høje bas, som pumpede igennem mit bryst og sendte ufrivillige, taktfulde bevægelser ud i min overkrop. Og pludselig kom der en cranky, midaldrende kvinde frem i mig, som mente, at musikken var lige høj nok. Jeg kunne med rette have benyttet mig af høreværn eller ørepropper (eller have placeret mig længere væk fra scenen). Problemet var, at kvinden med den lange, gråsprængte fletning havde en pige på ét år i sin favn. Meget, meget tæt på scenen. Hun var hverken forsynet med ørepropper eller høreværn, men blev i stedet for gynget vildt i bedstemors arme, mens hun så sig forvirret og betuttet omkring. Og da jeg tydeligt kunne mærke bittesmå Zulu-mænd bruge mine trommehinder som bongo-skind, kunne jeg slet ikke klare at tænke på, hvordan det lød i de ganske nylavede ører.

Og det var naturligvis af hensyn til den lille pige, at jeg henvendte mig, men også fordi det sender mit temperament ud på en alvorlig prøvelse at se, hvor mange der slæber (alt for) små blerøve med, som bliver placeret med en gedigen mængde solcreme under en parasol for så at ligge dér og stege til ingen verdens nytte. I 30 grader, med alt for høj musik og alt for fulde mennesker. Fordi mor og far skal til Grøn Koncert. Og alt andet lige kunne det jo tyde på, at det er forældrenes behov, der bliver tilfredsstillet. Og jeg er af den overbevisning, at kan du ikke få din baby passet, når du vil til koncert, så bliver du hjemme. Er det mig, der er helt skidt kørende på den?

Jeg nærmede mig damen med forsigtige skridt og prikkede hende på skulderen. Mit hjerte sad i halsen på mig og var millimeter fra at blokere mit talerør, men jeg fik alligevel fremstammet, at jeg ingen intentioner havde om at være en røv, men jeg simpelthen ikke kunne tie stille, når jeg så så lille et barn et sted, hvor musikken gjorde ondt selv i voksne ører. Hun svarede (som forventet), at hun godt vidste, det var skadeligt for de små ører, men hun havde selv haft sine egne børn med på alle festivaler igennem årene, og hun vidste godt, hvordan man håndterede den slags. Og fair nok. Det syntes jeg så bare ikke, hun gjorde. For så placerer man sig ikke i en crowd af fulde folk, som vælter oveni hinanden, kaster med fadøl, ryger hash i små grupper og hopper i takt til skamhøj bas. Ikke med en et-årig på armen. Jeg fik sagt noget med, at jeg håbede, hun ville tænke over det, og at jeg selv havde en lille dreng. Bare så hun ikke troede, at der kom en uvidende, 22-årig tøs og lærte en garvet festivalsgænger og formentlig erfaringsrig kvinde om håndtering af småbørn. Til trods for hun trængte til det. Bare lidt. Hun tog det okay og endte med at sende mig et smil, mens jeg gik derfra med knæ af gelé og rystende ben. Og så følte jeg ikke rigtigt, at jeg kunne gøre mere. Selvom jeg havde lyst til at tage den lille, lyshårede krøltop med til nærmeste bod og skaffe hende en pegebog, en kop mælk og måske endda et par høreværn.

Skulle jeg bare have holdt min kæft?