Hvad forstadslivet har lært mig

Nu er det lidt mere end et år siden, vi rykkede teltpælene op fra centrum af den fynske hovedstad og trak lidt ud i periferien. Og heldigvis for det! Vi har have og drivhus, carport og ligusterhæk, bålplads og højt til loftet, og det er noget, der for os virker skide godt med små børn og alt det der, selvom ‘ligusterhæk’ altid har skurret fælt i mine ører. Jeg undrer mig af og til over, hvordan folk i indre København klarer den med tre børn på fjerde sal uden så meget som en altan. Vi boede i stuen, og det var i perioder presset nok. Og vi havde altan. Men hvor går man hen og spraymaler sine møbelprojekter? Hvor smider man fire mands mudrede vintertøj uden at have et bryggers? Hvor opbevarer man barnevogne og løbecykler? Hvor smækker man et skrækkeligt plasticbadebassin op til at dyppe små mennesker i? Der findes løsninger på det hele, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke skabt til livet i lejlighed, som I måske fornemmer. Slet ikke efter jeg er blevet mor. Jeg sætter voldsomt stor pris på at kunne slå en havedør op og træde direkte ud på eget græs. Indimellem savner jeg at kunne slentre 100 meter hen til gågaden og glo på mennesker og butikker, men det er nok også det eneste. Jeg savner ikke menneskemængder og snævre parallelparkeringer. Livet herude bag ligusterhækken giver med andre ord virkelig meget mening for os (indtil vi en dag skal købe eget hus og nok rykker et stykke længere mod landet), og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har gjort mig af forstadserfaringer so far.

– Jo ældre og mere lokalt erfarne folk er, jo større sandsynlighed er der for, at de hilser på dig på gaden eller måske endda stopper op for at få en lille sludder.

– Du kan sige ualmindeligt meget om et rækkehus’ beboere ved at kigge på deres forhaver. Ikke langt fra os er der et vænge, som kollektivt er blevet enige om, at de bor i små, sammenhængende 70’er-rødstens-palæer. (Det er tilsyneladende en ting). De har massive, majestætiske jernhegn og ditto låger med guldspyd og løvestatuer, der vogter ved indgangen, som i øvrigt er stramt afgrænset af algefri fliser og knitrende, sorte perlesten. Best of both worlds, eller sådan noget. Vænget efter er til gengæld den diametrale modsætning. Her er de enormt entusiastiske omkring bløde former, græs og nips. Havenips. Det være sig havenisser, solcellelamper og vilkårlige dyr udformet i keramik. Gerne frøer og pindsvin og sådan. Hvis de fås med solceller som øjne, er det kun et plus. Og det er ikke bare sådan et par små dyr i hjørnerne. Det er på det niveau, hvor det er tæt på umuligt at vide, om der er græs eller fliser under.

– Dit barn kan gå til gymnastik i den lokale hal for 150 kroner pr. sæson. Frede er i gang og elsker det.

– Den lokale købmand er meget lokal. Og dyr. Til gengæld har de et ret ringe udvalg, så det er alletiders. Her har jeg blandt andet prøvet at vente relativt lang tid, mens køen bagved mig voksede og voksede, da manden bag kassen havde forladt sin post for at præsentere udvalget af skyllemiddel for en kunde. Med duft-test. Det skaber lidt sådan en hyggelig og langsom atmosfære, som engang imellem bliver lige en tand for langsom. Og dyr.

– Hvis man melder sig ind i lokalområdets Facebookgruppe, modtager man jævnligt opdateringer fra kvarterets selvudnævnte efterforskningsagenter. Nogen har angiveligt set en løs hund. Igen. Andre har en formodning om, at to ungersvende (det var seriøst den brugte betegnelse) måske havde købt sig noget hash nede ved købmandens parkeringsplads. Der blev informeret om biler og registreringsnumre, forældreindblanding og politi. Selv et signalement af ungersvendene fik vi. Senest var det sagen om et par 12-årige drenge, der var blevet set lege på den flade del af skolens tag. Også her blev der udvekslet privatbeskeder og opfordringer til forældrekontakt, for et vidne meldte sig straks på banen, da hans lillebror muligvis gik i klasse med gerningsmændene. Så sådan er krimi-viben her i forstaden. Ellers er det mest bare noget med at forære en stak fliser væk mod en ramme øl eller finde nogen, der vil hjælpe med at kløve brænde.

– Der findes også freaks herude. Forleden klokken 00.30 gik en mand og dennes øl direkte gennem vores hæk og ind i vores have for at høre, om han kunne låne en lighter. Og hvilken retning byen lå i. Denne episode var naturligvis også det store samtaleemne i ovennævnte Facebookgruppe, da samme herre havde været rundt i det meste af kvarteret og lagt sig til at sove i folks haver. En enkelt havde glemt at låse sin dør, hvorfor han naturligvis havde lukket sig selv ind. For at få varmen. Arme sjæl.

– Jeg har svært ved at vurdere, om kvarteret rummer flest hunde, trampoliner eller stationcars.

– “Spørg-Casper”-Casper bor i mit hood. Han er i hvert fald ofte at finde hos førnævnte købmand. (Det er kendis-niveauet herude). Det samme gør sig gældende for en af drengene med svær tourette fra TV-programmet med Cutfather, hvis nogen husker det. Han råber selvsagt ligeså meget i virkeligheden, men han så ud til at sætte pris på det, da min kæreste forleden returnerede et “luder!” med et smil og en venlig hilsen.

– Man bør undgå at handle omkring middagstid, da hele overbygningen af den lokale folkeskole gør det samme. Eller, altså. Handle og handle. De får mest tanket op på baconchips og Red Bull, men det kan sikkert også noget.

– Placeringen af vores hus med hæk op ad en cykelsti er både god og dårlig. God, fordi vi har smutvejen til tre forskellige legepladser lige ved havelågen. Dårlig, fordi knallertkørere åbenbart er uenige i, hvornår mit barn bør sove til middag. (Okay, han sover som en sten. Men stadigvæk. De larmer.)

– Vi er et relativt lille lokalområde, men vi har alligevel både pizzeria og pub(!). Og en frisør, som tilsyneladende også er tilhænger af den lokale atmosfære. Hun havde i hvert fald lukket biksen en dags tid med en seddel i A3-format i vinduet, der kom med en længere forklaring om, at hun gennemgik en række undersøgelser på Odense Universitetshospital, hvorfor hun beklageligvis måtte holde lukket den pågældende dag. Måske “lukket pga. sygdom” kunne gøre det.

– Jehovas Vidner kender også vejen herud. Ofte. En dag åbnede jeg døren og fornam hurtigt lugten i bageriet, hvorfor jeg spurgte direkte, om det var Jehova, hvortil damen slog en latter op og svarede “Nej, nej! Nej. Det er ikke Jehova. Det er hans vidner“. Ba-dum-tsss.

– Det er ikke for bangebukse at have drivhus. Jeg siger det bare. Sjældent har jeg set meget kryb bosætte sig i samme fliserille. Det er alt fra bænkebidere henover snegle til edderkopper så store som møllehjul.

– Mere plads er ikke nødvendigvis lig med mere orden. Kun på overfladen i hvert fald. Det bliver ligesom bare noget med at lege Tetris oppe på loftet, hvor man kan gemme sine matematikafleveringer fra 7. klasse og andre ting, der er gode at have, hvis nu… Ingenting.

 

 

DIY: Tekst bøjet i neon


Brace yourselves, nu kører gør-det-selv-bussen lige en lille tur. Altså, det her er nu mest sådan en slags DIY-tip, for idéen er tyvstjålet fra The Sorry Girls. Men hvis nu I ikke er bekendte med dem, ville jeg lige sige det videre. De har udarbejdet en guide til at bøje tekst i neon, om man vil, hvis man nu skulle have lyst til den slags. Jeg spurgte Marius, hvad han kunne tænke sig, der skulle stå, og hans bud var noget i stil med “Det her er Marius’ værelse. Og hvis I prøver at komme ind og stjæle vores ting eller penge, så kan I bare gå igen, for her kommer I ikke ind”. Jeg måtte dog meddele ham, at vi nok ikke helt havde ledning nok til netop det budskab. Men mindre kunne også gøre det, så han fik sit navn i neon i stedet! Jeg har ikke fulgt guiden slavisk, men jeg kom nogenlunde frem til det resultat, jeg havde tænkt mig. De anbefaler i videoen, at man bruger superlim i stedet for limpistol, og det kan jeg egentlig godt se idéen i. Jeg havde dog ikke mere superlim, så jeg kørte på med pistolen, og det gik egentlig okay.

Jeg brugte en limpistol (fra Tiger, I guess), kraftig ståltråd fra Søstrene Grene og 5 meter hvid neonsnor (de fås i flere farver) fra eBay, som jeg købte for 26 kroner lige her. Desuden købte jeg også strømforsyningen/dimsen til batterierne til 11 kroner samme sted. Jeg synes faktisk, det er blevet ret fint og passer godt ind på drengeværelset. Neonsnoren kan både lyse konstant og blinke i tre forskellige hastigheder, så hvis der ikke skal gå for meget technofest i den ved sengetid for jer med lidt mindre børn, kan det godt være, man bør placere den ude af rækkevide fra små knappe-glade pilfingre. Det var et lille tip herfra. Glædelig weekend!

Videoen med guiden findes her.

Nomi-stol: Nu med bakkebord (og historie om tilblivelsen heraf)

  

For god ordens skyld: Bakkebordet til Nomi-stolen har de flinke folk fra Evomove foræret os uden nogen aftale om omtale. Resten af stolen og udstyr er betalt af egne (forældres) lommer.

Jeg har omtalt den før. Ikke på grund af sponsorater eller andre aftaler, men fordi jeg syntes, den fortjente det. Og det synes jeg stadig. Den kære Nomi-stol, som er fast inventar i vores dagligdag som børnefamilie. Min søster (altså, min nevø) har den også, og da stolen jo er udstyret med hjul på de bageste ben, så den ikke kan vælte, efterspurgte hun hurtigt et bord til at klikke på, så August ikke længere havde muligheden for at sætte af på bordkanten og rulle væk fra samlingen omkring aftensmaden, som han ellers ynder at gøre hver gang. Bakkebordet lod dog vente på sig… But no more! Nu er det her, og det er godt. Derfor kunne jeg for nylig meddele min kære søster, at bordet var blevet født, og hendes bekymringer kunne få hvile.

Da Evomove bad om lov til at sende mig dette bord, hoppede jeg naturligvis i med begge ben. Heldigvis. Peter Opsvik, som er designeren bag både Nomi- og Tripp Trapp-stolen, har pure nægtet at designe click-on-borde til netop nævnte. Hans filosofi går på, at børn skal med ved bordet og være et ligeså vigtigt led i måltidsdynamikken som resten af familien. De skal med andre ord ikke isoleres ude på sidelinien, bare fordi de har bord og stolesæt til en solo-middag. Og mens jeg godt kan lide hans ideologi omkring emnet, synes jeg ikke, det er sådan, det fungerer i praksis. Lige nu har Frede sit bord klikket på, men det passer faktisk lige i højden til, at det kan gå ind over vores spisebord i køkkenet og på den måde agere uflyttelig dækkeserviet (og skåne træbordet for broccoli og babytænder). Hvis vi har gæster, betyder det også, at vi allesammen kan være om vores (usandsynligt lille) spisebord, fordi Frede kan sidde med ved et hjørne uden at snuppe bordplads og andre folks service. Udover det, klikkes det på så nemt som ingenting og kan ydermere kyles på hovedet i opvaskeren, hvilket må siges at være praktisk med sådan et foderbræt! Jeg vil ikke kede jer med flere praktiske oplysninger, men blot lade jer vide, at bakkebordet has arrived – og selvom det tog over 2 år (og 44 med Tripp Trapp) at få Opsvik overtalt, så var det ventetiden værd!

Tray by Evomove kan købes for 299 kroner lige her. (Og jeg tjener ikke noget på, at I klikker det hjem).

  
Må I alle have en onsdag med ligeså meget solskin som her i den fynske hovedstad!

En form for flyttekaos

For ti dage siden fik vi nøglen til vores nye hytte, og i dag er første gang i den tid, at jeg har slæbt min computer frem. Og siddet ned, tror jeg. Jeg har kørt på en slags batterier, jeg vist ikke rigtigt har haft, og det er så småt ved at indhente mig nu. Hold. Nu. Kæft, jeg er træt med mere træt ovenpå. Jeg har slacket gevaldigt på mine sunde(re) spisevaner her i flyttekaosset, og jeg har været glad for det! Min hud, not so much. Det betyder dog, at mit natlige æde-alterego er returneret for en stund, og i nat gik jagten ind på resterne fra Pandekagedag, som min søster havde bagt og efterladt i vores køleskab. For ligesom at opveje den sukkerholdige natmad, tog jeg et glas vand med i seng til at skylle efter med. Jeg ville lige nyde et øjebliks stilhed med min telefon, hvilket imidlertid resulterede i, at jeg i min zombie-tilstand faldt i søvn med hovedet oveni den og samtidig tømte det iskolde vand ud over mig selv og den halve seng. Så var jeg på en eller anden måde ret vågen igen og måtte således trække mig selv og et McQueen-tæppe ind i sofaen. Gab.

Pt. er der kun en(!) flyttekasse tilbage, som mangler at blive pakket ud, og den får sgu lov at vente til i morgen. Jeg har fået skruet de første hylder op, men der er stadig en del, der mangler. For eksempel lamper. Og billeder. Og. så. videre. Men det tegner godt! Vi har pludselig så meget skabsplads i køkkenet, at jeg har lidt svært ved at gennemskue, hvor de forskellige ting er, og det kan jo også noget. Nu vil jeg spise mig en Sun Lolly, inden jeg med garanti falder i søvn på sofaen.

Desuden er flere af jer kommet med mange fine og gode spørgsmål (og sindssygt søde ord) her, og det sætter jeg så usigeligt stor pris på! Jeg satser på meget snart at påbegynde et svar-indlæg, så hvis I vil ha’ noget med, kan det stadig nås… Godnat, I rare mennesker.

Typen med have og redskabsskur

Jeg ved godt, der i det ganske blogrige er en tendens til at lave de dér irriterende cliffhangers à la “vi har taget en kæmpe beslutning, men det må I læse om imorgen”, og at det sikkert er strategisk kløgtigt for de store bloggere med henblik på trafik og sådan noget stads, men fordi jeg som bekendt ligger og roder rundt hernede i Amatørland, tillader jeg mig at være så lidt irriterende som muligt, og bare breake hele min glæde på én gang: Vi skal flytte! Det i sig selv er muligvis ikke så vildt, at det overhovedet kunne deles op i flere indlæg, men jeg har ventet til alt var underskrevet og klart, så jeg ikke skulle trække min jubel tilbage på et senere tidspunkt.

Den 1. februar rykker vi direkte fra lejlighed, dørtelefon, gårdmiljø og gnavne overboere til frihed, carport, frugttræer og 700 kvadratmeter have! A’ hva’?! Jeg har betalt i dyre domme for at trykke ‘refresh’ på Boligportal hundrede gange om dagen og kime diverse udlejere ned, og så vil en masse tilfældigheder i stedet, at min life-saving veninde ser et opslag på Facebook, oplyser mig herom, og to dage senere står vi med drømmeboligen og sommerfugle i maven. Det er et sandt juleeventyr! Samtlige punkter på min liste over krav til ny lejebolig var med ét opfyldte, og jeg er altså kræsen på den måde. (Det ene sted vi så, var det et seriøst issue for mig, at der var lyse trælofter i stedet for hvide. Needless to say at Mikkel syntes, jeg var idiotisk…). Men her får jeg hvide lofter und alles og TO børneværelser! Mit indre lysbilledshow galoperer derudad, og jeg ser allerede hvordan en fregnet Marius og en vraltende Frede slår havedøren op og går lige ud – bare sådan – i egen have og gnasker jordbær og tomater direkte fra egen avl (ja, der er drivhus og urtehave og bryggers til snaskede støvler!). Samtidig er det ikke mere end 10 minutter fra centrum, og alle brikkerne falder ligesom på plads med hensyn til Marius’ skole og far og den slags. Det var egentlig bare det, jeg ville. Tænk, at jeg kan være så glad her på 2. døgn uden sukker (prøver at behandle min krop lidt bedre end normalt, bare for en lille stund). Måske skyldes det også, at Frede forleden tog sin længste lur nogensinde på… Wait for it… En time og fyrre minutter! Det er store sager for mig det hele. Jeg vil tilbage til mentalt at indrette vores nye bo, mens jeg strikker Fredes cardigan færdig (jeg er åbenbart 80 år).


God regnvejrs-fredag og glædelig weekend!

Indretning vs. julestemning

FotorCreated

Jeg forsøger at jule røven ud af graviditetsbukserne i disse dage. Mere eller mindre succesfuldt. Jeg har forsøgt mig med alskens slags gør-det-selv pynt og hjemmelavede flettehjerter i lidt for meget pastel (som dog vandt mig et gavekort til Søstrene Grene på Instagram – yay!), men jeg kan mærke, det ikke gør det helt for mig. Min hjerne er en enorm sucker for struktur og overensstemmelser i stil og farvevalg, og det er svært at få gammeldags kravlenisser til at passe til højglanskøkken og dip-dyed messinglamper. Det har imidlertid resulteret i enkle (men stadig fine) perleplade-snefnug, origamihjerter og geometriske snemænd. Det er alt sammen fint og ufatteligt pænt (og mest af alt hyggeligt at fremstille), men julestemningen i stuen røg altså først for alvor i vejret, da Marius slæbte hjemmegjort juledekoration med hjem fra børnehaven med et ordentligt skud gran, rød stearin og julekugler som pynt. Det samme gjorde sig gældende, da min mor kom forbi med en mastodont af et kalenderlys omgivet af gran, kristtorn, troldegren og kogler. Uanset hvor meget jeg prøver at tricke min hjerne til at føle ‘jul’ ved synet af hvide juletræer i keramik, slår det først igennem, når jeg ser rød, grøn, guld, gran, glimmer og guirlander. Og det behøver vel ikke nødvendigvis at være grimt. Det kan vel forenes. Jeg er jo først ved at starte min julepyntskollektion nu i den spæde start af mine tyvere, så jeg har alligevel en del tid endnu til at tilpasse og justere. Men der skal altså mere jul og mindre indretning ind over min december. I hvert fald mere jul.

I øvrigt tak for alle jeres søde beskeder omkring vores lillebror in-the-making. Det gør mig umådeligt varm om hjertet, når I tager jer tid til at snakke, dele, kommentere og sågar komme med jeres egne historier til mig. Også selvom jeg ikke kan bade jer i adventsgaver og pakkekalendre, omend jeg gerne ville rulle jer allesammen i kunstigt sne og drysse jer med glimmer! Ellers vil jeg godt tippe om en alternativ julekalender hos De Normale, hvor der kommer en lille bid af deres kærlighedshistorie hver dag. Det er da til at blive i julestemning og glad i låget over! Hvilket minder mig om den dér historie om, hvordan Mikkel og jeg slog hovederne sammen for snart to år siden, som jeg har lovet jer i snart noget tid. Den kommer nok en af dagene, når jeg kan få den jongleret ind imellem jordemoderbesøg, juleindkøb, godnatlæsning og konfektspisning.

 

Weekend, babyshower og polerede hjem

Fotor0616214557

Så kom vi igennem weekenden. Agtigt. Vi valgte at forlænge den lidt. Marius og jeg droppede verden idag og blev i sofaen under dynerne. Jeg var slet ikke klar på smøre-madpakke-aflevere-barn-ræset. Og det var han heller ikke. Vi valgte i stedet at se film, tegne, spille keyboard, bygge lego, fodre frøer og cykle, og jeg fik drukket kaffe i bekymrende store mængder. Og da vasketøjsbunken og kaos i stuen gentagende gange slog mig i hovedet med en knytnæve af dårlig samvittighed, bad jeg den om at skride. Langt væk. Og på dage som disse skal jeg holde nallerne fra Instagram. Grundet min forkærlighed for pæne hjem og nydelige klæder, poppede den ene lussing efter den anden op i min newsfeed. Helt seriøst – hvor poleret kan et liv fremstilles, når det trækkes igennem en alvorlig omgang overeksponering og musselmaling? Jeg ved det fandeme ikke. Men pænt ser det ud. Og jeg nyder at kigge på det. Hvis de så forhelvede kunne smække et billede op – bare engang imellem – hvor deres 3 bedårende rollinger ikke er i matchende sæt, eller et, hvor der titter en pink, modbydelig Hello-Kitty-eldrevet-bil frem på børneværelset mellem alt interiøret i sort og hvid og fancy tapet med kartoffeltryk. Hvor gør de af det? Har de kun træ-legetøj og Legoklodser i pasteller?

De gør nok ligesom mig, bilder jeg mig ind. Tager billeder af den allernydeligste krog af børneværelset, mens gulderodsstumper, fedtfingre og sand bliver skubbet ud af kameraets synsfelt. Ja, sådan må det være. Jeg hader-hader-hader rod og har svært ved at slappe af i rodede omgivelser. Så jeg kan godt forstå dem, som altid har rene og ryddelige hjem. Jeg begriber bare ikke, hvorfra de får tiden, hvis de har 3 unger af egen avl hængende i forklædet hele dagen. Men de skal da have en stående applaus. Det skal de da.

Weekenden blev brugt på at klargøre surprise-babyshower til min kære storesøster og min 3500 grams søde nevø (som i øvrigt stadig er i maven med 3 uger til termin). Og det lykkedes os big time at tage røven på hende, heldigvis. Alt forløb efter planen og det strømmede ind med lækre babygaver og yndige cupcakes. Der er sydende, kold cola i mit glas, hjemmet er endelig ryddet, og Marius sover sødeligt i sin seng med hovedet i fodenden. Det må være startskuddet for en smuk mandag aften. Jeg håber, I får en magen til.

Print-selv kanin

Der kommer stille og roligt flere hoveder til her på bloggen, og det er simpelthen så dejligt. High-five til jer! Og selvom der ikke er vanvittigt mange læsere på nuværende tidspunkt, så er der stadig langt flere end jeg havde turde håbe på, få måneder inde i bloggens liv.

Nuvel, det var den dér kanin, jeg ville sige noget om. Jeg har hverken forkromede sponsoraftaler eller giveaways (endnu), men jeg kan da lave min egen. Kind of. Jeg har fået en kommentar til ovenstående kaninbillede her på bloggen og en del henvendelser på min Instagram og Facebook fra folk, som var interesserede i at klistre Hr. Ballon-Kanin op rundt omkring på børneværelserne, og det er jeg jo vældigt beæret over. Så derfor har jeg kastet mig ud i et lille forsøg. Jeg har mistet en del af min tekniske snilde i løbet af de sidste år på grund af misvedligeholdelse og muligvis ammehjerne. Men det skal ikke hedde sig, at jeg ikke har forsøgt. Så herunder er et link til Hr. Ballon-Kanin i PDF-format, så I (ganske gratis) kan printe den lille fætter direkte ud hjemme i stuerne. Det er vigtigt, at den under printerindstillingerne er sat til ‘faktisk/original størrelse’, eller hvad det hedder. At den IKKE tilpasses siden og krympes ind på midten, for så bliver det en grim lille én. Her printes den ihvertfald pænt, og hvis nogen af jer derude giver jer i kast med det, så meld endelig tilbage og fortæl om det kan lade sig gøre. Tegningen er tegnet i fri hånd, så skulle der være små ujævnheder rundt omkring, kan det være derfor. Tegningen er kun til privat brug, og jeg vil sætte pris på, at der linkes hertil ved eventuel brug på nettet. Endnu engang tak fordi I er så søde og vil følge med her.

>> Hr. Ballon-Kanin <<

Søvnvaluta, tegninger og grand prix

Det var så den weekend. Altså næsten. Jeg har (selvfølgelig) fået rokeret lidt rundt herhjemme på sådan en søndag, og på billedet ses seneste ændringer på børneværelset (med hjemmesyet pude, sgu!). Og ydermere kan jeg nu krydse “Betalt-mig-fra-at-sove-lidt-længere” af på listen over ting, jeg har gjort. Altså betalt! Og ikke med Monopolypenge. Marius mente, at kl. 6 var et passende tidspunkt at starte dagen på, omend jeg var lodret uenig. Og tingene, man kan bilde ham ind, bliver altså færre hver eneste dag. Så det er med at få brugt de sidste ting, som man stadig kan få ham til at tro bare en lille smule på. For eksempel at det altså stadigvæk er en lille bitte smule nat, når klokken er 6, og man derfor hellere må sove liiidt mere. Og til det responderede han så med “okay, men jeg kan altså ikke sove mere, hvis jeg skal sove i min egen seng”. 1-0 til ham. Jeg blev overgået i snuhed af en 3-årig. Nå, han indtog smørhullet, og så slumrede vi videre i en halv times tid, inden den var gal igen. Og nok er jeg ikke fan af 3-årige med egne iPads og mobiltelefoner, men hvis jeg kan vinde yderligere en halv time på langs ved at låne ham min, så gør jeg det sgu. Så Snøvsen snuppede mors telefon og legede med “App for børn”-app’en dér i dobbeltsengen og hyggede sig gevaldigt. Efter ti minutters tid fik jeg en albue i siden og en lille stemme i øret der sagde “Mor, du er nødt til lige at købe det her med bilen. Jeg kan ikke spille den, før den er låst op”. Så så man mig, halvt vågen og halvt zombie, taste min kode til Appstore forkert et par gange, for til sidst at ramme rigtigt og trykke ‘bekræft køb’. Da jeg vågnede et kvarter senere, kunne jeg se, det havde kostet mig 19 kroner. Søvnvalutaen stod mig altså i over én krone pr. minut. Men det var det værd. Jeg fik ekstra bobletid, og Marius fik lov til at udforske banen med bilerne, så generelt var det lidt af en dobbelt-win.

Ellers har min weekend bestået af små, hyggelige begivenheder, mens sønnike har været hos sin far. Fredag holdt jeg champagneaften med to lækre damer, og igår kom den ene af damerne (er man det som 22-årig?) igen forbi til en kop te. Den kop varede et godt stykke tid og endte ud i skæggede damer, silikonebefængte tyrolerpiger og afro-Basim på TV’et, selvom jeg aldrig rigtig er blevet grebet af Grand Prix-postyret. Men det var skide sjovt alligevel. Grand Prix-musik har altid været lig med støj og slagerhits i mit hoved, men i år fik de bevist, at det også kan handle om alt andet end musik – fx Rusland-Ukraine situationen og transseksuelles rettigheder. Så begynder det sgu da at blive spændende, hva’?

Og mega off-topic, så er jeg blevet spurgt lidt ind til mine tegninger både her og på Instagram efter dette indlæg. Og jeg har sgu ikke fået flashet ret meget af det, da det for mig mest er sådan en hygge-hobby-afstresnings-ting, og der er så mange mennesker derude, som er langt mere talentfulde til det end jeg. Men til dem, der kunne have lyst til at kigge nærmere på mit tidsfordriv, så kommer der en billedspam af mine seneste blyantstreger herunder. Det meste af det, jeg tegner, er fri fantasi, og noget af det er inspireret af motiver jeg ser på min vej eller tilfældige ting fra internettet. Alt er tegnet og malet i fri hånd, og jeg tegner alt fra børnemotiver til abstrakte dimser. Desuden har min søsters ven lige fået tatoveret den dér inca-agtige løve, jeg har lavet, på hele ryggen. Holy shit. Og den er altså i A3 format. Jeg synes, det er voldsomt, at noget jeg har tegnet i fri hånd, pludselig hænger på huden af et andet menneske. Jeg er ikke fan af tatoveringer og har heller ingen selv, men det er sgu alligevel lidt sejt. Håber, I har haft en dejlig regnvejrsweekend.

Fotor0511203342 Fotor0511202420Fotor051120185 Fotor0511201549Fotor0511203914Fotor0511203711

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Fine Little Day

finelittleday

 

I mere end én forstand! Jeg har forelsket mig lidt (læs: helt vildt meget) i Fine Little Day, som har lavet alt på collagen ovenover. Og så har vi også haft os en fin lille dag herhjemme. Poden har holdt fri fra børnehave, fordi det bare er tiltrængt engang imellem på en mandag (okay, og man undgår tidligt-op-kom-nu-i-tøjet-spis-din-mad-smør-madpakke-til-barnet-og-så-afsted-rutinen). Vi har tullet rundt i gågaden og bl.a. anskaffet os (altså Marius) en t-shirt med leopardprint, som blev nævnt i dette indlæg.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram