Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Hvor skal han og hun hen?

Forleden var to kvinder (eller mennesker, om man vil) inviteret i Go’morgen Danmarks studie til en snak med den altid rare Morten Resen. Den ene havde valgt, at hendes børn skulle opdrages kønsneutralt, og de gik således i en institution, der praktiserede dette, ligesom hun selv foretrak at blive kaldt ‘forælder’ fremfor ‘mor’. Den anden arbejdede i og repræsenterede selvsamme institution. Og det her med at kalde børn for ‘hen’ (eller sågar ‘hn’) istedet for ‘han’ og ‘hun’ finder jeg enormt interessant (åbenbart så interessant at jeg tegnede et TV2 Play abonnement kun for at kunne se det fulde interview). Jeg er ingenlunde enig, og jeg vil godt gøre mig umage med at forklare hvorfor.

Man kan postulere, at jeg er en anelse (for) konservativt anlagt og ganske enkelt synes, det bliver for langhåret. Det er på sin vis også korrekt, men der er meget mere i det. Jeg synes, hele idéen med koncept kønsneutral er misforstået. De prædiker diversitet, individualitet og rummelighed, men opnår, for mig at se, modsatte effekt. Det, at udhviske kønnene og deres vigtige forskelligheder, skaber i min optik et ustabilt og flydende fundament for de små menneskers identitetsskabelse. I forsøget på at give plads og være rummelig signalerer det, at forære børnene et komplet blankt lærred at starte på, at alle i udgangspunktet er ens, og det, synes jeg, underkender, at der er en grundlæggende forskel, uanset hvordan den kommer til udtryk. Jeg synes, det i høj grad er forældrenes projekt fremfor børnenes. Og jeg synes ikke, det er en dårlig ting, at vi er forskellige fra hinanden, så længe vi er bevidste om, at ikke alle kan eller skal passe ind i de typiske kasser.

Jeg er helt med på, at lille Carl ikke skal påtvinges biler og gravemaskiner, ligesom Emma ikke skal påduttes, at rigtige piger leger med dukker. Men den problemstilling synes jeg, vi i stor grad er ved at være ude over. Jeg oplever i hvert fald aldrig, at drengen med dukken eller pigen med bilen bliver set ned på eller kigget skævt til, og de, der måtte gøre det, ændrer næppe deres snæversynede holdninger, fordi børn pludselig skal klædes ud som intetkønnede.

Marius’ interesser er meget ‘drengede’. Inden det overhovedet var muligt at påvirke ham i den ene eller anden retning, var han fokuseret på alt med motor, farlige dinosaurer og kunne som 2-årig kende 17(!) forskellige bilmærker fra hinanden, fordi han hver gang, han så en bil, spurgte, hvad det var for en. Gav man ham en dukke, stak han i et skrig eller kastede den over i det fjerneste hjørne. Det er for mig at se et fint eksempel på, at der ofte er forskel. Helt fra begyndelsen. På samme tid bliver den individuelle diversitet ligeledes tydelig, da Marius på mange måder alligevel ikke er, som drenge er flest. Han er ikke en ‘vildbasse’, men kan godt være med til vilde lege, hvis han er i trygge og kendte omgivelser. Han bryder sig ikke om, hvis der roder på hans værelse, og hans følelser er indimellem for store til at være i en 5-årig krop. Han føler meget og hele tiden og er på den måde også enormt empatisk, kærlig og forstående. Det er ikke noget, man forbinder med den typiske ‘bulderbasse’, men det er Marius. Han er ikke mere eller mindre dreng af den grund – men han er en dreng. Og så synes jeg ligeså godt, jeg kan gribe muligheden til at forklare ham, at alle er forskellige, men at så længe man laver noget, man bliver glad af, så er kønnet ikke afgørende. Jeg kan forklare ham, at han ikke er mindre dreng, fordi han er følsom og har brug for ro og stilhed, ligesom han ikke er mere dreng, fordi han elsker Lego og dinosaurer. Han er dreng på sin egen måde, og der findes uendelige måder at være dreng (og pige) på. Og han må gerne synes, at lyserød er en pigefarve (og det gør han!), så længe han kan rumme, at andre måske ikke er enige, og at Valdemar skal have lov at iføre sig hele den rosa palette på lige fod med Sofie.

Jeg synes altså, det er en grundlæggende forkert måde at gribe kønsrolle-problematikken an på. I stedet for at anonymisere børn og deres køn, kunne man måske lægge større vægt på at oplyse dem. Oplyse dem om, at selvom man biologisk måtte være dreng eller pige, er der frit valg på alle hylder. At mange drenge har en naturlig interesse for biler og piger for dukker, men at ‘normal’ blot er et andet ord for ‘flertal’, og at det således ikke er forbudt eller farligt, hvis man ikke deler hovedinteresse med sine kønsfæller. Samtidig kunne man måske (både i institutionerne men i høj grad også hjemmefra) oplyse sin mudderelskende dreng og sin glimmerelskende pige om, at alle andre børn ikke nødvendigvis er som dem, og at det er okay. Jeg synes, det er finere at lære dem at navigere respektfuldt iblandt hinandens forskelligheder fremfor at udhviske dem. Selvom de stadig vil udvikle sig forskelligt til trods for deres kønsløse tilværelse, synes jeg godt, man som barn må være bevidst om sin fysiologiske identitet og så samtidig erfare, at det ikke er en begrænsning, men en helt naturlig del af livet. Det er det, jeg finder mest rummeligt.

Mammut, stolthed og skilsmissebørn

Fotor082114338

Jeg er blevet slugt af et hverdagsmonster, som har taget sin væn Træthed med. Timerne går med madpakker, lektier, tøjvask og aftensmad, men det er okay. Indimellem er der nemlig tid til en kop kaffe, Crash Bandicoot på Playstation og racerbiler med mini-me. Det er lykkes mig at lave en pissesød, mærkelig og livsbekræftende lille dreng. Jeg er så betaget af, hvordan verden ser ud dernede fra 1 meters højde og 4 års livserfaring. Forleden dag efter børnehaven fortalte han stolt, at han havde fået en mammut forærende af sin ven. En mammut? “Jep!” Hvorfor? “Fordi jeg er hans bedste ven. Og han er min!” Hvis det ikke er bedårende og umiddelbar kærlighed ved højlys dag, så ved jeg ikke, hvad det er! Ved afhentning af Marius igår, kom han atter i tanke om mammutten, og nu skulle den altså med hjem. Bag lågen i hans garderobeskab fandt han så et mammut-formet klistermærke på godt og vel en centimeter, som han med sine små fingre nænsomt placerede i Mikkels pengepungs “hemmelige mammut-rum”, så den kom sikkert med hjem. Hallo! Jeg står sgu da lige her og smelter!

Ydermere er han blevet valgt, sammen med 11 andre børn i børnehaven, til at deltage i H.C. Andersen-paraden imorgen. Det er så sejt! De har fået tildelt Tinsoldaten som tema, så mor her skal sy hvide silkebånd i et kryds på maven af en rød trøje. Om jeg besidder onde sy-skills? Nej. Men jeg har til gengæld masser af tekstillim, og det skal nok gå alt sammen. Marius skal følges med sin bedste ven (mammut-giveren), og de har valgt børnene på baggrund af, at de kan klare en lang dag med mange mennesker på Flakhaven og skiftende aktiviteter. Til gengæld er de sat sammen i vennepar, så de får en sjov oplevelse med deres bedste ven, og de små ben derved kan klare at gå lidt længere end normalt. Cute much? Det tror jeg nok! Og hey, det er min lille, sensitive dreng, som bare vokser og gror og er skide sej. Mom-pride coming through!

Pssst! Der er i øvrigt nyt ovre på Tankeskrald.dk, hvor Caroline har bedt mig og tre andre bloggere give vores svar på, om det lykkelige skilsmissebarn findes. Så hvis I ikke allerede har læst det, så skynd jer derover. Der er ret mange kloge ord at finde. Med ønsket om en henrivende lillefredag!

 

Bare balder og dårlig reklame

Alt indeni mig skriger lidt imod overhovedet at omtale dette firma. Men det ser jeg mig nødsaget til. Jeg har aldrig rørt produkter fra Cult. Ikke fordi jeg har haft noget imod firmaet som sådan, men fordi Cultshakers smager af lunkent rævepis og energidrik aldrig har sagt mig noget. Måske er det blevet til en Mokaï eller to. But no more! Jeg er harm, vred og samtidig lige dele underholdt af og forarget over niveauet af idioti.

Jeg hentyder naturligvis til den opsigtsvækkende numse-reklame, de har klistret på samtlige busskure landet over, hvor en yderst velformet, rund røv pryder plakaten med overskriften ‘Jaloux?’. Og det er normalt ikke en term, der bliver brugt i forbindelse med (semi-)døde ting. Jalousi er et begreb, der bruges om følelser, som oftest opstår i samspil mellem to (eller flere) mennesker. Ikke deres røv. ‘Misundelig?’ ville måske klinge dårligere, være tvunget ned i mindre skriftstørrelse og ikke stikke helt så meget til folk, som ‘jaloux’ gør. Det er et ord med lidt mere slagkraft, jeg ved det godt. Men det gør det bestemt ikke mindre dumt at benytte sig af ordet i denne sammenhæng. Hele budskabet ved dette er så umådeligt lavt og virker enormt desperat på mig. Hell, de får en masse omtale, men for mit vedkommende bevirker det udelukkende, at jeg går en stor bue udenom deres produkter. Forstå mig ret, jeg elsker reklamer. Reklamer, som er gennemtænkt, som har det lille ekstra og som rammer plet hos mennesker. Gerne med viden og humor kombineret. Reklamer som både er geniale og fascinerende. Jeg ved godt, det er et usigeligt ligegyldigt produkt, at skulle lave en revolutionær reklame omkring, men man kunne da i det mindste have givet det et skud.

Lad mig lige slå fast at kvinder, der gør det til en livsstil at leve af proteinshakes stræbende efter sixpacks og store guns, endelig skal klø på. Jeg forstår mig ikke på det og slet ikke på værdisættet, som tager udgangspunkt i udseendet (forklædt med ordene ‘velvære’ og ’sundhed’), men folk skal gøre, som de vil. Jeg vil bare ikke have proppet ned i halsen, at man kun kan se godt ud, hvis det er sådan, man vælger at leve. Niks. Det er hverken fordi, jeg føler mig truffet, eller fordi jeg er ked af min krop. Det er fordi, de fandeme tillader sig i fuld offentlighed at antyde, at kvinder med større/mindre/fladere numser end viste, har noget at arbejde på. Pardon my french, men hvad helvede bilder de sig ind?

Meget apropos debatten om skønhedsidealerne Matas’ magasin SKØN førte med sig, og som blev taget under kærlig behandling her, hvad er det så egentlig for ting, vi tillader at blive slynget ud i æteren, hvor vaklende 12-13-årige piger færdes? Er det virkelig de værdier i samfundet, der vejer tungest? Er det det, vi vil videregive usikre teenagere, som endnu ikke ved, hvilket ben de skal stå på? Er vi blevet SÅ uintelligente? Jeg håber det ikke.

Så kære Cult, jeg kan kun tale for mig selv. Men jeg kommer aldrig til at smage jeres fitnessvand. Jeg kunne godt tænke mig at have en numse magen til den på billedet, men jeg har ikke lyst til at knokle for at nå dertil. Jeg har ikke lyst til fanatisk at planlægge min kost og svede i træningscentret 6 dage om ugen, for jeg har svært ved at se pointen. Jeg har en dejlig søn og ditto kæreste, og vigtigheden af at bruge tid sammen med dem kontra runde, struttende balder er fuldstændig usammenlignelig. Det er så fucking ligegyldigt. Jeg vil bede jer tænke over, hvilke budskaber I smider om jer. Specielt i så skønhedsfikseret et samfund, som vi efterhånden har fået stablet på benene. Måske var det tid til at revurdere værdierne, give plads til individualitet og lade folk, unge som gamle, vide, at deres røv er a-okay, så længe de selv er tilfredse. Men der bliver længere og længere til den tilfredshed, fordi I skubber idealet så langt ud, at det for mange mennesker ikke længere er indenfor rækkevidde.

Billede fra @andershemmingsendk.