Noget om en lydfil

Først og fremmest: Dette er et af de hurtigste blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg er typen, der skriver noget, gemmer en kladde, går til og fra, retter ord og vendinger, kommer på skarpere formuleringer, fylder mere på, gemmer kladden igen, hvor den så får lov at passe sig selv, til al aktualitet er forsvundet, fordi jeg alligevel ikke var helt tilfreds med det, jeg havde fået skrevet. Det er det, mine damer og herrer, der hedder ‘hæmmende perfektionisme’. Eller i hvert fald noget med at overtænke ting helt i smadder. Men nu får I et indlæg, jeg har skrevet på én gang. Så jeg beklager (nok mest overfor mig selv), hvis jeg kunne have formuleret mig bedre, men jeg håber, I fanger pointen alligevel.

Okay. Jeg havde egentlig valgt ikke at gå yderligere ind i det her, fordi det er en hårfin balance. På den ene side mener jeg, man har ret til at blive introduceret til andre perspektiver og vinkler på emnet end den, der fremlægges som værende den eneste sandhed hos virksomheden bag pågældende lydfil. På den anden side mener jeg, at nogle ting bør ties ihjel.

Men nu er katten ligesom ude af sækken, så derfor vælger jeg at knytte en kommentar til emnet og uddybe, hvad det er, jeg finder problematisk ved en sådan udgivelse. Helt generelt kæmper jeg noget med pseudovidenskabelige tilgange og det alternative univers i helhed, så jeg er muligvis også farvet deraf, men jeg skal gøre mit ypperste for at forholde mig sagligt. Igen. Det kræver mere, end man måske lige skulle tro, men jeg prøver det bedste, jeg har lært.

Pågældende virksomhed har, som (altid fantastiske) Karoline bag Hvidkaffe nævner, en udfordring i forhold til netop at definere, hvornår privatpersonen slutter, og hvornår virksomheden begynder. Det kan i mine øjne være grobund for en lang række problematikker i forbindelse med influencerbranchen helt generelt. Det kan som følger være vanskeligt at navigere i, hvornår en influencer fungerer som onlineveninde, og hvornår de ligeså stille begynder at gnide håndfladerne mod hinanden, mens dollartegnene vælter ud af øjnene. Igen smider jeg lige en disclaimer med det samme: Jeg har ikke et generelt problem med influencere. Der findes mange dygtige, kloge mennesker, der forvalter deres position med stor professionalisme. Der findes desværre også en lang række, der gør det modsatte.

Denne virksomhed, der nu har udgivet en terapeutisk lydfil, springer netop i øjnene på mig, fordi den har en længere række af… uheldige sager bag sig. Her tænker jeg først og fremmest på en episode, hvor der blev brugt vendinger som “antidepressiv er gift for hjernen” – skarpt efterfulgt af rabatkoder og reklamer for cannabisolie. Det er ikke at være sit ansvar overfor (på det tidspunkt) små 40.000 mennesker bevidst. Det er det simpelthen ikke. Her er det businessdelen, der lader til at tale. Når kritikken fra myndigheder, fagfolk og journalister (bl.a. formidlet via Shitstorm på P1) så begynder at vise sig, bliver taktikken noget med at skifte til privatperson, som føler sig misforstået og udstillet. Men hvis man som virksomhed bringer noget på banen, man har interesse i at tjene penge på, så må man også forholde sig professionelt til den kritik, det afføder.

Især punktet med (ikke) at forholde sig til kritik er en problemstilling, jeg ser gentagende gange. På Instagram er det muligt at slette og blokere folk i ét væk, således at al (konstruktiv) kritik og berettiget undren censureres væk under påskud af at være “hate”, misundelse og smertende numser. Også når dette ikke er tilfældet. Jeg synes, det er fair, at vi ser verden på forskellige måder, men det må simpelthen gælde over hele linjen, at vi som voksne mennesker, som virksomheder og forbrugere, kan spørge ind, forholde os nysgerrigt, kritisk eller undrende – uden at få mundkurv på. Alternativt skal man holde sig helt fra at reklamere for og indgå samarbejder med kontroversielle foretagender. Så er man ligesom ude over dén. Og jeg ved, at “det er menneskeligt at fejle” er et argument, der bliver brugt flittigt, men det fejer ikke automatisk alle problemer af vejen; det kræver stadig, at man aktivt forholder sig til de menneskelige fejl, man begår. Især hvis man begår dem igen og igen.

Nå, men, tilbage til lydfilen. Først og fremmest er jeg fra et hjem, hvor man som udgangspunkt lader folk med den rette faglige baggrund tage sig af de dertilhørende opgaver. Min mor er psykoterapeut, min stedfar er læge, og det er muligt, at min skepsis i forhold til den alternative verden udspringer en smule derfra. Jeg er ikke blind for, at der kan findes et hav af forskellige metoder, der virker for forskellige mennesker, men når man som virksomhed uden faglig relevant baggrund både udtaler sig om medicin til psykisk sårbare mennesker og nu udgiver en lydfil, der kan hjælpe dig med alt fra kærestesorger til fødselsdepressioner, så er det i mine øjne et problem.

For mig at se består det egentlige problem ikke så meget i selve lydfilen. Det består i alt det rundt om den. Det består blandt andet i at sige, udgivelsen kun har affødt én negativ kommentar (fra en, der ikke kan unde andre succes), når en række udsagn på dele af internettet, der strækker sig udenfor blokeringsfingerens rækkevidde, siger noget helt andet. Mange gange. Det består i, i ét væk at dele positiv feedback fra folk, der eksempelvis efter en 7-årig periode med både angst, depression, PTSD og borderline får vendt bøtten på baggrund af 20 minutters lyd. Det er mere end almindeligt misvisende. Jeg tænker ikke som sådan, at en lydfil på 20 minutter – isoleret set – skulle udgøre en stor fare. Jeg tænker, det er alt det omkringliggende; selvophøjelsen, den monologiske kommunikationsstrategi, den vedvarende deling af beskeder fra mennesker, der gennemført idoliserer kvinden bag (uanset, hvad hun gør eller siger). Det er i allerhøjeste grad at skævvride det billede, man sælger til sin følgerskare.

Men dér, hvor det for alvor strammer til, er dér, hvor pengene træder ind. Hvis udgivelsen i stedet havde handlet om, at det var en slags 20-minutters peptalk-podcast, man kunne bruge, hvis man havde lyst til et kærligt klap, havde det givetvis set anderledes ud. Men når man promoverer en lydfil så aggressivt og samtidig skruer patos helt op, så bliver resultatet noget ganske andet. Når man både har behov for at sige, at man SAGTENS kunne have taget MEGET mere for lydfilen (taler produktet voldsomt op – fremstår samtidig generøs), at den selvfølgelig udkommer til lønningsdag, så alle dem på kontanthjælp OGSÅ har råd (good guy, der tager hensyn til de svage), men at introprisen på 149,- altså KUN gælder den første uge (opildner til hurtigt køb – men stadig good guy, for den kunne jo have kostet MEGET mere).

Her har vi (i min optik) kerneproblematikken. At man gentagende gange fortæller, hvor stor empati, man besidder, og bare ønsker at kunne redde hele verden. Derefter laver man en fil til psykisk sårbare, bruger ovennævnte tricks til at skabe salg, alt imens den overrosende feedback kører i loop på virksomhedens profil. Jeg mener bare, hvis det er ens hjertesag at få spredt sin beroligende stemme, så kunne man gøre det på mange langt, langt finere måder, der ikke indebærer at tjene fedt på (karantæneramte) mennesker med flossede nerver. Nu har vi jo fået at vide adskillige gange, hvordan der ellers svømmes i tilbud om samarbejder med mulighed for at vælge og vrage, for pengene mangler i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvornår man mon mener at have skummet fløden nok.

Hello from the other side

Indrømmet. Jeg har ladet jer hænge. Dem af jer, der måtte være tilbage. I snart et år. Det er ret lang tid. Det har egentlig ikke været et superaktivt valg, men mere noget med dage, der har ædt hinanden og motivation, der falmede. Dernæst blev jeg ramt af bloggerlede og SoMe-foragt uden helt at kunne pege på én specifik årsag. Jeg kunne vælge at unfollowe alt i den retning (hvilket umiddelbart havde været det mest voksne at gøre), men alligevel blev jeg ved at lade mig irritere af (manglende) #reklame og Lunarway og Daniel Fucking Wellington. Jeg blev ved at lade mig trætte af klima- og miljøprædiken fra mennesker, der gladeligt smækker røven i et flysæde 14 gange om året for eksempelvis at promovere modebranchens overforbrug. Jeg væmmedes ligeså stille ved hele kulturen. Selviscenesættelsen. Reklamesøjlerne. Jeg manglede distance.

Grænserne bliver for mærkelige og diffuse, når de såkaldte internetvenner ubemærket skubber flyers, brochurer og rabatkuponer ind i hver en lomme, der måtte stå åben. Når omdrejningspunktet for det hele bliver forbrug og gerne mere af det. Når mennesker lever af at påvirke andre mennesker til materialisme og charterferier. Jeg blev mæt. Og mens jeg forsøgte at slukke for diverse kanaler, slukkede jeg åbenbart også min egen. Men nu er jeg her. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, for min ambivalens består lidt i, at jeg holder uendeligt meget af at skrive om alt og ingenting, men samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt en blog er det rigtige format for mig. Jeg vil lige skynde mig at tilføje, at der selvfølgelig stadig findes kroge af blogverdenen, jeg holder utroligt meget af. Velreflekterede, velformulerede (oftest) kvinder, der har andet og mere end Verisures alarmsystem på hjerte. Og dem er jeg så småt ved at finde tilbage til; de druknede ligesom bare i larmen fra de andre kroge, som jeg ikke fik luget ordentligt ud i. Men nu vi er ved det, kan jeg jo passende fortsætte i det navlepilleriske spor og prøve at ridse 2019 op.

Det virker uoverkommeligt at skulle koge det sidste års tid ned til et enkelt blogindlæg, men jeg skal forsøge at male med den brede pensel. De af jer, der følger med på Instagram (@dittekirk), vil muligvis være (en lille slags) opdateret, men tillad mig lige at opsummere alligevel.

Kort før 2018 rendte ud, fandt jeg ud af, at der var flyttet en mikroskopisk person ind i min mave. Den mikroskopiske person flyttede ud medio august efter 56 minutter på en fødestue, og jeg er således mor til intet mindre end tre. Mit køn er fortsat stærkt underrepræsenteret herhjemme, da vi har fået (endnu) en dejlig lillebror. Jeg hverken kan eller vil koge en masse indlæg på afsløringen af hans navn. Det er et lillebitte navn med en enkelt stavelse, som alligevel er fyldt med styrke og pondus. Eller, det synes vi, om ikke andet. Og så deler han navn med intet mindre end tre af sine tipoldefædre. Lillebror hedder Jens, og han bevæger sig med hastige skridt mod 3 stærke måneder. Udover det sædvanlige opstartsknas med maven går det godt. Hans storebrødre (på nu 9 og 4 år…) er pissesøde og gode ved ham, og Frede aer ham dagligt på hovedet med kærlighed i øjnene og ordene “lille, lille Jennert”. Så kælenavne har han også. Hans far ynder af uvisse årsager at kalde ham Jønix i tide og utide, men kælenavnstendensen herhjemme er generelt virkelig sær og under konstant udvikling i mange mystiske retninger, og det kører pt. bedre, end da Mikkel et par gange kom til at kalde ham Jønke. Marius kigger på Jens med store øjne og siger ting som “nogle gange får jeg altså bare sådan lyst til at holde ham”. Så det går vist, som det skal. Og bedre end det.

Noget af det sidste, jeg fortalte herinde, var noget om at overleve matematik B og starte på psykologistudiet. Og jeg gjorde begge dele. Og så blev jeg i tvivl. Dels fordi det ramlede sammen med min stressperiode, dels fordi jeg mærkede ordentligt efter. Hvilket jeg troede, jeg allerede havde gjort. Min mor satte også nogle ord på. Hun nævnte, at jeg kun talte om uddannelsen i psykologi med henblik på, at “så kunne jeg jo bare skrive fagbøger om emnet, når jeg var færdig”. Og det kunne jeg måske. For jeg synes, psykologi er et vanvittigt spændende felt, men jeg har ikke lyst til at arbejde som klinisk psykolog. Jeg har lyst til at lære teorierne og læse forskningen bag, men jeg er ikke gearet til arbejdet, der følger efter. Så kunne jeg måske blive forsker, men det er heller ikke noget, der trækker voldsomt i mig. Jeg blev ved med at vende tilbage til “noget med at skrive”, og pludselig virkede det omsonst at bruge fem år på en uddannelse bare for (måske) “at skrive om emnet”.

Det gik op for mig, at jeg havde stirret mig blind på universitetet som eneste mulighed. At mine egne forventninger og ambitioner var gået i forvejen og havde glemt at spørge mig til råds. Måske i ligeså høj grad mine forventninger til, hvad andre forventede af mig. Med den såkaldte hurtigstartsbonus måtte jeg søge ind på universitetet med et gennemsnit på 12, så “jeg kunne jo læse lige det, jeg ville”. Jeg kunne “passe godt ind på jura”, eller jeg kunne “nemt læse medicin”. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk har ment det allerbedste med det, og at deres forventninger til mig mest har eksisteret i mit eget hoved.

Så jeg stoppede op og mærkede efter. Igen. Min mor kommenterede på, hvordan jeg lyste op, hver gang jeg berettede om et restaureringsprojekt af en gammel stol, jeg havde gang i. Jeg tænkte, det lød lidt fjollet sådan at gå og blive begejstret for at pille søm ud af et gammelt møbel, men så tænkte jeg lidt mere. Jeg mangler kreativitet på universitetet. Jeg mangler flere ord og mere udfoldelse og mindre teori. Jeg orker ganske enkelt ikke mere ‘klassisk’ skolegang. Slet ikke hvis jeg dybest set ikke brænder for det konkrete arbejde, uddannelsen i stor grad lægger op til. Og det var en voldsomt befriende følelse at erkende netop dét, selvom det måske lyder håbløst ikke bare at have regnet den ud noget før. Det var en ganske speciel oplevelse, at det fremtidige selvbillede, jeg havde fået malet over en temmelig lang årrække, pludseligt skulle kasseres og erstattes med et blankt lærred.

Så nu står jeg her. På barsel. Jeg vender næppe tilbage til psykologistudiet. Eller universitetet. Hvad skal der så blive af mig? Jeg ved det ikke. Endnu. Jeg har leget med idéen om at blive møbelsnedker. Indtil jeg blev opmærksom på, det nok ikke er et erhverv for en diskusprolapset type som mig. Jeg er nødt til at beskæftige mig med noget, der ikke er opslidende for min ryg. Noget med ord. Noget med at tegne. At male. Designe, fremstille. Jeg ved, jeg herinde før har nævnt følelsen af ikke at kunne finde én specifik arbejdstitel, som jeg føler, jeg hører hjemme i. Så nu tænker jeg om muligt endnu flere tanker end før. Kan jeg lave noget, folk kan bruge? Kan jeg korrekturlæse eller oversætte eller forfatte eller fremstille? Kan man leve af det? Bør jeg uddanne mig i en form for grafisk design, så jeg er bedre rustet på det visuelle/digitale plan til at kaste mig ud i en form for kommunikationsbranche? Så. Mange. Spørgsmål. Jeg har forhåbentlig et godt års tid endnu til at finde en form for svar.

Udover uddannelsesspektaklet har jeg været involveret i en form for Instagramspektakel. Jeg kaldte et par småsuspekte foretagender ud i mine stories og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor mange influencers valgte at reklamere helt ukritisk for den slags. Det spredte ringe i vandet af en art, jeg aldrig havde forudset, og pludselig sad jeg som gæst i Shitstorm på P1. Heldigvis ikke som the bad guy, men for at tale om al den røre, der løbende opstod i Influencernes Rige som led i en spirende udvikling af den almene forbrugers kritiske sans. Nogle uger senere var Kontant på DR1 på en sag om blandt andet det ætsende tandblegningsmiddel, (der viste sig at indeholde 75 gange så meget brintoverilte som den tilladte mængde,) og som adskillige store profiler havde reklameret for. Det havde jeg ingen indblanding i, men lavinen rullede igen i digitale Danmark, og min indbakke på Instagram har været rødglødende. På den gode måde. Af kampklare mennesker, der følte sig ført bag lyset, af hep, af skulderklap, af god energi. Jeg har længe ligget ret stabilt på omkring 800 følgere, men drypvist kom omkring 3.000(!) nye mennesker til min profil i kølvandet på postyret om de her tendenser. Det var (og er) en meget overvældende oplevelse, især at en række af mine stories blev set af over 17.000 mennesker. Det er (for mig) uhåndgribeligt mange. Folk er heldigvis enormt søde, men samtidig er det forbundet med en vis ambivalens, for jeg føler, der er angstprovokerende mange øjne, der kigger med. Hvis man er interesseret i at se, what all the fuss is about, har jeg gemt omtalte stories i de små højdepunktsbobler på min Instagramprofil. Det er en fordel af se boblerne fra højre mod venstre, da de så følger ‘sagernes udvikling’ kronologisk. (Den allerlængst til højre er en gammel sag og kan springes over.)

Jeg vil lige runde af med (ja, det blev lidt langt) at konstatere, at jeg går i en form for tænkeboks med henblik på mit støvede hjørne af internettet her. Jeg har savnet og manglet at skrive, men jeg har ikke som sådan savnet selve bloggerverdenen pakket ind i (sponsoreret) kransekage og kindkys. Hvis det overhovedet giver mening. Der skal i hvert fald ske noget andet med bloggen, hvis den fortsætter. Nyt (domæne)navn og noget redesign af en art. Hvis I ligger inde med gode forslag til noget af det, så tager jeg hjerteligt imod dem i kommentarfeltet. Eller på Instagram, hvis man er mere til den slags.

Jeg håber, I har det godt <3

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Hvor skal han og hun hen?

Forleden var to kvinder (eller mennesker, om man vil) inviteret i Go’morgen Danmarks studie til en snak med den altid rare Morten Resen. Den ene havde valgt, at hendes børn skulle opdrages kønsneutralt, og de gik således i en institution, der praktiserede dette, ligesom hun selv foretrak at blive kaldt ‘forælder’ fremfor ‘mor’. Den anden arbejdede i og repræsenterede selvsamme institution. Og det her med at kalde børn for ‘hen’ (eller sågar ‘hn’) istedet for ‘han’ og ‘hun’ finder jeg enormt interessant (åbenbart så interessant at jeg tegnede et TV2 Play abonnement kun for at kunne se det fulde interview). Jeg er ingenlunde enig, og jeg vil godt gøre mig umage med at forklare hvorfor.

Man kan postulere, at jeg er en anelse (for) konservativt anlagt og ganske enkelt synes, det bliver for langhåret. Det er på sin vis også korrekt, men der er meget mere i det. Jeg synes, hele idéen med koncept kønsneutral er misforstået. De prædiker diversitet, individualitet og rummelighed, men opnår, for mig at se, modsatte effekt. Det, at udhviske kønnene og deres vigtige forskelligheder, skaber i min optik et ustabilt og flydende fundament for de små menneskers identitetsskabelse. I forsøget på at give plads og være rummelig signalerer det, at forære børnene et komplet blankt lærred at starte på, at alle i udgangspunktet er ens, og det, synes jeg, underkender, at der er en grundlæggende forskel, uanset hvordan den kommer til udtryk. Jeg synes, det i høj grad er forældrenes projekt fremfor børnenes. Og jeg synes ikke, det er en dårlig ting, at vi er forskellige fra hinanden, så længe vi er bevidste om, at ikke alle kan eller skal passe ind i de typiske kasser.

Jeg er helt med på, at lille Carl ikke skal påtvinges biler og gravemaskiner, ligesom Emma ikke skal påduttes, at rigtige piger leger med dukker. Men den problemstilling synes jeg, vi i stor grad er ved at være ude over. Jeg oplever i hvert fald aldrig, at drengen med dukken eller pigen med bilen bliver set ned på eller kigget skævt til, og de, der måtte gøre det, ændrer næppe deres snæversynede holdninger, fordi børn pludselig skal klædes ud som intetkønnede.

Marius’ interesser er meget ‘drengede’. Inden det overhovedet var muligt at påvirke ham i den ene eller anden retning, var han fokuseret på alt med motor, farlige dinosaurer og kunne som 2-årig kende 17(!) forskellige bilmærker fra hinanden, fordi han hver gang, han så en bil, spurgte, hvad det var for en. Gav man ham en dukke, stak han i et skrig eller kastede den over i det fjerneste hjørne. Det er for mig at se et fint eksempel på, at der ofte er forskel. Helt fra begyndelsen. På samme tid bliver den individuelle diversitet ligeledes tydelig, da Marius på mange måder alligevel ikke er, som drenge er flest. Han er ikke en ‘vildbasse’, men kan godt være med til vilde lege, hvis han er i trygge og kendte omgivelser. Han bryder sig ikke om, hvis der roder på hans værelse, og hans følelser er indimellem for store til at være i en 5-årig krop. Han føler meget og hele tiden og er på den måde også enormt empatisk, kærlig og forstående. Det er ikke noget, man forbinder med den typiske ‘bulderbasse’, men det er Marius. Han er ikke mere eller mindre dreng af den grund – men han er en dreng. Og så synes jeg ligeså godt, jeg kan gribe muligheden til at forklare ham, at alle er forskellige, men at så længe man laver noget, man bliver glad af, så er kønnet ikke afgørende. Jeg kan forklare ham, at han ikke er mindre dreng, fordi han er følsom og har brug for ro og stilhed, ligesom han ikke er mere dreng, fordi han elsker Lego og dinosaurer. Han er dreng på sin egen måde, og der findes uendelige måder at være dreng (og pige) på. Og han må gerne synes, at lyserød er en pigefarve (og det gør han!), så længe han kan rumme, at andre måske ikke er enige, og at Valdemar skal have lov at iføre sig hele den rosa palette på lige fod med Sofie.

Jeg synes altså, det er en grundlæggende forkert måde at gribe kønsrolle-problematikken an på. I stedet for at anonymisere børn og deres køn, kunne man måske lægge større vægt på at oplyse dem. Oplyse dem om, at selvom man biologisk måtte være dreng eller pige, er der frit valg på alle hylder. At mange drenge har en naturlig interesse for biler og piger for dukker, men at ‘normal’ blot er et andet ord for ‘flertal’, og at det således ikke er forbudt eller farligt, hvis man ikke deler hovedinteresse med sine kønsfæller. Samtidig kunne man måske (både i institutionerne men i høj grad også hjemmefra) oplyse sin mudderelskende dreng og sin glimmerelskende pige om, at alle andre børn ikke nødvendigvis er som dem, og at det er okay. Jeg synes, det er finere at lære dem at navigere respektfuldt iblandt hinandens forskelligheder fremfor at udhviske dem. Selvom de stadig vil udvikle sig forskelligt til trods for deres kønsløse tilværelse, synes jeg godt, man som barn må være bevidst om sin fysiologiske identitet og så samtidig erfare, at det ikke er en begrænsning, men en helt naturlig del af livet. Det er det, jeg finder mest rummeligt.

Mammut, stolthed og skilsmissebørn

Fotor082114338

Jeg er blevet slugt af et hverdagsmonster, som har taget sin væn Træthed med. Timerne går med madpakker, lektier, tøjvask og aftensmad, men det er okay. Indimellem er der nemlig tid til en kop kaffe, Crash Bandicoot på Playstation og racerbiler med mini-me. Det er lykkes mig at lave en pissesød, mærkelig og livsbekræftende lille dreng. Jeg er så betaget af, hvordan verden ser ud dernede fra 1 meters højde og 4 års livserfaring. Forleden dag efter børnehaven fortalte han stolt, at han havde fået en mammut forærende af sin ven. En mammut? “Jep!” Hvorfor? “Fordi jeg er hans bedste ven. Og han er min!” Hvis det ikke er bedårende og umiddelbar kærlighed ved højlys dag, så ved jeg ikke, hvad det er! Ved afhentning af Marius igår, kom han atter i tanke om mammutten, og nu skulle den altså med hjem. Bag lågen i hans garderobeskab fandt han så et mammut-formet klistermærke på godt og vel en centimeter, som han med sine små fingre nænsomt placerede i Mikkels pengepungs “hemmelige mammut-rum”, så den kom sikkert med hjem. Hallo! Jeg står sgu da lige her og smelter!

Ydermere er han blevet valgt, sammen med 11 andre børn i børnehaven, til at deltage i H.C. Andersen-paraden imorgen. Det er så sejt! De har fået tildelt Tinsoldaten som tema, så mor her skal sy hvide silkebånd i et kryds på maven af en rød trøje. Om jeg besidder onde sy-skills? Nej. Men jeg har til gengæld masser af tekstillim, og det skal nok gå alt sammen. Marius skal følges med sin bedste ven (mammut-giveren), og de har valgt børnene på baggrund af, at de kan klare en lang dag med mange mennesker på Flakhaven og skiftende aktiviteter. Til gengæld er de sat sammen i vennepar, så de får en sjov oplevelse med deres bedste ven, og de små ben derved kan klare at gå lidt længere end normalt. Cute much? Det tror jeg nok! Og hey, det er min lille, sensitive dreng, som bare vokser og gror og er skide sej. Mom-pride coming through!

Pssst! Der er i øvrigt nyt ovre på Tankeskrald.dk, hvor Caroline har bedt mig og tre andre bloggere give vores svar på, om det lykkelige skilsmissebarn findes. Så hvis I ikke allerede har læst det, så skynd jer derover. Der er ret mange kloge ord at finde. Med ønsket om en henrivende lillefredag!

 

Bare balder og dårlig reklame

Alt indeni mig skriger lidt imod overhovedet at omtale dette firma. Men det ser jeg mig nødsaget til. Jeg har aldrig rørt produkter fra Cult. Ikke fordi jeg har haft noget imod firmaet som sådan, men fordi Cultshakers smager af lunkent rævepis og energidrik aldrig har sagt mig noget. Måske er det blevet til en Mokaï eller to. But no more! Jeg er harm, vred og samtidig lige dele underholdt af og forarget over niveauet af idioti.

Jeg hentyder naturligvis til den opsigtsvækkende numse-reklame, de har klistret på samtlige busskure landet over, hvor en yderst velformet, rund røv pryder plakaten med overskriften ‘Jaloux?’. Og det er normalt ikke en term, der bliver brugt i forbindelse med (semi-)døde ting. Jalousi er et begreb, der bruges om følelser, som oftest opstår i samspil mellem to (eller flere) mennesker. Ikke deres røv. ‘Misundelig?’ ville måske klinge dårligere, være tvunget ned i mindre skriftstørrelse og ikke stikke helt så meget til folk, som ‘jaloux’ gør. Det er et ord med lidt mere slagkraft, jeg ved det godt. Men det gør det bestemt ikke mindre dumt at benytte sig af ordet i denne sammenhæng. Hele budskabet ved dette er så umådeligt lavt og virker enormt desperat på mig. Hell, de får en masse omtale, men for mit vedkommende bevirker det udelukkende, at jeg går en stor bue udenom deres produkter. Forstå mig ret, jeg elsker reklamer. Reklamer, som er gennemtænkt, som har det lille ekstra og som rammer plet hos mennesker. Gerne med viden og humor kombineret. Reklamer som både er geniale og fascinerende. Jeg ved godt, det er et usigeligt ligegyldigt produkt, at skulle lave en revolutionær reklame omkring, men man kunne da i det mindste have givet det et skud.

Lad mig lige slå fast at kvinder, der gør det til en livsstil at leve af proteinshakes stræbende efter sixpacks og store guns, endelig skal klø på. Jeg forstår mig ikke på det og slet ikke på værdisættet, som tager udgangspunkt i udseendet (forklædt med ordene ‘velvære’ og ‘sundhed’), men folk skal gøre, som de vil. Jeg vil bare ikke have proppet ned i halsen, at man kun kan se godt ud, hvis det er sådan, man vælger at leve. Niks. Det er hverken fordi, jeg føler mig truffet, eller fordi jeg er ked af min krop. Det er fordi, de fandeme tillader sig i fuld offentlighed at antyde, at kvinder med større/mindre/fladere numser end viste, har noget at arbejde på. Pardon my french, men hvad helvede bilder de sig ind?

Meget apropos debatten om skønhedsidealerne Matas’ magasin SKØN førte med sig, og som blev taget under kærlig behandling her, hvad er det så egentlig for ting, vi tillader at blive slynget ud i æteren, hvor vaklende 12-13-årige piger færdes? Er det virkelig de værdier i samfundet, der vejer tungest? Er det det, vi vil videregive usikre teenagere, som endnu ikke ved, hvilket ben de skal stå på? Er vi blevet SÅ uintelligente? Jeg håber det ikke.

Så kære Cult, jeg kan kun tale for mig selv. Men jeg kommer aldrig til at smage jeres fitnessvand. Jeg kunne godt tænke mig at have en numse magen til den på billedet, men jeg har ikke lyst til at knokle for at nå dertil. Jeg har ikke lyst til fanatisk at planlægge min kost og svede i træningscentret 6 dage om ugen, for jeg har svært ved at se pointen. Jeg har en dejlig søn og ditto kæreste, og vigtigheden af at bruge tid sammen med dem kontra runde, struttende balder er fuldstændig usammenlignelig. Det er så fucking ligegyldigt. Jeg vil bede jer tænke over, hvilke budskaber I smider om jer. Specielt i så skønhedsfikseret et samfund, som vi efterhånden har fået stablet på benene. Måske var det tid til at revurdere værdierne, give plads til individualitet og lade folk, unge som gamle, vide, at deres røv er a-okay, så længe de selv er tilfredse. Men der bliver længere og længere til den tilfredshed, fordi I skubber idealet så langt ud, at det for mange mennesker ikke længere er indenfor rækkevidde.

Billede fra @andershemmingsendk.