Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

En måned til termin og pjækkeri fra børnehaven

mib

Solen skinner (okay, ikke liiige nu, men jeg har set den!), og foråret er på vej. Det samme er min baby. Idag er der nøjagtigt en måned til termin, og jordemoderen vurderede med kyndige (og masende) hænder igår, at han er vokset til en klump på ca. 2700 gram, og konstaterede at, “selvom du er en lille pige, laver du altså ikke små børn”. Det er sgu da helt godt gået. Tiden går med afsluttende redebyggeri og lidt småarrangementer med Marius her i den sidste periode som enebarn, og sidste weekend var han, Mikkel og jeg inviteret i terrarie sammen med Marius’ far og faster, hvor vi allesammen gloede på krybdyr og padder dagen lang, og spiste grillmad på vej hjem. Selvom tankerne i mit hoved omkring ny baby og delekonstellationer er mange, giver det mig alligevel en ro, når min søde dreng kan kigge på øgler med sin far i den ene hånd og Mikkel i den anden. Jeg ved, det gør ham glad.

Ligeledes gik Marius og jeg i mandags ganske uden formål og fuldstændig frivilligt en lang tur op i byen. Han pjækkede fra børnehave og solen hev os udendørs. Jeg gad også godt lige nå en gåtur med min store dreng, inden vi igen skal pukle med planlægning, pusletasker og firehjulede transportkasser. Bare ham og jeg (med sine små solbriller på), hånd i hånd. Vi gjorde stop på Joe & the Douche, hvor de øredøvende hipsterrytmer fyldte lokalet, mens vores glas blev fyldt med den alt for dyre og vanedannende jordbærmilkshake (eller powershake, som de unge kalder det). Marius syntes også, musikken var til den høje side, men vi fandt en fin plads et stykke væk, og så kunne han alligevel ikke dy sig for at vippe de små fødder i takt med bassen. Desuden havde drengene med opsmøgede bukser og Nike-sko oppet deres serviceniveau i dagens anledning. Det var formentlig min højgravide mave, den søde 4-årige dreng eller en kombination af begge, der gjorde udslaget, men ikke desto mindre fik vi serveret direkte ved bordet i og slap således for, at der blev galpet “TO POWERSHAKES TIL DITTE” henover disken med de lyserøde loftslamper. Mikkel stødte til, efter han havde fri på studiet, og så fulgtes vi alle tre hjem. Så i mandags blev det altså forår for mit vedkommende.

Nu mangler vi bare lige noget at parkere lillebror i, når vi kommer hjem fra hospitalet. Altså sådan en ‘mor-skal-bruge-begge-hænder-de-næste-par-sekunder’-stol, når jeg lige skal nå at tisse eller spise en rugbrødsmad hver anden dag. Jeg kunne godt tænke mig sådan en babynest at lægge ham i, men også noget med mere hældning på, à la de udskældte skråstole, sådan at baby kan kigge lidt med. Hvad dur? Er det eneste rigtige den dér Nomi-stol fra Evomove, eller har I fundet den hellige gral andetsteds?

Sidst (men så absolut ikke mindst) mangler vi det dér navn til lillebror. Jeg har været glad for Aksel, Otto og Frej, men Mikkel deler ikke min begejstring. Han har til gengæld været fortaler for Laurits, hvilket også er et fint navn, men det føles bare ikke rigtigt i maven. Nu ser det ud til, vi sidder fast på to navne, som vi begge kan leve med, og måske skal vi bare vente og se, hvilken af dem han ligner mest.

Nå. De dér hindbærsnitter bager jo ikke sig selv.

Too much of a good thing

FotorCreated2

Vi har haft arrangementer af mere eller mindre julet karakter den 19., 21., 22., 23., 24., 26., 27. og runder af med en familiejulefrokost imorgen. Det er lykkes mig ikke at gå i fødsel, men hold nu kæft, hvor har den 25. og idag været nødvendige som sov-igennem-i-dit-gravide-korpus-dage ind imellem julearrangementer med (heldigvis søde) familie- og svigerfamiliemedlemmer. Og vi har endda kun holdt juleaften én gang! Den 24., forstås. Desværre (for mig) faldt det således, at Marius skulle holde jul hos sin far i år. Men det går lige nu op for mig, at han derfor kommer med til sin lillebrors første jul næste år, og det er fandeme da også dejligt! Vi (Mikkel og jeg) holdt jul med min elskværdige svigerfamilie, og det var min første jul uden hverken min mor, far eller søster. Hallo, hvor bliver man voksen her som 22-årig. Åbenbart. Det var skide hyggeligt, og vigtigst af alt havde Marius ligeledes en henrivende juleaften, hvor han kunne lege med sin fars mindre fætter og smide om sig med nyt Lego og høje grin.

Juleaften er megahyggelig. Og hyggelige ting skal vi vel have nogle flere af? Ja! Bare ikke juleaften. Jeg prøvede et par enkelte gange som barn, at der både var juleaften den 22. og 24., så jeg kunne danse om træ med både min mor og far. Det blev hurtigt droppet igen. Juleaften er for børn (og barnlige sjæle) et højdepunkt. En fest uden sidestykke. Fyldt med ondt i maven af spænding, Disneys Juleshow, magi i store portioner, langtrukne salmer om træet og knitrende gavepapir og guldglimmer. De voksne har tit idéen, at børn selvsagt må elske at få den mulighed to (eller flere?) gange på ét og samme år! Sådan havde jeg det ikke. Det var magisk og spændingsopbyggende igennem hele december, men luften gik ligesom af ballonen den 24., når man lige havde været hele møllen igennem to dage forinden. Derfor blev det hurtigt sådan, at min søster og jeg julehyggede på en eller anden måde med den side, hvor vi ikke skulle være juleaften. Men uden hele julemenuen, dansen og sangene. Måske med et par gaver og lidt ekstra juleknas, og det var bestemt heller ikke af vejen.

Derfor foregår det nogenlunde på samme måde for Marius. Han er i forvejen en dreng af ganske sensitiv karakter, så for hans skyld behøver der ikke være proppet med arrangementer og ting, man skal nå. Vi besøgte min mor sammen med min søster den 22., hvor vi spiste aftensmad sammen, Marius pyntede mormors træ og fik et par gaver eller tre. Hvilket faktisk var rigeligt. Sådan noget Lego og Flexitrax bygger sgu ikke sig selv, og der var flere timers fascination at hente for Marius’ vedkommende. Den 24. havde han al tid i verden til at forberede sig på den store aften. Han blev hentet af sin far ved middagstid og har efterfølgende haft nogle dage derude til at lege med alle (!) de nye gaver. Imorgen kommer han så heldigvis retur her, hvor vi slår et smut forbi min far, og ja – der venter flere gaver. Ligesom der venter fra os og Mikkels forældre herhjemme. Så har han haft glæde af gaver i langsommere tempo fordelt henover julen med tid og ro til at fordøje alle indtrykkene. Lige på Marius-måden. Sådan fungerer det i hvert fald bedst her.

Med ønsket om en glædelig bagjul, uanset om I har fejret den én eller fem gange. Og naturligvis et nytår, som bringer champagne, glimmer og alt muligt andet godt!

Billederne forestiller i øvrigt den gravide kort inden julearrangement i Jylland, en af mine mange dejlige julegaver – en stempl-selv-kalender fra Strups, en af min mors tre overordentligt glade julehunde, Luna, og min lille smiley fra i sommer. Den slags er der i øvrigt mere af på min Instagram @dittekirk, hvis man er til sådan noget.