Og så sagde vi, at jeg var moren

Det er sjovt, hvordan forælder-barn-perspektivet omkring ens egne forældre udvides, når man selv får børn. Og samtidig virker fuldstændig uændret på så mange måder. Min mor har styr på at lave det meste mad på gefühlen, hun forstår, hvad skatteopgørelser går ud på, og hun er altid kun et opkald væk. Hun er voksen. Sådan på mor-måden. Og det har hun altid været. Men måske følte hun sig slet ikke voksen på mor-måden, da hun holdt min storesøster i armene for første gang som 25-årig. Måske var min mormor den voksen-voksne dengang.

I mine øjne har min mor altid vidst og kunnet alting. Sådan er det stadig. Og sådan ser mine børn måske også på mig. At dømme ud fra de spørgsmål, den 7-årige stiller mig af og til, kunne det i hvert fald godt tyde på, at han har rimelig stor tiltro til min viden. Men alder og voksenhed er sådan nogle mærkelige størrelser, der hele tiden flytter sig omkring en, mens man selv forbliver stationær i en eller anden udtstrækning. Da jeg var 10, var dem på 17 år uoverskueligt store. Da jeg selv blev 17 år, virkede dem på 24 til at være temmeligt voksne. Nu, som 24-årig, føler jeg mig ingenlunde så voksen, som den slags så ud, dengang jeg selv var syv år yngre. Og sådan har tiden, alderen og opfattelsen heraf altid ændret sig i takt med, jeg er vokset. Og jeg forestiller mig, det har tænkt sig at fortsætte i et eller andet omfang.

Pludselig indtræder man i de voksnes rækker og finder ud af, at der er masser af ting, man ikke nødvendigvis har styr på. At der er huller og faldgruber overalt, og livet er en lang række af valg, der skal træffes og konsekvenser, der følger. Og min mor har sikkert også trådt i et hul engang imellem, men det kunne mine børneøjne aldrig se. Heldigvis. For det er sådan, det skal være. Og selvom opvågningen til voksenlivet kan virke brat og ubarmhjertig, kan det altså også noget at være ‘en af de voksne’. Vi får eksempelvis lov at bestemme, hvor ferien skal gå hen. Hvis altså vi har formået at prioritere vores SU rigtigt, så der overhovedet er råd til den slags. Men det har vi heldigvis. 

Da jeg var fem, besøgte jeg Disneyland Paris for første gang, og jeg har (desværre) ikke været der siden. Til gengæld står turen og de tusindvis af overvældende indtryk stadig skarpt i min erindring. En fuldstændigt ubekymret og legende let ferieform. Min mor havde styr på alt det bag kulissen, som vi unger ikke så. Hun havde tjek på billetter og benzin og rastepladser og ruter. Hun snakkede engelsk og kunne kommunikere med alle dem, vi ikke delte modersmål med. Hun vidste, hvor og hvornår hvilke aktiviteter foregik, og hun kunne læse på skiltene, om jeg var høj nok til at prøve forlystelserne. (Spoiler: Det var jeg ikke. Til nogen af dem, nærmest. Det er meget begrænset, hvad man må deltage i, når man måler mindre end 120 centimeter.) Det var trygt og sjovt, og jeg skulle ikke koncentrere mig om andet end at se og være. 

Lige om lidt venter endnu en kør-selv-ferie. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg begriber, at det denne gang er med mig bag rattet. Helt uden min mor. Det er det, der sker, når man starter sin egen klan. Så bliver man moren. Hende, der sørger for pas og proviant til turen. Hende, der husker at printe vouchers og holder styr på værelsesnumre, indtjekningstidspunkter og blå sygesikringskort. Hende, der har styr på at pakke bleer og skiftetøj nok, men som sikkert glemmer noget andet. Det er mig nu. Og det er Mikkel. Og snart pakker vi bilen med GPS, voksenpapirer, badetøj og bamser og sætter kursen mod Holland og overdrevet børnevenlig badelandsferie. Jeg regner med, jeg kan få sneget en tur til en nærliggende, hollandsk by ind i programmet, men ellers kommer ferien til at foregå på børnsk. Heldigvis. Og deres ferie skal kun omhandle badeland, zoologiske haver og karruseller, mens jeg tager mig af billetter og nøglekort og alt det andet. Og jeg glæder mig helt ustyrligt. Det skal nok gå. Jeg er trods alt mor.

Fødselsdage og pelsroulader

Der sker ting og sager herhjemme. Mest af alt sker der ikke en skid. Men man skal som bekendt ikke undervurdere hverdagens trygge trivialiteter. Lige nu kunne jeg dog godt snuppe et par uger langt væk fra trivialiteterne og hovedsageligt eksamenslæsningen. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg praktisk talt kan se den. Alligevel er jeg lige ved at brække mig over kovalente bindinger og nitratudledning til grundvandet. Jeg tager en dyb indånding og puster laaangsomt ud, og før jeg får set mig om, er næste uge gået, og sammen med den er to ud af tre eksamener ovre.

Af mere festlige ting har begge mine drenge haft fødselsdag indenfor den seneste måneds tid. Den mindste er nu to år, og den største syv. Det er lige dele fantastisk og ubegribeligt, sådan som tiden har fået travlt. Den to-årige snakker fra morgen til aften og tæller til fire, mens den store laver regnestykker og læser bøger selv. Sidstnævnte fik i øvrigt hele udstyret til et par gnavere i fødselsdagsgave, og når de værste eksamensdage er ovre, skal vi ud på internatet for at finde et par små pelsroulader (marsvin, altså) at fylde i buret. Og jeg glæder mig næsten ligeså meget som ham. Min mor stod for burindkøb, og som det dyrevelfærdsmenneske hun er, kom hun naturligvis stillende med et bur, der er 1,20 meter langt. De skulle jo nødigt blive klaustrofobiske, de små venner. Så planen er, at de skal med ud og have græs under poterne, når vejret er til det, og ellers får de lov til at synge Marius i søvn på hans værelse med deres små hamtaro-lyde. Det lyder allerede vildt hyggeligt, synes jeg. (Og jeg har før haft marsvin i en del år, så jeg er godt bekendt med den mere sure del omhandlende skift af tisvædet hø, men lige nu er jeg altså mest sådan en bright-side-of-life-kinda-gal. Spørg mig igen om en måneds tid.)

Jeg har et ton af halvfærdige kladder liggende, som mest bare venter på, jeg træder ud af min der-er-mindst-20-timer-for-lidt-i-døgnet-boble. Det er snart. Det lover jeg. Indtil da vil jeg fortsætte min selvforskyldte stress med et hav af overspringshandlinger (den anden dag løb jeg en tur – det er seriøst der, jeg er), og så vender jeg tilbage lige pludselig med fornyet overskud og seriøst høje forventninger til sommeren. Ha’ det dejligt så længe <3

Hvad forstadslivet har lært mig

Nu er det lidt mere end et år siden, vi rykkede teltpælene op fra centrum af den fynske hovedstad og trak lidt ud i periferien. Og heldigvis for det! Vi har have og drivhus, carport og ligusterhæk, bålplads og højt til loftet, og det er noget, der for os virker skide godt med små børn og alt det der, selvom ‘ligusterhæk’ altid har skurret fælt i mine ører. Jeg undrer mig af og til over, hvordan folk i indre København klarer den med tre børn på fjerde sal uden så meget som en altan. Vi boede i stuen, og det var i perioder presset nok. Og vi havde altan. Men hvor går man hen og spraymaler sine møbelprojekter? Hvor smider man fire mands mudrede vintertøj uden at have et bryggers? Hvor opbevarer man barnevogne og løbecykler? Hvor smækker man et skrækkeligt plasticbadebassin op til at dyppe små mennesker i? Der findes løsninger på det hele, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke skabt til livet i lejlighed, som I måske fornemmer. Slet ikke efter jeg er blevet mor. Jeg sætter voldsomt stor pris på at kunne slå en havedør op og træde direkte ud på eget græs. Indimellem savner jeg at kunne slentre 100 meter hen til gågaden og glo på mennesker og butikker, men det er nok også det eneste. Jeg savner ikke menneskemængder og snævre parallelparkeringer. Livet herude bag ligusterhækken giver med andre ord virkelig meget mening for os (indtil vi en dag skal købe eget hus og nok rykker et stykke længere mod landet), og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har gjort mig af forstadserfaringer so far.

– Jo ældre og mere lokalt erfarne folk er, jo større sandsynlighed er der for, at de hilser på dig på gaden eller måske endda stopper op for at få en lille sludder.

– Du kan sige ualmindeligt meget om et rækkehus’ beboere ved at kigge på deres forhaver. Ikke langt fra os er der et vænge, som kollektivt er blevet enige om, at de bor i små, sammenhængende 70’er-rødstens-palæer. (Det er tilsyneladende en ting). De har massive, majestætiske jernhegn og ditto låger med guldspyd og løvestatuer, der vogter ved indgangen, som i øvrigt er stramt afgrænset af algefri fliser og knitrende, sorte perlesten. Best of both worlds, eller sådan noget. Vænget efter er til gengæld den diametrale modsætning. Her er de enormt entusiastiske omkring bløde former, græs og nips. Havenips. Det være sig havenisser, solcellelamper og vilkårlige dyr udformet i keramik. Gerne frøer og pindsvin og sådan. Hvis de fås med solceller som øjne, er det kun et plus. Og det er ikke bare sådan et par små dyr i hjørnerne. Det er på det niveau, hvor det er tæt på umuligt at vide, om der er græs eller fliser under.

– Dit barn kan gå til gymnastik i den lokale hal for 150 kroner pr. sæson. Frede er i gang og elsker det.

– Den lokale købmand er meget lokal. Og dyr. Til gengæld har de et ret ringe udvalg, så det er alletiders. Her har jeg blandt andet prøvet at vente relativt lang tid, mens køen bagved mig voksede og voksede, da manden bag kassen havde forladt sin post for at præsentere udvalget af skyllemiddel for en kunde. Med duft-test. Det skaber lidt sådan en hyggelig og langsom atmosfære, som engang imellem bliver lige en tand for langsom. Og dyr.

– Hvis man melder sig ind i lokalområdets Facebookgruppe, modtager man jævnligt opdateringer fra kvarterets selvudnævnte efterforskningsagenter. Nogen har angiveligt set en løs hund. Igen. Andre har en formodning om, at to ungersvende (det var seriøst den brugte betegnelse) måske havde købt sig noget hash nede ved købmandens parkeringsplads. Der blev informeret om biler og registreringsnumre, forældreindblanding og politi. Selv et signalement af ungersvendene fik vi. Senest var det sagen om et par 12-årige drenge, der var blevet set lege på den flade del af skolens tag. Også her blev der udvekslet privatbeskeder og opfordringer til forældrekontakt, for et vidne meldte sig straks på banen, da hans lillebror muligvis gik i klasse med gerningsmændene. Så sådan er krimi-viben her i forstaden. Ellers er det mest bare noget med at forære en stak fliser væk mod en ramme øl eller finde nogen, der vil hjælpe med at kløve brænde.

– Der findes også freaks herude. Forleden klokken 00.30 gik en mand og dennes øl direkte gennem vores hæk og ind i vores have for at høre, om han kunne låne en lighter. Og hvilken retning byen lå i. Denne episode var naturligvis også det store samtaleemne i ovennævnte Facebookgruppe, da samme herre havde været rundt i det meste af kvarteret og lagt sig til at sove i folks haver. En enkelt havde glemt at låse sin dør, hvorfor han naturligvis havde lukket sig selv ind. For at få varmen. Arme sjæl.

– Jeg har svært ved at vurdere, om kvarteret rummer flest hunde, trampoliner eller stationcars.

– “Spørg-Casper”-Casper bor i mit hood. Han er i hvert fald ofte at finde hos førnævnte købmand. (Det er kendis-niveauet herude). Det samme gør sig gældende for en af drengene med svær tourette fra TV-programmet med Cutfather, hvis nogen husker det. Han råber selvsagt ligeså meget i virkeligheden, men han så ud til at sætte pris på det, da min kæreste forleden returnerede et “luder!” med et smil og en venlig hilsen.

– Man bør undgå at handle omkring middagstid, da hele overbygningen af den lokale folkeskole gør det samme. Eller, altså. Handle og handle. De får mest tanket op på baconchips og Red Bull, men det kan sikkert også noget.

– Placeringen af vores hus med hæk op ad en cykelsti er både god og dårlig. God, fordi vi har smutvejen til tre forskellige legepladser lige ved havelågen. Dårlig, fordi knallertkørere åbenbart er uenige i, hvornår mit barn bør sove til middag. (Okay, han sover som en sten. Men stadigvæk. De larmer.)

– Vi er et relativt lille lokalområde, men vi har alligevel både pizzeria og pub(!). Og en frisør, som tilsyneladende også er tilhænger af den lokale atmosfære. Hun havde i hvert fald lukket biksen en dags tid med en seddel i A3-format i vinduet, der kom med en længere forklaring om, at hun gennemgik en række undersøgelser på Odense Universitetshospital, hvorfor hun beklageligvis måtte holde lukket den pågældende dag. Måske “lukket pga. sygdom” kunne gøre det.

– Jehovas Vidner kender også vejen herud. Ofte. En dag åbnede jeg døren og fornam hurtigt lugten i bageriet, hvorfor jeg spurgte direkte, om det var Jehova, hvortil damen slog en latter op og svarede “Nej, nej! Nej. Det er ikke Jehova. Det er hans vidner“. Ba-dum-tsss.

– Det er ikke for bangebukse at have drivhus. Jeg siger det bare. Sjældent har jeg set meget kryb bosætte sig i samme fliserille. Det er alt fra bænkebidere henover snegle til edderkopper så store som møllehjul.

– Mere plads er ikke nødvendigvis lig med mere orden. Kun på overfladen i hvert fald. Det bliver ligesom bare noget med at lege Tetris oppe på loftet, hvor man kan gemme sine matematikafleveringer fra 7. klasse og andre ting, der er gode at have, hvis nu… Ingenting.

 

 

Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Tilbage i virkeligheden

Søndag har pakket sine ting og er på vej ud af døren, og mandag lurer på den anden side, parat til at brase ind i mit liv omkring klokken 6 (og 00.30, 01.45 og måske 03.00. Tak til Frede), og jeg klamrer mig febrilsk til den sidste stump weekend, inden den om lidt er væk igen. Hverdagsbussen kører med sømmet i bund, og de eneste stoppesteder, jeg har mødt på min vej, har været weekenderne. Det tager lige lidt justering at ramme ind i rutinerne igen. Sådan logistisk og praktisk har det fungeret ret fint, men det har nok også noget at gøre med, at Mikkel først starter studie igen i morgen, så der har ligesom hele tiden været et par back-up-hænder derhjemme, hvis kabalen ikke gik op. Det er der ikke i morgen. Frede har første rigtige dag i dagplejen, hvor vi ikke sidder på terrassen og stirrer på telefonen, mens vi venter på, at han vågner fra sin lur. Men det skal nok gå godt. Han har haft en lang og tryg indkøring, og det hele fungerer dernede i 80 centimeters højde. Han er havnet et helt enormt godt sted, og han er mere end klar på det. Det er nok mest den mentale omstilling hos mig, der halter lidt bagefter. Men det er altså mærkeligt, efter 1,5 år som hjemmegående, at blive smidt på hovedet ind i en hverdag, der konstant er i bevægelse. Der er enkelte dage, hvor jeg har følelsen af kun lige at nå op til overfladen og trække luft, før jeg igen bliver trukket under. Men de fleste dage kan jeg godt lide det, det kan jeg. Det er rart at få bekræftet, at mine hjerneceller stadig fungerer derinde et sted og mest af alt bare skal støves af. Men jeg bliver nok aldrig et skema-menneske, der sætter pris på at stemple ind klokken 8. Sådan er der jo så meget. Vi er i gang igen. Marius elsker (med egne ord) at gå i skole, Frede vralter rundt og hygger sig, Mikkel starter igen i morgen, og jeg er så småt ved at finde mit sæde i hverdagsbussen. Men altså, hvis nu det der uddannelse kunne styres på autopilot, skulle jeg da hurtigt få et par måneder mere til at gå herhjemme… Mandag, vi ses om lidt. Når jeg lige har fået sat mig ind i, hvad al den SKAM-hype går ud på, selvfølgelig.

 

Billede fra Instagram (@dittekirk). Taget med et blæret kamera til et i øvrigt virkelig gennemført event afholdt af Mia Lindholm og Olympus.

Sommerens sidste kapitel

Såeh. Det var den ferie. Næsten altså. Men det er eddermame en mærkelig fornemmelse, fordi det ikke blot er en vanvittigt lang (og dejlig) sommerferie, der er slut, men også knapt 16 måneder som hjemmegående med husets mindste beboer. I morgen er der møde med dagplejepædagogen, og så begynder Fredes indslusning i institutionslivet ligeså stille i løbet af ugen. Det skal nok blive godt. Skal, skal, skal. Jeg sidder, som ganske forventet, med en noget broget gruppe af følelser, som ikke rigtigt gider enes. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer derude i virkeligheden igen. Det gør jeg. Samtidig har jeg en gennemborende trang til at barrikadere mig selv og min baby herhjemme i et fort af dyner og puder, så vi aldrig behøver have travlt eller tøj på, der ikke er af jersey. Jeg kan også godt se idéen i, at han snuser lidt til livet med jævnaldrende og får andet græs på knæene end vores eget, nu hvor han snart er 1,5 år og gløder af nysgerrighed og mod på at opleve lidt mere end at bevæge sig på samme matrikel hver eneste dag. Det kan jeg da. Men lige nu virker det ikke så tiltalende. Det skal nok komme. Det ved jeg jo godt.

Mens Frede starter stille op ovre på den anden side af vejen, har Marius en sidste uge tilbage af ferien, før 0. klasse skydes i gang for alvor. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Han har klaret førskoleforløbet, som havde han aldrig lavet andet, og både lærere og pædagoger har af flere omgange erklæret ham skoleparat i allerhøjeste grad, omsorgsfuld, lærenem og sågar konstateret, at de ganske enkelt ikke kunne rose ham nok. Det er altså noget, der slår ud på stolthedsbarometeret for mit vedkommende. Selvfølgelig fordi de fortæller, han er fagligt dygtig og meget engageret, men i endnu højere grad fordi, han bliver rost for sine sociale kompetencer, sine empatiske træk og sin evne til at indgå i venskaber på kryds og tværs uden at lade nogen være overset eller udenfor. That’s freaking my boy! Nå – all bragging aside – så er jeg sikker på, det nok skal gå godt med min store dreng. Og selvfølgelig også med den lille af dem, men der er altså en første gang for alting, også selvom det er andet barn i flokken. Og det er sgu lidt nervepirrende.

Jeg starter selv et par dage efter Marius, og det har jeg ikke rigtigt taget stilling til. Det sidste år skal ligesom bare høvles af, så jeg kan komme videre i tilværelsen, og det skal sikkert nok gå fint. Det kan være, de kan lære mig, hvorfor tiden pludselig går så freaking stærkt, når man har fået børn. Jeg fatter intet af det.

Men det har været flere forskellige slags fantastisk at kunne gå hjemme allesammen i så relativt lang tid. Til de, der overvejer at forlænge barslen med kommunebetalt støtte til hjemmegående, kan jeg kun anbefale det. Pengene er små, (altså, det er de jo ikke, taget i betragtning at jeg har fået dem smidt kvit og frit efter mig), men vi har alligevel ikke prøvet andet end at være SU-familie, så selvom budgettet ingenlunde bød på forkromede sightseeings og enorme charterferier, så har vi haft noget meget vigtigere til rådighed: Tid! Og den har gjort os allesammen godt. Den har betydet plads til familiebesøg, badebassin i haven og langsomme morgener med Netflix og grøntsager spist direkte fra drivhuset og en aftenøl på terrassen for de to ældstes vedkommende. Og det kunne lige nøjagtigt det, vi havde brug for.

Så selvom Frede og jeg lige når at runde af på den snottede og hostende måde, så er sommerens store billede fandeme pænt. Og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig en af slagsen ligeså, uanset hvad den har bragt med sig!

It’s the end of an era

Det er ca. 11.000 timer siden, at Frede kiggede forundret rundt for første gang på OUH’s flaskegrønne fødestue. Siden har jeg tilbragt ca. 10.995 af dem i hans (oftest) muntre selskab. Han har været under opsyn af både mormor og farmor et par timer, men vi har ikke fået gjort så meget mere ved det, selvom begge gange var vellykkede oplevelser for både barn og bedstemødre. Mest har den ene dag bare slugt den næste uden de helt store planer, hvorfor vi mest har rullet rundt herhjemme i boblen. Vi har ikke været til babysvømning, salmesang eller tumlastik en eneste gang, fordi jeg på det punkt ikke er den store ‘aktiv-på-barsel’-type. Vi har mere bare leget med biler, kastet med mad og spist græs. Søvn har vi nedprioriteret gevaldigt, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sovet igennem de seneste 15 måneder. Poserne under mine øjne matcher på den måde de blå fra Ikea i både farve og størrelse, men forlænget barsel har lært mig, at concealer og kaffe er mine venner. Frede er glad og skide sød, og jeg ville til hver en tid forlænge min barsel med 5 måneder igen, hvis jeg kunne. Vi er begge mere klar på at stige på hverdagskarrusellen nu, end nogen af os ville have været tilbage i marts. Samtidig gruer jeg en lillebitte smule for det, der venter. Både fordi jeg skal aflevere min baby hos en fremmed, og det åbenbart ikke er en af de ting, der bliver nemmere med barn nummer to, men også fordi det bliver første gang, vi skal prøve at være en familie på fire, som skal afleveres fire forskellige steder om morgenen. Frede skal godt nok kun 70 meter hen til sin dagplejemor, men jeg har allerede lidt svedige håndflader og hjertebanken ved tanken om at få kabalen til at gå op. Men sådan noget har det jo med at løse sig. Ellers kan jeg vel ringe til en voksen.

Voksen eller ej, så blev jeg altså fireogtyve år i går. Det reagerede jeg på med 50% “det er jo ingen alder” og 50% “FIRE-OG-TYVE?!”, så på den front var alt, som det plejer. Vejret var (som alle andre dage) det rene skod, men selskabet var i top og roste mine cheesecakes af flere omgange! Mikkel havde sågar købt mig en gave, selvom vi ikke plejer at gøre den slags, da SU’en som regel skal gå til ting i den lidt kedeligere ende. Af andre gode sager fik jeg blandt andet tre stegepander og to håndstøvsugere, så vi kommer ikke til at døje med hverken krummer eller rå mad herhjemme. Apropros voksen-sager, så er Mikkel i skrivende stund på Pokémonrov med en ven inde i byen, og jeg vil derfor drikke mig dagens sidste kop (varme) kaffe, mens jeg nyder aftenens stilhed. Eller ser Kardashians, who knows.

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside