Helligdag, sandaler og pygmæhund

Fotor0517232036Fotor051723257Fotor0517232247

Bededagsferien so far er hermed billedligt dokumenteret. Vi har udeladt bønnen, men har nydt solen og hinanden, passet min venindes hund(/ræv/flagermus), gået ture, spist is, slik og pandekager, jeg har fået nye sandaler, tabt min iPhone igen (igen, igen, igen) og smadret frontkameraet som mit selfie (jeg hader det ord) ovenover viser så fint, været til konfirmation, besøgt (sviger)forældre, og min kæreste har været i poolen. Rimelig optimistisk og rimelig koldt. Imorgen bliver en begivenhedsrig dag, som skriver sig ind i historien, når vi skal møde selveste Thomas Tog. Han har været at finde på Odense Jernbanemusen hele bededagsferien, og sidste chance for at opleve ham er altså imorgen.

Udover en lille beretning om den – takket være Jesusdrengen – forlængede weekend er jeg igen en smule idéforladt. Så måske jeg skulle holde nallerne fra tastaturet. Og sidst (men absolut ikke mindst) skal der lige uddeles en verbal lussing og et ordentligt nyrehug til cyklister, som fejlagtigt tror, cykler er en slags meget spinkle biler, og derfor flakker rundt på livsfarlig vis i svingbanerne midt ude i lyskryds. Det er over – vent – og så over igen. Think about it. Du sparer minimal tid, og det kan ikke betale sig, hvis først jeg vælter dig med min bil.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

De voksnes rækker

Fotor0513230454

Min elkedel larmer helt vildt. Men den er meget pæn, så skidt med det. Kaffen er netop ved at blive til, der er sand i sofaen (!) og et sovende barn i sengen. Og så blev jeg voksen igår. Ihvertfald en lille smule. Jeg var til forældremøde. Forældremøde?! Altså sådan et rigtigt ét med debatter og Powerpointpræsentationer om inklusion og sociale pædagogiske fællesskaber. OG vindruer og kaffe og sød lakrids og mere kaffe! Hvis jeg stopper op og ser mig tilbage, kan jeg næsten nå at fange et flygtigt glimt af fortiden glide rundt om hjørnet, hvor jeg selv er eleven til akavede skole-hjem-samtaler. Det føles virkelig ikke som om, det er ret længe siden. Og det er det nok heller ikke. Jeg forlod 9. klasse i 2008. Wow, det var jo lige for lidt siden.

Men igår havde jeg altså indtaget en anden slags stol (faktisk en af de dér vildt små børneskamler, som ungerne bruger på stuen). Og det gik egentlig over al forventning. Men hold nu kæft, hvor var jeg nervøs. Marius var i cirkus med sin far, så jeg slæbte hans kære papfar med istedet. Jeg kunne ikke helt overskue situationen. Hvem skulle jeg sætte mig ved siden af? Gad vide hvem hun var mor til? Var der andre dér i sneakers og skinny jeans? Jeg plejer normalt ikke at føle mig usikker i forældrerollen, men lige dér blev jeg grebet af mild panik. Og så startede den kære foredragsholder (som i øvrigt lignede hende nordmanden fra Aqua helt vildt) ud med, at vi skulle lave en lille hilse-øvelse. Jeg skulle altså hive fat i de andre forældre, fortælle at jeg var Marius’ mor (og ikke storesøster), og så fortælle om noget, jeg godt kunne lide. Og lige i sådanne situationer har jeg helt og aldeles glemt alt, hvad jeg kan lide. Til gengæld kan jeg snildt komme op med et par ting, jeg ikke bryder mig om. For eksempel akavede introduktionslege. Heldigvis blev der kørt et eksempel af mellem Aqua-Lene og en tilfældig mor, som udbrød: “Hvad jeg godt ka’ li’?” Jeg ka’ godt li’ cigaretter!”. Og så var den ligesom igang.

Og det var faktisk en virkelig hyggelig aften. Jeg fandt ud af, at jeg nok havde fået kørt det en anelse for meget op i mit eget hoved, og at alle faktisk hilste på mig som et ligeværdigt menneske fremfor en alien. Vi fik snakket om legeaftaler og telefonlister og kørt lidt i ‘pædagoger-drikker-vanvittigt-meget-kaffe’-jokes. Så alt i alt en fin aften med søde, snakkesalige forældre, et indblik i hvad der foregår i Marius’ dagligdag og gode grin. Nok bød de mig velkommen i de voksnes rækker på min konfirmationsdag engang, men det var altså igår den rigtige manddomsprøve stod.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Søvnvaluta, tegninger og grand prix

Det var så den weekend. Altså næsten. Jeg har (selvfølgelig) fået rokeret lidt rundt herhjemme på sådan en søndag, og på billedet ses seneste ændringer på børneværelset (med hjemmesyet pude, sgu!). Og ydermere kan jeg nu krydse “Betalt-mig-fra-at-sove-lidt-længere” af på listen over ting, jeg har gjort. Altså betalt! Og ikke med Monopolypenge. Marius mente, at kl. 6 var et passende tidspunkt at starte dagen på, omend jeg var lodret uenig. Og tingene, man kan bilde ham ind, bliver altså færre hver eneste dag. Så det er med at få brugt de sidste ting, som man stadig kan få ham til at tro bare en lille smule på. For eksempel at det altså stadigvæk er en lille bitte smule nat, når klokken er 6, og man derfor hellere må sove liiidt mere. Og til det responderede han så med “okay, men jeg kan altså ikke sove mere, hvis jeg skal sove i min egen seng”. 1-0 til ham. Jeg blev overgået i snuhed af en 3-årig. Nå, han indtog smørhullet, og så slumrede vi videre i en halv times tid, inden den var gal igen. Og nok er jeg ikke fan af 3-årige med egne iPads og mobiltelefoner, men hvis jeg kan vinde yderligere en halv time på langs ved at låne ham min, så gør jeg det sgu. Så Snøvsen snuppede mors telefon og legede med “App for børn”-app’en dér i dobbeltsengen og hyggede sig gevaldigt. Efter ti minutters tid fik jeg en albue i siden og en lille stemme i øret der sagde “Mor, du er nødt til lige at købe det her med bilen. Jeg kan ikke spille den, før den er låst op”. Så så man mig, halvt vågen og halvt zombie, taste min kode til Appstore forkert et par gange, for til sidst at ramme rigtigt og trykke ‘bekræft køb’. Da jeg vågnede et kvarter senere, kunne jeg se, det havde kostet mig 19 kroner. Søvnvalutaen stod mig altså i over én krone pr. minut. Men det var det værd. Jeg fik ekstra bobletid, og Marius fik lov til at udforske banen med bilerne, så generelt var det lidt af en dobbelt-win.

Ellers har min weekend bestået af små, hyggelige begivenheder, mens sønnike har været hos sin far. Fredag holdt jeg champagneaften med to lækre damer, og igår kom den ene af damerne (er man det som 22-årig?) igen forbi til en kop te. Den kop varede et godt stykke tid og endte ud i skæggede damer, silikonebefængte tyrolerpiger og afro-Basim på TV’et, selvom jeg aldrig rigtig er blevet grebet af Grand Prix-postyret. Men det var skide sjovt alligevel. Grand Prix-musik har altid været lig med støj og slagerhits i mit hoved, men i år fik de bevist, at det også kan handle om alt andet end musik – fx Rusland-Ukraine situationen og transseksuelles rettigheder. Så begynder det sgu da at blive spændende, hva’?

Og mega off-topic, så er jeg blevet spurgt lidt ind til mine tegninger både her og på Instagram efter dette indlæg. Og jeg har sgu ikke fået flashet ret meget af det, da det for mig mest er sådan en hygge-hobby-afstresnings-ting, og der er så mange mennesker derude, som er langt mere talentfulde til det end jeg. Men til dem, der kunne have lyst til at kigge nærmere på mit tidsfordriv, så kommer der en billedspam af mine seneste blyantstreger herunder. Det meste af det, jeg tegner, er fri fantasi, og noget af det er inspireret af motiver jeg ser på min vej eller tilfældige ting fra internettet. Alt er tegnet og malet i fri hånd, og jeg tegner alt fra børnemotiver til abstrakte dimser. Desuden har min søsters ven lige fået tatoveret den dér inca-agtige løve, jeg har lavet, på hele ryggen. Holy shit. Og den er altså i A3 format. Jeg synes, det er voldsomt, at noget jeg har tegnet i fri hånd, pludselig hænger på huden af et andet menneske. Jeg er ikke fan af tatoveringer og har heller ingen selv, men det er sgu alligevel lidt sejt. Håber, I har haft en dejlig regnvejrsweekend.

Fotor0511203342 Fotor0511202420Fotor051120185 Fotor0511201549Fotor0511203914Fotor0511203711

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Blogvenlig onsdag

Fotor0507220825
1: To bedste venner / 2: Nogen holder øje med skraldemanden / 3: Nogen har været på Joe & The Juice / 4: Roadtrip-selfie

Jeg har haft sådan en ret blogvenlig dag. Sådan én med vandring ved vandet og en lille brunch, forstås. Ting der kunne kaste ganske gode glansbilleder af sig. Det er ikke ofte, det forekommer her i den SU-modtagende børnefamilie (gåture er gratis, I know). Desværre forefindes der ikke billedlig dokumentation for dagens begivenheder. Tanken strejfede mig kort, da jeg fik mig bevæget til brunch i byen med min søster og veninde, men da valget falgt på en all-you-can-eat buffet-brunch, og jeg ikke gad at anordne hverken bacon eller scrambled eggs på Michelin-manér, må I nøjes med at forestille jer det.

Marius har holdt fri idag, sådan for hyggens skyld. Så vi har været på vandring, spist jellybeans og spillet en helvedes masse Playstation. Der er altså noget ved at være drengemor, siger jeg jer. Heldigvis har jeg i mine spæde teenageår været lidt af en tomboy myself, så der skal mere end en omgang Crash Bandicoot til at skræmme mig. Forleden blev Marius’ eldrevne bil kørt på værksted (badeværelset, that is) og blev vasket, skruet fra hinanden og fik en autolakering, som ville gøre ‘Pimp My Ride’-Xzibit stolt. Drengen mente, at klistermærkerne med stjerner og teksten ‘Honey’ skrevet henover kølerhjelmen hældte en smule til den feminine side. Og det skal ikke hedde sig, at mor ikke kan fikse en bil. Så den står nu matsort med sorte striber og gule detaljer, og skarp ser den ud. Meget er sket, siden den gjorde sin entre i den store gaveregn på Marius’ 1-års-fødselsdag. Nu fylder han 4 år lige om lidt, har dumpet både sut og ble og tørrer sin mund af i ærmet, når jeg giver ham et kys. Suk.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Mandag, følsomhed og øv-aflevering

Mandag, din bitch. For lidt siden stod jeg i noget af en deja vu-situation, da Marius skulle droppes af i børnehaven. Normalt går det smertefrit, men ikke idag. Ikke for nogen af os. Da det jo ikke er mere end en konfirmationsalder siden, jeg selv takkede af i børnehaven, kan jeg stadig genkalde følelsen af at skulle afleveres om morgenen. Jeg blev taget imod af Gamle Gyda (og hendes kind-vorte med tre hår), og kæmpede mig så op på en lille træbænk under vinduet, for at tage afsked med min mor, mens jeg skiftevis vinkede og græd (multitasking is not my thing). Følelsen af at blive efterladt og se bilen blive til en lille uigenkendelig prik for enden af vejen sidder fast i mig.

Jeg var et mærkeligt barn. Med andre ord sensitiv og perfektionistisk. Sidstnævnte har jeg ikke fået lagt af mig endnu, men sensitiviteten gik så småt i sig selv, da jeg startede i skole, og blev erstattet med en 15-kilos ringbrynje (som dog gik i stykker, da jeg blev mor). Jeg kan fra min børnehavetid huske, hvordan hele min verden styrtede i grus, hvis mine rottehaler ikke sad snorlige og symmetrisk, eller der sneg sig et stykke med bart hud ind mellem ribkanten på mine handsker og enden på mit ærme. Og jeg var egentlig ikke hysterisk. Jeg blev bare ked af det og overdynget med en følelse af uoverskuelighed, hvis de bittesmå ting ikke gik op i en højere enhed.

Den dag i dag kan jeg sagtens kigge tilbage og grine lidt af det lille, mærkelige barn, jeg var. Enormt eftertænksom og nysgerrig. Jeg spekulerede over ting, som et lille barn egentlig ikke bør gøre. Dér hvor filmen knækker for mig, er, når jeg kan se mønstret gentager sig. I hvert fald en lille smule. Marius er simpelthen det sødeste (og nemmeste) barn. Han er stille og rolig, en god ven, deler altid sit Disney Sjov-slik ud til alle i lokalet og plager aldrig, når vi er ude at handle. Men han har sine egne små kampe. Og jeg ville så gerne kunne tage dem fra ham, så han kunne være ubekymret på dén måde, som kun en 3-årig kan være det. Men heldigvis er han godt på vej.

Han er stadig meget perfektionistisk og kan lynhurtigt blive opgivende, hvis tingene ikke går, som han ønsker. Men der er sket en markant forbedring, efter han er startet i børnehave. Det har hærdet ham – på den gode måde. Til at starte med var hans indgangsvinkel “det kan jeg ikke finde ud af” til de fleste ting. Men gradvist er han blevet udfordret i børnehaven, fordi pædagogerne blev gjort opmærksomme på det og tog sig den tid til ham, som han krævede. Fra at bryde sammen over at skulle finde sine gummistøvler og sit regntøj i virvaret af højtråbende børn, til at han nu selv ifører sig både sko og jakke uden hjælp, har været fantastisk at opleve. Så alt i alt går det rigtig godt. Han har fået mange venner og er en af de første til at spæne ud på legepladsen, når de har indtaget deres madpakker. Og han får så meget ros.

Alting foregår i et stille og roligt tempo hos os, han får masser af ros og vi stiller små krav til ham, som gradvist øges, så han hele tiden finder ud af, at han kan mere, end han giver sig selv credit for. Men indimellem har han sine små down-perioder, og idag var altså en af dem. En rigtig lorte-mandag-morgen. Og han kunne ikke overskue, at skulle i børnehave, eller at der var så mange børn, som kom stormende og tilbød ham at lege. Og jeg skulle for alt i verden ikke gå. Jeg havde mest af alt lyst til at aflyse hele dagen, tage ham med mig hjem og snuggle under et tæppe til Ramasjang. Men det er ikke at hjælpe ham på den lange bane, hvis han kommer med hjem, når han bliver ked af det. For (ifølge pædagogerne) går der sjældent mere end 5-10 minutter, før jeg har forladt området, til han er i højt humør og igang med at gå amok på legepladsen, bage sandkager eller grave regnorme op. Jeg kyssede ham gennem tremmerne i porten, da jeg gik, og lurede lidt gennem hækken for at se, hvad han gav sig til. Og han stod bare stille, med mundvigene nedad og tårer i øjnene uden at sige en lyd. Heldigvis kom der hurtigt en voksen og tog ham i hånden, og jeg tvang mig selv til at gå derfra med hans trehjulede cykel i hånden uden at se mig tilbage.

Jeg nåede akkurat rundt om hjørnet, inden den første dråbe trillede fra min øjenkrog og ramte jorden. Og sådan gik jeg småsnøftende og blæste snotbobler hele vejen hjem. Men nu har jeg taget en dyb indånding, taget mig sammen, overbevist mig selv om, at han hygger sig, og at de ringer til mig, hvis det er helt ad helvedes til. Heldigvis er det så sjældent efterhånden, at han bliver ked af det. Men for helvede, det er nøjagtig lige hårdt hver gang, det sker, og jeg kunne altså godt bruge min ringbrynje i situationer som denne. Men den er gone for good.

Morskab på 5. år

Fotor0502100611

Min søn fylder 4 år lige om lidt. Rettere om 20 dage faktisk. Billederne ovenover er taget i 2011, da Marius første gang smagte sure æbler, og har egentlig ikke ret meget med indlægget at gøre. Men sød ser han ud. Nå, men der smuttede lige 4 år ud af hænderne på mig, uden jeg opdagede det. Så nu er vi på den igen. Gaver, kager, fest, planlægning, og så videre. Yes! Planlægning, not so much. Men det bliver fedt. Seksogtyve (!) gæster til en 4-års fødselsdag. Det er sgu da meget godt gået, ikke?

Jeg har aldrig før holdt fødselsdag for et børnehavebarn. Og da slet ikke mit eget. Så så man lige mig agere power-mom med planer om fondant-pyntede cupcakes med drenge- og pigemotiver (jep, ingen sukkerpolitik på fødselsdage i Marius’ børnehave), og spæne (okay, køre, de 600 meter i bil) i Netto efter marshmallows og flormelis. For fondanten kan man vel bare lige lave selv, ikke?

Jeg har aldrig før givet mig i kast med skumfiduser i vandbad, men det gik over al forventning, og jeg er nu færdig med at spendere flere hundrede kroner på færdiglavet fondant (hvilket jeg egentlig kun har gjort én gang til Marius’ 1-års fødselsdag). Jeg skal nok poste nogle billeder af de færdige resultater her på bloggen, hvis I kan finde jer i en kage-spam. Jeg lover, det ikke bliver ofte. Jeg holder mig gerne på behørig afstand fra et køkken, hvis jeg kan slippe afsted med det, og mine kulinariske udfoldelser sker oftest indenfor de lidt sjovere områder. Såsom kagedekoration.

Men det er som om, jeg bliver lidt mere mor-agtig hver dag. Bevares, jeg har været mor i snart 4 år, men altså. Sådan på det personlige plan. Jeg køber pottemuld i 20-kilos-poser (KAN de ikke fås mindre?), er ved at gro mit eget træ ud af en avocadosten, og antallet af levende planter her i hjemmet har overgået de visne. Og så kan jeg få tømmermænd af én øl. I shit you not. Dertil kan tilføjes, at jeg forleden fredag aften sad og farvesorterede Hama-perler til lyden af Disney Sjov, mens jeg spottede en jævnaldrende, lyshåret pige lunte sommerkåd hen ad fortovet med en flaske Grøn Gajol under armen. Og jeg kunne ikke lade være med at smile, uden helt at vide hvorfor. Måske fordi hun så ud til at glæde sig ligeså meget til aftenens forestående strabadser, som jeg glædede mig til at læse godnathistorier om dinosaurer og gå tidligt i seng. Der er mange måder at definere ‘morskab’ på, men jeg kan nu ret godt lide min.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Om lidt bli'r her stille

999184_10151599417149327_40451396_n

Eller det blev der egentlig for noget tid siden. Marius er taget hjem til sin far. Jep. Det er en følelse, jeg aldrig rigtig vender mig til, selvom jeg nu har haft 2 år til det. Og jeg sidder tilbage med blandede følelser hver gang. Jeg har omtalt mit enorme sovehjerte i tidligere indlæg, og det er jo ikke nødvendigvis noget, der spiller allerbedst med mindre børn i hjemmet. Så nu har jeg muligheden for at sove ud, sove længe, sove lure og dovne den helt generelt.

Og her sidder jeg så kl. 07.30 en lørdag morgen. Efter en solid omgang pudebanken, venden og drejen sig i sengen og Instagram-kigning. Men nej, ikke mere søvn til mig. Ingen lille stemme der råbte “moooaaarrr!” til morges. Mit biologiske ur har alligevel vænnet sig til forældrelivet, og er altså klar på at vågne, når Marius er. Men hans seng er tom og hans værelse står uberørt og noget så ryddeligt.

Normalt er rutinen, at Marius bliver afleveret i børnehave af den ene og hentet af den anden. Det er sådan, det er bedst for ham. På neutral grund. Han kan godt blive lidt forvirret og betuttet, når han skal fra den ene bopæl til den anden. Det er som om, det er mere håndgribeligt for ham, at “når jeg skal hjem til far nu, betyder det, at jeg skal sige farvel til mor”. Og jeg hader det. På hans vegne. Jeg er selv skilsmissebarn og har som sådan aldrig haft et problem med det, men det gør alligevel ondt ikke at kunne tilbyde ham ét hjem og én kernefamilie. For det fortjener han sgu.

Men knægten har det godt. Han er glad. Han er glad for mig, at være her og (sindssygt) glad for min kæreste (som i øvrigt er den vildeste caretaker af natur, et stort legebarn og behandler Marius som sin egen). Han er også vildt glad for sin far og alle sine bedsteforældre, og har så vanvittigt mange mennesker, som kun vil ham det bedste. Og det må jeg huske på i situationer som denne, hvor jeg sidder alene på altanen og prøver at nyde stilheden, solen i ansigtet og kaffen i koppen.

Jeg synes, det dér co-parenting fungerer upåklageligt, selvom det aldrig er det mest optimale scenarie. Marius ønsker at holde én stor fødselsdagsfest i mormors kæmpehave for alle dem, han kender – på én gang. Så det gør vi. Vi (mig, min kæreste og Marius’ far) havde et lille brainstorm-kaffe-møde om planlægningen af samme i torsdags og besluttede, at Marius får en kick-ass-kæmpe fødselsdagsbrunch i mormors have med både mors, fars og papfars familie. Vi har altid holdt fødselsdage og lignende samlet, da jeg var lille, og det vil jeg også gøre for Marius. Det kan godt være, det ikke er det fedeste altid, og jeg egentlig godt bare ville have ham for mig selv uden at skulle dele. Men det mindste man kan gøre, når man har sat et barn i verden, er at nosse sig sammen til at få det til at fungere. Han har ikke valgt at være delebarn, så vi har fandeme et ansvar for at gøre det så nemt for ham som muligt. Og hvis han vil holde én stor fødselsdag, så er det én stor fødselsdag han får.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Sommer-superhelte

Fotor041519421

Er jeg den sejeste mor nogensinde? Næh, sikkert ikke. Men jeg er sikker på, at Marius vil synes det efter mine seneste køb. Marius er jo, som nævnt i mit tidligere indlæg, i den berømte superheltefase, hvor alt går op i Bat-, Spider- og Superman. Så hvad gør mor? Investerer i badegear til os begge to, så vi har mulighed for at drøne rundt om poolen, når vejret tillader det, iført hver sin superhelte-dragt og skabe os som sindssyge. Det bliver intet mindre end fantastisk.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Påskeferie skudt igang

#1: Min store og min noget mindre mand i tågen, på luft-mormors-hund-gåtur på landet. Jeg ELSKER når det er tåget, vindstille og støvregner. På landet. Når man har tid til at gå tur. Og ikke skal køre bil.
#2: Jep, jeg foldede en ugle af papir. Nej, jeg ved ikke hvorfor. Hvis der er andre papirsidioter derude, så kan skabelonen findes her.
#3: Min søde, sovende dreng. Som nu har sovet første nat uden sut. Stop tiden!
#4: Bertha, en af de nyeste beboere hos min mor, som vi har babysittet (sammen med Bertha’s bror og mor) hele weekenden.

SÅ er påskeferien skudt igang. Yessir!