Fødselsdagssnue

Jeg bliver 25 i morgen. Åbenbart. Jeg har ikke brugt så meget krudt på det, da der lige var noget med en tur til Holland og et par andre fødselsdage først. I mellemtiden er jeg blevet ramt af en slem snue (midt i juli), så min krop er blød og øm, og mit overskud er forsvundet sammen med huden under min næse efter skiftevis at have snottet og hostet heftigt nogle dage. Så det er super. Jeg har heller ikke fået inviteret nogen, men det kunne nok også være sket i rask tilstand. Både fordi jeg altid er ude fem minutter i lukketid, men også fordi min egen fødselsdag ikke er sådan en voldsomt stor begivenhed, efter jeg har fået et par unger. Så er deres ligesom mere spændende, og jeg glemmer lidt, at jeg også selv bliver ældre engang imellem. 

Faktisk kom jeg først i tanke om det for et par dage siden, da min mor ringede for at spørge, hvad jeg havde af planer for mandagen. “Mandag?”, svarede jeg spørgende, mens min hjerne indhentede samtalen og kom i tanke om, at mandag vist nok måtte være den 17. juli. Min fødselsdag. “Det har jeg ikke lige tænkt over”, mumlede jeg, mens jeg kunne høre den årligt tilbagevendende insisteren i min mors toneleje, da hun kom med forslag til, hvordan vi kunne gribe dagen an. For fejres, det skal jeg. Heldigvis. Men var det ikke for min mor og mine andre nærmeste, så fik jeg muligivs ikke gjort så meget ved den slags. Jeg er god til at snige mig udenom at være i centrum på den måde. Hvilket er åndssvagt, for det er jo skidehyggeligt at holde fødselsdag og spise kage og have besøg af søde mennesker. Det synes jeg også, det er. Det er bare mig og min irriterende passivitet, der konkluderer, at der vel ikke er grund til sådan at ringe og bede folk tage tid ud af kalenderen, bare fordi jeg bliver et år ældre. Så er det jo heller ikke større.

Men det er sgu da ret stort! Et helt år rigere, det er da noget af et privilegie. Og selvom jeg sakkede lidt bagud med studenterhuen, så har jeg alligevel nået et par ting eller to i de første 25 år af mit liv. Eksempelvis har jeg født to børn, hvilket naturligvis snupper førstepladsen over mit livs bedrifter, og jeg tænker, det bliver umuligt at toppe den, uanset hvad jeg ellers måtte opnå. Så skulle det da lige være at tilføje et menneske mere til listen over folk, jeg har brygget fra scratch, men det bliver altså ikke liiige nu. 

Af andre seje ting har jeg lært at holde planter i live og sågar være overhoved for et helt drivhus, ligesom jeg også kan skifte en pære i bilens lygter på egen hånd og hænge fjernsyn, lamper og hylder op. Det tæller altsammen, har jeg fået at vide. Jeg har gået i skole i 14 år, og lige om lidt venter 5 mere. Og så har jeg desuden nået at have 10 forskellige adresser. For at runde det flot af, kan jeg i øvrigt binde knude på en kirsebærstilk med tungen. True story.

Jeg har endnu ikke prøvet at være syg på min fødselsdag, men der er som bekendt en første gang for alting, og denne første gang kunne godt vise sig at være i morgen. Satans. Nå, men tillykke til mig og skål i kamillethe.

Fødselsdage og pelsroulader

Der sker ting og sager herhjemme. Mest af alt sker der ikke en skid. Men man skal som bekendt ikke undervurdere hverdagens trygge trivialiteter. Lige nu kunne jeg dog godt snuppe et par uger langt væk fra trivialiteterne og hovedsageligt eksamenslæsningen. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg praktisk talt kan se den. Alligevel er jeg lige ved at brække mig over kovalente bindinger og nitratudledning til grundvandet. Jeg tager en dyb indånding og puster laaangsomt ud, og før jeg får set mig om, er næste uge gået, og sammen med den er to ud af tre eksamener ovre.

Af mere festlige ting har begge mine drenge haft fødselsdag indenfor den seneste måneds tid. Den mindste er nu to år, og den største syv. Det er lige dele fantastisk og ubegribeligt, sådan som tiden har fået travlt. Den to-årige snakker fra morgen til aften og tæller til fire, mens den store laver regnestykker og læser bøger selv. Sidstnævnte fik i øvrigt hele udstyret til et par gnavere i fødselsdagsgave, og når de værste eksamensdage er ovre, skal vi ud på internatet for at finde et par små pelsroulader (marsvin, altså) at fylde i buret. Og jeg glæder mig næsten ligeså meget som ham. Min mor stod for burindkøb, og som det dyrevelfærdsmenneske hun er, kom hun naturligvis stillende med et bur, der er 1,20 meter langt. De skulle jo nødigt blive klaustrofobiske, de små venner. Så planen er, at de skal med ud og have græs under poterne, når vejret er til det, og ellers får de lov til at synge Marius i søvn på hans værelse med deres små hamtaro-lyde. Det lyder allerede vildt hyggeligt, synes jeg. (Og jeg har før haft marsvin i en del år, så jeg er godt bekendt med den mere sure del omhandlende skift af tisvædet hø, men lige nu er jeg altså mest sådan en bright-side-of-life-kinda-gal. Spørg mig igen om en måneds tid.)

Jeg har et ton af halvfærdige kladder liggende, som mest bare venter på, jeg træder ud af min der-er-mindst-20-timer-for-lidt-i-døgnet-boble. Det er snart. Det lover jeg. Indtil da vil jeg fortsætte min selvforskyldte stress med et hav af overspringshandlinger (den anden dag løb jeg en tur – det er seriøst der, jeg er), og så vender jeg tilbage lige pludselig med fornyet overskud og seriøst høje forventninger til sommeren. Ha’ det dejligt så længe <3

Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

It’s the end of an era

Det er ca. 11.000 timer siden, at Frede kiggede forundret rundt for første gang på OUH’s flaskegrønne fødestue. Siden har jeg tilbragt ca. 10.995 af dem i hans (oftest) muntre selskab. Han har været under opsyn af både mormor og farmor et par timer, men vi har ikke fået gjort så meget mere ved det, selvom begge gange var vellykkede oplevelser for både barn og bedstemødre. Mest har den ene dag bare slugt den næste uden de helt store planer, hvorfor vi mest har rullet rundt herhjemme i boblen. Vi har ikke været til babysvømning, salmesang eller tumlastik en eneste gang, fordi jeg på det punkt ikke er den store ‘aktiv-på-barsel’-type. Vi har mere bare leget med biler, kastet med mad og spist græs. Søvn har vi nedprioriteret gevaldigt, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sovet igennem de seneste 15 måneder. Poserne under mine øjne matcher på den måde de blå fra Ikea i både farve og størrelse, men forlænget barsel har lært mig, at concealer og kaffe er mine venner. Frede er glad og skide sød, og jeg ville til hver en tid forlænge min barsel med 5 måneder igen, hvis jeg kunne. Vi er begge mere klar på at stige på hverdagskarrusellen nu, end nogen af os ville have været tilbage i marts. Samtidig gruer jeg en lillebitte smule for det, der venter. Både fordi jeg skal aflevere min baby hos en fremmed, og det åbenbart ikke er en af de ting, der bliver nemmere med barn nummer to, men også fordi det bliver første gang, vi skal prøve at være en familie på fire, som skal afleveres fire forskellige steder om morgenen. Frede skal godt nok kun 70 meter hen til sin dagplejemor, men jeg har allerede lidt svedige håndflader og hjertebanken ved tanken om at få kabalen til at gå op. Men sådan noget har det jo med at løse sig. Ellers kan jeg vel ringe til en voksen.

Voksen eller ej, så blev jeg altså fireogtyve år i går. Det reagerede jeg på med 50% “det er jo ingen alder” og 50% “FIRE-OG-TYVE?!”, så på den front var alt, som det plejer. Vejret var (som alle andre dage) det rene skod, men selskabet var i top og roste mine cheesecakes af flere omgange! Mikkel havde sågar købt mig en gave, selvom vi ikke plejer at gøre den slags, da SU’en som regel skal gå til ting i den lidt kedeligere ende. Af andre gode sager fik jeg blandt andet tre stegepander og to håndstøvsugere, så vi kommer ikke til at døje med hverken krummer eller rå mad herhjemme. Apropros voksen-sager, så er Mikkel i skrivende stund på Pokémonrov med en ven inde i byen, og jeg vil derfor drikke mig dagens sidste kop (varme) kaffe, mens jeg nyder aftenens stilhed. Eller ser Kardashians, who knows.

Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

Noget om fødselsdage

Fotor0719234816

Det dér fødselsdag. Det ebbede lidt ud for mit vedkommende ved 15-16 års alderen. Jeg tog mig selv i at blive lidt smådeprimeret over, at forventningens glæde svandt i takt med sommerfuglene forlod min mave med hastige vingeslag. Det var ikke noget problem at falde i søvn længere, og jeg glædede mig ikke som et lille barn. Mere som en slags voksen. Der var ikke længere samme magi ved dagen (og dagene op til), som der havde været det førhen. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke helt forstå, hvordan min mor kunne gå og rydde op, klargøre i stille tempo og lade som ingenting, aftenen inden hun selv fyldte år. Hun burde jo være ved at revne af spænding. Men hun var ganske fattet. Og det forstår jeg godt nu. Bevares, det er hyggeligt at have fødselsdag, blive forkælet lidt ekstra, ses med familien og alt det dér. Men efter Marius’ tilblivelse trådte min egen fødselsdag for alvor i baggrunden, da han ligesom indtog første parket. Jeg glæder mig jævnt mere til hans fødselsdage end mine egne. Og det er jo egentlig også ret sejt. Nu udlever jeg den dér fødselsdagsspænding gennem ham, ved at se ham tælle ned og være ved at gå til af bare spænding. For han har i den grad fødselsdags-magi!

Nuvel, i torsdags rundede jeg så de 22 år, og da jeg mandagen forinden blev moster, fyldte dagen ikke så meget for mig. Med andre ord havde jeg planlagt absolut ingenting. Jeg vågnede ved 9-10 tiden og listede op og fyldte opvaskeren (vild ungdom egentlig), lavede en kop kaffe og lod Mikkel sove videre. Efter et par timer kunne jeg ikke længere dy mig, og jeg listede ind og sang “Idag er det Mikkels fødselsdag…” med stigende volume, indtil han brat slog øjnene op med et forvirret udtryk i ansigtet, og mit ansigt krøllede sig sammen af grin. Han fløj op og fik tøj på på rekordværdig tid. Tynget af sin unødvendigt dårlige samvittighed, bad han mig hoppe i badekaret og tage mig et varmt, langt bad. Og da jeg ikke er typen, der sådan vil diskutere midt på min fødselsdag, adlød jeg og gav mig tid til at bruge unødvendige mængder hårprodukter og cremer. Da jeg var både kogt og opløst, vendte jeg snuden mod køkkenet, hvor Mikkel efter en hurtig Netto-tur havde forberedt morgenmad, skrevet et vaskeægte love-letter og købt både mælkesnitter og Marabou chokolade til mig. Han forærede mig i øvrigt en splinterny telefon i for-tidlig-fødselsdagsgave forleden, og det er endnu ikke helt lykkes mig at fatte, hvordan jeg har fået sådan et pragteksemplar af et mandfolk på krogen. Eller nok nærmere hvorfor han valgte at sætte krogen i mig.

Resten af dagen bød på poolbadning hos svigerfar og aftensmad hos min kære mor, som i dagens anledning havde hejst flag i begge flagstænger og fyret op i Weberen. Så blev sommeren i den grad lukket ind. Og jeg blev helt rundtosset over, hvor dejlige mennesker jeg egentlig har i mit liv. Som insisterer på at holde fødselsdag for mig, selv når jeg intet har planlagt og er forholdsvis uoplagt.

PS: Jeg hastede i Brugsen forleden, da der var 1,5 liter Pepsi til en flad 10’er, og måtte sande, at skuffelsen var stor, da der kun var ‘Ginga’-udgaven tilbage. Men da jeg drak spandevis af Pepsi Twist i min farmor og farfars campingvogn gennem barndommens somre, besluttede jeg alligevel for at give lemon-varianten et skud. Med stor fortrydelse! Jeg er stærk modstander af light-produkter, især i forbindelse med cola, og denne har en (alt for) gennemtrængende smag af en udefinerbar og halvgammel citron tilsat den klassiske eftersmag af sødemiddel, som kun er Max-varianten værdig. Jeg drikker hellere vand end light-cola, og det kunne snildt blive tilfældet med denne variant også. På etiketten står der, at den er inspireret af smagen og kulturen i Brasilien, og det synes jeg egentlig er lidt synd for landets ry. Advarsel hermed videregivet!

Idyl, fødselsdag og værtsroller

Fotor0528113947 Fotor0528113444

Sådan. Så kom vi ud på den anden side af den seneste stress-og-vanvids-uge. Og hygge-fødselsdags-uge selvfølgelig. Det var jo ikke så slemt. Løgn. Det var temmeligt heftigt. Og jeg har nærmest sovet 24 timer ud af de seneste 48. Torsdag blev knægten jo som bekendt 4 år gammel, og som de øverste billeder så sødt viser, blev han vækket med sang, gaver og flag. Og hans begejstring over sit nye 54-liters hjem til fisk og frøer var uvurderligt.

Søndag mødte (efter et par afbud) 28 mennesker (og 4 hunde) op til brunch, brunsviger og lagkager for at fejre ham endnu en gang. Og jeg som vært. Gudfrimigvel, hvor er det nederen. Jeg har en nyfunden respekt for kvinder (og mænd), som gladeligt påtager sig værtsrollen gang på gang og står med hovedet i kødgryderne, mens gæsterne konverserer. Og jeg havde ikke engang kødgryder at stå med hovedet i. Kun en sølle tjans med at sørge for buffetbordet var fyldt op, at der var kaffe på kanden og at lagkagerne blev klargjort. Men det var i den grad rigeligt, når der skulle brødfødes 28 mennesker, og jeg den foregående aften befandt mig til 90-års fødselsdag, hvilket tog nogle timer fra forberedelsen til søndag. Men det lykkedes, og jeg fandt pludselig mig selv stående (med forklæde!) i køkkenet og jonglere med nyrørt hindbærmousse og flødeskum og tylleposer, og måtte adskillige gange høre små bemærkninger som “Neeej, Dittemor i køkkenet!” og “Går du og laver mad i smug? Det ligner, du har øvet dig”. Og den slags er jo lige dele komplimenter og jokes på bekostning af min ringe køkkeninteresse.

Men da den sidste lagkage var serveret og de tilhørende lys pustet ud, kunne jeg ånde lettet op. Folk hyggede sig dér under den store familiesammenførelse. De fremmødte bestod af alle slags mennesker. Mine (pap)søskende, Marius’ far plus familie, mine veninder, min svigerfamilie og selvfølgelig Marius’ bedste- og oldeforældre. Hvilken fest. Som jeg efter 2-3 timer kunne sætte mig ned og deltage i. Og fint var det. Vejret var i den grad med os, terrassen emmede af idyl og vigtigst af alt var knægten glad og begejstret hele dagen igennem. Henad eftermiddagen besluttede den unge del af selskabet at gå en tur igennem det bakkede og solskinsbenådede landskab. Og kliché eller ej, så gav det hele altså mening lige dér. Jeg, min kæreste, mine veninder, Marius’ far og faster og selvfølgelig fødselsdagsbarnet himself slentrede ned ad den øde vej med solskin i nakken og en hund på slæb. Der blev snakket på kryds og tværs, og det bedste af det hele var at se den lille dreng med det bredeste smil. Det er jo på ingen måde fordelagtigt at være delebarn, men at se ham spæne frit mellem de to vigtigste mænd i sit liv for skiftevis at holde sin far i hånden og sidde på skuldrene af min kæreste, bedyrer, at vi har gjort et eller andet rigtigt. Jeg havde aldrig turde drømme om, at det kunne være så ligetil og hyggeligt at arrangere fælles events til ære for minien. Men så så man lige os, og det kan sgu da godt lade sig gøre.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Fødselsdag, stress og vanvids-måned

 Fotor0522193241 Fotor0522191949

Wow. Mit barn har eksisteret i 4 år idag. Der har været sang, kage, gaver, solskin og grin. Og alt muligt andet. Jeg både hader og elsker maj måned en lille smule. Der er så mange hyggelige begivenheder og mindst ligeså meget stress. Hvordan gør mødre sådan noget? Er det bare fordi, at “rigtigt voksne” mennesker har mere styr på den slags, eller er de bare bedre til at lade som om? Jeg ved det ikke. Men jeg synes, der er meget at se til. Siden i lørdags har vi været til konfirmation, til Thomas Tog-begivenhed på Odense Jernbanemuseum, min far har haft fødselsdag, min mor har haft fødselsdag, Marius har holdt fødselsdag i børnehaven, holdt fødselsdag med morgenbord herhjemme idag – Og så smider vi lige en 90-års fødselsdag oveni hatten på lørdag og hoster birthday-bash for knægten for en ordentlig røvfuld mennesker søndag formiddag.

Seks fødselsdagsbegivenheder indenfor 7 dage. Fuck. Op- og nedpyntning, gaver, transport af samme, indpakning, kort-skrivninger, borde og stole-opsætninger, borddækninger og naturligvis et rødglødende dankort. Og så lige opsætning af et 54 liters akvarium til knægten, som mor her har investeret i. Knægten ønskede sig “levende fisk”, så det fik han. Naturligvis. Jeg kunne selvfølgelig også have skruet bare en smule ned for mit vanvids-ambitions-niveau, ved for eksempel at have ladet være med at lave cupcakes med frosting til børnehave-eventet fra bunden OG selv kreeret superhelte-pynt til samme. Til femogtyve børn. Men fint skal det være, og dét var det altså. Og juniors begejstring var lige nøjagtigt det hele værd.

Det har været hyggeligt. Idag var tilfældigvis hjem-til-far-dag, så han kom forbi til en kop kaffe og tog Muffe med retur til mere kage og grill hos farmor hen ad eftermiddagen. Og så er det på søndag, vi alle slår hovederne sammen til en mindre omgang festivitas med fejringen af Marius’ første 4 år som menneske. Og intet mindre end 32 gæster må kunne gøre det. Sheiße.

I øvrigt tak til jer søde kvinder, som gad fortælle lidt om jer selv i kommentarfeltet til tidligere indlæg. Jeg er stadig lidt forvirret og mega beæret over, at nogen finder vores lille liv værdigt at følge med i. Så tak! Ville gerne kunne smide en eller anden giveaway jeres vej, men det er stedet her (eller jeg) på ingen måde stort nok til (endnu). Og havde det ikke været for netop omtalte vanvids-måned, og havde jeg haft grønne tal på bundlinjen, havde jeg sgu købt noget til jer. Nå. Jeg vender tilbage, hvis når jeg kommer ud på den anden side.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram