Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Dagplejeplads og valget derom

Så er det påskeferie! Det har det været en rum tid, men vi har været syge på skift og er egentlig lidt stadigvæk (undtagen Jern-Marius, naturligvis). Mikkel har været hele turen rundt, og jeg har et snothoved så tungt som bly. Til gengæld ter min hals sig en anelse, og jeg har ingen stemme længere, til stor underholdning for resten af husstanden. Babyen er mest bare snottet. Men ‘bare’ hører ingen steder hjemme i en sætning med både ‘baby’ og ’snot’ involveret, for når nogen er enormt glad for sin sut ved sengetid og dermed lukker af for ventilation gennem munden, så kan nogen ikke få luft gennem næsen, hvilket i sig selv er en kende problematisk. Så det arbejder vi lidt med.

Desuden har ovennævnte nogen lige fået dagplejeplads. Jep. Fra den første juli. Egentlig skal vi ikke rigtigt bruge det før engang i august, men juli er jo som bekendt betalingsfri måned, så den har vi fået med oveni hatten, så vi har god tid til en løs indkøring sidst på sommeren. Officielt sluttede min barsel jo den 6. marts, men det passer mig mere end godt, at der stadig er lidt tid at tage af. Den rare dame fra Pladsanvisningen (de findes sgu!) ville lige informere mig om, at dagplejehjemmet var røgfrit, men at der blev røget udendørs, og der desuden var en hund. Og om vi havde et problem med det, for så måtte hun se, om hun kunne finde et andet sted. Øh, bøh. Jeg fik hende til at hænge på et øjeblik, mens jeg spurgte Mikkel, om det var et problem, at hun (og/eller hendes mand, who knows) røg udenfor og altså også havde en hund. Han svarede med panderynker og et hvorfor-skulle-det-være-et-problem-udtryk i ansigtet, og jeg skyndte mig at takke ja. Jeg kan sgu godt forstå, hvis der findes forældre, som ikke synes, det er det fedeste. Men jeg har netop talt i telefon med dagplejemoren, og hun lød helt enorm sød, og det er immervæk det vigtigste for mig. Og Frede, altså. Jeg har tiltro til, at hun ikke fyrer op i en Prince i hovedet på børnene, bare fordi de måtte opholde sig udendørs. Om hun ryger i sin have, når hun har fri, eller når ungerne sover til middag, det kan ikke få mig op i det røde felt. Det med hunden er for mig et kæmpe plus. Såfremt den er sød, forstås. Jeg elskerelskerelsker hunde, de lalleglade fladpander, og har altid haft dem omkring mig hos både forældre og bedsteforældre. Lige nu har vi hverken tiden eller rammerne til at have dyr (i hvert fald ikke hund), så hvis det viser sig at være en godmodig, halvsløv bamse, der bor deromme ved dagplejeren, så synes jeg kun, det er fedt, at Frede kan få glæde af sådan én i hverdagen. Vi skal møde hende (som i øvrigt bor 70 meter(!) fra os) på tirsdag, og så må vi se, hvad mavefornemmelsen siger. Hvis hun viser sig at have hjertevarme og være god ved børn (hvilket man jo må håbe på baggrund af karrierevalg), så går det nok alt sammen.

Havde sådan en ryger-og-hundeejer-information gjort noget ved jeres valg? Lad mig endelig høre jeres input i kommentarfeltet og hav så en fortrinlig aften!

925545_210642842626244_1693954131_n

10 måneder med Frede (og noget om pasning)

I dag er det ret præcist 10 måneder siden, husets mindste beboer joinede resten af klanen. Det indbyder jo på en måde til at gøre status. Frede er overordnet glad og tilfreds. Han har taget de lidt længere lure til sig, siden vi flyttede i hybel med have, og han sover således samtlige lure udendørs. Nattesøvnen har han stadig ikke helt fået fat i og er gerne vågen 3-5 gange hver nat, hvilket holder lidt hårdt for en søvnglad type som mig. Men vi klarer den. Det er jo bare en fase. Tænder har han pludselig fået en 5-6 stykker af nærmest samtidig, men han levede til gengæld også gumme-livet i 9 måneder og en dag, før første pløk tittede frem. Kravlestilling kommer han snildt op i, men han lægger sig konsekvent fladt på jorden for at udføre sit karakteristiske militær-møv, hver gang han skal fremad. Pt. rejser han sig op ad alt, går små skridt med gåvogn og har nallerne i alting, hvorfor det for eksempel tager den dobbelte tid at lægge tøj sammen, når han godt vil hjælpe med at folde det ud igen.

Og så slog det mig her for et par dage siden, at han endnu ikke har været passet. Nej, heller ikke et par timer. Altså slet ikke. Jo, jeg har da været ude for at handle og den slags praktikaliteter, og sidste weekend mæskede jeg mig sågar i sushi med min søster og veninde på en restaurant, mens Frede var hjemme sammen med sin far. Men i min optik passer en far altså ikke sit eget barn. Det er egentlig ikke af uvilje eller manglende mulighed, at pasningsdebuten er udskudt, til Frede er knapt et år. Der er yderst velkvalificerede bedsteforældre med åbne arme og frie hænder hele vejen rundt, som både kan og vil passe den brunøjede baby, men jeg har bare ikke helt været der endnu. Haft behov eller lyst. Der er dog sket en del med Frede (og dermed mig) de seneste måneder. Hans åbenlyse interesse i bedsteforældre og øvrige familiemedlemmer vokser konstant, og han er knapt så fastgroet til mig, som han har været. Mit mod gror (næsten) proportionalt med hans, og den 3. marts skal Mikkel og jeg til noget så voksent og uromantisk som foredrag. Helt uden babyen, forstås. Han skal hygge sig med sin mormor imens. Farmor har også fået lovning på, at vi snart læsser familiens mindste af hos hende, mens vi går i biffen eller spiser eller noget i den dur. Det er alligevel lidt vildt, når jeg sådan lige ser det på skrift, at Mikkel og jeg ikke har været alene en. eneste. gang. de sidste 10 måneder. Og næsten ligeså vildt, at det slet ikke føles mærkeligt… Og så alligevel, det er vel lidt den naturlige ting ved at få børn. At de ligesom er der.

Det, jeg stadig er mest på røven over, er Marius og Frede sammen. Det er simpelthen så åndssvagt livsbekræftende at se, hvor glade de to er for hinanden. Marius kysser og krammer og siger søde ting, mens Frede smiler og griner og følger efter sin storebror gennem hele huset (og prøver at tilluske sig adgang til hans Lego-samling). Livet er nu helt rart, når man sådan har de tre drenge i det.

Julestemning (eller mangel på samme)

Jeg er ikke i julestemning endnu. Man kunne sige, det var ved at være oppe over, når nu det er den 24. december lige om lidt. Men julens måned har sgu været lidt træls ved os. Bevares, den har været proppet med gode ting som Marius’ skoleplads og vores fremtidige bolig, men hverdagens tandhjul har i den grad været rustet til i sygdom og afladede batterier. Vasketøjet vokser ud af væggene, der roder med irriterende, små dimser alle vegne, og min rengøringsindsats er på et skuffende ringe niveau, men jeg er åbenbart allerede gået i vi-skal-jo-snart-flytte-mode, så jeg får ikke gået i dybden med den husholdning på samme måde som normalt. Det skal jo alligevel pakkes ned lige om lidt. Agtigt.

Raskheden begyndte (efter to la-aa-ange uger) at vise sit kønne fjæs hos både Mikkel og Frede for et par dage siden, og håbet om en nogenlunde frisk juleaften var atter lysegrønt… Men da den mindste af husets herrer vågnede 00.30 i nat med over 39 i feber, var det atter op ad bakke. Imidlertid virker han til at være i bedring, og jeg håber, vi akkurat når i mål tids nok til brun sovs og risalamande. Jeg håber så inderligt. I disse dage sover vi alle fire på Marius’ værelse, så langt væk som muligt fra det rådne indeklima i kælderetagen. Jeg er nu efter en hel del snakke og ligeså meget googling overbevist om, at det er synderen i hele det her sygdomsræs, og jeg synes, det er ækelt.

Men i stedet for at køre den fuld Debbie Downer, gider jeg godt at glædes ved de federe ting. For eksempel at vi snart er flyttet, at Marius er rask, og at jeg fik købt alle julegaver den 22., som for mit vedkommende er i overordentlig god tid. Imorgen ved middagstid kommer Marius og hans far, så vi kan snaske noget kage og kaffe, inden vi skal til jul hos min storesøster. Og selvom vejret minder mest om oktober, og min julestemning kan ligge på et meget lille sted, glæder jeg mig helt pjattet til at holde jul med mine tre drenge og resten af min familie og til at opleve julemagien i øjenhøjde med den 5-årige.

Må I ligeså have en dejlig jul med masser af mad, geniale gaver og alle jeres yndlingsmennesker! <3

Du kan sove, når du bliver gammel

Igår aftes fandt jeg mig selv i sofaen, hvor jeg åbenbart så Vild Med Dans, mens jeg strikkede(!). Jeg besluttede mig derfor for at føre stilen til ende og gå nogenlunde tidligt i seng (nu røg James alligevel ud, og så kan det jo være det samme). Idag har en chokoladebar gjort det som min morgenmad, og sådan kan kontraster jo mødes. Det skulle dog vise sig, det var et klogt træk at stemple ud ved midnatstid, da jeg vågnede kl. 06:41 lettere forvirret og undrede mig over, hvor babyen var henne. Han opholdt sig imidlertid i stueetagen i færd med at fortære en banan sammen med sin far, der så ud til at være relativt kvæstet. Han havde nemlig ikke sovet. Overhovedet.

Jeg havde Frede med mig i seng, da jeg gik til køjs, men hver gang hans hoved ramte madrassen, stak han i et skrig. Vi endte således med en halv times tumlen rundt, hvor han godt ville sove ti minutter ad gangen, hvis han vel og mærke lå ovenpå mig. Nok er jeg ikke kendt for at producere sovebørn, men til sidst gav jeg op og hidkaldte hans endnu vågne far, som tog ham med sig op i stuen. Og der har de så været siden. Ole Lukøje havde tilsyneladende glemt Fredes adresse, og den halvtykke baby vågnede således hvert 30. minut natten igennem, og da Mikkel er god til at sove (meget) tungt, turde han ikke falde i søvn mellem opvågningerne. Hvilket også er grunden til, at i nat var første gang i næsten 7 måneder, at jeg sov mere end fire timer i træk. Fordi Mikkel simpelthen er ude af stand til at vågne, og nattevagten således normalt er min… Og når jeg sådan har fået lov til at flotte mig med seks timers søvn, har jeg sendt farmanden på hovedet i seng, hvor han nok vil opholde sig et godt stykke op ad dagen. Det kan næsten kun betyde, at babyen og jeg trodser det triste efterårsvejr (når han vågner fra sin nu 28 minutter lange lur!) og ser, om ikke midtbyen har noget, vi ikke kan leve foruden. Jeg tror det.

Om at være hjemmegående

Jeg er nok ikke den hjemmegående type. Sådan hundrede procent. Jeg kan mægtigt godt lide at være herhjemme, og selvom det lyder usexet og knapt så powerwoman-agtigt, så er jeg ikke typen, der skal lave noget hele tiden, jonglere fire jobs eller arrangere tolv aftaler på samme dag for at holde mig beskæftiget. Det er jeg virkelig ikke. Jeg stinker til at have aftaler mange dage i træk eller være sammen med en stor flok mennesker meget længe. Introvert, was it? Med det sagt, så rammer jeg naturligvis også den dér nu-må-der-godt-snart-ske-lidt-andet-mur, men jeg kan godt være et par år om at nå derhen. Jeg trives forbavsende fint i hjemmets langsomme tempo (så langsomt to børn nu tillader det). Når så jeg når den anden side og igen kommer igang, så har jeg det ok med det og bryder mig særdeles fint om at være social. Bare ikke hele tiden eller i kæmpemæssige portioner.

Jeg kan godt li’ tanken om at have et halvt års barsel yderligere, men det ville ikke være rart for nogen (eller min uddannelse), hvis jeg skulle gå hjemme 5-6 år. Det ville vi allesammen blive mærkelige af. Der eksisterer imidlertid dog den udfordring, at min barsel ophører til marts, og jeg først kan komme tilbage på skolebænken til august. Så der kommer til at være et hul i min beskæftigelse lige dér. Min noget tvivlsomme plan har indtil videre været at finde noget vikarjob i en børnehave/vuggestue/something, til jeg atter kan varme mig på SU’en. Det viser sig dog, at Odense kommune er så nydeligt indrettet, at det er muligt at få tilskud til at passe sit barn hjemme, så de muligheder undersøger vi nu til bunds. Det virker uigennemtænkt, at jeg skal have mig et random arbejde for at tjene penge til Fredes daginstitution, som han skal puttes i, fordi jeg skal arbejde. Det er lidt af en cirkel. Derfor synes det på alle måder oplagt, at jeg udskyder Fredes institutionsstart og går hjemme med ham, til studiet igen begynder. Og jeg håberhåberhåber sådan, at det kan lade sig gøre, hvis vi begynder at lægge til side nu og fjerner alt, der måtte minde om impulskøb. Tilskuddet er, ifølge Odenses hjemmeside, noget omkring de 4700-4800 kroner månedligt, og det er alt, jeg ved, indtil videre. Det er muligvis ikke meget, men jeg synes fandeme, det er flot sådan uden videre at kaste penge efter mig for at passe det barn, jeg selv har valgt at lave. Og når nu vi er vant til livet på SU, kunne det vel nok fungere for en stund.

Hvis I har erfaringer eller viden om emnet, så gør mig endelig klogere i kommentarfeltet herunder. Og hav så en henrivende weekend!

  

Herover ses min vinduesdame i øvrigt med nyt hår, og hun ser da ud til at være fint tilfreds! Lignende ligegyldigheder findes på min Instagram @dittekirk.

Navlepilleri #2

Jeg har som nævnt en mærkelig skriveblokade. Omend mit liv på barsel ikke er decideret action-packed, burde jeg da have noget at knævre om. Men der er helt tomt lige nu, og alt, jeg får skrevet, bliver noget braller. Derfor henviser jeg på meget velment vis til dette indlæg, hvor I kan smide om jer med forslag og spørgsmål for ligesom at sparke mig (kærligt) bagi. Der er allerede kommet et par fine og ret interessante spørgsmål, som jeg påtænker at røre sammen i et indlæg, men jeg kunne snildt bruge flere!

Indtil da må I tage til takke med en omgang navlepilleri volume 2.0, som indeholder diverse småting fra hverdagen og andre ligegyldige facts, jeg kunne nå at smide sammen, efter vi (altså Frede) fik slugt en skål sveskemos til lyden af denne sang på repeat og blev puttet til lur, hvor han nu har sovet en hel time. Hvem gør det?! Ikke Frede. Troede jeg.

  • Jeg glemmer konsekvent at købe tandpasta på hver indkøbstur, så jeg stjæler hver dag lidt af Marius’. Hold nu kæft, det kræver selvdisciplin ikke at synke sådan noget blåt Spiderman-stads med glimmer. Det smager bare bedre, end tandpasta burde.
  • Frede har knækket pruttelyde-med-munden-koden og mener, det fungerer allerbedst, når der samtidig er en skefuld grød på vej ind. Let’s sprinkle that shit everywhere.
  • Sidst jeg var til frisør, var den 2. marts 2012 (ammehjernen kan være klæber). Det er 3,5 år siden. Jeg trænger i den grad til at få organiseret det vildtvoksende kaos, men jeg har besluttet ikke at tage stilling til det. Lige nu.
  • Ovenstående hænger dog virkelig dårligt sammen med klistrede babyhænder, som laver jerngreb på alt indenfor rækkevidde. Derfor har jeg fået for vane at smide manken op i en hestehale, men den har Frede nu luret og ynder derfor at proppe hele hårbundtet i munden, når han hænger på min skulder, hvorfor jeg i skrivende stund har helt stive hårspidser grundet mango-mos-mund. Må snart tage den skide barselsknold til mig.
  • Min store, lille dreng er startet til fodbold med sine venner fra børnehaven. De første to gange var det for overvældende at være med, så vi nøjedes med at se på. Han var fast besluttet på, at han ikke var god nok, og at det hele var for svært, så tredje gang tog han afsted i cowboybukser med aftalen om, at vi kun skulle se på for ligesom at understrege, at der intet forventningspres var fra vores side. Halvvejs inde i træningen tog han tyren ved hornene og løb ud på banen for at være med i kampen. Stoltheden overvældede mig totalt, da jeg kunne se i Marius’ øjne, at han godt selv vidste, han havde vundet sin indre kamp mod sin perfektionistiske forsigtighed, mens han gik og high-fivede de andre små, fodboldbestøvlede drenge. YES! Imorgen skal vi afsted igen, og han glæder sig.
  • Overvejer, om jeg skal skille slyngevuggen ad for at vaske det kaffe af den, som nogen (læs: Mikkel) har spildt på den, eller om det lige giver den lidt ekstra personlighed med de brune pletter.
  • Har brokket og undret mig længe over, hvor alle sutter forsvinder hen. Samlede de tilfældigt placerede sammen igår og fandt 22 styk. Ud af dem gider Frede bruge tre. Og ud af de tre er én en klar favorit (som ikke er en af de fire naturgummisutter, men det ægte plasticgejl). What are the odds?