Status på livet i boblen

Det er en mærkelig boble, vi fumler rundt i. Vi står op, når resten af byen gør det, mens vi fra vores varme hule kan fornemme samfundet, der haster afsted i morgentrafikken mod mødetider og deadlines, mens tiden herinde går i sit eget søvndyssende tempo.

Jeg lider lidt af sensommerblues, mens efteråret kigger ind af vinduerne, og hverdagen stikker hovedet frem mellem raslende trækroner. Men vi har det godt herinde i boblen. Vi har været så forfærdeligt forkælede, at vi har været fire forældrehænder om Frede i næsten fem(!) måneder. Endnu en af fordelene ved studieliv-med-småbørn. Men mere vil som bekendt gerne have mere, og vi skal på den måde lige ind i barselsrutinerne og vågne rigtigt efter knapt et halvt års dvale.

Frede og jeg er således den lille hjemme-duo i dagtimerne, mens Marius lunter rundt i børnehaven, og Mikkel stener til forelæsning med hovedet begravet i computeren bøgerne. Så vi er et lille team, der samarbejder om at få tiden til at gå og nyde det, den indeholder. Det er sikkert meget sundt for min hjerneaktivitet, at Mikkel ofte har tidligt fri og dermed stadig bruger overvejende mange af sine vågne timer her på matriklen, så jeg ikke ruster totalt på kommunikationsfronten i selskabet med min bløde baby, der er en anelse begrænset på det verbale (men meget fremmelig i cuteness). Det bliver til store mængder gurglen, spytten (mest Frede), dikke-dikke, ultrasoniske tonelejer (“hej min babyyy”, “du er så dygtiiiig”, etc.), borte-borte-tit-tit, klap og kys. Til gengæld træner det evnerne til at komponere (tvivlsomme) børnesange helt enormt, og det kan jo også noget. Og hold nu kæft, vi får sunget mærkelige ting, blandt andet en del om ord som babyflûte, snøvlehat, knoklefår og lemming.

Desuden kunne der ved sidste sundhedsplejerskebesøg konstateres, at Fredes dellevækst ikke længere havde helt så meget fart på som ønsket, så han får nu supplerende flaske ved siden af amningen, og dellerne vil atter frem i verden (seriøst, jeg aner en tredje hage derinde et sted). Det ramte mig hårdere end forventet, men efter tilvænningen var i hus, måtte jeg erkende, at det kører. Jeg (og Frede) har stadig amningen og tætheden, Mikkel har ligeledes mulighed for at fodre, han sover bedre og vigtigst af alt: Han trives, vokser og er glad. Og så venter det dér skemad lige rundt om hjørnet.

Det samme gør sig gældende for hans søde storebror (ikke det med skemaden, forstås), som sidste uge var på overnatningstur med de store børn i børnehaven, hvorfra han returnede glad og bållugtende iført nattøj og gummistøvler. Jeg øver mig stadig i at fatte, at min dreng er blevet sådan én, som pludselig tager afsted på lejrtur uden mor eller far, med sit liggeunderlag under den ene arm og sin lille sovepose under den anden. Det vil sige, det er fem år siden, jeg sidst var 18… Åh, gru. Afslutningsvis leveres herunder et billede af to brødre, der muligvis lægger skumle planer. 

 
Desuden har jeg luret, at der på Bloglovin’ er ca. 10 gange så mange, der følger med, i forhold til bloggens Facebookside. I er også fint med på Instagram, men I er altså hjerteligt velkomne alle tre steder! Og må I så have jer en overvældende weekend på den gode måde.

Frede fire måneder (og en vinder)

Igår var det 4 måneder siden, husets mindste beboer blev udklækket på Odense Universitetshospital. Det fylder mig med de sædvanlige, forvirrende følelser af, at han lige er kommet og altid har været her. Han er blevet væsentligt gladere, både for slyngevuggen og livet helt generelt. Han knokler ikke så hårdt med fordøjelessystemet, som han har gjort, og det efterlader tid til både smil og grin. Og til at gnaske livet ud af sine tæer.

Hans ører krøller (heldigvis) stadig, han æder som en gal og sover knapt så godt om natten, som han hidtil har gjort. Men det falmer fuldstændigt, når han har det brede smil på i dagtimerne. Lurene er stadig få og korte, men han har en nyfunden entusiasme for legetøj og andre ting, han kan stikke tungen og fingrene ind i (her er O-Ball genial). Han pludrer, smiler og spræller lystigt med arme og ben, når humøret er højest, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare begejstring, når han bliver tilbudt et bad. Hvis han er skeptisk over tilværelsen, kan det næsten altid reddes ved at prutte ham på kinderne (med munden, bevares). Han er også begyndt at grine rigtigt (som videoen på min Instagram viser), men af en eller anden grund er de grin mest forbeholdt hans far. Nåhmen. Okay så.

Selvom han lige knapt falder under kategorien ‘nem baby’, bevæger han sig altså i en ganske god retning. Og når man først har været forælder til en vrissen baby, er selv de mindste fremskridt usigeligt kærkomne. Altså, jeg har fået mine arme igen, og af og til lykkes det mig rent faktisk at udrette ting. Se lige mig, jeg tømmer opvasker med begge hænder! Måske fordi Frede underholder sin far imens, eller måske bare fordi han sidder i sin Nomi-stol og kigger på. Og smiler. Uden at græde! Yes, for en god baby!

Og selvom det er sidst på dagen, lovede jeg jo, at vinderen af et mobilcover af eget design ville blive udnævnt idag. Som sagt, så gjort! Jeg bad Mikkel slynge det tal fra 1 til 23 ud, som først faldt ham ind, og da han, komplet uvidende om opgavens årsag, udbrød ’17!’ ovre fra sofaen, var valget truffet.

Jeg har talt frem til, at Katrine var den 17. til at kommentere og dermed den, der må designe sit eget cover hos Caseapp.dk.

Afslutningsvis skal der lyde et stort tak til jer 23 rare mennesker, som havde lyst til at deltage i min første, rigtige konkurrence (jeg bryder mig ikke om ordet ‘giveaway’) herinde. Det er en form for blandet fornøjelse – For ligeså fedt det er at glæde én, ligeså nederen er det at småskuffe 22. Altså, jeg ved godt, præmien ikke er decideret prangende (og at I nok skal komme jer ovenpå den kæmpe nedtur), men I forstår nok, hvad jeg mener. Oh, the struggle… 

  

Teamarbejde i skiftehold

‘Vi gør det sammen’ når jeg lige at skimte på Silvan-reklamen, der er endt øverst i reklamestakken på køkkenbordet, mens jeg trækker vejret helt ned i maven og tager en tår af min lunkne kaffe, der, grundet husets netop tømte kaffebeholdning, smager mere af mælk end mellemristede bønner. Og det gør vi. Indimellem hver for sig, men stadig sammen. Vi trækker luft og drikker kaffe på altanen i skiftehold, så der hele tiden er stemmer til at trøste og hænder til at vugge Frede. Idag er en af de dage, hvor han ind imellem 10-minutters-lure, utallige amninger og en håndfuld helt smeltende smil, er gal. Krummer sig sammen og spænder sig ud på flitsbuemåden som et tegn på, at noget i maven driller. Dagen igennem er han en lille (og sød), tikkende bombe, som man aldrig helt ved, hvornår går af. Heldigvis er der pauser med veltilpashed og tandløse smil, og han er sjældent komplet utrøstelig, men det føles altid som om, næste lille tordensky venter lige om hjørnet, hvor man farer op af sofaen, fumler efter sutter og danser henover stuegulvet i vuggende bevægelser. Så falder der som regel ro på huset ret hurtigt, hvis altså babybæreren holder sig i bevægelse. Marius går i seng omkring klokken 20, og et sted mellem 22.30 og 23.30 er Frede som regel gået i seng for natten, så der står jeg oftest med valget mellem at holde romantisk laundry-night på badeværelset eller splatte ud i sofaen til noget dårligt TV (man skulle jo nødigt gå i seng i ordentlig tid…). Idag skal vores voksen-time dog bruges på at samle vores nye fjernsynsbord, og jeg glæder mig mere, end jeg burde. Nok har mit hoved føltes fysisk sprængfarligt i cocktailen af sygdomssnot (tak, juli) og decibel, men når vi kan håndtere babybrøl og Ikea-møbler indenfor samme dag og stadig huske at kramme, når vi har to sæt arme fri, er vi nok ikke helt fortabte. Vi er egentlig et godt hold herhjemme. Alle fire.

Noget om søvn og slyngevugger

Nu er jeg blevet spurgt ind til Fredes slyngevugge et par gange, og måske giver det i virkeligheden fin mening at flette en lille evaluering sammen lige her.  

Jeg har cyber-gloet forskellige mødre over skuldrene (på den venlige måde) for at finde ud af, hvilke erfaringer de har gjort sig med den dér slyngevugge, som jeg for indtil ganske nyligt ikke anede eksisterede. Ud af det blå dukkede den op alle vegne badet i konfetti og trompetfanfarer: Endelig var den her! Vidundervuggen, en fredskæmper uden sidestykke, svaret på alle søvndesperate forældres bønner. Forhandleren tilbyder sågar søvngaranti, så man kan vugge sin baby i 14 dage og stadig få pengene retur, hvis den nu – mod al forventning – ikke kan få barnet lullet i søvn. Helt ærligt, hvad er der at miste? Man skulle da være et skarn, hvis man ikke gav den et skud. Jeg evaluerede idéen med Mikkel, og efter jeg havde læst Sneglcilles indlæg højt for ham, var beslutningen definitiv. Jeg fløj til tasterne med dankortet i hånden, og vi holdt vejret, til den landede på posthuset (så vækkede vi i det mindste ikke babyen).

Frede sov (meget passende) som en nyfødt de første fjorten dage af sit liv. Altså 18-20 timer i døgnet. Derefter fandt han ud af, at der var en verden derude, hvis bare han åbnede øjnene. Indimellem endda to, når han fokuserede så voldsomt, at han begyndte at skele. Siden hen opdagede han sine hænder og derefter sine forældres ansigt og skæg (mest farens). Dermed var søvn ganske overvurderet, og han fandt også hurtigt ud af, at det var jævnt mere hyggeligt at tage en lur i en halvkrøllet stilling på armen af os fremfor at ligge på sin Fossflakes-guddommeligt-bløde-madras i for eksempel liften. Seriøst, hvor mange mennesker på 6 kilo har topmadras?

Nu er vi derhenne, hvor Frede helst ikke sover mere end 10-15 minutter ad gangen på noget tidspunkt i løbet af dagen. Under de rette omstændigheder (en barnevogn i konstant bevægelse eller en lur ved siden af mig, så der hurtigt kan falde et stykke mad af) kan han snige sig op på 30-45 minutter, men det er næsten ligeså sjældent som ædru mennesker på Roskilde. Jeg havde svoret, at jeg inden barnedåben skulle unde mig selv den luksus at (som minimum) få lakeret tånegle, og det gjorde jeg så. Stående vel at mærke, med en fod på et havebord, hvor den ene hånd malede neglene med rød lak, mens den anden holdt gang i barnevognen. Og det er nok nøgleordene med hensyn til Fredes lure: Never stop moving. Om natten sover han i vores seng mellem vores Ikea-hack-bedside-crib og mig, så hans bedside-fidus bruges egentlig kun som sikring mod, at nogen triller ned på gulvet. Han sover ikke rigtigt i den. Det har gået fint indtil videre med 2-4 lynhurtige måltider, som jeg knapt nok ænser. Helt uden gråd og brok. Så vores udfordring ligger primært i dagtimerne, da han også helst ser, at de (mange) vågne timer som minimum spænder af på en arm og meget gerne en skulder med roof-top-view.

Siden vi erhvervede os slyngevuggen, har det foregået på nogenlunde samme måde. Den største forskel er, at en del af arm-lurene istedet afvikles i vuggen. Enten bliver han bugseret ned efter at være faldet i søvn oppe hos os, eller også kan han af og til bounces i søvn i vuggen. Han sover stadig ikke ret længe ad gangen, men en gang imellem sker det, at vi kan vugge ham tilbage i søvnen, hvis vi fanger ham på det rigtige tidspunkt. Om aftenen bliver han typisk puttet i den mellem 22 og 23. Så står Mikkel eller jeg gerne og fjedrer den op og ned, mens vi forsøder tilværelsen for alle tilstedeværende med vuggeviser, indtil Fredes øjne glider i. Vi er (endnu) ikke der, hvor vi bare kan lægge ham og regne med, han selv falder i søvn. Men når først han sover i den ved sengetid, er det ret sikkert, at han, når jeg går i seng, kan løftes fra stue (i vuggen) til soveværelse, hvor den atter bliver klipset op på dørkarmen. Så sover han der til 1-2 tiden, før han vågner og kommer over til mig. 

Så, for at opsummere ovenstående rod lidt mere enkelt: Det har ikke været det endegyldige svar på søvnproblematikken herhjemme, men den findes formentlig heller ikke, så længe der også er ting som periodevise mavekneb, der spiller ind, og det kan en vugge af gode grunde ikke stille det store op med. Desuden kan han sikkert sagtens nå at vænne sig yderligere til den, hvormed putningen bliver nemmere. Han har næsten altid en af vores t-shirts eller lignende til at putte med, så vuggen dufter (lugter?) trygt og velkendt, og dem vil han gerne ligge og nulre næse i. Vi har med vuggen fået et sted, hvor vi oftest kan lægge ham fra os, uden han vågner med et skrig, og dét kan altså noget. Han er tydeligt vild med den hyggelige følelse af at være omsluttet, og den bløde, gyngende fornemmelse hjælper på de fleste ting. Så ja, jeg kan helt sikkert se stort potentiale i slyngevuggen, men effekten varierer selvsagt efter hvilken baby, man putter i den. Så, til trods for en lidt rusten start, er vi fortrøstningsfulde og vil meget nødigt undvære den. Det er godt og skal nok blive endnu bedre! I øvrigt får jeg hver dag sådan en lyst til at kravle ned i den, så jeg drømmer lige nu om en magen til i voksenstørrelse (eller, altså, bare stor nok til at rumme en på 1,65…). Og Marius vil i øvrigt også gerne bestille en i størrelse 5 år.

  

Dagen efter dagen

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…