Familie på (snart) fire og noget om fødsler

Jeg har været mor i 4,5 år, og snart skal jeg være det igen. Altså mor til to børn. På én gang! Hvordan gør man så det? Jeg ved det ikke. Men jeg agter at finde ud af det, og jeg har da en idé. Der vil være (mange) øjeblikke fyldt med søskendekærlighed, og en stolthed morens hjerte knapt kan bære. Morgener med pres på, havregryn på gulvet og tandpasta i håret. Uenige brødre og sikkert også uenige forældre, men altid med plads til os selv og hinanden. Og masser af grin og ekstra mælkesnitter! Om 3,5 måned bor her en familie på fire, og det er flere forskellige slags fantastisk at tænke på. Og en lille smule skræmmende. Er vi så voksne nu? Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Vi er ofte trætte og endnu oftere glade. Endda på samme tid.

Inden familieforøgelsen finder sted, indtræffer den helt uundgåelige begivenhed: Fødslen. Da-da-da-daaaaaam. Jeg havde en ganske uproblematisk fødsel første gang. Uden måleapparater, ledninger, smertelindring og sugekopper. Det var egentlig bare mig i et badekar, hvor jeg befandt mig i 3,5 time, før Marius hilste på. Jeg fik da hilst på smerter af en rang, jeg ikke før havde mødt, bevares. Men det gik godt, sådan af en fødsel at være. De fleste dage tænker jeg ikke så meget over fødslen. Hvis jeg gør, handler det mest om, at det (selvfølgelig) forløber fint, og at der før eller siden nok skal komme en baby ud af det. På den ene eller den anden måde. Indimellem sker det, at jeg kigger på Mikkel med undertrykt frygt i øjnene og hvisker: “Jeg skal føde igen”. Bare fordi det lige går op for mig, og jeg kommer i tanke om alle de ting, som kunne finde på ikke at gå efter bogen. Momentvis panik. Og så tilbage igen.

Hvis I har lyst, vil jeg blive usigeligt glad for fødsels(forberedelses)tips, historier om fødsler, tanker om fødsler, og eventuelt oplevelser med anden- eller flergangsfødsler i forhold til første gang. Jeg vil så gerne vide noget mere om det. Både godt og dårligt. Okay, helst godt.

 

Vi bygger til

c3beae61-5361-49db-aa74-8730ff820c94

Der sker store ting og sager. Nej, jeg har ikke hevet et sponsorat i hus eller skrevet under på en forkromet kontrakt. Jeg har heller ikke fået gratis børne-vinterudstyr til test (hint, hint)! Det er noget ganske andet og heldigvis noget på en aldeles anderledes og skyhøj skala. For nylig udgav Sebrina et indlæg om gravide bloggere, og der er flere gravide i blogland, end jeg vidste. Og jeg vidste ret mange! Det ligner lidt et velorganiseret babyboom, omend jeg tvivler på, dette er tilfældet. Dog kan der skrives endnu én på listen: Mig. Jep, vi bliver én mere til april, og vi glæder os helt vildt. Marius gav hurtigt udtryk for, at babyen kunne flytte ind på hans værelse, men at han altså ville sove i den øverste køje. Derudover er han fast besluttet på, at en lillebror skal hedde Viktor, og en lillesøster skal hedde… Lampe. Med andre ord: Han ønsker sig en lillebror. Dermed kommer forklaringen (ikke undskyldningen!) om fravær her på domænet også, da jeg skiftevis har ligget på sofaen og haft hovedet i kummen. Sådan forløb samtlige (!) 9 måneder under graviditeten med Marius, men det virker til, det kunne gå lidt bedre denne gang. Så mens jeg vokser ud af alt mit tøj, har et overdrevent forbrug af tomater og drikker mælk i spandevis, går vi og glæder os til at finde ud af, hvad det er for en opfindelse derinde. God lørdag til alle og enhver!

Om travlhed og trummerum

 

Så er det igang. Den store hverdagsbus har fået fyldt tanken og trumler ufortrødent derudad. Under accelerationen blev jeg blæst omkuld og havnede på allerbagerste sæde. Og her bliver jeg siddende. Jeg har indtil videre haft to skoledage og er allerede ynkelig. På skolebænken tæller jeg minutterne, til jeg igen er tilbage i friheden. Bevares, det er fint med det dér uddannelse, og så er det tilmed (næsten) gratis. Ingen ret til brok, det er jo for helvede frivilligt. Det er bare skide tungt at sidde dér, når man nu er en exceptionelt flittig drømmer. Men den bedste måde at nå sine drømme er som bekendt ved at vågne og gøre noget ved dem, men det kræver jo, at jeg skal ud af sengen. Det er så det, jeg forsøger nu. Men jeg har så travlt uden at skulle nå noget som helst. Travlt med at komme afsted, ud i verden og erhverve mig et rigtigt job og tjene mine egne penge. Jeg er ganskevist klar over, at den slags ikke kommer over natten. Men igen, jeg er en skarp drømmer. Jeg er bare træt af stadig at befinde mig i den dér ungdomslomme, hvor den eneste ting, der hører hjemme, er min alder. Jeg skal jo ikke til galla, køre lastbil med øl løbende direkte i årerne eller ud og flagre fandenivoldsk med min studenterhat. Jeg skal videre. Alt imens råber de rigtigt voksne mennesker advarende, at jeg skal nyde min skoletid, og når først jeg sidder med job og eget hus, er det sket. Så er det alvor. Jeg sætter også stor pris på fleksibel studietid, tidligt fri og den slags. Jeg glæder mig bare så afsindigt meget, til det bliver på et universitet, hvor det overordnede emne (forhåbentligt) er min passion og noget, jeg med glæde vil suge i mig. Jeg vil altså vædde med, at det kan noget lidt andet. Noget bedre.

Men hey, tålmodighed er en dyd og jeg skal stoppe med at klynke, for imorgen kommer mit allerbedste, mindste menneske hjem fra sin far, og som bekendt falmer al hverdagstrummerum og betydningen heraf enormt ved siden af ham. Han er et af de få mennesker, jeg kender, som kan gøre en mandag til en fest. Og dét kan i den grad noget! Desuden er billedet tæt på usammenhængende med indlægget her (og fra forrige nytår), men se ham lige. For fanden, altså.

Uddannelse og skema-liv

Fotor0730232938

Jeg kunne skrive mit navn med sammenhængende bogstaver i børnehaven. Og jeg har, siden jeg var ganske lille, elsket ord og bogstaver og andre pæne ting. Jeg startede i børnehaveklasse i 1998 (det lyder ikke til at være ret længe siden, vel?) og blev i 6. klasse ramt af skoletræthedsepidemien. Min klasselærer var en røv med ører, hun kørte hetz på mig i timerne og roste mig til skyerne for mine faglige kompetencer til skole-hjem-samtaler. En led slange. Jeg skiftede skole i 7. klasse – og hvilken befrielse. Der var rart at være. Men jeg var stadig skoletræt. Og det er ikke helt gået over endnu. Måske er jeg nærmere “at-skulle-tidligt-op-og-leve-efter-skemalagte-dage”-træt. Jeg hader det. Jeg hader, at min tid er tilrettelagt, og jeg hader, at skulle nå noget. Men jeg må komme ind i kampen, må jeg. Jeg er bare så pokkers glad for søvn.

Jeg ville direkte på gymnasiet efter 9. klasse, men fik af en eller anden grund forvildet mig ind i en 10. klasse på en ungdomsskole, hvor jeg rejste til både London og New York og havde det bedste og vildeste skoleår nogensinde. Og til trods for jeg (i bogstaveligste forstand) har sovet i timen, er det gået mig ganske fint. Både socialt og fagligt. Jeg krøb ofte op i vindueskarmen og sov bag gardinerne i folkeskolen. Så stort var (og er) mit sovehjerte. Sidste år faldt jeg sågar i søvn to gange under den skriftlige engelskeksamen. Efter 10. klasse prøvede jeg kræfter med et halvtamt gymnasium, droppede det, og påbegyndte den 3-årige design-HF, som i virkeligheden var meget mere mig. Og så blev jeg gravid. Og ingen har gavn af en medstuderende, som ikke kan holde sin mad indenbords i spisepausen. Så jeg blev sygemeldt.

Og hvad skal jeg egentlig være, når jeg bliver stor? Jeg ved det ikke. Jeg har ganskevist en idé, men ikke et endegyldigt svar. Er der måske nogen, der har brug for en journalist-forfatter-jordemoder-læge-designer-arkitekt-psykolog? Anyone? Jeg tror ikke, det er en stilling, der findes. I så fald er jeg alligevel over 60 år, før jeg er færdiguddannet.

Men med voksenlivet skulle gerne følge et voksenarbejde. Og dét skræmmer mig pisse meget! Jeg kan jo ikke bare gå rundt og lege voksen. Jeg drikker stadig mælk af kartonen og spiser Marabou til morgenmad (når mini-me ikke ser det, forstås). To måneders sommerferie hvert år får en ende, det samme gør fleksibel studietid og sygemeldinger for egen regning. Men der er gudskelov mange år endnu af alt det gode. Og ligeså mange år på SU. Damnit.

Efter udklækningen af Marius startede jeg forfra på HF. Med planer om at færdiggøre den på de sædvanlige to år. Min studievejleder råbte ak og ve og forsikrede mig om, at det var bedst at strække den over 3 år, når nu jeg havde en tumling på sidelinjen (eller nærmere væltende ind over det hele). Og det kunne han jo have ganske meget ret i, da jeg alligevel kun skulle runde 17 timer om ugen for at være SU-berettiget. Og nu burde jeg sidde med en studenterhue i hånden, men det gør jeg ikke. Som 18-årig stiftede jeg bekendtskab med en satan ved navn diskusprolaps. Og den tvang mig i knæ og ud i endnu en sygemelding halvvejs igennem sidste HF-år. Så nu er jeg her. Jeg mangler fire fag, før jeg er i mål. Og de skal gerne køres igennem over det næste års tid. Jeg rundede mærkværdigt nok mine to første år af med 30% fravær i snit og et karaktergennemsnit på 11,11. Så nu må vi se, om enten biologi eller kemi kan få kørt det i sænk. Ironisk nok skal jeg jo ikke bruge gennemsnit til ret meget, når jeg næste år trygler Syddansk Universitet om at blive optaget på journaliststudiet. For det gør jeg. Tror jeg nok.