Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Ammetøj: The struggle is real

Da jeg sidst på vinteren gik og drømte om min (på daværende tidspunkt forsvundne) talje iført sommerkjoler og den slags, havde jeg på ingen måde realistiske briller på.

Henover graviditeten blev min krop vært for ca. 21 kilo udover det sædvanlige, og jeg har heldigvis fået smidt de fleste af dem på porten. Med fed streg under ‘heldigvis’, da det mest udelukkende må være held, mit (over)forbrug af Marabou og cola taget i betragtning. (Jeg kører i skrivende stund de dér koplettede Paula-buddinger i hovedet. De er usandsynligt gode på den klamme måde!). Nuvel, jeg er ikke i mål endnu, da jeg stadig mangler i omegnen af 4-5 kilo, men mon ikke de glider af før eller siden? Måske man skulle begynde at løbe… Den lader vi lige stå et øjeblik.

Nå, men, selvom noget af det stadig er til den (lidt for) stramme side, kan jeg bruge det meste af min garderobe igen, og her opstår så den meget first-world-agtige problematik: Rundt regnet 2% af den er ammevenlig. HvorDAN kunne jeg glemme ammetøjsproblematikken? Altså, sidste gang jeg ammede, tog det mig (eller Marius) små 14 måneder om at blive færdig, så det er vel ikke ligefrem en rookie mistake.

Men i min gravide desperation svingede jeg altså af og til cyberdankortet hos de virtuelle tøjbutikker, hvor jeg småsavlende udvalgte sommerkjoler, som var tiltænkt disse måneder. Her sidder jeg og min lange næse så, mens mit tøjstativ holder på kjolerne, der stadig er pyntet med prisskilte. Jeg er mest en høj-hals-kinda-gal, både fordi jeg synes, det er pænest, og fordi blottelse af kavalergang aldrig rigtigt har været my thing, men den slags kjoler kan man sgu da ikke amme i. Baren er ligesom spærret inde. Det skærer en god del af min garderobe væk, og jeg sender bøjlestativet mange, lange blikke på dage som idag, hvor det er 200 grader (give or take) udenfor. 

“Hvad med skjortekjoler?”, tænker I måske. Og det fungerer til en vis grænse. Problemet er imidlertid, at jeg ikke bryder mig om skjortens eneste mulige funktion i amme-øjemed: At knappe ned for derefter at hive ting og sager ud i det fri. Det føles så frygteligt nøgent. Jeg kører pt. den meget varme taktik med altid at have to lag på, således jeg kan hive op i det yderste lag og ned i det inderste, og derved slipper udenom blottede bryster og synligt mavespæk.

Derudover er stroptrøjer (eller cami-tops, som de vist hedder blandt fashionfolk) udelukkede, da amme-BH’er altid er udstyrede med charmerende, motorvejs-brede stropper. God damn it. “Så køb dog noget ammetøj!”, kunne I måske fristes til at råbe mig ind i hovedet, og believe me, jeg har været på jagt, men enten er det for dyrt eller for grimt eller begge dele.

Det efterlader mig så med følgende muligheder: Suck it up og benyt skjorte(kjole)metoden eller anskaf komplet, todelt sommergarderobe (og undgå for alt i verden ting med tynde stropper). Ydermere skal det helst kunne opstøves i krogene på internettet, da Frede umiddelbart ikke er nede med at trave byen igennem i timevis for at kigge på dametøj. Oh well, jeg skal da nok nå at finde det helt rette sæt til barnedåben… Om 13 dage. 

PS: Hvis I kender til fine, todelte sæt (gerne matchende mønster-ish), så tip mig lige. Jeg har været H&M, Zara og hele Bestsellerfamilien rundt uden held. Måske jeg skulle være en anelse mindre kræsen (og nærig). Nah.

Seks dage til termin og forkælet brokkeri

  

Niogtredive plus én. Det er ikke fordi, jeg føler mig snydt (okay, en lille smule), men Marius ankom, da jeg sidste gang var 39+2, og jeg havde en åndssvag idé om, at lillebror ville komme lidt før. Det var ikke tilfældet. Jeg ved godt, man ikke sådan kan stille uret efter de dér babyer og diverse datoer, man får stukket i hånden, men både sol og måne (eller mest min krop) har tydet på og givet hints i alle retninger om, at ham her nok også kom lidt før tid. Hvilket han selvfølgelig godt kan nå endnu, da deadlinen hedder 14. april, men stadigvæk…

Jeg vil godt lige sende en kærlig undskyldning til de mennesker, som storken kontinuerligt svigter, for jeg lyder givetvis som en snotforkælet teenager, der har fået nej til weekendens privatfest, men det begynder sgu at tynge lidt på flere niveauer nu, og det kan man (læs: jeg) godt blive en lille smule sindssyg af. Men jeg ved altså godt, at jeg er latterligt heldig.

Det sætter bare min tålmodighed lidt på prøve, når jeg kan se den fine forårssol danse på kinderne af folk med solbriller udendørs, mens jeg har været indenfor de samme 4 vægge i noget, der mest af alt minder om en evighed. Min konstant afbrudte og nærmest ikke-eksisterende nattesøvn kombineret med 20 ekstra kilo, toppet med en diskusprolaps (hvor ømt…) resulterer i, at selv en tur i Netto bliver et dagsprojekt (som Mikkel derfor tager sig af). Jeg er træt af at være tyk, ynkelig og på langs det meste af tiden. Jeg vil ud! Jeg vil glo op i et andet loft end mit eget, også selvom det er OUH’s variant i flaskegrøn, jeg vil godt holde mig vågen lidt længere end Marius, og så vil jeg så gerne be’ om råderet over egen krop igen. Og så glæder jeg mig naturligvis mest af alt til, at vi alle tre skal møde familiens fjerde medlem!

…Og til jeg ikke længere er den kedelige mor-type, som kun kan svinge sig op til at spille fodbold gående.

Bare balder og dårlig reklame

Alt indeni mig skriger lidt imod overhovedet at omtale dette firma. Men det ser jeg mig nødsaget til. Jeg har aldrig rørt produkter fra Cult. Ikke fordi jeg har haft noget imod firmaet som sådan, men fordi Cultshakers smager af lunkent rævepis og energidrik aldrig har sagt mig noget. Måske er det blevet til en Mokaï eller to. But no more! Jeg er harm, vred og samtidig lige dele underholdt af og forarget over niveauet af idioti.

Jeg hentyder naturligvis til den opsigtsvækkende numse-reklame, de har klistret på samtlige busskure landet over, hvor en yderst velformet, rund røv pryder plakaten med overskriften ‘Jaloux?’. Og det er normalt ikke en term, der bliver brugt i forbindelse med (semi-)døde ting. Jalousi er et begreb, der bruges om følelser, som oftest opstår i samspil mellem to (eller flere) mennesker. Ikke deres røv. ‘Misundelig?’ ville måske klinge dårligere, være tvunget ned i mindre skriftstørrelse og ikke stikke helt så meget til folk, som ‘jaloux’ gør. Det er et ord med lidt mere slagkraft, jeg ved det godt. Men det gør det bestemt ikke mindre dumt at benytte sig af ordet i denne sammenhæng. Hele budskabet ved dette er så umådeligt lavt og virker enormt desperat på mig. Hell, de får en masse omtale, men for mit vedkommende bevirker det udelukkende, at jeg går en stor bue udenom deres produkter. Forstå mig ret, jeg elsker reklamer. Reklamer, som er gennemtænkt, som har det lille ekstra og som rammer plet hos mennesker. Gerne med viden og humor kombineret. Reklamer som både er geniale og fascinerende. Jeg ved godt, det er et usigeligt ligegyldigt produkt, at skulle lave en revolutionær reklame omkring, men man kunne da i det mindste have givet det et skud.

Lad mig lige slå fast at kvinder, der gør det til en livsstil at leve af proteinshakes stræbende efter sixpacks og store guns, endelig skal klø på. Jeg forstår mig ikke på det og slet ikke på værdisættet, som tager udgangspunkt i udseendet (forklædt med ordene ‘velvære’ og ’sundhed’), men folk skal gøre, som de vil. Jeg vil bare ikke have proppet ned i halsen, at man kun kan se godt ud, hvis det er sådan, man vælger at leve. Niks. Det er hverken fordi, jeg føler mig truffet, eller fordi jeg er ked af min krop. Det er fordi, de fandeme tillader sig i fuld offentlighed at antyde, at kvinder med større/mindre/fladere numser end viste, har noget at arbejde på. Pardon my french, men hvad helvede bilder de sig ind?

Meget apropos debatten om skønhedsidealerne Matas’ magasin SKØN førte med sig, og som blev taget under kærlig behandling her, hvad er det så egentlig for ting, vi tillader at blive slynget ud i æteren, hvor vaklende 12-13-årige piger færdes? Er det virkelig de værdier i samfundet, der vejer tungest? Er det det, vi vil videregive usikre teenagere, som endnu ikke ved, hvilket ben de skal stå på? Er vi blevet SÅ uintelligente? Jeg håber det ikke.

Så kære Cult, jeg kan kun tale for mig selv. Men jeg kommer aldrig til at smage jeres fitnessvand. Jeg kunne godt tænke mig at have en numse magen til den på billedet, men jeg har ikke lyst til at knokle for at nå dertil. Jeg har ikke lyst til fanatisk at planlægge min kost og svede i træningscentret 6 dage om ugen, for jeg har svært ved at se pointen. Jeg har en dejlig søn og ditto kæreste, og vigtigheden af at bruge tid sammen med dem kontra runde, struttende balder er fuldstændig usammenlignelig. Det er så fucking ligegyldigt. Jeg vil bede jer tænke over, hvilke budskaber I smider om jer. Specielt i så skønhedsfikseret et samfund, som vi efterhånden har fået stablet på benene. Måske var det tid til at revurdere værdierne, give plads til individualitet og lade folk, unge som gamle, vide, at deres røv er a-okay, så længe de selv er tilfredse. Men der bliver længere og længere til den tilfredshed, fordi I skubber idealet så langt ud, at det for mange mennesker ikke længere er indenfor rækkevidde.

Billede fra @andershemmingsendk.

 

To Facebook or not to Facebook

Facebookmeme

Jeg har det efterhånden ret så ambivalent med det forskruede, sociale medie. Som blogger bør man ganskevist knuselske alle de muligheder for spalteplads og selvpromovering, cyberspace gemmer på, men jeg kan mærke, at jeg trækker mig mere og mere fra Mark Zuckerbergs ganske gode forretning. Jeg bliver så træt, så træt. Hvor ironisk det end kan forekomme at forsøge sig som blogger, når man samtidig krummer tæer over folks vanvittige eksponering af eget liv på Facebook, så er det altså det, jeg gør. Jeg synes, det er et noget så hyggeligt påfund og en skidegod idé, at man kan keep’e in touch med slægtninge og venner kloden over. Hvis folk lige gider slappe lidt af og bruge det med måde.

Der er særligt 3 ting, der giver mig voldsomme ticks:

– Folk der deler fucking alting. ALT! Lige fra maden, de har i munden, og hvordan deres barndom udspillede sig, til hjerteskærende break-ups og sugeevnen i deres hygiejnebind. Jeg har sågar oplevet folk, der har tjekket ind på fødegangen imellem veerne. Overlad nu lidt til fantasien eller fortæl det face to face til nogen, du kender.

– Kryptiske opdateringer. ‘I ved, hvem I er’ eller ‘Jeg er ved at dø, skriv en privatbesked hvis I vil høre nærmere’. Hvad fanden er det for en halv og dårlig teaser til en formentlig uinteressant historie? Det ville se bedre ud, hvis folk skrev ‘Hej. Jeg har brug for opmærksomhed. Send venligst lidt min vej’. Så ved man sgu da, hvad man har at arbejde med.

– Folk som polerer glansbillederne så meget, at de skærer i øjnene. Jeg har efterhånden stiftet bekendtskab med en håndfuld liv, hvor virkeligheden på ingen måde stemmer overens med det, der bliver delt på Facebook. Altså på ingen måde. I’m all about the happiness, men ikke den slags, hvor det så tydeligt er opsat. Jeg opfordrer ikke til at dele depressioner og mundlort i ét væk (apropos mundlort…), men det er okay, at livet ikke er fyldt med regnbuer og enhjørninger døgnet rundt (men egentlig fedt, hvis det var!). Del endelig en masse glæde, men læg dig i fosterstilling og tag Ben&Jerry’s med i seng, når din kæreste er en idiot, i stedet for at uploade et billede af ham med teksten ‘Elsker dig forevigt’.

Jeg ved godt, det er en brøkdel, der bruger Facebook på ovenstående måde. Men jeg mener generelt, at det er en ærgerlig udvikling, at så lidt bliver gemt til privatlivet eller snakken med veninderne. Det kan gøre et eller andet ved samværet i det rigtige liv, dels fordi Facebook tjekkes sideløbende ved et fysisk visit, dels fordi det, man havde i sinde at fortælle sin veninde, er noget, hun allerede har hørt gennem sladderkællingen numero uno. Søndags-galde hermed videregivet! Håber, I kan holde til det.

Har I andre ting, der irriterer livet ud af jer på Facebook?

Junkfood og dumme diskoteker

Fotor0621181722

I skrivende stund afventer jeg, at en flink herre fra Just-Eat skal buzzes ind. Og giver mig pommes frites og durumruller og burgere og den slags. Og jeg glæder mig. Mit søde barn holder weekend hos sin far, og jeg drog over til min veninde igår aftes og åbnede en god årgang. Eller ihvertfald en rødvin, som smagte fortrinligt. Jeg har ligeså lidt forstand på vin, som Frederik Fetterlein har på økonomi, så mere kan jeg ikke berette. Som aftenen skred frem, og vi sad dér og fik mundtøjet på gled, foreslog min kære BFF at slå et smut forbi byen, inden natten oprandt.

Det dér med at svinge skinkerne på det lokale disko, har jeg aldrig fået gjort så meget i. Jeg skal have en livstruende høj promille, før jeg danser. Og det har jeg rundt regnet aldrig. Jeg føler mig godt tilpas på en mindre bar med gode venner og et par øl. Men min entusiasme for diskoteker, hvor bassen tæver mig i ryggen, og jeg skal råbe i trommehinde-springende decibel for at konversere med selskabet, er ikke ret stor. Nuvel, det var minimum et halvt års tid siden, vi sidst have befundet os i en lignende situation, så “hvorfor ikke”-tanken voksede sig større og vi prajede en vogn. En øl, lidt klaustrofobi og en time senere forlod vi stedet. Hvert halve år, når jeg indfinder mig sådanne steder, ruller jeg øjne af mig selv næste morgen. Jeg indtog 4 glas rødvin og en øl igår fordelt over rigeligt med timer, og alligevel kan jeg mærke det idag. Jeg er en svagpisser med hensyn til alkohol. Virkelig.

Nu er jeg atter hjemme i den velkendte krog af stuen og nyder cola og livet. Og savner min dreng. Helt vildt. Jeg glæder mig til, jeg skal hente ham, når han har givet sin far studenterhue på. Jeg vil trække mig tilbage igen og spilde resten af dagen med serier, søvn og saltede pommes. Adieu!