Seks dage til termin og forkælet brokkeri

  

Niogtredive plus én. Det er ikke fordi, jeg føler mig snydt (okay, en lille smule), men Marius ankom, da jeg sidste gang var 39+2, og jeg havde en åndssvag idé om, at lillebror ville komme lidt før. Det var ikke tilfældet. Jeg ved godt, man ikke sådan kan stille uret efter de dér babyer og diverse datoer, man får stukket i hånden, men både sol og måne (eller mest min krop) har tydet på og givet hints i alle retninger om, at ham her nok også kom lidt før tid. Hvilket han selvfølgelig godt kan nå endnu, da deadlinen hedder 14. april, men stadigvæk…

Jeg vil godt lige sende en kærlig undskyldning til de mennesker, som storken kontinuerligt svigter, for jeg lyder givetvis som en snotforkælet teenager, der har fået nej til weekendens privatfest, men det begynder sgu at tynge lidt på flere niveauer nu, og det kan man (læs: jeg) godt blive en lille smule sindssyg af. Men jeg ved altså godt, at jeg er latterligt heldig.

Det sætter bare min tålmodighed lidt på prøve, når jeg kan se den fine forårssol danse på kinderne af folk med solbriller udendørs, mens jeg har været indenfor de samme 4 vægge i noget, der mest af alt minder om en evighed. Min konstant afbrudte og nærmest ikke-eksisterende nattesøvn kombineret med 20 ekstra kilo, toppet med en diskusprolaps (hvor ømt…) resulterer i, at selv en tur i Netto bliver et dagsprojekt (som Mikkel derfor tager sig af). Jeg er træt af at være tyk, ynkelig og på langs det meste af tiden. Jeg vil ud! Jeg vil glo op i et andet loft end mit eget, også selvom det er OUH’s variant i flaskegrøn, jeg vil godt holde mig vågen lidt længere end Marius, og så vil jeg så gerne be’ om råderet over egen krop igen. Og så glæder jeg mig naturligvis mest af alt til, at vi alle tre skal møde familiens fjerde medlem!

…Og til jeg ikke længere er den kedelige mor-type, som kun kan svinge sig op til at spille fodbold gående.

Venteboblen og noget om lange underbukser

  

Jeg befinder mig sådan et mærkeligt sted, hvor tiden står stille. Altså bare herhjemme, faktisk. Så meget som muligt. Jeg er blevet suget ind i den dér venteboble, hvor jeg egentlig ikke er vildt utålmodig, men alligevel har tilstrækkeligt med smerter og underlige murre-fornemmelser i lænden til, at det godt snart må være. Naturligvis også fordi jeg glæder mig helt tumpet til at møde mennesket, som har haft til huse i min bug de forgangne ni måneder.

Jeg sidder bare lige lidt fast her. Der er fødselsdage og påskefrokoster alle vegne, og jeg har måttet slække på mine ambitioner om at møde op til det hele. Min krop bliver skidesur på mig hver gang, jeg er et sted, som kræver BH (åh, gru…) og lidt pænere påklædning end Mikkels skiundertøj i mutantstørrelse. It sure ain’t pretty, men det er fandeme rart.

Indtil for ganske få dage siden fungerede det sådan, at jeg skruede mit højgravide korpus i et par graviditetsjeans og noget random strik af en art, når jeg skulle ud af døren, for straks at smide det når jeg returnerede, og endelig kunne skifte cowboystoffet ud med det noget blødere alternativ: Graviditets-gamachen! Ja, eller leggings om man vil, men lad os nu kalde en spade for en spade.

Nu forholder det sig sådan, at der er kommet et led mere på mit comfy-clothes. Jeans er forbeholdt helt særlige lejligheder, og gamachen kommer i stedet på ved mindre udflugter, for så at blive skiftet ud med Mikkels lange underdrenge, når jeg atter er hjemme. Tænk engang; at være gravid, at tøj specialdesignet dertil ikke længere er det foretrukne valg. Måske er jeg alligevel lidt utålmodig. Jeg ser i al fald frem til at down-size meget snart, og grave gode, gamle kendinge frem fra kommodens dyb. Skinny jeans, I’m looking at you.

Træk vejret, kvinde

FotorCreated

Scanningsdamen målte (vejede?) baby til at ligge på 2700 gram nu her i 38. uge, hvilket efter sigende er glimrende og helt fint. Han vokser, som han skal, og hver nat gør det så nas at være mig, at jeg overvejer, om det er nu, han er på vej. Indtil videre har det ikke været tilfældet. Han må også godt lige hænge fast en uges tid mere, så han når at ramme den anden side af 3000 gram. Synes, fødselsvægt med et 2-tal foran ser så småt og skrøbeligt ud, selvom det nok ikke er de 300 gram, der gør den helt store forskel.

Desuden forsøgte jeg idag at google mig frem til noget med fødsel og vejrtrækning i en fin kombination, som skulle være så godt. Det skulle jeg ikke have gjort. For det første, er det måske lige på falderebet og en anelse presset at øve sig i den slags nu, men som den opmærksomme læser måske har luret, mødes 11. time og jeg ret ofte. For det andet, kan jeg ved hjælp af den ene metode (nærmest) snuppe mig en powernap, mens baby selv klatrer ud, mens en anden metode er småfarlig og forårsager iltmangel hos både mor og barn. Øh. What? Det har jeg slet ikke præ-ammehjerne-kapacitet til at rode med nu.

Jeg besluttede derfor ganske hurtigt at droppe last-minute-hjemmetræning og i stedet forsøge mig med det, jeg kender. At trække vejret. Sådan på almindelig menneske-manér. Så fortæller jordemoderen mig nok, hvis jeg skal åbne sluserne for fuld styrke eller holde vejret. Eller endnu bedre; min krop gør.

Jeg havde heller ingen indstuderede tricks med i hospitalsskjorteærmerne sidste gang, og det gik jo som bekendt ret upåklageligt til trods. Måske jeg lige burde melde mig på den dér fødegangs-tour inden alt for længe. Det er vel i bund og grund fedt nok at vide, hvor lillebror skal arrivere.

Ventetid på vej

Jeg er ved at gå i vente-mode. Der mangler lige tremmesengen og en baby-parkering af en slags, men tasken er pakket, babytøj er vasket og stofbleer stablet. Om under en uge træder jeg ind i landet, hvor det er lovligt at føde. Hvor man føder til tiden. Også kendt som uge 37. Og ja, det var jo lige i går, jeg tog en positiv test, og alligevel har jeg været gravid i evigheder.

Jeg spiser rundt regnet en bakke isterninger om dagen, er konstant tørstig og har blærekapacitet på størrelse med en ærtebælg – Alt i alt en mægtig kombination! Samtidig nænner min krop altså at påminde mig om forestående fødsel ved at udføre elasticitets-tests på min livmoder i tide og utide for derefter at lade lillebror udføre headspins i mit bækken, der er en professionel breakdancer værdig. Men det er næsten spild at begynde at råbe op og brokke mig udover jer allesammen, når det hele munder ud i en baby lige om lidt. En lillebror, et barnebarn, et oldebarn, en fætter, en nevø, en lillebitte søn. Et helt nyt liv! Selvfølgelig efter den dér fødsel er i hus. Men det skal den nok komme. Ja, sgu. Sidste gang jeg prøvede kræfter med den slags, indtraf begivenheden en lille uge før termin, og jeg har ladet mig fortælle, at der kan være et mønster i den slags, men Gud forbyde at jordemødre kom til at sladre eller plante et håb i trætte, højgravide kvinder, for der er jo ikke nødvendigvis en skid sammenhæng i det fra fødsel til fødsel. Så er vi jo lige vidt. Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg går helt til termin. Nu har jeg sikkert jinxet det hele og skal betale med at gå til uge 42, men det føles altså som om, min krop lægger skumle planer på mine vegne. En kontrolfreaks vegne. Men det føles overraskende okay. Ud skal han jo, og vi glæder os helt vildt til at møde ham. Jeg oddser på, han opsiger lejekontrakten om et par uger eller tre. We’ll see.

 

En måned til termin og pjækkeri fra børnehaven

mib

Solen skinner (okay, ikke liiige nu, men jeg har set den!), og foråret er på vej. Det samme er min baby. Idag er der nøjagtigt en måned til termin, og jordemoderen vurderede med kyndige (og masende) hænder igår, at han er vokset til en klump på ca. 2700 gram, og konstaterede at, “selvom du er en lille pige, laver du altså ikke små børn”. Det er sgu da helt godt gået. Tiden går med afsluttende redebyggeri og lidt småarrangementer med Marius her i den sidste periode som enebarn, og sidste weekend var han, Mikkel og jeg inviteret i terrarie sammen med Marius’ far og faster, hvor vi allesammen gloede på krybdyr og padder dagen lang, og spiste grillmad på vej hjem. Selvom tankerne i mit hoved omkring ny baby og delekonstellationer er mange, giver det mig alligevel en ro, når min søde dreng kan kigge på øgler med sin far i den ene hånd og Mikkel i den anden. Jeg ved, det gør ham glad.

Ligeledes gik Marius og jeg i mandags ganske uden formål og fuldstændig frivilligt en lang tur op i byen. Han pjækkede fra børnehave og solen hev os udendørs. Jeg gad også godt lige nå en gåtur med min store dreng, inden vi igen skal pukle med planlægning, pusletasker og firehjulede transportkasser. Bare ham og jeg (med sine små solbriller på), hånd i hånd. Vi gjorde stop på Joe & the Douche, hvor de øredøvende hipsterrytmer fyldte lokalet, mens vores glas blev fyldt med den alt for dyre og vanedannende jordbærmilkshake (eller powershake, som de unge kalder det). Marius syntes også, musikken var til den høje side, men vi fandt en fin plads et stykke væk, og så kunne han alligevel ikke dy sig for at vippe de små fødder i takt med bassen. Desuden havde drengene med opsmøgede bukser og Nike-sko oppet deres serviceniveau i dagens anledning. Det var formentlig min højgravide mave, den søde 4-årige dreng eller en kombination af begge, der gjorde udslaget, men ikke desto mindre fik vi serveret direkte ved bordet i og slap således for, at der blev galpet “TO POWERSHAKES TIL DITTE” henover disken med de lyserøde loftslamper. Mikkel stødte til, efter han havde fri på studiet, og så fulgtes vi alle tre hjem. Så i mandags blev det altså forår for mit vedkommende.

Nu mangler vi bare lige noget at parkere lillebror i, når vi kommer hjem fra hospitalet. Altså sådan en ‘mor-skal-bruge-begge-hænder-de-næste-par-sekunder’-stol, når jeg lige skal nå at tisse eller spise en rugbrødsmad hver anden dag. Jeg kunne godt tænke mig sådan en babynest at lægge ham i, men også noget med mere hældning på, à la de udskældte skråstole, sådan at baby kan kigge lidt med. Hvad dur? Er det eneste rigtige den dér Nomi-stol fra Evomove, eller har I fundet den hellige gral andetsteds?

Sidst (men så absolut ikke mindst) mangler vi det dér navn til lillebror. Jeg har været glad for Aksel, Otto og Frej, men Mikkel deler ikke min begejstring. Han har til gengæld været fortaler for Laurits, hvilket også er et fint navn, men det føles bare ikke rigtigt i maven. Nu ser det ud til, vi sidder fast på to navne, som vi begge kan leve med, og måske skal vi bare vente og se, hvilken af dem han ligner mest.

Nå. De dér hindbærsnitter bager jo ikke sig selv.

Begyndende ammehjerne med fem uger to go

Photo

Jeg er så sindssygt uinspireret for tiden. Jeg skærer mig gennem en tyk em af Vanish, mode-planter, Biotex og børnetøjsrabatter i blogland, og jeg har svært ved selv at komme op med noget bedre. Jeg føler ikke, jeg har det vildt store at berette om. For nylig opdagede jeg, at TV3 havde sneget sig ind blandt vores ellers meget få TV-kanaler, og jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Det eneste jeg ved, er, at hver gang jeg zapper forbi, mister jeg troen på menneskeheden en lille smule. Heldigvis kommer den tilbage med dobbelt styrke, når jeg ser på Marius, Mikkel og maven. Det er altså verdens sødeste drenge, og de giver så meget mening.

Mit taljemål bliver større og min tålmodighed med de ekstra kilo mindre, men solen bliver oppe længere dag for dag, og jeg har ikke noget at klage over. Jeg er ved at gøre kål på en penicillinkur for for alvor at få bugt med de sidste fire (!) ugers helvedeshost (noget lunge-/halsbetændelse-noget), og det ser ud til at virke. Det er en befrielse og en større succes end normalt, da det forhåbentligt betyder, jeg ikke skal kæmpe med fødsel og ellevetaller på samme tid. Der er godt og vel fem uger til termin, og jeg er flere forskellige slags spændt. Jeg gør nok klogest i at trække stikket og vende tilbage, når min præ-ammehjerne er i lidt højere end nuværende gear. Jeg retirerer, og har I god inspiration, ønsker, spørgsmål eller andet at berette, så er kommentarfeltet all yours. Giv lyd og god wekeend!

Billedet til venstre illustrerer undertegnede hval 20 kilo tungere end normalt. Til højre har jeg kartoffeltrykt mit gamle babytæppe med blålige trekanter. Den slags er der som oftest meget mere af på min Instagram @dittekirk. Desuden har bloggen faktisk en Facebookside lige her, som jeg øver mig i at blive bedre til at opdatere – Måske til de af jer, der ikke er flittige brugere af Bloglovin’.

Pladsmangel i maven og lidt for mange lister

Baby

Jeg har sådan en masse indlæg i hovedet, som jeg gerne vil skrive. De danner heftig kø og råber i munden på hinanden, fordi der er så mange emner, der gerne vil have plads. Pladsen er jo noget nær uendelig her i cyberspace, men det er lidt en anden historie med mit overskud og dertilhørende energiniveau her i 8. måned. Så derfor skriver jeg paradoksalt nok et indlæg om de indlæg, jeg godt gad at skrive. Jeg har det underligt med at lade weekendens ondskab passere ubemærket forbi herinde. Min foragt og vrede omkring hændelserne er naturligvis det samme som resten af befolkningens, men der er så mange kvinder og mænd rundt omkring i vores virtuelle fællesskab, som har sat meget finere ord på det, end jeg kan, og jeg er sikker på, I har læst noget af det samme som jeg, så jeg vil lade det blive ved det. Og selvfølgelig sende opfordringer om gensidig respekt og masser af smil til alle mennesker afsted.

Den ene dag æder den næste, og selvom jeg ikke føler, at jeg foretager mig ret meget, går tiden alligevel med alt muligt. Jeg elsker lister! Og jeg laver mange af dem. Lister over nødvendigt (og unødvendigt) indhold i den berømte hospitalstaske og lister over de resterende ting, der skal på plads i reden inden alt for længe. Jeg er sågar igang med at brainstorme supplies til den dér barnedåb, der rammer os engang til sommer. Både fordi jeg har planer om at bestille en del af pynten hjem fra Asien (og det dukker som bekendt ikke op henover natten), og fordi jeg synes, det er hyggeligt. Jeg har endda lavet en hel opslagstavlemin Pinterest dedikeret til samme. På den måde er jeg ganske struktureret og i (lidt for) god tid. Når det kommer til ca. alt andet, er jeg som oftest ude i 11. time. Absolute last fucking minute. Altid.

Ellers har jeg prioriteret at holde vinterferie med min mini-mand, brugt en del aftener på at spille Diablo med den store af mændene (geeky, I know), og diskuteret en del med den allermindste mand om, hvem der har råderet over pladsen helt oppe under mine ribben (og ligeledes min blære), og vi er langt fra enige. Han vejer fint til efterhånden her i 8. måned, og hans spark tager gradvist til i styrke dag for dag. Heldigvis (men av!). I morgen kommer Marius hjem fra sin far, der er Disney Sjov (altså slik!), sofasump og weekend til os alle (og måske en Ikea-tur til mig), og jeg glæder mig usigeligt meget til det hele.

Vinterferie og status 31+

Jeg skriver gerne 2-3 blogindlæg om dagen. Egentlig mest om aftenen. I mit hoved. Når det ligger på puden. Det når sjældent længere end det, før min baby-bagende krop giver op, og øjnene glider i. Få ord bliver lagret som noter på min telefon, resten glider ud i mørket. Det er okay. Lige nu bruger vi tiden på at holde vinterferie, som betyder, at der stenes fjernsyn, bages kager, bygges racerbaner, spilles Playstation og slappes af helt generelt. Og hostes og snottes og det dér (forår, for fanden, vi venter med længsel!).

Lillebror nåede en kampvægt på 1401 gram først på måneden, jordemoderen siger, han har lange ben (det er ikke efter mig), og han generelt er sund og rask. Så alt godt herfra. Dog gør det mig ikke noget, at jeg snart er eneste beboer i min krop igen. Det har (på de fleste punkter) været hyggeligt med en midlertidig roommate, men det bliver også helt okay at kunne benytte mere end 3% af min garderobe, rumme mere end én kiks ad gangen og have blærekapacitet til at sove mere end et par sammenhængende timer. Bedst af alt bliver det selvfølgelig at møde baby, og at opleve babys møde med sin alt for seje storebror Marius.

Jeg har skænket fødslen en del flere tanker denne gang i forhold til første. Første gang havde jeg intet andet end folks fortællinger og films fem-minutters-fødsler at forholde mig til, men jeg havde en idé om, at det hele nok skulle gå. Og det gjorde det også. Fra vandet gik, til Marius var earth side, passerede ti ganske udramatiske timer. Jeg var aldrig i kontakt med elektroder, CTG-strimler, blokader eller andre fiduser, og selvom det ingenlunde var en zen-oplevelse med røgelse og klukkende bække, var det sådan allround rimeligt naturligt og fødselsagtigt, sådan som mit 17-årige jeg havde forestillet sig og håbet på.

Alligevel har fødslen været et emne i mit hoved flere gange i denne graviditet. Det er lidt ligesom at vide, at jeg skal brække armen om et par måneder. Jeg har prøvet det før, jeg kan godt huske, det gjorde ondt, men det er alligevel længe siden, og jeg kan ikke sådan helt nøjagtigt genkalde den eksakte smerte. Okay, det er overhovedet ikke det samme. Jeg fik ikke en baby for det, sidst jeg brækkede armen. But you get my point, right? Det handler lidt om den dér visse uvished, hvor dele står meget klart og andre mere slørede. Men det er okay. Jeg har ikke fået læst bøger om det, jeg har ikke fået trænet min vejrtrækning, min kondition er ikke bedre, end hvad kombinationen af diskusprolaps og syv måneders svangerskab nu engang tillader, og jeg har ikke engang aflagt Anja Bay et eneste visit. Til gengæld har jeg før prøvet at føde, og selvom der ikke findes garanti for, at det forløber ligeså planmæssigt som sidste gang, så begynder jeg at hvile okay omkring det. Det er ret vildt (og til dels skræmmende) at forestille sig den proces, kroppen skal igennem, men det er eddermame også sejt, og jeg regner med, at min krop nok skal finde ud af det på den ene eller anden måde. Hvis ikke det er tilfældet, så er jeg i hænderne på megadygtige mennesker. Men jeg tror nu stadig på det første.

I øvrigt tillader min hypermobilitet mig her i 7. måned at få min fod op til min mund (stående!), og det kan sgu da også noget. Det er i øvrigt ikke noget, jeg som sådan udøver, men 4-årige drenge har fjollede forespørgsler, og sidst ville min altså godt vide, om jeg kunne bide mig i tåen ligesom ham. Oh, well.

Kandiserede æbler og redebyggeri

FotorCreated

Køkkenet gemmer på chokoladekage og Pingvin-mix fra igår, som vidner om en klassisk fredag aften fyldt med Disney Sjov og sofasump. Men så sker der det, at jeg et eller andet sted i cyberspace bliver mindet om kandiserede æbler, og straks falmer e-numrene og farven på vingummierne altså lidt. Det giver mig stærke associationer til Tivoli, hvor jeg som mindre altid skulle have et af de dér halvslatne æbler beklædt med rød glasering og kokoskrymmel, mens vi kiggede på træer viklet ind i julelys og folk med overfyldte poser. Jeg har ikke været i Tivoli (eller København) i evigheder, men jeg er nødt til at finde en måde at få tænderne i dem på. Jeg stoler ikke på mine kulinariske evner (eller mangel på samme) til at gøre æble-kandiserende mennesker kunsten efter, men hvis det er den eneste mulighed, så giver jeg det altså et skud. Jeg elsker, når man kommer i tanke om de dér vildt gode ting, som man har haft lagret bagest i arkivet i umindelige tider. For eksempel hvor godt arme riddere smager, hvor hurtigt det er at bage kyskager, og hvor undervurderede kandiserede æbler er.

Ellers går vi bare og trommer lidt rundt herhjemme. Mikkel skal først tilbage på studiet i starten af februar, jeg vejer 15 kilo mere end vanligt, Marius er glad, og vi har idag (for første gang i år) haft sne nok til at bygge en rigtig snemand langs Odense å. Så det har vi gjort. På trods af jeg ikke kan lukke en eneste af mine vinterjakker. Samtidig går jeg, som min Instagram afslører, og redebygger lidt. Jeg er som bekendt 17 år ældre end min førstefødte, hvorfor jeg stadig var hjemmeboende, da han kom til verden. Det har jeg ikke været i snart 5 år, så en helt anden ryd-ud-i-alt-mentalitet er kommet over mig denne gang, og jeg sorterer ud i skabe, skuffer, tøj og sågar møbler. Der skal flyttes rundt og gøres plads til en tremmeseng i soveværelset, en kommode til babytøj og -ting, og det skal alt sammen helst ske igår. Jeg stempler og printer på livet løs på babyleggings og -hjelme, laver uroer og vasker dele fra Marius’ barnevogn, så det hele kan komme på plads. Først og fremmest i mit hoved. Der er snart kun 2,5 måned til den forventede ankomst af Hr. Lillebror, og sneen har det med at tø ligeså hurtigt, som foråret finder vej, så jeg gætter på, at tiden kommer til at gå stærkt. Om ikke andet er denne graviditet fløjet forbi sammenlignet med min første. Måske fordi tiden går med mit 4-årige menneske, og der bare ikke er helt samme tid til skiftevis at sove lure og lave ingenting.

Oh, well. Pingvin-mixen er nu tømt. Undtagen lakridserne. De har aldrig gjort noget godt for nogen.

Familie på (snart) fire og noget om fødsler

Jeg har været mor i 4,5 år, og snart skal jeg være det igen. Altså mor til to børn. På én gang! Hvordan gør man så det? Jeg ved det ikke. Men jeg agter at finde ud af det, og jeg har da en idé. Der vil være (mange) øjeblikke fyldt med søskendekærlighed, og en stolthed morens hjerte knapt kan bære. Morgener med pres på, havregryn på gulvet og tandpasta i håret. Uenige brødre og sikkert også uenige forældre, men altid med plads til os selv og hinanden. Og masser af grin og ekstra mælkesnitter! Om 3,5 måned bor her en familie på fire, og det er flere forskellige slags fantastisk at tænke på. Og en lille smule skræmmende. Er vi så voksne nu? Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Vi er ofte trætte og endnu oftere glade. Endda på samme tid.

Inden familieforøgelsen finder sted, indtræffer den helt uundgåelige begivenhed: Fødslen. Da-da-da-daaaaaam. Jeg havde en ganske uproblematisk fødsel første gang. Uden måleapparater, ledninger, smertelindring og sugekopper. Det var egentlig bare mig i et badekar, hvor jeg befandt mig i 3,5 time, før Marius hilste på. Jeg fik da hilst på smerter af en rang, jeg ikke før havde mødt, bevares. Men det gik godt, sådan af en fødsel at være. De fleste dage tænker jeg ikke så meget over fødslen. Hvis jeg gør, handler det mest om, at det (selvfølgelig) forløber fint, og at der før eller siden nok skal komme en baby ud af det. På den ene eller den anden måde. Indimellem sker det, at jeg kigger på Mikkel med undertrykt frygt i øjnene og hvisker: “Jeg skal føde igen”. Bare fordi det lige går op for mig, og jeg kommer i tanke om alle de ting, som kunne finde på ikke at gå efter bogen. Momentvis panik. Og så tilbage igen.

Hvis I har lyst, vil jeg blive usigeligt glad for fødsels(forberedelses)tips, historier om fødsler, tanker om fødsler, og eventuelt oplevelser med anden- eller flergangsfødsler i forhold til første gang. Jeg vil så gerne vide noget mere om det. Både godt og dårligt. Okay, helst godt.