To phone or not to phone

Jeg fik min første telefon et sted mellem 3. og 4. klasse. Til deling med min storesøster, naturligvis. Det var en lilla klaptelefon med antenne og hele svineriet af mærket Ericsson. Skrev vi SMS’er, der blev længere, end telefonen kunne kapere, kvitterede den med at bytte samtlige bogstaver ud med kinesiske tegn. Teknologien var god på den måde.

Om eftermiddagen spillede jeg spil på MS-DOS computer hos min farmor (fellow 90’er børn, I må vide, hvad jeg snakker om). Min farmor var geek på måden, hvor det fortjener at staves med to 3-taller. Hun og min farfar havde et skrivebord med hver en computer, hun kunne noget med html-kodning og havde de nyeste spil med hjem på disketter. Hun er i øvrigt stadig sej(ere end mig) til den slags. I tredje klasse fik jeg fingre i det første The Sims, og siden da var min digitale verden for altid forandret.

Det er den også nu. Forandret, altså. Og i konstant udvikling. Og jeg leder febrilsk efter håndbremsen, når min 8-årige søn beder om at få en telefon. Herregud, jeg var ikke selv meget ældre, da min far forærede os den lilla klods back in the good ol’ days. Men forskellen er alligevel til at få øje på. Jeg fik en telefon. Hell, den kunne ikke engang spille Snake. Hvis jeg forærer Marius en telefon i dag, forærer jeg ham adgang til resten af verden i lommestørrelse. Jeg giver ham adgang til fordummende YouTube-videoer, til FaceTime-opkald, til uendelige, mærkværdige spil, til trends og til andre folks holdninger. Selvfølgelig kan jeg adgangsbegrænse og kontrollere, og det er ikke engang nødvendigt med den 8-årige, der bor her hos os. Han ville uden tvivl høre efter, hvis jeg bad ham lade være at downloade YouTube-app’en. Men alligevel. Hele internettet er lige dér i hånden på en. Alt det gode og alt det dårlige. Og når jeg tænker på, hvor svært det som voksen kan være at navigere i eller kontrollere sit tidsmæssige forbrug omkring, er det ikke en ting, jeg har lyst til at give videre allerede.

Vi har heller ingen iPads. Det kommer sig egentlig ikke af totalt forstokkede, teknologiforsagende principper; vi har bare aldrig fået købt en. Og nu er det ældste barn 8 og det yngste 3, og vi mangler det ikke rigtigt. Hvis de dumper ind i smørhullet lidt rigeligt tidligt, deles de om at se små videoer på en telefon, mens de voksne får søvnen ud af øjnene. Det virker for os.

Hele emnet omkring telefon er selvfølgelig også påvirket af ydre omstændigheder. Den klassiske fortælling om, at aaalle andre i klassen selvfølgelig har telefon. Det ved jeg godt, alle ikke har. Men de findes. De fandtes sågar allerede, da Marius gik i 0. klasse. Jeg så flere af hans klassekammerater stå i kælderens garderobe og begejstret vise YouTube-film til deres jævnaldrende. Akkompagneret af jublende skældsord og udbrud. På det tidspunkt var de 6 år. For mig giver det ikke mening, at man giver sin 6-årige nøglerne til YouTube, når man ikke selv er hjemme til at følge med. Og slet ikke i skolen, hvor den slags også smitter af på andres børn.

En anden ting, der gør, at jeg stritter imod hele telefonidéen, er legeaftaler. Vi har før prøvet at have en legeaftale på besøg med telefon, hvor Marius flere gange henvendte sig i stuen med beskeden om, at han kedede sig. At hans ven sad begravet i sin telefon på værelset og ikke havde lyst til andet end at se videoklip på nettet, mens Marius trissede rundt og ventede på, vennen havde tid til at lege. Det, synes jeg også, er mere end almindeligt uheldigt. At to (på det tidspunkt) 7-årige børn ikke kan blive enige om en fælles aktivitet, fordi den enes tilstedeværelse er blevet slugt af en smartphone. Det er både trist og for tidligt.

Egentlig er det ikke svært for mig som forælder at holde fast i det “nej”, der er blevet sagt til telefonønsket. Jeg har ikke svært ved at stå fast, selvom ‘alle’ de andre i klassen har en telefon. Men når al galden efterhånden er hældt fra, kommer jeg selvfølgelig frem til min egentlige udfordring. At det kunne være pisse praktisk, hvis Marius havde en telefon. Han har 350 meter i skole på en lukket sti, og det er en vej, han sagtens selv kan gå. Han har også venner i nabolaget, som han drøner rundt mellem efter skoletid, og her ville det være smart med muligheden for kontakt. Jeg gad godt, han kunne sende en besked, når han gik fra skolen. Eller når han sent fandt ud af, han gerne ville med i SFO lige præcis den dag og derfor vender senere hjem end planlagt. Eller at han lige kunne skrive hvilken ven, han besøger.

Det er i sandhed et dilemma. Jeg gider godt muligheden for kommunikation, men gerne uden al larmen fra YouTube, Snapchat og det store internet. Jeg ønsker også, det skal være en genstand, han kan få et sundt og naturligt forhold til, som ikke skal forstyrre hans sociale samvær med andre levende mennesker. Og det skal jeg selvfølgelig nok hjælpe ham med, når den tid kommer. Inden da skal jeg bare lige regne ud, hvornår den tid kommer. (Kommer den samtidig med tilladelsen til at spille Fortnite? Suk.)

Om natten står jeg op

Underbevidstheden sparker mig i siden med tiltagende styrke. Et sted mellem 3 og 4. Giver efter, svinger dynen til side og træder ud på det kolde gulv. Undviger strategisk de steder, hvor gulvet knirker i slidte skrig.

Jeg kan høre stilheden.

Stilheden, som kun svagt brydes af små åndedræt fra de mørklagte børneværelser. De sover tungere, end jeg gør. Kigger ud af køkkenvinduet og holder vejret sammen med stjernerne. De siger aldrig noget. Heldigvis. Jeg finder morgenmad frem midt om natten. Midt i rodet og midt i roen. Spiser lidt og fryser lidt. Sidder lidt og trækker vejret.

Stilhed.

Alene med mine tanker, som jeg ikke forholder mig til, men lader fare ud i mørket, ud i natten. Ud af hovedet. Det er meget sent eller alt for tidligt, men bare fem minutter mere. Om natten skal jeg ingenting. Så jeg står op og gør netop det. Stilhed og stjerner siger lydløst godnat, og jeg kryber tilbage under dynen. Næste gang jeg vågner, er verden en anden og alt andet end stille.

Så om natten står jeg op.

Beretninger fra et hamsterhjul

Her går det sådan, at jeg for tiden trækker mig selv gennem en ordentlig gang mudder (her synonym for matematik B) hver dag, til klokken rammer 16.10. Præcis. Indimellem er vi blevet løsladt 40 sekunder før tid – ja, sekunder – for vores lærer mener det seriøst. Og det er han givetvis også nødt til. Hvis overenskomstforhandlingerne ender i en reel konflikt, mister vi potentielt én ud af to måneders sammenlagt intensiv matematikundervisning. Altså halvdelen. Og det er meget, når vi lige nu padler gennem det pensum, man normalt har et år til, på to måneder. Eller altså, måske én.

Heldigvis deler jeg adresse med en gudsbenådet matematiker ved navn Mikkel, som rummer en tålmodighed på størrelse med et mindre kontinent, og han hælder solid viden og pædagogiske forklaringer ud over mig, når jeg har brug for det. Så langt, så godt. Jeg skal jo bare bestå, og alt det dér.

Matematik og strejke to the side, så har jeg gået og tænkt lidt over, *hvordan* voksne mennesker kommer levende igennem en hverdag med 8-16 jobs og små børn ved siden af uden at slå knude på sig selv. Jeg er givetvis forkælet indstillet, da vi aldrig har haft unger og fuldtidsarbejde samtidig, men i stedet har været studerende og fleksible, hvorfor vores børn sjældent er afsted længere end 5-6 timer om dagen. Og mens jeg sidder og leger med parabler og differentialregning til 16.10 og på bedste vis forsøger ikke at kradse mine øjne ud, har min bedre halvdel mulighed for at samle børnene op i rimelig tid alligevel. Men jeg er først hjemme, når klokken nærmer sig 17.00, og jeg når jo nærmest ikke at se deres små ansigter, før de skal under dynen igen. Jeg øver mig i at spænde hjelmen og ja-hatten godt fast, da det trods alt er for en ganske kort periode, men de vante, rolige åndehuller med tid til at lave ingenting sammen, bliver pludselig stoppet ud med dagligdagens gøremål, jeg normalt har kunnet tage løbende igennem ugen. Det er en fase. “Jaja, pattebarn, velkommen til adulthood, her er en madplan og et trælår”, tænker I muligvis. Men hvis min hverdag så sådan ud normalt, kan jeg simpelthen ikke se mig ud af, hvor jeg skulle grave timer frem til at vaske tøj og støvsuge og den slags fornøjelser. Den sidste måneds tid har mest været med i-morgen-starter-det-forfra-følelsen, hvor man er oppe ved overfladen efter luft et par gange i løbet af ugen, mens man venter på at kunne hvile sig lidt på bredden, når det bliver weekend. Jeg må bøje mig i støvet for dem, der har overskuddet til at køre en hverdag i det gear, men det er simpelthen ikke for mig. Ikke lige nu. På den måde er det egentlig alletiders, at jeg begyndte at få børn ret tæt på pissetidligt. Der er en god sandsynlighed for, at et ekstra familiemedlem kunne leje sig ind i min mave for en 9-måneders periode på den anden side af sommeren, hvor jeg samtidig (forhåbentlig) starter på psykologistudiet. Således går der snildt en 5-6 år, før jeg er i mål med uddannelse, og når jeg for alvor skal skubbe gang i karrierelivets tunge hjul, vil mine børn være noget, der minder om 6, 9 og 14 år, og det giver bedre mening for mig, end hvis de stadig var bitte-bittesmå. Men hver ting til sin tid og den slags. Vid blot, at jeg hæver mit glas med beundring i blikket for jer derude, der formår at dreje hamsterhjulet rundt i let gadedrengeløb uden at blive centrifugeret ud i uendeligheden.

Så, altså, det går godt og fint og kedeligt her, og jeg kan lugte foråret lure lige på den anden side af den omgang påske-vinter, der åbenbart venter om hjørnet. Mens vi venter, bruger vi ferien med de små mennesker, vi har lavet, og prøver at forholde os til, hvordan verden kan se gennemført uoverskuelig ud gennem et næsten 3-årigt menneskes øjne. Senest havde vi højlydte protester fra den lille herre, da han måtte sande, at han ved morgenens bleskift fik en ren og tør ble på, mens han åbenbart lige havde sat næsen op efter atter at blive iført sin tisvåde natteble. “NARJ! Ulækker ble på!” klynkede han. Børnelogik, I guess. Efter en rum tid, hvor han forgæves forsøgte at krænge sig ud af sin bodystocking, blev situationen afløst af et andet, mere alvorligt problem: Jeg fyldte opvaskemaskinen, og Frede så til sin store skræk, at jeg var ved at gøre plads til en beskidt kaffekop, som han akut havde kastet sin kærlighed på. Han fik lov at holde fast i koppen (som han i øvrigt aldrig har værdiget et blik før i dag), og jeg satte vasken over. Klip til fem minutter senere, hvor barnet med tårevædede øjne og et rådvildt blik forsøger at kradse lågen til opvaskeren op, fordi den føromtalte kop jo *selvfølgelig* skulle have været med i opvaskeren, men nu var maskinen igang og toget kørt. Han er sgu sjov på den måde. Og stædig som bare fanden. Men mest af alt helt afsindigt sød. Han rocker børnehavelivet og elsker det, og hans storebror har mere end almindeligt godt styr på at gå i 1. klasse, og sammen er de det sødeste makkerpar, jeg nogensinde har oplevet. Det går godt. Og jeg kan lugte foråret.

Der var engang en hverdag

Det starter om morgenen. Som regel på et tidspunkt, hvor jeg godt kunne trænge til en time mere. Men maver er sultne og bleer tunge, og vi slår dynerne til side og hvirvler op i støv og vasketøj fra dagen før. Fodkoldt og på med strømper. Havregryn og boller og yoghurt. Ble og tøj og tænder og tasker og nøgler. Tjek og tjek og lidt mere tjek. Ud i verden og i livet, med tankerne alle andre steder. Pause. Og kaffe. Tilbage og lytte og lære og kigge på uret og ud igen. Vi drysser ind derhjemme i hold af to. Klokken er mere end 15, men morgenen hænger stadig i luften med havregryn i krogene og nattøj på gulvet. Vi snakker og krammer. De store og de små. Klokken er snart 17, og hvad skal vi have til aftensmad, moar? Moar ved det ikke, men hun finder på noget lige om lidt. Der spises og grines og snakkes og larmes. Og desuden er det emneuge, så nogen skal huske at have et krus med i skole. Husk krus, skriver jeg på køkkentavlen. Mit hoved bobler. Tæppet i stuen består af lige dele sand og tæppe. Nogen har været i sandkassen med sin gravko og med sin gravko ind i stuen. Støvsugerposer, skriver jeg på tavlen. Det var det, jeg havde glemt at huske så længe. Tandbørstning. Og ud i bryggerset efter nålen i høstakken. Pikachu-pyjamas et sted i bunkerne af ufoldet vasketøj. Rent, trods alt. Fundet. Læsning og putning igen i hold af to. Jeg har brug for lige at sidde lidt. Eller at sove. Jeg gør det ikke, for madpakker skal smøres og pakkes og på køl, så de ikke trækker tid fra morgenen efter. 78 forskellige biler og klodser smides i kasser. Kaffe. Morgendagens logistik koordineres. Og sofa og tunge øjenlåg. Og hov! Halvfjerds siders læsning til i morgen og sovende øjne på side 13. Op at stå. Ned igen. Opgiv og gab og klem sofamakkeren på skulderen, imens søvnige øjne mødes i et smil. Støvet har næsten lagt sig. Fjernsynet knitrer med noget, ingen ser. Kommer i tanke om tabt tand på falderebet og famler i alle husets kroge efter småmønter. Bingo. Ind under hovedpuden. Uden at vække barnet, for Guds skyld. Hvad? Er klokken allerede…? Nå. Gab og tilløb til natrutine. Vaskemaskinen skuler ondt tværs gennem køkkenet, da jeg på vejen forbi får øje på det våde tøj. Pis. Op i tumbleren med det meste. Resten på tilfældige stolerygge, for stativet er allerede ved at gå i knæ af tørt tøj fra dagen før. Eller dagen før den. Tilbage over køkkengulvet, der knaser under mine fødder. Nåh ja, støvsugerposer. Og så, så har støvet lagt sig. Og lige om lidt slår vi dynerne til side igen.

Alt er, som det plejer. Næsten, altså.

Så. Der gik et par måneder, hvor ordene var væk. Et par måneder, hvor jeg stoppede med at lede. Jeg har ikke de store, forkromede fremtidsplaner for bloggen her, andet end at sende noget afsted, når tiden og følelsen er til det. Det er åbenbart nu. På årets andensidste dag. Alt er som det plejer, med undtagelse af et par småting. Jeg skal for eksempel ikke være jurist. Det har jeg aldrig skullet, men det var jeg lidt tid om at finde ud af. Menneskerne og studiet var godt og fint, men der var noget, der ikke klappede, og jeg var nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad det var.

Det var mig. Det var mig, der glemte at mærke efter og tænke mig om. Mig, der glemte at have tålmodighed til at gøre det, der gøres skulle. Jeg har hverken sindet eller lysten til at arbejde som advokat eller i det hele taget træde ind i en branche, som er så karriereminded, at jeg ikke vil have tid til at få mig selv med. Så jeg gør noget andet. Noget, jeg i slutningen af sommeren ikke kunne overskue og derfor skød idéen ned om. Juraen lå lige til højrebenet; jeg havde snittet, adgangskravene og mulighederne lå lige der og ventede. Jeg skulle ikke gøre mere end at søge ind og vente. Det skal jeg nu.

Jeg vil stadig gerne skrive, jeg vil gerne bruge mine ord, men ikke som hele grundlaget for et studie og mit fremtidige arbejdsliv. Jeg længes efter viden og forståelse for mennesker, mig selv og verden omkring mig. Og måske kan de to ting kombineres. Måske kan jeg bruge mine ord til at skrive om den viden, jeg kommer til at få. Så nu tager jeg tyren ved hornene. Tager et par måneder, hvor jeg rykker mit matematikniveau et trin op, så jeg til sommer kan søge ind på psykologistudiet, som på alle måder er meget mere mig. Som føles tiltalende og rigtigt på et helt andet plan. Men jeg var træt af at træde vande midt i min studentereksamen, og tanken om at skulle sætte mine ben der igen, efter huen var landet på mit hoved, var alt andet end attraktiv. Så jeg skyndte mig videre. Og nu træder jeg et par skridt tilbage, samler hængepartierne op, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget, hvor værket i store træk drives af lyst fremfor pligt. Og jeg kan mærke, jeg glæder mig. Glæder mig til at klatre over den sidste hurdle og tage fat på noget nyt, som kan danne rammerne for store dele af mit fremtidige liv. Det skal nok blive godt. Det skal det.

Først skal vi dog lige have sendt vores lillebitte 2-årige i børnehave. Om en måned. Noget, jeg slet ikke kan forlige mig med. Han kunne med fordel snuppe et halvt år mere hos sin dagplejemor, som bor et stenkast fra os, og som han træder ind hos med glæde og forventning hver morgen. Lige have lov at være lille lidt længere. Men der er no mercy. I Odense er man klar til at blive kastet ud i infernoet af store børn og mange voksne, når man er 2 år og 10 måneder. Det er man bare slet ikke, men det er spareplanen ikke interesseret i at vide. Til sammenligning var Fredes storebror 3 år og 3 måneder, da han startede. Smertefrit. Sjovt og nysgerrigt. En verden til forskel. Det skal nok gå, ja. Men helst mere end bare det. Vi spænder hjelmen og trøster os med, at hans forældre er fleksible studerende, der kan følge og støtte ham tæt hele vejen.

2018 bliver fin. Det gør det. Jeg får for eksempel en 8-årig 2. klasser(!!!), et 3-årigt børnehavebarn, et par bryllupper at deltage i og en kæreste, der er endnu tættere på at være færdig som lærer. Og måske starten på et helt nyt liv i min mave, når vi når om på den anden side af sommeren. Snart kan vi se solen, og ting med farver, der vokser op af jorden. Jeg glæder mig.

Rigtig godt nytår.

Hvis jeg kunne finde mine ord

Sommerferien står med den ene fod ude af døren, og jeg prøver at suge det sidste til mig, inden hamsterhjulet igen skal op i omdrejninger. Mine ord er åbenbart gået i forvejen, og selvom jeg er blevet en del oplevelser rigere de sidste måneder, så bliver det noget smattet hver gang, jeg prøver at få det ned på skrift. Men altså, hvis jeg kunne finde mine ord, ville jeg nok skrive noget om:

Hvordan vores oppakkede bil kollapsede 100 meter fra vores hoveddør, da vi forventningsfulde satte kursen mod Holland.

At vi fem minutter senere lånte min svigerfars ganske udmærkede eksemplar af en bil i stedet, og jeg således nød at køre samtlige 1200+ km på ferien. Mikkel nød at være co-pilot (altså at dele snacks ud til bagsædet og styre musikken). Hvem sagde kønsroller?

At jeg, ud af mere end 1100 ansøgere, har fået tildelt en af de 156 pladser på jurastudiet fra 1. september. Og tak for det.

At det kan være lidt småudfordrende at forklare en 7-årig, hvad jura er for en størrelse.

Hvordan jeg, til trods for alverdens skrækindjagende artikler om, hvordan ikke-alkohol-indtagende folk dropper ud af studierne på stribe, ikke har planer om at deltage i rusturen. To overnatninger et vilkårligt sted i Sønderjylland med en stak fremmede mennesker tilsat orienteringsløb om natten, fællesskabslege og uendelige mængder sprut har aldrig været min stærke side. Slet ikke når jeg har en 2-årig derhjemme, der stadig holder ferie. Jeg lyder muligvis røvkedelig. Det er jeg faktisk ikke. Og jeg lover at deltage i alle de andre introdage!

At min førstefødte er startet i 1. klasse i forgårs, og at selvsamme barn læser. Altså rigtigt læser og snart har gjort længe.

Hvordan jeg græmmes over Prinsesse Henriks opførsel. Det er en ommer, Henri. Det er mange ommere efterhånden.

Cyklister, der partout skal filme dem selv (eller deres lår), når de hjuler afsted, for så at dele det på Instastory. Måske er jeg ikke topkvalificeret til at kommentere det, eftersom jeg nærmest aldrig cykler selv, men jeg har svært ved at forestille mig, det kan være helt ufarligt sådan at sprinte med én hånd på styret, mens den anden filmer, redigerer og poster på de sociale medier midt i københavnsk myldretid. Pas nu på jer selv og ikke mindst de unger, der af og til vinker til kameraet fra cykelstolen bagpå.

Hvordan jeg føler mig taget ved næsen af den danske sommer i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Naturligvis på vejrfronten, men i lige så høj grad konsekvensen det har haft for min høst. Drivhuset har bestemt givet fine ting, men ikke på samme niveau som sidste år. Til gengæld har vores højtelskede moreltræ givet lige præcis nul bær, hvor det sidste år gav flere kilo. Det var faktisk fyldt med grønne klaser, da vi drog mod Holland, men da vi atter var vendt hjem, erfarede jeg hurtigt, at samtlige bær var væk. Så tak fugle eller regn eller blæst eller hvem fanden, der har stjålet mine bær. Jeg er ikke bare sur, jeg er også svært skuffet. Heldigvis går det godt på æble- og brombærsiden. Og nu holder Søren Ryge her sin kæft. Undskyld.

Hvor glad jeg er for ikke at skulle i skole inde i midten af Odense længere, men kan nøjes med den korte vej til uni. (Det er nok nu, jeg burde begynde på at cykle.) Den fynske hovedstad er et minefelt af vejarbejde, afspærringer og gule maskiner, og det er tæt på fysisk umuligt at komme rundt. Jeg håber virkelig, letbanen (skodord i øvrigt) bliver det hele værd, men jeg tvivler voldsomt.

Det ville jeg skrive noget om, hvis jeg kunne finde mine ord. Jeg leder videre.

Fødselsdagssnue

Jeg bliver 25 i morgen. Åbenbart. Jeg har ikke brugt så meget krudt på det, da der lige var noget med en tur til Holland og et par andre fødselsdage først. I mellemtiden er jeg blevet ramt af en slem snue (midt i juli), så min krop er blød og øm, og mit overskud er forsvundet sammen med huden under min næse efter skiftevis at have snottet og hostet heftigt nogle dage. Så det er super. Jeg har heller ikke fået inviteret nogen, men det kunne nok også være sket i rask tilstand. Både fordi jeg altid er ude fem minutter i lukketid, men også fordi min egen fødselsdag ikke er sådan en voldsomt stor begivenhed, efter jeg har fået et par unger. Så er deres ligesom mere spændende, og jeg glemmer lidt, at jeg også selv bliver ældre engang imellem. 

Faktisk kom jeg først i tanke om det for et par dage siden, da min mor ringede for at spørge, hvad jeg havde af planer for mandagen. “Mandag?”, svarede jeg spørgende, mens min hjerne indhentede samtalen og kom i tanke om, at mandag vist nok måtte være den 17. juli. Min fødselsdag. “Det har jeg ikke lige tænkt over”, mumlede jeg, mens jeg kunne høre den årligt tilbagevendende insisteren i min mors toneleje, da hun kom med forslag til, hvordan vi kunne gribe dagen an. For fejres, det skal jeg. Heldigvis. Men var det ikke for min mor og mine andre nærmeste, så fik jeg muligivs ikke gjort så meget ved den slags. Jeg er god til at snige mig udenom at være i centrum på den måde. Hvilket er åndssvagt, for det er jo skidehyggeligt at holde fødselsdag og spise kage og have besøg af søde mennesker. Det synes jeg også, det er. Det er bare mig og min irriterende passivitet, der konkluderer, at der vel ikke er grund til sådan at ringe og bede folk tage tid ud af kalenderen, bare fordi jeg bliver et år ældre. Så er det jo heller ikke større.

Men det er sgu da ret stort! Et helt år rigere, det er da noget af et privilegie. Og selvom jeg sakkede lidt bagud med studenterhuen, så har jeg alligevel nået et par ting eller to i de første 25 år af mit liv. Eksempelvis har jeg født to børn, hvilket naturligvis snupper førstepladsen over mit livs bedrifter, og jeg tænker, det bliver umuligt at toppe den, uanset hvad jeg ellers måtte opnå. Så skulle det da lige være at tilføje et menneske mere til listen over folk, jeg har brygget fra scratch, men det bliver altså ikke liiige nu. 

Af andre seje ting har jeg lært at holde planter i live og sågar være overhoved for et helt drivhus, ligesom jeg også kan skifte en pære i bilens lygter på egen hånd og hænge fjernsyn, lamper og hylder op. Det tæller altsammen, har jeg fået at vide. Jeg har gået i skole i 14 år, og lige om lidt venter 5 mere. Og så har jeg desuden nået at have 10 forskellige adresser. For at runde det flot af, kan jeg i øvrigt binde knude på en kirsebærstilk med tungen. True story.

Jeg har endnu ikke prøvet at være syg på min fødselsdag, men der er som bekendt en første gang for alting, og denne første gang kunne godt vise sig at være i morgen. Satans. Nå, men tillykke til mig og skål i kamillethe.

“Bedre sent end aldrig”

Det kunne godt være mottoet for en række tendenser i mit liv. Lige minus det med at få børn, altså. Der lavede jeg nærmere en tyvstart. Men jeg er ikke just kendt for at stå tidligt op. Sådan i overført betydning. I virkeligheden står jeg altid tidligt op. Igen, noget med børnene. Jeg trækker som regel tiden til deadlines til det allersidste, så jeg kan stresssvede de sidste to dage op til og bilde mig selv ind, at jeg går i gang i ordentlig tid fremover. Min studentereksamen var heller ingen undtagelse. Jeg er 24 år og nyudklækket student. Og jeg syntes, det var småpinligt, at blive færdig så sent. Også selvom der foreligger en fair forklaring med to sygemeldte graviditeter efterfulgt af henholdsvis et og halvandet års barsel. Det trækker nogle år ud af kalenderen, og mange vil nok påstå, jeg stadig er ung. Og det er jeg da også. Og nu er jeg endelig i mål med første etape.

Jeg har haft op mod 40% fravær alle årene, røde varsler og samtaler, hvor jeg forsikrede personalet om, at jeg nok skulle dukke op lidt hyppigere. Men så kom syge børn og syge voksne og mest af alt en forsvindende lille motivation. Til mit held har jeg vist mig at være ok til at gå til eksamen, for havde jeg skulle forholde mig til de klassiske årskarakterer som på STX, havde det set mindre pænt ud. Men nu er der ikke flere eksamener tilbage. Overhovedet.

For halvanden uge siden skulle jeg overbevise min lærer og censor om, at jeg da sagtens kunne tale spansk. Efter at have haft det sporadisk i et år. Da jeg satte mig i forberedelseslokalet, overvejede jeg, om man mon kunne bestå ved at sige noget om guacamole og amigos, men der nåede jeg (heldigvis) aldrig til. Jeg snakkede om et billede og en ukendt tekst, som jeg skulle perspektivere til en kendt tekst. Og fik 12 og troede lidt, min lærer tog pis på mig. Hun er trods alt gift med en chilensk mand, så mit spanske kan kun have lydt meget lidt behageligt i hendes ører. Men hvad ved jeg.

Jeg har, på grund af ovennævnte barsler, ikke taget min studentereksamen sammen med en fast klasse. Jeg er hoppet på enkelthold rundt omkring, som det passede. Derfor (og også fordi jeg kan få tømmermænd blot af at lugte til en øl, og fordi jeg er nogens mor) skal jeg ikke køre lastbil og ligge i spritlage en uge og den slags. Det bliver sgu for mærkeligt. Af samme årsag havde jeg sløjfet huen, men det havde min mor og søster ikke. De overraskede mig med en helt enkel, spritny af slagsen med mit navn broderet diskret i samme farve som huen. Det var alt sammen meget ‘mig’, og det er utroligt, at det efter 24 år stadig kan komme bag på mig, at de næsten kender mig bedre, end jeg selv gør.

Men det føles rart at have afsluttet noget. Og med en afslutning kommer som regel en start på noget nyt. Jeg skrev noget om her, at jeg var blevet i tvivl igen. Og nu har jeg besluttet mig. Tror jeg nok. Jeg har tænkt og vendt og drejet og talt med folk og taget jeres søde kommentarer med mig. Og så har jeg søgt ind på jurastudiet. Og fordi jeg har søgt ind nu, får jeg (åbenbart) en hurtig-start-bonus, der gør, at jeg må søge ind med et gennemsnit på 12,0(?!). Med andre ord skal mange ting gå galt, hvis ikke jeg bliver tilbudt en plads på SDU fra 1. september. Det er fandme angstprovokerende. Jeg er jo slet ikke stor nok til at gå på universitetet. Men det er jeg så alligevel. Og mest af alt bliver det nyt og hårdt og spændende og godt. Håber jeg.

Fødselsdage og pelsroulader

Der sker ting og sager herhjemme. Mest af alt sker der ikke en skid. Men man skal som bekendt ikke undervurdere hverdagens trygge trivialiteter. Lige nu kunne jeg dog godt snuppe et par uger langt væk fra trivialiteterne og hovedsageligt eksamenslæsningen. Jeg er så tæt på målstregen, at jeg praktisk talt kan se den. Alligevel er jeg lige ved at brække mig over kovalente bindinger og nitratudledning til grundvandet. Jeg tager en dyb indånding og puster laaangsomt ud, og før jeg får set mig om, er næste uge gået, og sammen med den er to ud af tre eksamener ovre.

Af mere festlige ting har begge mine drenge haft fødselsdag indenfor den seneste måneds tid. Den mindste er nu to år, og den største syv. Det er lige dele fantastisk og ubegribeligt, sådan som tiden har fået travlt. Den to-årige snakker fra morgen til aften og tæller til fire, mens den store laver regnestykker og læser bøger selv. Sidstnævnte fik i øvrigt hele udstyret til et par gnavere i fødselsdagsgave, og når de værste eksamensdage er ovre, skal vi ud på internatet for at finde et par små pelsroulader (marsvin, altså) at fylde i buret. Og jeg glæder mig næsten ligeså meget som ham. Min mor stod for burindkøb, og som det dyrevelfærdsmenneske hun er, kom hun naturligvis stillende med et bur, der er 1,20 meter langt. De skulle jo nødigt blive klaustrofobiske, de små venner. Så planen er, at de skal med ud og have græs under poterne, når vejret er til det, og ellers får de lov til at synge Marius i søvn på hans værelse med deres små hamtaro-lyde. Det lyder allerede vildt hyggeligt, synes jeg. (Og jeg har før haft marsvin i en del år, så jeg er godt bekendt med den mere sure del omhandlende skift af tisvædet hø, men lige nu er jeg altså mest sådan en bright-side-of-life-kinda-gal. Spørg mig igen om en måneds tid.)

Jeg har et ton af halvfærdige kladder liggende, som mest bare venter på, jeg træder ud af min der-er-mindst-20-timer-for-lidt-i-døgnet-boble. Det er snart. Det lover jeg. Indtil da vil jeg fortsætte min selvforskyldte stress med et hav af overspringshandlinger (den anden dag løb jeg en tur – det er seriøst der, jeg er), og så vender jeg tilbage lige pludselig med fornyet overskud og seriøst høje forventninger til sommeren. Ha’ det dejligt så længe <3

Hvad forstadslivet har lært mig

Nu er det lidt mere end et år siden, vi rykkede teltpælene op fra centrum af den fynske hovedstad og trak lidt ud i periferien. Og heldigvis for det! Vi har have og drivhus, carport og ligusterhæk, bålplads og højt til loftet, og det er noget, der for os virker skide godt med små børn og alt det der, selvom ‘ligusterhæk’ altid har skurret fælt i mine ører. Jeg undrer mig af og til over, hvordan folk i indre København klarer den med tre børn på fjerde sal uden så meget som en altan. Vi boede i stuen, og det var i perioder presset nok. Og vi havde altan. Men hvor går man hen og spraymaler sine møbelprojekter? Hvor smider man fire mands mudrede vintertøj uden at have et bryggers? Hvor opbevarer man barnevogne og løbecykler? Hvor smækker man et skrækkeligt plasticbadebassin op til at dyppe små mennesker i? Der findes løsninger på det hele, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke skabt til livet i lejlighed, som I måske fornemmer. Slet ikke efter jeg er blevet mor. Jeg sætter voldsomt stor pris på at kunne slå en havedør op og træde direkte ud på eget græs. Indimellem savner jeg at kunne slentre 100 meter hen til gågaden og glo på mennesker og butikker, men det er nok også det eneste. Jeg savner ikke menneskemængder og snævre parallelparkeringer. Livet herude bag ligusterhækken giver med andre ord virkelig meget mening for os (indtil vi en dag skal købe eget hus og nok rykker et stykke længere mod landet), og jeg kom til at tænke på, hvad jeg har gjort mig af forstadserfaringer so far.

– Jo ældre og mere lokalt erfarne folk er, jo større sandsynlighed er der for, at de hilser på dig på gaden eller måske endda stopper op for at få en lille sludder.

– Du kan sige ualmindeligt meget om et rækkehus’ beboere ved at kigge på deres forhaver. Ikke langt fra os er der et vænge, som kollektivt er blevet enige om, at de bor i små, sammenhængende 70’er-rødstens-palæer. (Det er tilsyneladende en ting). De har massive, majestætiske jernhegn og ditto låger med guldspyd og løvestatuer, der vogter ved indgangen, som i øvrigt er stramt afgrænset af algefri fliser og knitrende, sorte perlesten. Best of both worlds, eller sådan noget. Vænget efter er til gengæld den diametrale modsætning. Her er de enormt entusiastiske omkring bløde former, græs og nips. Havenips. Det være sig havenisser, solcellelamper og vilkårlige dyr udformet i keramik. Gerne frøer og pindsvin og sådan. Hvis de fås med solceller som øjne, er det kun et plus. Og det er ikke bare sådan et par små dyr i hjørnerne. Det er på det niveau, hvor det er tæt på umuligt at vide, om der er græs eller fliser under.

– Dit barn kan gå til gymnastik i den lokale hal for 150 kroner pr. sæson. Frede er i gang og elsker det.

– Den lokale købmand er meget lokal. Og dyr. Til gengæld har de et ret ringe udvalg, så det er alletiders. Her har jeg blandt andet prøvet at vente relativt lang tid, mens køen bagved mig voksede og voksede, da manden bag kassen havde forladt sin post for at præsentere udvalget af skyllemiddel for en kunde. Med duft-test. Det skaber lidt sådan en hyggelig og langsom atmosfære, som engang imellem bliver lige en tand for langsom. Og dyr.

– Hvis man melder sig ind i lokalområdets Facebookgruppe, modtager man jævnligt opdateringer fra kvarterets selvudnævnte efterforskningsagenter. Nogen har angiveligt set en løs hund. Igen. Andre har en formodning om, at to ungersvende (det var seriøst den brugte betegnelse) måske havde købt sig noget hash nede ved købmandens parkeringsplads. Der blev informeret om biler og registreringsnumre, forældreindblanding og politi. Selv et signalement af ungersvendene fik vi. Senest var det sagen om et par 12-årige drenge, der var blevet set lege på den flade del af skolens tag. Også her blev der udvekslet privatbeskeder og opfordringer til forældrekontakt, for et vidne meldte sig straks på banen, da hans lillebror muligvis gik i klasse med gerningsmændene. Så sådan er krimi-viben her i forstaden. Ellers er det mest bare noget med at forære en stak fliser væk mod en ramme øl eller finde nogen, der vil hjælpe med at kløve brænde.

– Der findes også freaks herude. Forleden klokken 00.30 gik en mand og dennes øl direkte gennem vores hæk og ind i vores have for at høre, om han kunne låne en lighter. Og hvilken retning byen lå i. Denne episode var naturligvis også det store samtaleemne i ovennævnte Facebookgruppe, da samme herre havde været rundt i det meste af kvarteret og lagt sig til at sove i folks haver. En enkelt havde glemt at låse sin dør, hvorfor han naturligvis havde lukket sig selv ind. For at få varmen. Arme sjæl.

– Jeg har svært ved at vurdere, om kvarteret rummer flest hunde, trampoliner eller stationcars.

– “Spørg-Casper”-Casper bor i mit hood. Han er i hvert fald ofte at finde hos førnævnte købmand. (Det er kendis-niveauet herude). Det samme gør sig gældende for en af drengene med svær tourette fra TV-programmet med Cutfather, hvis nogen husker det. Han råber selvsagt ligeså meget i virkeligheden, men han så ud til at sætte pris på det, da min kæreste forleden returnerede et “luder!” med et smil og en venlig hilsen.

– Man bør undgå at handle omkring middagstid, da hele overbygningen af den lokale folkeskole gør det samme. Eller, altså. Handle og handle. De får mest tanket op på baconchips og Red Bull, men det kan sikkert også noget.

– Placeringen af vores hus med hæk op ad en cykelsti er både god og dårlig. God, fordi vi har smutvejen til tre forskellige legepladser lige ved havelågen. Dårlig, fordi knallertkørere åbenbart er uenige i, hvornår mit barn bør sove til middag. (Okay, han sover som en sten. Men stadigvæk. De larmer.)

– Vi er et relativt lille lokalområde, men vi har alligevel både pizzeria og pub(!). Og en frisør, som tilsyneladende også er tilhænger af den lokale atmosfære. Hun havde i hvert fald lukket biksen en dags tid med en seddel i A3-format i vinduet, der kom med en længere forklaring om, at hun gennemgik en række undersøgelser på Odense Universitetshospital, hvorfor hun beklageligvis måtte holde lukket den pågældende dag. Måske “lukket pga. sygdom” kunne gøre det.

– Jehovas Vidner kender også vejen herud. Ofte. En dag åbnede jeg døren og fornam hurtigt lugten i bageriet, hvorfor jeg spurgte direkte, om det var Jehova, hvortil damen slog en latter op og svarede “Nej, nej! Nej. Det er ikke Jehova. Det er hans vidner“. Ba-dum-tsss.

– Det er ikke for bangebukse at have drivhus. Jeg siger det bare. Sjældent har jeg set meget kryb bosætte sig i samme fliserille. Det er alt fra bænkebidere henover snegle til edderkopper så store som møllehjul.

– Mere plads er ikke nødvendigvis lig med mere orden. Kun på overfladen i hvert fald. Det bliver ligesom bare noget med at lege Tetris oppe på loftet, hvor man kan gemme sine matematikafleveringer fra 7. klasse og andre ting, der er gode at have, hvis nu… Ingenting.