Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

I nattens mulm og mørke

Skubber jeg barnevognen foran mig i det lidt for høje, lidt for våde græs. Klokken er et sløret sted mellem 02.30 og 03.00, da jeg, iført vinterjakke og klipklapper, får monteret barnet i vognen og sætter mission sov-nu-please igang. Det er vindstille og mildt. Haven ser helt anderledes ud beklædt i dråber af dug, skarpt indrammet af en mørk himmel med brændte nuancer og silhuetter af sorte træer. Motorvejen summer et sted i baggrunden, og katten er gået ombord i en leverpostejsrest på terrassen. Det virker altsammen ret fint. Søvn havde næsten været endnu finere.

Det er snart 17 måneder siden. Med andre ord nærmer vi os halvandet år, hvor Frede har beriget vores tilværelser og berøvet mig min søvn. Det holder hårdt, når man som jeg er sovemenneske by heart. I vores lange sommerferie var det til at overkomme med nul på skemaet og en opvejende lur, men nu hvor hverdagen har flået os allesammen ud i virkeligheden, skal der ske noget nyt. Håber jeg.
Marius var ammebarn til og med sin 15. levemåned, og han mestrede først den sammenhængende søvns kunst, da han var 2,5 år. Frede var ammebarn i starten og sidenhen flaskebarn, og det er åbenbart ikke noget, der glider ligeså naturligt ud, som amningen gjorde det. Natten til torsdag var han oppe 8 gange. Altså næsten en gang i timen. Næste morgen var jeg skeløjet og blød i hovedet og gjorde alvor af alle de gange, jeg har messet “i morgen dropper vi flasken”. Natten til fredag var således første flaskefri nat.

Jeg har afprøvet det meste. Ikke fordi jeg som sådan er en kylling, men fordi jeg ville sikre mig, der ikke eksisterede en mere nænsom afvænningsmetode, før vi gik kold tyrker på den. Og det gjorde der ikke. Hverken at synge, vugge, dosere mindre mælk, fortynde mælken eller tilbyde vand hjalp. Det har været et led i hans tryghedsritual så længe, som jeg ikke nænnede at afskære ham fra. Men han sover altså også stadig i soveværelset. Oftest halvdelen af natten i vores seng. Så nu er det tid til, at flasken forsvinder. Han har jo stadig mig og mit hår, som han gavmildt hiver af i store totter i løbet af natten. (Det undrer mig, jeg ikke er skallet endnu).

De første to nætter uden mælk er nu overstået, og der er sket absolut nul på den front. Han vågner ligeså meget, men hvor han før fandt vej tilbage til drømmene ved hjælp af flasken, bliver han nu bare hængende i en jeg-er-sur-men-ikke-vågen-tilstand, som jeg så fumler rundt og prøver at håndtere. Umiddelbart er barnevognen det eneste, der virker. So be it. Selvom jeg om natten har lyst til at folde mig sammen på midten og ringe til en voksen, så skal det nok lykkes. Skalskalskal. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det føles at vågne udhvilet, men jeg glæder mig helt usigeligt til at prøve det igen.

Tilbage i virkeligheden

Søndag har pakket sine ting og er på vej ud af døren, og mandag lurer på den anden side, parat til at brase ind i mit liv omkring klokken 6 (og 00.30, 01.45 og måske 03.00. Tak til Frede), og jeg klamrer mig febrilsk til den sidste stump weekend, inden den om lidt er væk igen. Hverdagsbussen kører med sømmet i bund, og de eneste stoppesteder, jeg har mødt på min vej, har været weekenderne. Det tager lige lidt justering at ramme ind i rutinerne igen. Sådan logistisk og praktisk har det fungeret ret fint, men det har nok også noget at gøre med, at Mikkel først starter studie igen i morgen, så der har ligesom hele tiden været et par back-up-hænder derhjemme, hvis kabalen ikke gik op. Det er der ikke i morgen. Frede har første rigtige dag i dagplejen, hvor vi ikke sidder på terrassen og stirrer på telefonen, mens vi venter på, at han vågner fra sin lur. Men det skal nok gå godt. Han har haft en lang og tryg indkøring, og det hele fungerer dernede i 80 centimeters højde. Han er havnet et helt enormt godt sted, og han er mere end klar på det. Det er nok mest den mentale omstilling hos mig, der halter lidt bagefter. Men det er altså mærkeligt, efter 1,5 år som hjemmegående, at blive smidt på hovedet ind i en hverdag, der konstant er i bevægelse. Der er enkelte dage, hvor jeg har følelsen af kun lige at nå op til overfladen og trække luft, før jeg igen bliver trukket under. Men de fleste dage kan jeg godt lide det, det kan jeg. Det er rart at få bekræftet, at mine hjerneceller stadig fungerer derinde et sted og mest af alt bare skal støves af. Men jeg bliver nok aldrig et skema-menneske, der sætter pris på at stemple ind klokken 8. Sådan er der jo så meget. Vi er i gang igen. Marius elsker (med egne ord) at gå i skole, Frede vralter rundt og hygger sig, Mikkel starter igen i morgen, og jeg er så småt ved at finde mit sæde i hverdagsbussen. Men altså, hvis nu det der uddannelse kunne styres på autopilot, skulle jeg da hurtigt få et par måneder mere til at gå herhjemme… Mandag, vi ses om lidt. Når jeg lige har fået sat mig ind i, hvad al den SKAM-hype går ud på, selvfølgelig.

 

Billede fra Instagram (@dittekirk). Taget med et blæret kamera til et i øvrigt virkelig gennemført event afholdt af Mia Lindholm og Olympus.

It’s the end of an era

Det er ca. 11.000 timer siden, at Frede kiggede forundret rundt for første gang på OUH’s flaskegrønne fødestue. Siden har jeg tilbragt ca. 10.995 af dem i hans (oftest) muntre selskab. Han har været under opsyn af både mormor og farmor et par timer, men vi har ikke fået gjort så meget mere ved det, selvom begge gange var vellykkede oplevelser for både barn og bedstemødre. Mest har den ene dag bare slugt den næste uden de helt store planer, hvorfor vi mest har rullet rundt herhjemme i boblen. Vi har ikke været til babysvømning, salmesang eller tumlastik en eneste gang, fordi jeg på det punkt ikke er den store ‘aktiv-på-barsel’-type. Vi har mere bare leget med biler, kastet med mad og spist græs. Søvn har vi nedprioriteret gevaldigt, og det kan tælles på én hånd, hvor mange gange jeg har sovet igennem de seneste 15 måneder. Poserne under mine øjne matcher på den måde de blå fra Ikea i både farve og størrelse, men forlænget barsel har lært mig, at concealer og kaffe er mine venner. Frede er glad og skide sød, og jeg ville til hver en tid forlænge min barsel med 5 måneder igen, hvis jeg kunne. Vi er begge mere klar på at stige på hverdagskarrusellen nu, end nogen af os ville have været tilbage i marts. Samtidig gruer jeg en lillebitte smule for det, der venter. Både fordi jeg skal aflevere min baby hos en fremmed, og det åbenbart ikke er en af de ting, der bliver nemmere med barn nummer to, men også fordi det bliver første gang, vi skal prøve at være en familie på fire, som skal afleveres fire forskellige steder om morgenen. Frede skal godt nok kun 70 meter hen til sin dagplejemor, men jeg har allerede lidt svedige håndflader og hjertebanken ved tanken om at få kabalen til at gå op. Men sådan noget har det jo med at løse sig. Ellers kan jeg vel ringe til en voksen.

Voksen eller ej, så blev jeg altså fireogtyve år i går. Det reagerede jeg på med 50% “det er jo ingen alder” og 50% “FIRE-OG-TYVE?!”, så på den front var alt, som det plejer. Vejret var (som alle andre dage) det rene skod, men selskabet var i top og roste mine cheesecakes af flere omgange! Mikkel havde sågar købt mig en gave, selvom vi ikke plejer at gøre den slags, da SU’en som regel skal gå til ting i den lidt kedeligere ende. Af andre gode sager fik jeg blandt andet tre stegepander og to håndstøvsugere, så vi kommer ikke til at døje med hverken krummer eller rå mad herhjemme. Apropros voksen-sager, så er Mikkel i skrivende stund på Pokémonrov med en ven inde i byen, og jeg vil derfor drikke mig dagens sidste kop (varme) kaffe, mens jeg nyder aftenens stilhed. Eller ser Kardashians, who knows.

Om at være loppeglad og kræmmerangst

Da jeg hentede min førstefødte fra skole i dag, tænkte jeg, at vi skulle tjekke det der Loppeforum på Rødegårdsvej ud på vej hjem. Det skulle vise sig at være en megagod idé! Til de af jer for hvem konceptet endnu er ukendt, går det ud på, at en kæmpe hal er fyldt til randen med stativer og reoler, hvor helt almindelige mennesker (og et par kræmmere, vil jeg antage) fylder en stand med aflagte, prismærkede dimser, som de ansatte i genbrugs-mekkaet så sørger for at sælge for dem. Det resulterer selvsagt i, at der er enorme udsving i både prislejer, og hvad folk mener, man reelt kan tillade sig at bede om penge for. Jeg købte sådan en harmonika-væglampe-arm (som det vel hedder) for 20 kroner, og få meter derfra spottede jeg en magen til. Til 800 kroner. Og ingen af dem var altså Le Klint eller noget i den dur. Udover det, var der blandt meget andet store mængder af fint (og knap så fint) keramik, børnetøj og legetøj. Ligeledes var der nogen, der prøvede at sælge et par udstoppede girafben(!) og en brevkniv med en udstoppet pote af en art som håndtag, hvortil Marius knyttede kommentaren, at “det var da synd, de sådan gik og slog alle de dyr ihjel”. That’s my boy. Udover de døde dyrekroppe, faldt jeg over en lidt atypisk stand. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var en mor, som forsøgte at skille sig af med samtlige af sine børns kreative projekter, eller om det reelt var én, som mente, vedkommende havde styr nok på sin kunst til at kunne sælge det til loppegængere. Reolen bugnede af halvfærdige projekter, som var relativt udefinerbare og totalt uden funktion, men til gengæld var priserne helt i top. Blandt andet var et aflagt Nescafé-glas blevet malet (noget halvhjertet) indvendigt og tjente nu angiveligt som en form for vase. Om ikke andet, var det da et unikum. Håber jeg.

Men hele stedets koncept er så meget mig. Jeg elsker at gå og nærstudere den slags aflagte sager. Især når man endelig får øje på og gravet en skat frem fra bagest på hylden, efter man har gennemgået oceaner af ragelse. Der er et eller andet ekstra tilfredsstillende ved selv at være på jagt frem for blot at gå i Søstrene Grene og hive ned fra hylderne (hvilket i øvrigt også er en af mine yndlingsbeskæftigelser). Dér, hvor min kræmmerkæde hopper af, er ved selve forhandlingerne. Jeg hader at prutte om prisen, og hvis jeg forsøger, er det med hjertet helt oppe i halsen og en samtale, der går nogenlunde sådan her:

Kræmmer: “Den koster 100 kroner.”
Mig: “Mhmm. Det er nok liiige til den dyre side for mig. Hvad siger du til 75?”
Kræmmer *griner hånende*: “Nej, 100 kroner er faktisk billigt for sådan én her.”
Mig (som godt ved, det overhovedet ikke er billigt): “Njah, okay, så siger vi 100 kroner.”

Det er lykkedes mig et par gange at gennemtrumfe et afslag i prisen, og jeg er bestemt ikke lige så vattet, som jeg før har været. Men jeg bryder mig af mærkelige årsager ikke om det. Jeg får følelsen af at være i en meget malplaceret dyst midt i en lagerhal mod et menneske, jeg ikke aner, hvem er. Hvilket vel også lidt er det, det er. Så hvis jeg spotter noget sådan et sted, jeg synes, er for dyrt, lader jeg det ofte bare stå, fordi jeg ikke orker at battle om prisen. Det er da egentlig helt til grin, når jeg sådan lige tænker over det. Men jeg er bare ikke videre feisty på det punkt. Nå, men det der så fungerer overordentligt godt for mig, hvor vi var i dag, er, at alt kræmmergejlet er der, bare uden kræmmere men med indkøbskurve og dankortterminal i stedet. Fuldstændigt lige til! Og sikkert mega uromantisk og dræbende for autenciteten omkring kræmmer-viben, vil nogen vel mene. Men jeg er på!

Marius gik ligeledes ind til projektet med oprejst pande, men som 6-årig er der altså en grænse for, hvor længe man orker at vende og dreje den samme keramikskål for at betragte en pæn løbeglasur. Selv for en tålmodig 6-årig. Han kiggede til gengæld ivrigt på legetøj og halede et Dino-puslespil med 500 brikker og et fint, gammelt Matchbox-fly i kurven for sammenlagt 25 kroner. Til Frede fandt vi noget trælegetøj af ældre dato med bolde og tilhørende huller og hammer. Kæmpe hit.

På et tidspunkt ventede jeg på Marius uden for toilettets dør, hvor en midaldrende mand stillede sig i kø og spurgte, om jeg mon også ventede på at komme til. “Nej, jeg venter bare lige på min søn”, svarede jeg. “Nå, hvor gammel er han?”, fortsatte han. “Han er 6”, sagde jeg og smilede nikkende. “Det var da pudsigt, du ligner en på 18-20 år”, sagde den efterhånden relativt påtrængende mand. Jeg smilede og nikkede og undrede mig over, hvordan man svarer på den slags. Har jeg i virkeligheden nået en alder, hvor det tæller som kompliment at blive vurderet 4-5 år yngre? “Nå, men, hvad kan du så være? 23-24 år?”, fortsatte han insisterende. “Ja, lige præcis”, svarede jeg. “Hvad er du så?”, blev han ved. “23”, svarede jeg. “Ja, det tænkte jeg da nok, for ellers kunne jeg ikke helt få det til at passe”, konkluderede han småklukkende i samme øjeblik, som Marius trådte ud igen. Det var jo egentlig relativt uskyldigt, det virkede bare lidt… Weird. Jeg oplever tit, at folks øjne spørger om de samme ting, når jeg går rundt med en dreng, der kalder mig ‘mor’ og når mig til midt på brystet. Jeg har bare aldrig oplevet spørgsmålene som ord før.

Marius, høsten og jeg vendte snuderne hjemad, hvor jeg efter et par timer efterlod ham, Mikkel og Frede i hinandens selskab, så jeg kunne returnere til loppehallen og nærstudere flere dimser uden 6-årig utålmodighed i den ene hånd og tidspres i den anden. Jeg fandt den fineste, lille mini-kiste, som passede perfekt til at være opbevaringssted for Marius’ mælketænder (ja, vi gemmer dem herhjemme…), og få timer efter, jeg havde halet den med hjem, tabte han sin allerførste tand. Det er altså store sager. Nu vil jeg lukke tandfeen ind (og køre skraldespande frem), inden han vågner i morgen igen. Og hey, det er weekend lige om lidt! Jo, det er så!

En ubarmhjertig tandfe og noget om en gåtur

Som altid gad jeg godt få gjort mig lidt mere i bloggen. Eller, som næsten altid. På det seneste har jeg været så uinspireret, at tanken om at droppe det her bloggeri for good har listet sig ind af min hjernes bagdør. Men det har jeg alligevel ikke rigtigt lyst til. Lige nu har jeg mest af alt lyst til at skrive alle mulige velovervejede, lange, debatterende indlæg, som jeg ikke har tid til at forfatte. Tid, tænker du? Det må jeg da have masser af, når nu jeg alligevel bare går hjemme og passer på babyen. Der sniger sig bare så frygteligt meget have-, menneske- og husholdning ind på mit skema hele tiden, at når jeg rammer sofaen ved 21-tiden, føles min hjerne som smør. Og det er som om, det ikke tilføjer yderligere hjerneceller at bingewatche en eller anden lunken MTV-serie før sengetid. 

Enough med brokkeriet. Det går relativt godt her. Relativt på den måde, at Frede blev vaccineret i tirsdags og har slæbt sig gennem en god portion feber og pyller lige siden. Jeg tænkte, det var en reaktion lidt voldsommere end normalt. Indtil jeg åbnede gabet på ham og erfarede, at han har fået fire(!!!) fuldvoksne kindtænder på én freaking gang. Så tror da fanden, han har været træt af tilværelsen. Jeg har svært ved at forstå hans tænders intentioner på den måde. Han var over 9 måneder gammel, før han havde en eneste pløk i munden, men så fik han så til gengæld 7 styks nærmest samtidig. Og nu dem her. What. The. Actual…

Udover tandfeens ubarmhjertighed er livet i firkløveret ret udramatisk. Hvis altså man ser bort fra, at jeg gik 5 kilometer i går. Dem, der kender mig, ved, at den slags ikke sker i mit liv. Indtil i går! Det er ikke noget fitnesstrip, men mere et forsøg på at være lidt bedre ved min krop. Min ryg kan ikke holde til løb (og jeg hader i øvrigt at løbe), så powerwalking må være vejen frem. Især med musik i ørerne. Det føles som en lillebitte miniferie (på lige fod med alenetid i Nettos spotvarerafdeling en tirsdag aften) at vandre rundt i tre kvarter med kun mit eget hoved at tage hensyn til. Fordi jeg er lidt en sucker for struktur og overblik, hentede jeg Endomondo for at spore min rute, gennemsnitshastighed og. så. videre. Det gik også fint, med undtagelse af, når app-damen pludselig råbte mig direkte ind i øregangen, hver gang jeg havde passeret endnu en kilometer. Scary shit. Og så skete der det, at jeg, 1,5 kilometer fra at være hjemme, så en tennisbane. Det begejstrede mig nok mere end nødvendigt, fordi Mikkel er gammel tennisentusiast. Jeg planlagde straks at snappe de orangebrune, indhegnede kvadratmeter til ham, hvilket fik min telefon til at kollapse. Så resten af min turs tracking og musik var væk. Og nu er det ikke ligefrem fordi, jeg er kendt for min udødelige motivation, så det stank lidt, når nu jeg endelig fik sparket mig selv ud for anden gang på tre dage. Til gengæld pådrog jeg mig halvvejs igennem min tur en vabel på størrelse med en mindre by, så en note til mig selv må være ikke at begive sig ud i verden uden strømper i skoene. Egentlig havde jeg først vovet mig afsted i klipklapper, men måtte slukøret vende hjem og skifte fodtøj, da det ligesom ikke fungerede. Så alt i alt en fremragende tur. Måske nogen prøver at fortælle mig, at motion ikke er min ting.