Indretning vs. julestemning

FotorCreated

Jeg forsøger at jule røven ud af graviditetsbukserne i disse dage. Mere eller mindre succesfuldt. Jeg har forsøgt mig med alskens slags gør-det-selv pynt og hjemmelavede flettehjerter i lidt for meget pastel (som dog vandt mig et gavekort til Søstrene Grene på Instagram – yay!), men jeg kan mærke, det ikke gør det helt for mig. Min hjerne er en enorm sucker for struktur og overensstemmelser i stil og farvevalg, og det er svært at få gammeldags kravlenisser til at passe til højglanskøkken og dip-dyed messinglamper. Det har imidlertid resulteret i enkle (men stadig fine) perleplade-snefnug, origamihjerter og geometriske snemænd. Det er alt sammen fint og ufatteligt pænt (og mest af alt hyggeligt at fremstille), men julestemningen i stuen røg altså først for alvor i vejret, da Marius slæbte hjemmegjort juledekoration med hjem fra børnehaven med et ordentligt skud gran, rød stearin og julekugler som pynt. Det samme gjorde sig gældende, da min mor kom forbi med en mastodont af et kalenderlys omgivet af gran, kristtorn, troldegren og kogler. Uanset hvor meget jeg prøver at tricke min hjerne til at føle ‘jul’ ved synet af hvide juletræer i keramik, slår det først igennem, når jeg ser rød, grøn, guld, gran, glimmer og guirlander. Og det behøver vel ikke nødvendigvis at være grimt. Det kan vel forenes. Jeg er jo først ved at starte min julepyntskollektion nu i den spæde start af mine tyvere, så jeg har alligevel en del tid endnu til at tilpasse og justere. Men der skal altså mere jul og mindre indretning ind over min december. I hvert fald mere jul.

I øvrigt tak for alle jeres søde beskeder omkring vores lillebror in-the-making. Det gør mig umådeligt varm om hjertet, når I tager jer tid til at snakke, dele, kommentere og sågar komme med jeres egne historier til mig. Også selvom jeg ikke kan bade jer i adventsgaver og pakkekalendre, omend jeg gerne ville rulle jer allesammen i kunstigt sne og drysse jer med glimmer! Ellers vil jeg godt tippe om en alternativ julekalender hos De Normale, hvor der kommer en lille bid af deres kærlighedshistorie hver dag. Det er da til at blive i julestemning og glad i låget over! Hvilket minder mig om den dér historie om, hvordan Mikkel og jeg slog hovederne sammen for snart to år siden, som jeg har lovet jer i snart noget tid. Den kommer nok en af dagene, når jeg kan få den jongleret ind imellem jordemoderbesøg, juleindkøb, godnatlæsning og konfektspisning.

 

And, weekend og mere and

Fotor111000851

Så er jeg her allerede igen. Jeg tænker, det hjalp lidt at få lettet det personlige pres gennem mit forrige indlæg. Jeg har sgu egentlig lyst til at blive, jeg har bare ikke lyst til at være bundet. Så jeg kigger forbi, når tiden og overskuddet (og graviditeten) tillader det, og så har jeg fyret den lille nisse, som banker mig i hovedet, hver gang jeg ikke får blogget (ordentligt) nok.

I fredags fejrede størstedelen af Danmarks drikkekyndige J-dag, men det havde jeg naturligvis ingen intention om at være en del af. Heller ikke hvis jeg havde haft min livmoder for mig selv. Julebryg har aldrig smagt godt i min mund, og for mig er mange mennesker i byen på én gang endnu større grund til ikke at tage derind. Jeg får fnidder og fnat på én og samme tid af at navigere i nattelivet, når jeg ikke kan bevæge mig uden at gnide svedige skuldre med fremmede mennesker. Ad. Den lille brumbasse tilbragte weekenden hos sit faderlige ophav, og fredag aften fyldte Mikkel og jeg os med verdens møreste and til et event af en slags på svigerfars arbejde. Derefter var vi hjemme at vende, så den babybryggende krop og andefyldte mave kunne smide benene op for en lille stund (i øvrigt er det denne stund, billedet til højre stammer fra). Vi havde nemlig reserveret billetter til ‘Fasandræberne’ senere selvsamme aften, hvor vi slæbte os de 700 meter hen (i bil naturligvis), lænede os tilbage på bageste rækkes bordeauxrøde veloursæder og proppede vores (i forvejen proppede) maver med Haribo og en liter cola til deling. ‘Kvinden i buret’ har vi naturligvis set, og omend det er en ganske udmærket film, kan ‘Fasandræberne’ altså noget mere og bedre. Så tag lige og se den, hvis I er til den slags!

Sådan hele to arrangementer på en enkelt aften kunne jo virke ganske overvældende for en hjemlig fynbo, men det fungerede overraskende fint. Lørdagen stod dog i sofaens tegn, hvor Ben & Jerry’s blev indtaget og DMA blev set. I øvrigt skal der lyde et stort og velfortjent tillykke til D-A-D med æresprisen. Og en enorm dummeflad til hvem end der beslutter, at Medina skal forsøge sig med at synge live. Jeg er helt med på, at hun garanteret er et sødt og charmerende menneske, når man lærer hende at kende, og at hun har en krop to-die-for af en kvinde på snart 32. Hun kan lave hits til dansegulvet og musik, de unge kan li’, men det lyder altså ikke behageligt live. Vi må kunne byde ind med noget bedre. Eller i hvert fald én, der ikke svarer med “Det er Versace”, når hun bliver spurgt, om hendes halskæde er af sølv. MØ var til gengæld relativt akavet under størstedelen af showet, men stadig charmerende og leveringsdygtig i en solid optræden. Og vandt ligeledes en håndfuld velfortjente priser!

Idag kom Marius (endelig) retur, og vi har spist and endnu en gang i familiens skød. Ligeledes skal vi spise Mortens and hos svigerfamilien imorgen og atter hos min søde mor på onsdag. Så er det jo godt, at menneskerne er rare, at and smager forrygende, og at den gravide kan sætte lidt mere til livs end vanligt.

To blog or not to blog

Så fandt jeg vej frem til min computer, som jeg ikke har haft tændt i noget, der minder om et par uger. Den har befundet sig småstøvet i en afkrog af stuen, hvor jeg indimellem har børstet den af blot for at lade den stå uberørt. Hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg bruger energi på at være mor, være (små)produktiv og generelt på at være vågen. Og så gror jeg en baby, som so far har haft til huse i min bug i små 17 uger. Det er ingen klagesang. Jeg har en kæreste, som er lavet af rendyrket overskud, og som lader mig tage en lur, når behovet opstår. Og jeg har en søn, som generelt bare er skide sød. Bloggen har ikke fyldt så meget.

Jeg har været herinde et par gange for at skrive et indlæg, men er endt med at bruge (alt for meget) tid på at forsøge at redde domænet fra spaminvasion fra Asiens lande. Det flyder i skrivende stund med over 7500 spamkommentarer fyldt med alt fra løfter om billige Nike Free sko til overflod af ligegyldige kinesiske tegn, som jeg bruger alt for meget energi på at frasortere. Det er pisseirriterende. Jeg har installeret plugins og lignende (til de af jer med forstand på dette, som tror, jeg er idiot), men det stopper dem ikke fra at strømme ind. Nå.

Livet (og menneskerne i det) behandler mig godt til trods for, at kvalme aldrig bliver noget, jeg vænner mig til. Første jordemoderbesøg venter om ganske få dage, jagten på tøj, jeg kan være i, er sat ind, og Marius er ved at forene sig med tanken om, at man ikke selv kan bestemme køn på babyen. Han har sågar selv spurgt efter bevismateriale, for hvordan en scanning fungerer, og om ikke det var noget, man kunne se på en video et sted. Så vi har set videoer af ultralydsscanninger på YouTube, og den kommende storebror er ret spændt og interesseret. Heldigvis.

Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortsætte med at lukke vand ud af ørerne her på domænet. Det er ikke et forsøg på at fiske “ak og ve, du må ikke lukke bloggen”-kommentarer, bare en reel tanke. Jeg blev forleden kontaktet af en kandidat-skrivende pige, som havde interessante og relevante spørgsmål til mig omkring blogging, at være “mommy-blogger”, iscenesættelse af familielivet og idéen omkring det hele. Det satte i virkeligheden bare ord på en helvedes masse ting, som har været i dvaletilstand længe et sted i mit baghoved. Tanker, som jeg selv har tænkt.

Jeg er ikke sikker på, blogging er min ting. På mange områder kan jeg vældig godt lide det. Mest af alt fordi jeg får lov til at skrive, og naturligvis fordi I kommer med respons og søde tilbagemeldinger. Det er ligesom det, der gør det sjovt. Den anden side er, at jeg er et ganske privat anlagt menneske. Det har jeg i hvert fald altid bildt mig selv ind, at jeg er. Det har været lige dele grænseoverskridende og spændende at kaste mig selv ud i cyberspace, men jeg er tynget af en satan ved navn Perfektionisme, som har den indstilling, at jeg enten gør det helt eller slet ikke. Og lige nu føler jeg, jeg gør det hele halvt. Jeg skal i virkeligheden nok øve mig lidt mere på at være mega-ligeglad med, hvad folk tænker om mig. Problemet er bare, at det er jeg ikke. Der skal indimellem lidt selvpromovering på fx Instagram og Facebook til for at hive nye læsere med ombord. Lidt “kom-og-køb”-mentalitet, hvilket jeg ikke besidder. Jeg er for fanden utilpas ved at prutte om prisen på et loppemarked. Jeg er ellers en forholdsvis stædig og vedholdende type, men jeg halter noget bagefter på ovenstående punkt. Den anden mulighed er at oppe mig lidt og være lige dét bedre, end jeg er, så kommer de sgu nok af sig selv. Sidste (og nok bedste) mulighed er, at være pisseligeglad med om jeg har én eller 5000 læsere, og det er nu heller ikke dér, mit primære fokus ligger. Men det skal det jo nok gøre engang imellem, hvis man vil fremad med sin blog. Hey, I er sgu da egentlig en hel lille flok på over 450 mennesker alene på Bloglovin’. Det kan sgu også noget.

Indtil videre lader jeg den hvile lidt. En “tænkepause” ála Line Love, om man vil. Måske finder jeg lysten til at blogge jævnligt (og overskuddet til at gøre det ordentligt), måske kommer der et indlæg en gang om ugen, eller måske skal jeg bare lige slappe lidt af omkring det hele og fjerne det unødvendige pres, jeg placerer på egne skuldre. Jeg er bare småtræt af blogland (mig selv inklusiv), events, outfits, affiliate links, trælegetøj fra Fætter BR og københavner-lattes. Det er intet personligt, jeg er bare lidt gammel-gnaven på den front for tiden. Jeg lader jer vide, når der er nyt at berette. Hav det helt henrivende og tak til jer, som stadig hænger på, til trods for en skrantende indsats fra min side.

Søndag og sygdom

De sidste par gange jeg har udgivet et indlæg, er der gået væsentligt længere tid til det næste end først forventet. Og sådan er det igen nu. Sagen er den, at tilfældige sygdomssymptomer har sjatpisset lidt ind over mit liv de seneste uger, hvilket har efterladt mig med blandinger af sløjhed, snot og influenza på tilfældige dage. Det ligner mig ikke at være on-off syg, i hvad der føles som evigheder, men nu har jeg prøvet det med. Jeg har altid været usigeligt glad for Danonino og mælkesnitter, men jeg har skamfyldt mig med rugbrød og fibre på det seneste i håb om at bygge en sundhedshær op mod den forbandede virus. Og det ligner virkelig ikke mig. Det betyder naturligvis ikke, at jeg ikke har indtaget milchschnitte ved siden af, som jeg i øvrigt over de sidste fire år har måtte lære at dele. Marius er tilfældigvis ligeså glad for Kinders og Danoninos opfindelser som sin mor (nej, det er ikke noget han får hver dag). Nuvel, der er ingen grund til at dvæle mere ved blogforsømmelse og den slags.

Igår brugte vi hele dagen på at fejre Mikkels farmors 75. år på jorden, og det blev fejret med mange mennesker og endnu mere buffetmad. Vi sejlede igennem dagen i en lind strøm af brun sovs, frikadeller, kogt skinke, kartofler og tre slags surt, og det er den ondelyneme længe siden, jeg har mæsket mig i god, hjemmelavet mad fra morgen til aften. Da vi endelig dumpede ned i sofaen i vante omgivelser, fik Mikkel og jeg den fantastiske og velgennemtænkte idé at se Zulu Comedy Galla (som jeg endnu ikke havde fået set) på TV2. Det resulterede selvsagt i, at jeg sov 01.30, og hanen (læs: Marius) galede kl. 08.00. Det kunne ganskevist have været meget værre/tidligere, og det var min egen skide skyld. På trods af det har vi hygget og snuet længe i søndag-morgen-sofaen med fjernsyn og for mange mariekiks, og minien er nu rykket på værelset for at lege med Lego, inden han senere på dagen skal til sit faderlige ophav. I den forbindelse regner jeg med at give sov-sidste-sygdom-ud-konceptet et skud.

Tak for de søde kommentarer I har bidraget med under min lille blog-pause, og de af jer, som stadig hænger på, må have en hel henrivende søndag!

Syvkabale og cyber-fravær

Jeg er her endnu. Jeg lever stadig. Jeg er begyndt at spille (alt for meget) syvkabale på min telefon. Sad much? Sikkert. Jeg ved ikke, hvad der er med mig. For tiden befinder jeg mig i en periode, hvor jeg er fed up med sociale medier. Jeg orker ikke at tjekke Instagram for at rulle 318 billeder igennem bestående af pæne hjem, søde børn og semi-kendisser. Jeg kan godt li’ de fine billeder, jeg orker dem bare ikke lige nu. Ligeledes er jeg rekord-inaktiv på Facebook. Jeg bruger min telefon til at tage billeder og spille kabale. Og min computer har ikke været tændt i dagevis. Men hey, syvkabale er fandeme undervurderet. Det er simpelt, lidt hyggeligt og helt uden hashtags.

Måske er det bare en periode, jeg skal igennem engang imellem. Jeg ååååååårker det bare ikke. Det er som om, der eksisterer de her voksen-cyber-kliker på Instagram. Bolig-damerne, satire-damerne, blogger-damerne, mode-damerne, (semi-)kendis-damerne. Det, der førhen har været nabolagets strikkeklub husmødrene imellem, er nu et eller andet uhåndgribeligt cyber-community med top-mødre og andre ladies. Jeg ved godt, det er sådan, det er. Det er okay, og det har sine hyggelige og belejlige sider. Jeg har bare virkelig brug for at trække mig engang imellem. Her på siden er mit frirum, hvor jeg bare er mig. Men det drukner på mest triste facon i al min cyber-træthed for tiden. Det kommer tilbage. Det skal det.

Jeg fik i øvrigt jinxet det med, at Marius aldrig er syg. Han tilragede sig 39,9 i feber i forgårs, men han er så sej til det dér. Han siger, at han har det “fint” med sved dryppende af panden, ildrøde kinder og hævede øjne. Efter en nats søvn sammen med mor i den stoooore seng, var han relativt frisk igen. Hans immunforsvar er bomben! Han har trods alt stadig kun haft feber 3-4 gange på fire år, that’s it. Jeg har givet mig selv lov til at tro, den 14 måneder (!) lange ammeperiode alligevel har gjort gode ting, som vejer op for måneder med brystbetændelse, barm af beton og av-for-helvede-nogen-har-fået-tænder-smerte. Uanset om det er begrundelsen eller ej, så er han fandeme hårdfør.

Her på falderebet må jeg lige videregive et tip, der er langt lækrere, end det lyder: Min elskværdige veninde nursede om mig forleden og kom mig til undsætning med en alletiders spise. Pop-up-crossaint-dej fra dåse fyldt med kalkunskiver og ost. De tager ingen tid at rulle og heller ej at bage, til gengæld smager de fortrinligt og hører ingen steder hjemme i kostpyramiden. Go, go, go!

Sentimentalitet og siden sidst

Jeg er skod til det her blogging for tiden, jeg ved det godt. Der sker bare så mange ting omkring mig, og alligevel sker der ikke det store. Jeg har alt for mange halvfærdige indlæg liggende og kasserer store dele af dem jævnligt. Tiden glider ud mellem mine fingre, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen. Jeg bruger tid på at sove, at spise, at tale med min bedre halvdel og kramme min søn. Jeg er ganske snart mor til en dreng på 4,5 år, og det er noget, der kræver tilvænning. Gud, hvor jeg elsker ham. Helt ind i sjælen. Jeg har lyst til at vugge ham i min favn og synge godnatsange i ét væk, men han går selv på toilettet og læser Lego-magasiner på eget værelse. Han er en rigtig dreng, og han er så pissesød. Indimellem kommer en lidt mindre dreng til syne, som godt vil kramme og sidde på skødet, men det sker oftere, at han tørrer munden af i ærmet efter et kys. Og sådan skal det være. Hans selvstændighed vokser hver dag, og han gør mig stolt, som ingen andre kan. Han har en skarp humor og får mig til at grine hver dag med hans guldkorn. Hver morgen agerer han random-fact-man. Inden han når at sige godmorgen, slynger han altid lige lidt fakta ud i æteren. Som for eksempel edderkoppens føde, eller noget om Spanien. Det er sgu da public service, der vil noget!

Siden sidst…

– Er jeg blevet kontaktet af en kvinde, som vil betale mig 120 euro for at reklamere for bildele her på bloggen. Ligeså meget som pengene frister, ligeså forkert er bildele her på siden. Jeg kan godt lide biler. Rigtig godt. Men jeg vil sgu ikke proppe tyske autodele ned i halsen på jer.

– Har jeg (idag) for første gang i ca. et halvt år set min kæreste i andet end shorts eller joggingtøj. Nemlig gode gamle Levi’s jeans. Han er en rigtig uni-dreng nu.

– Er min nevø vokset til en 7-kilos (!) basse på hans 6. leveuge.

– Har jeg drømt mig til varmere himmelstrøg dagligt. Flere gange dagligt, faktisk. En handletur ved grænsen kunne gøre det lige nu.

– Har jeg skåret mig et godt stykke i min finger i min iver efter at få min nyindkøbte Faaborg-leverpostej åbnet. Hvorfor hader alle den postej så meget? Den smager sgu da fantastisk.

– Har jeg set (lidt for meget) Keeping Up With The Kardashians. (Kom så med sæson 3 af Orange Is The New Black, blev der sagt!)

…Og en masse andet ligeså (eller endnu mere) ligegyldigt stads. Jeg håber, I får en fantastisk start på ugen (og at jeg tjekker ind her lidt oftere).

PS: Billedet er af min baby, da han stadig var baby og spiste grød selv for allerførste gang. FYI er det en natdragt, han har på. Klædte ikke min baby i toxito til daglig.

 

Ynk, ynk

Her er så stille herinde. Jeg ved det godt. Jeg er blevet syg. Det er en sjælden ting for mit vedkommende, men det har til gengæld sparet sammen. Når jeg ikke har kvalme, har jeg hovedpine. Og når jeg ikke har hovedpine, sveder jeg. Eller fryser. Eller bare det hele på én fucking gang. Lægen erklærede mig idag fri for rullepølse-epidemien (ikke at jeg har haft den, altså), så det er vel også værd at tage med. Jeg har forsømt min skole hele sidste uge og idag med, så jeg håber den ondelyneme, jeg snart er på benene igen. Heldigvis er begge drenge gået fri, da de har et immunforsvar af jern forsynet med panser. Seriøst. Marius har været syg måske tre gange i sit fire år lange liv. To af gangene (hvis ikke alle) efter vaccine. Så det er sgu da okay.

Jeg græd for meget igår. Ynkeligt. Men nogle dage er det lettere at have delebarn end andre. Igår var ikke en af dem. Alt gik fint, og Marius tog afsted i højt humør sammen med far. Hans værelse blev efterladt med tilfældigt placeret legetøj og bamser på gulvet, badekarret fyldt med duploklodser og badedyr, men der var så forpulet stille. For han var taget afsted. Og det trækker tænder ud at undvære sit barn. At han har et liv et andet sted også. At han mangler i billedet herhjemme. Men snart vender han tilbage, og jeg glæder mig allerede. Indimellem er den mavepuster bare lige voldsom nok, som jeg har pebet lidt om før.

Heldigvis har Mikkel og jeg netop brugt en rum tid på at grine. Genhør med 50 Cents ældste gangster-sange kan godt noget på den konto! Bear with me, jeg er barn af 90’erne. Som om det ikke var nok, har jeg idag bevæget mig udenfor matriklen for første gang i alt for lang tid. Dels for at besøge lægen, dels for at købe Cocio cooler samt alt for pricey (men god!) sandwich hos 7-Eleven. Jeg har et indlæg om mødet med min kære kæreste i støbeskeen, som et par stykker har efterspurgt. Så jeg vender stærkt tilbage på et endnu ukendt tidspunkt!

Mammut, stolthed og skilsmissebørn

Fotor082114338

Jeg er blevet slugt af et hverdagsmonster, som har taget sin væn Træthed med. Timerne går med madpakker, lektier, tøjvask og aftensmad, men det er okay. Indimellem er der nemlig tid til en kop kaffe, Crash Bandicoot på Playstation og racerbiler med mini-me. Det er lykkes mig at lave en pissesød, mærkelig og livsbekræftende lille dreng. Jeg er så betaget af, hvordan verden ser ud dernede fra 1 meters højde og 4 års livserfaring. Forleden dag efter børnehaven fortalte han stolt, at han havde fået en mammut forærende af sin ven. En mammut? “Jep!” Hvorfor? “Fordi jeg er hans bedste ven. Og han er min!” Hvis det ikke er bedårende og umiddelbar kærlighed ved højlys dag, så ved jeg ikke, hvad det er! Ved afhentning af Marius igår, kom han atter i tanke om mammutten, og nu skulle den altså med hjem. Bag lågen i hans garderobeskab fandt han så et mammut-formet klistermærke på godt og vel en centimeter, som han med sine små fingre nænsomt placerede i Mikkels pengepungs “hemmelige mammut-rum”, så den kom sikkert med hjem. Hallo! Jeg står sgu da lige her og smelter!

Ydermere er han blevet valgt, sammen med 11 andre børn i børnehaven, til at deltage i H.C. Andersen-paraden imorgen. Det er så sejt! De har fået tildelt Tinsoldaten som tema, så mor her skal sy hvide silkebånd i et kryds på maven af en rød trøje. Om jeg besidder onde sy-skills? Nej. Men jeg har til gengæld masser af tekstillim, og det skal nok gå alt sammen. Marius skal følges med sin bedste ven (mammut-giveren), og de har valgt børnene på baggrund af, at de kan klare en lang dag med mange mennesker på Flakhaven og skiftende aktiviteter. Til gengæld er de sat sammen i vennepar, så de får en sjov oplevelse med deres bedste ven, og de små ben derved kan klare at gå lidt længere end normalt. Cute much? Det tror jeg nok! Og hey, det er min lille, sensitive dreng, som bare vokser og gror og er skide sej. Mom-pride coming through!

Pssst! Der er i øvrigt nyt ovre på Tankeskrald.dk, hvor Caroline har bedt mig og tre andre bloggere give vores svar på, om det lykkelige skilsmissebarn findes. Så hvis I ikke allerede har læst det, så skynd jer derover. Der er ret mange kloge ord at finde. Med ønsket om en henrivende lillefredag!

 

Om travlhed og trummerum

 

Så er det igang. Den store hverdagsbus har fået fyldt tanken og trumler ufortrødent derudad. Under accelerationen blev jeg blæst omkuld og havnede på allerbagerste sæde. Og her bliver jeg siddende. Jeg har indtil videre haft to skoledage og er allerede ynkelig. På skolebænken tæller jeg minutterne, til jeg igen er tilbage i friheden. Bevares, det er fint med det dér uddannelse, og så er det tilmed (næsten) gratis. Ingen ret til brok, det er jo for helvede frivilligt. Det er bare skide tungt at sidde dér, når man nu er en exceptionelt flittig drømmer. Men den bedste måde at nå sine drømme er som bekendt ved at vågne og gøre noget ved dem, men det kræver jo, at jeg skal ud af sengen. Det er så det, jeg forsøger nu. Men jeg har så travlt uden at skulle nå noget som helst. Travlt med at komme afsted, ud i verden og erhverve mig et rigtigt job og tjene mine egne penge. Jeg er ganskevist klar over, at den slags ikke kommer over natten. Men igen, jeg er en skarp drømmer. Jeg er bare træt af stadig at befinde mig i den dér ungdomslomme, hvor den eneste ting, der hører hjemme, er min alder. Jeg skal jo ikke til galla, køre lastbil med øl løbende direkte i årerne eller ud og flagre fandenivoldsk med min studenterhat. Jeg skal videre. Alt imens råber de rigtigt voksne mennesker advarende, at jeg skal nyde min skoletid, og når først jeg sidder med job og eget hus, er det sket. Så er det alvor. Jeg sætter også stor pris på fleksibel studietid, tidligt fri og den slags. Jeg glæder mig bare så afsindigt meget, til det bliver på et universitet, hvor det overordnede emne (forhåbentligt) er min passion og noget, jeg med glæde vil suge i mig. Jeg vil altså vædde med, at det kan noget lidt andet. Noget bedre.

Men hey, tålmodighed er en dyd og jeg skal stoppe med at klynke, for imorgen kommer mit allerbedste, mindste menneske hjem fra sin far, og som bekendt falmer al hverdagstrummerum og betydningen heraf enormt ved siden af ham. Han er et af de få mennesker, jeg kender, som kan gøre en mandag til en fest. Og dét kan i den grad noget! Desuden er billedet tæt på usammenhængende med indlægget her (og fra forrige nytår), men se ham lige. For fanden, altså.

Første (pæne) skoledag

Fotor0813122755

Så sidder jeg her. Første skoledag, første spisepause. Min samfundsfagslærer blev kørt ned og endte bevidstløs til morges og stod alligevel og kastede jokes om værtshuse og fraværsprocenter ud i æteren klokken 09:40 sharp. Så var vi ligesom igang. Nu venter jeg (ikke særlig spændt) på, biologi starter, mens jeg nyder omgivelserne. Skolen er nybygget. Som i der-går-stadig-tømrere-rundt-overalt-nybygget. Der er sågar stadig plastik på de dér frisør-udsugninger i biologilokalet. Og den skide materialistiske del af atmosfæren har så latterligt meget at sige for mig. Det gør mig i godt humør og giver mig næsten lyst til at tage afsted om morgenen. Næsten. Her er så pisse pænt! Skolen må være delvist sponsoreret af Muuto. Hold nu kæft, hvor er her mange møbler derfra. Og det er den ondelyneme noget, jeg kan li’! Store ovenlysvinduer, tagterasser, rigelige mængder rå beton og ditto glas og Sack It-stole at slænge sig i. Det er næsten for pænt til bare at være til HF-mennesker. Men jeg digger det nu alligevel.

Der kommer hele tiden nye folk til i konkurrencen om fødselstavlen, og jeg er mega beæret over alle jeres søde ord! For god ordens skyld må jeg hellere fastsætte et sluttidspunkt. Dermed er alle bidrag givet EFTER fredag d. 15. august, klokken 20.00 ugyldige. Så der er tid at løbe på endnu.

Hav en helt vildt dejlig dag!