Noget om en lydfil

Først og fremmest: Dette er et af de hurtigste blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg er typen, der skriver noget, gemmer en kladde, går til og fra, retter ord og vendinger, kommer på skarpere formuleringer, fylder mere på, gemmer kladden igen, hvor den så får lov at passe sig selv, til al aktualitet er forsvundet, fordi jeg alligevel ikke var helt tilfreds med det, jeg havde fået skrevet. Det er det, mine damer og herrer, der hedder ‘hæmmende perfektionisme’. Eller i hvert fald noget med at overtænke ting helt i smadder. Men nu får I et indlæg, jeg har skrevet på én gang. Så jeg beklager (nok mest overfor mig selv), hvis jeg kunne have formuleret mig bedre, men jeg håber, I fanger pointen alligevel.

Okay. Jeg havde egentlig valgt ikke at gå yderligere ind i det her, fordi det er en hårfin balance. På den ene side mener jeg, man har ret til at blive introduceret til andre perspektiver og vinkler på emnet end den, der fremlægges som værende den eneste sandhed hos virksomheden bag pågældende lydfil. På den anden side mener jeg, at nogle ting bør ties ihjel.

Men nu er katten ligesom ude af sækken, så derfor vælger jeg at knytte en kommentar til emnet og uddybe, hvad det er, jeg finder problematisk ved en sådan udgivelse. Helt generelt kæmper jeg noget med pseudovidenskabelige tilgange og det alternative univers i helhed, så jeg er muligvis også farvet deraf, men jeg skal gøre mit ypperste for at forholde mig sagligt. Igen. Det kræver mere, end man måske lige skulle tro, men jeg prøver det bedste, jeg har lært.

Pågældende virksomhed har, som (altid fantastiske) Karoline bag Hvidkaffe nævner, en udfordring i forhold til netop at definere, hvornår privatpersonen slutter, og hvornår virksomheden begynder. Det kan i mine øjne være grobund for en lang række problematikker i forbindelse med influencerbranchen helt generelt. Det kan som følger være vanskeligt at navigere i, hvornår en influencer fungerer som onlineveninde, og hvornår de ligeså stille begynder at gnide håndfladerne mod hinanden, mens dollartegnene vælter ud af øjnene. Igen smider jeg lige en disclaimer med det samme: Jeg har ikke et generelt problem med influencere. Der findes mange dygtige, kloge mennesker, der forvalter deres position med stor professionalisme. Der findes desværre også en lang række, der gør det modsatte.

Denne virksomhed, der nu har udgivet en terapeutisk lydfil, springer netop i øjnene på mig, fordi den har en længere række af… uheldige sager bag sig. Her tænker jeg først og fremmest på en episode, hvor der blev brugt vendinger som “antidepressiv er gift for hjernen” – skarpt efterfulgt af rabatkoder og reklamer for cannabisolie. Det er ikke at være sit ansvar overfor (på det tidspunkt) små 40.000 mennesker bevidst. Det er det simpelthen ikke. Her er det businessdelen, der lader til at tale. Når kritikken fra myndigheder, fagfolk og journalister (bl.a. formidlet via Shitstorm på P1) så begynder at vise sig, bliver taktikken noget med at skifte til privatperson, som føler sig misforstået og udstillet. Men hvis man som virksomhed bringer noget på banen, man har interesse i at tjene penge på, så må man også forholde sig professionelt til den kritik, det afføder.

Især punktet med (ikke) at forholde sig til kritik er en problemstilling, jeg ser gentagende gange. På Instagram er det muligt at slette og blokere folk i ét væk, således at al (konstruktiv) kritik og berettiget undren censureres væk under påskud af at være “hate”, misundelse og smertende numser. Også når dette ikke er tilfældet. Jeg synes, det er fair, at vi ser verden på forskellige måder, men det må simpelthen gælde over hele linjen, at vi som voksne mennesker, som virksomheder og forbrugere, kan spørge ind, forholde os nysgerrigt, kritisk eller undrende – uden at få mundkurv på. Alternativt skal man holde sig helt fra at reklamere for og indgå samarbejder med kontroversielle foretagender. Så er man ligesom ude over dén. Og jeg ved, at “det er menneskeligt at fejle” er et argument, der bliver brugt flittigt, men det fejer ikke automatisk alle problemer af vejen; det kræver stadig, at man aktivt forholder sig til de menneskelige fejl, man begår. Især hvis man begår dem igen og igen.

Nå, men, tilbage til lydfilen. Først og fremmest er jeg fra et hjem, hvor man som udgangspunkt lader folk med den rette faglige baggrund tage sig af de dertilhørende opgaver. Min mor er psykoterapeut, min stedfar er læge, og det er muligt, at min skepsis i forhold til den alternative verden udspringer en smule derfra. Jeg er ikke blind for, at der kan findes et hav af forskellige metoder, der virker for forskellige mennesker, men når man som virksomhed uden faglig relevant baggrund både udtaler sig om medicin til psykisk sårbare mennesker og nu udgiver en lydfil, der kan hjælpe dig med alt fra kærestesorger til fødselsdepressioner, så er det i mine øjne et problem.

For mig at se består det egentlige problem ikke så meget i selve lydfilen. Det består i alt det rundt om den. Det består blandt andet i at sige, udgivelsen kun har affødt én negativ kommentar (fra en, der ikke kan unde andre succes), når en række udsagn på dele af internettet, der strækker sig udenfor blokeringsfingerens rækkevidde, siger noget helt andet. Mange gange. Det består i, i ét væk at dele positiv feedback fra folk, der eksempelvis efter en 7-årig periode med både angst, depression, PTSD og borderline får vendt bøtten på baggrund af 20 minutters lyd. Det er mere end almindeligt misvisende. Jeg tænker ikke som sådan, at en lydfil på 20 minutter – isoleret set – skulle udgøre en stor fare. Jeg tænker, det er alt det omkringliggende; selvophøjelsen, den monologiske kommunikationsstrategi, den vedvarende deling af beskeder fra mennesker, der gennemført idoliserer kvinden bag (uanset, hvad hun gør eller siger). Det er i allerhøjeste grad at skævvride det billede, man sælger til sin følgerskare.

Men dér, hvor det for alvor strammer til, er dér, hvor pengene træder ind. Hvis udgivelsen i stedet havde handlet om, at det var en slags 20-minutters peptalk-podcast, man kunne bruge, hvis man havde lyst til et kærligt klap, havde det givetvis set anderledes ud. Men når man promoverer en lydfil så aggressivt og samtidig skruer patos helt op, så bliver resultatet noget ganske andet. Når man både har behov for at sige, at man SAGTENS kunne have taget MEGET mere for lydfilen (taler produktet voldsomt op – fremstår samtidig generøs), at den selvfølgelig udkommer til lønningsdag, så alle dem på kontanthjælp OGSÅ har råd (good guy, der tager hensyn til de svage), men at introprisen på 149,- altså KUN gælder den første uge (opildner til hurtigt køb – men stadig good guy, for den kunne jo have kostet MEGET mere).

Her har vi (i min optik) kerneproblematikken. At man gentagende gange fortæller, hvor stor empati, man besidder, og bare ønsker at kunne redde hele verden. Derefter laver man en fil til psykisk sårbare, bruger ovennævnte tricks til at skabe salg, alt imens den overrosende feedback kører i loop på virksomhedens profil. Jeg mener bare, hvis det er ens hjertesag at få spredt sin beroligende stemme, så kunne man gøre det på mange langt, langt finere måder, der ikke indebærer at tjene fedt på (karantæneramte) mennesker med flossede nerver. Nu har vi jo fået at vide adskillige gange, hvordan der ellers svømmes i tilbud om samarbejder med mulighed for at vælge og vrage, for pengene mangler i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvornår man mon mener at have skummet fløden nok.

En dag kunne jeg høre fuglene synge

Det første, jeg bemærkede, var kvalmen. Utilpasheden og følelsen af at have en rest af sygdom hængende, som nægtede at slippe sit tag. En ihærdig kvalme, der hang ved det meste af de ellers så venlige og solbeskinnede sidste sommermåneder. En krop så tung og fysisk utilpas, at jeg måtte sidde på trappestenen foran hoveddøren i et kvarter for at samle kræfter, hver gang vi skulle deltage i et af sommerens mange arrangementer. Dernæst kom en hjertebanken, der truede med at galoppere min brystkasse i smadder. Mange uger gik, hver aften med et spinkelt håb om at vågne rask den efterfølgende dag. Føle mig rask. Hver morgen blev aftenens håb afløst af skuffelse, og jeg vågnede træt og tyndslidt. Til sidst så jeg mig nødsaget til at kapitulere og søge læge. Søge blodprøver og hjertediagrammer og infektionstal. Søge en kur, noget lindrende, hvad som helst.

Dommen faldt få dage efter. Jeg var rask. Både mit blod og mit hjerte og mine organer. Intet. Der var intet, sagde lægen. Lige indtil der alligevel var. Der var stress, sagde han. Stress.

Jamensigmigligeengang, er det ikke sådan noget, der slår en ud af kurs, når karrierehjulet centrifugerer en ud i intetheden, mens man bades i overbebyrdningens salte sved? Når man må dreje nøglen om i biksen, og konen forlader én i samme åndedrag? Når arbejdspladsen og privatlivet truer med at rive dig midt over? Hvordan kan stress snige sig ind på én 2,5 måned(!) inde i ens sommerferie, uden man overhovedet lugter lunten? Hvordan har jeg kunnet føle mig så fysisk syg så længe uden at se den store, fede vognstang, min krop tæskede rundt for øjnene af mig?

Det er svært at sige. Sådan er der så meget. Der står åbenbart ikke i stresskontraktens ansættelsesvilkår, at man *skal* have været fysisk overbebyrdet. Travl, halsende, løbende. Det er åbenbart nok, at ens hjerne er det.

Min hjerne har altid haft travlt. Den har ikke givet mig mange øjeblikkes fred, siden jeg var 6 år. Den er tanker, den er mylder, den er travl. Den er bekymringer og ikke ret meget ro. Den står *aldrig* stille, og den kværner gerne 47 tanker afsted på én gang for så at sende 47 mere i slipstrømmen på dem. Døgnet rundt. Og pludselig var den og alt muligt skyld i min hvilepuls på 148 og mit åndedrætsbesvær.

Med pulsen kom angsten, eller måske var det omvendt. En del lure kom til, når mit hoved tillod mig at sove. Konsekvensen af ikke at være i stand til at deltage i mit eget liv var en enorm portion magtesløshed. Oveni fulgte følelsen af momentan sindssyge, som var affødt af kun at se verden fra indersiden af mine vinduer. Der var min mor, som hentede sin voksne datter for at prøve at køre en tur. Prøve at drikke en kop te. Prøve at være på udebane. På hjemmebane. Hos min mor. Så var der mig, der sad på trappestenen og ventede på bilen. Fordi jeg ikke kunne holde ud at være alene. Eller indenfor. Eller nogen steder. Og da jeg hørte lyden af bildæk over perlestenene, kom den trommende puls. Tårerne kom, da jeg så min mor. Min mor, som er indbegrebet af omsorg og symbolet på al tryghed i verden. Det skræmte mig så voldsomt, at end ikke hendes tilstedeværelse kunne berolige mig. Vi tog afsted. Jeg knugede håndtaget på dørens inderside. Hvert ord, jeg ville sige, blev til en boble i min hals, som bristede, så snart den nåede mine læber. Teen blev kold, før jeg nåede at smage den. Roen var blevet væk. Jeg kunne ikke engang mestre at finde den dér midt i min mors idylliske, stråtækte bondehus. Min krop var fremmed at være i, mens mine hænder knugede sig om hinanden, til mine knoer blev hvide.

Panik. Rædselsfuld ventetid. Psykiatrisk akutmodtagelse. Rædselsfuld ventetid. Lægebesøg. Rædselsfuld ventetid. Apotekbesøg. Rædselsfuld ventetid. Til sidst kom effekten af den beroligende medicin drypvist, og med den kiggede bittesmå åndehuller atter frem i løbet af dagene og nætterne, og jeg blev gradvist mere fortrolig med natten og dens omklamrende stilhed. Indimellem kunne jeg sove. Og indimellem skete det, at jeg om morgenen kunne høre fuglene synge. En lyd, jeg helt havde glemt at huske.

Efterveerne af stressboblens bristning faldt ironisk nok sammen med hele introforløbet på det psykologistudie, jeg netop var blevet optaget på. Og hvis der er noget, der ikke er gavnligt for stresskvalme og hjertebanken, så er det at være sat markant bagud fra start.

Lægen anbefalede sygemelding på det kraftigste. Måske rimeligt nok, når jeg hverken kunne tømme en opvaskemaskine eller gå i bad uden angst for at være til. Alle de hverdagstrivialiteter, der normalt er komplet selvfølgelige, indtil de pludseligt ikke er det mere. Indtil livet og kroppen kigger dig intimiderende i øjnene og med store bogstaver beder dig om træde et skridt tilbage og reflektere the fuck ud af alting. Og det gør jeg så.

Det går bedre, selvfølgelig gør det det, sådan har livet det vel oftest med at fungere. Børnene er søde, og ham den lange er det samme (og jeg undgår også gerne at tænke på, hvordan min situation havde set ud uden ham og hans brede skuldre). Det lykkedes mig at navigere det værste udenom børnenes bevidsthed, og da jeg tabte mig 3 kilo på en uge, fordi min krop ikke ville acceptere mad, spurgte min ældste mig blot, om jeg stadig var syg i min mave. “Ja”, svarede jeg. “Men det bliver snart godt igen”.

Det var udelukkende i mit sind, at tingene tågede til og tyngede tungt, men ikke desto mindre var det gennemført rædselsfuldt at gennemgå så mange uger, hvor hver en fiber i kroppen skriger på søvn, men ikke kan falde til ro; gerne vil se lyset, men ikke kan udstå at være vågen. Én ting er sikkert: Jeg har den allerdybeste respekt og medfølelse for dem, der har levet eller lever med angst i sådan en grad. Det er intet mindre end invaliderende. Og for mit vedkommende er det værste forhåbentlig overstået.

Heldigvis går det bedre. Jeg kan både handle julegaver i stressinfernoet af storcentervanvid, og jeg kan grine nede fra maven igen. Det går den rigtige vej.

Og nu går jeg lige ud og trækker vejret.

Tanker og tvivl… Igen

Jeg nævnte for noget tid siden, hvordan jeg var nødt til at reevaluere mine uddannelsesplaner efter studiepraktik på universitets journalistikstudie, som af flere forskellige årsager ikke rigtigt var noget for mig alligevel. Hurtigt slog jeg tankerne over på danskstudiet, fordi den lå lige til højrebenet, når nu jeg altid har brudt mig særdeles godt om bogstaver, ord, grammatik og den slags. Men. Så kommer det store ‘men’.

Generelt ser mine muligheder for studievalg fremadrettet fine ud. Jeg har, grundet barsler og babyer, valgt at strikke min studentereksamen sammen med enkeltfagsmetoden på HF. I skrivende stund har jeg færdiggjort 14 ud af 15 eksamener, som har efterladt mig med seks 10-taller og otte 12-taller. Med andre ord er mit gennemsnit ikke problemet, uanset hvad den sidste eksamen måtte give. Men da jeg fik lagt skema sidste sommer, fortalte jeg den rare studievejleder, at jeg gerne ville læse videre på et sprogligt studie af en art. Han fortalte mig derfor, da man oftest skal have et 3. fremmedsprog for at kunne søge ind, at jeg kunne vælge mellem tysk, fransk eller spansk. Valget faldt (desværre) på sidstnævnte, da hverken ham eller jeg åbenbart havde været vågne nok til at se, at B-niveau kun er nok, hvis det er et fortsættersprog. Altså tysk. Så nu står jeg med spansk B, som jeg ikke kan bruge til noget, før det bliver opgraderet til spansk A. Og det udbydes ikke i Odense. Eller jo, det gør det egentlig, men udelukkende som turbokursus i hele juli og august i 30 timer om ugen. Og jeg har hverken overskud eller energi til at bruge min eneste sommerferie på skolebænken. For det er også mine børns sommerferie, og jeg vil ærlig talt hellere prioritere at være hjemme sammen med dem.

Så havde jeg haft tysk B i år i stedet, havde jeg været godt stillet nu med hensyn til at søge ind på uni. Det har jeg ikke, og man skal som bekendt ikke græde over spildte timer. Eller år. Det spansk, jeg (ikke) har lært, kan ingen jo tage fra mig og alt det der.

Mine muligheder er således at tage endnu et effing år på HF for at supplere med tysk B eller at søge ind på jurastudiet. Det opfylder jeg nemlig både krav og snit til. Og jeg synes egentlig, jobmulighederne på den anden side af studiet virker enormt tiltalende, men samtidig virker studiet enormt tungt. Jeg er også blevet i tvivl om, hvorvidt danskstudiet overhovedet er mit førstevalg. Om det bare er fordi, det er det kendte og trygge for mig, som jeg ved, jeg har styr på. Jeg ville dybest set ikke vide, hvad jeg skulle bruge det til. (Min tålmodighed egner sig ingenlunde til at blive lærer). 

Så ja. Nu står jeg her endnu engang. Ved tvivlens skillevej, som relativt alvorligt kommer til at definere store dele af mit fremtidige liv. Hvis du ligger inde med nogen form for viden eller erfaring fra jurastudiet, så tøv ikke med at fortælle mig om det. Jeg er lutter øre.

En suppe af hverdag og vinter

Jeg er vel efterhånden det, man kunne kalde en virkelig uproduktiv ‘blogger’. Min lyst til at hælde vand ud af ørerne herinde er varierende, og det er der intet nyt i. Jeg kan simpelthen ikke forcere det. Jeg har tusind usammenhængende tanker om emner og områder, jeg gerne ville have ud på skrift, ligesom mit arkiv flyder over med halve kladder, men lige nu kan jeg hverken finde ud af at formulere dem eller flette dem sammen til en helhed, så det må vente lidt. 

Slutningen af sidste år og starten på det nye har været god og fin, men også været noget med at padle lidt forvirret rundt og forsøge at holde sig oven vande i en suppe af hverdag og vinter. En enkelt eksamen og en håndfuld julearrangementer er veloverståede, og hverdagen er skudt igang igen.

Januar og februar har aldrig kunnet noget særligt for mit vedkommende. De sørgelige rester af julefrokoster bliver drysset lidt tilfældigt ud over førstnævnte måned, og februar går med at vente på marts. Der begynder jeg igen at kunne skue forventningsfuldt ud over det småspirrende forår, og så plejer jeg ligesom at finde fodfæste på ny. Men for nu står den på vinterblues og et spark i egen røv for at slæbe mig igennem det sidste halve år af min HF. På den anden side venter forhåbentlig en varm sommer og udsigten til noget uddannelsesmæssigt, der giver mere mening for mig, end det gør at udregne carbondioxids molarmasse og en-eller-anden jordtypes permeabilitet, som lige nu får det næste halve år til at syne uoverskueligt langt.

Resten af klanen har det godt. Marius er stadig virkelig glad for sin skole, og jeg forsøger at undgå at gnide hul i min pande af forundring over, at jeg nu har et barn, der er begyndt at læse små ord helt selv. Frede laller rundt og hygger sig i dagplejen, og familiens ældste medlem er igang med at forme sin fremtid som lærer. Og han bliver så skide god til det.

Nu vil jeg atter trække mig tilbage og se, om det kunne lykkes mig at få tanker og kladder til at smelte sammen, så den næste tid herinde ikke kommer til at foregå i rungende stilhed, for det bliver jo en kende meningsløst til sidst at tjekke ind hver anden måned med et forklarende indlæg om manglen på indlæg. Jeg ved det godt.

Jeg håber, I har haft en dejlig jul og et fint nytår og den slags. Og egentlig også tak, fordi I er så søde til stadig at blande jer i kommentarfeltet, selvom jeg har været lidt fjern i det. Tak! <3

Venindebogen hos Sofie Ude

En lille servicemeddelelse til de af jer, der endnu ikke har fundet vejen til Sofie Udes blog. I kan heldigvis nå det endnu. Jeg nævnte hende her, da hun lynhurtigt strøg til tops på min yndlingsliste med sit finurlige sprog og megasjove take på moderskabet. I dag deltager jeg i ‘Venindebogen’ ovre hos hende, og hvis man er til den slags, kan det findes lige her. Jeg kommer både omkring opturene ved at være mor og at kalde sin baby for bøsse. Enjoy!

Servicemeddelelse: Et lille interview

Begynder jeg nu pludselig at opdatere bloggen regelmæssigt? Nej, rolig nu. Det er jeg slet ikke organiseret nok til. Dette er blot en kærlig reminder om, at jeg i dag er at finde på Jeanettes (i øvrigt meget fine) blog Letsblogsomeshit.dk, hvor jeg er blevet interviewet som et led i hendes Tuesday Talk-føljeton. Der er både noget om mine yndlingsspots i Odense og folk, der ikke trækker ind på motorvejen! Jeg er igang med tre forskellige maleprojekter herhjemme på en gang, så jeg må hellere tilbage på pinden. Hav en dejlig dag (med eller uden sne…) <3

Et halvt år med Frede

Mens resten af Danmarks bloggende kvinder har været til prisuddeling på Glyptoteket (stort tillykke med den noget så velfortjente pris til Trine), har jeg tullet rundt herhjemme med en småsnottet baby. Jeg gad godt have været der og prøve at opleve ægte prisuddelinger og farverige cupcakes, og der var på sin vis heller ikke andet end mig selv og 167 kilometer, der holdt mig fra det. Men jeg har i stedet, en anelse forsinket, nedfældet et par ord om mit mindste menneske, som for ganske nyligt rundede 6 måneder.

Den 16. oktober var det præcis et halvt år siden, at husets mindste beboer blev lagt i mine arme for allerførste gang, og jeg sidder målløs med den sædvanlige følelse af, at han altid har været her og først lige er kommet.

Siden han var et par uger gammel, har han haft mørkebrune øjne, som er udstyrede med vipper så lange. Munden er stadig noget så tandløs, men fortærer både fisk og frikadeller. På hovedet har han efterhånden en hel hæderlig pragt af små dun, og jeg har en forestilling om, han kunne finde på at blive en lyshåret baby. Det var hans far (og jeg selv egentlig også lidt), men det er endnu ikke lykkedes os eller nogle andre i vores familier at fastholde de blonde nuancer længere end til skolealderen.

Søvn er stadig ikke hans førsteprioritet, hvorfor han som oftest mener, at 2-3 lurer om dagen af 15-45 minutters varighed kan gøre det (og så er det altså max én af dem, der varer tre kvarter). Til gengæld går han til køjs mellem 19.30 og 20.00, og det er altså mærkbart på den gode måde, at vi har mere end fire minutters voksentid om aftenen. Om natten vil han godt lige op og hilse på en 2-3-4 gange, men jeg fornemmer, det oftere er to end fire efterhånden. Så selvom jeg har tunge øjenlåg og aldrig rigtigt peaker i udhvilethed, så bevæger vi os i den rigtige retning. Marius sov som bekendt først igennem som 2,5-årig, så det er endnu ikke noget, jeg ikke har prøvet før…

Han møver sig lidt rundt, bakker en del og snurrer konstant omkring. Hans foretrukne position er liggende på bugen, og det har det været, siden han var ganske spæd. Han siger ‘vovovovov’ og ‘bobobobob’ en del og holder meget af at spytte, især når han spiser, som seneste video på min Instagram (@dittekirk) fint illustrerer.

Derudover er han bedste venner med sin storebror, og de bredeste smil og højeste grin er således forbeholdt ham. Det giver sådan en helt ubeskrivelig hjertevarme, når mine to små mennesker griner, pludrer og leger sammen, til trods for de er vidt forskellige steder i deres små liv og end ikke taler samme sprog endnu (selvom Marius bedyrer, han godt kan forstå babysk). Tænk at kunne rumme så store mængder kærlighed til hele to mennesker i min 1,65 meter lille krop.

Frede har endnu ikke været passet, og den alenetid, jeg har haft det sidste halve år, er den tid, det tager mig at handle i Netto (hvilket også kan være længe nok, når jeg skal browse spotvarer), og så selvfølgelig de lure Mikkel benåder mig med, når det er muligt i weekenderne. Det ville også snart være fint med en middag for to (voksne) eller en tur i biffen, hvor vi kun skal bekymre os om, hvor godt vi sidder, og hvor meget bland-selv-slik vi kan indtage på halvanden time. Men min mavefornemmelse er endnu ikke helt nede med tanken om, at han skal undvære os begge på samme tid, selvom han uden tvivl ville nyde en aften i mormors selskab – og hun i hans.

Til gengæld er jeg inviteret til kaffe-bloggerevent (ja, sgu!) et par timer senere på ugen, og jeg er lidt spændt på min barselshjernes evne til at føre samtaler med den slags mennesker, der (forhåbentligt) ikke gylper og savler på mig. Og så glæder jeg mig helt usigeligt til at have løsthængende hår, uden nogen plukker det ud af hovedet på mig…