En dag kunne jeg høre fuglene synge

Det første, jeg bemærkede, var kvalmen. Utilpasheden og følelsen af at have en rest af sygdom hængende, som nægtede at slippe sit tag. En ihærdig kvalme, der hang ved det meste af de ellers så venlige og solbeskinnede sidste sommermåneder. En krop så tung og fysisk utilpas, at jeg måtte sidde på trappestenen foran hoveddøren i et kvarter for at samle kræfter, hver gang vi skulle deltage i et af sommerens mange arrangementer. Dernæst kom en hjertebanken, der truede med at galoppere min brystkasse i smadder. Mange uger gik, hver aften med et spinkelt håb om at vågne rask den efterfølgende dag. Føle mig rask. Hver morgen blev aftenens håb afløst af skuffelse, og jeg vågnede træt og tyndslidt. Til sidst så jeg mig nødsaget til at kapitulere og søge læge. Søge blodprøver og hjertediagrammer og infektionstal. Søge en kur, noget lindrende, hvad som helst.

Dommen faldt få dage efter. Jeg var rask. Både mit blod og mit hjerte og mine organer. Intet. Der var intet, sagde lægen. Lige indtil der alligevel var. Der var stress, sagde han. Stress.

Jamensigmigligeengang, er det ikke sådan noget, der slår en ud af kurs, når karrierehjulet centrifugerer en ud i intetheden, mens man bades i overbebyrdningens salte sved? Når man må dreje nøglen om i biksen, og konen forlader én i samme åndedrag? Når arbejdspladsen og privatlivet truer med at rive dig midt over? Hvordan kan stress snige sig ind på én 2,5 måned(!) inde i ens sommerferie, uden man overhovedet lugter lunten? Hvordan har jeg kunnet føle mig så fysisk syg så længe uden at se den store, fede vognstang, min krop tæskede rundt for øjnene af mig?

Det er svært at sige. Sådan er der så meget. Der står åbenbart ikke i stresskontraktens ansættelsesvilkår, at man *skal* have været fysisk overbebyrdet. Travl, halsende, løbende. Det er åbenbart nok, at ens hjerne er det.

Min hjerne har altid haft travlt. Den har ikke givet mig mange øjeblikkes fred, siden jeg var 6 år. Den er tanker, den er mylder, den er travl. Den er bekymringer og ikke ret meget ro. Den står *aldrig* stille, og den kværner gerne 47 tanker afsted på én gang for så at sende 47 mere i slipstrømmen på dem. Døgnet rundt. Og pludselig var den og alt muligt skyld i min hvilepuls på 148 og mit åndedrætsbesvær.

Med pulsen kom angsten, eller måske var det omvendt. En del lure kom til, når mit hoved tillod mig at sove. Konsekvensen af ikke at være i stand til at deltage i mit eget liv var en enorm portion magtesløshed. Oveni fulgte følelsen af momentan sindssyge, som var affødt af kun at se verden fra indersiden af mine vinduer. Der var min mor, som hentede sin voksne datter for at prøve at køre en tur. Prøve at drikke en kop te. Prøve at være på udebane. På hjemmebane. Hos min mor. Så var der mig, der sad på trappestenen og ventede på bilen. Fordi jeg ikke kunne holde ud at være alene. Eller indenfor. Eller nogen steder. Og da jeg hørte lyden af bildæk over perlestenene, kom den trommende puls. Tårerne kom, da jeg så min mor. Min mor, som er indbegrebet af omsorg og symbolet på al tryghed i verden. Det skræmte mig så voldsomt, at end ikke hendes tilstedeværelse kunne berolige mig. Vi tog afsted. Jeg knugede håndtaget på dørens inderside. Hvert ord, jeg ville sige, blev til en boble i min hals, som bristede, så snart den nåede mine læber. Teen blev kold, før jeg nåede at smage den. Roen var blevet væk. Jeg kunne ikke engang mestre at finde den dér midt i min mors idylliske, stråtækte bondehus. Min krop var fremmed at være i, mens mine hænder knugede sig om hinanden, til mine knoer blev hvide.

Panik. Rædselsfuld ventetid. Psykiatrisk akutmodtagelse. Rædselsfuld ventetid. Lægebesøg. Rædselsfuld ventetid. Apotekbesøg. Rædselsfuld ventetid. Til sidst kom effekten af den beroligende medicin drypvist, og med den kiggede bittesmå åndehuller atter frem i løbet af dagene og nætterne, og jeg blev gradvist mere fortrolig med natten og dens omklamrende stilhed. Indimellem kunne jeg sove. Og indimellem skete det, at jeg om morgenen kunne høre fuglene synge. En lyd, jeg helt havde glemt at huske.

Efterveerne af stressboblens bristning faldt ironisk nok sammen med hele introforløbet på det psykologistudie, jeg netop var blevet optaget på. Og hvis der er noget, der ikke er gavnligt for stresskvalme og hjertebanken, så er det at være sat markant bagud fra start.

Lægen anbefalede sygemelding på det kraftigste. Måske rimeligt nok, når jeg hverken kunne tømme en opvaskemaskine eller gå i bad uden angst for at være til. Alle de hverdagstrivialiteter, der normalt er komplet selvfølgelige, indtil de pludseligt ikke er det mere. Indtil livet og kroppen kigger dig intimiderende i øjnene og med store bogstaver beder dig om træde et skridt tilbage og reflektere the fuck ud af alting. Og det gør jeg så.

Det går bedre, selvfølgelig gør det det, sådan har livet det vel oftest med at fungere. Børnene er søde, og ham den lange er det samme (og jeg undgår også gerne at tænke på, hvordan min situation havde set ud uden ham og hans brede skuldre). Det lykkedes mig at navigere det værste udenom børnenes bevidsthed, og da jeg tabte mig 3 kilo på en uge, fordi min krop ikke ville acceptere mad, spurgte min ældste mig blot, om jeg stadig var syg i min mave. “Ja”, svarede jeg. “Men det bliver snart godt igen”.

Det var udelukkende i mit sind, at tingene tågede til og tyngede tungt, men ikke desto mindre var det gennemført rædselsfuldt at gennemgå så mange uger, hvor hver en fiber i kroppen skriger på søvn, men ikke kan falde til ro; gerne vil se lyset, men ikke kan udstå at være vågen. Én ting er sikkert: Jeg har den allerdybeste respekt og medfølelse for dem, der har levet eller lever med angst i sådan en grad. Det er intet mindre end invaliderende. Og for mit vedkommende er det værste forhåbentlig overstået.

Heldigvis går det bedre. Jeg kan både handle julegaver i stressinfernoet af storcentervanvid, og jeg kan grine nede fra maven igen. Det går den rigtige vej.

Og nu går jeg lige ud og trækker vejret.

Tanker og tvivl… Igen

Jeg nævnte for noget tid siden, hvordan jeg var nødt til at reevaluere mine uddannelsesplaner efter studiepraktik på universitets journalistikstudie, som af flere forskellige årsager ikke rigtigt var noget for mig alligevel. Hurtigt slog jeg tankerne over på danskstudiet, fordi den lå lige til højrebenet, når nu jeg altid har brudt mig særdeles godt om bogstaver, ord, grammatik og den slags. Men. Så kommer det store ‘men’.

Generelt ser mine muligheder for studievalg fremadrettet fine ud. Jeg har, grundet barsler og babyer, valgt at strikke min studentereksamen sammen med enkeltfagsmetoden på HF. I skrivende stund har jeg færdiggjort 14 ud af 15 eksamener, som har efterladt mig med seks 10-taller og otte 12-taller. Med andre ord er mit gennemsnit ikke problemet, uanset hvad den sidste eksamen måtte give. Men da jeg fik lagt skema sidste sommer, fortalte jeg den rare studievejleder, at jeg gerne ville læse videre på et sprogligt studie af en art. Han fortalte mig derfor, da man oftest skal have et 3. fremmedsprog for at kunne søge ind, at jeg kunne vælge mellem tysk, fransk eller spansk. Valget faldt (desværre) på sidstnævnte, da hverken ham eller jeg åbenbart havde været vågne nok til at se, at B-niveau kun er nok, hvis det er et fortsættersprog. Altså tysk. Så nu står jeg med spansk B, som jeg ikke kan bruge til noget, før det bliver opgraderet til spansk A. Og det udbydes ikke i Odense. Eller jo, det gør det egentlig, men udelukkende som turbokursus i hele juli og august i 30 timer om ugen. Og jeg har hverken overskud eller energi til at bruge min eneste sommerferie på skolebænken. For det er også mine børns sommerferie, og jeg vil ærlig talt hellere prioritere at være hjemme sammen med dem.

Så havde jeg haft tysk B i år i stedet, havde jeg været godt stillet nu med hensyn til at søge ind på uni. Det har jeg ikke, og man skal som bekendt ikke græde over spildte timer. Eller år. Det spansk, jeg (ikke) har lært, kan ingen jo tage fra mig og alt det der.

Mine muligheder er således at tage endnu et effing år på HF for at supplere med tysk B eller at søge ind på jurastudiet. Det opfylder jeg nemlig både krav og snit til. Og jeg synes egentlig, jobmulighederne på den anden side af studiet virker enormt tiltalende, men samtidig virker studiet enormt tungt. Jeg er også blevet i tvivl om, hvorvidt danskstudiet overhovedet er mit førstevalg. Om det bare er fordi, det er det kendte og trygge for mig, som jeg ved, jeg har styr på. Jeg ville dybest set ikke vide, hvad jeg skulle bruge det til. (Min tålmodighed egner sig ingenlunde til at blive lærer). 

Så ja. Nu står jeg her endnu engang. Ved tvivlens skillevej, som relativt alvorligt kommer til at definere store dele af mit fremtidige liv. Hvis du ligger inde med nogen form for viden eller erfaring fra jurastudiet, så tøv ikke med at fortælle mig om det. Jeg er lutter øre.

En suppe af hverdag og vinter

Jeg er vel efterhånden det, man kunne kalde en virkelig uproduktiv ‘blogger’. Min lyst til at hælde vand ud af ørerne herinde er varierende, og det er der intet nyt i. Jeg kan simpelthen ikke forcere det. Jeg har tusind usammenhængende tanker om emner og områder, jeg gerne ville have ud på skrift, ligesom mit arkiv flyder over med halve kladder, men lige nu kan jeg hverken finde ud af at formulere dem eller flette dem sammen til en helhed, så det må vente lidt. 

Slutningen af sidste år og starten på det nye har været god og fin, men også været noget med at padle lidt forvirret rundt og forsøge at holde sig oven vande i en suppe af hverdag og vinter. En enkelt eksamen og en håndfuld julearrangementer er veloverståede, og hverdagen er skudt igang igen.

Januar og februar har aldrig kunnet noget særligt for mit vedkommende. De sørgelige rester af julefrokoster bliver drysset lidt tilfældigt ud over førstnævnte måned, og februar går med at vente på marts. Der begynder jeg igen at kunne skue forventningsfuldt ud over det småspirrende forår, og så plejer jeg ligesom at finde fodfæste på ny. Men for nu står den på vinterblues og et spark i egen røv for at slæbe mig igennem det sidste halve år af min HF. På den anden side venter forhåbentlig en varm sommer og udsigten til noget uddannelsesmæssigt, der giver mere mening for mig, end det gør at udregne carbondioxids molarmasse og en-eller-anden jordtypes permeabilitet, som lige nu får det næste halve år til at syne uoverskueligt langt.

Resten af klanen har det godt. Marius er stadig virkelig glad for sin skole, og jeg forsøger at undgå at gnide hul i min pande af forundring over, at jeg nu har et barn, der er begyndt at læse små ord helt selv. Frede laller rundt og hygger sig i dagplejen, og familiens ældste medlem er igang med at forme sin fremtid som lærer. Og han bliver så skide god til det.

Nu vil jeg atter trække mig tilbage og se, om det kunne lykkes mig at få tanker og kladder til at smelte sammen, så den næste tid herinde ikke kommer til at foregå i rungende stilhed, for det bliver jo en kende meningsløst til sidst at tjekke ind hver anden måned med et forklarende indlæg om manglen på indlæg. Jeg ved det godt.

Jeg håber, I har haft en dejlig jul og et fint nytår og den slags. Og egentlig også tak, fordi I er så søde til stadig at blande jer i kommentarfeltet, selvom jeg har været lidt fjern i det. Tak! <3

Venindebogen hos Sofie Ude

En lille servicemeddelelse til de af jer, der endnu ikke har fundet vejen til Sofie Udes blog. I kan heldigvis nå det endnu. Jeg nævnte hende her, da hun lynhurtigt strøg til tops på min yndlingsliste med sit finurlige sprog og megasjove take på moderskabet. I dag deltager jeg i ‘Venindebogen’ ovre hos hende, og hvis man er til den slags, kan det findes lige her. Jeg kommer både omkring opturene ved at være mor og at kalde sin baby for bøsse. Enjoy!

Servicemeddelelse: Et lille interview

Begynder jeg nu pludselig at opdatere bloggen regelmæssigt? Nej, rolig nu. Det er jeg slet ikke organiseret nok til. Dette er blot en kærlig reminder om, at jeg i dag er at finde på Jeanettes (i øvrigt meget fine) blog Letsblogsomeshit.dk, hvor jeg er blevet interviewet som et led i hendes Tuesday Talk-føljeton. Der er både noget om mine yndlingsspots i Odense og folk, der ikke trækker ind på motorvejen! Jeg er igang med tre forskellige maleprojekter herhjemme på en gang, så jeg må hellere tilbage på pinden. Hav en dejlig dag (med eller uden sne…) <3

Et halvt år med Frede

Mens resten af Danmarks bloggende kvinder har været til prisuddeling på Glyptoteket (stort tillykke med den noget så velfortjente pris til Trine), har jeg tullet rundt herhjemme med en småsnottet baby. Jeg gad godt have været der og prøve at opleve ægte prisuddelinger og farverige cupcakes, og der var på sin vis heller ikke andet end mig selv og 167 kilometer, der holdt mig fra det. Men jeg har i stedet, en anelse forsinket, nedfældet et par ord om mit mindste menneske, som for ganske nyligt rundede 6 måneder.

Den 16. oktober var det præcis et halvt år siden, at husets mindste beboer blev lagt i mine arme for allerførste gang, og jeg sidder målløs med den sædvanlige følelse af, at han altid har været her og først lige er kommet.

Siden han var et par uger gammel, har han haft mørkebrune øjne, som er udstyrede med vipper så lange. Munden er stadig noget så tandløs, men fortærer både fisk og frikadeller. På hovedet har han efterhånden en hel hæderlig pragt af små dun, og jeg har en forestilling om, han kunne finde på at blive en lyshåret baby. Det var hans far (og jeg selv egentlig også lidt), men det er endnu ikke lykkedes os eller nogle andre i vores familier at fastholde de blonde nuancer længere end til skolealderen.

Søvn er stadig ikke hans førsteprioritet, hvorfor han som oftest mener, at 2-3 lurer om dagen af 15-45 minutters varighed kan gøre det (og så er det altså max én af dem, der varer tre kvarter). Til gengæld går han til køjs mellem 19.30 og 20.00, og det er altså mærkbart på den gode måde, at vi har mere end fire minutters voksentid om aftenen. Om natten vil han godt lige op og hilse på en 2-3-4 gange, men jeg fornemmer, det oftere er to end fire efterhånden. Så selvom jeg har tunge øjenlåg og aldrig rigtigt peaker i udhvilethed, så bevæger vi os i den rigtige retning. Marius sov som bekendt først igennem som 2,5-årig, så det er endnu ikke noget, jeg ikke har prøvet før…

Han møver sig lidt rundt, bakker en del og snurrer konstant omkring. Hans foretrukne position er liggende på bugen, og det har det været, siden han var ganske spæd. Han siger ‘vovovovov’ og ‘bobobobob’ en del og holder meget af at spytte, især når han spiser, som seneste video på min Instagram (@dittekirk) fint illustrerer.

Derudover er han bedste venner med sin storebror, og de bredeste smil og højeste grin er således forbeholdt ham. Det giver sådan en helt ubeskrivelig hjertevarme, når mine to små mennesker griner, pludrer og leger sammen, til trods for de er vidt forskellige steder i deres små liv og end ikke taler samme sprog endnu (selvom Marius bedyrer, han godt kan forstå babysk). Tænk at kunne rumme så store mængder kærlighed til hele to mennesker i min 1,65 meter lille krop.

Frede har endnu ikke været passet, og den alenetid, jeg har haft det sidste halve år, er den tid, det tager mig at handle i Netto (hvilket også kan være længe nok, når jeg skal browse spotvarer), og så selvfølgelig de lure Mikkel benåder mig med, når det er muligt i weekenderne. Det ville også snart være fint med en middag for to (voksne) eller en tur i biffen, hvor vi kun skal bekymre os om, hvor godt vi sidder, og hvor meget bland-selv-slik vi kan indtage på halvanden time. Men min mavefornemmelse er endnu ikke helt nede med tanken om, at han skal undvære os begge på samme tid, selvom han uden tvivl ville nyde en aften i mormors selskab – og hun i hans.

Til gengæld er jeg inviteret til kaffe-bloggerevent (ja, sgu!) et par timer senere på ugen, og jeg er lidt spændt på min barselshjernes evne til at føre samtaler med den slags mennesker, der (forhåbentligt) ikke gylper og savler på mig. Og så glæder jeg mig helt usigeligt til at have løsthængende hår, uden nogen plukker det ud af hovedet på mig…