Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

Julestemning (eller mangel på samme)

Jeg er ikke i julestemning endnu. Man kunne sige, det var ved at være oppe over, når nu det er den 24. december lige om lidt. Men julens måned har sgu været lidt træls ved os. Bevares, den har været proppet med gode ting som Marius’ skoleplads og vores fremtidige bolig, men hverdagens tandhjul har i den grad været rustet til i sygdom og afladede batterier. Vasketøjet vokser ud af væggene, der roder med irriterende, små dimser alle vegne, og min rengøringsindsats er på et skuffende ringe niveau, men jeg er åbenbart allerede gået i vi-skal-jo-snart-flytte-mode, så jeg får ikke gået i dybden med den husholdning på samme måde som normalt. Det skal jo alligevel pakkes ned lige om lidt. Agtigt.

Raskheden begyndte (efter to la-aa-ange uger) at vise sit kønne fjæs hos både Mikkel og Frede for et par dage siden, og håbet om en nogenlunde frisk juleaften var atter lysegrønt… Men da den mindste af husets herrer vågnede 00.30 i nat med over 39 i feber, var det atter op ad bakke. Imidlertid virker han til at være i bedring, og jeg håber, vi akkurat når i mål tids nok til brun sovs og risalamande. Jeg håber så inderligt. I disse dage sover vi alle fire på Marius’ værelse, så langt væk som muligt fra det rådne indeklima i kælderetagen. Jeg er nu efter en hel del snakke og ligeså meget googling overbevist om, at det er synderen i hele det her sygdomsræs, og jeg synes, det er ækelt.

Men i stedet for at køre den fuld Debbie Downer, gider jeg godt at glædes ved de federe ting. For eksempel at vi snart er flyttet, at Marius er rask, og at jeg fik købt alle julegaver den 22., som for mit vedkommende er i overordentlig god tid. Imorgen ved middagstid kommer Marius og hans far, så vi kan snaske noget kage og kaffe, inden vi skal til jul hos min storesøster. Og selvom vejret minder mest om oktober, og min julestemning kan ligge på et meget lille sted, glæder jeg mig helt pjattet til at holde jul med mine tre drenge og resten af min familie og til at opleve julemagien i øjenhøjde med den 5-årige.

Må I ligeså have en dejlig jul med masser af mad, geniale gaver og alle jeres yndlingsmennesker! <3

Too much of a good thing

FotorCreated2

Vi har haft arrangementer af mere eller mindre julet karakter den 19., 21., 22., 23., 24., 26., 27. og runder af med en familiejulefrokost imorgen. Det er lykkes mig ikke at gå i fødsel, men hold nu kæft, hvor har den 25. og idag været nødvendige som sov-igennem-i-dit-gravide-korpus-dage ind imellem julearrangementer med (heldigvis søde) familie- og svigerfamiliemedlemmer. Og vi har endda kun holdt juleaften én gang! Den 24., forstås. Desværre (for mig) faldt det således, at Marius skulle holde jul hos sin far i år. Men det går lige nu op for mig, at han derfor kommer med til sin lillebrors første jul næste år, og det er fandeme da også dejligt! Vi (Mikkel og jeg) holdt jul med min elskværdige svigerfamilie, og det var min første jul uden hverken min mor, far eller søster. Hallo, hvor bliver man voksen her som 22-årig. Åbenbart. Det var skide hyggeligt, og vigtigst af alt havde Marius ligeledes en henrivende juleaften, hvor han kunne lege med sin fars mindre fætter og smide om sig med nyt Lego og høje grin.

Juleaften er megahyggelig. Og hyggelige ting skal vi vel have nogle flere af? Ja! Bare ikke juleaften. Jeg prøvede et par enkelte gange som barn, at der både var juleaften den 22. og 24., så jeg kunne danse om træ med både min mor og far. Det blev hurtigt droppet igen. Juleaften er for børn (og barnlige sjæle) et højdepunkt. En fest uden sidestykke. Fyldt med ondt i maven af spænding, Disneys Juleshow, magi i store portioner, langtrukne salmer om træet og knitrende gavepapir og guldglimmer. De voksne har tit idéen, at børn selvsagt må elske at få den mulighed to (eller flere?) gange på ét og samme år! Sådan havde jeg det ikke. Det var magisk og spændingsopbyggende igennem hele december, men luften gik ligesom af ballonen den 24., når man lige havde været hele møllen igennem to dage forinden. Derfor blev det hurtigt sådan, at min søster og jeg julehyggede på en eller anden måde med den side, hvor vi ikke skulle være juleaften. Men uden hele julemenuen, dansen og sangene. Måske med et par gaver og lidt ekstra juleknas, og det var bestemt heller ikke af vejen.

Derfor foregår det nogenlunde på samme måde for Marius. Han er i forvejen en dreng af ganske sensitiv karakter, så for hans skyld behøver der ikke være proppet med arrangementer og ting, man skal nå. Vi besøgte min mor sammen med min søster den 22., hvor vi spiste aftensmad sammen, Marius pyntede mormors træ og fik et par gaver eller tre. Hvilket faktisk var rigeligt. Sådan noget Lego og Flexitrax bygger sgu ikke sig selv, og der var flere timers fascination at hente for Marius’ vedkommende. Den 24. havde han al tid i verden til at forberede sig på den store aften. Han blev hentet af sin far ved middagstid og har efterfølgende haft nogle dage derude til at lege med alle (!) de nye gaver. Imorgen kommer han så heldigvis retur her, hvor vi slår et smut forbi min far, og ja – der venter flere gaver. Ligesom der venter fra os og Mikkels forældre herhjemme. Så har han haft glæde af gaver i langsommere tempo fordelt henover julen med tid og ro til at fordøje alle indtrykkene. Lige på Marius-måden. Sådan fungerer det i hvert fald bedst her.

Med ønsket om en glædelig bagjul, uanset om I har fejret den én eller fem gange. Og naturligvis et nytår, som bringer champagne, glimmer og alt muligt andet godt!

Billederne forestiller i øvrigt den gravide kort inden julearrangement i Jylland, en af mine mange dejlige julegaver – en stempl-selv-kalender fra Strups, en af min mors tre overordentligt glade julehunde, Luna, og min lille smiley fra i sommer. Den slags er der i øvrigt mere af på min Instagram @dittekirk, hvis man er til sådan noget.