Der var engang en varm forårsdag i maj

“Hvor er det dejligt at høre fuglene synge igen”, sagde mit lille, største menneske under aftensmaden i går, der blev indtaget udendørs direkte fra grillen. Og han har ret.

Han har ret i mange ting. Og lige om lidt fylder han otte år. Jeg syntes lige, jeg var 17. Jeg tog jo imod ham på den flaskegrønne fødestue for et øjeblik siden, en varm forårsdag i maj. Intetanende om, hvad livet ville bringe. Jeg har svært ved at huske livet før ham, og alligevel begriber jeg ikke, han allerede har været her i otte år.

Forleden lå vi og slumrede i de tidlige morgentimer, mens den lille og den store bror delte et fælles øjeblik med tegnefilm. Jeg betragtede, hvordan Marius aede og aede sin lillebror på håret. Da han opdagede, mine øjne var åbne, udbrød han: “Han er bare. så. sød. Han laver sådan nogle store, søde øjne”. Han havde ret igen.

Han går mig snart til halsen, og han er så stor, når han spænder skoletasken på ryggen og marcherer ud i verden. Han er så tålmodig og omsorgsfuld, når han læser bøger for sin lillebror. Han kan også være lille, når bekymringerne bliver for store, eller han har brug for at vende verdenssituationen, som vokser sig uoverskuelig i hovedet ved sengetid. Han har gjort det nemt at blive mor. Hans mor.

Han er mild og følsom og har altid fulgt med, hvor end jeg har været. Og hvor er jeg glad for, han har været med mig fra afslutningen af min teenagetid og begyndelsen på mine voksenår. Nu er han lige pludselig både stor og selvstændig og på vej ud i livet, men stadig lille nok til at vende hjem efter tryghed, når verden bliver for stor. Heldigvis.

Sidst afsluttede en lærer skole-hjem-samtalen med en formaning om, at Marius aldrig måtte ændre på noget; at han skulle blive ved med at være præcis, som han er. Og jeg har svært ved at være andet end enig. Han er min, han er Marius. Og hvor var det godt, det var ham, der kom en varm forårsdag i maj.

Der var engang en hverdag

Det starter om morgenen. Som regel på et tidspunkt, hvor jeg godt kunne trænge til en time mere. Men maver er sultne og bleer tunge, og vi slår dynerne til side og hvirvler op i støv og vasketøj fra dagen før. Fodkoldt og på med strømper. Havregryn og boller og yoghurt. Ble og tøj og tænder og tasker og nøgler. Tjek og tjek og lidt mere tjek. Ud i verden og i livet, med tankerne alle andre steder. Pause. Og kaffe. Tilbage og lytte og lære og kigge på uret og ud igen. Vi drysser ind derhjemme i hold af to. Klokken er mere end 15, men morgenen hænger stadig i luften med havregryn i krogene og nattøj på gulvet. Vi snakker og krammer. De store og de små. Klokken er snart 17, og hvad skal vi have til aftensmad, moar? Moar ved det ikke, men hun finder på noget lige om lidt. Der spises og grines og snakkes og larmes. Og desuden er det emneuge, så nogen skal huske at have et krus med i skole. Husk krus, skriver jeg på køkkentavlen. Mit hoved bobler. Tæppet i stuen består af lige dele sand og tæppe. Nogen har været i sandkassen med sin gravko og med sin gravko ind i stuen. Støvsugerposer, skriver jeg på tavlen. Det var det, jeg havde glemt at huske så længe. Tandbørstning. Og ud i bryggerset efter nålen i høstakken. Pikachu-pyjamas et sted i bunkerne af ufoldet vasketøj. Rent, trods alt. Fundet. Læsning og putning igen i hold af to. Jeg har brug for lige at sidde lidt. Eller at sove. Jeg gør det ikke, for madpakker skal smøres og pakkes og på køl, så de ikke trækker tid fra morgenen efter. 78 forskellige biler og klodser smides i kasser. Kaffe. Morgendagens logistik koordineres. Og sofa og tunge øjenlåg. Og hov! Halvfjerds siders læsning til i morgen og sovende øjne på side 13. Op at stå. Ned igen. Opgiv og gab og klem sofamakkeren på skulderen, imens søvnige øjne mødes i et smil. Støvet har næsten lagt sig. Fjernsynet knitrer med noget, ingen ser. Kommer i tanke om tabt tand på falderebet og famler i alle husets kroge efter småmønter. Bingo. Ind under hovedpuden. Uden at vække barnet, for Guds skyld. Hvad? Er klokken allerede…? Nå. Gab og tilløb til natrutine. Vaskemaskinen skuler ondt tværs gennem køkkenet, da jeg på vejen forbi får øje på det våde tøj. Pis. Op i tumbleren med det meste. Resten på tilfældige stolerygge, for stativet er allerede ved at gå i knæ af tørt tøj fra dagen før. Eller dagen før den. Tilbage over køkkengulvet, der knaser under mine fødder. Nåh ja, støvsugerposer. Og så, så har støvet lagt sig. Og lige om lidt slår vi dynerne til side igen.

Hverdagssnak og hankatten Maggie

Det er ret småt med hverdagsindlæggene her på domænet for tiden. Sådan har det vel i virkeligheden været længe. Sagen er den, at der ikke er så skide meget at berette om. Dagene ligner hinanden til forveksling, men det er okay. Typisk kører Marius og Mikkel i skole (altså hver sin), og så holder Freddy og jeg skuden oven vande herhjemme imens. På den måde er størstedelen af mit skema fyldt med babysprog, dyrelyde, gåtræning og bleskift. Og selvom jeg hygger mig med det (og er helt åndssvagt træt det meste af tiden), så kæmper jeg lidt med at finde fandens mange spændende facetter af mit forlængede barselsliv. Til at berette om herinde, forstås. Vi går hverken til svømning eller tumlastik (it’s a word…), men holder mest af langsomme, uplanlagte dage. Jeg gør i hvert fald. Og babyen, well, han følger pænt med. Men det lader til, det også er ok for ham at stene herhjemme med sin moar det meste af tiden. Vi er sgu i virkeligheden ikke så power-agtige, men vi er gode i hyggesokker og blødt tøj.

Men, men, men! I går fik vi en god nyhed, synes jeg. I efteråret 2013 flyttede vi i lejlighed i Odense, og der var ingen mulighed overhovedet for at snige min søde, lille (altså sindssygt store) kat med derind. Den blev derfor parkeret på landet hos min mor, som i forvejen har tre store hunde og en håndfuld katte. Nu har vi som bekendt atter fået bopæl med græs og andet godt, men lejekontrakten siger igen nej til dyr. Alle dyr. Jeg tillod mig alligevel at spørge min søde udlejer (de findes åbenbart) og forberedte mig selv på en blank afvisning, som i virkeligheden ville være helt rimelig. Han svarede, at ham og hans kone selv havde haft kat i mange år, og at de godt kunne forstå, jeg ville have min Maggie hjem igen. Så det får jeg. Det får vi! Hurra for kattemennesker. Jeg er helt ekstatisk over at få min store, lodne bamse tilbage, og Marius glæder sig om muligt endnu mere end mig. Det er i sandhed en fantastisk dag midt i al regnvejret. Senere henter vi ham hjem (ja, en hankat ved navn Maggie – der skete en misforståelse, da han var killing), og selvom han af og til plejede at hoppe i bilen for at køre med mig til bageren, tænker jeg, vi skal have ham installeret i en transportkasse, fordi scenariet med to voksne, to børn og en løs kat i en bil er lidt uoverskueligt. Men det bliver godt. Vi glæder os. Mikkel er ikke udpræget dyremenneske, så han er lidt indifferent i forhold til nyheden om katten, men er glad, så længe vi er det. Og det er vi! Velkommen hjem, Mags! Og tak til min overbærende mor for at passe på ham så længe <3

P.S. Jeg er desuden noget mere aktiv ovre på min Instagram @dittekirk for tiden, og I er alle mere end velkomne til at joine, hvis I skulle være til den slags!

Mødet med Mikkel vol. 2

‘Bedre sent end aldrig’ kunne meget passende være mit livs dårlige slogan, men ikke desto mindre passer det ind i (lidt for) mange sammenhæng. Ligeledes gør det sig fint i porteføljen omkring mødet med Mikkel, da anden del halter en del (altså et år) efter første. Faktisk er det i dag 218 dage siden, jeg begyndte på det her indlæg. What the actual… Men here you have it! Og here you have den første fortælling, hvis du ikke har læst den, eller trænger til genopfriskning efter evigheder.

Den søde mand havde som bekendt planer om at efterlade Danmarks brede bøge til fordel for strand i kilometervis og vilde kænguruer. Hans ven, selvsamme som hostede føromtalte havefest, var allerede taget derned for at bo med sin australske kone. (Det lyder lidt gammelt… Det er de ikke). Mikkel havde lovet at følge i hælene på dem, hvorfor han havde en idé om, at der skulle tages hul på opsparingen engang i juli, og kursen sættes mod The Land Down Under.

Vi stødte ind i hinanden på en tilfældig bytur nogle uger senere, og som dagene gik, og SMS’erne blev mange, aftalte vi at glemme Australien et lille stykke tid. Så selvom den stadig gnavede lidt i baghovedet, inviterede han mig på en slags første date hos ham en fredag aften, efter han havde fået sendt min dengang fremtidige svigerfar ud af huset. Ja, hjemmeboende. Mig som mor til en 3-årig og ham på vej ud i verden med udsigt til et bekymringsfrit, solskinsbenådet sabbatår. Det var et lidt skørt match – eller i hvert fald skør timing – men noget trak i mig alligevel.

Den 8. juni 2013 var jeg ved stranden med en veninde, mens jeg talte timerne til klokken 20. Hun smed mig af et stykke væk fra huset, så jeg kunne ankomme somewhat lydløst og nonchalant valse gennem indkørslen. Den søde, solbrune dreng trådte frem i døren. Det var første gang vi var på tomandshånd og sådan for alvor ædru. Vi var begge lige dele nervøse og glade og havde ikke helt regnet ud, hvad vi havde gang i, når nu fremtidsudsigten så dårlig ud sådan rent parforholdsmæssigt.

Mikkel havde imidlertid fundet vin og dertilhørende glas og guidede mig gennem huset og ud på den anden side. Her blev jeg mødt af en prægtig have med solbeskinnet terrasse og glimtende swimmingpool, alt sammen omgivet af enge med græssende ponyer. I shit you not, det var de gennemførte rammer for en første date.

Tiden gik, snakken (og vinen) flød, og ret hurtigt gik det op for mig, at vi ligesom passede ind. Sammen. Vi fandt ud af, at vi delte mere end blot den spirende interesse for hinanden. Musiksmag, humor og en række andre ting viste sig ret hurtigt at være temmeligt ens, og snakken gik på mest klichéfyldte facon som om, vi havde kendt hinanden meget længe.

Dagene gik og kontakten varede ved. Datoen for, hvornår han forlod Danmark et helt år, var stadig ikke fast. Først var det i juli, senere hen august. Så faldt snakken på, at han måske godt kunne nå at opleve en del, hvis nu han blot tog væk i et halvt år. Eller tre måneder. I juli var jeg på ferie i Tyrkiet med min søster, og Mikkel i Amsterdam med sin familie. Det blev min dyreste telefonregning til dato, og det uvisse omkring afrejsen knirkede stadig lidt. En aften sendte jeg en SMS på tværs af Europas grænser, hvor jeg spurgte, hvad hans familie egentlig sagde til, at han efterhånden havde udskudt afrejsen et godt stykke på grund af en pige, han lige havde mødt. Retur kom en besked med ordene “Jeg tror, de havde regnet det ud. De tager det helt fint, at jeg ikke rejser alligevel”. Så dér midt i Tyrkiets varme aftentimer blev det sagt. Fra en telefon i Holland. Han ville droppe sin rejse og i stedet blive hjemme. På grund af mig og os. Det var lettende og enormt skræmmende på samme tid, for hvad nu hvis noget gik galt, og han fortrød, han ikke var taget afsted? Vi havde trods alt kun kendt hinanden en måned…
Og så har I lige mit ord på, at der ikke går et helt (eller halvt) år, før tredje og sidste del dukker op!

Typen med have og redskabsskur

Jeg ved godt, der i det ganske blogrige er en tendens til at lave de dér irriterende cliffhangers à la “vi har taget en kæmpe beslutning, men det må I læse om imorgen”, og at det sikkert er strategisk kløgtigt for de store bloggere med henblik på trafik og sådan noget stads, men fordi jeg som bekendt ligger og roder rundt hernede i Amatørland, tillader jeg mig at være så lidt irriterende som muligt, og bare breake hele min glæde på én gang: Vi skal flytte! Det i sig selv er muligvis ikke så vildt, at det overhovedet kunne deles op i flere indlæg, men jeg har ventet til alt var underskrevet og klart, så jeg ikke skulle trække min jubel tilbage på et senere tidspunkt.

Den 1. februar rykker vi direkte fra lejlighed, dørtelefon, gårdmiljø og gnavne overboere til frihed, carport, frugttræer og 700 kvadratmeter have! A’ hva’?! Jeg har betalt i dyre domme for at trykke ‘refresh’ på Boligportal hundrede gange om dagen og kime diverse udlejere ned, og så vil en masse tilfældigheder i stedet, at min life-saving veninde ser et opslag på Facebook, oplyser mig herom, og to dage senere står vi med drømmeboligen og sommerfugle i maven. Det er et sandt juleeventyr! Samtlige punkter på min liste over krav til ny lejebolig var med ét opfyldte, og jeg er altså kræsen på den måde. (Det ene sted vi så, var det et seriøst issue for mig, at der var lyse trælofter i stedet for hvide. Needless to say at Mikkel syntes, jeg var idiotisk…). Men her får jeg hvide lofter und alles og TO børneværelser! Mit indre lysbilledshow galoperer derudad, og jeg ser allerede hvordan en fregnet Marius og en vraltende Frede slår havedøren op og går lige ud – bare sådan – i egen have og gnasker jordbær og tomater direkte fra egen avl (ja, der er drivhus og urtehave og bryggers til snaskede støvler!). Samtidig er det ikke mere end 10 minutter fra centrum, og alle brikkerne falder ligesom på plads med hensyn til Marius’ skole og far og den slags. Det var egentlig bare det, jeg ville. Tænk, at jeg kan være så glad her på 2. døgn uden sukker (prøver at behandle min krop lidt bedre end normalt, bare for en lille stund). Måske skyldes det også, at Frede forleden tog sin længste lur nogensinde på… Wait for it… En time og fyrre minutter! Det er store sager for mig det hele. Jeg vil tilbage til mentalt at indrette vores nye bo, mens jeg strikker Fredes cardigan færdig (jeg er åbenbart 80 år).


God regnvejrs-fredag og glædelig weekend!

Dagen efter dagen

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…

  

Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Brødre, dobbelthager og krøllede ører

Livet i babyboblen består pt. (og de næste mange måneder) af natteroderi, halvtomme kaffekopper fundet mærkelige steder, amning, aften-binge-watching af White Collar med den mest voksne af husets tre mænd, bleskift og lidt mere amning. Og selvfølgelig de to mindste drenge, som er ret søde ved deres mor.

Frede har boet her i 4 (!) uger imorgen. Han har anlagt sig en baby-klædelig dobbelthage, han er rolig og nem, når hans opstarts-knas med maven giver ham lov til det, og han kan næsten ikke tvinges i en str. 50 længere. Han sover ikke vanvittigt længe ad gangen og vil allerhelst drømme babydrømme ovenpå sin mor eller far, og da han har overtalelsesevnerne (og sin cute-factor) i orden, er det oftest dér, han ligger. Og så har han de små, fineste folder på kanten af ørerne, som en børnelæge på sygehuset bemærkede og forsikrede os om, nok skulle folde sig ud og blive fine igen. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente. De var allerede fine – de er fine – og de folder sig ingen vegne hen. Det er hans eget lille kendetegn, og vi aner ikke, hvor han har fået det fra. Små Frede-ører, som jeg håber, han aldrig vokser ud af.

Marius er blevet den store, selvom han stadig er ret lille (synes jeg). Han er både den store i børnehaven og nu også herhjemme, og jeg husker mig selv på at give ham tid til også at være lille. Tid til at holde i hånden og til at puste på buler og skrammer, tid til at blive ked af det, når der er sand i skoene, eller lynlåsen driller. Det er dog sjældent nødvendigt, for han tager simpelthen den nye tilværelse så sejt og roligt, og han har ikke bedt os om at bytte lillebror endnu, selvom han glæder sig til, at babyen kan præstere lidt mere end at gylpe og gøre sig skeløjet. Og så gør det altså ret ondt i ørerne, moar, når lillebror er sur. Agreed.

Så for nu er jeg lænket til sofaens ammehjørne (i meget bløde, helt selvvalgte lænker, forstås), mens verden stryger forbi udenfor vores usandsynligt fedtede vinduer, og den kan bare stryge videre, for jeg sidder faktisk ret godt.

(Instagram: @dittekirk)

19 dage

Alene hjemme og i færd med at fortære en Mars-bar. Ikke alene-alene. Jeg har naturligvis en baby på skødet. Og jeg blogger fra telefonen (til de af jer, der forestiller jer en baby med en laptop på hovedet). Mikkel er ovre for at hente den største mini fra børnehaven, efter vi netop har sendt sundhedsplejersken ud af døren. Fordi jeg er rimelig mean til at lave mælk, og Frede er ligeså mean til at spise det, nærmer han sig de 4400 gram her på sit 19. levedøgn. Det betyder selvfølgelig også, at jeg har en baby hængende fast med et gedigent vacuum døgnets fleste vågne (og sovende) timer. Og det er altså ret hyggeligt. Jeg kan tilmed skrive ‘ammende Playstation-spiller’ på mit CV, og multitasking er ellers ikke my thing. Hvad man ikke gør for den 4-årige.

Vi har alle tre fået lært ham lillebror ret godt at kende efterhånden, og Marius er sød, som han plejer. Han spæner hele hytten rundt for at finde sutter til sin lillebror, og vil gerne bidrage med sit bud på, hvad der kan være galt, når babyen er ked af det. Og det kan altså være alt fra sult og suttemangel til ondt i benet og snydt for Disney-slik. Han har endda affundet sig med, at lillebror hedder Frede, så længe han må få lov at kalde ham Bernhard indimellem.

Så her går det godt, til trods for den udprægede træthed. Men den er ligegyldig, for søvn kan på ingen måde måle sig med de her to. Og det siger en del.

Mødet med Mikkel vol. 1

FotorCreated

Vi mødtes gennem fælles venner engang i den spæde start af 2013. Mikkel og jeg, forstås. Vi skulle til noget arrangementlignende samme sted, og Mikkel hentede mig sammen med et par andre stykker. Han var høj og høflig og havde tømmermænd. Resten af flokken spillede ølbowling, og Mikkel og jeg sad på sidelinjen og frøs på fingrene. Vi blev hurtigt ret gode venner, han lånte min sofa efter byture og vi fulgtes ad lune forårsmorgener på McDonald’s efter tømmermændsmenuer. Sådan helt platonisk.

Det blev maj, og igen mødtes vi hos den tidligere ølbowlingvært, som smed en festagtig begivenhed for venner og bekendte. Det var have-/bål-/grill-/garagefest med charmerende gammelt fadølsanlæg og dart i indkørslen. Jeg hjalp Mikkel med at kløve brænde til bålet (okay, det var omvendt), vi grillede store bøffer og spiste med engangsservice. Mikkel berettede om sin forestående rejse til Australien, som han havde intentioner om at begive sig ud på sidst på sommeren. Dét var jeg ikke glad for at høre, kunne jeg mærke. Følelsen syntes latterlig, og jeg prøvede at skyde den til jorden, men forgæves. Det var jo et helt år, han skulle være dernede. Et år!

Vi snakkede om fremtiden, sabbatår, børn og alle de andre ting. Henad aftenen dukkede han op med en flaske i hånden og spurgte, om jeg drak rødvin. Det gjorde jeg. Og havde jeg ikke gjort det, havde jeg gjort det alligevel! Han droppede engangsservicen og fandt vinglas i værtshusets køkken, hvorefter vi satte os på en øde terrasse og skænkede op. Oh, how very romantic. Vinen sparkede så småt til os, og i takt med solen gik ned og genertheden blev væk, blev en anderledes stemning fundet frem. Han var sgu da egentlig meget sød på mere end tømmermænds-venner-måden. Enten var han modig (og småfuld), eller også var signalerne klarere, end hvad jeg havde opfattet (…også småfuld), for tilbage i garagen forærede han mig ganske pludseligt et kys, jeg slet ikke havde set komme. Men Australien ventede stadig lige om hjørnet.

P.S: Ja, det er Mikkels hænder i mine lommer på billedet. Så store hænder har jeg altså ikke. Niks!