And, weekend og mere and

Fotor111000851

Så er jeg her allerede igen. Jeg tænker, det hjalp lidt at få lettet det personlige pres gennem mit forrige indlæg. Jeg har sgu egentlig lyst til at blive, jeg har bare ikke lyst til at være bundet. Så jeg kigger forbi, når tiden og overskuddet (og graviditeten) tillader det, og så har jeg fyret den lille nisse, som banker mig i hovedet, hver gang jeg ikke får blogget (ordentligt) nok.

I fredags fejrede størstedelen af Danmarks drikkekyndige J-dag, men det havde jeg naturligvis ingen intention om at være en del af. Heller ikke hvis jeg havde haft min livmoder for mig selv. Julebryg har aldrig smagt godt i min mund, og for mig er mange mennesker i byen på én gang endnu større grund til ikke at tage derind. Jeg får fnidder og fnat på én og samme tid af at navigere i nattelivet, når jeg ikke kan bevæge mig uden at gnide svedige skuldre med fremmede mennesker. Ad. Den lille brumbasse tilbragte weekenden hos sit faderlige ophav, og fredag aften fyldte Mikkel og jeg os med verdens møreste and til et event af en slags på svigerfars arbejde. Derefter var vi hjemme at vende, så den babybryggende krop og andefyldte mave kunne smide benene op for en lille stund (i øvrigt er det denne stund, billedet til højre stammer fra). Vi havde nemlig reserveret billetter til ‘Fasandræberne’ senere selvsamme aften, hvor vi slæbte os de 700 meter hen (i bil naturligvis), lænede os tilbage på bageste rækkes bordeauxrøde veloursæder og proppede vores (i forvejen proppede) maver med Haribo og en liter cola til deling. ‘Kvinden i buret’ har vi naturligvis set, og omend det er en ganske udmærket film, kan ‘Fasandræberne’ altså noget mere og bedre. Så tag lige og se den, hvis I er til den slags!

Sådan hele to arrangementer på en enkelt aften kunne jo virke ganske overvældende for en hjemlig fynbo, men det fungerede overraskende fint. Lørdagen stod dog i sofaens tegn, hvor Ben & Jerry’s blev indtaget og DMA blev set. I øvrigt skal der lyde et stort og velfortjent tillykke til D-A-D med æresprisen. Og en enorm dummeflad til hvem end der beslutter, at Medina skal forsøge sig med at synge live. Jeg er helt med på, at hun garanteret er et sødt og charmerende menneske, når man lærer hende at kende, og at hun har en krop to-die-for af en kvinde på snart 32. Hun kan lave hits til dansegulvet og musik, de unge kan li’, men det lyder altså ikke behageligt live. Vi må kunne byde ind med noget bedre. Eller i hvert fald én, der ikke svarer med “Det er Versace”, når hun bliver spurgt, om hendes halskæde er af sølv. MØ var til gengæld relativt akavet under størstedelen af showet, men stadig charmerende og leveringsdygtig i en solid optræden. Og vandt ligeledes en håndfuld velfortjente priser!

Idag kom Marius (endelig) retur, og vi har spist and endnu en gang i familiens skød. Ligeledes skal vi spise Mortens and hos svigerfamilien imorgen og atter hos min søde mor på onsdag. Så er det jo godt, at menneskerne er rare, at and smager forrygende, og at den gravide kan sætte lidt mere til livs end vanligt.

Vi bygger til

c3beae61-5361-49db-aa74-8730ff820c94

Der sker store ting og sager. Nej, jeg har ikke hevet et sponsorat i hus eller skrevet under på en forkromet kontrakt. Jeg har heller ikke fået gratis børne-vinterudstyr til test (hint, hint)! Det er noget ganske andet og heldigvis noget på en aldeles anderledes og skyhøj skala. For nylig udgav Sebrina et indlæg om gravide bloggere, og der er flere gravide i blogland, end jeg vidste. Og jeg vidste ret mange! Det ligner lidt et velorganiseret babyboom, omend jeg tvivler på, dette er tilfældet. Dog kan der skrives endnu én på listen: Mig. Jep, vi bliver én mere til april, og vi glæder os helt vildt. Marius gav hurtigt udtryk for, at babyen kunne flytte ind på hans værelse, men at han altså ville sove i den øverste køje. Derudover er han fast besluttet på, at en lillebror skal hedde Viktor, og en lillesøster skal hedde… Lampe. Med andre ord: Han ønsker sig en lillebror. Dermed kommer forklaringen (ikke undskyldningen!) om fravær her på domænet også, da jeg skiftevis har ligget på sofaen og haft hovedet i kummen. Sådan forløb samtlige (!) 9 måneder under graviditeten med Marius, men det virker til, det kunne gå lidt bedre denne gang. Så mens jeg vokser ud af alt mit tøj, har et overdrevent forbrug af tomater og drikker mælk i spandevis, går vi og glæder os til at finde ud af, hvad det er for en opfindelse derinde. God lørdag til alle og enhver!

Marius Emil som 4-årig

Jeg funderer tit over, hvad det egentlig er for et lille menneske, jeg har lavet. Jeg har lært ham ret godt at kende, siden jeg mødte ham fin og blød (det var han faktisk), en smuk forårsdag i 2010. Derfor kunne det være oplagt for mig at lave en opsummering af, hvad 4-årige Marius Emil er for en opfindelse. Mest af alt fordi det er en gave for mig at have den slags i arkivet, ligesom guldkornene her. At kunne dykke ned, tilbage, og få opfrisket detaljer og erindringer fra livets løb, når tiden går med andre ting. Nuet, for eksempel. At kunne se tilbage og kunne fortælle ham om, hvordan den lille 4-årige Muf fungerede gennem anekdoter og billeder. Advarsel om (berettiget!) mor-stolthed skal lige lyde inden, så hvis I ikke er til den slags, så skynd jer hastigt videre.

Marius er sød, dygtig, forsigtig og sjov. Han er kærlig og i den grad perfektionist. Han er sensitiv i stor grad, som jeg selv var på hans alder, men flytter sig hver eneste dag. Han skal som regel bruge lidt kræfter på at komme ud af sin comfortzone, og når så først han er det, så mestrer han den nytillærte egenskab til fulde. Han kan stave sit navn, og er for tiden vildt interesseret i bogstaver og vil gerne vide, hvad 2+2, 2+3, 1+4, 4+5 og 8+1 er. You get the picture. Han vil gerne regne, og forsøger sig gerne selv med at tælle på fingrene. Det er virkelig ikke ret længe siden, der stadig var baby-træk at spore i ham. Nu er bleen, sutten og baby-legetøjet lagt på hylden. For et halvt-helt år siden faktisk. Babykinderne er også blevet mindre. Men kun lidt! Han får enormt meget ros i børnehaven, har mange venner og har sin første legeaftale i efterårsferien (!). Han er træt af, man skal vaske fingre hveeeer gang, man har været på toilettet. Derfor råber han fra underetagen, hver gang han har været nede at tisse: “Skal jeg vaske fingre? Med sæbe?”, og når han hver gang får et “Ja!”, svarer han “Okay!”, og vasker sine fingre. Det er ikke ret meget postyr, han laver. Han kommer tit hjem fra børnehaven og fortæller, at nogen fik at vide, at de ikke måtte hive i/sparke til/hoppe på et-eller-andet, og at de gjorde det alligevel. Hvis jeg spørger ham, om han så også gjorde det, svarer han: “Nej. Det sagde de voksne jo, at vi ikke måtte”. Med andre ord er han ikke sådan en typisk 4-årig rebel. Han stikker ikke af for at teste hvor langt væk man kan gå, før mor bliver rigtig sur. Faktisk vil han gerne selv holde i hånden. Børnehaven informerer om, at han er ved at få lidt mere ‘kant’ derovre, hvilket er godt. De opfordrer selvfølgelig ikke til, at ungerne tager sagerne i egen hånd, men de fortæller mig, at det er gode tegn, når Marius selv siger fra overfor de andre børn i stedet for at løbe grædende væk og stå med våde øjne i et hjørne af legepladsen. Jeg er selvfølgelig enig. Han bliver mere og mere selvstændig hver eneste dag (hvilket også er lidt skræmmende for moren).

Han kan næsten være for sød. Eller nærmere forsigtig. Forleden var vi til 75-års fødselsdag, hvor Marius fik en cowboy-pistol (med lyd…). Jeg sagde til ham, at han gerne måtte lege med den udenfor, men indenfor skulle han huske ikke at trykke på knappen, da den ikke gik så godt sammen med 55 mennesker, festsange og fløderand. Det var fint med ham. Sidst på aftenen, da de fleste gæster havde fundet vejen hjem, og vi var igang med lidt oprydning, kom en 11-årig dreng og spurgte ham, om pistolen ikke kunne lave lyde, hvorefter jeg på afstand kunne høre, Marius svarede: “Jo, det kan den godt. Men jeg må ikke skyde med den indenfor, så du kan ikke høre det lige nu.” Jeg skyndte mig over til ham og sagde, at selvfølgelig måtte han det, nu da alle gæsterne var taget hjem. Ligeledes sad han forleden på sit værelse og legede med sine (højtelskede) Lego-figurer, hvor han råbte: “Mor! Må jeg godt bytte hoveder på dem? Og ben?”. Han ville vide, om det var okay, at han skiftede hovederne og benene rundt på de forskellige Lego-kroppe. Jeg svarede, at han måtte bytte rundt på alt det, han ville. Naturligvis. Hverken hans far eller jeg (eller andre) har nogensinde sat urimelige grænser for ham og slet ikke angående sådan noget. Det har mere været noget i stil med du-må-ikke-kaste-med-maden eller du-må-ikke-cykle-uden-hjelm-grænser. Han er bare så forsigtig af natur, og så husker han som en elefant. Det er skræmmende, hvor mange detaljer han kan huske fra alting. Og imponerende selvfølgelig. Selv ting, der skete for 2 år siden, kan han stadig finde på at nævne ganske ud af det blå.

Udover ovenstående er han mean til at spille Playstation! Sådan virkelig. Jeg forstår ikke, hvordan hans (stadig forholdsvis) små fingre kan nå alle knapperne på én gang. Han har selvfølgelig også godt styr på det dér iPad, men da vi muligvis er den sidste familie i Danmark, der ikke ejer en sådan, kobler han istedet af med Lego-spil på PS3. Og han har i den grad brug for afkobling. Specielt efter endt børnehavedag. Der er ikke det store ulvetime-show herhjemme, han har bare slugt så mange indtryk i løbet af sådan en dag, at han skal stene lidt Ramasjang eller noget lignende, når han rammer sofaen. Han hader at skulle handle ind i hverdagene og kan slet ikke overskue det, og derfor klarer Mikkel eller jeg det gerne på egen hånd, mens den anden bliver hjemme med mini-me. Så hvis I ikke fik fanget det et sted blandt de sidste tusinde linjer, er han fandeme en sød opfindelse. Jeg er helt vild med ham! Vi kæmper lidt med at prøve én gang til, når bukserne ikke vil komme på i første forsøg, og at hele dagen ikke er ødelagt, fordi man har fået sand i skoene. Selv kom jeg til verden blot 17 år før den lille purk, så jeg kan tydeligt huske, hvordan verden ramlede sammen for mig, hvis et stykke hud blev blottet mellem ærmet og handskekanten. Fremgangsmåden er tålmodighed, forståelse, gradvist øgede forventninger og masser af succesoplevelser. Og han er så godt på vej. Desuden er han pissesjov og forsøger sig dagligt med ironi og sjove vendinger. Han er smilende og grinende, og det smitter.

Selvom han egentlig aldrig rigtig har været i noget, der minder om “trodsalder”, vil jeg naturligvis lige påpege, at han selvfølgelig har dage, hvor han ikke gider dække bord, aftener, hvor det er noget røv, at skulle børste tænder, og morgener, hvor verden er et kynisk sted, når man skal slukke fjernsynet midt i Lille Nørd. Men han gør sjældent oprør i mere end to minutter ad gangen, og får han et “nej” til et stykke legetøj i Bilka, responderer han typisk med et “så må jeg ønske mig det til min fødselsdag. Eller til juleaften!”. Desuden er han mega-dyreven (ligesom sin mor). Og til de af jer derude med mindre børn som spekulerer på, hvor mange kys de fede babykinder egentlig kan holde til, vil jeg svare: Usigeligt mange! Her er vi på Marius’ 5. år, og hans kinder er stadig intakte.

Fotor01007231947

 

Sentimentalitet og siden sidst

Jeg er skod til det her blogging for tiden, jeg ved det godt. Der sker bare så mange ting omkring mig, og alligevel sker der ikke det store. Jeg har alt for mange halvfærdige indlæg liggende og kasserer store dele af dem jævnligt. Tiden glider ud mellem mine fingre, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen. Jeg bruger tid på at sove, at spise, at tale med min bedre halvdel og kramme min søn. Jeg er ganske snart mor til en dreng på 4,5 år, og det er noget, der kræver tilvænning. Gud, hvor jeg elsker ham. Helt ind i sjælen. Jeg har lyst til at vugge ham i min favn og synge godnatsange i ét væk, men han går selv på toilettet og læser Lego-magasiner på eget værelse. Han er en rigtig dreng, og han er så pissesød. Indimellem kommer en lidt mindre dreng til syne, som godt vil kramme og sidde på skødet, men det sker oftere, at han tørrer munden af i ærmet efter et kys. Og sådan skal det være. Hans selvstændighed vokser hver dag, og han gør mig stolt, som ingen andre kan. Han har en skarp humor og får mig til at grine hver dag med hans guldkorn. Hver morgen agerer han random-fact-man. Inden han når at sige godmorgen, slynger han altid lige lidt fakta ud i æteren. Som for eksempel edderkoppens føde, eller noget om Spanien. Det er sgu da public service, der vil noget!

Siden sidst…

– Er jeg blevet kontaktet af en kvinde, som vil betale mig 120 euro for at reklamere for bildele her på bloggen. Ligeså meget som pengene frister, ligeså forkert er bildele her på siden. Jeg kan godt lide biler. Rigtig godt. Men jeg vil sgu ikke proppe tyske autodele ned i halsen på jer.

– Har jeg (idag) for første gang i ca. et halvt år set min kæreste i andet end shorts eller joggingtøj. Nemlig gode gamle Levi’s jeans. Han er en rigtig uni-dreng nu.

– Er min nevø vokset til en 7-kilos (!) basse på hans 6. leveuge.

– Har jeg drømt mig til varmere himmelstrøg dagligt. Flere gange dagligt, faktisk. En handletur ved grænsen kunne gøre det lige nu.

– Har jeg skåret mig et godt stykke i min finger i min iver efter at få min nyindkøbte Faaborg-leverpostej åbnet. Hvorfor hader alle den postej så meget? Den smager sgu da fantastisk.

– Har jeg set (lidt for meget) Keeping Up With The Kardashians. (Kom så med sæson 3 af Orange Is The New Black, blev der sagt!)

…Og en masse andet ligeså (eller endnu mere) ligegyldigt stads. Jeg håber, I får en fantastisk start på ugen (og at jeg tjekker ind her lidt oftere).

PS: Billedet er af min baby, da han stadig var baby og spiste grød selv for allerførste gang. FYI er det en natdragt, han har på. Klædte ikke min baby i toxito til daglig.

 

Mammut, stolthed og skilsmissebørn

Fotor082114338

Jeg er blevet slugt af et hverdagsmonster, som har taget sin væn Træthed med. Timerne går med madpakker, lektier, tøjvask og aftensmad, men det er okay. Indimellem er der nemlig tid til en kop kaffe, Crash Bandicoot på Playstation og racerbiler med mini-me. Det er lykkes mig at lave en pissesød, mærkelig og livsbekræftende lille dreng. Jeg er så betaget af, hvordan verden ser ud dernede fra 1 meters højde og 4 års livserfaring. Forleden dag efter børnehaven fortalte han stolt, at han havde fået en mammut forærende af sin ven. En mammut? “Jep!” Hvorfor? “Fordi jeg er hans bedste ven. Og han er min!” Hvis det ikke er bedårende og umiddelbar kærlighed ved højlys dag, så ved jeg ikke, hvad det er! Ved afhentning af Marius igår, kom han atter i tanke om mammutten, og nu skulle den altså med hjem. Bag lågen i hans garderobeskab fandt han så et mammut-formet klistermærke på godt og vel en centimeter, som han med sine små fingre nænsomt placerede i Mikkels pengepungs “hemmelige mammut-rum”, så den kom sikkert med hjem. Hallo! Jeg står sgu da lige her og smelter!

Ydermere er han blevet valgt, sammen med 11 andre børn i børnehaven, til at deltage i H.C. Andersen-paraden imorgen. Det er så sejt! De har fået tildelt Tinsoldaten som tema, så mor her skal sy hvide silkebånd i et kryds på maven af en rød trøje. Om jeg besidder onde sy-skills? Nej. Men jeg har til gengæld masser af tekstillim, og det skal nok gå alt sammen. Marius skal følges med sin bedste ven (mammut-giveren), og de har valgt børnene på baggrund af, at de kan klare en lang dag med mange mennesker på Flakhaven og skiftende aktiviteter. Til gengæld er de sat sammen i vennepar, så de får en sjov oplevelse med deres bedste ven, og de små ben derved kan klare at gå lidt længere end normalt. Cute much? Det tror jeg nok! Og hey, det er min lille, sensitive dreng, som bare vokser og gror og er skide sej. Mom-pride coming through!

Pssst! Der er i øvrigt nyt ovre på Tankeskrald.dk, hvor Caroline har bedt mig og tre andre bloggere give vores svar på, om det lykkelige skilsmissebarn findes. Så hvis I ikke allerede har læst det, så skynd jer derover. Der er ret mange kloge ord at finde. Med ønsket om en henrivende lillefredag!

 

Kærlighed i spandevis

Der er sket store ting over de sidste par døgn. Jeg er blevet moster for allerførste gang, og det er bomben! Jeg havde ganske meget ret, da jeg i forrige indlæg bedyrede, at min kære søster var den ondeste babyruger. Hun har (i samarbejde med min svoger) præsteret at gro 4510 gram ren kærlighed i bugen. Det er alligevel noget, hva’? Ydermere er han så usigeligt velskabt med sort, krøllet hår og fede babykinder som de er allerbedst. Han er nu i fuld gang med at udleve sit tredje døgn på planeten, og jeg har allerede besøgt ham to gange. Han ligner faktisk sin fætter Marius ret meget, da han var i sin spæde alder, bare 700 gram tungere. Og med lidt mere krøl i håret.

Og så kan den dér mostertitel altså et eller andet. Det må være lidt i samme kategori som at blive bedsteforældre, forestiller jeg mig. En lille smule. Jeg får lov til at dikke-dikke, holde, nyde godt af den nyfødt-aromatiske terapi, og så får jeg lov at aflevere ham, når han er sulten, søvnig eller utilfreds, hvorefter jeg kan tillade mig at tage hjem og sove igennem. Det er da dobbelt-win! Det har naturligvis også vækket min gode ven Skruk, som sov med ét øje åbent. Og som nu er lysvågen og blotter tænder. For på den anden side vil jeg jo gerne hele møllen igennem igen. Stå op om natten, være søvndrukken om dagen og skifte bleer i ét væk, hvis bare jeg får lov at tage mit eget lille menneske med hjem fra hospitalet, som jeg kan snuse til i evigheder. Men for nu nyder jeg altså det her usigeligt fantastiske lille menneske, som jeg er moster til, og som jeg slet ikke kender endnu. Og så er det lidt magisk at se, hvordan 4,5 kilo menneske kan få granvoksne mænd til at tale i falset og hælde hovedet på skrå med beundrende øjne.

Jeg savner ham allerede lidt. Heldigvis bor han så tæt på os, at jeg muligvis kan opsnappe en luftbåren babyduft, hvis jeg stiller mig ud på altanen. Mest af alt glæder jeg mig til, at Marius kommer hjem fra sin far og skal møde sin lille fætter for allerførste gang. Han er så sød og forsigtig omkring babyer og dyr (ingen sammenligning i øvrigt), og selv hans 4-årige lyse stemme kan krænges op i et endnu højere leje, hvis han møder små mennesker eller dyrebørn. Ak, al den kærlighed.

Og apropos kærlighed, er jeg i skrivende stund i færd med at tø røde myggelarver op fra fryseren, så jeg kan fodre min søns frøer. Ja. Det er den ondelyneme kærlighed, der vil noget. På lige fod med at jeg netop har vundet min allerførste auktion på eBay. Hvor jeg har erhvervet mig (eller Marius) otte Lego-figurer bestående af Hulk, Superman, Batman og alle de andre. Dedikeret mor (og shopper), hva’? Jeg vil haste i bad og fremskynde klargøringsprocessen, så jeg måske kan nå forbi barselsgangen en gang mere, inden de vender hjem. Og så har jeg i øvrigt fødselsdag imorgen, hvilket jeg havde glemt det meste om. Jeg har så at sige ikke planlagt det mindste (eller inviteret gæster), men det kan jeg ikke rigtigt tage mig af lige nu, når der er langt større ting, der kalder. Adieu!