Dag og nat på samme døgn

“Men du kunne jo heller ikke rigtigt vide, hvordan det var at have børn, dengang du kun havde Marius…”, grinede min mor forleden i den anden ende af telefonen, da vi vist nok snakkede om hans viljestærke hidsigprop af en lillebror. Og hun har fuldstændig ret.

Jeg lærte det på måden med søvnløse nætter og amning og ubetinget kærlighed, men jeg har aldrig fået trænet konfliktområderne særligt omhyggeligt. Mest fordi de ikke har været. Han har aldrig bidt eller slået, råbt eller skreget. Han har aldrig stjålet legetøj fra jævnaldrende eller kastet med maden. Han har udfordret os på søvnfronten, men ellers ikke. Overhovedet. Han har altid været rolig og mild og humoristisk. Og forsigtig og følsom og genert. Og perfektionistisk og for hård ved sig selv. Han har sneget sig udenom centrum i store forsamlinger, holdt sig i periferien og observeret. Han har trukket sig fra lege, når det blev for voldsomt eller for længe for at få ro til at tænke og studere. Han har fået gode venner og været en god ven. Han har været ‘ressourcebarn’ i børnehavens inklusionspædagogik, som de andre børn kunne finde loyalitet og omsorg hos. Han har snublet og rejst sig og blomstret, i takt med troen på ham selv gjorde det samme. Han lider stadig under samme forbandelse som mig, med at tænke og tænke og tænke alt for mange tanker om alt for mange ting. Men nu er han pludselig også en skoledreng, som er dygtig og kærlig og social, og som stadig er perfektionist til fingerspidserne og lægger lidt for meget pres på egne skuldre. Og han har fået en lillebror, som han elsker. Og som elsker ham helt ubetinget. Og hvor Marius nægtede at gå nogen steder uden at have et fast greb i min hånd, er det lidt mere den anden vej rundt med Frede, som oftest ser det, at holde i hånden, som en begrænsing af sin selvstændige ruteplanlægning. 

Frede er temperamentsfuld og helt sin egen. Han kan skrige i et toneleje så ultrasonisk, at kun hunde kan høre det. Han kan stampe i gulvet og lægge armene over kors, og han kan kramme og kysse og ae. Når det passer ham, naturligvis. Han er aldrig voldsom i sin adfærd overfor andre, men han har et omfangsrigt følelsesregister. Han føler helt ud i begge poler, og ligeså rasende han kan blive, ligeså kærlig er han, når han lægger en hånd på hver side af mit ansigt, hælder hovedet på skrå og taler længe og indlevende på noget, der minder om svensk, mens han stirrer mig i øjnene. Indimellem virker han som en gammel mand i en 85 centimeters krop, som samler hænderne på ryggen og observerer med et afventende blik, som rynker panden og klør med pegefingeren mellem brynene, og som gerne underholder med sin vanvittigt alsidige mimik. Andre gange er han mest bare en 2-årig i en 2-årigs krop, som ikke vil have den forpulede jakke på, og som i hvert fald slet ikke vil have den forpulede jakke af igen, når vi atter er indendørs. Og det er første gang, jeg prøver at skulle håndtere de der små hverdags-konflikter, som det ellers virker til, de fleste forældre kæmper med i større eller mindre omfang. Flere har, siden Frede var helt lille, brugt ordet ‘intens’ til at beskrive ham. Og det rammer nok meget godt. Han er intens i alt det, han føler og gør. Og så er han mest af alt så pissehamrende sjov.

De er som dag og nat. Men de er alligevel det samme døgn. De er ens på så mange punkter, og de komplementerer tilmed hinanden ret godt. De er begge observerende og med stor fordybelsesevne. De er underfundige og sjove. De er begge perfektionister og kan bruge overordentligt meget tid på at stille eksempelvis legetøjsbiler sirligt på række. De er usigeligt omsorgsfulde og kærlige. Ikke mindst overfor hinanden. Frede kan lokke Marius med ud af tryghedszonen, når han har brug for et velment skub, og Marius kan hive Frede med retur, når han er på vej ud på dybt vand. 

Marius snakkede ret tidligt. Allerede som 13-14 måneder gammel sagde han ‘tak for mad’ og den slags. Frede er lige blevet to år, og han siger ikke så meget. Eller, han snakker hele tiden, men de fleste forståelige gloser er noget som ‘gravko’, ‘traktor’, ‘værsgo’, ‘tak’ og ‘moar’. Når vi opfordrer ham til at bruge sine ord med ‘kan du sige…’, kigger han bestemt og sammenbidt og ryster på hovedet. Og vi gik egentlig bare ud fra, at vejen til sproget blot var brolagt med en god portion stædighed. Ligesom han i lang tid nægtede at sige en eneste dyrelyd, men pludselig vågnede en dag og sagde samtlige lyde i én lang køre, således at der nu nærmest ikke eksisterer et dyr, han ikke kan lyden på. Han er uden tvivl en lille perfektionist, og ofte går han og suger til sig meget længe uden at sige en lyd, før han selv er klar. Men så var det, han før nytår fik feber. Og fik feber igen. Og feberen skyldtes mellemørebetændelse. Og den mellemørebetændelse slap hurtigt sit tag efter en omgang penicillin, hvorfor jeg ikke tænkte yderligere over det efterfølgende, men alligevel bestilte den opfølgende kontrol for noget tid siden. Og han havde rødme i og væske på begge ører. Afsted med ham til ørelægen, som kunne konstatere, at Fredes hørelse var så godt som normal, men at vi hellere måtte følge op på det efter en måned. Klip til tirsdag i påskeferien, hvor vi drøner til samme ørelæge igen, der denne gang kan konstatere, at vi muligvis ramte en tilfældigt heldig dag sidst, og at den lille herre faktisk har nedsat hørelse med minimum 40% og højst sandsynligt en del mere. På begge ører. Så nok er han stædig som verdens ældste æsel, men det har tilsyneladende ikke været stædighed det hele. Det har ligeså meget været noget med, at han har gået rundt i sin egen lille klokke. Og når alle omkring ham var nærmest imponerede over, hvor ihærdigt han kunne ignorere folk, har han i virkeligheden nok bare ikke kunne høre dem. Okay, måske lidt en kombination. Han er virkelig eminent til at ignorere sine omgivelser sådan helt bevidst. Men i tirsdags fik han lagt dræn i de bittesmå ører. Og selvom det var et indgreb, der tog ca. 3 minutter, så opvejer den korte operationstid ikke rigtigt for, hvor slap sådan en lille hånd pludselig bliver, når narkosen indtræffer.

Men nu er vi ude på den anden side, og det går allerede virkelig godt med Fredes nye ører. Han undersøger nysgerrigt alle de nye lyde, og han bliver knapt så gal som før. Det har nok også haft noget at gøre med, at hans hjerne har forstået en hel del mere, end hans mund kunne udtrykke, og det må eddermame også være frustrerende. Nu begynder alt det sjove. For os allesammen. I søndags blev han to år, og om en måned bliver hans storebror syv. Syv(!) freaking år. Jamen… Jeg prøver virkelig at forstå det. Det gør jeg altså.

Noget om barndommens musikalske minder

musikfredeInstrumenter er modtaget som gave fra Barnets Verden

Jeg har spillet en del musik i min tid. Jeg har blandt andet været omkring klaver, blokfløjte og privatundervisning med russisk violinlærer(!). I folkeren var jeg stolt medlem af et hjemmelavet band ved navn Kaal (ja, som i ‘kål’), der komponerede et par vers i værste bedste Roben og Knud-stil. Det varede ikke længe. En enkelt af medlemmerne er i dag i et relativt seriøst band, resten af os er vist spredt lidt rundt omkring mindre musikalske steder. Og i dag nøjes jeg med at lytte til musik og synge med, når lejligheden byder sig. Jeg har været igennem både heavy-, rock-, punk-, hiphop- og popperioder, og mit nutidige jeg er glad for en blanding af det hele.

Jeg synes, musik kan noget helt ekstraordinært til trods for de få ingredienser, det kræver. Det kravler ind under huden på mig, og jeg er sådan en type, der hæfter mig ved hvert eneste ord i lyrikken #deepshit. Jeg har af og til grublet lidt over, om mine børn mon ville falde musikalske ud. Jeg er fløjtende (pun intended) ligeglad med, om de kommer til at spille musik, gå til ballet eller dyrke karate, men jeg har selv toner fra min barndom, som minder mig om netop den, og jeg håber sådan, de kan generere et par musikalske minder fra deres tid som små, som de kan bruge til at rejse tilbage i tiden med, når de en dag har fået fuldskæg og forhave. De fleste Big Fat Snake numre kaster mig direkte tilbage i den rustne Mazda med min mor bag rattet, mens Eagles af og til blæste højtalerne ud i min fars stuer.

Både Marius og Frede er glade for at lytte og danse til musik, og et af vores aftenritualer er at smide ‘Easter Island’ med The Eclectic Moniker på anlægget og spasse rundt i stuen de efterfølgende 3 minutter og 14 sekunder. Særligt Frede er inde i en rytmeperiode, og det ser så pissehamrende sødt ud. Han startede ud med et helt særligt kærlighedsforhold til “Est-ce que tu m’aimes” (ja, den der underlige, franske sang), men nu har han ikke en chance for at holde sine 80 centimeter i ro, hvis der er nogen form for musik til stede. Han har selvlærte, indøvede moves som ‘ryst-dine-knyttede-næver’ og headbanging, og det er lidt blevet et ritual, når vi har gæster, at der smides noget musik på, så han kan få lov at optræde med en omgang ryst-din-ble. Selv dagplejemoren berettede forleden om, hvordan børnene havde leget til baggrundsmusik fra køkkenradioen, og hvordan Frede pludselig frøs i sine bevægelser, sprang op og ivrigt headbangede, da en bestemt sang kom på. Hun havde været flad af grin og tilføjede, at “den vist nok var fransk”. Og det var den helt sikkert.

Drengene har (alt for) meget legetøj, men da Frede startede i dagpleje og straks kastede sin kærlighed på en xylofon, der bor deromme, kom jeg i tanke om, at de ikke har ret meget andet musikalsk legetøj herhjemme end et seks år gammelt keyboard fra Lidl… Derfor satte jeg jagten ind på nogle børnevenlige instrumenter i Odenses genbrugsbutikker, men det var alt sammen enten for slidt, for dyrt eller begge dele. Få dage senere tikkede der en mail ind i min indbakke med en forespørgsel om, hvorvidt jeg (eller, altså, børnene) kunne være interesseret i at teste en musik-pakke fra den børnevenlige webshop Barnets Verden. Øh, ja tak og mange tak!

Få dage senere hentede Marius og jeg pakken hos den lokale købmand, og den har bestemt ikke samlet støv siden. Pakken indeholder en xylofon, en tamburin (der også fungerer som bongotromme), en triangel og et par kastagnetter, som er de dér klapre-nogen, spanierne ryster rundt med i hænderne under flamencodansen. Det hele er fremstillet i træ (undtagen trianglen naturligvis), prydet med glade farver og ditto frø. Det har vundet big time herhjemme, og både den store og lille benytter det jævnligt og er godt igang med at etablere et (til tider skingert) musikalsk fundament. Pakken kan findes her, og Barnets Verden har i øvrigt en hel kategori med kun musikinstrumenter, som kan ses lige her. Jeg får altså ikke noget for det og sådan, hvis I køber derfra, men de skal simpelthen have den varmeste anbefaling her fra rytmehytten.

Hav en dejlig tirsdag – det er snart weekend! (Jo, det er).

Om at være loppeglad og kræmmerangst

Da jeg hentede min førstefødte fra skole i dag, tænkte jeg, at vi skulle tjekke det der Loppeforum på Rødegårdsvej ud på vej hjem. Det skulle vise sig at være en megagod idé! Til de af jer for hvem konceptet endnu er ukendt, går det ud på, at en kæmpe hal er fyldt til randen med stativer og reoler, hvor helt almindelige mennesker (og et par kræmmere, vil jeg antage) fylder en stand med aflagte, prismærkede dimser, som de ansatte i genbrugs-mekkaet så sørger for at sælge for dem. Det resulterer selvsagt i, at der er enorme udsving i både prislejer, og hvad folk mener, man reelt kan tillade sig at bede om penge for. Jeg købte sådan en harmonika-væglampe-arm (som det vel hedder) for 20 kroner, og få meter derfra spottede jeg en magen til. Til 800 kroner. Og ingen af dem var altså Le Klint eller noget i den dur. Udover det, var der blandt meget andet store mængder af fint (og knap så fint) keramik, børnetøj og legetøj. Ligeledes var der nogen, der prøvede at sælge et par udstoppede girafben(!) og en brevkniv med en udstoppet pote af en art som håndtag, hvortil Marius knyttede kommentaren, at “det var da synd, de sådan gik og slog alle de dyr ihjel”. That’s my boy. Udover de døde dyrekroppe, faldt jeg over en lidt atypisk stand. Jeg havde svært ved at vurdere, om det var en mor, som forsøgte at skille sig af med samtlige af sine børns kreative projekter, eller om det reelt var én, som mente, vedkommende havde styr nok på sin kunst til at kunne sælge det til loppegængere. Reolen bugnede af halvfærdige projekter, som var relativt udefinerbare og totalt uden funktion, men til gengæld var priserne helt i top. Blandt andet var et aflagt Nescafé-glas blevet malet (noget halvhjertet) indvendigt og tjente nu angiveligt som en form for vase. Om ikke andet, var det da et unikum. Håber jeg.

Men hele stedets koncept er så meget mig. Jeg elsker at gå og nærstudere den slags aflagte sager. Især når man endelig får øje på og gravet en skat frem fra bagest på hylden, efter man har gennemgået oceaner af ragelse. Der er et eller andet ekstra tilfredsstillende ved selv at være på jagt frem for blot at gå i Søstrene Grene og hive ned fra hylderne (hvilket i øvrigt også er en af mine yndlingsbeskæftigelser). Dér, hvor min kræmmerkæde hopper af, er ved selve forhandlingerne. Jeg hader at prutte om prisen, og hvis jeg forsøger, er det med hjertet helt oppe i halsen og en samtale, der går nogenlunde sådan her:

Kræmmer: “Den koster 100 kroner.”
Mig: “Mhmm. Det er nok liiige til den dyre side for mig. Hvad siger du til 75?”
Kræmmer *griner hånende*: “Nej, 100 kroner er faktisk billigt for sådan én her.”
Mig (som godt ved, det overhovedet ikke er billigt): “Njah, okay, så siger vi 100 kroner.”

Det er lykkedes mig et par gange at gennemtrumfe et afslag i prisen, og jeg er bestemt ikke lige så vattet, som jeg før har været. Men jeg bryder mig af mærkelige årsager ikke om det. Jeg får følelsen af at være i en meget malplaceret dyst midt i en lagerhal mod et menneske, jeg ikke aner, hvem er. Hvilket vel også lidt er det, det er. Så hvis jeg spotter noget sådan et sted, jeg synes, er for dyrt, lader jeg det ofte bare stå, fordi jeg ikke orker at battle om prisen. Det er da egentlig helt til grin, når jeg sådan lige tænker over det. Men jeg er bare ikke videre feisty på det punkt. Nå, men det der så fungerer overordentligt godt for mig, hvor vi var i dag, er, at alt kræmmergejlet er der, bare uden kræmmere men med indkøbskurve og dankortterminal i stedet. Fuldstændigt lige til! Og sikkert mega uromantisk og dræbende for autenciteten omkring kræmmer-viben, vil nogen vel mene. Men jeg er på!

Marius gik ligeledes ind til projektet med oprejst pande, men som 6-årig er der altså en grænse for, hvor længe man orker at vende og dreje den samme keramikskål for at betragte en pæn løbeglasur. Selv for en tålmodig 6-årig. Han kiggede til gengæld ivrigt på legetøj og halede et Dino-puslespil med 500 brikker og et fint, gammelt Matchbox-fly i kurven for sammenlagt 25 kroner. Til Frede fandt vi noget trælegetøj af ældre dato med bolde og tilhørende huller og hammer. Kæmpe hit.

På et tidspunkt ventede jeg på Marius uden for toilettets dør, hvor en midaldrende mand stillede sig i kø og spurgte, om jeg mon også ventede på at komme til. “Nej, jeg venter bare lige på min søn”, svarede jeg. “Nå, hvor gammel er han?”, fortsatte han. “Han er 6”, sagde jeg og smilede nikkende. “Det var da pudsigt, du ligner en på 18-20 år”, sagde den efterhånden relativt påtrængende mand. Jeg smilede og nikkede og undrede mig over, hvordan man svarer på den slags. Har jeg i virkeligheden nået en alder, hvor det tæller som kompliment at blive vurderet 4-5 år yngre? “Nå, men, hvad kan du så være? 23-24 år?”, fortsatte han insisterende. “Ja, lige præcis”, svarede jeg. “Hvad er du så?”, blev han ved. “23”, svarede jeg. “Ja, det tænkte jeg da nok, for ellers kunne jeg ikke helt få det til at passe”, konkluderede han småklukkende i samme øjeblik, som Marius trådte ud igen. Det var jo egentlig relativt uskyldigt, det virkede bare lidt… Weird. Jeg oplever tit, at folks øjne spørger om de samme ting, når jeg går rundt med en dreng, der kalder mig ‘mor’ og når mig til midt på brystet. Jeg har bare aldrig oplevet spørgsmålene som ord før.

Marius, høsten og jeg vendte snuderne hjemad, hvor jeg efter et par timer efterlod ham, Mikkel og Frede i hinandens selskab, så jeg kunne returnere til loppehallen og nærstudere flere dimser uden 6-årig utålmodighed i den ene hånd og tidspres i den anden. Jeg fandt den fineste, lille mini-kiste, som passede perfekt til at være opbevaringssted for Marius’ mælketænder (ja, vi gemmer dem herhjemme…), og få timer efter, jeg havde halet den med hjem, tabte han sin allerførste tand. Det er altså store sager. Nu vil jeg lukke tandfeen ind (og køre skraldespande frem), inden han vågner i morgen igen. Og hey, det er weekend lige om lidt! Jo, det er så!

Status og skolebarn

Såh. Det bliver ikke til så meget af det der blogging for tiden. Mest af alt fordi jeg om aftenen, når jeg endelig har tid til den slags, enten smører madpakker eller falder i søvn. Jeg kan dog fortælle, at jeg nu har et skolebarn(!), som heldigvis elsker at være det. I Odense kommune (måske også i andre, jeg skal ikke gøre mig klog på området), er et nyt initiativ skudt i gang, hvor skolebørn starter i forårsskole den 1. marts, så de kan lære klassekammerater og stedet at kende (og kommunen naturligvis kan spare lidt penge), inden de begynder i 0. klasse til august. Og jeg må sige, det virker efter hensigten. Der er ro og tid til leg og til at træne hele den nye hverdag med vær-stille-når-læreren-taler og ræk-hånden-op-når-du-vil-snakke-mentalitet.

Jeg prøver ikke at tænke for meget over tiden, og i særdeleshed ikke over hastigheden på selvsamme, for jeg bliver en smule skør i hovedet af det. Det var jo i går, jeg var sytten og søvnløs og fik min førstefødte i armene. Nu har han så bare sin egen skoletaske med bøger og mapper og går i SFO. Og noget fortæller mig, det blot er The Story of Parenting. Jeg fatter garanteret ligeså lidt af det, når han skal konfirmeres, vælge uddannelse, introducere kærester og flytte hjemmefra. I skolen har de fri hver dag klokken 11.20, og Marius har selv bedt om at komme med i fritteren, så han kan lege videre med sine nye venner. Snøft (og kæmpe-yes selvfølgelig).

Jeg satser på, jeg er den yngste og eneste 23-årige mor i forældrestaben, men jeg mærker intet til det. Måske fordi jeg ikke selv bruger ret meget energi på at spekulere i den slags længere, nu da jeg ligesom er inde i forældre-/institutionsgamet efter en del år. Der var selvfølgelig lige pigen fra 4. klasse, som i ren iver spænede efter mig ud på gangen og spurgte, hvad klasse jeg skulle starte i. Så altså, lige udover det. Og jeg kan ikke helt vurdere, om jeg alligevel snart har en alder, hvor det tæller som en kompliment. Jeg tror det.

Babyen har det også godt. Stadig på 6 tænder og en del længere lure end hidtil. Han er over alt, vil helst gå rundt med sofabordet som et slags gangstativ og har en særlig kærlighed for at tænde og slukke Playstation (helst når storebroren spiller), polere køkkengulvet med leverpostej og rulle toiletruller ud for derefter at æde papiret. Han er med andre ord ikke så flink ved regnskoven for tiden. Heldigvis er han overdrevet sød og så småt ved at få fat i, at koen siger ‘muh’ og hunden ‘vov’. Ydermere er både krokus, vintergæk og erantis sprunget ud i haven, og i forgårs drak Marius’ far, Mikkel og jeg kaffe på terrassen uden jakker på. Det vil jeg godt be’ om noget mere af. Forår, kom tilbage! Og I andre – hav en dejlig og solbeskinnet weekend.

P.S: Jeg er i gang med at besvare jeres spørgsmål og brygger på lidt andet småt, som forhåbentligt snart kommer online.
P.P.S: Jeg er ved at udrede grunden til, at bloggen ikke tager sig særligt godt ud gennem Bloglovin’, hvis du læser med fra computeren, hvilket irriterer mig grænseløst. Hvis du vil se, hvordan den bør se ud, så besøg den i din browser på et direkte link i stedet. Hej!

Julestemning (eller mangel på samme)

Jeg er ikke i julestemning endnu. Man kunne sige, det var ved at være oppe over, når nu det er den 24. december lige om lidt. Men julens måned har sgu været lidt træls ved os. Bevares, den har været proppet med gode ting som Marius’ skoleplads og vores fremtidige bolig, men hverdagens tandhjul har i den grad været rustet til i sygdom og afladede batterier. Vasketøjet vokser ud af væggene, der roder med irriterende, små dimser alle vegne, og min rengøringsindsats er på et skuffende ringe niveau, men jeg er åbenbart allerede gået i vi-skal-jo-snart-flytte-mode, så jeg får ikke gået i dybden med den husholdning på samme måde som normalt. Det skal jo alligevel pakkes ned lige om lidt. Agtigt.

Raskheden begyndte (efter to la-aa-ange uger) at vise sit kønne fjæs hos både Mikkel og Frede for et par dage siden, og håbet om en nogenlunde frisk juleaften var atter lysegrønt… Men da den mindste af husets herrer vågnede 00.30 i nat med over 39 i feber, var det atter op ad bakke. Imidlertid virker han til at være i bedring, og jeg håber, vi akkurat når i mål tids nok til brun sovs og risalamande. Jeg håber så inderligt. I disse dage sover vi alle fire på Marius’ værelse, så langt væk som muligt fra det rådne indeklima i kælderetagen. Jeg er nu efter en hel del snakke og ligeså meget googling overbevist om, at det er synderen i hele det her sygdomsræs, og jeg synes, det er ækelt.

Men i stedet for at køre den fuld Debbie Downer, gider jeg godt at glædes ved de federe ting. For eksempel at vi snart er flyttet, at Marius er rask, og at jeg fik købt alle julegaver den 22., som for mit vedkommende er i overordentlig god tid. Imorgen ved middagstid kommer Marius og hans far, så vi kan snaske noget kage og kaffe, inden vi skal til jul hos min storesøster. Og selvom vejret minder mest om oktober, og min julestemning kan ligge på et meget lille sted, glæder jeg mig helt pjattet til at holde jul med mine tre drenge og resten af min familie og til at opleve julemagien i øjenhøjde med den 5-årige.

Må I ligeså have en dejlig jul med masser af mad, geniale gaver og alle jeres yndlingsmennesker! <3

Navlepilleri #2

Jeg har som nævnt en mærkelig skriveblokade. Omend mit liv på barsel ikke er decideret action-packed, burde jeg da have noget at knævre om. Men der er helt tomt lige nu, og alt, jeg får skrevet, bliver noget braller. Derfor henviser jeg på meget velment vis til dette indlæg, hvor I kan smide om jer med forslag og spørgsmål for ligesom at sparke mig (kærligt) bagi. Der er allerede kommet et par fine og ret interessante spørgsmål, som jeg påtænker at røre sammen i et indlæg, men jeg kunne snildt bruge flere!

Indtil da må I tage til takke med en omgang navlepilleri volume 2.0, som indeholder diverse småting fra hverdagen og andre ligegyldige facts, jeg kunne nå at smide sammen, efter vi (altså Frede) fik slugt en skål sveskemos til lyden af denne sang på repeat og blev puttet til lur, hvor han nu har sovet en hel time. Hvem gør det?! Ikke Frede. Troede jeg.

  • Jeg glemmer konsekvent at købe tandpasta på hver indkøbstur, så jeg stjæler hver dag lidt af Marius’. Hold nu kæft, det kræver selvdisciplin ikke at synke sådan noget blåt Spiderman-stads med glimmer. Det smager bare bedre, end tandpasta burde.
  • Frede har knækket pruttelyde-med-munden-koden og mener, det fungerer allerbedst, når der samtidig er en skefuld grød på vej ind. Let’s sprinkle that shit everywhere.
  • Sidst jeg var til frisør, var den 2. marts 2012 (ammehjernen kan være klæber). Det er 3,5 år siden. Jeg trænger i den grad til at få organiseret det vildtvoksende kaos, men jeg har besluttet ikke at tage stilling til det. Lige nu.
  • Ovenstående hænger dog virkelig dårligt sammen med klistrede babyhænder, som laver jerngreb på alt indenfor rækkevidde. Derfor har jeg fået for vane at smide manken op i en hestehale, men den har Frede nu luret og ynder derfor at proppe hele hårbundtet i munden, når han hænger på min skulder, hvorfor jeg i skrivende stund har helt stive hårspidser grundet mango-mos-mund. Må snart tage den skide barselsknold til mig.
  • Min store, lille dreng er startet til fodbold med sine venner fra børnehaven. De første to gange var det for overvældende at være med, så vi nøjedes med at se på. Han var fast besluttet på, at han ikke var god nok, og at det hele var for svært, så tredje gang tog han afsted i cowboybukser med aftalen om, at vi kun skulle se på for ligesom at understrege, at der intet forventningspres var fra vores side. Halvvejs inde i træningen tog han tyren ved hornene og løb ud på banen for at være med i kampen. Stoltheden overvældede mig totalt, da jeg kunne se i Marius’ øjne, at han godt selv vidste, han havde vundet sin indre kamp mod sin perfektionistiske forsigtighed, mens han gik og high-fivede de andre små, fodboldbestøvlede drenge. YES! Imorgen skal vi afsted igen, og han glæder sig.
  • Overvejer, om jeg skal skille slyngevuggen ad for at vaske det kaffe af den, som nogen (læs: Mikkel) har spildt på den, eller om det lige giver den lidt ekstra personlighed med de brune pletter.
  • Har brokket og undret mig længe over, hvor alle sutter forsvinder hen. Samlede de tilfældigt placerede sammen igår og fandt 22 styk. Ud af dem gider Frede bruge tre. Og ud af de tre er én en klar favorit (som ikke er en af de fire naturgummisutter, men det ægte plasticgejl). What are the odds?

Back-up af guldkorn #2

Jeg har atter høstet en række guldkorn fra Marius’ mund. Derfor fortsætter jeg dette indlæg i en slags føljeton, så jeg løbende sikrer mig at have en slags virtuel back-up.

4 år:

Marius: “Jeg tænker på, om jeg bliver en far eller en Mikkel, når jeg bliver stor.”
Mor: “Hmm, det ved jeg sørme ikke. Hvad tænker du?”
Marius: “Jeg tænker, jeg måske godt vil være politimand.”

Marius fortæller om en pige i børnehaven: “A vil gerne giftes med mig, men jeg kan ikke li’ at blive giftet.”

Marius stikker hovedet ud af altandøren og kigger fascineret på trækronerne: “Det er så dejligt at høre, når fuglene synger.”

 

5 år:

Kører i bil gennem Odense by: “Jeg synes lige, jeg så et æsel. Det råbte ikke eller noget.”

Mikkel joker med Marius og siger, han må få en rugbrødsmad som Disney-slik.
Marius, lettere opgivende: “Ej… Mener du det rigtigt? I virkeligheden? Altså ægte rugbrød?”

Marius: “Jeg har fået en kæreste i børnehaven.”
Mor: “Hvor dejligt. Hvem er det, og hvordan kan det være?”
Marius: “Det er A. Det er fordi, hun er så smu…sød!”
Mor: “Det er da sødt. Hvem spurgte så, om I skulle være kærester? Og ved A godt, at I er det?”
Marius: “Det var J, der spurgte. Vi er begge to kærester med hende. Hun ved det ikke.”

På vej til børnehaven kommer vi forbi et barn, der er et stykke væk på en legeplads.
Marius kigger længe og undrende: “Ahhh, det er E ovre fra børnehaven. Jeg syntes nok, det ansigt virkede bekendt!”

Jeg snakker med Marius og fortæller ham, at det idag er præcis fem år siden, han blev døbt, og hvordan han fik vand i håret i kirken og den slags. Han lytter længe.
Marius efter en længere pause, meget uimponeret: “Jeg aner ikke, hvad du snakker om.”

  

Status på livet i boblen

Det er en mærkelig boble, vi fumler rundt i. Vi står op, når resten af byen gør det, mens vi fra vores varme hule kan fornemme samfundet, der haster afsted i morgentrafikken mod mødetider og deadlines, mens tiden herinde går i sit eget søvndyssende tempo.

Jeg lider lidt af sensommerblues, mens efteråret kigger ind af vinduerne, og hverdagen stikker hovedet frem mellem raslende trækroner. Men vi har det godt herinde i boblen. Vi har været så forfærdeligt forkælede, at vi har været fire forældrehænder om Frede i næsten fem(!) måneder. Endnu en af fordelene ved studieliv-med-småbørn. Men mere vil som bekendt gerne have mere, og vi skal på den måde lige ind i barselsrutinerne og vågne rigtigt efter knapt et halvt års dvale.

Frede og jeg er således den lille hjemme-duo i dagtimerne, mens Marius lunter rundt i børnehaven, og Mikkel stener til forelæsning med hovedet begravet i computeren bøgerne. Så vi er et lille team, der samarbejder om at få tiden til at gå og nyde det, den indeholder. Det er sikkert meget sundt for min hjerneaktivitet, at Mikkel ofte har tidligt fri og dermed stadig bruger overvejende mange af sine vågne timer her på matriklen, så jeg ikke ruster totalt på kommunikationsfronten i selskabet med min bløde baby, der er en anelse begrænset på det verbale (men meget fremmelig i cuteness). Det bliver til store mængder gurglen, spytten (mest Frede), dikke-dikke, ultrasoniske tonelejer (“hej min babyyy”, “du er så dygtiiiig”, etc.), borte-borte-tit-tit, klap og kys. Til gengæld træner det evnerne til at komponere (tvivlsomme) børnesange helt enormt, og det kan jo også noget. Og hold nu kæft, vi får sunget mærkelige ting, blandt andet en del om ord som babyflûte, snøvlehat, knoklefår og lemming.

Desuden kunne der ved sidste sundhedsplejerskebesøg konstateres, at Fredes dellevækst ikke længere havde helt så meget fart på som ønsket, så han får nu supplerende flaske ved siden af amningen, og dellerne vil atter frem i verden (seriøst, jeg aner en tredje hage derinde et sted). Det ramte mig hårdere end forventet, men efter tilvænningen var i hus, måtte jeg erkende, at det kører. Jeg (og Frede) har stadig amningen og tætheden, Mikkel har ligeledes mulighed for at fodre, han sover bedre og vigtigst af alt: Han trives, vokser og er glad. Og så venter det dér skemad lige rundt om hjørnet.

Det samme gør sig gældende for hans søde storebror (ikke det med skemaden, forstås), som sidste uge var på overnatningstur med de store børn i børnehaven, hvorfra han returnede glad og bållugtende iført nattøj og gummistøvler. Jeg øver mig stadig i at fatte, at min dreng er blevet sådan én, som pludselig tager afsted på lejrtur uden mor eller far, med sit liggeunderlag under den ene arm og sin lille sovepose under den anden. Det vil sige, det er fem år siden, jeg sidst var 18… Åh, gru. Afslutningsvis leveres herunder et billede af to brødre, der muligvis lægger skumle planer. 

 
Desuden har jeg luret, at der på Bloglovin’ er ca. 10 gange så mange, der følger med, i forhold til bloggens Facebookside. I er også fint med på Instagram, men I er altså hjerteligt velkomne alle tre steder! Og må I så have jer en overvældende weekend på den gode måde.

Teamarbejde i skiftehold

‘Vi gør det sammen’ når jeg lige at skimte på Silvan-reklamen, der er endt øverst i reklamestakken på køkkenbordet, mens jeg trækker vejret helt ned i maven og tager en tår af min lunkne kaffe, der, grundet husets netop tømte kaffebeholdning, smager mere af mælk end mellemristede bønner. Og det gør vi. Indimellem hver for sig, men stadig sammen. Vi trækker luft og drikker kaffe på altanen i skiftehold, så der hele tiden er stemmer til at trøste og hænder til at vugge Frede. Idag er en af de dage, hvor han ind imellem 10-minutters-lure, utallige amninger og en håndfuld helt smeltende smil, er gal. Krummer sig sammen og spænder sig ud på flitsbuemåden som et tegn på, at noget i maven driller. Dagen igennem er han en lille (og sød), tikkende bombe, som man aldrig helt ved, hvornår går af. Heldigvis er der pauser med veltilpashed og tandløse smil, og han er sjældent komplet utrøstelig, men det føles altid som om, næste lille tordensky venter lige om hjørnet, hvor man farer op af sofaen, fumler efter sutter og danser henover stuegulvet i vuggende bevægelser. Så falder der som regel ro på huset ret hurtigt, hvis altså babybæreren holder sig i bevægelse. Marius går i seng omkring klokken 20, og et sted mellem 22.30 og 23.30 er Frede som regel gået i seng for natten, så der står jeg oftest med valget mellem at holde romantisk laundry-night på badeværelset eller splatte ud i sofaen til noget dårligt TV (man skulle jo nødigt gå i seng i ordentlig tid…). Idag skal vores voksen-time dog bruges på at samle vores nye fjernsynsbord, og jeg glæder mig mere, end jeg burde. Nok har mit hoved føltes fysisk sprængfarligt i cocktailen af sygdomssnot (tak, juli) og decibel, men når vi kan håndtere babybrøl og Ikea-møbler indenfor samme dag og stadig huske at kramme, når vi har to sæt arme fri, er vi nok ikke helt fortabte. Vi er egentlig et godt hold herhjemme. Alle fire.

Dagen efter dagen

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…