Dagen efter dagen

Igår blev Frede døbt. Han er som bekendt noget af en arm-baby, men så snart organisten fyldte våbenhuset med orgelets toner, gled øjnene i, og han sov stort set gennem det hele. Og det var meget, for der var højmesse, og vi var i kirken i halvanden times tid. Marius tørrede stolt og nænsomt lillebrors hoved tørt for vand efter ceremonien, og først ved nadvertid forlangte Frede en bid mad. Den søde præst havde forinden sagt, at jeg endelig skulle amme og vugge, som det passede, så mens kirkegængere smagte på Jesu Kristi blod og legeme (tør kiks og sur saft ifølge Marius) i tre (!) hold, tog Frede til takke med en tår mælk på første parket. Vi havde en god og hyggelig dag fyldt med glade gæster, mega meget mad og gode gaver. Og kun en lille smule regn. Vi var 54 mennesker, og boblerne i glassene summede om kap med kødet på grillen.

Det ser dog en lille smule anderledes ud idag. Jeg forestiller mig, at min krop de sidste par dage har kørt på en slags ekstrabatterier, som jeg slet ikke har haft. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så unaturligt kvæstet, som jeg har været idag. Og det kommer fra én, der ikke har sovet mere end 4 sammenhængende timer siden 16. april. 

Frede moslede en del fra 7-tiden, men stod først rigtigt op omkring halv 9. Jeg overleverede ham derefter til Mikkel i sofaen med henblik på at få mig en skål god (mjah) energi i form af Cocopops. Halvvejs inde i skålen faldt jeg dog i søvn med hovedet på mit knæ og vågnede lettere ucharmerende med savl ned ad benet, da Frede begyndte at råbe lidt af sin far ovre i sofaen. Og hvis jeg ikke kan holde mig vågen til at spise min yndlings(morgen)mad, så er den gal. På et tidspunkt begyndte min hjerne at producere hypoteser, der gik på, om jeg mon egentlig ville betale x antal kroner eller for eksempel lade mig skære i benet (?), for til gengæld at få lov til sove på den måde, hvor man vågner af sig selv. Fordi man er udhvilet. Jeg vil sige det sådan, at jeg overvejede det. Længe.

Dagen idag har således foregået i trancelignende tilstand, hvor jeg har sovet, når baby sov (Marius er hos sin far), vågnet, når baby vågnede og så fremdeles. Han er bare ikke rigtigt glad for lure på mere end 15-20 minutter. Det har dog været en krævende cocktail, når man hver gang når helt ned i den dybe, savlende søvn simultant med, at baby ikke længere er nede med at sove og derfor stikker i et skrig. Samtidig har han stadig gang i noget med lidt mavekneb, så han ser helst ikke, at vi sidder stille på noget som helst tidspunkt i løbet af dagen. Han vil mægtig gerne pludre og smile i 4-7 minutter ad gangen, men derefter kræver han altså vuggen, gyngen, dansen og hoppen til gengæld, og han køber altså ikke helt slyngevuggen (endnu!). Det er godt, han er så skidesød. Nu er han muligvis allerede (klokken 22) gået i seng for natten, og jeg gør nok klogt i at gøre det samme. Skal bare lige have lagt de dér 25 kilo vasketøj sammen…

  

Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Regnvejrsdag i juni

I går klokken 11.30 forlod Mikkel matriklen til fordel for at sidde med hovedet i eksamensbøgerne, og han vendte hjem kl. 04.30 til morges. Han har gang i en 48-timers eksamen i kvantitativ analyZzzz… Analyse. Da hverken jeg eller drengene har en jordisk chance for at bidrage konstruktivt til de to tidspressede døgn, har han gang i et kaffemisbrug med resten af studiegruppen i en eller andens aneks.

Og det leder mig til lige at nævne: Jeg har været alene to dage med begge børn (med veninde-support fra kl. 16 idag, så det tæller ikke helt). Vi kom alle igennem det. Helskindede endda. Der var ingen, der slog nogen med nogen, og den eneste, der råbte en lille smule, var Frede. Som jo altså er i sin bedste ret til det, da han kun har kendt verden i små syv uger. Det gik over al forventning, men hold nu kæft, jeg glæder mig til eksamensugen fra helvede er overstået. Det samme gør sig vistnok gældende for Mikkel. Det er helt pjattet, så meget det dér ekstra sæt hænder (og hændernes ejermand) gør, når babyen enten sover 5-minutters-lure eller pjevser, mens den store godt vil holde teselskab. Nu.

Da vi nærmede os den tid på førstedagen, hvor Marius skulle afhentes, stod det naturligvis ned i lårfede stråler, mens blæsten rev regndråberne rundt. Og hvor var nu regnslaget til babytransporten? Ude i sandkassen naturligvis, hvor jeg lagde det under flytningen… For to år siden. Og der var det minsandten stadigvæk, 48 liter regnvand vådere. Og det er ikke svært at danne sig et billede af, hvordan sådan en formsyet presenning fungerer efter to års forsømmelse: Som bofællesskab for edderkopper og fuldfede snegle. Tik-tak. Marius skulle hentes, og Frede skulle helst forblive tør under hele turen. Jeg gik straks igang med febrilsk at afsnegle verdens klammeste regnslag, vaske det i badekarret, give op, holde babyen på gulvet tilfreds, smide regnslag i vaskemaskinen, indse at sådan en vask tager tid, pakke førnævnte baby forsvarligt ind og finde et regnslag fra Ikea frem. Sådan et til mennesker, altså. På vognen med den alternative presenning, afsted med mig (i klipklappere – tak, ammehjerne), og med den ene hånd forsøge at styre vognen (med svingbare forhjul…), mens den anden slås med Bodil vol. 2 for at fastholde regnslaget. Tak til juni for en daglang og dårlig prank på vejrfronten.

Om aftenen indtog vi frysepizza, fordi det er det nemmeste at tilberede med én hånd, mens vi drak fredags-cola (som Marius kaldte det) midt på en tirsdag, fordi det går godt sammen med pizza. Der blev badet, børstet tænder og læst godnathistorie, og efterhånden kan jeg klare næsten alting med én hånd. Lige med undtagelse af at sætte ny skraldepose i den dér dims på indersiden af køkkenlågen. Det kan med fordel udføres med hjælp fra knæet.

De sidste to døgn har været gode, og Marius kan høste den fulde credit. Han giver plads til, at lillebror kan larme og har tålmodighed til, at mor er lidt langsommere end normalt. Han er så stor (og lille) og forstående, og jeg kan næsten ikke bære det. Men vi glæder os stadig til, at husets største mand vender hjem.

Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

Brødre, dobbelthager og krøllede ører

Livet i babyboblen består pt. (og de næste mange måneder) af natteroderi, halvtomme kaffekopper fundet mærkelige steder, amning, aften-binge-watching af White Collar med den mest voksne af husets tre mænd, bleskift og lidt mere amning. Og selvfølgelig de to mindste drenge, som er ret søde ved deres mor.

Frede har boet her i 4 (!) uger imorgen. Han har anlagt sig en baby-klædelig dobbelthage, han er rolig og nem, når hans opstarts-knas med maven giver ham lov til det, og han kan næsten ikke tvinges i en str. 50 længere. Han sover ikke vanvittigt længe ad gangen og vil allerhelst drømme babydrømme ovenpå sin mor eller far, og da han har overtalelsesevnerne (og sin cute-factor) i orden, er det oftest dér, han ligger. Og så har han de små, fineste folder på kanten af ørerne, som en børnelæge på sygehuset bemærkede og forsikrede os om, nok skulle folde sig ud og blive fine igen. Jeg forstod ikke helt, hvad han mente. De var allerede fine – de er fine – og de folder sig ingen vegne hen. Det er hans eget lille kendetegn, og vi aner ikke, hvor han har fået det fra. Små Frede-ører, som jeg håber, han aldrig vokser ud af.

Marius er blevet den store, selvom han stadig er ret lille (synes jeg). Han er både den store i børnehaven og nu også herhjemme, og jeg husker mig selv på at give ham tid til også at være lille. Tid til at holde i hånden og til at puste på buler og skrammer, tid til at blive ked af det, når der er sand i skoene, eller lynlåsen driller. Det er dog sjældent nødvendigt, for han tager simpelthen den nye tilværelse så sejt og roligt, og han har ikke bedt os om at bytte lillebror endnu, selvom han glæder sig til, at babyen kan præstere lidt mere end at gylpe og gøre sig skeløjet. Og så gør det altså ret ondt i ørerne, moar, når lillebror er sur. Agreed.

Så for nu er jeg lænket til sofaens ammehjørne (i meget bløde, helt selvvalgte lænker, forstås), mens verden stryger forbi udenfor vores usandsynligt fedtede vinduer, og den kan bare stryge videre, for jeg sidder faktisk ret godt.

(Instagram: @dittekirk)

En måned til termin og pjækkeri fra børnehaven

mib

Solen skinner (okay, ikke liiige nu, men jeg har set den!), og foråret er på vej. Det samme er min baby. Idag er der nøjagtigt en måned til termin, og jordemoderen vurderede med kyndige (og masende) hænder igår, at han er vokset til en klump på ca. 2700 gram, og konstaterede at, “selvom du er en lille pige, laver du altså ikke små børn”. Det er sgu da helt godt gået. Tiden går med afsluttende redebyggeri og lidt småarrangementer med Marius her i den sidste periode som enebarn, og sidste weekend var han, Mikkel og jeg inviteret i terrarie sammen med Marius’ far og faster, hvor vi allesammen gloede på krybdyr og padder dagen lang, og spiste grillmad på vej hjem. Selvom tankerne i mit hoved omkring ny baby og delekonstellationer er mange, giver det mig alligevel en ro, når min søde dreng kan kigge på øgler med sin far i den ene hånd og Mikkel i den anden. Jeg ved, det gør ham glad.

Ligeledes gik Marius og jeg i mandags ganske uden formål og fuldstændig frivilligt en lang tur op i byen. Han pjækkede fra børnehave og solen hev os udendørs. Jeg gad også godt lige nå en gåtur med min store dreng, inden vi igen skal pukle med planlægning, pusletasker og firehjulede transportkasser. Bare ham og jeg (med sine små solbriller på), hånd i hånd. Vi gjorde stop på Joe & the Douche, hvor de øredøvende hipsterrytmer fyldte lokalet, mens vores glas blev fyldt med den alt for dyre og vanedannende jordbærmilkshake (eller powershake, som de unge kalder det). Marius syntes også, musikken var til den høje side, men vi fandt en fin plads et stykke væk, og så kunne han alligevel ikke dy sig for at vippe de små fødder i takt med bassen. Desuden havde drengene med opsmøgede bukser og Nike-sko oppet deres serviceniveau i dagens anledning. Det var formentlig min højgravide mave, den søde 4-årige dreng eller en kombination af begge, der gjorde udslaget, men ikke desto mindre fik vi serveret direkte ved bordet i og slap således for, at der blev galpet “TO POWERSHAKES TIL DITTE” henover disken med de lyserøde loftslamper. Mikkel stødte til, efter han havde fri på studiet, og så fulgtes vi alle tre hjem. Så i mandags blev det altså forår for mit vedkommende.

Nu mangler vi bare lige noget at parkere lillebror i, når vi kommer hjem fra hospitalet. Altså sådan en ‘mor-skal-bruge-begge-hænder-de-næste-par-sekunder’-stol, når jeg lige skal nå at tisse eller spise en rugbrødsmad hver anden dag. Jeg kunne godt tænke mig sådan en babynest at lægge ham i, men også noget med mere hældning på, à la de udskældte skråstole, sådan at baby kan kigge lidt med. Hvad dur? Er det eneste rigtige den dér Nomi-stol fra Evomove, eller har I fundet den hellige gral andetsteds?

Sidst (men så absolut ikke mindst) mangler vi det dér navn til lillebror. Jeg har været glad for Aksel, Otto og Frej, men Mikkel deler ikke min begejstring. Han har til gengæld været fortaler for Laurits, hvilket også er et fint navn, men det føles bare ikke rigtigt i maven. Nu ser det ud til, vi sidder fast på to navne, som vi begge kan leve med, og måske skal vi bare vente og se, hvilken af dem han ligner mest.

Nå. De dér hindbærsnitter bager jo ikke sig selv.

Småting fra en småtyk

I skrivende stund sidder jeg med en bankende hovedpine, en kop varm mælk med honning (hvor undervurderet har en drik lov at være?) samt en roterende baby under maveskindet. Jeg skal ganske snart have skrevet Marius op på venteliste til en skole (!), jeg sidst aflagde besøg i 2008, da jeg færdiggjorde min 9. klasse. Det var jo lige for lidt siden. Det skal nok blive interessant at sidde i den voksne stol til skole-hjem-samtaler overfor nogle af samme lærere, som evaluerede mit faglige engagement små syv år forinden.

Jeg er ved at blive småtyk. De første 8-10 kilo har fundet vejen til min mave, og jeg er netop nået op på den anden side af 60 kilo. Den brugbare del af min garderobe er dermed forsvindende lille. Jeg har stadig held med at skrue mig i et par af mine kjoler, men jeg har taget (midlertidig!) afsked med mine højtaljede jeans samt størstedelen af mine skjorter og bluser. Og jeg er for nærig til at investere i den helt store omgang tyk-tøj, så jeg har allieret mig med førnævnte kjoler, graviditetsjeans og store striktrøjer. Hurra for at være gravid om vinteren i øvrigt! Not so much for konstant at veksle mellem de samme 7-8 stykker tøj. Jeg må have fat i flere striktrøjer. Desuden er det en usandsynligt dårlig kombination at være en grådlabil gravid og delemor på samme tid. Selvfølgelig savner jeg altid Marius de dage, hvor han er hos sin far, men for tiden trænger tårerne sig på, blot jeg kigger ind på en tom juniorseng om aftenen. Damnit! Han hygger sig, hvilket altid er tydeligt på de adskillige Snapchats, jeg modtager fra hans far og på Marius’ egne ord, når han returnerer. Det er ikke det. Det er bare mit eget savn. Jeg skal lige tage mig lidt sammen. Pylremor.

Sidst men absolut ikke mindst, vil jeg lige nævne for de af jer, som måtte nære interesse for den slags, at der på nuværende tidspunkt kun er én deltagende i konkurrencen om et års forbrug af børnesko, så oddsene for at jeres bidrag ryger med mig videre i semifinalen d. 19. november, er urimeligt gode! Det er også tilladt at deltage, selvom man allerede skulle have deltaget på andre blogs. Go, go, go! Det andet er næsten lidt sørgeligt (for mig), ikke? (Selvom jeg sætter enorm pris på dit meget kvalificerede bidrag, Louise!)

Med ønsket om en mandag aften fyldt med gode ting.

Marius Emil som 4-årig

Jeg funderer tit over, hvad det egentlig er for et lille menneske, jeg har lavet. Jeg har lært ham ret godt at kende, siden jeg mødte ham fin og blød (det var han faktisk), en smuk forårsdag i 2010. Derfor kunne det være oplagt for mig at lave en opsummering af, hvad 4-årige Marius Emil er for en opfindelse. Mest af alt fordi det er en gave for mig at have den slags i arkivet, ligesom guldkornene her. At kunne dykke ned, tilbage, og få opfrisket detaljer og erindringer fra livets løb, når tiden går med andre ting. Nuet, for eksempel. At kunne se tilbage og kunne fortælle ham om, hvordan den lille 4-årige Muf fungerede gennem anekdoter og billeder. Advarsel om (berettiget!) mor-stolthed skal lige lyde inden, så hvis I ikke er til den slags, så skynd jer hastigt videre.

Marius er sød, dygtig, forsigtig og sjov. Han er kærlig og i den grad perfektionist. Han er sensitiv i stor grad, som jeg selv var på hans alder, men flytter sig hver eneste dag. Han skal som regel bruge lidt kræfter på at komme ud af sin comfortzone, og når så først han er det, så mestrer han den nytillærte egenskab til fulde. Han kan stave sit navn, og er for tiden vildt interesseret i bogstaver og vil gerne vide, hvad 2+2, 2+3, 1+4, 4+5 og 8+1 er. You get the picture. Han vil gerne regne, og forsøger sig gerne selv med at tælle på fingrene. Det er virkelig ikke ret længe siden, der stadig var baby-træk at spore i ham. Nu er bleen, sutten og baby-legetøjet lagt på hylden. For et halvt-helt år siden faktisk. Babykinderne er også blevet mindre. Men kun lidt! Han får enormt meget ros i børnehaven, har mange venner og har sin første legeaftale i efterårsferien (!). Han er træt af, man skal vaske fingre hveeeer gang, man har været på toilettet. Derfor råber han fra underetagen, hver gang han har været nede at tisse: “Skal jeg vaske fingre? Med sæbe?”, og når han hver gang får et “Ja!”, svarer han “Okay!”, og vasker sine fingre. Det er ikke ret meget postyr, han laver. Han kommer tit hjem fra børnehaven og fortæller, at nogen fik at vide, at de ikke måtte hive i/sparke til/hoppe på et-eller-andet, og at de gjorde det alligevel. Hvis jeg spørger ham, om han så også gjorde det, svarer han: “Nej. Det sagde de voksne jo, at vi ikke måtte”. Med andre ord er han ikke sådan en typisk 4-årig rebel. Han stikker ikke af for at teste hvor langt væk man kan gå, før mor bliver rigtig sur. Faktisk vil han gerne selv holde i hånden. Børnehaven informerer om, at han er ved at få lidt mere ‘kant’ derovre, hvilket er godt. De opfordrer selvfølgelig ikke til, at ungerne tager sagerne i egen hånd, men de fortæller mig, at det er gode tegn, når Marius selv siger fra overfor de andre børn i stedet for at løbe grædende væk og stå med våde øjne i et hjørne af legepladsen. Jeg er selvfølgelig enig. Han bliver mere og mere selvstændig hver eneste dag (hvilket også er lidt skræmmende for moren).

Han kan næsten være for sød. Eller nærmere forsigtig. Forleden var vi til 75-års fødselsdag, hvor Marius fik en cowboy-pistol (med lyd…). Jeg sagde til ham, at han gerne måtte lege med den udenfor, men indenfor skulle han huske ikke at trykke på knappen, da den ikke gik så godt sammen med 55 mennesker, festsange og fløderand. Det var fint med ham. Sidst på aftenen, da de fleste gæster havde fundet vejen hjem, og vi var igang med lidt oprydning, kom en 11-årig dreng og spurgte ham, om pistolen ikke kunne lave lyde, hvorefter jeg på afstand kunne høre, Marius svarede: “Jo, det kan den godt. Men jeg må ikke skyde med den indenfor, så du kan ikke høre det lige nu.” Jeg skyndte mig over til ham og sagde, at selvfølgelig måtte han det, nu da alle gæsterne var taget hjem. Ligeledes sad han forleden på sit værelse og legede med sine (højtelskede) Lego-figurer, hvor han råbte: “Mor! Må jeg godt bytte hoveder på dem? Og ben?”. Han ville vide, om det var okay, at han skiftede hovederne og benene rundt på de forskellige Lego-kroppe. Jeg svarede, at han måtte bytte rundt på alt det, han ville. Naturligvis. Hverken hans far eller jeg (eller andre) har nogensinde sat urimelige grænser for ham og slet ikke angående sådan noget. Det har mere været noget i stil med du-må-ikke-kaste-med-maden eller du-må-ikke-cykle-uden-hjelm-grænser. Han er bare så forsigtig af natur, og så husker han som en elefant. Det er skræmmende, hvor mange detaljer han kan huske fra alting. Og imponerende selvfølgelig. Selv ting, der skete for 2 år siden, kan han stadig finde på at nævne ganske ud af det blå.

Udover ovenstående er han mean til at spille Playstation! Sådan virkelig. Jeg forstår ikke, hvordan hans (stadig forholdsvis) små fingre kan nå alle knapperne på én gang. Han har selvfølgelig også godt styr på det dér iPad, men da vi muligvis er den sidste familie i Danmark, der ikke ejer en sådan, kobler han istedet af med Lego-spil på PS3. Og han har i den grad brug for afkobling. Specielt efter endt børnehavedag. Der er ikke det store ulvetime-show herhjemme, han har bare slugt så mange indtryk i løbet af sådan en dag, at han skal stene lidt Ramasjang eller noget lignende, når han rammer sofaen. Han hader at skulle handle ind i hverdagene og kan slet ikke overskue det, og derfor klarer Mikkel eller jeg det gerne på egen hånd, mens den anden bliver hjemme med mini-me. Så hvis I ikke fik fanget det et sted blandt de sidste tusinde linjer, er han fandeme en sød opfindelse. Jeg er helt vild med ham! Vi kæmper lidt med at prøve én gang til, når bukserne ikke vil komme på i første forsøg, og at hele dagen ikke er ødelagt, fordi man har fået sand i skoene. Selv kom jeg til verden blot 17 år før den lille purk, så jeg kan tydeligt huske, hvordan verden ramlede sammen for mig, hvis et stykke hud blev blottet mellem ærmet og handskekanten. Fremgangsmåden er tålmodighed, forståelse, gradvist øgede forventninger og masser af succesoplevelser. Og han er så godt på vej. Desuden er han pissesjov og forsøger sig dagligt med ironi og sjove vendinger. Han er smilende og grinende, og det smitter.

Selvom han egentlig aldrig rigtig har været i noget, der minder om “trodsalder”, vil jeg naturligvis lige påpege, at han selvfølgelig har dage, hvor han ikke gider dække bord, aftener, hvor det er noget røv, at skulle børste tænder, og morgener, hvor verden er et kynisk sted, når man skal slukke fjernsynet midt i Lille Nørd. Men han gør sjældent oprør i mere end to minutter ad gangen, og får han et “nej” til et stykke legetøj i Bilka, responderer han typisk med et “så må jeg ønske mig det til min fødselsdag. Eller til juleaften!”. Desuden er han mega-dyreven (ligesom sin mor). Og til de af jer derude med mindre børn som spekulerer på, hvor mange kys de fede babykinder egentlig kan holde til, vil jeg svare: Usigeligt mange! Her er vi på Marius’ 5. år, og hans kinder er stadig intakte.

Fotor01007231947

 

Back-up af guldkorn

Hvis der er noget, der er lige dele sødt og underholdende, er det de guldkorn Marius lukker ud indimellem. Og små børn helt generelt. Jeg skriver naturligvis tingene ned først på telefon og senere i hans barndommens-bog-bog. Det er selvsagt ting, jeg meget nødig vil glemme eller undvære til en eventuel konfirmationstale. Så i tilfælde af en vaskebjørn smider min telefon ud fra fjerde sal, eller en dværg sætter ild til alle mine bøger, tænkte jeg, at jeg kunne kreere en lille backup her i cyberspace, hvis det er okay med jer.

Tre år:

“Ved du, hvad unge børn er? Det er dem, der bor i Flensborg.”

“Du skal have en lille, rød bil, mor. En lille pigebil. Så skal jeg have en Folkevogn med ild på siderne, så mig og Mikkel kan køre vildt hurtigt efter dig.”

“Ænder kan ikke spise sten. Det er ikke så sundt at spise sten, for så bliver man dårlig og død.”

“Mor, jeg kan ikke finde min sut. Hører du efter? Og hvis du prøver på at finde den, så finder jeg den før dig, forstår du det?”

Marius kigger udover markerne hos mormor: “Mikkel, jeg kan nærmest se hele Danmark!”

“Det er drenge og piger, der er kærester. Så kysser de alt hvad de kan, og så banker deres hjerter.”

 
Fire år:

“Man skal vaske fingre, når man har tisset. Det skal man ALTID huske. Det gør de altid både i Jylland og Spanien.”

I en snak om mænds brystbehåring bliver Marius spurgt, om mor har hår på maven: “Neeej! Hun er jo ikke helt voksen endnu.”

Mikkel: “Pas på du ikke glider på vej op til rutschebanen, når du kun har strømper på.”
Marius: “Det gør jeg heller ikke. Jeg er en rigtig mand nu!”

Aaaah, nu er jeg lidt mere rolig. Jeg har længe ville gemme den slags i cyberspace, så de ikke forsvinder fra mig. Hav en dejlig aften!