Noget om en lydfil

Først og fremmest: Dette er et af de hurtigste blogindlæg, jeg har skrevet. Jeg er typen, der skriver noget, gemmer en kladde, går til og fra, retter ord og vendinger, kommer på skarpere formuleringer, fylder mere på, gemmer kladden igen, hvor den så får lov at passe sig selv, til al aktualitet er forsvundet, fordi jeg alligevel ikke var helt tilfreds med det, jeg havde fået skrevet. Det er det, mine damer og herrer, der hedder ‘hæmmende perfektionisme’. Eller i hvert fald noget med at overtænke ting helt i smadder. Men nu får I et indlæg, jeg har skrevet på én gang. Så jeg beklager (nok mest overfor mig selv), hvis jeg kunne have formuleret mig bedre, men jeg håber, I fanger pointen alligevel.

Okay. Jeg havde egentlig valgt ikke at gå yderligere ind i det her, fordi det er en hårfin balance. På den ene side mener jeg, man har ret til at blive introduceret til andre perspektiver og vinkler på emnet end den, der fremlægges som værende den eneste sandhed hos virksomheden bag pågældende lydfil. På den anden side mener jeg, at nogle ting bør ties ihjel.

Men nu er katten ligesom ude af sækken, så derfor vælger jeg at knytte en kommentar til emnet og uddybe, hvad det er, jeg finder problematisk ved en sådan udgivelse. Helt generelt kæmper jeg noget med pseudovidenskabelige tilgange og det alternative univers i helhed, så jeg er muligvis også farvet deraf, men jeg skal gøre mit ypperste for at forholde mig sagligt. Igen. Det kræver mere, end man måske lige skulle tro, men jeg prøver det bedste, jeg har lært.

Pågældende virksomhed har, som (altid fantastiske) Karoline bag Hvidkaffe nævner, en udfordring i forhold til netop at definere, hvornår privatpersonen slutter, og hvornår virksomheden begynder. Det kan i mine øjne være grobund for en lang række problematikker i forbindelse med influencerbranchen helt generelt. Det kan som følger være vanskeligt at navigere i, hvornår en influencer fungerer som onlineveninde, og hvornår de ligeså stille begynder at gnide håndfladerne mod hinanden, mens dollartegnene vælter ud af øjnene. Igen smider jeg lige en disclaimer med det samme: Jeg har ikke et generelt problem med influencere. Der findes mange dygtige, kloge mennesker, der forvalter deres position med stor professionalisme. Der findes desværre også en lang række, der gør det modsatte.

Denne virksomhed, der nu har udgivet en terapeutisk lydfil, springer netop i øjnene på mig, fordi den har en længere række af… uheldige sager bag sig. Her tænker jeg først og fremmest på en episode, hvor der blev brugt vendinger som “antidepressiv er gift for hjernen” – skarpt efterfulgt af rabatkoder og reklamer for cannabisolie. Det er ikke at være sit ansvar overfor (på det tidspunkt) små 40.000 mennesker bevidst. Det er det simpelthen ikke. Her er det businessdelen, der lader til at tale. Når kritikken fra myndigheder, fagfolk og journalister (bl.a. formidlet via Shitstorm på P1) så begynder at vise sig, bliver taktikken noget med at skifte til privatperson, som føler sig misforstået og udstillet. Men hvis man som virksomhed bringer noget på banen, man har interesse i at tjene penge på, så må man også forholde sig professionelt til den kritik, det afføder.

Især punktet med (ikke) at forholde sig til kritik er en problemstilling, jeg ser gentagende gange. På Instagram er det muligt at slette og blokere folk i ét væk, således at al (konstruktiv) kritik og berettiget undren censureres væk under påskud af at være “hate”, misundelse og smertende numser. Også når dette ikke er tilfældet. Jeg synes, det er fair, at vi ser verden på forskellige måder, men det må simpelthen gælde over hele linjen, at vi som voksne mennesker, som virksomheder og forbrugere, kan spørge ind, forholde os nysgerrigt, kritisk eller undrende – uden at få mundkurv på. Alternativt skal man holde sig helt fra at reklamere for og indgå samarbejder med kontroversielle foretagender. Så er man ligesom ude over dén. Og jeg ved, at “det er menneskeligt at fejle” er et argument, der bliver brugt flittigt, men det fejer ikke automatisk alle problemer af vejen; det kræver stadig, at man aktivt forholder sig til de menneskelige fejl, man begår. Især hvis man begår dem igen og igen.

Nå, men, tilbage til lydfilen. Først og fremmest er jeg fra et hjem, hvor man som udgangspunkt lader folk med den rette faglige baggrund tage sig af de dertilhørende opgaver. Min mor er psykoterapeut, min stedfar er læge, og det er muligt, at min skepsis i forhold til den alternative verden udspringer en smule derfra. Jeg er ikke blind for, at der kan findes et hav af forskellige metoder, der virker for forskellige mennesker, men når man som virksomhed uden faglig relevant baggrund både udtaler sig om medicin til psykisk sårbare mennesker og nu udgiver en lydfil, der kan hjælpe dig med alt fra kærestesorger til fødselsdepressioner, så er det i mine øjne et problem.

For mig at se består det egentlige problem ikke så meget i selve lydfilen. Det består i alt det rundt om den. Det består blandt andet i at sige, udgivelsen kun har affødt én negativ kommentar (fra en, der ikke kan unde andre succes), når en række udsagn på dele af internettet, der strækker sig udenfor blokeringsfingerens rækkevidde, siger noget helt andet. Mange gange. Det består i, i ét væk at dele positiv feedback fra folk, der eksempelvis efter en 7-årig periode med både angst, depression, PTSD og borderline får vendt bøtten på baggrund af 20 minutters lyd. Det er mere end almindeligt misvisende. Jeg tænker ikke som sådan, at en lydfil på 20 minutter – isoleret set – skulle udgøre en stor fare. Jeg tænker, det er alt det omkringliggende; selvophøjelsen, den monologiske kommunikationsstrategi, den vedvarende deling af beskeder fra mennesker, der gennemført idoliserer kvinden bag (uanset, hvad hun gør eller siger). Det er i allerhøjeste grad at skævvride det billede, man sælger til sin følgerskare.

Men dér, hvor det for alvor strammer til, er dér, hvor pengene træder ind. Hvis udgivelsen i stedet havde handlet om, at det var en slags 20-minutters peptalk-podcast, man kunne bruge, hvis man havde lyst til et kærligt klap, havde det givetvis set anderledes ud. Men når man promoverer en lydfil så aggressivt og samtidig skruer patos helt op, så bliver resultatet noget ganske andet. Når man både har behov for at sige, at man SAGTENS kunne have taget MEGET mere for lydfilen (taler produktet voldsomt op – fremstår samtidig generøs), at den selvfølgelig udkommer til lønningsdag, så alle dem på kontanthjælp OGSÅ har råd (good guy, der tager hensyn til de svage), men at introprisen på 149,- altså KUN gælder den første uge (opildner til hurtigt køb – men stadig good guy, for den kunne jo have kostet MEGET mere).

Her har vi (i min optik) kerneproblematikken. At man gentagende gange fortæller, hvor stor empati, man besidder, og bare ønsker at kunne redde hele verden. Derefter laver man en fil til psykisk sårbare, bruger ovennævnte tricks til at skabe salg, alt imens den overrosende feedback kører i loop på virksomhedens profil. Jeg mener bare, hvis det er ens hjertesag at få spredt sin beroligende stemme, så kunne man gøre det på mange langt, langt finere måder, der ikke indebærer at tjene fedt på (karantæneramte) mennesker med flossede nerver. Nu har vi jo fået at vide adskillige gange, hvordan der ellers svømmes i tilbud om samarbejder med mulighed for at vælge og vrage, for pengene mangler i hvert fald ikke. Så derfor kan jeg ikke lade være med at spekulere i, hvornår man mon mener at have skummet fløden nok.

Ammetøj: The struggle is real

Da jeg sidst på vinteren gik og drømte om min (på daværende tidspunkt forsvundne) talje iført sommerkjoler og den slags, havde jeg på ingen måde realistiske briller på.

Henover graviditeten blev min krop vært for ca. 21 kilo udover det sædvanlige, og jeg har heldigvis fået smidt de fleste af dem på porten. Med fed streg under ‘heldigvis’, da det mest udelukkende må være held, mit (over)forbrug af Marabou og cola taget i betragtning. (Jeg kører i skrivende stund de dér koplettede Paula-buddinger i hovedet. De er usandsynligt gode på den klamme måde!). Nuvel, jeg er ikke i mål endnu, da jeg stadig mangler i omegnen af 4-5 kilo, men mon ikke de glider af før eller siden? Måske man skulle begynde at løbe… Den lader vi lige stå et øjeblik.

Nå, men, selvom noget af det stadig er til den (lidt for) stramme side, kan jeg bruge det meste af min garderobe igen, og her opstår så den meget first-world-agtige problematik: Rundt regnet 2% af den er ammevenlig. HvorDAN kunne jeg glemme ammetøjsproblematikken? Altså, sidste gang jeg ammede, tog det mig (eller Marius) små 14 måneder om at blive færdig, så det er vel ikke ligefrem en rookie mistake.

Men i min gravide desperation svingede jeg altså af og til cyberdankortet hos de virtuelle tøjbutikker, hvor jeg småsavlende udvalgte sommerkjoler, som var tiltænkt disse måneder. Her sidder jeg og min lange næse så, mens mit tøjstativ holder på kjolerne, der stadig er pyntet med prisskilte. Jeg er mest en høj-hals-kinda-gal, både fordi jeg synes, det er pænest, og fordi blottelse af kavalergang aldrig rigtigt har været my thing, men den slags kjoler kan man sgu da ikke amme i. Baren er ligesom spærret inde. Det skærer en god del af min garderobe væk, og jeg sender bøjlestativet mange, lange blikke på dage som idag, hvor det er 200 grader (give or take) udenfor. 

“Hvad med skjortekjoler?”, tænker I måske. Og det fungerer til en vis grænse. Problemet er imidlertid, at jeg ikke bryder mig om skjortens eneste mulige funktion i amme-øjemed: At knappe ned for derefter at hive ting og sager ud i det fri. Det føles så frygteligt nøgent. Jeg kører pt. den meget varme taktik med altid at have to lag på, således jeg kan hive op i det yderste lag og ned i det inderste, og derved slipper udenom blottede bryster og synligt mavespæk.

Derudover er stroptrøjer (eller cami-tops, som de vist hedder blandt fashionfolk) udelukkede, da amme-BH’er altid er udstyrede med charmerende, motorvejs-brede stropper. God damn it. “Så køb dog noget ammetøj!”, kunne I måske fristes til at råbe mig ind i hovedet, og believe me, jeg har været på jagt, men enten er det for dyrt eller for grimt eller begge dele.

Det efterlader mig så med følgende muligheder: Suck it up og benyt skjorte(kjole)metoden eller anskaf komplet, todelt sommergarderobe (og undgå for alt i verden ting med tynde stropper). Ydermere skal det helst kunne opstøves i krogene på internettet, da Frede umiddelbart ikke er nede med at trave byen igennem i timevis for at kigge på dametøj. Oh well, jeg skal da nok nå at finde det helt rette sæt til barnedåben… Om 13 dage. 

PS: Hvis I kender til fine, todelte sæt (gerne matchende mønster-ish), så tip mig lige. Jeg har været H&M, Zara og hele Bestsellerfamilien rundt uden held. Måske jeg skulle være en anelse mindre kræsen (og nærig). Nah.

Ud af boblen med et (næsten) latte-øjeblik

Som nogen måske har luret på Instagram, har Frede og jeg idag været overladt til os selv siden middagstid. Mikkel læser op til den sidste eksamen inden små 11 (!) ugers sommerferie, og jeg planlagde derfor en lille tur ud i noget, der mest af alt mindede om oktober på en god dag. Jeg forSTÅR ikke, hvad der sker på vejrfronten. Jeg stresser for vildt over, at juni måned har spildt sig selv på skyer og regnvejr, når september formentlig ikke har tænk sig at tilbagebetale og overtage sommertjansen. Så en hel måned er ligesom gået tabt. Sommeren er mit vinterblues-rehab, hvor jeg lader op til endnu en gang røv på vejrfronten. Det virker bare ikke rigtigt efter hensigten, når sommeren stikker én langefingeren og leger efterår. Jeg giver den indtil 1. juli, ellers flytter jeg sgu. Eller pynter op til jul. 

Nåhmen, i løbet af et par timer eller tre var både Frede og jeg afspiste og gylpfri, så vi (læs: jeg) fik bakset barnevognen ud gennem verdens mest rådne dør i gården og ud i det fri. Da jeg dér kom svansende med sovende barn i vognen og mig selv i mine (lukkede) præ-børn-skinny jeans (sgu!), tog fanden ved alt mit barselsoverskud og stoppede ud for “kaffe-to-go”-skiltet hos Nellie’s. Jeg vendte dog hurtigt øjne af mig selv, og besluttede mig for ikke at risikere babys opvågnen ved en stillestående vogn og gik derefter målrettet mod Dyrup (ja, malerbutikken. How manly). Jeg er nok alligevel ikke den dér lattedrikkende barselstype, selvom jeg virkelig godt kan lide latte (det er vel mest af alt bare kaffe med mælk, ikke?). Jeg har ingen kopholder på vognen (endnu), til gengæld har jeg fortræffelig neskaffe herhjemme, som efter et par timer og 2-3 gange i mikroovnen lever fint op til min kaffestandard (eller mangel på samme).

Vi fik handlet grej til mit maleprojekt, og da Frede stadig sov på den anden side af et besøg i Panduro efter barnedåbsinvitations-remedier, blev jeg overmodig og gik i H&M (hvor han naturligvis vågnede) efter denne bodystocking med tilhørende leggings (og hat, åbenbart). Overmodigt var det egentlig ikke, da han var vågen hele vejen hjem og kun småbrokkede sig to gange. Så alt i alt en succes med et minimum af våde håndflader (by the way, Tiger, I gik glip af en ellers købeglad type, da jeg slet ikke kunne overskue tanken om en barnevogn i jeres crowdede, rulletrappebefængte labyrint-butik. Nå!). 

Nu venter jeg på, at computeren, der holder på dåbsinvitationerne, kommer hjem (sammen med Mikkel, forstås), så jeg kan få produceret invitationer til godt og vel 60 mennesker. Heldigvis har Ben&Jerry’s lovet af holde mig beskæftiget så længe.

  

Larmende folk og lidt om juleønsker

Jeg havde egentlig tænkt mig at bringe dette indlæg igår aftes, men af og til kommer kvalmen i vejen. Og overboere. De er næsten lige flyttet ind, men de skændes som nogen, der burde bo langt fra hinanden. Vores lejlighedsbygning er ellers ikke urimeligt lydt, men her nedenunder kan vi alligevel høre, hvad de skændes om (blandt andet hvorvidt bacon skal koge eller ej). Pisse irriterende klokken 23 (i hvert fald for os med børn…), at der smækkes med døre og stormes op og ned ad trapperne i opgangen. Grow a pair! Jeg glæder mig helt sygeligt til en dag at komme ud af lejligheder og ind i mit eget hus. Med græs omkring og langt til larmende folk.

Nå. Der var noget med den konkurrence dér. Alle bud var overraskende kreative og kvalificerede, men jeg kunne jo som bekendt kun vælge ét. Efter længere tids overvejelse faldt valget på Louises forslag “Frej”, hvor “Freja” evt. kunne bruges til pigemodellen og fremtidige modeller kunne ligeså opkaldes efter nordisk mytologi. Dét syntes jeg, var en vildt fin idé, som ikke kom for langt væk fra deres oprindelige navne og dog bidrog med noget nyt. Det var komitéen dog ikke enige i, så legen stopper allerede her. Man kan åbenbart ikke vinde hver gang. Men nu skal der ikke gå bitterhed i den, så I kan jo gå ind og se semifinalisterne her og give en stemme med på bedste bud. Som selvfølgelig burde have været Frej. Jeg har endda foreslået det som potentielt lillebrornavn til Mikkel. Han deler ikke min begejstring.

Nu til det sjove: Julegaveønsker!

Juleønsker

Sjovt for mig, i hvert fald. Jeg ved, en del af jer ikke er tilhængere af de her collager, men jeg elsker dem lidt. Det minder mig om mine første tider med knitrende og glansfyldte modemagasiner, hvor jeg i mine spæde teenageår drømte mig til at være en slags redaktør, som kunne sidde og surfe beklædningsgenstande hele dagen og collage-forene dem i smuk samhørighed. Det kan jeg så få lov at lege en lille bitte smule med herinde, og jeg hygger mig med det! Mine ønsker bliver mere praktiske og mor-agtige hvert år, men det behøver ikke kun at være skidt.

1: Okay, første bud er faktisk ret barnligt. Et gør-det-selv-banner fra Omm Design, hvor man kan strikke alskens ord sammen og hænge dem til pynt på væggen. Nok mest på børneværelset i virkeligheden. Men jeg elsker dem!

2: Der kan vælges mellem to ting til vinter: Se fashionable ud eller hold varmen. Netop vintersæsonen gør mig ganske komfortorienteret. Jeg. Hader. At. Fryse. Jeg har en idé om, at denne zigzag-quiltede sag fra Monki kan holde mig varm. Omend den ikke er mode-uge-material, så er den ganske simpel og pæn (og måske rummelig nok til maven lidt tid endnu).

3: Old news, men stadig smuk. “Agnes” vase fra Normann Copenhagen. Jeg har lige et sted, den kunne stå. Flere steder, faktisk.

4: En elkedel. Denne er fra Alessi, men nok i den tunge ende af hvad der er acceptabelt at spendere på en dims, der varmer vand. Vi har en, der virker. Den larmer bare (!), er langsom og mega-uhandy.

5: Kjolen fra Libertine-Libertine. Jeg regner med, maveprojektet kan skrues deri lidt tid endnu. Please.

6: Nej, jeg kommer ikke til at købe designersengetøj på SU. Hvis nogensinde. Men det her fra Hay er så fint. Jeg har lidt et forhold til sengetøj, som mange kvinder har til sko (hvilket jeg også har…). Jeg elsker det! Jeg har også en (mere eller mindre) eksisterende økonomisk fornuft. Så meget, at jeg for nogle år siden skiftede dyner og puder ud til Ikeas varianter med svenske mål, så jeg kunne nøjes med at købe mig semifattig i deres sengetøj. Ganske kort efter ændrede de målene til danske. Så nu er mine dyner for brede til alt almindeligt. Enten skal jeg leve med mit nuværende sengetøj eller køre det hele på mosen og starte forfra. Nej, det er ikke en mulighed at leve med for store dyner i for småt hylster. Det giver tykke pøller af fluff i siderne. Omvendt er ligeså dårligt, med en dyne der skøjter rundt i for stort betræk. The struggle is real.

7: Jeg har været glad for Muuto lige siden dengang, jeg fandt ud af, de eksisterede. Bordet her er ingen undtagelse. Og et nyt sengebord har aldrig været i vejen for nogen. Jeg ønsker mig i øvrigt ikke så dyre gaver til jul i virkeligheden. Jeg drømmer bare lidt.

8: Når jeg igen kan tillade mig at indtage et glas vin, må det godt gøres pænt. “Bedårende” er Ikeas bedste bud, og det er ret godt!

9: Den røvkedelige rosin i pølseenden: Støvsugeren. Vi trænger til en opdatering på området. Den vi lige nu besidder, har efterhånden sugeevne som en kost. Den nye af slagsen skal kunne suge alt fra tabt spaghetti til nullermænd på størrelse med knytnæver – og det gerne lydløst!

 

Bare balder og dårlig reklame

Alt indeni mig skriger lidt imod overhovedet at omtale dette firma. Men det ser jeg mig nødsaget til. Jeg har aldrig rørt produkter fra Cult. Ikke fordi jeg har haft noget imod firmaet som sådan, men fordi Cultshakers smager af lunkent rævepis og energidrik aldrig har sagt mig noget. Måske er det blevet til en Mokaï eller to. But no more! Jeg er harm, vred og samtidig lige dele underholdt af og forarget over niveauet af idioti.

Jeg hentyder naturligvis til den opsigtsvækkende numse-reklame, de har klistret på samtlige busskure landet over, hvor en yderst velformet, rund røv pryder plakaten med overskriften ‘Jaloux?’. Og det er normalt ikke en term, der bliver brugt i forbindelse med (semi-)døde ting. Jalousi er et begreb, der bruges om følelser, som oftest opstår i samspil mellem to (eller flere) mennesker. Ikke deres røv. ‘Misundelig?’ ville måske klinge dårligere, være tvunget ned i mindre skriftstørrelse og ikke stikke helt så meget til folk, som ‘jaloux’ gør. Det er et ord med lidt mere slagkraft, jeg ved det godt. Men det gør det bestemt ikke mindre dumt at benytte sig af ordet i denne sammenhæng. Hele budskabet ved dette er så umådeligt lavt og virker enormt desperat på mig. Hell, de får en masse omtale, men for mit vedkommende bevirker det udelukkende, at jeg går en stor bue udenom deres produkter. Forstå mig ret, jeg elsker reklamer. Reklamer, som er gennemtænkt, som har det lille ekstra og som rammer plet hos mennesker. Gerne med viden og humor kombineret. Reklamer som både er geniale og fascinerende. Jeg ved godt, det er et usigeligt ligegyldigt produkt, at skulle lave en revolutionær reklame omkring, men man kunne da i det mindste have givet det et skud.

Lad mig lige slå fast at kvinder, der gør det til en livsstil at leve af proteinshakes stræbende efter sixpacks og store guns, endelig skal klø på. Jeg forstår mig ikke på det og slet ikke på værdisættet, som tager udgangspunkt i udseendet (forklædt med ordene ‘velvære’ og ‘sundhed’), men folk skal gøre, som de vil. Jeg vil bare ikke have proppet ned i halsen, at man kun kan se godt ud, hvis det er sådan, man vælger at leve. Niks. Det er hverken fordi, jeg føler mig truffet, eller fordi jeg er ked af min krop. Det er fordi, de fandeme tillader sig i fuld offentlighed at antyde, at kvinder med større/mindre/fladere numser end viste, har noget at arbejde på. Pardon my french, men hvad helvede bilder de sig ind?

Meget apropos debatten om skønhedsidealerne Matas’ magasin SKØN førte med sig, og som blev taget under kærlig behandling her, hvad er det så egentlig for ting, vi tillader at blive slynget ud i æteren, hvor vaklende 12-13-årige piger færdes? Er det virkelig de værdier i samfundet, der vejer tungest? Er det det, vi vil videregive usikre teenagere, som endnu ikke ved, hvilket ben de skal stå på? Er vi blevet SÅ uintelligente? Jeg håber det ikke.

Så kære Cult, jeg kan kun tale for mig selv. Men jeg kommer aldrig til at smage jeres fitnessvand. Jeg kunne godt tænke mig at have en numse magen til den på billedet, men jeg har ikke lyst til at knokle for at nå dertil. Jeg har ikke lyst til fanatisk at planlægge min kost og svede i træningscentret 6 dage om ugen, for jeg har svært ved at se pointen. Jeg har en dejlig søn og ditto kæreste, og vigtigheden af at bruge tid sammen med dem kontra runde, struttende balder er fuldstændig usammenlignelig. Det er så fucking ligegyldigt. Jeg vil bede jer tænke over, hvilke budskaber I smider om jer. Specielt i så skønhedsfikseret et samfund, som vi efterhånden har fået stablet på benene. Måske var det tid til at revurdere værdierne, give plads til individualitet og lade folk, unge som gamle, vide, at deres røv er a-okay, så længe de selv er tilfredse. Men der bliver længere og længere til den tilfredshed, fordi I skubber idealet så langt ud, at det for mange mennesker ikke længere er indenfor rækkevidde.

Billede fra @andershemmingsendk.