Ammetøj: The struggle is real

Da jeg sidst på vinteren gik og drømte om min (på daværende tidspunkt forsvundne) talje iført sommerkjoler og den slags, havde jeg på ingen måde realistiske briller på.

Henover graviditeten blev min krop vært for ca. 21 kilo udover det sædvanlige, og jeg har heldigvis fået smidt de fleste af dem på porten. Med fed streg under ‘heldigvis’, da det mest udelukkende må være held, mit (over)forbrug af Marabou og cola taget i betragtning. (Jeg kører i skrivende stund de dér koplettede Paula-buddinger i hovedet. De er usandsynligt gode på den klamme måde!). Nuvel, jeg er ikke i mål endnu, da jeg stadig mangler i omegnen af 4-5 kilo, men mon ikke de glider af før eller siden? Måske man skulle begynde at løbe… Den lader vi lige stå et øjeblik.

Nå, men, selvom noget af det stadig er til den (lidt for) stramme side, kan jeg bruge det meste af min garderobe igen, og her opstår så den meget first-world-agtige problematik: Rundt regnet 2% af den er ammevenlig. HvorDAN kunne jeg glemme ammetøjsproblematikken? Altså, sidste gang jeg ammede, tog det mig (eller Marius) små 14 måneder om at blive færdig, så det er vel ikke ligefrem en rookie mistake.

Men i min gravide desperation svingede jeg altså af og til cyberdankortet hos de virtuelle tøjbutikker, hvor jeg småsavlende udvalgte sommerkjoler, som var tiltænkt disse måneder. Her sidder jeg og min lange næse så, mens mit tøjstativ holder på kjolerne, der stadig er pyntet med prisskilte. Jeg er mest en høj-hals-kinda-gal, både fordi jeg synes, det er pænest, og fordi blottelse af kavalergang aldrig rigtigt har været my thing, men den slags kjoler kan man sgu da ikke amme i. Baren er ligesom spærret inde. Det skærer en god del af min garderobe væk, og jeg sender bøjlestativet mange, lange blikke på dage som idag, hvor det er 200 grader (give or take) udenfor. 

“Hvad med skjortekjoler?”, tænker I måske. Og det fungerer til en vis grænse. Problemet er imidlertid, at jeg ikke bryder mig om skjortens eneste mulige funktion i amme-øjemed: At knappe ned for derefter at hive ting og sager ud i det fri. Det føles så frygteligt nøgent. Jeg kører pt. den meget varme taktik med altid at have to lag på, således jeg kan hive op i det yderste lag og ned i det inderste, og derved slipper udenom blottede bryster og synligt mavespæk.

Derudover er stroptrøjer (eller cami-tops, som de vist hedder blandt fashionfolk) udelukkede, da amme-BH’er altid er udstyrede med charmerende, motorvejs-brede stropper. God damn it. “Så køb dog noget ammetøj!”, kunne I måske fristes til at råbe mig ind i hovedet, og believe me, jeg har været på jagt, men enten er det for dyrt eller for grimt eller begge dele.

Det efterlader mig så med følgende muligheder: Suck it up og benyt skjorte(kjole)metoden eller anskaf komplet, todelt sommergarderobe (og undgå for alt i verden ting med tynde stropper). Ydermere skal det helst kunne opstøves i krogene på internettet, da Frede umiddelbart ikke er nede med at trave byen igennem i timevis for at kigge på dametøj. Oh well, jeg skal da nok nå at finde det helt rette sæt til barnedåben… Om 13 dage. 

PS: Hvis I kender til fine, todelte sæt (gerne matchende mønster-ish), så tip mig lige. Jeg har været H&M, Zara og hele Bestsellerfamilien rundt uden held. Måske jeg skulle være en anelse mindre kræsen (og nærig). Nah.

Ud af boblen med et (næsten) latte-øjeblik

Som nogen måske har luret på Instagram, har Frede og jeg idag været overladt til os selv siden middagstid. Mikkel læser op til den sidste eksamen inden små 11 (!) ugers sommerferie, og jeg planlagde derfor en lille tur ud i noget, der mest af alt mindede om oktober på en god dag. Jeg forSTÅR ikke, hvad der sker på vejrfronten. Jeg stresser for vildt over, at juni måned har spildt sig selv på skyer og regnvejr, når september formentlig ikke har tænk sig at tilbagebetale og overtage sommertjansen. Så en hel måned er ligesom gået tabt. Sommeren er mit vinterblues-rehab, hvor jeg lader op til endnu en gang røv på vejrfronten. Det virker bare ikke rigtigt efter hensigten, når sommeren stikker én langefingeren og leger efterår. Jeg giver den indtil 1. juli, ellers flytter jeg sgu. Eller pynter op til jul. 

Nåhmen, i løbet af et par timer eller tre var både Frede og jeg afspiste og gylpfri, så vi (læs: jeg) fik bakset barnevognen ud gennem verdens mest rådne dør i gården og ud i det fri. Da jeg dér kom svansende med sovende barn i vognen og mig selv i mine (lukkede) præ-børn-skinny jeans (sgu!), tog fanden ved alt mit barselsoverskud og stoppede ud for “kaffe-to-go”-skiltet hos Nellie’s. Jeg vendte dog hurtigt øjne af mig selv, og besluttede mig for ikke at risikere babys opvågnen ved en stillestående vogn og gik derefter målrettet mod Dyrup (ja, malerbutikken. How manly). Jeg er nok alligevel ikke den dér lattedrikkende barselstype, selvom jeg virkelig godt kan lide latte (det er vel mest af alt bare kaffe med mælk, ikke?). Jeg har ingen kopholder på vognen (endnu), til gengæld har jeg fortræffelig neskaffe herhjemme, som efter et par timer og 2-3 gange i mikroovnen lever fint op til min kaffestandard (eller mangel på samme).

Vi fik handlet grej til mit maleprojekt, og da Frede stadig sov på den anden side af et besøg i Panduro efter barnedåbsinvitations-remedier, blev jeg overmodig og gik i H&M (hvor han naturligvis vågnede) efter denne bodystocking med tilhørende leggings (og hat, åbenbart). Overmodigt var det egentlig ikke, da han var vågen hele vejen hjem og kun småbrokkede sig to gange. Så alt i alt en succes med et minimum af våde håndflader (by the way, Tiger, I gik glip af en ellers købeglad type, da jeg slet ikke kunne overskue tanken om en barnevogn i jeres crowdede, rulletrappebefængte labyrint-butik. Nå!). 

Nu venter jeg på, at computeren, der holder på dåbsinvitationerne, kommer hjem (sammen med Mikkel, forstås), så jeg kan få produceret invitationer til godt og vel 60 mennesker. Heldigvis har Ben&Jerry’s lovet af holde mig beskæftiget så længe.

  

Larmende folk og lidt om juleønsker

Jeg havde egentlig tænkt mig at bringe dette indlæg igår aftes, men af og til kommer kvalmen i vejen. Og overboere. De er næsten lige flyttet ind, men de skændes som nogen, der burde bo langt fra hinanden. Vores lejlighedsbygning er ellers ikke urimeligt lydt, men her nedenunder kan vi alligevel høre, hvad de skændes om (blandt andet hvorvidt bacon skal koge eller ej). Pisse irriterende klokken 23 (i hvert fald for os med børn…), at der smækkes med døre og stormes op og ned ad trapperne i opgangen. Grow a pair! Jeg glæder mig helt sygeligt til en dag at komme ud af lejligheder og ind i mit eget hus. Med græs omkring og langt til larmende folk.

Nå. Der var noget med den konkurrence dér. Alle bud var overraskende kreative og kvalificerede, men jeg kunne jo som bekendt kun vælge ét. Efter længere tids overvejelse faldt valget på Louises forslag “Frej”, hvor “Freja” evt. kunne bruges til pigemodellen og fremtidige modeller kunne ligeså opkaldes efter nordisk mytologi. Dét syntes jeg, var en vildt fin idé, som ikke kom for langt væk fra deres oprindelige navne og dog bidrog med noget nyt. Det var komitéen dog ikke enige i, så legen stopper allerede her. Man kan åbenbart ikke vinde hver gang. Men nu skal der ikke gå bitterhed i den, så I kan jo gå ind og se semifinalisterne her og give en stemme med på bedste bud. Som selvfølgelig burde have været Frej. Jeg har endda foreslået det som potentielt lillebrornavn til Mikkel. Han deler ikke min begejstring.

Nu til det sjove: Julegaveønsker!

Juleønsker

Sjovt for mig, i hvert fald. Jeg ved, en del af jer ikke er tilhængere af de her collager, men jeg elsker dem lidt. Det minder mig om mine første tider med knitrende og glansfyldte modemagasiner, hvor jeg i mine spæde teenageår drømte mig til at være en slags redaktør, som kunne sidde og surfe beklædningsgenstande hele dagen og collage-forene dem i smuk samhørighed. Det kan jeg så få lov at lege en lille bitte smule med herinde, og jeg hygger mig med det! Mine ønsker bliver mere praktiske og mor-agtige hvert år, men det behøver ikke kun at være skidt.

1: Okay, første bud er faktisk ret barnligt. Et gør-det-selv-banner fra Omm Design, hvor man kan strikke alskens ord sammen og hænge dem til pynt på væggen. Nok mest på børneværelset i virkeligheden. Men jeg elsker dem!

2: Der kan vælges mellem to ting til vinter: Se fashionable ud eller hold varmen. Netop vintersæsonen gør mig ganske komfortorienteret. Jeg. Hader. At. Fryse. Jeg har en idé om, at denne zigzag-quiltede sag fra Monki kan holde mig varm. Omend den ikke er mode-uge-material, så er den ganske simpel og pæn (og måske rummelig nok til maven lidt tid endnu).

3: Old news, men stadig smuk. “Agnes” vase fra Normann Copenhagen. Jeg har lige et sted, den kunne stå. Flere steder, faktisk.

4: En elkedel. Denne er fra Alessi, men nok i den tunge ende af hvad der er acceptabelt at spendere på en dims, der varmer vand. Vi har en, der virker. Den larmer bare (!), er langsom og mega-uhandy.

5: Kjolen fra Libertine-Libertine. Jeg regner med, maveprojektet kan skrues deri lidt tid endnu. Please.

6: Nej, jeg kommer ikke til at købe designersengetøj på SU. Hvis nogensinde. Men det her fra Hay er så fint. Jeg har lidt et forhold til sengetøj, som mange kvinder har til sko (hvilket jeg også har…). Jeg elsker det! Jeg har også en (mere eller mindre) eksisterende økonomisk fornuft. Så meget, at jeg for nogle år siden skiftede dyner og puder ud til Ikeas varianter med svenske mål, så jeg kunne nøjes med at købe mig semifattig i deres sengetøj. Ganske kort efter ændrede de målene til danske. Så nu er mine dyner for brede til alt almindeligt. Enten skal jeg leve med mit nuværende sengetøj eller køre det hele på mosen og starte forfra. Nej, det er ikke en mulighed at leve med for store dyner i for småt hylster. Det giver tykke pøller af fluff i siderne. Omvendt er ligeså dårligt, med en dyne der skøjter rundt i for stort betræk. The struggle is real.

7: Jeg har været glad for Muuto lige siden dengang, jeg fandt ud af, de eksisterede. Bordet her er ingen undtagelse. Og et nyt sengebord har aldrig været i vejen for nogen. Jeg ønsker mig i øvrigt ikke så dyre gaver til jul i virkeligheden. Jeg drømmer bare lidt.

8: Når jeg igen kan tillade mig at indtage et glas vin, må det godt gøres pænt. “Bedårende” er Ikeas bedste bud, og det er ret godt!

9: Den røvkedelige rosin i pølseenden: Støvsugeren. Vi trænger til en opdatering på området. Den vi lige nu besidder, har efterhånden sugeevne som en kost. Den nye af slagsen skal kunne suge alt fra tabt spaghetti til nullermænd på størrelse med knytnæver – og det gerne lydløst!

 

Bare balder og dårlig reklame

Alt indeni mig skriger lidt imod overhovedet at omtale dette firma. Men det ser jeg mig nødsaget til. Jeg har aldrig rørt produkter fra Cult. Ikke fordi jeg har haft noget imod firmaet som sådan, men fordi Cultshakers smager af lunkent rævepis og energidrik aldrig har sagt mig noget. Måske er det blevet til en Mokaï eller to. But no more! Jeg er harm, vred og samtidig lige dele underholdt af og forarget over niveauet af idioti.

Jeg hentyder naturligvis til den opsigtsvækkende numse-reklame, de har klistret på samtlige busskure landet over, hvor en yderst velformet, rund røv pryder plakaten med overskriften ‘Jaloux?’. Og det er normalt ikke en term, der bliver brugt i forbindelse med (semi-)døde ting. Jalousi er et begreb, der bruges om følelser, som oftest opstår i samspil mellem to (eller flere) mennesker. Ikke deres røv. ‘Misundelig?’ ville måske klinge dårligere, være tvunget ned i mindre skriftstørrelse og ikke stikke helt så meget til folk, som ‘jaloux’ gør. Det er et ord med lidt mere slagkraft, jeg ved det godt. Men det gør det bestemt ikke mindre dumt at benytte sig af ordet i denne sammenhæng. Hele budskabet ved dette er så umådeligt lavt og virker enormt desperat på mig. Hell, de får en masse omtale, men for mit vedkommende bevirker det udelukkende, at jeg går en stor bue udenom deres produkter. Forstå mig ret, jeg elsker reklamer. Reklamer, som er gennemtænkt, som har det lille ekstra og som rammer plet hos mennesker. Gerne med viden og humor kombineret. Reklamer som både er geniale og fascinerende. Jeg ved godt, det er et usigeligt ligegyldigt produkt, at skulle lave en revolutionær reklame omkring, men man kunne da i det mindste have givet det et skud.

Lad mig lige slå fast at kvinder, der gør det til en livsstil at leve af proteinshakes stræbende efter sixpacks og store guns, endelig skal klø på. Jeg forstår mig ikke på det og slet ikke på værdisættet, som tager udgangspunkt i udseendet (forklædt med ordene ‘velvære’ og ’sundhed’), men folk skal gøre, som de vil. Jeg vil bare ikke have proppet ned i halsen, at man kun kan se godt ud, hvis det er sådan, man vælger at leve. Niks. Det er hverken fordi, jeg føler mig truffet, eller fordi jeg er ked af min krop. Det er fordi, de fandeme tillader sig i fuld offentlighed at antyde, at kvinder med større/mindre/fladere numser end viste, har noget at arbejde på. Pardon my french, men hvad helvede bilder de sig ind?

Meget apropos debatten om skønhedsidealerne Matas’ magasin SKØN førte med sig, og som blev taget under kærlig behandling her, hvad er det så egentlig for ting, vi tillader at blive slynget ud i æteren, hvor vaklende 12-13-årige piger færdes? Er det virkelig de værdier i samfundet, der vejer tungest? Er det det, vi vil videregive usikre teenagere, som endnu ikke ved, hvilket ben de skal stå på? Er vi blevet SÅ uintelligente? Jeg håber det ikke.

Så kære Cult, jeg kan kun tale for mig selv. Men jeg kommer aldrig til at smage jeres fitnessvand. Jeg kunne godt tænke mig at have en numse magen til den på billedet, men jeg har ikke lyst til at knokle for at nå dertil. Jeg har ikke lyst til fanatisk at planlægge min kost og svede i træningscentret 6 dage om ugen, for jeg har svært ved at se pointen. Jeg har en dejlig søn og ditto kæreste, og vigtigheden af at bruge tid sammen med dem kontra runde, struttende balder er fuldstændig usammenlignelig. Det er så fucking ligegyldigt. Jeg vil bede jer tænke over, hvilke budskaber I smider om jer. Specielt i så skønhedsfikseret et samfund, som vi efterhånden har fået stablet på benene. Måske var det tid til at revurdere værdierne, give plads til individualitet og lade folk, unge som gamle, vide, at deres røv er a-okay, så længe de selv er tilfredse. Men der bliver længere og længere til den tilfredshed, fordi I skubber idealet så langt ud, at det for mange mennesker ikke længere er indenfor rækkevidde.

Billede fra @andershemmingsendk.