Du kan sove, når du bliver gammel

Igår aftes fandt jeg mig selv i sofaen, hvor jeg åbenbart så Vild Med Dans, mens jeg strikkede(!). Jeg besluttede mig derfor for at føre stilen til ende og gå nogenlunde tidligt i seng (nu røg James alligevel ud, og så kan det jo være det samme). Idag har en chokoladebar gjort det som min morgenmad, og sådan kan kontraster jo mødes. Det skulle dog vise sig, det var et klogt træk at stemple ud ved midnatstid, da jeg vågnede kl. 06:41 lettere forvirret og undrede mig over, hvor babyen var henne. Han opholdt sig imidlertid i stueetagen i færd med at fortære en banan sammen med sin far, der så ud til at være relativt kvæstet. Han havde nemlig ikke sovet. Overhovedet.

Jeg havde Frede med mig i seng, da jeg gik til køjs, men hver gang hans hoved ramte madrassen, stak han i et skrig. Vi endte således med en halv times tumlen rundt, hvor han godt ville sove ti minutter ad gangen, hvis han vel og mærke lå ovenpå mig. Nok er jeg ikke kendt for at producere sovebørn, men til sidst gav jeg op og hidkaldte hans endnu vågne far, som tog ham med sig op i stuen. Og der har de så været siden. Ole Lukøje havde tilsyneladende glemt Fredes adresse, og den halvtykke baby vågnede således hvert 30. minut natten igennem, og da Mikkel er god til at sove (meget) tungt, turde han ikke falde i søvn mellem opvågningerne. Hvilket også er grunden til, at i nat var første gang i næsten 7 måneder, at jeg sov mere end fire timer i træk. Fordi Mikkel simpelthen er ude af stand til at vågne, og nattevagten således normalt er min… Og når jeg sådan har fået lov til at flotte mig med seks timers søvn, har jeg sendt farmanden på hovedet i seng, hvor han nok vil opholde sig et godt stykke op ad dagen. Det kan næsten kun betyde, at babyen og jeg trodser det triste efterårsvejr (når han vågner fra sin nu 28 minutter lange lur!) og ser, om ikke midtbyen har noget, vi ikke kan leve foruden. Jeg tror det.

Ting, mødre kan

Jeg har en (lidt generaliserende) forestilling om, hvad en mor er for noget, og i særdeleshed hvad hun kan af ting og tricks. Det skyldes givetvis mit eget pragteksemplar af en mor, som evner alt fra mean multitasking over fem kødgryder til at snedkerere sig en bordplade fra bunden. En kombination af at have været alene med to børn og en gedigen portion stædighed har gjort, at hun kan (godt og vel) alting selv. Forleden spurgte jeg hende, hvornår jeg selv fik den dér mor-feel, og hvordan jeg nogensinde skulle blive den, som mine unger ringer hjem til for at høre, hvor lang tid en oksesteg skal have. Hun forsikrede mig om, at det kommer med tiden… Jeg har stædigheden på plads og fikser de fleste ting herhjemme selv, men jeg kan altså ikke bare smække en gang boller i karry sammen på gefühlen. Well. Hermed præsenteres en liste af ting, jeg forestiller mig, alle de dér garvede mødre kan.

En mor…

Ved, hvor alting er, og intet er for alvor væk, før hun ikke kan finde det.
Der er jeg faktisk godt med. Jeg har et ufrivilligt, forkromet overblik over alles ting i husstanden og ved, hvor de sidst blev set. Undtagen min telefon og nøgler, der lever deres eget liv.

Kan time fire forskellige gryder og to stege i ovnen, så hele måltidet er færdigt på samme tid.
Det skal jeg øve mig på. Virkelig.

Kan strikke og/eller sy. Ikke nødvendigvis noget hun dyrker, men hun ved, hvordan man slår et par masker op, og hvordan en symaskine trådes.
Jeg kan kun det allermest fornødne på det område. Altså det, jeg lærte i 4. klasse, da jeg tog mit symaskinekørekort og syede et blomstret forklæde til min mor (selv tak), som hun stadig bruger! Strikke har jeg heller ikke gjort siden, men den slags kan man jo lære. Så det gjorde jeg igår (tak, Youtube), og jeg er således igang med et lidt tvivlsomt halstørklæde på et par blyanter. Ja ja, Rom blev ikke bygget på en dag.

Ved, hvor meget mad, der skal laves til selskaber af forskellig størrelse.
Jeg er stadig udfordret på at beregne pasta til os herhjemme, men jeg har dog forbedret mig væsentligt.

Har en uendelig liste med life-hacks i forhold til rengøring og tøjvask.
Eddike, eddike, eddike. Så langt er jeg med. Men hun kan altid lige et eller andet med noget kartoffelmel, lidt salt og en klat tandpasta. But, how?

Kan beherske sig, når hun skal dosere sulfo.
Der halter jeg stadigvæk en anelse bagefter. Jeg føler bare ikke, at en ærte-size sæbeklat kan gøre det.

Kan bikse en tre-retters menu sammen af “det, der lige var i køleskabet”.
Jeg har da en agurk, en klat syltetøj og en smule mælk, men det er som om, det ikke munder ud i noget lækkert.

Har styr på de uskrevne regler om, hvad der sig hør og bør.
Jeg er med på, at man siger tak for mad, ikke ifører sig hvidt (eller sort) til et bryllup og undlader at spørge om en kvindes alder (eller vægt). Men det er stadig meget trygt at kunne kontakte livlinen, hvis man er i tvivl om et gavekøb til sølvbryllup eller passende dresscode til en given lejlighed.

266053073_23726e897f64

Hvis du har noget at tilføje listen, så delagtiggør mig endelig herunder! Og hvis du selv er én af de garvede typer, så del lige lidt ud af visdommen. Ellers ringer jeg bare til min mor.

Edit: Der var lidt teknisk gejl med dette indlæg, så hvis jeres kommentarer mangler, er det ikke fordi, jeg er sur eller træt af jer, men de er altså røget med i svinget.

 

Navlepilleri #2

Jeg har som nævnt en mærkelig skriveblokade. Omend mit liv på barsel ikke er decideret action-packed, burde jeg da have noget at knævre om. Men der er helt tomt lige nu, og alt, jeg får skrevet, bliver noget braller. Derfor henviser jeg på meget velment vis til dette indlæg, hvor I kan smide om jer med forslag og spørgsmål for ligesom at sparke mig (kærligt) bagi. Der er allerede kommet et par fine og ret interessante spørgsmål, som jeg påtænker at røre sammen i et indlæg, men jeg kunne snildt bruge flere!

Indtil da må I tage til takke med en omgang navlepilleri volume 2.0, som indeholder diverse småting fra hverdagen og andre ligegyldige facts, jeg kunne nå at smide sammen, efter vi (altså Frede) fik slugt en skål sveskemos til lyden af denne sang på repeat og blev puttet til lur, hvor han nu har sovet en hel time. Hvem gør det?! Ikke Frede. Troede jeg.

  • Jeg glemmer konsekvent at købe tandpasta på hver indkøbstur, så jeg stjæler hver dag lidt af Marius’. Hold nu kæft, det kræver selvdisciplin ikke at synke sådan noget blåt Spiderman-stads med glimmer. Det smager bare bedre, end tandpasta burde.
  • Frede har knækket pruttelyde-med-munden-koden og mener, det fungerer allerbedst, når der samtidig er en skefuld grød på vej ind. Let’s sprinkle that shit everywhere.
  • Sidst jeg var til frisør, var den 2. marts 2012 (ammehjernen kan være klæber). Det er 3,5 år siden. Jeg trænger i den grad til at få organiseret det vildtvoksende kaos, men jeg har besluttet ikke at tage stilling til det. Lige nu.
  • Ovenstående hænger dog virkelig dårligt sammen med klistrede babyhænder, som laver jerngreb på alt indenfor rækkevidde. Derfor har jeg fået for vane at smide manken op i en hestehale, men den har Frede nu luret og ynder derfor at proppe hele hårbundtet i munden, når han hænger på min skulder, hvorfor jeg i skrivende stund har helt stive hårspidser grundet mango-mos-mund. Må snart tage den skide barselsknold til mig.
  • Min store, lille dreng er startet til fodbold med sine venner fra børnehaven. De første to gange var det for overvældende at være med, så vi nøjedes med at se på. Han var fast besluttet på, at han ikke var god nok, og at det hele var for svært, så tredje gang tog han afsted i cowboybukser med aftalen om, at vi kun skulle se på for ligesom at understrege, at der intet forventningspres var fra vores side. Halvvejs inde i træningen tog han tyren ved hornene og løb ud på banen for at være med i kampen. Stoltheden overvældede mig totalt, da jeg kunne se i Marius’ øjne, at han godt selv vidste, han havde vundet sin indre kamp mod sin perfektionistiske forsigtighed, mens han gik og high-fivede de andre små, fodboldbestøvlede drenge. YES! Imorgen skal vi afsted igen, og han glæder sig.
  • Overvejer, om jeg skal skille slyngevuggen ad for at vaske det kaffe af den, som nogen (læs: Mikkel) har spildt på den, eller om det lige giver den lidt ekstra personlighed med de brune pletter.
  • Har brokket og undret mig længe over, hvor alle sutter forsvinder hen. Samlede de tilfældigt placerede sammen igår og fandt 22 styk. Ud af dem gider Frede bruge tre. Og ud af de tre er én en klar favorit (som ikke er en af de fire naturgummisutter, men det ægte plasticgejl). What are the odds?

Status på livet i boblen

Det er en mærkelig boble, vi fumler rundt i. Vi står op, når resten af byen gør det, mens vi fra vores varme hule kan fornemme samfundet, der haster afsted i morgentrafikken mod mødetider og deadlines, mens tiden herinde går i sit eget søvndyssende tempo.

Jeg lider lidt af sensommerblues, mens efteråret kigger ind af vinduerne, og hverdagen stikker hovedet frem mellem raslende trækroner. Men vi har det godt herinde i boblen. Vi har været så forfærdeligt forkælede, at vi har været fire forældrehænder om Frede i næsten fem(!) måneder. Endnu en af fordelene ved studieliv-med-småbørn. Men mere vil som bekendt gerne have mere, og vi skal på den måde lige ind i barselsrutinerne og vågne rigtigt efter knapt et halvt års dvale.

Frede og jeg er således den lille hjemme-duo i dagtimerne, mens Marius lunter rundt i børnehaven, og Mikkel stener til forelæsning med hovedet begravet i computeren bøgerne. Så vi er et lille team, der samarbejder om at få tiden til at gå og nyde det, den indeholder. Det er sikkert meget sundt for min hjerneaktivitet, at Mikkel ofte har tidligt fri og dermed stadig bruger overvejende mange af sine vågne timer her på matriklen, så jeg ikke ruster totalt på kommunikationsfronten i selskabet med min bløde baby, der er en anelse begrænset på det verbale (men meget fremmelig i cuteness). Det bliver til store mængder gurglen, spytten (mest Frede), dikke-dikke, ultrasoniske tonelejer (“hej min babyyy”, “du er så dygtiiiig”, etc.), borte-borte-tit-tit, klap og kys. Til gengæld træner det evnerne til at komponere (tvivlsomme) børnesange helt enormt, og det kan jo også noget. Og hold nu kæft, vi får sunget mærkelige ting, blandt andet en del om ord som babyflûte, snøvlehat, knoklefår og lemming.

Desuden kunne der ved sidste sundhedsplejerskebesøg konstateres, at Fredes dellevækst ikke længere havde helt så meget fart på som ønsket, så han får nu supplerende flaske ved siden af amningen, og dellerne vil atter frem i verden (seriøst, jeg aner en tredje hage derinde et sted). Det ramte mig hårdere end forventet, men efter tilvænningen var i hus, måtte jeg erkende, at det kører. Jeg (og Frede) har stadig amningen og tætheden, Mikkel har ligeledes mulighed for at fodre, han sover bedre og vigtigst af alt: Han trives, vokser og er glad. Og så venter det dér skemad lige rundt om hjørnet.

Det samme gør sig gældende for hans søde storebror (ikke det med skemaden, forstås), som sidste uge var på overnatningstur med de store børn i børnehaven, hvorfra han returnede glad og bållugtende iført nattøj og gummistøvler. Jeg øver mig stadig i at fatte, at min dreng er blevet sådan én, som pludselig tager afsted på lejrtur uden mor eller far, med sit liggeunderlag under den ene arm og sin lille sovepose under den anden. Det vil sige, det er fem år siden, jeg sidst var 18… Åh, gru. Afslutningsvis leveres herunder et billede af to brødre, der muligvis lægger skumle planer. 

 
Desuden har jeg luret, at der på Bloglovin’ er ca. 10 gange så mange, der følger med, i forhold til bloggens Facebookside. I er også fint med på Instagram, men I er altså hjerteligt velkomne alle tre steder! Og må I så have jer en overvældende weekend på den gode måde.

Hvad venter vi på?

Ømt emne, jeg ved det godt. Men det er immervæk et emne, der på en eller anden facon vedrører mig. Eller måske lige netop ikke vedrører mig. 

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er, som I sikkert er bekendt med, temmelig høj. Forstået på den måde, at den ligger på 29,1. Det er der formentlig en del mere eller mindre gode grunde til. Det kunne for eksempel være uddannelse, karriere, den famøse selvrealisering og/eller en tilværelse som single. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering (måske ikke så meget den med kæresten), og vi prioriterer åbenbart væsentligt anderledes, end vi tidligere har gjort. Nu siger jeg ‘vi’, hvilket i og for sig er misvisende, når jeg nu hiver statistikken så godt og grundigt den anden vej. Jeg var mor på min 18-års fødselsdag. Til en baby på to måneder. Lyden af ‘De Unge Mødre’s introjingle giver med det samme genlyd i mit hoved (og sikkert også i dit nu, mwuhaha), til trods for jeg ikke har haft Kanal 4 i mange år. Uigennemtænkte formuleringer og ditto tatoveringer, piercinger i hobetal og noget med kommunen og dennes sagsbehandlere. Det er, sørgeligt nok, det første, der falder mig ind, når nogen snakker om unge mødre eller unge forældre generelt. Paradoksalt much? Mjah.

Jeg vil aldrig decideret opfordre nogen til at planlægge at få barn, inden de selv er myndige, for jeg tror ikke, at ret mange teenagere er opgaven moden (forståeligt nok, egentlig). Måske er det fint nok, i hvert fald at kunne skrive et 2-tal foran i alderskolonnen. Det er så absolut ikke for at hellige mig selv, men jeg var aldrig rigtigt i tvivl, og det føltes ikke mærkeligt eller som om, jeg mistede noget. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Jeg fik noget. Noget helt usandsynligt småt, som viste sig at blive det største i mit liv. Jeg planlagde ikke en graviditet som 17-årig, men det skete alligevel. Og selvom mange yndede at tage ordet ‘abort’ i munden, føltes det helt forkert for mig. Heldigvis. Jeg var hverken 17 eller 27 den dag på den flaskegrønne fødestue, hvor jeg i 2010 fik min førstefødte i armene for allerførste gang. Jeg var mor. Og så smuttede min biologiske alder altså ned et sted imellem natteamninger og lortebleer. Formentligt på samme måde som havde jeg været 30.

Kvinders evner til reproduktion peaker i alderen mellem 16 og 25. Det er lige præcis de år, hvor vi idag har ‘ungdommen’ liggende. Vel egentlig en form for selvskabt fænomen, da man tidligere gik mere direkte fra barn til voksen. Og det mener jeg ikke, man skal, for så skarp en grænse kan ikke trækkes mellem to så forskellige livsfaser. Imidlertid er der måske opstået en tendens til, at ungdommen strækkes endnu længere ud end før. Måske endda i begge ender. En del går (lidt for) tidligt fra barn til ung, og næsten endnu flere strækker ungdommen helt ind i 30’erne. Og det kunne være én af de medvirkende grunde til, at ufrivillig barnløshed bliver betegnet som en folkesygdom herhjemme. Fordi nogen simpelthen venter for længe. Biologisk set, i hvert fald.

Inden nogen misforstår mig (hvilket måske er for sent), så er jeg all about, at hvert menneske gør, hvad vedkommende selv finder rigtigt. Men jeg er dog blevet spurgt om de samme ting et utal af gange og vil derfor godt forsøge at aflive en myte eller to: Nej, livet går ikke i stå, fordi man får børn, og jo, det kan være en udfordring indimellem, men det er som regel det hele værd ganget med tusind. Ungdom – eller i hvert fald ungdommelighed – er ikke uforeneligt med livet som forælder. Tværtimod hjælper det at være lidt barnlig i det, specielt når man skal levere en overbevisende imitering af en T-Rex eller se ‘Frost’ for 18. gang. Min erfaring er, at mange ting ikke engang føles som en ofring eller noget, man må undvære. Ens prioriteringer ændres ganske enkelt. I hvert fald (og heldigvis) for de fleste.

Flere kvinder først i 30’erne får frosset æg ned for at gemme dem til et mere belejligt tidspunkt, hvor lysten er større og karrieren knapt så travl. Et tidspunkt, hvor den naturlige fertilitet synger på sidste vers. Det er naturligvis svært at kortlægge grunden bag hvert enkelt tilfælde – men er vi i virkeligheden, mere generelt set, blevet for kontrollerende med et ønske om skemalagt tilværelse i kasseform? Hos for eksempel Facebook tilbydes der endda nedfrysning af kvinders æg, så de kan udskyde projekt baby og pleje karrieren i længere tid. Modellen er oftest noget i stil med at få sig en uddannelse, en eventuel partner, karriere, hus og bil, og så kommer de dér babyer som rosinerne i pølseenden, fordi fundamentet først skal sikres. Og forstå mig ret; stabilitet er naturligvis en fundamental faktor i børns opvækst, men jeg tror godt, det kan tilbydes på lige vilkår i lejebolig som i villa.

Der er vanvittigt mange parametre, der spiller ind – jeg ved det godt. Og selvfølgelig er det fordelagtigt at have et tilnærmelsesvis stabilt parforhold først, så man undgår for mange skilsmissebørn. Men med det sagt, så er det ikke komplet umuligt at lave ovenstående model, blot med pølseendens rosin som et af de første elementer. Det er det altså ikke.

Jeg vil vove den påstand, at ingen af mine børn mærker noget til, at mor og (pap)far er på SU, whatsoever. Vi har det altså mægtigt. Vi har råd til det, vi skal have råd til, og i bund og grund mangler ingen af os noget. Overhovedet. Jeg synes, det på uendeligt mange måder er ekstremt fordelagtigt at have små børn, mens man studerer. Tiden er din helt egen på en ganske anden måde, der er stor fleksibilitet og på eksempelvis universitetet, er der ingen, der tæller, hvor mange af barnets første sygedage du har holdt, så længe du formår at følge nogenlunde med. Og mens vi er igang med gloroficeringen heraf, så kan du også fortælle en fremtidig arbejdsgiver, at du ikke stikker af på barsel anytime soon – hvis nogensinde overhovedet.

Det kræver planlægning, struktur, og spontaniteten bliver minimeret – eller i hvert fald en anden. Men det er altså ret fedt at have sine børn med på sidelinjen (eller rettere solidt plantet i centrum) gennem livets forunderlige faser. Man får forhåbentligt også nogle flere år sammen end ellers, og når de først flyver fra reden, er man stadig somewhat ung i det.

Taler jeg lidt for meget min sag? Muligvis, men det er den eneste virkelighed, jeg kender, og jeg kan ret godt li’ den. Og jeg vil godt oplyse om, at det er muligt at være forældre af den yngre slags, uden Kaare Sand og kommunen kommer rendende. Opfordring hermed videregivet: Få nogle børn. Hvis du har lysten og rammerne til det, naturligvis. De er skide søde, irriterende og helt fantastiske!

Frede fire måneder (og en vinder)

Igår var det 4 måneder siden, husets mindste beboer blev udklækket på Odense Universitetshospital. Det fylder mig med de sædvanlige, forvirrende følelser af, at han lige er kommet og altid har været her. Han er blevet væsentligt gladere, både for slyngevuggen og livet helt generelt. Han knokler ikke så hårdt med fordøjelessystemet, som han har gjort, og det efterlader tid til både smil og grin. Og til at gnaske livet ud af sine tæer.

Hans ører krøller (heldigvis) stadig, han æder som en gal og sover knapt så godt om natten, som han hidtil har gjort. Men det falmer fuldstændigt, når han har det brede smil på i dagtimerne. Lurene er stadig få og korte, men han har en nyfunden entusiasme for legetøj og andre ting, han kan stikke tungen og fingrene ind i (her er O-Ball genial). Han pludrer, smiler og spræller lystigt med arme og ben, når humøret er højest, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare begejstring, når han bliver tilbudt et bad. Hvis han er skeptisk over tilværelsen, kan det næsten altid reddes ved at prutte ham på kinderne (med munden, bevares). Han er også begyndt at grine rigtigt (som videoen på min Instagram viser), men af en eller anden grund er de grin mest forbeholdt hans far. Nåhmen. Okay så.

Selvom han lige knapt falder under kategorien ‘nem baby’, bevæger han sig altså i en ganske god retning. Og når man først har været forælder til en vrissen baby, er selv de mindste fremskridt usigeligt kærkomne. Altså, jeg har fået mine arme igen, og af og til lykkes det mig rent faktisk at udrette ting. Se lige mig, jeg tømmer opvasker med begge hænder! Måske fordi Frede underholder sin far imens, eller måske bare fordi han sidder i sin Nomi-stol og kigger på. Og smiler. Uden at græde! Yes, for en god baby!

Og selvom det er sidst på dagen, lovede jeg jo, at vinderen af et mobilcover af eget design ville blive udnævnt idag. Som sagt, så gjort! Jeg bad Mikkel slynge det tal fra 1 til 23 ud, som først faldt ham ind, og da han, komplet uvidende om opgavens årsag, udbrød ’17!’ ovre fra sofaen, var valget truffet.

Jeg har talt frem til, at Katrine var den 17. til at kommentere og dermed den, der må designe sit eget cover hos Caseapp.dk.

Afslutningsvis skal der lyde et stort tak til jer 23 rare mennesker, som havde lyst til at deltage i min første, rigtige konkurrence (jeg bryder mig ikke om ordet ‘giveaway’) herinde. Det er en form for blandet fornøjelse – For ligeså fedt det er at glæde én, ligeså nederen er det at småskuffe 22. Altså, jeg ved godt, præmien ikke er decideret prangende (og at I nok skal komme jer ovenpå den kæmpe nedtur), men I forstår nok, hvad jeg mener. Oh, the struggle… 

  

Min store, lille dreng

Han returnede idag fra sin far og bragte kage og godt humør med sig og faldt lige ind i afleveringsritualet, som han kender så godt. Han fik gennemgået de seneste begivenheder, store som små, med sine tre voksne over kaffe og Capri Sonne, og gensynsglæden overfor lillebror var stor. Nu ligger han atter i sin seng og sover, og jeg tiltusker mig et øjebliks holden-i-hånden, mens han giver sig en lille smule og gumler lidt i søvne. Han er et følsomt og eftertænksomt lille menneske, som på samme tid har taget imod sin nye rolle som storebror med mod og åbne arme. Selvom jeg ikke er nærig med at fortælle ham det, tror jeg ikke, han helt forstår, hvor højt jeg elsker ham, og hvor fascinerende en fem-årig personlighed, han har. Jeg savner ham helt, selvom han ligger lige dér, for jeg skal både dele ham med hans far, papfar, lillebror og en hel håndfuld bedsteforældre i ny og næ. Heldigvis.

Vi nyder allesammen det (relativt) nye firkløver til fulde, og Marius plastrer sin lillebrors bløde babyfjæs til i kys, når han kan komme til det. Vi deler allesammen tiden med hinanden, men i denne tid mest på babys præmisser. Naturligvis. Sådan er det, og sådan skal det være. Men nu, hvor den største og den mindste dreng går aftentur, har jeg mest af alt lyst til at vække den mellemste, så vi helt uforstyrret kan stene en film, løbe ned på legepladsen eller lægge et puslespil helt uden pauser. Men jeg skal nok lade være…

Ud af boblen med et (næsten) latte-øjeblik

Som nogen måske har luret på Instagram, har Frede og jeg idag været overladt til os selv siden middagstid. Mikkel læser op til den sidste eksamen inden små 11 (!) ugers sommerferie, og jeg planlagde derfor en lille tur ud i noget, der mest af alt mindede om oktober på en god dag. Jeg forSTÅR ikke, hvad der sker på vejrfronten. Jeg stresser for vildt over, at juni måned har spildt sig selv på skyer og regnvejr, når september formentlig ikke har tænk sig at tilbagebetale og overtage sommertjansen. Så en hel måned er ligesom gået tabt. Sommeren er mit vinterblues-rehab, hvor jeg lader op til endnu en gang røv på vejrfronten. Det virker bare ikke rigtigt efter hensigten, når sommeren stikker én langefingeren og leger efterår. Jeg giver den indtil 1. juli, ellers flytter jeg sgu. Eller pynter op til jul. 

Nåhmen, i løbet af et par timer eller tre var både Frede og jeg afspiste og gylpfri, så vi (læs: jeg) fik bakset barnevognen ud gennem verdens mest rådne dør i gården og ud i det fri. Da jeg dér kom svansende med sovende barn i vognen og mig selv i mine (lukkede) præ-børn-skinny jeans (sgu!), tog fanden ved alt mit barselsoverskud og stoppede ud for “kaffe-to-go”-skiltet hos Nellie’s. Jeg vendte dog hurtigt øjne af mig selv, og besluttede mig for ikke at risikere babys opvågnen ved en stillestående vogn og gik derefter målrettet mod Dyrup (ja, malerbutikken. How manly). Jeg er nok alligevel ikke den dér lattedrikkende barselstype, selvom jeg virkelig godt kan lide latte (det er vel mest af alt bare kaffe med mælk, ikke?). Jeg har ingen kopholder på vognen (endnu), til gengæld har jeg fortræffelig neskaffe herhjemme, som efter et par timer og 2-3 gange i mikroovnen lever fint op til min kaffestandard (eller mangel på samme).

Vi fik handlet grej til mit maleprojekt, og da Frede stadig sov på den anden side af et besøg i Panduro efter barnedåbsinvitations-remedier, blev jeg overmodig og gik i H&M (hvor han naturligvis vågnede) efter denne bodystocking med tilhørende leggings (og hat, åbenbart). Overmodigt var det egentlig ikke, da han var vågen hele vejen hjem og kun småbrokkede sig to gange. Så alt i alt en succes med et minimum af våde håndflader (by the way, Tiger, I gik glip af en ellers købeglad type, da jeg slet ikke kunne overskue tanken om en barnevogn i jeres crowdede, rulletrappebefængte labyrint-butik. Nå!). 

Nu venter jeg på, at computeren, der holder på dåbsinvitationerne, kommer hjem (sammen med Mikkel, forstås), så jeg kan få produceret invitationer til godt og vel 60 mennesker. Heldigvis har Ben&Jerry’s lovet af holde mig beskæftiget så længe.

  

Døgnrytme, aftentur og urbane ænder

Mikkel er blevet ret glad for trillende aftenture med det mindste barn i vogn. Så sådan én tager de sig lige nu. Tror, det er en blanding af hygge, ro og så sandsynligheden for, at Frede muligvis falder i søvn for natten, da hans døgnrytme stadig halter en hel del. Det første stykke tid kørte det egentlig okay med lidt random lure i løbet af dagen og aftenro omkring 23. Men så kom tigerspring, bevidsthed og tarmluft ligesom i vejen. Derfor har Frede valgt at gå i seng på absurde tidspunkter som klokken 4 om morgenen, og det ændrer jo ikke på, at vanedyret Marius vågner klokken 7. Desuden er der ingen, der ved, hvornår Frede sover 5 minutter, og hvornår han sover en time. Sidstnævnte er nok sket omkring fem gange, siden han ankom. Så han er ikke ligefrem en long-nap-kinda-guy. Hvor finder man den bedste slyngevugge? Og er der mere kaffe?

Udover det, går det godt med husets lillebror (og også med den store, altså). Frede har nu været her i rundt regnet to måneder, og han har taget ligeså mange kilo på. Udover det, er han vokset 11 (elleve!) centimeter. Det er ikke noget, han har fra mig i hvert fald. Jo, altså, steroidemælken er min, men vækstgenerne er nok fra hans faderlige ophav. Desuden har han i 1,5 uges tid trillet om på ryggen, næsten hver gang han bliver placeret med bugen nedad. Need I say, at tiden har alt for travlt?

Store og Lille går som nævnt tur, Mellemste sover, og jeg er således overladt til Johanne Schmidt Nielsen, der hælder vand ud af ørerne på mit TV. Jeg er egentlig vældig interesseret i politik, men smid Helle T’s øjenbryn og en selfie-stang (!) oveni, og jeg er ved at være mæt. Derfor så jeg ingen anden mulighed end at forlade stuen til fordel for altanen (og kaffe) for at fodre det nydelige, urbane andepar, som har hængt ud i vores baggård hele dagen. De blev glade, og jeg fik luget ud i overmodne krydderboller.

Nu kan jeg høre drengene på trappen, og jeg krydser fingre for, den mindste af dem sover. For jeg kunne ret godt tænke mig at drikke en kop kaffe med den store.