Søvnvaluta, tegninger og grand prix

Det var så den weekend. Altså næsten. Jeg har (selvfølgelig) fået rokeret lidt rundt herhjemme på sådan en søndag, og på billedet ses seneste ændringer på børneværelset (med hjemmesyet pude, sgu!). Og ydermere kan jeg nu krydse “Betalt-mig-fra-at-sove-lidt-længere” af på listen over ting, jeg har gjort. Altså betalt! Og ikke med Monopolypenge. Marius mente, at kl. 6 var et passende tidspunkt at starte dagen på, omend jeg var lodret uenig. Og tingene, man kan bilde ham ind, bliver altså færre hver eneste dag. Så det er med at få brugt de sidste ting, som man stadig kan få ham til at tro bare en lille smule på. For eksempel at det altså stadigvæk er en lille bitte smule nat, når klokken er 6, og man derfor hellere må sove liiidt mere. Og til det responderede han så med “okay, men jeg kan altså ikke sove mere, hvis jeg skal sove i min egen seng”. 1-0 til ham. Jeg blev overgået i snuhed af en 3-årig. Nå, han indtog smørhullet, og så slumrede vi videre i en halv times tid, inden den var gal igen. Og nok er jeg ikke fan af 3-årige med egne iPads og mobiltelefoner, men hvis jeg kan vinde yderligere en halv time på langs ved at låne ham min, så gør jeg det sgu. Så Snøvsen snuppede mors telefon og legede med “App for børn”-app’en dér i dobbeltsengen og hyggede sig gevaldigt. Efter ti minutters tid fik jeg en albue i siden og en lille stemme i øret der sagde “Mor, du er nødt til lige at købe det her med bilen. Jeg kan ikke spille den, før den er låst op”. Så så man mig, halvt vågen og halvt zombie, taste min kode til Appstore forkert et par gange, for til sidst at ramme rigtigt og trykke ‘bekræft køb’. Da jeg vågnede et kvarter senere, kunne jeg se, det havde kostet mig 19 kroner. Søvnvalutaen stod mig altså i over én krone pr. minut. Men det var det værd. Jeg fik ekstra bobletid, og Marius fik lov til at udforske banen med bilerne, så generelt var det lidt af en dobbelt-win.

Ellers har min weekend bestået af små, hyggelige begivenheder, mens sønnike har været hos sin far. Fredag holdt jeg champagneaften med to lækre damer, og igår kom den ene af damerne (er man det som 22-årig?) igen forbi til en kop te. Den kop varede et godt stykke tid og endte ud i skæggede damer, silikonebefængte tyrolerpiger og afro-Basim på TV’et, selvom jeg aldrig rigtig er blevet grebet af Grand Prix-postyret. Men det var skide sjovt alligevel. Grand Prix-musik har altid været lig med støj og slagerhits i mit hoved, men i år fik de bevist, at det også kan handle om alt andet end musik – fx Rusland-Ukraine situationen og transseksuelles rettigheder. Så begynder det sgu da at blive spændende, hva’?

Og mega off-topic, så er jeg blevet spurgt lidt ind til mine tegninger både her og på Instagram efter dette indlæg. Og jeg har sgu ikke fået flashet ret meget af det, da det for mig mest er sådan en hygge-hobby-afstresnings-ting, og der er så mange mennesker derude, som er langt mere talentfulde til det end jeg. Men til dem, der kunne have lyst til at kigge nærmere på mit tidsfordriv, så kommer der en billedspam af mine seneste blyantstreger herunder. Det meste af det, jeg tegner, er fri fantasi, og noget af det er inspireret af motiver jeg ser på min vej eller tilfældige ting fra internettet. Alt er tegnet og malet i fri hånd, og jeg tegner alt fra børnemotiver til abstrakte dimser. Desuden har min søsters ven lige fået tatoveret den dér inca-agtige løve, jeg har lavet, på hele ryggen. Holy shit. Og den er altså i A3 format. Jeg synes, det er voldsomt, at noget jeg har tegnet i fri hånd, pludselig hænger på huden af et andet menneske. Jeg er ikke fan af tatoveringer og har heller ingen selv, men det er sgu alligevel lidt sejt. Håber, I har haft en dejlig regnvejrsweekend.

Fotor0511203342 Fotor0511202420Fotor051120185 Fotor0511201549Fotor0511203914Fotor0511203711

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Blogvenlig onsdag

Fotor0507220825
1: To bedste venner / 2: Nogen holder øje med skraldemanden / 3: Nogen har været på Joe & The Juice / 4: Roadtrip-selfie

Jeg har haft sådan en ret blogvenlig dag. Sådan én med vandring ved vandet og en lille brunch, forstås. Ting der kunne kaste ganske gode glansbilleder af sig. Det er ikke ofte, det forekommer her i den SU-modtagende børnefamilie (gåture er gratis, I know). Desværre forefindes der ikke billedlig dokumentation for dagens begivenheder. Tanken strejfede mig kort, da jeg fik mig bevæget til brunch i byen med min søster og veninde, men da valget falgt på en all-you-can-eat buffet-brunch, og jeg ikke gad at anordne hverken bacon eller scrambled eggs på Michelin-manér, må I nøjes med at forestille jer det.

Marius har holdt fri idag, sådan for hyggens skyld. Så vi har været på vandring, spist jellybeans og spillet en helvedes masse Playstation. Der er altså noget ved at være drengemor, siger jeg jer. Heldigvis har jeg i mine spæde teenageår været lidt af en tomboy myself, så der skal mere end en omgang Crash Bandicoot til at skræmme mig. Forleden blev Marius’ eldrevne bil kørt på værksted (badeværelset, that is) og blev vasket, skruet fra hinanden og fik en autolakering, som ville gøre ‘Pimp My Ride’-Xzibit stolt. Drengen mente, at klistermærkerne med stjerner og teksten ‘Honey’ skrevet henover kølerhjelmen hældte en smule til den feminine side. Og det skal ikke hedde sig, at mor ikke kan fikse en bil. Så den står nu matsort med sorte striber og gule detaljer, og skarp ser den ud. Meget er sket, siden den gjorde sin entre i den store gaveregn på Marius’ 1-års-fødselsdag. Nu fylder han 4 år lige om lidt, har dumpet både sut og ble og tørrer sin mund af i ærmet, når jeg giver ham et kys. Suk.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Mandag, følsomhed og øv-aflevering

Mandag, din bitch. For lidt siden stod jeg i noget af en deja vu-situation, da Marius skulle droppes af i børnehaven. Normalt går det smertefrit, men ikke idag. Ikke for nogen af os. Da det jo ikke er mere end en konfirmationsalder siden, jeg selv takkede af i børnehaven, kan jeg stadig genkalde følelsen af at skulle afleveres om morgenen. Jeg blev taget imod af Gamle Gyda (og hendes kind-vorte med tre hår), og kæmpede mig så op på en lille træbænk under vinduet, for at tage afsked med min mor, mens jeg skiftevis vinkede og græd (multitasking is not my thing). Følelsen af at blive efterladt og se bilen blive til en lille uigenkendelig prik for enden af vejen sidder fast i mig.

Jeg var et mærkeligt barn. Med andre ord sensitiv og perfektionistisk. Sidstnævnte har jeg ikke fået lagt af mig endnu, men sensitiviteten gik så småt i sig selv, da jeg startede i skole, og blev erstattet med en 15-kilos ringbrynje (som dog gik i stykker, da jeg blev mor). Jeg kan fra min børnehavetid huske, hvordan hele min verden styrtede i grus, hvis mine rottehaler ikke sad snorlige og symmetrisk, eller der sneg sig et stykke med bart hud ind mellem ribkanten på mine handsker og enden på mit ærme. Og jeg var egentlig ikke hysterisk. Jeg blev bare ked af det og overdynget med en følelse af uoverskuelighed, hvis de bittesmå ting ikke gik op i en højere enhed.

Den dag i dag kan jeg sagtens kigge tilbage og grine lidt af det lille, mærkelige barn, jeg var. Enormt eftertænksom og nysgerrig. Jeg spekulerede over ting, som et lille barn egentlig ikke bør gøre. Dér hvor filmen knækker for mig, er, når jeg kan se mønstret gentager sig. I hvert fald en lille smule. Marius er simpelthen det sødeste (og nemmeste) barn. Han er stille og rolig, en god ven, deler altid sit Disney Sjov-slik ud til alle i lokalet og plager aldrig, når vi er ude at handle. Men han har sine egne små kampe. Og jeg ville så gerne kunne tage dem fra ham, så han kunne være ubekymret på dén måde, som kun en 3-årig kan være det. Men heldigvis er han godt på vej.

Han er stadig meget perfektionistisk og kan lynhurtigt blive opgivende, hvis tingene ikke går, som han ønsker. Men der er sket en markant forbedring, efter han er startet i børnehave. Det har hærdet ham – på den gode måde. Til at starte med var hans indgangsvinkel “det kan jeg ikke finde ud af” til de fleste ting. Men gradvist er han blevet udfordret i børnehaven, fordi pædagogerne blev gjort opmærksomme på det og tog sig den tid til ham, som han krævede. Fra at bryde sammen over at skulle finde sine gummistøvler og sit regntøj i virvaret af højtråbende børn, til at han nu selv ifører sig både sko og jakke uden hjælp, har været fantastisk at opleve. Så alt i alt går det rigtig godt. Han har fået mange venner og er en af de første til at spæne ud på legepladsen, når de har indtaget deres madpakker. Og han får så meget ros.

Alting foregår i et stille og roligt tempo hos os, han får masser af ros og vi stiller små krav til ham, som gradvist øges, så han hele tiden finder ud af, at han kan mere, end han giver sig selv credit for. Men indimellem har han sine små down-perioder, og idag var altså en af dem. En rigtig lorte-mandag-morgen. Og han kunne ikke overskue, at skulle i børnehave, eller at der var så mange børn, som kom stormende og tilbød ham at lege. Og jeg skulle for alt i verden ikke gå. Jeg havde mest af alt lyst til at aflyse hele dagen, tage ham med mig hjem og snuggle under et tæppe til Ramasjang. Men det er ikke at hjælpe ham på den lange bane, hvis han kommer med hjem, når han bliver ked af det. For (ifølge pædagogerne) går der sjældent mere end 5-10 minutter, før jeg har forladt området, til han er i højt humør og igang med at gå amok på legepladsen, bage sandkager eller grave regnorme op. Jeg kyssede ham gennem tremmerne i porten, da jeg gik, og lurede lidt gennem hækken for at se, hvad han gav sig til. Og han stod bare stille, med mundvigene nedad og tårer i øjnene uden at sige en lyd. Heldigvis kom der hurtigt en voksen og tog ham i hånden, og jeg tvang mig selv til at gå derfra med hans trehjulede cykel i hånden uden at se mig tilbage.

Jeg nåede akkurat rundt om hjørnet, inden den første dråbe trillede fra min øjenkrog og ramte jorden. Og sådan gik jeg småsnøftende og blæste snotbobler hele vejen hjem. Men nu har jeg taget en dyb indånding, taget mig sammen, overbevist mig selv om, at han hygger sig, og at de ringer til mig, hvis det er helt ad helvedes til. Heldigvis er det så sjældent efterhånden, at han bliver ked af det. Men for helvede, det er nøjagtig lige hårdt hver gang, det sker, og jeg kunne altså godt bruge min ringbrynje i situationer som denne. Men den er gone for good.

Morskab på 5. år

Fotor0502100611

Min søn fylder 4 år lige om lidt. Rettere om 20 dage faktisk. Billederne ovenover er taget i 2011, da Marius første gang smagte sure æbler, og har egentlig ikke ret meget med indlægget at gøre. Men sød ser han ud. Nå, men der smuttede lige 4 år ud af hænderne på mig, uden jeg opdagede det. Så nu er vi på den igen. Gaver, kager, fest, planlægning, og så videre. Yes! Planlægning, not so much. Men det bliver fedt. Seksogtyve (!) gæster til en 4-års fødselsdag. Det er sgu da meget godt gået, ikke?

Jeg har aldrig før holdt fødselsdag for et børnehavebarn. Og da slet ikke mit eget. Så så man lige mig agere power-mom med planer om fondant-pyntede cupcakes med drenge- og pigemotiver (jep, ingen sukkerpolitik på fødselsdage i Marius’ børnehave), og spæne (okay, køre, de 600 meter i bil) i Netto efter marshmallows og flormelis. For fondanten kan man vel bare lige lave selv, ikke?

Jeg har aldrig før givet mig i kast med skumfiduser i vandbad, men det gik over al forventning, og jeg er nu færdig med at spendere flere hundrede kroner på færdiglavet fondant (hvilket jeg egentlig kun har gjort én gang til Marius’ 1-års fødselsdag). Jeg skal nok poste nogle billeder af de færdige resultater her på bloggen, hvis I kan finde jer i en kage-spam. Jeg lover, det ikke bliver ofte. Jeg holder mig gerne på behørig afstand fra et køkken, hvis jeg kan slippe afsted med det, og mine kulinariske udfoldelser sker oftest indenfor de lidt sjovere områder. Såsom kagedekoration.

Men det er som om, jeg bliver lidt mere mor-agtig hver dag. Bevares, jeg har været mor i snart 4 år, men altså. Sådan på det personlige plan. Jeg køber pottemuld i 20-kilos-poser (KAN de ikke fås mindre?), er ved at gro mit eget træ ud af en avocadosten, og antallet af levende planter her i hjemmet har overgået de visne. Og så kan jeg få tømmermænd af én øl. I shit you not. Dertil kan tilføjes, at jeg forleden fredag aften sad og farvesorterede Hama-perler til lyden af Disney Sjov, mens jeg spottede en jævnaldrende, lyshåret pige lunte sommerkåd hen ad fortovet med en flaske Grøn Gajol under armen. Og jeg kunne ikke lade være med at smile, uden helt at vide hvorfor. Måske fordi hun så ud til at glæde sig ligeså meget til aftenens forestående strabadser, som jeg glædede mig til at læse godnathistorier om dinosaurer og gå tidligt i seng. Der er mange måder at definere ‘morskab’ på, men jeg kan nu ret godt lide min.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Ung mor vol. 1

30263_399379929326_4508558_n

Nå, men så var der det dér med at blive mor. Det er stort. Vildt. Sindssygt! Dejligt og uoverskueligt. Og så som 17-årig. Altså et barn med et barn, eller hvordan er det nu? Der er et par stykker, som har efterspurgt en fortælling om livet som 17-årig mor, men der er helt enormt meget at fortælle, så det kommer nok over flere indlæg. Men jeg skal jo starte et sted, og det bliver omhandlende tiden op til og den (mere eller mindre) kære tid som gravid, så here goes…

I juli 2009 havde jeg netop brugt mit 16. leveår op og taget hul på mit 17. af slagsen. I september stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Rystende og forvirret. BOOM. Jeg skulle være mor! Eller skulle jeg? Jeg vidste det ikke. Jeg havde netop påbegyndt min 3-årige Design-HF, som jeg længe havde set frem til. Hvordan skulle det nu kunne lade sig gøre? Det var som om, min hjerne havde set sit snit til at skride, mens tid var, og her stod jeg tilbage med et hult og ubrugeligt kranium, der ikke kunne tænke en eneste tanke af rationel karakter. Samtidig eksploderede mit hoved med titusinde spørgsmål og spekulationer, som råbte i munden på hinanden, mens jeg febrilsk prøvede at opsnappe brudstykker uden held. Fuck.

Jeg var da ikke typen til at være ung mor, var jeg? Det var jo dem dér med lyserødt hår og en skam-tatoveret kæreste ved navn Johnny på Kanal 4, var det ikke? Jeg klarede mig godt i skolen, fik sjældent karakterer under 10 og havde det godt socialt. Jeg følte selv, jeg havde sådan okay styr på livet, men var alligevel ikke sikker på, om jeg kunne have styr på et andet menneskes. Det var jo vildt. Sådan virkelig.

Nå, men Marius’ far var på daværende tidspunkt sølle 18 år, og vi havde været kærester i et par måneder, da de to røde streger tog mig om begge ankler og vendte mit liv på hovedet. Der blev snakket frem og tilbage om det. Og lidt mere frem. Og en smule tilbage. Vi blev enige om, at det nok var for tidligt og ikke passede ind i vores liv. Der var ikke langt fra tanke til handling, og pludselig lå jeg på en briks og blev scannet for at finde ud af, hvor langt jeg var. Jeg var 6 uger henne. Men lige dér skete der et eller andet. Noget knudrede sig sammen i maven på mig og gav mig en klump i halsen, da jeg så den lille sort/hvide peanut danse rundt på skærmen i store, grynede pixels. Der var altså noget derinde. En lille spire. Og det føltes på alle måder forkert, at skulle fratage den muligheden for at gro.

Så da vi kom hjem, måtte jeg indrømme, at jeg ikke kunne gennemføre det. Man kunne sgu da ikke bare sådan lige annullere sin baby, vel? Det var min baby. MIN BABY! Den var vi altså nødt til at beholde. Så det gjorde vi. Og så tog det ellers fart. Min familie var meget støttende og glade (efter de lige havde sunket det, bevares), men jeg fik en tro på, at jeg godt kunne klare det her. Det skulle jeg sgu. Hans far var okay med det også, og pludselig blev frygten erstattet med spænding på den gode måde. Mine veninder støttede mig og glædede sig mindst ligeså meget. Mine drengevenner, not so much. De kunne sgu ikke rigtigt fatte det, og det er vel egentlig også fair nok, at man som 17-18-årig knægt ikke rigtig er klar på dikke-dik og parmiddage.

De næste otte måneder var min krop besat af en man-flu følelse. Jeg havde kvalme mere eller mindre konstant og kastede op. Og kastede lidt mere op. Og kom til akupunktør for samme. Og prøvede samtlige husmorråd. Intet virkede. Til sidst var jeg nødsaget til at tage køresygepiller (på min jordemoders opfordring), for at kunne tage i Netto uden lommerne fyldt med just-in-case brækposer. Okay, you get the picture. Jeg nåede vel at have små to uger i slutningen af 3. trimester, hvor jeg kunne planlægge mere end 2 minutter fremad, fordi min tilstand var noget der mindede om stabil. Men sjovt nok husker jeg min graviditet som noget, der egentlig var ret hyggeligt. Det er ikke småting, sådan et par år kan forvrænge opfattelsen af noget, man har oplevet på egen krop.

Marius kom til verden en forårsdag sidst i maj efter jeg havde brugt 3 timer og 28 minutter i et badekar på skiftevis at spise Marsbar, have forholdsvis (!) ondt og kigge på klokken. Voila! Et lille menneske på 3810 gram med stort, sort hår. Og så var han her. Han var vores, og jeg skulle være hans mor. Resten af livet. Wow.

Sommer-superhelte

Fotor041519421

Er jeg den sejeste mor nogensinde? Næh, sikkert ikke. Men jeg er sikker på, at Marius vil synes det efter mine seneste køb. Marius er jo, som nævnt i mit tidligere indlæg, i den berømte superheltefase, hvor alt går op i Bat-, Spider- og Superman. Så hvad gør mor? Investerer i badegear til os begge to, så vi har mulighed for at drøne rundt om poolen, når vejret tillader det, iført hver sin superhelte-dragt og skabe os som sindssyge. Det bliver intet mindre end fantastisk.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram

Lyden af fredag

Ja ja, det er oooooold news, men hvis man kan slå Nykredit-reklamen ud af hovedet (damn you!), så er det en helt igennem fantastisk sang. Jeg elsker den. Og weekend.

Noget om daginstitutioner

7805175ec2b611e2a56722000a1f9d88_7
Det søde barselsliv (og barn)

Daginstitution. Det ord lyder ikke rigtig hyggeligt i mine ører. Ikke sådan rigtig hyggeligt. Det lyder så stort, koldt og maskinelt. Ihvertfald for mig. Nå, men nu er min egen knægt jo en del af institutionslivet. Han begyndte i dagpleje, da han var 10 måneder, og jeg igen skulle igang med studiet. Av av, helt ind i moderhjertet. Kan det virkelig passe, at jeg skal aflevere min BABY i hænderne på en fremmed kvinde? Ja, sådan er samfundet ihvertfald strikket sammen. Moderen var vel egentlig mere ked af det end barnet, men hold nu op, hvor var det overvældende. Først at skabe det her lille individ, og så smide det ud i livet i en alder af bare 10 måneder. Og det var måske også disse tanker især, der gjorde, at valget faldt på dagpleje helt fra start. For os virkede dagpleje bare som det rigtige. Jeg kunne ikke se min lille, sensitive dreng i hele det her vuggestue-kaos med en masse børn og skiftende voksne. Uden at være cand.psych. eller lignende, så forestillede jeg mig, at dagpleje var det, der var tættest på den almindelige, hjemlige hygge med én primærperson og rolige omgivelser. Ja ja, så kommer der det med gæstepleje, hvis nu dagplejemor er syg. Heldigvis fik vi tildelt den sødeste og dejligste dagplejemor i hele verden. For real.

Hun var sjældent syg, og hvis hun var, så havde Marius én gæstedagpleje, som boede på den anden side af vejen, og som han kendte godt igennem legegrupper og når dagplejemødrene mødtes i hinandens haver om sommeren. Idyl, idyl. Sådan havde jeg det ihvertfald. Marius var glad, dagplejemoderen behandlede ham som én af sine egne, og han kunne endda finde på at spørge i weekenden, hvornår han kunne komme om til Mette igen. Jeg er godt klar over, at det desværre ikke er alle, der har så god en oplevelse med dagpleje, og jeg er naturligvis også farvet af mine virkelig gode erfaringer.

Men jeg bliver sådan forholdsvis irriteret, når mødre (eller andre) kommer med argumenterne, at børnene jo skal ‘hærdes’, lære at omgås andre børn og at de bliver for beskyttet i en dagpleje. Ja, for fanden. Det er babyer. De skal sgu da ikke hærdes. De skal passes på, snakkes med, puttes til lur og leges med. Og jeg er normalt ikke den bløde type. Ligeledes når ’socialisering’ bliver bragt på banen. Nej. Babyer har ikke noget ud af at blive socialiseret med andre babyer. De har noget ud af at have voksenkontakt. Og jeg ved godt, der er forskel på babyer. Og at det fungerer glimrende for rigtig mange forældre at have deres børn i vuggestuer. Jeg synes bare, de er så bittesmå. Og ja, jeg referere mest til de helt små. Jeg ved jo godt, at mange tumlinger hygger sig gevaldigt i vuggestuen. Men at se en lille, forvirret baby på 6 måneder sidde i denne turbo-hverdag uden mor og far, kan jeg ikke rigtigt lide. Og jeg ved godt, det er sådan, samfundet er indrettet. Jeg blamer ikke nogen, jeg undres bare.

Den lille chef herhjemme startede i børnehave i august, hvor der er integreret vuggestue i institutionen også. Og det virker mærkeligt for mig at se en baby, der lige nøjagtigt kan balancere på sine egne ben, gå rundt forholdsvis alene i en afkrog af legepladsen og trække sin sutteklud gennem mudderet. Nuvel, det ved jeg jo godt, de ikke gør hele dagen og det er ganske få øjeblikke, der er tale om. Men alligevel. De er så bittesmå. Jeg er nok også blevet ekstra opmærksom på det, efter jeg forleden så en dokumentar på DR2, hvor en helvedes masse fagfolk og ‘eksperter’ udtalte sig om livet som vuggestuebarn. De havde foretaget en ganske stor undersøgelse, som viste, at der i nogle (ikke alle, men nogle!) vuggestuer var børn, som kun havde helt ned til 15 minutters voksenkontakt på en dag. FEMTEN MINUTTER! Æv. Det er selvfølgelig de færreste steder, det foregår, men alligevel. Det må kunne gøres bedre. Det er jo for fanden vores unger, der er tale om.

Nu er Marius blevet en rigtig børnehavedreng, og nøj, hvor er det fedt. Jovist, han skulle lige over rykket fra dagpleje til børnehave (hvilket er en positiv ting ved vuggestuen, at overgangen ikke er nær så tydelig), men det tog ham kun ganske få uger. Og det fede ved det, er, at man kan se, hvor meget han nyder det. Han har virkelig noget ud af at lege med jævnaldrende kammerater og rutsje, gynge og te sig åndssvagt. Og så bliver man jo stolt som bare fanden, når man hører, hvor sød han er, og hvor god en ven han er overfor de andre (indsæt smiley, der pudser sin glorie). Nå. Det var såmænd bare et lille ligegyldigt statement fra min side om, hvilket forhold jeg har til dagpleje vs. vuggestue. Jeg synes klart, begge dele har fordele og ulemper, men jeg vil til hver en tid sende mine fremtidige unger i dagpleje, når nu jeg ikke kan gå hjemme med dem hver dag, til de fylder 3 år (just kidding, jeg ville blive skingrende sindssyg). Så hurra for at søde mennesker gider at passe vores afkom, mens vi uddanner os eller tjener penge (eller begge dele). Og hurra for at der er pasningstilbud, der passer til os allesammen (børnene, that is).

Noget om superhelte

Mother of all evil, så er den her! Eller det har den faktisk været længe. Altså perioden hvor besættelsen af Lynet McQueen fra filmen ‘Biler’ er altoverskyggende. Og nu også Batman. Og Spiderman. Og skildpadderne på steroider fra Teenage Mutant Ninja Turtles. Afhængigheden af nævnte er taget til ganske hurtigt i løbet af det sidste år. Til fastelavn 2013 gik tumlingen omkring i Fætter BR og var langt mere interesseret i biler og bamser end bøjlerne med fastelavnstøj. Og vil man ikke deltage i beslutningsprocessen, så har man ikke ret til at brokke sig over resultatet. Og det gjorde han heller ikke. Så han blev skruet i en æbleformet dragt, iført en hat med blad og stilk, og så var han ellers det sødeste æble of all times. Men nu har piben fået en anden lyd. Da jeg bladrede febrilsk gennem internetsider og foreslog ham forskellige udklædningsmuligheder i år, svarede han: “Nej. Nej. Heller ikke den. Nej. SPIDERMAN!!!!!!! Jeg vil være Spiderman! Kapow! (Siger han sådan?)” Og så kunne alle andre forslag godt pakke sammen.

Og jeg både hader og elsker denne her periode lidt. Manden herhjemme er af den overbevisning, at 3-årige drenge bare skal iklædes hvad end, de synes, er sejt, have jord på knæene og gamle joggingbukser på, som kan slides i børnehaven. Og jeg kan på en måde godt lide den tankegang. Men. Jeg kan bare bedst lide lækre striktrøjer og pæne bukser. Der bor en enkelt trøje med McQueen, en med Spiderman og en masse underbukser og strømper med samme i Marius’ skab. Resten er tøj efter min smag – Så det er vel en slags kompromis? Manden fandt sin gamle, indrammede (!) Batman-plakat (oh yes, en af de rigtig store), og nåede hurtigt at få idéen om Batman på børneværelset luftet for poden, og så var det jo 2 mod 1. Det skar lidt i mit indretningshjerte, men billedet kom op og drengen blev glad. Det er vel for fanden det vigtigste. Og det er vel kun en periode, right?

Om at være nogens mor (og lidt om søvn)

Fotor0324192537

 

Og ikke bare mor til hvem som helst, men til det lille, næsepillende væsen ovenover. Marius Emil, eller bare Marius, Muf, Mus, eller Mis i daglig tale. Billedet er vel taget for rundt regnet 3 år siden efterhånden. Og hvor var der dog mange, der varslede mig og min gravide mave, at tiden går SÅ stærkt fra øjeblikket, man får rakt sin lille klump menneske i armene for første gang. Og jeg har måtte bøje mig i støvet og tilslutte mig koret. Nuvel, det tager ganske vist stadig 365 dage, før det kan kategoriseres som et år, men de år har altså fået travlt. Hold nu kæft, hvor går det stærkt. Marius fylder 4 år (!!!) til maj og er altså en rigtig børnehavedreng. Og eftersom jeg nærmer mig de 22 år til sommer (yes, you did the math), vil nogen vel kategorisere mig som en mor af den yngre slags. Well, det vil jeg ihvertfald selv.

Nå, men mange mennesker mener så, at jeg må være gået glip af en helvedes masse, da jeg jo har haft det her lille menneske i min varetægt. Og selvfølgelig er jeg “gået glip” af noget (byture og tømmermænd, that is), men det har aldrig været noget, jeg har savnet, til trods for jeg var nogens mor, før jeg kunne gå i byen med mit eget ID. Jeg kan komme i tanke om én ting, som jeg virkelig føler, jeg har måtte give afkald på, og det kan opsummeres ganske kort: Søvn. Jeg er kæmpe fan af søvn. Lige fra powernaps til 17-timers marathon (sidstnævnte forekommer dog sjældent). Jeg kan sove alle steder, alle tider. Det kan jeg så ikke længere, men jeg har vist også sovet min del af de spæde teenageår væk. Marius sov ganske godt de første 2 måneder af sit liv, men så var kvoten af min videreførte søvngenetik åbenbart sluppet op. Han blev ammet og ammet og ammet lidt mere. I 14 måneder! Jeg prøvede at stoppe, fra han var 9 måneder gammel, da tænder og amning ikke er lige fedt for begge parter, men uden held. Han vågnede gerne en 4-10 gange i løbet af en nat og moslede rundt, blev hentet ind i soveværelset og gryntede efter mad. Det blev hurtigt en rutine at “sove” på den måde, da han var 13 måneder, før han første gang han overnattede hos mormor. Jeg var træt med træt på. Jeg har altid været et småtræt menneske, men nu havde det nået nye højder. Kloge folk (eller bare folk) fik mig fortalt, at det kun blev bedre fra nu af. Og det gjorde det da også. Halvandet år senere vel at mærke. Han var som sådan aldrig ked af det, det tog bare 1-2 timer at putte ham hver (!) aften med sang og historier, for så at krybe langs panelerne ud af rummet. Ungen hørte det selvfølgelig de første 8-10 gange, brokkede sig, og så startede det forfra. Og så lige en 4-7 opvågninger i løbet af natten, hvor han skulle have sin sut.

Da han blev 2,5 år, stiftede jeg på ny bekendtskab med den kære, sammenhængende søvn. Marius sover idag i juniorseng, bliver puttet med godnatlæsning på 10 minutter og falder selv i søvn på ca. 45 sekunder. Han rejser sig aldrig (don’t jinx it) fra sengen og går ud. Vågner en sjælden gang imellem ved tilfælde af tørst eller tissetrang og sover gerne til en halv otte/otte-tiden. Jeg er stadig træt kl. halv otte en lørdag morgen, men så er det godt, poden er med på putning, dyner og Ramasjang en halv time på sofaen til at vågne på. Og SÅ er vi (læs: barnet) ellers igang! Jeg vænner mig aldrig til at skulle “tidligt” op, men det er okay. Ganske få ting i livet er bedre end søvn, men at stå op til det lille, kønne fjæs er helt sikkert en af dem. Og kaffe selvfølgelig.

Følg Ditte K på Bloglovin’ og Instagram