Alt er, som det plejer. Næsten, altså.

Så. Der gik et par måneder, hvor ordene var væk. Et par måneder, hvor jeg stoppede med at lede. Jeg har ikke de store, forkromede fremtidsplaner for bloggen her, andet end at sende noget afsted, når tiden og følelsen er til det. Det er åbenbart nu. På årets andensidste dag. Alt er som det plejer, med undtagelse af et par småting. Jeg skal for eksempel ikke være jurist. Det har jeg aldrig skullet, men det var jeg lidt tid om at finde ud af. Menneskerne og studiet var godt og fint, men der var noget, der ikke klappede, og jeg var nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad det var.

Det var mig. Det var mig, der glemte at mærke efter og tænke mig om. Mig, der glemte at have tålmodighed til at gøre det, der gøres skulle. Jeg har hverken sindet eller lysten til at arbejde som advokat eller i det hele taget træde ind i en branche, som er så karriereminded, at jeg ikke vil have tid til at få mig selv med. Så jeg gør noget andet. Noget, jeg i slutningen af sommeren ikke kunne overskue og derfor skød idéen ned om. Juraen lå lige til højrebenet; jeg havde snittet, adgangskravene og mulighederne lå lige der og ventede. Jeg skulle ikke gøre mere end at søge ind og vente. Det skal jeg nu.

Jeg vil stadig gerne skrive, jeg vil gerne bruge mine ord, men ikke som hele grundlaget for et studie og mit fremtidige arbejdsliv. Jeg længes efter viden og forståelse for mennesker, mig selv og verden omkring mig. Og måske kan de to ting kombineres. Måske kan jeg bruge mine ord til at skrive om den viden, jeg kommer til at få. Så nu tager jeg tyren ved hornene. Tager et par måneder, hvor jeg rykker mit matematikniveau et trin op, så jeg til sommer kan søge ind på psykologistudiet, som på alle måder er meget mere mig. Som føles tiltalende og rigtigt på et helt andet plan. Men jeg var træt af at træde vande midt i min studentereksamen, og tanken om at skulle sætte mine ben der igen, efter huen var landet på mit hoved, var alt andet end attraktiv. Så jeg skyndte mig videre. Og nu træder jeg et par skridt tilbage, samler hængepartierne op, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget, hvor værket i store træk drives af lyst fremfor pligt. Og jeg kan mærke, jeg glæder mig. Glæder mig til at klatre over den sidste hurdle og tage fat på noget nyt, som kan danne rammerne for store dele af mit fremtidige liv. Det skal nok blive godt. Det skal det.

Først skal vi dog lige have sendt vores lillebitte 2-årige i børnehave. Om en måned. Noget, jeg slet ikke kan forlige mig med. Han kunne med fordel snuppe et halvt år mere hos sin dagplejemor, som bor et stenkast fra os, og som han træder ind hos med glæde og forventning hver morgen. Lige have lov at være lille lidt længere. Men der er no mercy. I Odense er man klar til at blive kastet ud i infernoet af store børn og mange voksne, når man er 2 år og 10 måneder. Det er man bare slet ikke, men det er spareplanen ikke interesseret i at vide. Til sammenligning var Fredes storebror 3 år og 3 måneder, da han startede. Smertefrit. Sjovt og nysgerrigt. En verden til forskel. Det skal nok gå, ja. Men helst mere end bare det. Vi spænder hjelmen og trøster os med, at hans forældre er fleksible studerende, der kan følge og støtte ham tæt hele vejen.

2018 bliver fin. Det gør det. Jeg får for eksempel en 8-årig 2. klasser(!!!), et 3-årigt børnehavebarn, et par bryllupper at deltage i og en kæreste, der er endnu tættere på at være færdig som lærer. Og måske starten på et helt nyt liv i min mave, når vi når om på den anden side af sommeren. Snart kan vi se solen, og ting med farver, der vokser op af jorden. Jeg glæder mig.

Rigtig godt nytår.

Sofa-fredag og noget om navne

FotorCreated1

Jeg forsøger mig netop nu med at få set Pretty Woman fra start til slut for første gang. Det er lidt sådan en film, man skal have set, går jeg ud fra. Og når DR1 byder mig indenfor på sådan en typisk fredag-sofa-aften, ville det næsten være uhøfligt at takke nej. Indtil videre går det nogenlunde, bortset fra jeg er elendig til multitasking, og dette indlæg garanteret kommer til at tage halvanden time… Og hov! Nu var filmen færdig.

Min baby-app fortæller mig, at jeg idag er 23+3, og baby er på størrelse med en papaya. Så jeg har lige googlet papaya. Jeg har hørt om den (åbenbart) melonlignende frugt før, men har aldrig rigtig været i nærheden af en sådan, da den mest eksotiske grønthandler, jeg besøger, hedder Netto. Han snurrer rundt på livet løs derinde under mit maveskind, hvilket forleden resulterede i en jordemoder, der ledte efter stabil hjertelyd i over 5 minutter. Hver gang monitoren kom i nærheden af ham, lossede han den væk med sit babyben og skabte støj på linjen. Ellers alt godt. Jordemoderen forsikrede mig om, til trods for hastigt voksende mave, at jeg var både tynd og slank og det hele blot var baby. Jeg var overbevist om, minimum 40% var Marabou. Jeg føler mig ikke vanvittigt slank længere.

Siden sidst har jeg både bagt (og spist) kyskager, lavet en skylampe til Marius, holdt teselskab på drengemåden og præsteret at have halvlange negle på to fingre i mere end én dag. Det er sjældent, det sker, når man har negle svagere end varm stearin. Idag har vi udrettet ting så store som Disney Sjov, for meget Just-Eat mad og aftenbad til Marius med en varighed, som gav ham rosinfingre og -tæer som aldrig før. Og det skal til engang imellem!

I øvrigt har vi næsten sat os fast på et navn til lillebror, men jeg elsker navnesnak og synes, det er vildt hyggeligt (og inspirerende, forstås). Her er vi nok mest til ældre danske navne, som selvfølgelig skal klinge bare en smule med Marius. Hvad er jeres favoritnavne? Eller hvad hedder jeres børn, hvis I har den slags? Del det endelig med mig i kommentarfeltet, det vil jeg elske!

Hav en fantastisk weekend og efterfølgende jul, hvis I er til sådan noget.

Sentimentalitet og siden sidst

Jeg er skod til det her blogging for tiden, jeg ved det godt. Der sker bare så mange ting omkring mig, og alligevel sker der ikke det store. Jeg har alt for mange halvfærdige indlæg liggende og kasserer store dele af dem jævnligt. Tiden glider ud mellem mine fingre, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen. Jeg bruger tid på at sove, at spise, at tale med min bedre halvdel og kramme min søn. Jeg er ganske snart mor til en dreng på 4,5 år, og det er noget, der kræver tilvænning. Gud, hvor jeg elsker ham. Helt ind i sjælen. Jeg har lyst til at vugge ham i min favn og synge godnatsange i ét væk, men han går selv på toilettet og læser Lego-magasiner på eget værelse. Han er en rigtig dreng, og han er så pissesød. Indimellem kommer en lidt mindre dreng til syne, som godt vil kramme og sidde på skødet, men det sker oftere, at han tørrer munden af i ærmet efter et kys. Og sådan skal det være. Hans selvstændighed vokser hver dag, og han gør mig stolt, som ingen andre kan. Han har en skarp humor og får mig til at grine hver dag med hans guldkorn. Hver morgen agerer han random-fact-man. Inden han når at sige godmorgen, slynger han altid lige lidt fakta ud i æteren. Som for eksempel edderkoppens føde, eller noget om Spanien. Det er sgu da public service, der vil noget!

Siden sidst…

– Er jeg blevet kontaktet af en kvinde, som vil betale mig 120 euro for at reklamere for bildele her på bloggen. Ligeså meget som pengene frister, ligeså forkert er bildele her på siden. Jeg kan godt lide biler. Rigtig godt. Men jeg vil sgu ikke proppe tyske autodele ned i halsen på jer.

– Har jeg (idag) for første gang i ca. et halvt år set min kæreste i andet end shorts eller joggingtøj. Nemlig gode gamle Levi’s jeans. Han er en rigtig uni-dreng nu.

– Er min nevø vokset til en 7-kilos (!) basse på hans 6. leveuge.

– Har jeg drømt mig til varmere himmelstrøg dagligt. Flere gange dagligt, faktisk. En handletur ved grænsen kunne gøre det lige nu.

– Har jeg skåret mig et godt stykke i min finger i min iver efter at få min nyindkøbte Faaborg-leverpostej åbnet. Hvorfor hader alle den postej så meget? Den smager sgu da fantastisk.

– Har jeg set (lidt for meget) Keeping Up With The Kardashians. (Kom så med sæson 3 af Orange Is The New Black, blev der sagt!)

…Og en masse andet ligeså (eller endnu mere) ligegyldigt stads. Jeg håber, I får en fantastisk start på ugen (og at jeg tjekker ind her lidt oftere).

PS: Billedet er af min baby, da han stadig var baby og spiste grød selv for allerførste gang. FYI er det en natdragt, han har på. Klædte ikke min baby i toxito til daglig.