Hello from the other side

Indrømmet. Jeg har ladet jer hænge. Dem af jer, der måtte være tilbage. I snart et år. Det er ret lang tid. Det har egentlig ikke været et superaktivt valg, men mere noget med dage, der har ædt hinanden og motivation, der falmede. Dernæst blev jeg ramt af bloggerlede og SoMe-foragt uden helt at kunne pege på én specifik årsag. Jeg kunne vælge at unfollowe alt i den retning (hvilket umiddelbart havde været det mest voksne at gøre), men alligevel blev jeg ved at lade mig irritere af (manglende) #reklame og Lunarway og Daniel Fucking Wellington. Jeg blev ved at lade mig trætte af klima- og miljøprædiken fra mennesker, der gladeligt smækker røven i et flysæde 14 gange om året for eksempelvis at promovere modebranchens overforbrug. Jeg væmmedes ligeså stille ved hele kulturen. Selviscenesættelsen. Reklamesøjlerne. Jeg manglede distance.

Grænserne bliver for mærkelige og diffuse, når de såkaldte internetvenner ubemærket skubber flyers, brochurer og rabatkuponer ind i hver en lomme, der måtte stå åben. Når omdrejningspunktet for det hele bliver forbrug og gerne mere af det. Når mennesker lever af at påvirke andre mennesker til materialisme og charterferier. Jeg blev mæt. Og mens jeg forsøgte at slukke for diverse kanaler, slukkede jeg åbenbart også min egen. Men nu er jeg her. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, for min ambivalens består lidt i, at jeg holder uendeligt meget af at skrive om alt og ingenting, men samtidig er jeg i tvivl om, hvorvidt en blog er det rigtige format for mig. Jeg vil lige skynde mig at tilføje, at der selvfølgelig stadig findes kroge af blogverdenen, jeg holder utroligt meget af. Velreflekterede, velformulerede (oftest) kvinder, der har andet og mere end Verisures alarmsystem på hjerte. Og dem er jeg så småt ved at finde tilbage til; de druknede ligesom bare i larmen fra de andre kroge, som jeg ikke fik luget ordentligt ud i. Men nu vi er ved det, kan jeg jo passende fortsætte i det navlepilleriske spor og prøve at ridse 2019 op.

Det virker uoverkommeligt at skulle koge det sidste års tid ned til et enkelt blogindlæg, men jeg skal forsøge at male med den brede pensel. De af jer, der følger med på Instagram (@dittekirk), vil muligvis være (en lille slags) opdateret, men tillad mig lige at opsummere alligevel.

Kort før 2018 rendte ud, fandt jeg ud af, at der var flyttet en mikroskopisk person ind i min mave. Den mikroskopiske person flyttede ud medio august efter 56 minutter på en fødestue, og jeg er således mor til intet mindre end tre. Mit køn er fortsat stærkt underrepræsenteret herhjemme, da vi har fået (endnu) en dejlig lillebror. Jeg hverken kan eller vil koge en masse indlæg på afsløringen af hans navn. Det er et lillebitte navn med en enkelt stavelse, som alligevel er fyldt med styrke og pondus. Eller, det synes vi, om ikke andet. Og så deler han navn med intet mindre end tre af sine tipoldefædre. Lillebror hedder Jens, og han bevæger sig med hastige skridt mod 3 stærke måneder. Udover det sædvanlige opstartsknas med maven går det godt. Hans storebrødre (på nu 9 og 4 år…) er pissesøde og gode ved ham, og Frede aer ham dagligt på hovedet med kærlighed i øjnene og ordene “lille, lille Jennert”. Så kælenavne har han også. Hans far ynder af uvisse årsager at kalde ham Jønix i tide og utide, men kælenavnstendensen herhjemme er generelt virkelig sær og under konstant udvikling i mange mystiske retninger, og det kører pt. bedre, end da Mikkel et par gange kom til at kalde ham Jønke. Marius kigger på Jens med store øjne og siger ting som “nogle gange får jeg altså bare sådan lyst til at holde ham”. Så det går vist, som det skal. Og bedre end det.

Noget af det sidste, jeg fortalte herinde, var noget om at overleve matematik B og starte på psykologistudiet. Og jeg gjorde begge dele. Og så blev jeg i tvivl. Dels fordi det ramlede sammen med min stressperiode, dels fordi jeg mærkede ordentligt efter. Hvilket jeg troede, jeg allerede havde gjort. Min mor satte også nogle ord på. Hun nævnte, at jeg kun talte om uddannelsen i psykologi med henblik på, at “så kunne jeg jo bare skrive fagbøger om emnet, når jeg var færdig”. Og det kunne jeg måske. For jeg synes, psykologi er et vanvittigt spændende felt, men jeg har ikke lyst til at arbejde som klinisk psykolog. Jeg har lyst til at lære teorierne og læse forskningen bag, men jeg er ikke gearet til arbejdet, der følger efter. Så kunne jeg måske blive forsker, men det er heller ikke noget, der trækker voldsomt i mig. Jeg blev ved med at vende tilbage til “noget med at skrive”, og pludselig virkede det omsonst at bruge fem år på en uddannelse bare for (måske) “at skrive om emnet”.

Det gik op for mig, at jeg havde stirret mig blind på universitetet som eneste mulighed. At mine egne forventninger og ambitioner var gået i forvejen og havde glemt at spørge mig til råds. Måske i ligeså høj grad mine forventninger til, hvad andre forventede af mig. Med den såkaldte hurtigstartsbonus måtte jeg søge ind på universitetet med et gennemsnit på 12, så “jeg kunne jo læse lige det, jeg ville”. Jeg kunne “passe godt ind på jura”, eller jeg kunne “nemt læse medicin”. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at folk har ment det allerbedste med det, og at deres forventninger til mig mest har eksisteret i mit eget hoved.

Så jeg stoppede op og mærkede efter. Igen. Min mor kommenterede på, hvordan jeg lyste op, hver gang jeg berettede om et restaureringsprojekt af en gammel stol, jeg havde gang i. Jeg tænkte, det lød lidt fjollet sådan at gå og blive begejstret for at pille søm ud af et gammelt møbel, men så tænkte jeg lidt mere. Jeg mangler kreativitet på universitetet. Jeg mangler flere ord og mere udfoldelse og mindre teori. Jeg orker ganske enkelt ikke mere ‘klassisk’ skolegang. Slet ikke hvis jeg dybest set ikke brænder for det konkrete arbejde, uddannelsen i stor grad lægger op til. Og det var en voldsomt befriende følelse at erkende netop dét, selvom det måske lyder håbløst ikke bare at have regnet den ud noget før. Det var en ganske speciel oplevelse, at det fremtidige selvbillede, jeg havde fået malet over en temmelig lang årrække, pludseligt skulle kasseres og erstattes med et blankt lærred.

Så nu står jeg her. På barsel. Jeg vender næppe tilbage til psykologistudiet. Eller universitetet. Hvad skal der så blive af mig? Jeg ved det ikke. Endnu. Jeg har leget med idéen om at blive møbelsnedker. Indtil jeg blev opmærksom på, det nok ikke er et erhverv for en diskusprolapset type som mig. Jeg er nødt til at beskæftige mig med noget, der ikke er opslidende for min ryg. Noget med ord. Noget med at tegne. At male. Designe, fremstille. Jeg ved, jeg herinde før har nævnt følelsen af ikke at kunne finde én specifik arbejdstitel, som jeg føler, jeg hører hjemme i. Så nu tænker jeg om muligt endnu flere tanker end før. Kan jeg lave noget, folk kan bruge? Kan jeg korrekturlæse eller oversætte eller forfatte eller fremstille? Kan man leve af det? Bør jeg uddanne mig i en form for grafisk design, så jeg er bedre rustet på det visuelle/digitale plan til at kaste mig ud i en form for kommunikationsbranche? Så. Mange. Spørgsmål. Jeg har forhåbentlig et godt års tid endnu til at finde en form for svar.

Udover uddannelsesspektaklet har jeg været involveret i en form for Instagramspektakel. Jeg kaldte et par småsuspekte foretagender ud i mine stories og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor mange influencers valgte at reklamere helt ukritisk for den slags. Det spredte ringe i vandet af en art, jeg aldrig havde forudset, og pludselig sad jeg som gæst i Shitstorm på P1. Heldigvis ikke som the bad guy, men for at tale om al den røre, der løbende opstod i Influencernes Rige som led i en spirende udvikling af den almene forbrugers kritiske sans. Nogle uger senere var Kontant på DR1 på en sag om blandt andet det ætsende tandblegningsmiddel, (der viste sig at indeholde 75 gange så meget brintoverilte som den tilladte mængde,) og som adskillige store profiler havde reklameret for. Det havde jeg ingen indblanding i, men lavinen rullede igen i digitale Danmark, og min indbakke på Instagram har været rødglødende. På den gode måde. Af kampklare mennesker, der følte sig ført bag lyset, af hep, af skulderklap, af god energi. Jeg har længe ligget ret stabilt på omkring 800 følgere, men drypvist kom omkring 3.000(!) nye mennesker til min profil i kølvandet på postyret om de her tendenser. Det var (og er) en meget overvældende oplevelse, især at en række af mine stories blev set af over 17.000 mennesker. Det er (for mig) uhåndgribeligt mange. Folk er heldigvis enormt søde, men samtidig er det forbundet med en vis ambivalens, for jeg føler, der er angstprovokerende mange øjne, der kigger med. Hvis man er interesseret i at se, what all the fuss is about, har jeg gemt omtalte stories i de små højdepunktsbobler på min Instagramprofil. Det er en fordel af se boblerne fra højre mod venstre, da de så følger ‘sagernes udvikling’ kronologisk. (Den allerlængst til højre er en gammel sag og kan springes over.)

Jeg vil lige runde af med (ja, det blev lidt langt) at konstatere, at jeg går i en form for tænkeboks med henblik på mit støvede hjørne af internettet her. Jeg har savnet og manglet at skrive, men jeg har ikke som sådan savnet selve bloggerverdenen pakket ind i (sponsoreret) kransekage og kindkys. Hvis det overhovedet giver mening. Der skal i hvert fald ske noget andet med bloggen, hvis den fortsætter. Nyt (domæne)navn og noget redesign af en art. Hvis I ligger inde med gode forslag til noget af det, så tager jeg hjerteligt imod dem i kommentarfeltet. Eller på Instagram, hvis man er mere til den slags.

Jeg håber, I har det godt <3

Alt er, som det plejer. Næsten, altså.

Så. Der gik et par måneder, hvor ordene var væk. Et par måneder, hvor jeg stoppede med at lede. Jeg har ikke de store, forkromede fremtidsplaner for bloggen her, andet end at sende noget afsted, når tiden og følelsen er til det. Det er åbenbart nu. På årets andensidste dag. Alt er som det plejer, med undtagelse af et par småting. Jeg skal for eksempel ikke være jurist. Det har jeg aldrig skullet, men det var jeg lidt tid om at finde ud af. Menneskerne og studiet var godt og fint, men der var noget, der ikke klappede, og jeg var nødt til at stoppe op og finde ud af, hvad det var.

Det var mig. Det var mig, der glemte at mærke efter og tænke mig om. Mig, der glemte at have tålmodighed til at gøre det, der gøres skulle. Jeg har hverken sindet eller lysten til at arbejde som advokat eller i det hele taget træde ind i en branche, som er så karriereminded, at jeg ikke vil have tid til at få mig selv med. Så jeg gør noget andet. Noget, jeg i slutningen af sommeren ikke kunne overskue og derfor skød idéen ned om. Juraen lå lige til højrebenet; jeg havde snittet, adgangskravene og mulighederne lå lige der og ventede. Jeg skulle ikke gøre mere end at søge ind og vente. Det skal jeg nu.

Jeg vil stadig gerne skrive, jeg vil gerne bruge mine ord, men ikke som hele grundlaget for et studie og mit fremtidige arbejdsliv. Jeg længes efter viden og forståelse for mennesker, mig selv og verden omkring mig. Og måske kan de to ting kombineres. Måske kan jeg bruge mine ord til at skrive om den viden, jeg kommer til at få. Så nu tager jeg tyren ved hornene. Tager et par måneder, hvor jeg rykker mit matematikniveau et trin op, så jeg til sommer kan søge ind på psykologistudiet, som på alle måder er meget mere mig. Som føles tiltalende og rigtigt på et helt andet plan. Men jeg var træt af at træde vande midt i min studentereksamen, og tanken om at skulle sætte mine ben der igen, efter huen var landet på mit hoved, var alt andet end attraktiv. Så jeg skyndte mig videre. Og nu træder jeg et par skridt tilbage, samler hængepartierne op, så jeg forhåbentlig kan komme igang med noget, hvor værket i store træk drives af lyst fremfor pligt. Og jeg kan mærke, jeg glæder mig. Glæder mig til at klatre over den sidste hurdle og tage fat på noget nyt, som kan danne rammerne for store dele af mit fremtidige liv. Det skal nok blive godt. Det skal det.

Først skal vi dog lige have sendt vores lillebitte 2-årige i børnehave. Om en måned. Noget, jeg slet ikke kan forlige mig med. Han kunne med fordel snuppe et halvt år mere hos sin dagplejemor, som bor et stenkast fra os, og som han træder ind hos med glæde og forventning hver morgen. Lige have lov at være lille lidt længere. Men der er no mercy. I Odense er man klar til at blive kastet ud i infernoet af store børn og mange voksne, når man er 2 år og 10 måneder. Det er man bare slet ikke, men det er spareplanen ikke interesseret i at vide. Til sammenligning var Fredes storebror 3 år og 3 måneder, da han startede. Smertefrit. Sjovt og nysgerrigt. En verden til forskel. Det skal nok gå, ja. Men helst mere end bare det. Vi spænder hjelmen og trøster os med, at hans forældre er fleksible studerende, der kan følge og støtte ham tæt hele vejen.

2018 bliver fin. Det gør det. Jeg får for eksempel en 8-årig 2. klasser(!!!), et 3-årigt børnehavebarn, et par bryllupper at deltage i og en kæreste, der er endnu tættere på at være færdig som lærer. Og måske starten på et helt nyt liv i min mave, når vi når om på den anden side af sommeren. Snart kan vi se solen, og ting med farver, der vokser op af jorden. Jeg glæder mig.

Rigtig godt nytår.

Sofa-fredag og noget om navne

FotorCreated1

Jeg forsøger mig netop nu med at få set Pretty Woman fra start til slut for første gang. Det er lidt sådan en film, man skal have set, går jeg ud fra. Og når DR1 byder mig indenfor på sådan en typisk fredag-sofa-aften, ville det næsten være uhøfligt at takke nej. Indtil videre går det nogenlunde, bortset fra jeg er elendig til multitasking, og dette indlæg garanteret kommer til at tage halvanden time… Og hov! Nu var filmen færdig.

Min baby-app fortæller mig, at jeg idag er 23+3, og baby er på størrelse med en papaya. Så jeg har lige googlet papaya. Jeg har hørt om den (åbenbart) melonlignende frugt før, men har aldrig rigtig været i nærheden af en sådan, da den mest eksotiske grønthandler, jeg besøger, hedder Netto. Han snurrer rundt på livet løs derinde under mit maveskind, hvilket forleden resulterede i en jordemoder, der ledte efter stabil hjertelyd i over 5 minutter. Hver gang monitoren kom i nærheden af ham, lossede han den væk med sit babyben og skabte støj på linjen. Ellers alt godt. Jordemoderen forsikrede mig om, til trods for hastigt voksende mave, at jeg var både tynd og slank og det hele blot var baby. Jeg var overbevist om, minimum 40% var Marabou. Jeg føler mig ikke vanvittigt slank længere.

Siden sidst har jeg både bagt (og spist) kyskager, lavet en skylampe til Marius, holdt teselskab på drengemåden og præsteret at have halvlange negle på to fingre i mere end én dag. Det er sjældent, det sker, når man har negle svagere end varm stearin. Idag har vi udrettet ting så store som Disney Sjov, for meget Just-Eat mad og aftenbad til Marius med en varighed, som gav ham rosinfingre og -tæer som aldrig før. Og det skal til engang imellem!

I øvrigt har vi næsten sat os fast på et navn til lillebror, men jeg elsker navnesnak og synes, det er vildt hyggeligt (og inspirerende, forstås). Her er vi nok mest til ældre danske navne, som selvfølgelig skal klinge bare en smule med Marius. Hvad er jeres favoritnavne? Eller hvad hedder jeres børn, hvis I har den slags? Del det endelig med mig i kommentarfeltet, det vil jeg elske!

Hav en fantastisk weekend og efterfølgende jul, hvis I er til sådan noget.

Sentimentalitet og siden sidst

Jeg er skod til det her blogging for tiden, jeg ved det godt. Der sker bare så mange ting omkring mig, og alligevel sker der ikke det store. Jeg har alt for mange halvfærdige indlæg liggende og kasserer store dele af dem jævnligt. Tiden glider ud mellem mine fingre, og hvad jeg ikke når idag, når jeg nok imorgen. Jeg bruger tid på at sove, at spise, at tale med min bedre halvdel og kramme min søn. Jeg er ganske snart mor til en dreng på 4,5 år, og det er noget, der kræver tilvænning. Gud, hvor jeg elsker ham. Helt ind i sjælen. Jeg har lyst til at vugge ham i min favn og synge godnatsange i ét væk, men han går selv på toilettet og læser Lego-magasiner på eget værelse. Han er en rigtig dreng, og han er så pissesød. Indimellem kommer en lidt mindre dreng til syne, som godt vil kramme og sidde på skødet, men det sker oftere, at han tørrer munden af i ærmet efter et kys. Og sådan skal det være. Hans selvstændighed vokser hver dag, og han gør mig stolt, som ingen andre kan. Han har en skarp humor og får mig til at grine hver dag med hans guldkorn. Hver morgen agerer han random-fact-man. Inden han når at sige godmorgen, slynger han altid lige lidt fakta ud i æteren. Som for eksempel edderkoppens føde, eller noget om Spanien. Det er sgu da public service, der vil noget!

Siden sidst…

– Er jeg blevet kontaktet af en kvinde, som vil betale mig 120 euro for at reklamere for bildele her på bloggen. Ligeså meget som pengene frister, ligeså forkert er bildele her på siden. Jeg kan godt lide biler. Rigtig godt. Men jeg vil sgu ikke proppe tyske autodele ned i halsen på jer.

– Har jeg (idag) for første gang i ca. et halvt år set min kæreste i andet end shorts eller joggingtøj. Nemlig gode gamle Levi’s jeans. Han er en rigtig uni-dreng nu.

– Er min nevø vokset til en 7-kilos (!) basse på hans 6. leveuge.

– Har jeg drømt mig til varmere himmelstrøg dagligt. Flere gange dagligt, faktisk. En handletur ved grænsen kunne gøre det lige nu.

– Har jeg skåret mig et godt stykke i min finger i min iver efter at få min nyindkøbte Faaborg-leverpostej åbnet. Hvorfor hader alle den postej så meget? Den smager sgu da fantastisk.

– Har jeg set (lidt for meget) Keeping Up With The Kardashians. (Kom så med sæson 3 af Orange Is The New Black, blev der sagt!)

…Og en masse andet ligeså (eller endnu mere) ligegyldigt stads. Jeg håber, I får en fantastisk start på ugen (og at jeg tjekker ind her lidt oftere).

PS: Billedet er af min baby, da han stadig var baby og spiste grød selv for allerførste gang. FYI er det en natdragt, han har på. Klædte ikke min baby i toxito til daglig.