Hvis jeg kunne finde mine ord

Sommerferien står med den ene fod ude af døren, og jeg prøver at suge det sidste til mig, inden hamsterhjulet igen skal op i omdrejninger. Mine ord er åbenbart gået i forvejen, og selvom jeg er blevet en del oplevelser rigere de sidste måneder, så bliver det noget smattet hver gang, jeg prøver at få det ned på skrift. Men altså, hvis jeg kunne finde mine ord, ville jeg nok skrive noget om:

Hvordan vores oppakkede bil kollapsede 100 meter fra vores hoveddør, da vi forventningsfulde satte kursen mod Holland.

At vi fem minutter senere lånte min svigerfars ganske udmærkede eksemplar af en bil i stedet, og jeg således nød at køre samtlige 1200+ km på ferien. Mikkel nød at være co-pilot (altså at dele snacks ud til bagsædet og styre musikken). Hvem sagde kønsroller?

At jeg, ud af mere end 1100 ansøgere, har fået tildelt en af de 156 pladser på jurastudiet fra 1. september. Og tak for det.

At det kan være lidt småudfordrende at forklare en 7-årig, hvad jura er for en størrelse.

Hvordan jeg, til trods for alverdens skrækindjagende artikler om, hvordan ikke-alkohol-indtagende folk dropper ud af studierne på stribe, ikke har planer om at deltage i rusturen. To overnatninger et vilkårligt sted i Sønderjylland med en stak fremmede mennesker tilsat orienteringsløb om natten, fællesskabslege og uendelige mængder sprut har aldrig været min stærke side. Slet ikke når jeg har en 2-årig derhjemme, der stadig holder ferie. Jeg lyder muligvis røvkedelig. Det er jeg faktisk ikke. Og jeg lover at deltage i alle de andre introdage!

At min førstefødte er startet i 1. klasse i forgårs, og at selvsamme barn læser. Altså rigtigt læser og snart har gjort længe.

Hvordan jeg græmmes over Prinsesse Henriks opførsel. Det er en ommer, Henri. Det er mange ommere efterhånden.

Cyklister, der partout skal filme dem selv (eller deres lår), når de hjuler afsted, for så at dele det på Instastory. Måske er jeg ikke topkvalificeret til at kommentere det, eftersom jeg nærmest aldrig cykler selv, men jeg har svært ved at forestille mig, det kan være helt ufarligt sådan at sprinte med én hånd på styret, mens den anden filmer, redigerer og poster på de sociale medier midt i københavnsk myldretid. Pas nu på jer selv og ikke mindst de unger, der af og til vinker til kameraet fra cykelstolen bagpå.

Hvordan jeg føler mig taget ved næsen af den danske sommer i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Naturligvis på vejrfronten, men i lige så høj grad konsekvensen det har haft for min høst. Drivhuset har bestemt givet fine ting, men ikke på samme niveau som sidste år. Til gengæld har vores højtelskede moreltræ givet lige præcis nul bær, hvor det sidste år gav flere kilo. Det var faktisk fyldt med grønne klaser, da vi drog mod Holland, men da vi atter var vendt hjem, erfarede jeg hurtigt, at samtlige bær var væk. Så tak fugle eller regn eller blæst eller hvem fanden, der har stjålet mine bær. Jeg er ikke bare sur, jeg er også svært skuffet. Heldigvis går det godt på æble- og brombærsiden. Og nu holder Søren Ryge her sin kæft. Undskyld.

Hvor glad jeg er for ikke at skulle i skole inde i midten af Odense længere, men kan nøjes med den korte vej til uni. (Det er nok nu, jeg burde begynde på at cykle.) Den fynske hovedstad er et minefelt af vejarbejde, afspærringer og gule maskiner, og det er tæt på fysisk umuligt at komme rundt. Jeg håber virkelig, letbanen (skodord i øvrigt) bliver det hele værd, men jeg tvivler voldsomt.

Det ville jeg skrive noget om, hvis jeg kunne finde mine ord. Jeg leder videre.

Og så sagde vi, at jeg var moren

Det er sjovt, hvordan forælder-barn-perspektivet omkring ens egne forældre udvides, når man selv får børn. Og samtidig virker fuldstændig uændret på så mange måder. Min mor har styr på at lave det meste mad på gefühlen, hun forstår, hvad skatteopgørelser går ud på, og hun er altid kun et opkald væk. Hun er voksen. Sådan på mor-måden. Og det har hun altid været. Men måske følte hun sig slet ikke voksen på mor-måden, da hun holdt min storesøster i armene for første gang som 25-årig. Måske var min mormor den voksen-voksne dengang.

I mine øjne har min mor altid vidst og kunnet alting. Sådan er det stadig. Og sådan ser mine børn måske også på mig. At dømme ud fra de spørgsmål, den 7-årige stiller mig af og til, kunne det i hvert fald godt tyde på, at han har rimelig stor tiltro til min viden. Men alder og voksenhed er sådan nogle mærkelige størrelser, der hele tiden flytter sig omkring en, mens man selv forbliver stationær i en eller anden udtstrækning. Da jeg var 10, var dem på 17 år uoverskueligt store. Da jeg selv blev 17 år, virkede dem på 24 til at være temmeligt voksne. Nu, som 24-årig, føler jeg mig ingenlunde så voksen, som den slags så ud, dengang jeg selv var syv år yngre. Og sådan har tiden, alderen og opfattelsen heraf altid ændret sig i takt med, jeg er vokset. Og jeg forestiller mig, det har tænkt sig at fortsætte i et eller andet omfang.

Pludselig indtræder man i de voksnes rækker og finder ud af, at der er masser af ting, man ikke nødvendigvis har styr på. At der er huller og faldgruber overalt, og livet er en lang række af valg, der skal træffes og konsekvenser, der følger. Og min mor har sikkert også trådt i et hul engang imellem, men det kunne mine børneøjne aldrig se. Heldigvis. For det er sådan, det skal være. Og selvom opvågningen til voksenlivet kan virke brat og ubarmhjertig, kan det altså også noget at være ‘en af de voksne’. Vi får eksempelvis lov at bestemme, hvor ferien skal gå hen. Hvis altså vi har formået at prioritere vores SU rigtigt, så der overhovedet er råd til den slags. Men det har vi heldigvis. 

Da jeg var fem, besøgte jeg Disneyland Paris for første gang, og jeg har (desværre) ikke været der siden. Til gengæld står turen og de tusindvis af overvældende indtryk stadig skarpt i min erindring. En fuldstændigt ubekymret og legende let ferieform. Min mor havde styr på alt det bag kulissen, som vi unger ikke så. Hun havde tjek på billetter og benzin og rastepladser og ruter. Hun snakkede engelsk og kunne kommunikere med alle dem, vi ikke delte modersmål med. Hun vidste, hvor og hvornår hvilke aktiviteter foregik, og hun kunne læse på skiltene, om jeg var høj nok til at prøve forlystelserne. (Spoiler: Det var jeg ikke. Til nogen af dem, nærmest. Det er meget begrænset, hvad man må deltage i, når man måler mindre end 120 centimeter.) Det var trygt og sjovt, og jeg skulle ikke koncentrere mig om andet end at se og være. 

Lige om lidt venter endnu en kør-selv-ferie. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg begriber, at det denne gang er med mig bag rattet. Helt uden min mor. Det er det, der sker, når man starter sin egen klan. Så bliver man moren. Hende, der sørger for pas og proviant til turen. Hende, der husker at printe vouchers og holder styr på værelsesnumre, indtjekningstidspunkter og blå sygesikringskort. Hende, der har styr på at pakke bleer og skiftetøj nok, men som sikkert glemmer noget andet. Det er mig nu. Og det er Mikkel. Og snart pakker vi bilen med GPS, voksenpapirer, badetøj og bamser og sætter kursen mod Holland og overdrevet børnevenlig badelandsferie. Jeg regner med, jeg kan få sneget en tur til en nærliggende, hollandsk by ind i programmet, men ellers kommer ferien til at foregå på børnsk. Heldigvis. Og deres ferie skal kun omhandle badeland, zoologiske haver og karruseller, mens jeg tager mig af billetter og nøglekort og alt det andet. Og jeg glæder mig helt ustyrligt. Det skal nok gå. Jeg er trods alt mor.

Sommerens sidste kapitel

Såeh. Det var den ferie. Næsten altså. Men det er eddermame en mærkelig fornemmelse, fordi det ikke blot er en vanvittigt lang (og dejlig) sommerferie, der er slut, men også knapt 16 måneder som hjemmegående med husets mindste beboer. I morgen er der møde med dagplejepædagogen, og så begynder Fredes indslusning i institutionslivet ligeså stille i løbet af ugen. Det skal nok blive godt. Skal, skal, skal. Jeg sidder, som ganske forventet, med en noget broget gruppe af følelser, som ikke rigtigt gider enes. Jeg glæder mig til at se, hvordan det fungerer derude i virkeligheden igen. Det gør jeg. Samtidig har jeg en gennemborende trang til at barrikadere mig selv og min baby herhjemme i et fort af dyner og puder, så vi aldrig behøver have travlt eller tøj på, der ikke er af jersey. Jeg kan også godt se idéen i, at han snuser lidt til livet med jævnaldrende og får andet græs på knæene end vores eget, nu hvor han snart er 1,5 år og gløder af nysgerrighed og mod på at opleve lidt mere end at bevæge sig på samme matrikel hver eneste dag. Det kan jeg da. Men lige nu virker det ikke så tiltalende. Det skal nok komme. Det ved jeg jo godt.

Mens Frede starter stille op ovre på den anden side af vejen, har Marius en sidste uge tilbage af ferien, før 0. klasse skydes i gang for alvor. Det er jeg nu ikke så nervøs for. Han har klaret førskoleforløbet, som havde han aldrig lavet andet, og både lærere og pædagoger har af flere omgange erklæret ham skoleparat i allerhøjeste grad, omsorgsfuld, lærenem og sågar konstateret, at de ganske enkelt ikke kunne rose ham nok. Det er altså noget, der slår ud på stolthedsbarometeret for mit vedkommende. Selvfølgelig fordi de fortæller, han er fagligt dygtig og meget engageret, men i endnu højere grad fordi, han bliver rost for sine sociale kompetencer, sine empatiske træk og sin evne til at indgå i venskaber på kryds og tværs uden at lade nogen være overset eller udenfor. That’s freaking my boy! Nå – all bragging aside – så er jeg sikker på, det nok skal gå godt med min store dreng. Og selvfølgelig også med den lille af dem, men der er altså en første gang for alting, også selvom det er andet barn i flokken. Og det er sgu lidt nervepirrende.

Jeg starter selv et par dage efter Marius, og det har jeg ikke rigtigt taget stilling til. Det sidste år skal ligesom bare høvles af, så jeg kan komme videre i tilværelsen, og det skal sikkert nok gå fint. Det kan være, de kan lære mig, hvorfor tiden pludselig går så freaking stærkt, når man har fået børn. Jeg fatter intet af det.

Men det har været flere forskellige slags fantastisk at kunne gå hjemme allesammen i så relativt lang tid. Til de, der overvejer at forlænge barslen med kommunebetalt støtte til hjemmegående, kan jeg kun anbefale det. Pengene er små, (altså, det er de jo ikke, taget i betragtning at jeg har fået dem smidt kvit og frit efter mig), men vi har alligevel ikke prøvet andet end at være SU-familie, så selvom budgettet ingenlunde bød på forkromede sightseeings og enorme charterferier, så har vi haft noget meget vigtigere til rådighed: Tid! Og den har gjort os allesammen godt. Den har betydet plads til familiebesøg, badebassin i haven og langsomme morgener med Netflix og grøntsager spist direkte fra drivhuset og en aftenøl på terrassen for de to ældstes vedkommende. Og det kunne lige nøjagtigt det, vi havde brug for.

Så selvom Frede og jeg lige når at runde af på den snottede og hostende måde, så er sommerens store billede fandeme pænt. Og jeg glæder mig allerede til næste år.

Jeg håber, I har haft en dejlig en af slagsen ligeså, uanset hvad den har bragt med sig!

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside

 

 

Sensommer-blues

Jeg befinder mig på altanen med en kop kaffe spædet op med både mælk og koldt vand, så den lynhurtigt er til at hælde i svælget. Huset er ved at få øjne. Marius har selvfølgelig haft øjne længe, og de har været rettet mod alt fra Ramasjang til Lego og i øjeblikket på en rugbrødsmad. I sofaen. Det er sidste mandag med ferie, og jeg har ikke ret til at brokke mig. De fleste voksne (det er altså ikke mig endnu) har for længst overstået de 3 ugers sommerferie og er tilbage på pinden og stryger fra job videre i vuggestuen og over i Netto for at være idéforladt angående aftensmad og lige akkurat nå hjem, når ulvetimen peaker. Og jeg har haft laaa-aa-aang ferie. Og vi har lavet så tæt på ingenting som muligt, men det har lige netop været det, der skulle til. Vi har fået ladet batterierne op. Mere eller mindre. Der er stadig ubrugt plads, som kunne fyldes med lidt mere energi. Men sådan er det altid med mig.

Det har regnet til morges. Selvom klokken er over 9, har solens stråler endnu ikke nået at bryde igennem den tykke dyne af lysegrå skyer, der ligger som et tungt tæppe over byen. Jeg er ramt af sidste-ferie-fase-blues, men er trods alt ved godt mod. Det piner mig, bare en lille smule, at sommeren er ved at ebbe ud. Vi har ganskevist en måned og måske mere endnu, men jeg kan altså bedre li’ at tage hul på foråret. Dér er der lys forude. Om hjørnet venter en hær af madpakker, der skal smøres, ting, der skal nås og deadlines, der skal overholdes. Og når mine medstuderende mødes til studiegrupper og fredagscaféer, stempler jeg ud og henter poden i børnehave. Og det glæder jeg mig til. Men jeg kan ikke lade være med at se frem til tiden på universitetet, hvor der sandsynligvis er lidt flere af min slags. Os i forældreland med bekymringer, pligter, gøremål og uanede mængder af ansvar. Og glæde, for fanden! Masser af det. Jeg kunne bare godt bruge lidt mere ferie. Bare lidt.

Noget om fødselsdage

Fotor0719234816

Det dér fødselsdag. Det ebbede lidt ud for mit vedkommende ved 15-16 års alderen. Jeg tog mig selv i at blive lidt smådeprimeret over, at forventningens glæde svandt i takt med sommerfuglene forlod min mave med hastige vingeslag. Det var ikke noget problem at falde i søvn længere, og jeg glædede mig ikke som et lille barn. Mere som en slags voksen. Der var ikke længere samme magi ved dagen (og dagene op til), som der havde været det førhen. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke helt forstå, hvordan min mor kunne gå og rydde op, klargøre i stille tempo og lade som ingenting, aftenen inden hun selv fyldte år. Hun burde jo være ved at revne af spænding. Men hun var ganske fattet. Og det forstår jeg godt nu. Bevares, det er hyggeligt at have fødselsdag, blive forkælet lidt ekstra, ses med familien og alt det dér. Men efter Marius’ tilblivelse trådte min egen fødselsdag for alvor i baggrunden, da han ligesom indtog første parket. Jeg glæder mig jævnt mere til hans fødselsdage end mine egne. Og det er jo egentlig også ret sejt. Nu udlever jeg den dér fødselsdagsspænding gennem ham, ved at se ham tælle ned og være ved at gå til af bare spænding. For han har i den grad fødselsdags-magi!

Nuvel, i torsdags rundede jeg så de 22 år, og da jeg mandagen forinden blev moster, fyldte dagen ikke så meget for mig. Med andre ord havde jeg planlagt absolut ingenting. Jeg vågnede ved 9-10 tiden og listede op og fyldte opvaskeren (vild ungdom egentlig), lavede en kop kaffe og lod Mikkel sove videre. Efter et par timer kunne jeg ikke længere dy mig, og jeg listede ind og sang “Idag er det Mikkels fødselsdag…” med stigende volume, indtil han brat slog øjnene op med et forvirret udtryk i ansigtet, og mit ansigt krøllede sig sammen af grin. Han fløj op og fik tøj på på rekordværdig tid. Tynget af sin unødvendigt dårlige samvittighed, bad han mig hoppe i badekaret og tage mig et varmt, langt bad. Og da jeg ikke er typen, der sådan vil diskutere midt på min fødselsdag, adlød jeg og gav mig tid til at bruge unødvendige mængder hårprodukter og cremer. Da jeg var både kogt og opløst, vendte jeg snuden mod køkkenet, hvor Mikkel efter en hurtig Netto-tur havde forberedt morgenmad, skrevet et vaskeægte love-letter og købt både mælkesnitter og Marabou chokolade til mig. Han forærede mig i øvrigt en splinterny telefon i for-tidlig-fødselsdagsgave forleden, og det er endnu ikke helt lykkes mig at fatte, hvordan jeg har fået sådan et pragteksemplar af et mandfolk på krogen. Eller nok nærmere hvorfor han valgte at sætte krogen i mig.

Resten af dagen bød på poolbadning hos svigerfar og aftensmad hos min kære mor, som i dagens anledning havde hejst flag i begge flagstænger og fyret op i Weberen. Så blev sommeren i den grad lukket ind. Og jeg blev helt rundtosset over, hvor dejlige mennesker jeg egentlig har i mit liv. Som insisterer på at holde fødselsdag for mig, selv når jeg intet har planlagt og er forholdsvis uoplagt.

PS: Jeg hastede i Brugsen forleden, da der var 1,5 liter Pepsi til en flad 10’er, og måtte sande, at skuffelsen var stor, da der kun var ‘Ginga’-udgaven tilbage. Men da jeg drak spandevis af Pepsi Twist i min farmor og farfars campingvogn gennem barndommens somre, besluttede jeg alligevel for at give lemon-varianten et skud. Med stor fortrydelse! Jeg er stærk modstander af light-produkter, især i forbindelse med cola, og denne har en (alt for) gennemtrængende smag af en udefinerbar og halvgammel citron tilsat den klassiske eftersmag af sødemiddel, som kun er Max-varianten værdig. Jeg drikker hellere vand end light-cola, og det kunne snildt blive tilfældet med denne variant også. På etiketten står der, at den er inspireret af smagen og kulturen i Brasilien, og det synes jeg egentlig er lidt synd for landets ry. Advarsel hermed videregivet!

Nyt navn og (snart) nevø

Fotor071322286

Her går det godt. Da I søde mennesker stadig lægger vejen forbi og der tilmed kommer flere til, tænkte jeg, det var tid til det næste. Sådan blog-wise. Mit eget domæne! Hvad siger I så? Ja tak! Fremover hedder det www.dittek.nu. Folk har stjålet både .dk og .com lige for øjnene af mig, så jeg må nøjes med .nu. Men fint med det. Min gamle adresse kan naturligvis stadig benyttes, men det tilfører det lige en tand mere sejhed at have sit eget domæne. Gadekredit til mor her!

Idag har jeg rendt frem og tilbage og luret i min postkasse i håb om, der var kommet godter og skrammel fra Kinas land. Altså eBay. Jeg har alt lige fra kimonoer til tegnegrej på vej. Men så gik det jo op for mig, at det er søndag! Sådan en omgang sommerferie har det med at rode rundt i ugedagene for mit vedkommende. Og postbudet kan åbenbart godt lide at holde fri sidst på weekenden. Senere indfandt Marius sig her på matriklen, efter han havde været til hundetræning med mormor. Og trænet hvalpene, forstås.

Vores weekend har været gennemsyret af afslappethed, solbrændte kinder og alt for mange is. Vi har hængt ud hos min mor og nydt stråtag og stokroser og husdyr i overflod. Og Marius og mormor har det med at teame op og planlægge diverse tiltag på forkælelsesfronten. Igår var ingen undtagelse. Drengen forelskede sig i noget sandkasse-lir med Dusty og vennerne fra Planes (fellow drengemødre, I må vide, hvad jeg gennemgår), og selv den langsommeste knallert på havnen, kan tænke sig til, at man ikke kan erhverve sig den slags uden at investere i tilhørende sandkasse. Så de drog afsted til Silvan og returnerede med en sådan af træ. De store dér med sammenfoldelige bænke. Og det skal jo ikke hedde sig, at jeg ikke vil gøre alt for mit barn, så jeg inviterede Bosch på date på lige fod med tommestokke og uforskammet mange skruer, og en times tid senere stod sandkassen rank og stolt i et skyggefuldt hjørne af terrassen. Jeg føler, jeg (med rette) kan tilføje ‘tømrer’ til mit CV nu. Seriøst.

Ydermere regner jeg med at besvare jeres spørgsmål fra dette indlæg inden længe. Måske løbende. Og så forventer (og forlanger!) jeg meget snart at blive moster til den (yderst) færdigbagte baby på omkring 4100 gram, som, en uge efter termin, stadig dovner den i min søsters runde mave. Hun har vist sig at være en mean babymachine som kan producere babyer polstret med spæk til mange vintre, så nu mangler vi bare leveringsprocessen går igang, så vi kan få lov at møde ham! Jeg håber, I har en dejlig VM-aften, hvis I er til den slags. Og en dejlig søndag aften, hvis I ikke er.