Hvis jeg kunne finde mine ord

Sommerferien står med den ene fod ude af døren, og jeg prøver at suge det sidste til mig, inden hamsterhjulet igen skal op i omdrejninger. Mine ord er åbenbart gået i forvejen, og selvom jeg er blevet en del oplevelser rigere de sidste måneder, så bliver det noget smattet hver gang, jeg prøver at få det ned på skrift. Men altså, hvis jeg kunne finde mine ord, ville jeg nok skrive noget om:

Hvordan vores oppakkede bil kollapsede 100 meter fra vores hoveddør, da vi forventningsfulde satte kursen mod Holland.

At vi fem minutter senere lånte min svigerfars ganske udmærkede eksemplar af en bil i stedet, og jeg således nød at køre samtlige 1200+ km på ferien. Mikkel nød at være co-pilot (altså at dele snacks ud til bagsædet og styre musikken). Hvem sagde kønsroller?

At jeg, ud af mere end 1100 ansøgere, har fået tildelt en af de 156 pladser på jurastudiet fra 1. september. Og tak for det.

At det kan være lidt småudfordrende at forklare en 7-årig, hvad jura er for en størrelse.

Hvordan jeg, til trods for alverdens skrækindjagende artikler om, hvordan ikke-alkohol-indtagende folk dropper ud af studierne på stribe, ikke har planer om at deltage i rusturen. To overnatninger et vilkårligt sted i Sønderjylland med en stak fremmede mennesker tilsat orienteringsløb om natten, fællesskabslege og uendelige mængder sprut har aldrig været min stærke side. Slet ikke når jeg har en 2-årig derhjemme, der stadig holder ferie. Jeg lyder muligvis røvkedelig. Det er jeg faktisk ikke. Og jeg lover at deltage i alle de andre introdage!

At min førstefødte er startet i 1. klasse i forgårs, og at selvsamme barn læser. Altså rigtigt læser og snart har gjort længe.

Hvordan jeg græmmes over Prinsesse Henriks opførsel. Det er en ommer, Henri. Det er mange ommere efterhånden.

Cyklister, der partout skal filme dem selv (eller deres lår), når de hjuler afsted, for så at dele det på Instastory. Måske er jeg ikke topkvalificeret til at kommentere det, eftersom jeg nærmest aldrig cykler selv, men jeg har svært ved at forestille mig, det kan være helt ufarligt sådan at sprinte med én hånd på styret, mens den anden filmer, redigerer og poster på de sociale medier midt i københavnsk myldretid. Pas nu på jer selv og ikke mindst de unger, der af og til vinker til kameraet fra cykelstolen bagpå.

Hvordan jeg føler mig taget ved næsen af den danske sommer i en grad, jeg aldrig før har oplevet. Naturligvis på vejrfronten, men i lige så høj grad konsekvensen det har haft for min høst. Drivhuset har bestemt givet fine ting, men ikke på samme niveau som sidste år. Til gengæld har vores højtelskede moreltræ givet lige præcis nul bær, hvor det sidste år gav flere kilo. Det var faktisk fyldt med grønne klaser, da vi drog mod Holland, men da vi atter var vendt hjem, erfarede jeg hurtigt, at samtlige bær var væk. Så tak fugle eller regn eller blæst eller hvem fanden, der har stjålet mine bær. Jeg er ikke bare sur, jeg er også svært skuffet. Heldigvis går det godt på æble- og brombærsiden. Og nu holder Søren Ryge her sin kæft. Undskyld.

Hvor glad jeg er for ikke at skulle i skole inde i midten af Odense længere, men kan nøjes med den korte vej til uni. (Det er nok nu, jeg burde begynde på at cykle.) Den fynske hovedstad er et minefelt af vejarbejde, afspærringer og gule maskiner, og det er tæt på fysisk umuligt at komme rundt. Jeg håber virkelig, letbanen (skodord i øvrigt) bliver det hele værd, men jeg tvivler voldsomt.

Det ville jeg skrive noget om, hvis jeg kunne finde mine ord. Jeg leder videre.

En slags første aflevering 

Da jeg var 18 år og skulle vælge institution til min førstefødte, faldt valget på dagpleje. Ikke at jeg vidste synderligt meget om institutionslivet dengang. Hverken min søster eller jeg har været i vuggestue eller dagpleje, men var så heldige at have en hjemmegående mormor, som passede os hver dag, til vi som 3-årige startede børnehave på deltid. Mine forældres omgangskreds foldede bekymrede rynker i panden, for hvordan skulle vi dog nogensinde formå at blive socialt kompetente mennesker, når vi ikke indgik i et fællesskab med jævnaldrende børn hver dag. Det er i øvrigt gået os ganske fint, tak. Havde det været en mulighed for mine børn, havde jeg valgt det samme. Havde vi råd til, at jeg gik hjemme med dem indtil børnehavestart, havde vi måske valgt det.

Der er selvfølgelig lige det, når man får sine børn relativt tidligt, og ens forældre bliver mormor og morfar i 40’erne, så er de stadig ret meget på arbejdsmarkedet. Til gengæld er de friske og i fuldt vigør i weekender, ferier og alle de dage, det kan lade sig gøre at tage tidligere fri fra arbejde, hvis vi mangler hjælp med praktikken, gør de det. Og jeg ville aldrig bytte det for noget som helst. Min farmor blev også farmor i 40’erne, hvilket har resulteret i, at jeg nu har en farmor – og mine børn en oldemor – som bruger det meste af sin ‘pension’ på at rode med hjemmesider og være lektiehjælper for flygtninge. Hvis altså hun ikke er til yoga. Og det kan altså også noget.

Nå, men. Vi valgte dagpleje til Marius. På grund af den hjemlige atmosfære og på grund af roen. Det viste sig at være det helt rigtige valg for den dengang (og til dels stadigvæk) følsomme og forsigtige dreng. Så da Frede skulle ud i hverdagslivets hamsterhjul, valgte vi det samme. Og det er noget af en roulette med det dagplejesystem, det ved jeg godt. Kemien, trygheden og i højeste grad mavefornemmelsen skal være der. Og det var den heldigvis med begge drenges dagplejemødre. Fantastisk varme, tålmodige og opmærksomme damer. På den måde føles det, som om Frede bliver afleveret hos en slags ‘reservebedste’ hver dag, og det er intet mindre end fantastisk. Der er ro, opmærksomhed, en sød hund og tre andre børn. Der er tid og have med rutsjebaner og højt til loftet. Der er ture til ænderne og legepladser og besøg hos de andre dagplejemødre i nabolaget. Der er legestue hver anden fredag i en gammel børnehavebygning med alle de bedste tumleredskaber og udendørsarealer.

Og så er der gæsteplejen. Og det er den eneste udfordring, jeg synes, der er ved dagplejelivet. Ikke så meget når børnene bliver lidt større, for de kender de andre dagplejemødre og deres børn, og så kan man sagtens forklare dem, at ‘Lotte er syg, så i dag skal du lege ovre ved Bodil’. Men det er alligevel et skift og et domæne, der til dagligt tilhører andre børn. Og ja. Frede er i gæstepleje i dag. For første gang nogensinde. Vi har nemlig været så priviligerede bare at kunne holde ham hjemme ved et par dages sygdom eller en fridag hos dagplejemoren. Men denne uge har hans kære dagplejemor en vældigt fortjent uges ferie, og selvom vi er studerende, kan vi ikke helt få det til at gå op med at holde en uges fri. Så Frede er i gæstepleje hos en dame, han heldigvis har besøgt før. Og med fire børn han kender fra legestuen. Men ligeså stædig og temperamentsfuld Frede kan være, ligeså tryghedssøgende er han også. Og stille og eftertænksom. Så er det pludseligt lidt som at aflevere ham for første gang igen, når man lukker døren bag sig det nye sted. Og går derfra med en klump i halsen på størrelse med en håndbold. Men nu skal jeg i skole. Og en SMS beretter om, at Frede har det godt og leger fint ude i haven. Og så skal hans mor nok også til at forstå, at han altså bliver 2 år om 14 dage. Suk.

Vinterblues og overspringshandlinger

Vi er nærmest ovenpå. Minus den mellemørebetændelse, som min mindste roommate lige snuppede i svinget, er vi ved at ramme et stabilt helbredsniveau herhjemme. Og 7-9-13 og alt det der. Det har været tiltrængt. Meget længe. Kombination af sygdom afløst af mere sygdom, vinterens frembrud og en træthed helt ind i knoglerne har tilsammen givet et facit på et meget slattent energiniveau og et overskud i minus. Følelsen af konstant at være et par skridt eller ti bagud på, især på skolefronten, har komprimeret min motivation til at kunne ligge på et meget, meget lille sted. 

Hver morgen har jeg en ubændig trang til at barrikadere mig i et fort af dyner og glo huller i luften i rungende stilhed, indtil solen strammer sig an og bryder igennem den tunge dyne af skyer, der indhylder byen i fem forskellige grå nuancer. Men verden banker som bekendt på hver dag, og lige for tiden har jeg egentlig bare lyst til, vi alle fire sner inde med gode mængder kakao og stearin på lager. At vi ikke skal nå noget andet end at være. Sammen.

Og sådan er det heldigvis om lidt. Jeg bliver bare altid lige 8% ekstra grå og uoplagt i vintermånederne, og den er sikker hvert år. Lige nu er jeg dog i fuld gang med at overspringshandle i stedet for at læse op til den eksamen, der venter mig på tirsdag. Jeg regner med, at det forløber, som den slags plejer, og at jeg halvvejs inde i søndagen får stress og tics og begynder at pløje pensum igennem kun for at indse, at jeg ikke kan nå det, hvorefter jeg bliver underligt rolig og tager den på gefühlen. Jeg kan dog godt fornemme, at min hjerne, efter 2 år i hjemmet med overvejende pludre-kommunikation, er blevet lidt grødet i det. Men jeg satser på, at lidt genlæsning og notatskriveri kan børste det værste støv væk og finde et par forståelige gloser frem. Uanset hvad, går jeg på juleferie onsdag (ja, den 14. december!), og selvom meget af den skal bruges på at indhente de 134 naturvidenskabelige rapporter, jeg slæber bagefter mig sammen med en række andre overskredne deadlines, så skal det nok blive godt. Jeg har min 6-årige juleentusiast og min 1,5-årige julepynts-sabotør ved min side, og de formår altid at flette en god portion magi ind i den mørke tid. Og så er jeg blevet krøltop! På den permanente 70’er-måde, da min tidligere klassekammerat(inde) efterlyste en hårmodel til et frisørskoleprojekt. Så nu har jeg kvit og frit fået volumen nok i mit flade fehår til det næste års tid, og jeg elsker det!


God weekend og rigtig god jul <3

Eftertanker om tvivlen

Jeg er blevet blæst helt bagover af al responsen på mit sidste indlæg. Havde jeg vidst, der sad en hel røvfuld af journalister, sociologer, kommunikatører and what not derude bag skærmene, havde jeg nok stukket lappen i vejret noget før med hensyn til mit fremtidige studievalg. I er jo mange flere, end jeg troede, (jeg følger ikke vildt meget med i bloggens statistik), og I ved alle mulige seje ting. Jeg har før ladet mig fortælle, at man først er ‘rigtig’ blogger, når man også modtager de sure og fingerpegende kommentarer, fordi man først dér enten formår at prikke til folk og/eller nå ud til en virkelig bred vifte af mennesker. Og hvis det udsagn holder stik, så er jeg ikke en rigtig blogger! Ikke at jeg nogensinde har følt mig som en, men hurra for det. Ikke én gang har jeg modtaget bedrevidende, belærende eller nedladende kommentarer, fordi I altid er så søde. Jeg har både modtaget kommentarer her, på Instagram og endda min allerførste mail fra en læser! At I gider tage tid ud af jeres liv, for at oplyse mig om ting, jeg måske kunne drage fordel af, er altså mere end almindeligt opløftende. Det bekræfter mig i, at verden er meget mere og andet end et koldt og kynisk sted. Så tak for det! Spåkuglen for min fremtid er nu pudset og pæn og noget mere overskuelig, takket være jeres erfaringer og anbefalinger. Jeg har læst og tænkt over dem alle, jeg har været på jagt i det store internet, og nu ligner det, at jeg godt kunne finde på at lægge billet ind hos danskstudiet.

Da jeg var mindre, måske 10-11 år, spekulerede jeg en del i, hvad jeg mon skulle blive som voksen. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde vanskeligheder udi begrænsningens kunst, når det kom til de skriftlige opgaver i skolen. I fjerde klasse skulle vi forfatte et lille eventyr, og jeg troppede som den eneste op med en fortælling på syv A4-sider, som endte som højtlæsningsmateriale i klassen. Og sådan var det relativt ofte. Jeg skrev side op og side ned på en noget tvivlsom forgænger til Word, hvor jeg forfattede lange historier om rideskolelejre og hestepiger, når jeg havde fri fra 4. klasse. (Det var der, min hesteperiode peakede). Et par år senere lod jeg mig fortælle, at man kunne blive noget, der hed cand.mag. i dansk, når man blev voksen. Og så var det ligesom afgjort. Det måtte være det, jeg skulle. Noget med dansk og sprog og skrift.

Da jeg afsluttede min 10. klasse, var min dansklærers sidste ord, at jeg skulle love hende, jeg blev forfatter eller noget andet, hvor jeg kunne bruge mine fortællinger. Tiden gik endnu engang, og min spirende interesse for samfundsrelaterede emner voksede i takt med overbevisningen om, at jeg nok burde læse journalistik. Og så frøs den tanke, og jeg overvejede den ikke yderligere. Det var det, jeg fortalte mig selv og alle andre, at jeg skulle. (Altså lige med undtagelse af når jeg syntes, det kunne være skide spændende at læse medicin, men så kom frem til, at jeg bare godt gad at være læge, men slet ikke magtede de mange års studier op til). Jeg ville gå freelance og forfatte samfundsdebatterende klummer og have tid og fleksibilitet. Det vil jeg stadig rigtig gerne, men det behøver jeg ikke være journalist for at gøre. Jeg havde stirret mig blind på journalisttitlen som det eneste, der gav mening, uden at overveje de store mængder af tv-produktion og menneskekontakt, der følger med studiet. Og det dur jeg ganske enkelt ikke til.

Derfor kunne det godt ende med, at jeg alligevel bliver cand.mag. i dansk, når jeg bliver voksen. Sådan som jeg så det for mig dengang for godt og vel 14 år siden. Jeg havde bare fået bildt mig selv ind, at danskstudiet var for anonymt og tamt til at give mening. Men jeg er blevet klogere, og det rummer tilsyneladende mange flere nuancer, end jeg var klar over. Jeg tænker noget med en masse læsning, sprognørderi og måske lidt kommunikation oveni. Lige nu lader det i hvert fald til at kunne give rigtig meget mening for mig.

 

light

Noget om at blive i tvivl

Der har været stille herinde i længere tid end normalt. Og det er længe. Livet overhalede os lige indenom med to gange skoldkoppebørn (forskudt, naturligvis), en 3-ugers lungebetændelse til Mikkel og en begravelse af sidstnævntes morfar. Så blev det ligesom koldt og gråt på flere planer. Men jeg er her endnu. Faktisk skrev jeg for nogle dage siden et indlæg om fine (og billige) strømper til små mennesker, men det nåede ligesom aldrig rigtigt at give mening for mig at udgive. Måske jeg snart sender det afsted alligevel.

Imidlertid er jeg gået hen og blevet lidt i tvivl. Det er jeg tit, da jeg er af irriterende vægelsindet karakter, men denne gang er det noget lidt større. Nemlig min fremtid, sådan rent udannelses- og karrieremæssigt. Jeg har netop afsluttet første dag i studiepraktik som journalistikstuderende på universitetet, hvor jeg var heldig at få tildelt en ud af tyve pladser for ligesom at lure, hvad den slags går ud på, inden jeg melder mig på optagelsesprøven til foråret. Men det ved jeg ikke helt, om jeg gør alligevel. Studiet og menneskerne omkring det var fine, og jeg har en dag mere derude i morgen, men det var alligevel anderledes, end jeg havde forventet. Det føltes på en eller anden måde ikke rigtigt, og det er mærkeligt, når det handler om noget, man altid har forestillet sig, man skulle. Måske fordi mit billede af journalistik har været urealistisk snævert, og fordi jeg ikke har tænkt det hele vejen igennem. Jeg ved det ikke. Men da en af de studerende i dag proklamerede, at man bestemt ikke kunne være en solorytter på journalistikstudiet, slog det lidt kolbøtter for mig. Jeg kan sagtens lave gruppearbejde og holder bestemt af at indgå i sociale relationer, men jeg kan allerbedst lide at arbejde alene. Jeg er lidt en lonesome ranger på det punkt, og hvis 95% af studiet er bygget op om gruppearbejde og makkerpar, bliver det nok til den tunge side for mig. Det, jeg på sigt gerne vil, er at sidde i mit eget hjørne og skrive historier og samfundsdebatterende klummer med ro i hovedet og kaffe i koppen. Jeg vil gerne nørde sproget – helst det skriftlige – og studere grammatik ned i mindste detalje. Jeg vil gerne forbedre mine skrivefærdigheder og lære mere om alt det tekniske bag at skabe tekster. Jeg har ikke lyst til at lave TV eller radio. Jeg føler ikke for at kime mennesker ned i håb om at score et interview. Jeg vil bare skrible lidt rundt omkring og passe min egen butik. Så lige nu ved jeg ikke, hvad min plan bliver. Jeg kunne godt se mig selv med noget sociologi, antropologi eller lignende, men jeg ville samtidig savne at nørde skrift og sprog. Jeg tror ikke, der findes nogen konkret jobtitel for det, jeg kunne tænke mig. Det ville være en blanding af at forfatte tekster, lege med ler, tegne og måske starte et lille firma. Det skal nok kunne lade sig gøre. Jeg skal nok finde en vej derhen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvilken af dem jeg skal gå.

Noget om sociale medier (med de usikre briller på)

Jeg kom til at tænke lidt. Det sker. Egentlig udsprang mine tanker af en kommentar, jeg læste et sted, hvor en Instagramprofil, udelukkende bestående af madpakkebilleder, blev anbefalet, og jeg besluttede mig for at tjekke den ud og se, om det kunne inspirere mig lidt. Jeg synes, madpakker er en kedelig tjans. Jeg finder det ingenlunde inspirerende eller hyggeligt, mest bare sådan lidt træls. Men heller ikke mere end det. Det er atter en ting, der skal krydses af på dagligdagens dosmerseddel, og det kører ret automatisk med at få smækket dem sammen, selvom jeg altså går relativt højt op i, at de er sunde, nærende, varierede og alt det der. Troede jeg. Marius’ madpakke består som oftest af rugbrødsmadder, en hel del forskelligt frugt og grønt og et eller andet snack-agtigt på den fornuftige måde. Af og til en aftensmadsrest, hvis det er oplagt. Sagt på en anden måde; jeg var rimelig selvsikker i mit madpakkegame. Indtil jeg iblandt inspirationsbillederne på madpakkeprofilen fandt madvarer og -kombinationer, jeg ikke anede eksisterede. Indtil jeg blev mindet om, at de fleste af Marius’ madkasser er af plast, og alle ved da, at plastic er en tikkende bombe af giftige stoffer. Indtil jeg blev opmærksom på, at det samme gør sig gældende for mellemlægspapiret. Er det overhovedet svanemærket, det vi har? Jeg ved det jo ikke engang. Det er vist fra Rema. Og højst sandsynligt det billigste (og måske eneste), der var. Men de er tilsyneladende også smurt ind i hormonforstyrrende grimheder, som jeg for alt i verden burde undgå. Så på under fem minutter fik jeg pillet mig selv ned fra min selvsikre madpakkepiedestal og puttet mig ned i køkkenskuffen, hvor jeg kunne ligge og skamme mig sammen med mellemlægspapiret.

Egentlig var det slet ikke madpakker, jeg ville snakke om. Jeg synes i øvrigt, det er en fin profil – og kæmpe cadeau for at have lyst og overskud til at lave en sådan. Det var bare et ret symbolsk eksempel på det, de sociale medier af og til gør ved mig. De gør mig lidt usikker og ofte utilfreds med egen formåen. Fordi jeg er for letmodtagelig, fordi jeg sammenligner. Oftest ubevidst, men jeg sammenligner. Min fornuft ved, at det er dumt og ligegyldigt. Den ved, at jeg grundlæggende hviler i det, jeg er og kan. At jeg ikke har lyst til eller intentioner om at indgå i de voksne menneskers virtuelle karakterræs, hvor man bedømmer hinanden på begreber så hule som ‘likes’ og ‘følgere’. Men på den anden side af min ellers relativt tungtvejende fornuft, kommer der momentvist en usikker 13-årig til syne, som gavmildt deler ud af lussinger til egen kind. Fornuften vender øjne og råber, at det ikke er virkeligheden. Jeg ved det jo godt. Billedet og indtrykket, de sociale medier efterlader på min nethinde, er sjældent hele sandheden. Af og til kun den halve og ofte endnu mindre. Det er planlagt, tilrettelagt, redigeret og beskåret. Hell, det er min egen Instagramprofil jo også. Men det nytter bare ikke, når usikkerheden har svært ved at sortere rationelt i det. Det er undertoner i ubevidstheden, men det gnaver alligevel lidt. Jeg er i mig selv ret perfektionistisk og ganske habil til at udmåle egen straf, hvis ikke jeg lever op til mine forventninger. Derfor kan det indimellem tage pusten fra mig, når jeg, udover min selvkritik, også forsøger at måle mig efter internettets globale barometer. Jeg har jo ladet mig fortælle, at jeg har samme antal timer i døgnet som Beyoncé, og hvis jeg vil forfølge mine drømme, er det nok meget smart, jeg lige vågner først. Men jeg kan godt lide at drømme, og jeg er god til det. Hvor meget, der munder ud i succesfuld virkelighed og hvor meget, der blot forbliver drømme, ved jeg ikke. Heldigvis. Men jeg gider altså godt hvile i, at spegepølse i madpakken er ligeså i orden som dampede majskolber med hjemmerørt hummus. At bjerget af rent vasketøj indimellem bliver så højt, før det bliver lagt sammen, at jeg gør mig umage med at stable det, så det ikke vælter. At der sjældent findes et filter, der kan gøre mit hjem hvidt eller nordisk nok.

Fornuften fortæller mig, at jagten på det perfekte er outdated. Men samtidig drages jeg i min fascination af folk med æstetisk sans. Jeg drages af de pæne billeder og ord, som opsluger mig, når jeg begiver mig rundt derinde. Måske drages jeg i virkeligheden en anelse af det perfekte. Jeg trænger nok bare til at øve mig på at navigere rationelt i det, for der vil jo uundgåeligt opstå et mismatch, så længe jeg holder min upolerede virkelighed op imod fremmede menneskers redigerede version. Det skal jeg lade være med. Skal. Men det er åbenbart forbandet svært at forklare min usikkerhed, at selvom nogen måtte syne flottere, tyndere og dygtigere end mig, betyder det ikke, at jeg er grim, tyk og inkompetent. Og i virkeligheden er det jo slet ikke de sociale medier, der sår følelser af utilstrækkelighed i mit sind. Det er mig. Og mine tanker sørger for at vande dem. Men det må stoppe nu. Jeg skal bare lige overbevise usikkerheden om det samme.

PS: Jeg var ude i skuffen for at tjekke efter, og gud fri mig vel om ikke mellemlægspapiret alligevel var svanemærket. Nu må I have mig undskyldt, jeg skal lige ud og ånde lettet op.



 

Udlængsel og hjemve

Jeg er sådan en mærkelig størrelse, der lider af lige dele udlængsel og hjemve. Jeg tilbringer langt størstedelen af min tid i hjemmet, hvilket jeg nok holder mere af end de fleste, men som også efterlader en god rum tid til at drømme. Og nu er jeg altså blevet ramt af rejsefeberen. Sådan for alvor. Jeg har scrollet side op og side ned med afbudsrejser i dag, selvom det på intet tidspunkt har været en del af planen, at vi skulle rejse denne sommer. Og det skal vi formentlig heller ikke, men for fanden, hvor kunne jeg godt klare en uges tid et varmt og pænt sted. I februar fik vi både terrasse og masser af have, så udendørsmulighederne er mange nok her omkring. Jeg trænger bare ligesom til noget nyt. Nye oplevelser, nye input. Måske kommer det sig også af, at jeg har været tæt på fastgroet i vores hjem siden 2014. Måske. Mikkel deler ikke min umiddelbare begejstring ved rejsedrømmene. Han mener, alt vil være bedre og nemmere næste sommer, når Frede har lidt mere livserfaring, og vores pengepung måske er bedre rustet. Og selvom jeg hader det lidt, må jeg erkende, at jeg godt kan se det fornuftige i det. Det kan jeg. Men lige nu er de idylliske, palmebefængte scenarier på min nethinde bare altoverskyggende. For fanden da. Men altså, hvis nu I ligger inde med dyrebar information eller gode tips til billige, nemme rejser med en 1-årig og en 6-årig størrelse, så delagtiggør mig endelig! Om ikke andet, kan jeg da forberede lidt til næste år…

Seaside

 

 

Hjemmegående havetype (med snart seksårigt barn)

Der er lidt stille herinde for tiden. Mere end ellers. Og det er der en udmærket forklaring på: Vejret! Altså indtil forleden, hvor det jo nærmest var dansk højsommer midt i maj. Nu da vi er med have, højbed og drivhus, har jeg befundet mig udendørs nærmest konstant de seneste syv dage. Udover en helvedes masse fregner og noget solbrun hud med onde tan-lines, har jeg fået styr på kapilærkasser, urtehave og plantning af hindbær, som katten ihærdigt forsøger at grave op igen… Jeg er grøn udi at have grønne fingre, men jeg har lært helt usandsynligt meget den seneste måned (tak, mor), og det skal nok blive godt. I løbet af (sen)sommeren kan vi høste både vindruer, tomater, agurker, chili, æbler, gulerødder, ærter, hindbær, jordbær og brombær af egen avl. Jeg har det måske lidt vildere over det, end jeg burde, men bare duften af tomatplanterne alene hiver mig på mest nostalgiske vis direkte tilbage i min mormors drivhus, hvor jeg har grovædt diverse hjemmegroede grøntsager hele min barndom. Og nu sker det lige her midt i min egen lille familie, og det kan jeg sgu godt gå og glæde mig lidt over!

Udover havelivet går tiden stille og roligt med så lidt som muligt. Frede og jeg stener stadig rundt herhjemme sammen og til trods for, min hjerne er blevet til dej, er jeg nu meldt til mine sidste fag med start til august, så jeg om ét enkelt lille år kan søge ind på uni. Og jeg glæder mig. Ikke så meget til at sende babyen afsted (den del kræver altid en mægtig portion tilvænning), men mest til at bruge mit hoved på ny og interagere med nogen, som ikke savler og kravler på mig. Jeg er også lidt spændt på, hvordan det kommer til at fungere for mig at lægge det bløde og lidt for behagelige tøj på hylden (altså bare indtil jeg har fri, forstås). På søndag fylder min førstefødte seks år(!), og jeg sidder stadig her og prøver at forstå, hvordan det lige pludselig skete. Tiden, altså.

 

Hvor skal han og hun hen?

Forleden var to kvinder (eller mennesker, om man vil) inviteret i Go’morgen Danmarks studie til en snak med den altid rare Morten Resen. Den ene havde valgt, at hendes børn skulle opdrages kønsneutralt, og de gik således i en institution, der praktiserede dette, ligesom hun selv foretrak at blive kaldt ‘forælder’ fremfor ‘mor’. Den anden arbejdede i og repræsenterede selvsamme institution. Og det her med at kalde børn for ‘hen’ (eller sågar ‘hn’) istedet for ‘han’ og ‘hun’ finder jeg enormt interessant (åbenbart så interessant at jeg tegnede et TV2 Play abonnement kun for at kunne se det fulde interview). Jeg er ingenlunde enig, og jeg vil godt gøre mig umage med at forklare hvorfor.

Man kan postulere, at jeg er en anelse (for) konservativt anlagt og ganske enkelt synes, det bliver for langhåret. Det er på sin vis også korrekt, men der er meget mere i det. Jeg synes, hele idéen med koncept kønsneutral er misforstået. De prædiker diversitet, individualitet og rummelighed, men opnår, for mig at se, modsatte effekt. Det, at udhviske kønnene og deres vigtige forskelligheder, skaber i min optik et ustabilt og flydende fundament for de små menneskers identitetsskabelse. I forsøget på at give plads og være rummelig signalerer det, at forære børnene et komplet blankt lærred at starte på, at alle i udgangspunktet er ens, og det, synes jeg, underkender, at der er en grundlæggende forskel, uanset hvordan den kommer til udtryk. Jeg synes, det i høj grad er forældrenes projekt fremfor børnenes. Og jeg synes ikke, det er en dårlig ting, at vi er forskellige fra hinanden, så længe vi er bevidste om, at ikke alle kan eller skal passe ind i de typiske kasser.

Jeg er helt med på, at lille Carl ikke skal påtvinges biler og gravemaskiner, ligesom Emma ikke skal påduttes, at rigtige piger leger med dukker. Men den problemstilling synes jeg, vi i stor grad er ved at være ude over. Jeg oplever i hvert fald aldrig, at drengen med dukken eller pigen med bilen bliver set ned på eller kigget skævt til, og de, der måtte gøre det, ændrer næppe deres snæversynede holdninger, fordi børn pludselig skal klædes ud som intetkønnede.

Marius’ interesser er meget ‘drengede’. Inden det overhovedet var muligt at påvirke ham i den ene eller anden retning, var han fokuseret på alt med motor, farlige dinosaurer og kunne som 2-årig kende 17(!) forskellige bilmærker fra hinanden, fordi han hver gang, han så en bil, spurgte, hvad det var for en. Gav man ham en dukke, stak han i et skrig eller kastede den over i det fjerneste hjørne. Det er for mig at se et fint eksempel på, at der ofte er forskel. Helt fra begyndelsen. På samme tid bliver den individuelle diversitet ligeledes tydelig, da Marius på mange måder alligevel ikke er, som drenge er flest. Han er ikke en ‘vildbasse’, men kan godt være med til vilde lege, hvis han er i trygge og kendte omgivelser. Han bryder sig ikke om, hvis der roder på hans værelse, og hans følelser er indimellem for store til at være i en 5-årig krop. Han føler meget og hele tiden og er på den måde også enormt empatisk, kærlig og forstående. Det er ikke noget, man forbinder med den typiske ‘bulderbasse’, men det er Marius. Han er ikke mere eller mindre dreng af den grund – men han er en dreng. Og så synes jeg ligeså godt, jeg kan gribe muligheden til at forklare ham, at alle er forskellige, men at så længe man laver noget, man bliver glad af, så er kønnet ikke afgørende. Jeg kan forklare ham, at han ikke er mindre dreng, fordi han er følsom og har brug for ro og stilhed, ligesom han ikke er mere dreng, fordi han elsker Lego og dinosaurer. Han er dreng på sin egen måde, og der findes uendelige måder at være dreng (og pige) på. Og han må gerne synes, at lyserød er en pigefarve (og det gør han!), så længe han kan rumme, at andre måske ikke er enige, og at Valdemar skal have lov at iføre sig hele den rosa palette på lige fod med Sofie.

Jeg synes altså, det er en grundlæggende forkert måde at gribe kønsrolle-problematikken an på. I stedet for at anonymisere børn og deres køn, kunne man måske lægge større vægt på at oplyse dem. Oplyse dem om, at selvom man biologisk måtte være dreng eller pige, er der frit valg på alle hylder. At mange drenge har en naturlig interesse for biler og piger for dukker, men at ‘normal’ blot er et andet ord for ‘flertal’, og at det således ikke er forbudt eller farligt, hvis man ikke deler hovedinteresse med sine kønsfæller. Samtidig kunne man måske (både i institutionerne men i høj grad også hjemmefra) oplyse sin mudderelskende dreng og sin glimmerelskende pige om, at alle andre børn ikke nødvendigvis er som dem, og at det er okay. Jeg synes, det er finere at lære dem at navigere respektfuldt iblandt hinandens forskelligheder fremfor at udhviske dem. Selvom de stadig vil udvikle sig forskelligt til trods for deres kønsløse tilværelse, synes jeg godt, man som barn må være bevidst om sin fysiologiske identitet og så samtidig erfare, at det ikke er en begrænsning, men en helt naturlig del af livet. Det er det, jeg finder mest rummeligt.

Hvad venter vi på?

Ømt emne, jeg ved det godt. Men det er immervæk et emne, der på en eller anden facon vedrører mig. Eller måske lige netop ikke vedrører mig. 

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er, som I sikkert er bekendt med, temmelig høj. Forstået på den måde, at den ligger på 29,1. Det er der formentlig en del mere eller mindre gode grunde til. Det kunne for eksempel være uddannelse, karriere, den famøse selvrealisering og/eller en tilværelse som single. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering (måske ikke så meget den med kæresten), og vi prioriterer åbenbart væsentligt anderledes, end vi tidligere har gjort. Nu siger jeg ‘vi’, hvilket i og for sig er misvisende, når jeg nu hiver statistikken så godt og grundigt den anden vej. Jeg var mor på min 18-års fødselsdag. Til en baby på to måneder. Lyden af ‘De Unge Mødre’s introjingle giver med det samme genlyd i mit hoved (og sikkert også i dit nu, mwuhaha), til trods for jeg ikke har haft Kanal 4 i mange år. Uigennemtænkte formuleringer og ditto tatoveringer, piercinger i hobetal og noget med kommunen og dennes sagsbehandlere. Det er, sørgeligt nok, det første, der falder mig ind, når nogen snakker om unge mødre eller unge forældre generelt. Paradoksalt much? Mjah.

Jeg vil aldrig decideret opfordre nogen til at planlægge at få barn, inden de selv er myndige, for jeg tror ikke, at ret mange teenagere er opgaven moden (forståeligt nok, egentlig). Måske er det fint nok, i hvert fald at kunne skrive et 2-tal foran i alderskolonnen. Det er så absolut ikke for at hellige mig selv, men jeg var aldrig rigtigt i tvivl, og det føltes ikke mærkeligt eller som om, jeg mistede noget. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Jeg fik noget. Noget helt usandsynligt småt, som viste sig at blive det største i mit liv. Jeg planlagde ikke en graviditet som 17-årig, men det skete alligevel. Og selvom mange yndede at tage ordet ‘abort’ i munden, føltes det helt forkert for mig. Heldigvis. Jeg var hverken 17 eller 27 den dag på den flaskegrønne fødestue, hvor jeg i 2010 fik min førstefødte i armene for allerførste gang. Jeg var mor. Og så smuttede min biologiske alder altså ned et sted imellem natteamninger og lortebleer. Formentligt på samme måde som havde jeg været 30.

Kvinders evner til reproduktion peaker i alderen mellem 16 og 25. Det er lige præcis de år, hvor vi idag har ‘ungdommen’ liggende. Vel egentlig en form for selvskabt fænomen, da man tidligere gik mere direkte fra barn til voksen. Og det mener jeg ikke, man skal, for så skarp en grænse kan ikke trækkes mellem to så forskellige livsfaser. Imidlertid er der måske opstået en tendens til, at ungdommen strækkes endnu længere ud end før. Måske endda i begge ender. En del går (lidt for) tidligt fra barn til ung, og næsten endnu flere strækker ungdommen helt ind i 30’erne. Og det kunne være én af de medvirkende grunde til, at ufrivillig barnløshed bliver betegnet som en folkesygdom herhjemme. Fordi nogen simpelthen venter for længe. Biologisk set, i hvert fald.

Inden nogen misforstår mig (hvilket måske er for sent), så er jeg all about, at hvert menneske gør, hvad vedkommende selv finder rigtigt. Men jeg er dog blevet spurgt om de samme ting et utal af gange og vil derfor godt forsøge at aflive en myte eller to: Nej, livet går ikke i stå, fordi man får børn, og jo, det kan være en udfordring indimellem, men det er som regel det hele værd ganget med tusind. Ungdom – eller i hvert fald ungdommelighed – er ikke uforeneligt med livet som forælder. Tværtimod hjælper det at være lidt barnlig i det, specielt når man skal levere en overbevisende imitering af en T-Rex eller se ‘Frost’ for 18. gang. Min erfaring er, at mange ting ikke engang føles som en ofring eller noget, man må undvære. Ens prioriteringer ændres ganske enkelt. I hvert fald (og heldigvis) for de fleste.

Flere kvinder først i 30’erne får frosset æg ned for at gemme dem til et mere belejligt tidspunkt, hvor lysten er større og karrieren knapt så travl. Et tidspunkt, hvor den naturlige fertilitet synger på sidste vers. Det er naturligvis svært at kortlægge grunden bag hvert enkelt tilfælde – men er vi i virkeligheden, mere generelt set, blevet for kontrollerende med et ønske om skemalagt tilværelse i kasseform? Hos for eksempel Facebook tilbydes der endda nedfrysning af kvinders æg, så de kan udskyde projekt baby og pleje karrieren i længere tid. Modellen er oftest noget i stil med at få sig en uddannelse, en eventuel partner, karriere, hus og bil, og så kommer de dér babyer som rosinerne i pølseenden, fordi fundamentet først skal sikres. Og forstå mig ret; stabilitet er naturligvis en fundamental faktor i børns opvækst, men jeg tror godt, det kan tilbydes på lige vilkår i lejebolig som i villa.

Der er vanvittigt mange parametre, der spiller ind – jeg ved det godt. Og selvfølgelig er det fordelagtigt at have et tilnærmelsesvis stabilt parforhold først, så man undgår for mange skilsmissebørn. Men med det sagt, så er det ikke komplet umuligt at lave ovenstående model, blot med pølseendens rosin som et af de første elementer. Det er det altså ikke.

Jeg vil vove den påstand, at ingen af mine børn mærker noget til, at mor og (pap)far er på SU, whatsoever. Vi har det altså mægtigt. Vi har råd til det, vi skal have råd til, og i bund og grund mangler ingen af os noget. Overhovedet. Jeg synes, det på uendeligt mange måder er ekstremt fordelagtigt at have små børn, mens man studerer. Tiden er din helt egen på en ganske anden måde, der er stor fleksibilitet og på eksempelvis universitetet, er der ingen, der tæller, hvor mange af barnets første sygedage du har holdt, så længe du formår at følge nogenlunde med. Og mens vi er igang med gloroficeringen heraf, så kan du også fortælle en fremtidig arbejdsgiver, at du ikke stikker af på barsel anytime soon – hvis nogensinde overhovedet.

Det kræver planlægning, struktur, og spontaniteten bliver minimeret – eller i hvert fald en anden. Men det er altså ret fedt at have sine børn med på sidelinjen (eller rettere solidt plantet i centrum) gennem livets forunderlige faser. Man får forhåbentligt også nogle flere år sammen end ellers, og når de først flyver fra reden, er man stadig somewhat ung i det.

Taler jeg lidt for meget min sag? Muligvis, men det er den eneste virkelighed, jeg kender, og jeg kan ret godt li’ den. Og jeg vil godt oplyse om, at det er muligt at være forældre af den yngre slags, uden Kaare Sand og kommunen kommer rendende. Opfordring hermed videregivet: Få nogle børn. Hvis du har lysten og rammerne til det, naturligvis. De er skide søde, irriterende og helt fantastiske!