Hvad venter vi på?

Ømt emne, jeg ved det godt. Men det er immervæk et emne, der på en eller anden facon vedrører mig. Eller måske lige netop ikke vedrører mig. 

Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende i Danmark er, som I sikkert er bekendt med, temmelig høj. Forstået på den måde, at den ligger på 29,1. Det er der formentlig en del mere eller mindre gode grunde til. Det kunne for eksempel være uddannelse, karriere, den famøse selvrealisering og/eller en tilværelse som single. Det er alt sammen et spørgsmål om prioritering (måske ikke så meget den med kæresten), og vi prioriterer åbenbart væsentligt anderledes, end vi tidligere har gjort. Nu siger jeg ‘vi’, hvilket i og for sig er misvisende, når jeg nu hiver statistikken så godt og grundigt den anden vej. Jeg var mor på min 18-års fødselsdag. Til en baby på to måneder. Lyden af ‘De Unge Mødre’s introjingle giver med det samme genlyd i mit hoved (og sikkert også i dit nu, mwuhaha), til trods for jeg ikke har haft Kanal 4 i mange år. Uigennemtænkte formuleringer og ditto tatoveringer, piercinger i hobetal og noget med kommunen og dennes sagsbehandlere. Det er, sørgeligt nok, det første, der falder mig ind, når nogen snakker om unge mødre eller unge forældre generelt. Paradoksalt much? Mjah.

Jeg vil aldrig decideret opfordre nogen til at planlægge at få barn, inden de selv er myndige, for jeg tror ikke, at ret mange teenagere er opgaven moden (forståeligt nok, egentlig). Måske er det fint nok, i hvert fald at kunne skrive et 2-tal foran i alderskolonnen. Det er så absolut ikke for at hellige mig selv, men jeg var aldrig rigtigt i tvivl, og det føltes ikke mærkeligt eller som om, jeg mistede noget. Hvilket jeg jo heller ikke gjorde. Jeg fik noget. Noget helt usandsynligt småt, som viste sig at blive det største i mit liv. Jeg planlagde ikke en graviditet som 17-årig, men det skete alligevel. Og selvom mange yndede at tage ordet ‘abort’ i munden, føltes det helt forkert for mig. Heldigvis. Jeg var hverken 17 eller 27 den dag på den flaskegrønne fødestue, hvor jeg i 2010 fik min førstefødte i armene for allerførste gang. Jeg var mor. Og så smuttede min biologiske alder altså ned et sted imellem natteamninger og lortebleer. Formentligt på samme måde som havde jeg været 30.

Kvinders evner til reproduktion peaker i alderen mellem 16 og 25. Det er lige præcis de år, hvor vi idag har ‘ungdommen’ liggende. Vel egentlig en form for selvskabt fænomen, da man tidligere gik mere direkte fra barn til voksen. Og det mener jeg ikke, man skal, for så skarp en grænse kan ikke trækkes mellem to så forskellige livsfaser. Imidlertid er der måske opstået en tendens til, at ungdommen strækkes endnu længere ud end før. Måske endda i begge ender. En del går (lidt for) tidligt fra barn til ung, og næsten endnu flere strækker ungdommen helt ind i 30’erne. Og det kunne være én af de medvirkende grunde til, at ufrivillig barnløshed bliver betegnet som en folkesygdom herhjemme. Fordi nogen simpelthen venter for længe. Biologisk set, i hvert fald.

Inden nogen misforstår mig (hvilket måske er for sent), så er jeg all about, at hvert menneske gør, hvad vedkommende selv finder rigtigt. Men jeg er dog blevet spurgt om de samme ting et utal af gange og vil derfor godt forsøge at aflive en myte eller to: Nej, livet går ikke i stå, fordi man får børn, og jo, det kan være en udfordring indimellem, men det er som regel det hele værd ganget med tusind. Ungdom – eller i hvert fald ungdommelighed – er ikke uforeneligt med livet som forælder. Tværtimod hjælper det at være lidt barnlig i det, specielt når man skal levere en overbevisende imitering af en T-Rex eller se ‘Frost’ for 18. gang. Min erfaring er, at mange ting ikke engang føles som en ofring eller noget, man må undvære. Ens prioriteringer ændres ganske enkelt. I hvert fald (og heldigvis) for de fleste.

Flere kvinder først i 30’erne får frosset æg ned for at gemme dem til et mere belejligt tidspunkt, hvor lysten er større og karrieren knapt så travl. Et tidspunkt, hvor den naturlige fertilitet synger på sidste vers. Det er naturligvis svært at kortlægge grunden bag hvert enkelt tilfælde – men er vi i virkeligheden, mere generelt set, blevet for kontrollerende med et ønske om skemalagt tilværelse i kasseform? Hos for eksempel Facebook tilbydes der endda nedfrysning af kvinders æg, så de kan udskyde projekt baby og pleje karrieren i længere tid. Modellen er oftest noget i stil med at få sig en uddannelse, en eventuel partner, karriere, hus og bil, og så kommer de dér babyer som rosinerne i pølseenden, fordi fundamentet først skal sikres. Og forstå mig ret; stabilitet er naturligvis en fundamental faktor i børns opvækst, men jeg tror godt, det kan tilbydes på lige vilkår i lejebolig som i villa.

Der er vanvittigt mange parametre, der spiller ind – jeg ved det godt. Og selvfølgelig er det fordelagtigt at have et tilnærmelsesvis stabilt parforhold først, så man undgår for mange skilsmissebørn. Men med det sagt, så er det ikke komplet umuligt at lave ovenstående model, blot med pølseendens rosin som et af de første elementer. Det er det altså ikke.

Jeg vil vove den påstand, at ingen af mine børn mærker noget til, at mor og (pap)far er på SU, whatsoever. Vi har det altså mægtigt. Vi har råd til det, vi skal have råd til, og i bund og grund mangler ingen af os noget. Overhovedet. Jeg synes, det på uendeligt mange måder er ekstremt fordelagtigt at have små børn, mens man studerer. Tiden er din helt egen på en ganske anden måde, der er stor fleksibilitet og på eksempelvis universitetet, er der ingen, der tæller, hvor mange af barnets første sygedage du har holdt, så længe du formår at følge nogenlunde med. Og mens vi er igang med gloroficeringen heraf, så kan du også fortælle en fremtidig arbejdsgiver, at du ikke stikker af på barsel anytime soon – hvis nogensinde overhovedet.

Det kræver planlægning, struktur, og spontaniteten bliver minimeret – eller i hvert fald en anden. Men det er altså ret fedt at have sine børn med på sidelinjen (eller rettere solidt plantet i centrum) gennem livets forunderlige faser. Man får forhåbentligt også nogle flere år sammen end ellers, og når de først flyver fra reden, er man stadig somewhat ung i det.

Taler jeg lidt for meget min sag? Muligvis, men det er den eneste virkelighed, jeg kender, og jeg kan ret godt li’ den. Og jeg vil godt oplyse om, at det er muligt at være forældre af den yngre slags, uden Kaare Sand og kommunen kommer rendende. Opfordring hermed videregivet: Få nogle børn. Hvis du har lysten og rammerne til det, naturligvis. De er skide søde, irriterende og helt fantastiske!

Ammetøj: The struggle is real

Da jeg sidst på vinteren gik og drømte om min (på daværende tidspunkt forsvundne) talje iført sommerkjoler og den slags, havde jeg på ingen måde realistiske briller på.

Henover graviditeten blev min krop vært for ca. 21 kilo udover det sædvanlige, og jeg har heldigvis fået smidt de fleste af dem på porten. Med fed streg under ‘heldigvis’, da det mest udelukkende må være held, mit (over)forbrug af Marabou og cola taget i betragtning. (Jeg kører i skrivende stund de dér koplettede Paula-buddinger i hovedet. De er usandsynligt gode på den klamme måde!). Nuvel, jeg er ikke i mål endnu, da jeg stadig mangler i omegnen af 4-5 kilo, men mon ikke de glider af før eller siden? Måske man skulle begynde at løbe… Den lader vi lige stå et øjeblik.

Nå, men, selvom noget af det stadig er til den (lidt for) stramme side, kan jeg bruge det meste af min garderobe igen, og her opstår så den meget first-world-agtige problematik: Rundt regnet 2% af den er ammevenlig. HvorDAN kunne jeg glemme ammetøjsproblematikken? Altså, sidste gang jeg ammede, tog det mig (eller Marius) små 14 måneder om at blive færdig, så det er vel ikke ligefrem en rookie mistake.

Men i min gravide desperation svingede jeg altså af og til cyberdankortet hos de virtuelle tøjbutikker, hvor jeg småsavlende udvalgte sommerkjoler, som var tiltænkt disse måneder. Her sidder jeg og min lange næse så, mens mit tøjstativ holder på kjolerne, der stadig er pyntet med prisskilte. Jeg er mest en høj-hals-kinda-gal, både fordi jeg synes, det er pænest, og fordi blottelse af kavalergang aldrig rigtigt har været my thing, men den slags kjoler kan man sgu da ikke amme i. Baren er ligesom spærret inde. Det skærer en god del af min garderobe væk, og jeg sender bøjlestativet mange, lange blikke på dage som idag, hvor det er 200 grader (give or take) udenfor. 

“Hvad med skjortekjoler?”, tænker I måske. Og det fungerer til en vis grænse. Problemet er imidlertid, at jeg ikke bryder mig om skjortens eneste mulige funktion i amme-øjemed: At knappe ned for derefter at hive ting og sager ud i det fri. Det føles så frygteligt nøgent. Jeg kører pt. den meget varme taktik med altid at have to lag på, således jeg kan hive op i det yderste lag og ned i det inderste, og derved slipper udenom blottede bryster og synligt mavespæk.

Derudover er stroptrøjer (eller cami-tops, som de vist hedder blandt fashionfolk) udelukkede, da amme-BH’er altid er udstyrede med charmerende, motorvejs-brede stropper. God damn it. “Så køb dog noget ammetøj!”, kunne I måske fristes til at råbe mig ind i hovedet, og believe me, jeg har været på jagt, men enten er det for dyrt eller for grimt eller begge dele.

Det efterlader mig så med følgende muligheder: Suck it up og benyt skjorte(kjole)metoden eller anskaf komplet, todelt sommergarderobe (og undgå for alt i verden ting med tynde stropper). Ydermere skal det helst kunne opstøves i krogene på internettet, da Frede umiddelbart ikke er nede med at trave byen igennem i timevis for at kigge på dametøj. Oh well, jeg skal da nok nå at finde det helt rette sæt til barnedåben… Om 13 dage. 

PS: Hvis I kender til fine, todelte sæt (gerne matchende mønster-ish), så tip mig lige. Jeg har været H&M, Zara og hele Bestsellerfamilien rundt uden held. Måske jeg skulle være en anelse mindre kræsen (og nærig). Nah.

Navlepilleri #1

Jeg kommer af og til i tanke om mærkelige småting, random facts og andre overflødige anekdoter omkring mig selv (og andre), og, til trods for deres deciderede ligegyldighed, får jeg indimellem lyst til at skrive dem ned. Små ting, som I nok ikke ved (eller har brug for at vide) om mig og ting, jeg undres over. Men de dér kantede, små sætninger flyder ikke rigtigt sammen med de almindelige indlæg. Så nu får de deres egen kategori, og så må vi se, om det udvikler sig til noget brugbart (well, ikke sådan for alvor, vel). I må endelig sige til, om det fungerer eller ikke. I give you: Navlepilleri.

  • Intet i min garderobe har haft en stykpris på over 1000 kroner. Ikke noget jeg selv har købt i hvert fald. Til gengæld er mine kommoder proppet til randen med H&M, Monki, Zara, Gina Tricot og River Island. Jeg drømmer om en Primark i mit nabolag. Eller Danmark i det mindste. Eller bare som webshop, for fanden.
  • Vi bruger/drikker omkring 22 liter mælk om ugen. To voksne og et 5-årigt barn. Jeg tror, det er ret meget.
  • Jeg er (lidt for meget) dyreven. Dog er jeg begyndt at støvsuge næsten alle edderkopper og stankelben op, selvom min samvittighed prikker lidt til mig og beder mig lade dem leve (jeg har brug for hjælp), men de yngler jo helt åndssvagt. Den kat, der pisser på vores kældervinduer, så der stinker af død og ødelæggelse, når vi lufter ud, den må til gengæld godt skride.
  • Jeg har (jævnfør ovenstående punkt) engang opfostret en måge ved navn John. Jeg var forbi fiskehandleren efter rester til ham hver dag efter skole. Han lærte ligeså stille at flyve og var klar til at blive sat fri, da han pludselig lagde sig til at dø. Det var en sorgens dag.
  • Jeg er den dér irriterende ven, som altid er mellem fire timer og to døgn om at respondere på en SMS. Every. Single. Time.
  • Næsten dagligt opdager jeg en våd plet på min trøje og skal derefter identificere, om det er mælk, tis (ikke mit) eller gylp (heller ikke mit). Barselsliv, sweet barselsliv.
  • Herunder ses jeg (og min morgencola) på den store valgdag (@dittekirk). Hvor jeg hverken kunne finde mit valgkort eller pas. Det kan jeg stadig ikke. Jeg fik dog stemt.

 

Døgnrytme, aftentur og urbane ænder

Mikkel er blevet ret glad for trillende aftenture med det mindste barn i vogn. Så sådan én tager de sig lige nu. Tror, det er en blanding af hygge, ro og så sandsynligheden for, at Frede muligvis falder i søvn for natten, da hans døgnrytme stadig halter en hel del. Det første stykke tid kørte det egentlig okay med lidt random lure i løbet af dagen og aftenro omkring 23. Men så kom tigerspring, bevidsthed og tarmluft ligesom i vejen. Derfor har Frede valgt at gå i seng på absurde tidspunkter som klokken 4 om morgenen, og det ændrer jo ikke på, at vanedyret Marius vågner klokken 7. Desuden er der ingen, der ved, hvornår Frede sover 5 minutter, og hvornår han sover en time. Sidstnævnte er nok sket omkring fem gange, siden han ankom. Så han er ikke ligefrem en long-nap-kinda-guy. Hvor finder man den bedste slyngevugge? Og er der mere kaffe?

Udover det, går det godt med husets lillebror (og også med den store, altså). Frede har nu været her i rundt regnet to måneder, og han har taget ligeså mange kilo på. Udover det, er han vokset 11 (elleve!) centimeter. Det er ikke noget, han har fra mig i hvert fald. Jo, altså, steroidemælken er min, men vækstgenerne er nok fra hans faderlige ophav. Desuden har han i 1,5 uges tid trillet om på ryggen, næsten hver gang han bliver placeret med bugen nedad. Need I say, at tiden har alt for travlt?

Store og Lille går som nævnt tur, Mellemste sover, og jeg er således overladt til Johanne Schmidt Nielsen, der hælder vand ud af ørerne på mit TV. Jeg er egentlig vældig interesseret i politik, men smid Helle T’s øjenbryn og en selfie-stang (!) oveni, og jeg er ved at være mæt. Derfor så jeg ingen anden mulighed end at forlade stuen til fordel for altanen (og kaffe) for at fodre det nydelige, urbane andepar, som har hængt ud i vores baggård hele dagen. De blev glade, og jeg fik luget ud i overmodne krydderboller.

Nu kan jeg høre drengene på trappen, og jeg krydser fingre for, den mindste af dem sover. For jeg kunne ret godt tænke mig at drikke en kop kaffe med den store.

Alene for (en slags) første gang

Jeg er alene for første gang i to måneder. Mere præcist otte uger og fire dage. Siden Fredes ankomst har jeg ikke været alene i ét minut. Egentlig ret syret, og så alligevel slet ikke. Det føles langt mere syret, at jeg lige nu kan høre stilheden. Der er ingen, der “er færdiiiii'”, ingen voksne, der leger dyr og teer sig mærkeligt på mit TV og ingen baby, der surmuler eller skal ammes. Jeg har grublet en smule over, hvordan jeg bedst udnytter ensomheden, og indtil videre har jeg varmet min lunkne kaffe i mikroovnen, hældt det i gabet, mens det stadig var varmt, udvalgt mine favoritter i skabets slikpose og smidt mig sammen med dem i sofaen. Hvor jeg nu spooner et legetøjssværd fra Legoland. De tre mænd er taget på drengetur rundt på kvarterets legepladser og er nok tilbage inden længe. I virkeligheden burde jeg 1) få lagt vasketøj sammen eller 2) sove en lur, da Frede de sidste par dage har afprøvet en ny døgnrytme, der gør, at han er vågen fra 23 til 3-4 stykker om morgenen (hvad sker der for det?). Jeg har valgt nummer 3: At smide mig i stuen og glo ud i luften. Det fungerer ret godt.

En arm-baby

Hvis nogen af jer har Instagram og øjne, vil det næppe være gået jer forbi, at 90% af Danmarks bloggende befolkning og tilhørende børn slider Fårup Sommerlands forlystelser op right this second. Det gør jeg ikke (noget med, at fynboere med under 1.000.000 følgere ikke er inviterede… Pfff, hej Legoland!). Jeg gør det istedet som sofa-ammer, mens jeg håber på, at Fredes humør er stabilt og venligt nok til at slentre en tur med babytransporten senere. Jeg har næsten glemt, hvordan vores fire vægge ser ud på ydersiden. Jeg tror nok, det er rødsten.

Vi er i den lidt mærkelige mellemfase herhjemme, hvor Frede ikke længere sover døgnet rundt, men stadig er lidt snæversynet, angående hvad kan sælges som god underholdning. Han vil mægtigt gerne pludre og smile, men vi skal meget nødigt bryde os om, at lægge ham fra os i mere end 8-12 sekunder, og skulle der nå at passere ét minut, råber han ting som “vanrøgt!” og truer med at ringe til kommunen. Så han er sådan en arm-baby, og det er okay. Og lidt udfordrende indimellem. Mest fordi Mikkel og jeg indimellem godt gad at kunne bytte sko, bare lige for fem minutter. Han vil så gerne kunne gøre lidt mere på trøste-/madfronten, mens jeg godt kunne tænke mig at prøve sådan et karbad. Eller en tur i Netto. Men jeg kan ikke passe en str. 45, og Mikkel har (heldigvis) ingen bryster. Så lige nu er vi lidt fastlåste i rollefordelingen, hvilket også er okay. For lige om lidt drejer babyen rundt i institutionshjulet, og pludselig spørger han med korslagte arme, hvorfor han skal være hjemme inden 23. Så lige nu husker vi at nyde det.

Da den førstefødte fyldte fem

Min førstefødte fyldte fem i fredags. Fem. Det er helt latterligt, så travlt tiden har fået, siden han lagde vejen forbi en smuk og varm (!) maj-dag i 2010. Han er den store herhjemme, den store i børnehaven, og han skal starte i skole næste år, hvor han atter bliver den lille. Rigtig skole med spisefrikvarter, skolegård og små lektier. Han står på venteliste til den skole, jeg selv befandt mig på (nu og da) indtil 2008, da jeg afsluttede 9. klasse. Børnene er dog mange og nåleøjet ganske lille, da der først og fremmest er fortrinsret for søskende til dem, der allerede går der, og der kun startes to børnehaveklasser op. Måske jeg skulle svinge forbi og spørge, om der findes en min-mor-gik-her-for-7-år-siden-fordel. Næppe.

Nå, men fredagen forløb med morgensang for Marius, og kort tid efter han var ude af sengen, tikkede de første Lego-æsker ind. Marius’ far kom forbi, og vi fulgtes ned til min mor, hvor der var plads til de nogen-og-tyve gæster, som kom og fejrede verdens bedste Muf. Og nøjagtigt som sidste år slog familien Far, familien Mor og familien Mikkel hovederne sammen og hang ud det meste af dagen med boller, lagkager, kakao, røde pølser i ristede hotdogs og rigelige mængder Lego. Sådan hyggeligt og helt uformelt, og den fem-årige elskede det hele. Han endte på omkring 13 pakker Lego, så de næste par uger er jeg formentlig at finde begravet i farverige plastikklodser og byggemanualer med en baby spændt fast på ammepuden.

Fem-årige Marius er kærlig, betænksom, sød, forsigtig og ret sjov (hvis jeg nu selv skal sige det). Han har holdt min hånd, siden jeg var blot 17 år gammel, og han har lært mig ting om livet, han ikke selv kender til. Han er min lille følgesvend, min første baby, og han gør det urimeligt nemt at være hans mor. Oveni hatten er han vistnok en ret god ven, hvilket også kom til udtryk forleden dag, da Marius trådte igennem porten til børnehaven, og hans bedste ven fik øje på ham og udbrød: “Så bliver det alligevel en god dag!”. Og det er som regel den effekt, han har på sine omgivelser. Han er en god dreng. Min dreng.

I skrivende stund holder Frede og jeg skansen herhjemme, mens Mikkel er udenbys i selskab med studiegruppen for at catche up på eksamenslæsning. Heldigvis har vi Viennetta-is i fryseren og Coca Cola i køleren, og det har nu udgjort desserten til min Crüsli-morgenmad (chokolade-varianten, naturligvis).


Jeg påminder lige kærligt om muligheden for at følge med på FacebookInstagram og Bloglovin’. Det skulle være så godt med de dér sociale medier, har jeg hørt.

Fejl, jeg begår dagligt

– Antager, at jeg sagtens kan nå at folde den brugte ble sammen og smide den i posen lige ved siden af puslebordet, inden drengebarnet beslutter sig for at tisse udover alt. Det kan jeg sjældent.

– Lader min stædighed overdøve min fornuft med det resultat, at jeg hellere slæber 7 indkøbsposer i to hænder (og en mund) fremfor at gå to gange. Min dårlige ryg griber gerne chancen til at minde mig om det næste dag. Og dagen efter.

– Bilder mig selv ind, at det er fint nok, hvis bare jeg sover inden 01.00. Det er ikke fint nok. Men efter en dag med semi-urolig og meget vågen baby, finder jeg det åbenbart logisk liiige at klare alle de dér småting sidst på aftenen, når han endelig sover. Nej, nej. Nej. Sov når baby sover. Spis når baby spiser. Støvsug når baby støvsuger…

– Spiser, mens jeg ammer. Jævnfør punktet ovenover, kunne det måske virke smart, men det ender på en eller anden måde altid med en baby med krummer all over og pålægschokolade på hagerne. Og tøjet. Og moren.

– Prokrastinerer røven ud af bukserne. Jeg har for eksempel fået malet min køkkenrulleholder (!), mens hjulet på barnevognen stadig er ret så fladt.

– Mener, at jeg sagtens kan leve en hel dag på to is og et æble. Det er dumt.

– Når ind i brusekabinen. Vandet er tændt… Og jeg har glemt den obligatoriske vaskeklud. Igen. Japper gennemblødt over badeværelsesgulvet og efterlader dermed et godt stykke optørringsarbejde til mig selv. Every. Fucking. Time.

– Går nedenunder uden at tage så meget som én pantflaske eller ét stykke vasketøj med mig fra 1. salen. Kommer i tanke om det, når jeg atter er ovenpå. Samler vasketøj sammen. Ned igen. Tilbage ovenpå. Glemte jeg ikke et par kaffekopper nede på soveværelset? *Facepalm*. Ned igen. (Luksusproblemer edition “To-etagers lejlighed”).

(Instagram @dittekirk)

Venteboblen og noget om lange underbukser

  

Jeg befinder mig sådan et mærkeligt sted, hvor tiden står stille. Altså bare herhjemme, faktisk. Så meget som muligt. Jeg er blevet suget ind i den dér venteboble, hvor jeg egentlig ikke er vildt utålmodig, men alligevel har tilstrækkeligt med smerter og underlige murre-fornemmelser i lænden til, at det godt snart må være. Naturligvis også fordi jeg glæder mig helt tumpet til at møde mennesket, som har haft til huse i min bug de forgangne ni måneder.

Jeg sidder bare lige lidt fast her. Der er fødselsdage og påskefrokoster alle vegne, og jeg har måttet slække på mine ambitioner om at møde op til det hele. Min krop bliver skidesur på mig hver gang, jeg er et sted, som kræver BH (åh, gru…) og lidt pænere påklædning end Mikkels skiundertøj i mutantstørrelse. It sure ain’t pretty, men det er fandeme rart.

Indtil for ganske få dage siden fungerede det sådan, at jeg skruede mit højgravide korpus i et par graviditetsjeans og noget random strik af en art, når jeg skulle ud af døren, for straks at smide det når jeg returnerede, og endelig kunne skifte cowboystoffet ud med det noget blødere alternativ: Graviditets-gamachen! Ja, eller leggings om man vil, men lad os nu kalde en spade for en spade.

Nu forholder det sig sådan, at der er kommet et led mere på mit comfy-clothes. Jeans er forbeholdt helt særlige lejligheder, og gamachen kommer i stedet på ved mindre udflugter, for så at blive skiftet ud med Mikkels lange underdrenge, når jeg atter er hjemme. Tænk engang; at være gravid, at tøj specialdesignet dertil ikke længere er det foretrukne valg. Måske er jeg alligevel lidt utålmodig. Jeg ser i al fald frem til at down-size meget snart, og grave gode, gamle kendinge frem fra kommodens dyb. Skinny jeans, I’m looking at you.

Træk vejret, kvinde

FotorCreated

Scanningsdamen målte (vejede?) baby til at ligge på 2700 gram nu her i 38. uge, hvilket efter sigende er glimrende og helt fint. Han vokser, som han skal, og hver nat gør det så nas at være mig, at jeg overvejer, om det er nu, han er på vej. Indtil videre har det ikke været tilfældet. Han må også godt lige hænge fast en uges tid mere, så han når at ramme den anden side af 3000 gram. Synes, fødselsvægt med et 2-tal foran ser så småt og skrøbeligt ud, selvom det nok ikke er de 300 gram, der gør den helt store forskel.

Desuden forsøgte jeg idag at google mig frem til noget med fødsel og vejrtrækning i en fin kombination, som skulle være så godt. Det skulle jeg ikke have gjort. For det første, er det måske lige på falderebet og en anelse presset at øve sig i den slags nu, men som den opmærksomme læser måske har luret, mødes 11. time og jeg ret ofte. For det andet, kan jeg ved hjælp af den ene metode (nærmest) snuppe mig en powernap, mens baby selv klatrer ud, mens en anden metode er småfarlig og forårsager iltmangel hos både mor og barn. Øh. What? Det har jeg slet ikke præ-ammehjerne-kapacitet til at rode med nu.

Jeg besluttede derfor ganske hurtigt at droppe last-minute-hjemmetræning og i stedet forsøge mig med det, jeg kender. At trække vejret. Sådan på almindelig menneske-manér. Så fortæller jordemoderen mig nok, hvis jeg skal åbne sluserne for fuld styrke eller holde vejret. Eller endnu bedre; min krop gør.

Jeg havde heller ingen indstuderede tricks med i hospitalsskjorteærmerne sidste gang, og det gik jo som bekendt ret upåklageligt til trods. Måske jeg lige burde melde mig på den dér fødegangs-tour inden alt for længe. Det er vel i bund og grund fedt nok at vide, hvor lillebror skal arrivere.