Noget om daginstitutioner

7805175ec2b611e2a56722000a1f9d88_7
Det søde barselsliv (og barn)

Daginstitution. Det ord lyder ikke rigtig hyggeligt i mine ører. Ikke sådan rigtig hyggeligt. Det lyder så stort, koldt og maskinelt. Ihvertfald for mig. Nå, men nu er min egen knægt jo en del af institutionslivet. Han begyndte i dagpleje, da han var 10 måneder, og jeg igen skulle igang med studiet. Av av, helt ind i moderhjertet. Kan det virkelig passe, at jeg skal aflevere min BABY i hænderne på en fremmed kvinde? Ja, sådan er samfundet ihvertfald strikket sammen. Moderen var vel egentlig mere ked af det end barnet, men hold nu op, hvor var det overvældende. Først at skabe det her lille individ, og så smide det ud i livet i en alder af bare 10 måneder. Og det var måske også disse tanker især, der gjorde, at valget faldt på dagpleje helt fra start. For os virkede dagpleje bare som det rigtige. Jeg kunne ikke se min lille, sensitive dreng i hele det her vuggestue-kaos med en masse børn og skiftende voksne. Uden at være cand.psych. eller lignende, så forestillede jeg mig, at dagpleje var det, der var tættest på den almindelige, hjemlige hygge med én primærperson og rolige omgivelser. Ja ja, så kommer der det med gæstepleje, hvis nu dagplejemor er syg. Heldigvis fik vi tildelt den sødeste og dejligste dagplejemor i hele verden. For real.

Hun var sjældent syg, og hvis hun var, så havde Marius én gæstedagpleje, som boede på den anden side af vejen, og som han kendte godt igennem legegrupper og når dagplejemødrene mødtes i hinandens haver om sommeren. Idyl, idyl. Sådan havde jeg det ihvertfald. Marius var glad, dagplejemoderen behandlede ham som én af sine egne, og han kunne endda finde på at spørge i weekenden, hvornår han kunne komme om til Mette igen. Jeg er godt klar over, at det desværre ikke er alle, der har så god en oplevelse med dagpleje, og jeg er naturligvis også farvet af mine virkelig gode erfaringer.

Men jeg bliver sådan forholdsvis irriteret, når mødre (eller andre) kommer med argumenterne, at børnene jo skal ‘hærdes’, lære at omgås andre børn og at de bliver for beskyttet i en dagpleje. Ja, for fanden. Det er babyer. De skal sgu da ikke hærdes. De skal passes på, snakkes med, puttes til lur og leges med. Og jeg er normalt ikke den bløde type. Ligeledes når ’socialisering’ bliver bragt på banen. Nej. Babyer har ikke noget ud af at blive socialiseret med andre babyer. De har noget ud af at have voksenkontakt. Og jeg ved godt, der er forskel på babyer. Og at det fungerer glimrende for rigtig mange forældre at have deres børn i vuggestuer. Jeg synes bare, de er så bittesmå. Og ja, jeg referere mest til de helt små. Jeg ved jo godt, at mange tumlinger hygger sig gevaldigt i vuggestuen. Men at se en lille, forvirret baby på 6 måneder sidde i denne turbo-hverdag uden mor og far, kan jeg ikke rigtigt lide. Og jeg ved godt, det er sådan, samfundet er indrettet. Jeg blamer ikke nogen, jeg undres bare.

Den lille chef herhjemme startede i børnehave i august, hvor der er integreret vuggestue i institutionen også. Og det virker mærkeligt for mig at se en baby, der lige nøjagtigt kan balancere på sine egne ben, gå rundt forholdsvis alene i en afkrog af legepladsen og trække sin sutteklud gennem mudderet. Nuvel, det ved jeg jo godt, de ikke gør hele dagen og det er ganske få øjeblikke, der er tale om. Men alligevel. De er så bittesmå. Jeg er nok også blevet ekstra opmærksom på det, efter jeg forleden så en dokumentar på DR2, hvor en helvedes masse fagfolk og ‘eksperter’ udtalte sig om livet som vuggestuebarn. De havde foretaget en ganske stor undersøgelse, som viste, at der i nogle (ikke alle, men nogle!) vuggestuer var børn, som kun havde helt ned til 15 minutters voksenkontakt på en dag. FEMTEN MINUTTER! Æv. Det er selvfølgelig de færreste steder, det foregår, men alligevel. Det må kunne gøres bedre. Det er jo for fanden vores unger, der er tale om.

Nu er Marius blevet en rigtig børnehavedreng, og nøj, hvor er det fedt. Jovist, han skulle lige over rykket fra dagpleje til børnehave (hvilket er en positiv ting ved vuggestuen, at overgangen ikke er nær så tydelig), men det tog ham kun ganske få uger. Og det fede ved det, er, at man kan se, hvor meget han nyder det. Han har virkelig noget ud af at lege med jævnaldrende kammerater og rutsje, gynge og te sig åndssvagt. Og så bliver man jo stolt som bare fanden, når man hører, hvor sød han er, og hvor god en ven han er overfor de andre (indsæt smiley, der pudser sin glorie). Nå. Det var såmænd bare et lille ligegyldigt statement fra min side om, hvilket forhold jeg har til dagpleje vs. vuggestue. Jeg synes klart, begge dele har fordele og ulemper, men jeg vil til hver en tid sende mine fremtidige unger i dagpleje, når nu jeg ikke kan gå hjemme med dem hver dag, til de fylder 3 år (just kidding, jeg ville blive skingrende sindssyg). Så hurra for at søde mennesker gider at passe vores afkom, mens vi uddanner os eller tjener penge (eller begge dele). Og hurra for at der er pasningstilbud, der passer til os allesammen (børnene, that is).

Om at miste modet

Uha, jeg hader det. Jeg er så jantelovs-supressed, at det er patetisk. Jeg har altid brændt for at skrive, men min indre perfektionist med forventninger højere end Empire State Building, får mig sgu til at miste modet indimellem. Hvordan er det muligt at fucke sig selv så meget op? Jeg kan skrive side op og side ned med en ganske god fornemmelse i maven. Så er det, at jeg læser hele smøren igennem, for så at lade selvkritikken hagle ned over mit indre i en regn af torpedoer, hvis størrelse Nordkorea ville misunde. Der er jo for fanden SÅ mange derude, som rummer langt større talent for skriblerierne, end jeg nogensinde kan drømme om, so why bother? Blogverdenen har ikke brug for flere amatører, der ikke ejer skyggen af selverkendelse, men måske jeg har brug for blogverdenen. Eller bare denne lille krog af internettet, som jeg har sat mig på. Indimellem har jeg lyst til at trykke på “Slet blog”-knappen og gå i hi. Andre dage er jeg fyldt til randen med overskud og mod på at skrive. Men for nu vil jeg trodse min lysskyhed og frygt for offentligheden, udelukkende fordi det gør mig glad i hovedet at skrive. Så kan platformen vel revurderes en anden dag.

Sommer

Fynsk sommer 2013

Det er som om, den lune årstid vender tilbage med fornyet magi hvert eneste år. Når pøblen begynder at titte ud af husene, som bjørnene fra hi, med vintertrætte øjne og søvnige smil. Tænk, at noget så simpelt (oh, well) som moder natur, kan få mig til at smile ligeså bredt som en 3-årig knægt i Fætter BR. Der sker et eller andet med mig og min krop igennem vinterperioden. Istiden, om man vil. Nok er dagene kortere, men de går i den grad også langsommere. Bevares, det er da hyggeligt med tyk, hvid sne som tumlingen kan lege i og bygge med. I et par dage. Det bedste ved vinteren er vel, at man kan småfede sig lidt med julebag og holde i hånd med slægtninge omkring et træ af gran, og så ellers tælle ned til foråret. Og nu er vi her! Jeg har slet ikke lyst til at bevæge mig indendøre, når solen sender sine gudsbenådede stråler min vej. Jeg har sågar befundet mig ude på fortovet nu og da, hvis solens stråler ikke længere dækkede min altan på den modsatte side af lejlighedskomplekset. Nuvel, der er vel ingen, der længere er i tvivl om, hvor meget jeg glæder mig til at gå sommeren i møde med min yndige tumling (hedder det stadig det, når man snart er 4?) i den ene hånd og søde kæreste i den anden.

Numero uno

Så har vi det. Hvordan fanden starter man en blog? Måske sådan her. Måske ikke.
Alle blogs, jeg følger, drukner i sidevisninger og Facebook-likes, men de er vel også startet et sted, right? Den her følelse af at skrive til ingen andre end sig selv, er sgu lidt underlig. Men også rar. For jeg aner ikke, om nogen nogensinde kommer til at læse med her, eller det bare bliver min personlige losseplads for pessimistiske anekdoter, idéer og hvad der ellers optager for meget lagerplads på den øverste.
Og det er vel også meget belejligt, at folk ikke vader ind i ens hus, mens man er ved at lægge gulv. Ikke?